Nick Cave

Ballader om vold og ømhed

Efter nogle drabelige år som frontfigur i den vildt originale gruppe The Birthday Party iværksatte Nick Cave sin egen myte
Af:
Klaus Lynggaard
Rockanmelder
Da Nick Cave først gjorde sig bemærket, var det som forsanger i ensemblet The Birthday Party, der i 1980 emigrerede fra Melbourne i Australien til det London, som i de år udgjorde en veritabel petriskål for den virus, vi har lært at kende, elske og frygte som postpunk.

Selv i en tid, hvor det ekstreme dyrkedes som en afgud, og adfærdsforstyrrede middelklassebørn i et væk forsøgte at overgå hinanden i ukontrollabel selvdestruktiv adfærd, var The Birthday Party i en klasse for sig.

Først og fremmest musikalsk, men i høj grad også hvad angik, hvad man i dette tilfælde knap tør kalde livsstil. Det er både svært og en smule pinefuldt at erindre den kollektive dødsdrift, der prægede store dele af det, nå ja, igen et bizart ord i sammenhængen, men af mangel på bedre: miljø, som gruppen både var en del af og på afgørende områder skilte sig ud fra.

Nogle tog desværre sloganet ’No Future’ alt for bogstaveligt, og da sangeren i Joy Division, Ian Curtis, valgte at begå selvmord samme forår, blev det et meget trist eksempel til efterfølgelse for lidt for mange sjæle.
Som jeg husker det, var det omkring 1980, at såvel amfetaminen som alkoholen for alvor gjorde sit indtog på klubværelser og i slumlejligheder i Indre By.

I hvert fald i min kreds, som dog på ingen måde delte min affinitet med den københavnske punkscene, hvis aktører havde optaget mig næsten sygeligt, siden jeg for første gang så dem i aktion til den uforglemmelige og i mit tilfælde skæbneafgørende Iggy Pop-koncert på Daddy’s Dance Hall den 19. september 1977, en små tre uger efter jeg var flyttet til byen.

Og nej, jeg så ikke de to Sex Pistols-koncerter sammesteds i juli måned, for da boede jeg i Sverige og arbejdede på fucking fabrik.

Men indtil 1980 virkede det, som om at tjald og sodavand var alt, hvad der behøvedes af brændstof, men med speeden ændrede det hele karakter. Tingene blev vildere, måske ligefrem sjovere, men også hårdere og ondere.

Det er jo ikke et stof, der øger fællesskabsfølelsen eller fremelsker empati, for nu at sige det mildt. Til gengæld var det billigt og nemt at få fat i, og jeg kunne som ivrig bruger opleve mig selv agere med en grænseoverskridende dødsforagt, som jeg i min forvredne selvopfattelse godt kunne anse som noget nær heroisk.

Sagt på en anden måde, så fik speed selv en inkarneret tøsedreng som undertegnede til at føre sig frem som en helvedes karl, der uden frygt pludselig formåede at pløje sig gennem et til en begyndelse fjendtligtstillet miljø, eller hvad vi nu skal kalde det.
Portræt af rockanmelderen som en ung mand ca. 1985
Fra starten bestod postpunkscenen af en række små kliker, som hver især og med vekslende grader af fanatisme dyrkede helt bestemte bands og snævert definerede subgenrer og kun havde foragt tilovers for dem, der ikke fulgte samme vej.

Kun ganske få fænomener var hævet over disse smagskrige, heriblandt danske Sods, som i denne periode muterede til det Sort Sol, der formåede at befinde sig i konstant bevægelse, hvorfor en koncert med dem var et seriøst must for enhver, der interesserede sig for, hvad der rørte sig i undergrunden.

For gruppens medlemmer havde antennerne ude, hvad angik al den nyeste musik fra England, USA og Tyskland, så da forsangeren Steen Jørgensen en gråvejrsdag det herrens år 1982 et sted midt i Købmagergades mylder fortalte mig om et helt vildt australsk orkester, der hed The Birthday Party, strøg jeg direkte ned i pladebutikken Gry i Skt. Pederstræde og købte deres seneste (og, skulle det vise sig, sidste) lp, Junkyard.

Snobbede jeg for bestemte ting dengang? Ja, som bare fanden! Betød Steen Jørgensens mening om tingene noget for mig? Ja, mon ikke!

Men trods disse faktorer ramte musikken på pladen mig som en knytnæve lige i fjæset fra første gennemlytning, for her var tale om benhårde rapporter fra fronten, fuldstændig fri for selvcensur eller hæmninger. Det var en ond og intens musik, fuld af ild, passion og vrede, drevet frem af Rowland S. Harveys bizart stikkende og vildt originale guitarspil, som forankredes i en rytmegruppe, der nærmest swingede på trods.

At gruppens bassist, Tracy Pew, under nogle af indspilningerne sad inde for spritkørsel, betød, at Barry Adamson (fra Magazine) medvirkede, men ellers klarede gruppens multiinstrumentalist og de facto-kapelmester, Mick Harvey, også den del af sagen.

