100 år med tove ditlevsen
Autofiktionens mester er en kvinde, som hedder Tove
Den 14. december ville Tove Ditlevsen være fyldt 100 år. En folkeskolelærer, en studerende, en boghandler, en husmor, en forlægger, en restauratør, en landskabsarkitekt, en filosof, en jazzsangerinde og en sygehjælper fortæller, hvad hendes litteratur har betydet for dem
100 år med tove ditlevsen
Autofiktionens mester er en kvinde, som hedder Tove
Den 14. december ville Tove Ditlevsen være fyldt 100 år. En folkeskolelærer, en studerende, en boghandler, en husmor, en forlægger, en restauratør, en landskabsarkitekt, en filosof, en jazzsangerinde og en sygehjælper fortæller, hvad hendes litteratur har betydet for dem
Daniella Angelique Dalsgård
Restauratør på Klubben ved Tove Ditlevsens Mindehave, vil ikke afsløre alder, men siger selv: 'godt deroppe af'

»Jeg holder så meget af Toves digte, nok især digtet 'Angst', og jeg har hængt det op i forretningen. Jeg har følt som hende, jeg tror, jeg har oplevet det samme, angst og depression. Det er ikke mange mennesker, der forstår det, men Tove gør. Hun har været så meget igennem, hun har haft det ringe, helt ad helvedes til.

Min restaurant er Tove Ditlevsens sted, hun brugte sit liv her. Jeg har stadig hendes klaver fra 1947 stående herinde. Indtil jeg købte Klubben i 1993, var det et beskidt værtshus, hvor hun sad og drak og skrev sine bøger. Vi har bevaret hendes sted, som det var, mens hun kom her.«
Arne Binderup
Bibliotekar på Vesterbro bibliotek, 64 år

»Hendes bøger om forholdet til Victor Andreasen gjorde stort indtryk på mig dengang, særligt Vilhelms værelse. Det slog mig, at den var så fantastisk hudløs – det var sjældent dengang. Det er bekendelseslitteratur fra før begrebet opstod; før Vita Andersen slog igennem på det.

Jeg tror stadig, det er det selvbiografiske, folk finder spændende i dag – tiden skriger på egne oplevelser. Her på biblioteket betyder Tove Ditlevsen mere end alle andre forfattere. Hun er ikke bare god, hun er også nem at formidle. Hun er ikke politisk korrekt, ingen pegefingre. Man får det, man ser, råt for usødet.«
Tove Ditlevsen som 1½-årig med sine forældre og storebror. Foto: Ritzau
14. december 1917
Tove Irma Margit Ditlevsen fødes
1939
Pigesind, digte (med bl.a. digtet 'Angst')
1941
Man gjorde et barn fortræd, roman
1942
Lille verden, digte (med bl.a. digtet 'De evige tre')
1943
Barndommens gade, roman
Mette Carla Albrechtsen
Filminstruktør, 37 år

»Jeg boede i begyndelsen af mine 20'ere på Rigshospitalets kollegium og var lige startet på Filmskolen. Jeg var søgende og læste alt muligt, især digte og især Tove Ditlevsens digt 'Angst' fra Pigesind talte virkelig til mig.

Tove Ditlevsen satte ord på min egen tilstand, som jeg på det tidspunkt endnu ikke var bevidst om. Jeg vidste kun, at jeg ligesom hende også befandt mig i et særligt slags helvede. Det gjorde et foruroligende indtryk på mig, at jeg forstod hende så godt.«
Anders Haahr Rasmussen
Journalist og forfatter, 38 år

»Jeg husker at læse Barndommens gade i gymnasiet, den virkede uendelig og røvsyg dengang. Men for nylig fik jeg hul igennem til Tove Ditlevsen, da jeg læste Gift. En ting var den heftige historie om at være narkoman, men mest af alt var det tonen, der slog benene væk under mig.

Hun beskriver forfærdeligheder, de samfundsmæssige og de personlige, med et så nøgternt, klinisk og tørt sprog, der gør dem uendeligt intense for læseren. Jeg mærker på hver side, hvor pisseklog hun er, hun er et urintellekt.«
Cathrine Legardh
Jazzsangerinde, der har sat musik til Tove Ditlevsens digte, 43 år

»Jeg har altid elsket Tove Ditlevsen, fordi hun var så umiddelbar at læse, også i en ung alder. Mange af de digte, man lugtede til, da man var ung, var så tunge og svære. Tove var ikke tung, hun talte til alle, og hun taler stadig til mig. Hendes digte var enormt nemme at sætte musik til, fordi de er så musikalske i forvejen. De synger allerede.

I digtet 'Hverdag' fra Kvindesind sidder digteren og stopper sin mands sokker, og så opdager hun en gammel syning indenunder, som mandens tidligere kone har lavet. Det er sådan en fin måde at beskrive jalousi på. Det hverdagsagtige bliver poetisk.«

Foto: Ritzau
Niels Barfoed
Forfatter, journalist og dr. phil. 86 år

»Jeg kendte Tove Ditlevsen og led med hende i en periode, hvor hun var meget medtaget af alkoholmisbrug især. Jeg kom hende engang til undsætning. Hun var faldet i en komalignende søvn i en liggestol. Det var i nogle fælles venners sommerhus.

Jeg så, at hun havde en brændende cigaret hængende mellem fingrene, og gløden var ved at brænde sig ind i huden. Den næste dag forstod hun ikke, hvorfor hun var forbundet.

Jeg har også mere lykkelige erindringer om hende, men det er især oplevelsen af forfald, der står klart for mig i dag. Og så den fuldstændigt fænomenale, nøgne og cool roman Gift, som jeg aldrig bliver færdig med at få folk omkring mig til at læse. Alle kommer lige rystede tilbage.«
Azadeh Ghavamrad
Teaterinstruktør, 34 år

»Jeg læste Ansigterne, da jeg stadig boede i Aarhus i 2012 efter min veninde i nogen tid havde sendt mig små Tove-digte. Før det havde jeg intet forhold til Tove Ditlevsen. Men det ændrede sig fuldstændig, da jeg læste Ansigterne.

Det var skræmmende og dybt fascinerende, at hun kunne beskrive en psykotisk tilstand med så stor en magt og overbevisning – og især med tanke på, at hun selv havde været i den. Efter det har samtlige Tove Ditlevsen-bøger indfundet sig på min reol.«
Tove Ditlevsen signerer sin roman Barndommens Gade. Foto: Ritzau
Simon Pasternak
Forlagsredaktør, 47 år

»Jeg er en sen Ditlevsen-starter. Jeg læste Barndommens gade i folkeskolen, og Linnets sange var overalt i min barndoms gade, men vores veje mødtes ikke rigtig, før Kirsten Hammann en dag for ti år siden stak mig Gift og sagde, at den skulle jeg bare læse.

Og det var en så brutal, selvudleverende, virkelig og sjov bog om at rydde en plads til sig selv og sin skrivning – og om mænd, at jeg blev nødt til at anbefale den til alle jeg mødte den sommer. Siden har jeg ædt mig igennem det meste af hendes forfatterskab, en sand og ond lykke.«
1955
Kvindesind, digte (med bl.a. digtene 'Der bor en ung pige' og 'Jalousi')
1960
To som elsker hinanden, roman
1967
Barndom, erindringsbog og Ungdom, erindringsbog
1969
Ansigterne, roman
Mads Mygind
Digter, 33 år

»Det første digt af Tove Ditlevsen, jeg kommer på, er titeldigtet fra bogen Det runde værelse. Jeg husker enkelte linjer, som lyser op i min hjerne, når jeg sidder og skriver: Kunne man have nøjedes / med utrolig lidt; / detaillen af en detallie / næsten ingenting.

Jeg læste det efter gymnasiet, og det slog mig dengang og stadig, hvor kort og præcist hun kan sige så meget om så meget! Der er en enkelhed, ro og en slags kritisk opgivenhed i billederne. En voldsomhed i det helt afdæmpede. Den måde, sætningerne elegant falder på, det er en stor oplevelse.«
Tove Ditlevsen genbesøger sin barndomsgade på Vesterbro. Foto: Knud Jacobsen
Tine Byrckel
Journalist, oversætter og filosof, 57 år

»Du elsker mig / så skal du også kende / mit underlige hjertes sære spil / for det kan ikke bare længes ikke brænde / af længsel efter noget, som er til.

Hun dukkede op, da jeg var 14, og satte ord på kærlighedsumuligheden selvfølgelig også med 'De evige tre'. Kunne en dreng eller mand ikke høre dette, kunne vi ikke engang starte.

Jeg mister igen og igen mindst to ting i verden: smykker og yndlingsdigtsamlinger, så jeg har hende ikke nu, men jeg vil finde hende igen og igen og dyrke sætningen: De voksne forstod os ikke / og det var sent da vi så / at der ikke var stort at forstå
Karen Syberg
Forfatter og journalist, 71 år

»Med ingen kan / man dele / de inderste / tanker. / Det vigtigste / i verden / er man / alene med. / Det er en / varig byrde / det er en /sagte glæde / at her kan / ingen nå dig / og ingen / lukkes ind.

Digtet kondenserer hele Tove Ditlevsens livstragedie. Hendes formidable indsigt i menneskesindets veje og vildveje hjalp hende ikke i livet, den kunne kun forløses i hendes kunst. Og da hendes stof slap op, måtte hun også selv give slip. Det sørgeligste ved Tove Ditlevsens liv er hendes død.«
Christian Dorph
Forfatter, 51 år

»Jeg synes, Gift er en vild bog. Jeg læste den for et par år siden, da den kom i Gyldendals genudgivelse. Det fede ved den bog er, at hun skriver den, som om hun var en gæst, en blind passager i sit eget liv. Også før hun bliver narkoman i bogen.

Det er, som om hun er mærkeligt ligeglad, som om hun var en fremmed. Der er en sjov henkastet måde, hun fortæller om sine ægteskaber på; de her mænd. Hun er ligesom ikke til stede. Det er dejlig nøgternt og køligt beskrevet hele vejen igennem.«
1971
Gift, erindringsbog
1973
Det runde værelse, digte
1975
Vilhelms værelse, roman
7. marts 1976
Tove Ditlevsen begår selvmord
Pia Juul
Forfatter, 55 år

»Tove Ditlevsens Vilhelms værelse er en af de bedste romaner, der er skrevet på dansk. Jeg blev som ung meget overrasket over den frihed, den var skrevet med, der var en lethed og en selvbevidst energi i den, som henrykte mig, da jeg læste den første gang.

Hun var både eminent, cool og sjov. Og så var hun en af de få lyrikere, man stiftede bekendtskab med i 1970'ernes folkeskole, hvor jeg gik i skole. Jeg beundrer hende til stadighed, at hun er sin egen – og morsom – og digtene er langt bedre end det rygte, de har fået hen ad vejen. Læs dem (igen)!«
Nanna Friis
Studerende, 27 år

»Jeg møder Tove Ditlevsen som helt ny teenager i en frostsprød martsaften, fordi 7.c's dansklærer har planlagt Tovetur på Vesterbro. Vi læser digte højt for hinanden midt i det liv, der var hendes, og hvis afgrunde, jeg dengang kun anede blå omrids af. Jeg har glemt, hvad jeg læste, men ikke, at det var dette mørklagte møde med hjertesorg, angst og håbefulde livsforsøg, der var min første oplevelse af sætningens egen skønhed, af sproget og poesien som en lygte, jeg kunne gennemlyse min børneabstrakte melankoli med.«
Lone Hørslev
Forfatter, 43 år

»Jeg elsker især Tove Ditlevsens Gift. Her blander refleksioner over skrift og liv sig med denne her voldsomme fortælling om stofafhængighed, kærlighedslængsel og stor ensomhed og svigt.

Og selv om hun godt kan gå tæt på patos, finder jeg hende langt mere klar i spyttet, ja, nærmest kynisk, end sentimental. Og hun er morsom! Hun skriver uden forfængelighed og siger tingene ligeud. Tove Ditlevsen kunne skrive om at være menneske, om det hele vaklende menneske.«
Lise Skov
Pensioneret sygehjælper og operationsassistent, 62 år

»Den kvinde, jeg skal hjælpe i seng, sidder og læser Tove Ditlevsen. Hun har læst alle hendes værker, igen og igen. Vi taler om Gift og om, at alle mennesker kan havne i en situation, hvor risikoen for at blive narkoman er stor.

Det er dejligt at komme ind på hendes værelse og tale om noget andet end medicin, maden på plejehjemmet, de andre beboere eller rengøring.

Vi taler om Tove Ditlevsens død i 1976, det bliver til mange samtaler om døden. Vi taler også om Barndommens gade, hun fortæller om sin barndom, og når vi taler om Tove Ditlevsen, er det, som om hun ikke tænker over, at jeg er nødt til at hjælpe hende i seng. Så er vi et andet sted.«
Foto: Knud Jacobsen
Henrik Nordbrandt
Forfatter, 72 år

»Pigesind og især digtet 'Til mit døde barn' gjorde stort indtryk på mig, da jeg i sin tid læste det. Dengang syntes jeg måske, at det var lidt sentimentalt. Når jeg ser på det i dag, så er det ikke sentimentalt, det er bare dybt alvorligt. Og meget stærkt.

Jeg tilhørte jo en generation, som gjorde op med den meget traditionelle poesi, Tove Ditlevsen stod for: rim og versefødder osv. Men jeg har altid syntes, hun var fantastisk god.

Mens hun levede, blev hun jo ikke rigtig vurderet efter fortjeneste, nogle digtere og finkulturelle kritikere så hende som et damebladsfænomen, men det var en overfladisk betragtning. Hun skrev meget direkte og ukunstlet, hun skrev stor poesi, så enhver kunne forstå det.«
Tanja Cordero
Folkeskolelærer, 37 år

»Engang var Tove Ditlevsen for mig en novelle på en pensumliste. Nu får jeg gåsehud, når navnet siges. Ved en tilfældighed læste jeg som 34-årig digtet 'Ufødt'.

Med ét mærkede jeg et andet menneskes mørke gennem et sprog, der var så pulserende skønt og så væmmeligt på én gang, at jeg var ved at briste, fuldstændig. Jeg reciterede derfra med bævende stemme for alle, der gad lytte. Det er både frydefuldt og pinagtigt for mig at læse Tove Ditlevsen.«
Christina Thiemer
Boghandler, 41 år

»Udover at være spørgsmålet i diverse litterære quizzer »Hvad er den amerikanske titel på Tove Ditlevsens roman Gift?« (og svaret er »Gift«, den blev utrolig nok aldrig oversat), så er romanen også en af mine absolutte favoritter, den bedste roman, jeg har læst i årevis.

Den ærlighed forfaldet beskrives med her, den fuldstændige deroute, fik mig til at tænke, at en vis nordmand godt kunne pakke sammen. Autofiktionens mester er en kvinde, som hedder Tove.«
1986
Astrid Henning-Jensens filmatisering af Barndommens gade og Anne Linnets musikalske fortolkning af Barndommens Gade
2015
Teaterkollektivet Sort Samvittigheds forestilling Tove, Tove, Tove! på Det Kongelige og Tove Ditlevsens Plads indvies
2016
Jakob Weis' forestilling Den onde lykke – Tove Ditlevsens sidste kærlighed på Folketeatret
2017
Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, digtsamling ved Olga Ravn
Mads Peder Rasmussen
Landskabsarkitekt og meddesigner af Tove Ditlevsens Plads på Vesterbro, 45 år

»Det var oplagt for os at se på nogle af hendes digte og indarbejde dem på hendes plads. Digtet 'De evige tre' fra Lille Verden er lagt ind i betonoverfladen på en af bænkene.

Jeg kan huske, vi sad med hendes digtsamlinger og kiggede lidt på det. Og det er et af de digte, jeg husker som rigtig godt – det er folkeligt, et af dem man kender. Det var nok grunden til, at valget faldt på det. Men der var også et lavpraktisk spørgsmål, vi havde jo ikke plads til en otte sider lang tekst.«
Else Skov
Tidligere hjemmegående husmor og pædagogmedhjælper, 91 år

»Når det blev aften, og børnene sov, var der tid til, at jeg kunne sidde helt for mig selv og læse. Jeg læste ’De evige tre’ af Tove Ditlevsen, og jeg tænkte, at det nok er meget almindeligt, at sådan noget sker. Den slags forviklinger.

Jeg fulgte med i Tove Ditlevsens liv, og jeg kunne se, at hun fik det sværere og sværere. Hun kunnne virkelig skrive om det, som ikke altid er så nemt. Det tænkte jeg meget over, som jeg sad der.«
Foto: Mogens Berger
Johannes Riis
Litterær direktør og forlægger ved Gyldendal, 67 år

»Jeg var 21, da jeg læste Gift første gang. For et par år siden læste jeg den igen, og det var først da, det rigtig gik op for mig, hvor sofistikeret en forfatter Tove Ditlevsen var.

Første gang greb historien mig umiddelbart med sin råhed, sin desillusion, sin paradoksale styrke: Ditlevsens skånselsløse higen efter at få fat på sandheden i alle dens grimme detaljer krøb ind under huden på mig, og jeg kunne ikke andet end tænke: Hvordan i alverden kan man stå model til alt det og overleve det og oven i købet have kræfter til at skrive om det og have lyst til at dele det med andre?

Anden gang stod alt dette intakt for mig, men dertil kom opdagelsen af, hvor sikkert og raffineret bogen er skrevet, hvor mange lag og rum og spejle den rummer. Det er levet liv, det er stor kunst, det er en frygtindgydende god roman.«
Katrine Hornstrup Yde
Kulturredaktør, 33 år

»Else bad mig og Astrid om at holde oplæg i dansk om en forfatter, der hed Tove Ditlevsen, og så gik jeg i gang med at læse Barndom fra min forældres bogreol. Så sagde det kling! i 12-årige Katrines hjerte.

Så gik jeg fra at alliere mig mest med Anders And til at finde en følsom sjæleveninde i barnet Tove, der både tillod og totalt trumfede alle mine følelser med ublu hyperskrøbelighed, og pludseligt sad Katrine ved klaveret og hviskede:

»Der brænder et lys i natten / Det brænder alene for mig / Og puster du til det så flammer det op / Og flammer alene for dig«.

Uden Barndom ingen så følsom barndom.«
Dy Plambeck
Forfatter, 37 år

»Litteratur kan, når den er virkelig god, få os til at glemme konstruktionen, at de personer, vi læser om, ikke er virkelige. Det sker i Gift.

Jeg vil gerne se den person, mand eller kvinde, der ikke væmmes, når hovedpersonen fortæller, at der ikke er flere åbne vener tilbage i hende, kun i foden.

Jeg læste Gift første gang for en del år tilbage, hvor jeg havde kærestesorger, efter et langt kærlighedsforhold var slut. Bogen rystede mig, men samtidig var den sær livsbekræftende at læse. Jeg kan huske, jeg rejste mig fra sofaen og tænkte: det skal nok gå alligevel alt sammen.«
Foto: Erik Petersen
Coverfoto: Ritzau
Tekst: Anna Raaby Ravn og Mathilde Moestrup
Redaktør: Katrine Hornstrup Yde
Digital produktion: Mikka Tecza

25. november 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • randi christiansen
  • Odin Rasmussen
  • Henrik Brøndum
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Oluf Husted
Philip B. Johnsen, randi christiansen, Odin Rasmussen, Henrik Brøndum, Bjarne Toft Sørensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En forfatter udvikler sig som menneske og forfatter over et helt liv, og der kommer altid et for forsimplet resultat ud af det, hvis man ikke ved et langt forfatterskab skelner mellem forskellige faser.

Romanen "Ansigterne" (1968) betragter jeg som et hovedværk i dansk litteratur, ligesom romanen "Wilhelms værelse" (1975) på mange måder har høj kvalitet. "Gift" (1971) er som erindringsværk essayistik på meget højt niveau.

Mange af hendes tidligere værker, såvel lyrikken, romanerne som novellerne, er præget af banalitet, sentimentalitet og psykologisk forudsigelighed, og i forhold til brugen af selvbiografisk stof er de præget af en pubertetsagtig narcissisme.

Set på afstand kan man med en vis ret sige: "Til lykke, Tove Ditlevsen, det lykkedes dig trods alt, imod alle odds, med alderen at blive voksen".

Lige så rædselfuld, som hun må have været at leve sammen med, når hun havde det dårligt, lige så inspirerende må hun have været, når hun havde det godt.

Skrevet af en lektor emeritus på 68 år.

Som det skulle være fremgået af kommentaren, er jeg ikke tilhænger af den opfattelse, at kvalitet er et spørgsmål om kvalitet i forhold til noget med alder, uddannelse og erhverv. Til gengæld er jeg tilhænger af, at der skal skrives og udgives skønlitteratur, der appellerer til mennesker i samfundet med meget forskellige forudsætninger.