Resultatet blev en af den slags plader, der kun solgte ganske lidt, men til gengæld havde en afgørende indflydelse på de få, der hørte den. The Birthday Party er et ensemble, der ikke er til at komme udenom, når rocken skal tælles i mandtal.
The Birthday Party ved en koncert i Tyskland i 1982. Foto: Tschiponnique Skupin
Altafgørende for pladen og gruppens gennemslagskraft var forsanger Nick Cave, der brændte igennem som få.

At gruppen var litterært inspireret, de fleste af dens medlemmer voldsomt belæste (omend måske ikke lige i pensum!) og i det hele taget kunsthistorisk velbevandrede, var der ikke så meget lydhørhed for i samtiden, trods en titel som »Hamlet (Pow, Pow, Pow)«, der så godt nok også handlede om en gal massemorder, men denne holdt til gengæld af at citere den gamle mester.

Og hos Shakespeare findes der som bekendt gys, gru og indvolde for alle pengene, så why not?
Hovedinspirationskilden for pladens tekster var dog den særlige amerikanske subgenre kendt som Southern Gothic, der myldrer med syge særlinge, skævvredne lokalsamfund langt fra alfarvej, galskab, forfald, racisme, dekadence, sanseløs og udpenslet vold og en uovertruffen sans for det makabre, altså ren guf for dem af os, der trods alle odds læste, så der blev slæbt adskillige meter William Faulkner (som i forvejen var en favorit), Carson McCullers, Erskine Caldwell og Flannery O’Connor hjem fra biblioteket; det er intet tilfælde, at Sort Sol-lp'en Everything That Rises Must Converge (1987) deler titel med en novelle af førnævnte O’Connor.
Som for at bevise slægtskabet med personerne i både disse bøger og gruppens egne sange gav The Birthday Party en fuldstændig hæmningsløs koncert i Saltlageret på Gammel Kongevej i marts 1983 til den anden og sidste Nosferatu Festival, hvor cremen af den danske postpunkundergrund over to aftener spillede op til slamdance garneret med britisk G.B.H. – og som den absolutte prik over i’et altså vores australske kumpaner.

Lad os bare anslå, at der på lovlig vis kunne/måtte være 500 i Salten (som stedet kærligt kaldtes), men så var der mindst tusind den aften. Og af dem var mindst halvdelen sanseløst påvirkede af det ene, det andet og det tredje eller hele lortet i en pærevælling, heriblandt helt sikkert også flertallet af de optrædende.

Som for at bevise slægtskabet med personerne i både disse bøger og gruppens egne sange gav The Birthday Party en fuldstændig hæmningsløs koncert i Saltlageret på Gammel Kongevej i marts 1983 til den anden og sidste Nosferatu Festival, hvor cremen af den danske postpunkundergrund over to aftener spillede op til slamdance garneret med britisk G.B.H. – og som den absolutte prik over i’et altså vores australske kumpaner.

Lad os bare anslå, at der på lovlig vis kunne/måtte være 500 i Salten (som stedet kærligt kaldtes), men så var der mindst tusind den aften. Og af dem var mindst halvdelen sanseløst påvirkede af det ene, det andet og det tredje eller hele lortet i en pærevælling, heriblandt helt sikkert også flertallet af de optrædende.
Også jeg var gennemstegt af en festlig cocktail af stimulanser og husker kun eventen i løsrevne billeder, men synet af bassisten Tracy Pew liggende med hovedet inde i stortrommen, mens han fortsat spillede, vil bare ikke gå væk.

Eller Nick Cave, som med det ene ben på monitoren som en gal prædikant skiftevist hvæsede, sang og skreg ind i mikrofonen med en intensitet, der kunne gennemtrænge selv tungrusens panserglas. Også selvom hans respektløse håndtering af mikrofonen betød, at den satte ud igen og igen.

Og så var der jo stemmen, som kan få trænede sangpædagoger til at gå helt op i limningen. Han føjer sig stolt ind i rækken af store antisangere fra Bob Dylan til Patti Smith. Er man mere til Brahms, er der nok ikke så meget at hente. For det er en stemme, som deler vandene. Heldigvis.

Mindst lige så højspændt som uforglemmeligt. Ifølge rygtemaskinen var Cave på både speed og heroin, ud over at han havde drukket en flaske whisky og røget en masse joints.

Det hører med til historien, at The Birthday Party rent faktisk spillede pissefedt, langt bedre end normen var på den scene. Det gik man lidt stille med dørene med, men hør gruppens excellente liveplader, som er alle pengene værd.
NIck Cave i front med The Birthday Party ved koncerten i Saltlageret den 5. marts 1983. Bassisten Tracy Pew ses i baggrunden. Foto: Søren Svendsen
En sagnomspunden aften, som de færreste dog kan huske.

Det ved jeg, fordi jeg i årene siden har mødt chokerende mange mennesker, der heller ikke rigtig kan erindre den aften. Undtagen altså lige, at The Birthday Party var der. Naturligvis er der også dem, som slet intet husker. Men hvad vi ikke vidste, var, at gruppen sang på absolut sidste vers.

Trommeslager Phill Calvert var allerede da fortid, men som kvartet nåede bandet med hjælp fra tyske Blixa Bargeld, frontfigur i åndsbeslægtede Einstürzende Neubauten, at udsende yderligere to frygtindgydende og ekstremt slidstærke ep'er (Mutiny og Bad Seed, begge 1983), før det inden nytår 1983 spredtes for alle vinde.

Men da havde Nick Cave allerede søsat sin solokarriere ved hjælp af Bargeld og den trofaste, men ikke blindt loyale Mick Harvey, førnævnte Barry Adamson samt kæresten Anita Lane som muse.

Tilsammen udgjorde denne brogede flok første udgave af Bad Seeds, hvilket siden har været navnet på Caves orkester, selvom ingen af dets originale medlemmer længere er med i løjerne.

I sommeren 1984 lå debuten der i form af From Her to Eternity, der som ren helligbrøde lagde ud med en fortolkning af et Leonard Cohen-nummer. Pludselig kom alle punks’ene i tanke om, at de for resten godt kunne lide denne Cohen.

På samme måde som hans derangerede version af Elvis Presleys ’In the Ghetto’ (udsendt som single samme år) i høj grad var med til at rehabilitere rockkongen, for Caves beundring for og optagethed af samme var ren som nyfalden sne.

Men allerede måneden inden trådte han og hans slæng op til antidans i Ungdomshuset, den aften, hvor jeg faldt pladask for den pindetynde mand med håret farvet knaldsort og en udsøgt smag i spidse støvler. Alt på ham var skarpe vinkler, og denne gang var både han og jeg tilstede på en måde, der overbeviste i hvert fald mig om, at denne magre australier havde noget helt unikt at byde på. At han sendte på en kanal, jeg hellere end gerne stillede ind på.

Det var i øvrigt den aften, hvor dørmanden nægtede at lukke Cave ind ad VIP-indgangen, fordi han lignede en junkie! Selv måtte jeg leve med den læsterlige røvfuld, jeg bagefter fik af en flok nynazister, fordi jeg råbte efter dem, at de var en værre flok … nazister. Heldigvis var min læge ikke karrig med ketoganerne, så det ...
Og op gennem de sære og sjove og hårde og kærlige og specielle og uforglemmelige 1980’ere landede hver Cave-plade med et brag i min bevidsthed. De udgjorde med deres sært organiske og lavmælt pulserende karakter modgiften til den glatpolerede 1980’er-lyd, der tvang selv giganter som Dylan og Bowie i knæ.

Jo, han var manden i de år, det var han sgu. Ikke mindst, fordi pladeudgivelserne som regel blev efterfulgt af en koncertrække, der så sikkert som amen i kirken nåede Danmark, hvor 1980’er-udkradset så holdt tamtam og begræd tidernes skiften, mens dem, der ikke døde eller blev permanent skadede eller eufomaner, fik børn og job og uddannelse og (gys) karriere!

Cave leverede til gengæld i selskab med Blixa Bargeld og et stadigt vekslende hold musikere aldrig mindre end den ægte vare på samme måde, som lp’er som The Firstborn Is Dead (1985), Your Funeral My Trial (1986) og Tender Prey (1988) blev ekstatisk modtaget af den menighed, jeg selv tilhørte. Ens og dog forskellige er og bliver de suveræne plader.
The Bad Seeds. Foto: Wikimedia Commons
I mellemtiden var Cave som så mange speedmisbrugere blevet heroinafhængig. Selv fasede jeg ud af speeden i 1985 ved hjælp af alkohol og endte totalt gennemalkoholiseret i rehab på Lolland fire år senere.

Da jeg første gang mødte Cave til Roskilde Festival i 1990 oven på samme års mesterværk The Good Son, fortalte han mig, at også han var clean nu. Det ødelagde dog billedet lidt, at han drak det meste af en flaske vodka, imens han underholdt min hustru og mig derom.

Han fortalte endvidere gerne og i vidtløftige vendinger om den bog, han netop havde udgivet, And the Ass Saw the Angel (1989). Og signerede mit medbragte eksemplar med sin flot svungne underskrift og en fin lille tegning.

Hvor var han dog sød og sjov og intelligent og ikke mindst høflig, sagde vi til hinanden bagefter, ja, jeg kunne knap få slæbt min hustru med derfra. Nu er jeg så ikke den jaloux type. Og dog.

Det kan godt være, at denne Mr. Cave kæmpede en brav kamp med sine dæmoner, men hans efterhånden imponerende store værk, der ud over 15-16 album og yderligere et par bøger også tæller filmmanuskripter og underlægningsmusik, tyder på, at han også overvandt dem.

For den kærlighedsaffære, der startede i tågerne den fatale aften i Saltlageret i det herrens år 1983, er langt fra slut endnu. Heldigvis.
Tekst: Klaus Lynggaard
Cover: Dave Tonge/Getty Images
Redaktion: Anna von Sperling
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Peter Møllgaard
Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer