Motiveret til hjemrejse

’Hvis jeg kunne, ville jeg bare flyve tilbage til Købehavn’

Iranske Erfan Yari har en drøm om at flyve. I flere år har han bygget på et fly på loftet på Asylcenter Kongelunden. Der har han og hans bror boet siden de for fem år siden fik afslag på deres asylansøgning. Nu er de begge overført til det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård, hvor de skal motiveres til frivilligt at rejse til Iran
Tekst: Johanne Ramskov Erichsen
Fotos: Ulrik Hasemann
Det er tidligt forår i Danmark. På et loftrum i Asylcenter Kongelunden er Erfan Yari i gang med at bygge en flyvemaskine. Den skal flyve med menneskekraft, uden elektricitet og være 10 meter lang. Erfan Yari har aldrig selv prøvet at flyve i en flyvemaskine, men i de sidste fem et halvt år er flyvemaskiner hvert andet minut suset hen over barakkerne på asylcentret i Dragør og har fyldt luften med larm. Fra vinduet på hans værelse har han siddet og kigget på de store maskiner og mærket suget fra dem.

Nogle af de mange fly har fragtet venner, der er blevet udvist, tilbage til deres hjemlande. Præcis som han selv frygter. For Erfan Yari er afvist asylansøger fra Iran, og nu vil den danske regering presse ham til at tage hjem. Derfor skal han flyttes fra Kongelunden til udsendelsescenter Kærshovedgård i Ikast.

Der kan man ikke bygge flyvemaskiner. Der kan man faktisk ingenting, for hele ideen med udrejsecentre er at motivere afviste asylansøgere til at rejse.

Men Erfan Yari vil ikke skrive under på at tage tilbage til Iran, uanset hvor motiverende opholdet på Kærshovedgård så bliver. Han vil være advokat. Han vil leve i Danmark. Og han vil gå over i historien som den første mand, der byggede en flyvemaskine i et asylcenter. Og så vil han flyve for første gang. Og det skal ikke være i en Boeing til Iran.
Første gang vi møder ham, er hans øjne mørke og fulde af sorg. Hans hånd er knyttet, og han presser den ind mod sit bryst. »Det gør ondt derinde bagved,« fortæller han. »I hjertet.«

For blot få timer siden blev hans bror, Kaywan Yari, hentet og sendt til Kærshovedgård. Erfan Yari skal også afsted, han ved bare ikke hvornår.

Erfan Yari og hans storebror er kurdere fra Iran og flygtede sammen til Danmark, fordi de grundet deres religion følte sig undertrykt og forfulgt. »Vi hører til en mindretalsreligion, der hedder yarsanisme. Den står i modsætning til islam og sharialoven, og har man vores religion, bliver man undertrykt i Iran. En yarsani kan ikke få et ordentligt job og kan ikke leve i fred. Derfor flygtede vi.« Erfan Yari var 14 år, Kaywan Yari 23. Allerede et år efter ankomsten til Danmark fik de afslag på asyl. Alligevel har de boet sammen på Asylcenter Kongelunden i fem et halvt år.

Men det er slut nu. Med regeringens nye motivationsfremmende foranstaltninger skal det klart markeres, at de to brødre forventes at forlade Danmark snarest muligt. Kærshovedgård skal være deres sidste skridt før udvisning.

Ifølge Erfan Yari er der imidlertid ingen udsigt til hjemsendelse. Brødrene vil ikke frivilligt lade sig udsende til Iran, og så længe de ikke vil det, vil Iran ikke modtage dem. På den måde kan de ifølge ham sidde fast i systemet for evigt.

»Jeg har kun ét liv, det mister jeg, hvis jeg ender i Iran, så jeg vil ikke underskrive noget og tage af sted«.
Første gang vi møder ham, er hans øjne mørke og fulde af sorg. Hans hånd er knyttet, og han presser den ind mod sit bryst. »Det gør ondt derinde bagved,« fortæller han. »I hjertet.«

For blot få timer siden blev hans bror, Kaywan Yari, hentet og sendt til Kærshovedgård. Erfan Yari skal også afsted, han ved bare ikke hvornår.

Erfan Yari og hans storebror er kurdere fra Iran og flygtede sammen til Danmark, fordi de grundet deres religion følte sig undertrykt og forfulgt. »Vi hører til en mindretalsreligion, der hedder yarsanisme. Den står i modsætning til islam og sharialoven, og har man vores religion, bliver man undertrykt i Iran. En yarsani kan ikke få et ordentligt job og kan ikke leve i fred. Derfor flygtede vi.« Erfan Yari var 14 år, Kaywan Yari 23. Allerede et år efter ankomsten til Danmark fik de afslag på asyl. Alligevel har de boet sammen på Asylcenter Kongelunden i fem et halvt år.

Men det er slut nu. Med regeringens nye motivationsfremmende foranstaltninger skal det klart markeres, at de to brødre forventes at forlade Danmark snarest muligt. Kærshovedgård skal være deres sidste skridt før udvisning.

Ifølge Erfan Yari er der imidlertid ingen udsigt til hjemsendelse. Brødrene vil ikke frivilligt lade sig udsende til Iran, og så længe de ikke vil det, vil Iran ikke modtage dem. På den måde kan de ifølge ham sidde fast i systemet for evigt.

»Jeg har kun ét liv, det mister jeg, hvis jeg ender i Iran, så jeg vil ikke underskrive noget og tage af sted«.
De sidste par timer har vi talt om Kaywan, Kongelunden og Kærshovedgård. Nu vil han gerne tale om flyvemaskinen, han er ved at bygge, og om de ting, han laver i Danmark. Papirer, plakater, certifikater og meget andet spreder sig mellem kaffekopperne på bordet.

»Se, jeg har lavet en stor cd,« siger han og peger på en vinylplade. Han har medvirket til at skrive sangene på pladen, og hans ansigt er malet på pladens cover. Han fremviser certifikater fra køkkenhold, plakater fra en teaterforestilling han spillede med i på Betty Nansen Teatret. Karakterblade fra de fag, han har afsluttet på VUC. 10 i samfundsfag, 10 i matematik, 7 i dansk. »Det er ikke så godt, at jeg kun fik syv i dansk,« siger han. Men hans dansk er så godt, at han fungerer som hjælpetolk på asylcentret. Han er ved at færdiggøre 10. klasse, og efter den vil han tage HF. I sidste ende ønsker han at arbejde med menneskerettigheder som advokat.
På det gamle loft på Asylcenter Kongelunden har Erfan Yari brugt det meste af sin tid på at bygge sin flyvemaskine. Hvad der sker med byggeriet nu, er uvist. Der er ikke mulighed for at bygge videre på det på udrejsecenteret.
Inden hans bror blev sendt til Kærshovedgård, var han i praktik hos en frisør, »både for kvinder og mænd«, fortæller han og kigger op, som om det er det sejeste i hele verden. »I Danmark er der lighed mellem mænd og kvinder. Det er det, vi ønsker at leve i.«

Smilet forsvinder, da han taler om sin bror. I nat er første gang siden de to brødre kom til Danmark, at de ikke skal sove ved siden af hinanden. »Det er rigtig meget svært. Jeg kan mærke, han ikke har det godt.« Han presser igen sin hånd ind mod brystet. Det gør ondt derinde bagved. I hjertet.
Det værste og det bedste
Som 10-årig i Iran læste Erfan Yari en bog om to brødre, der bygger en flyvemaskine. De tegner den selv, køber selv materialerne og bygger den. Til sidst flyver de selv i den. Langt væk.

I dag, 10 år senere, er hans forhold til flyvemaskiner ambivalent. Tegninger af den, han vil bygge, er noget af det bedste, han ved. Men flyvemaskiner minder ham også om det værste. Muligheden for at blive sendt hjem. Og de venner, det er sket for.

Det er to uger siden, vi mødte Erfan Yari første gang. I dag skal vi se hans værksted og flyvemaskinen i Kongelunden. »Jeg har slet ikke arbejdet på den de sidste par uger. Jeg har haft så travlt med at få styr på, hvad der skal ske med mig,« fortæller han, mens han finder tebreve frem og tænder elkedlen under det lille hvide IKEA-bord. »De små piger fra gangen har malet på alle krusene,« siger han og griner, mens han serverer te i kopper, der er malet til med neglelak. På gangen løber børn og leger.

Værelset på Kongelunden er spartansk indrettet. Et jakkesæt hænger på væggen, en fiskestang står i hjørnet, og på bordet ligger H.C Andersens eventyr. På gulvet står papkasser klar til at blive fyldt. To senge står på hver side af et lille hvidt bord. Den ene er Erfan Yaris, den anden er tom. Der plejede Kaywan Yari at sove.

Siden vi var her sidst, har han været til samtale på Center Sandholm om sin sag. Han har også fået en afgørelse. I afgørelsen står der, at han skal afsted til Ikast, og at grundene er, at han den 15. marts oplyste til politiet, at han fortsat ikke ønsker at rejse ud af Danmark frivilligt, og at han skulle være rejst ud af Danmark den 20. januar 2012.
Brødrene Erfan og Kaywan.
Han kender proceduren fra sin bror. Først kaldes man til en samtale, så får man en afgørelse, så et brev med en dato, og så bliver man sendt af sted. For Kaywan Yari gik der kun to dage fra han fik brevet, til han var i Ikast.

»Jeg er ulykkelig over, at skulle forlade mit liv i Kongelunden, men jeg savner også min bror.« Han sidder i skrædderstilling i den ene seng. På væggen over ham, nær vinduet er der tegnet en blå stjerne.

»Det er Kaywan, der har tegnet den. Jeg ved ikke, hvad den betyder, men den får mig til at savne ham rigtig meget,« siger han og kigger på stjernen og ud af vinduet, hvor endnu en flyvemaskine passerer.
Fuglene i buret
Livet i Iran taler Erfan Yari ikke meget om. Han savner ikke sit land, men sin familie.

»Min lillesøster er stor nu. Vi taler af og til med dem, men vi frygter overvågningen, så vi tør ikke snakke rigtig sammen. Så bliver det hurtigt bare til at høre lidt om, hvordan det går, og ikke andet,« fortæller han.

På bordet ved siden af H.C. Andersens eventyr ligger en bunke hvide papirer. ’Ned med Khamenei’, står der med store sorte bogstaver på dem. Papirerne bruger Erfan Yari til at vise sin utilfredshed med styret i Iran og den nuværende religiøse leder, Ali Khamenei. Sammen med sin bror og andre ligesindede har han deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade her i Danmark. »På grund af den diskrimination vi oplevede i Iran, blev vi politiske aktivister her i Danmark. Vi kæmper for kurdernes rettigheder og menneskerettigheder generelt.«

»Der er intet demokrati i Iran, folk der kæmper for rettigheder fængsles og hænges. Der er ingen lighed, og der er ingen frihed. Derfor protesterer vi.«

»Der er ingen chance for, at vi kan leve der, vi er politiske aktivister. Og vi har gjort alt offentligt. Det sætter os i fare.«
Vi er på vej hen mod værkstedet og flyvemaskinen, da han stopper op. »Vil I se noget ude på toilettet?«

Bag døren står et fuglebur mellem døren og brusekabinen. »Se, det er Agurk og Gulerod,« siger Erfan Yari og åbner lågen ind til to kanariefugle. Agurk og Gulerod må ikke bo på Kongelunden, derfor bor de ude på hans toilet. »Jeg kan rigtig godt lide dem,« siger han og stikker hånden ind til de to fugle. Når han skal til Kærshovedgård, skal en frivillig tilknyttet Kongelunden tage sig af dem.

I næste bygning føres vi ad en lille trappe op til hans værksted. Det enorme loftrum bruges til opbevaring, men i den ene ende har han fået plads til at arbejde.

Aluminiumsstænger sat fast til en stor grøn presenning er den ene vinge, i midten skal han selv stå, og så skal der bygges endnu en vinge på den anden side. Vingerne skal med et stativ sættes fast til Erfan Yaris ryg og arme, og så skal han løbe den i gang og med armene få vind under vingerne og lette. Han blaf­rer med armene, mens han peger og forklarer.

Med en boremaskine laver han huller i alumi­niums­stængerne, og med en lille sav saver han enderne af, så de bliver lige lange. En symaskine, lånt af en frivillig, står på gulvet. Den har han syet vingerne med.

»Jeg skal måske bruge to måneder, så kan jeg nå at blive færdig,« siger han, mens han saver og peger hen mod et stort vindue i loftet. »Her kunne man hoppe ud og så svæve,« fortæller han og griner. »Det er meget farligt, det ved jeg godt, men jeg kan slet ikke vente med at få lov til at prøve at flyve.«

To uger efter vi har været på besøg, skriver han, at han har fået en dato. Den 6. maj, endnu to uger senere, skal han forlade Gulerod, Agurk, flyvemaskinen og Kongelunden.
Fødselsdag og farvel
Det skratter ekstra meget på linjen i dag. Erfan Yari i den anden ende af røret fortæller om alt det, han skal nå i dag. Det er den 5. maj, hans 20 års fødselsdag, og det skal blandt andet fejres med is på Amagerstrand. Men der er også en masse praktiske ting, han skal nå. Han skal både forbi sin skole inde i byen og sige farvel, pakke sit værelse og på biblioteket. For ikke nok med at det er hans fødselsdag; det er også hans sidste dag i Kongelunden. I morgen skal han sendes til Kærshovedgård.

Et par dage inden Erfan skal flytte fra Kongelunden, har han fødselsdag. En gruppe af frivillige på asylcenteret, som er kommet til at kende ham godt gennem årene, overrasker ham med en tur til Amager Strandpark, hvor de spiser is og leger på stranden, og om aftenen har de arrangeret grill og hygge i skoven ved asylcenteret.
Næste morgen ankommer vi til Kongelunden klokken 07.30. Der er få beboere oppe, og kun flyene, der som altid krydser ind over hvert andet minut, larmer. Og så lyden af skud fra de nærliggende jagtøvelsesbaner. Et efter et langt væk falder de og efterlader endnu mere stilhed.

Gennem ruderne ind til Erfan Yaris værelse kan vi se de sidste ting i vindueskarmen og papkasserne på gulvet. Adressen på Kærshovedgård, hans fulde navn og id-nummer er klistret fast på hver kasse.

Der er en del, der stadig mangler at blive pakket.

Symaskinen er der en frivillig, der henter, fiskestangen giver han væk til sin ven i Kongelunden, og jakkesættet skal opmagasineres. »Det skal jeg nok ikke bruge lige foreløbig,« siger han.

Flyvemaskinen har han skilt ad og puttet i kasser. En Venligbo vil opmagasinere den i sin garage i Herning. Aluminiumstængerne er det sidste, der skal pakkes sammen, og han får hjælp af en kvindelig beboer til at pakke dem ind.

»Vi har siddet oppe hele natten og snakket,« fortæller han og kigger på hende. Hun er på hans alder, fra Irak og er kommet til Danmark alene. De har boet dør om dør de sidste fire år og har tilbragt de fleste dage sammen.

Syv frivillige er kommet for at sige farvel. Lidt efter kommer to af Erfan Yaris venner fra centret også ind. De sætter sig på sengen. Tætte i tavshed.

Alt pakkes ind i bilen, og Erfan Yari begynder at kramme vennerne farvel.

Ham, der fik fiskestangen, vifter med den og husker Erfan Yari på, at han er stærk og nok skal klare det.

Den sidste, han siger farvel til, er pigen fra naboværelset. Da hun er i hans arme, begynder hun at hulke. De står der et par minutter. Mens alle kigger på dem. Gråden er ukontrolleret og inderlig. En anden pige tager fat om hende, da hun slipper, og tager hende med ind.

Og så kører Erfan Yari. Ind til Hovedbanegården, hvor han sættes på en bus videre til Ikast.

Væk fra sit hjem de sidste fem år, væk fra sine venner og væk fra pigen.
Kærshovedgård
Der løber lange, hvide streger hen over den blå himmel over Ikast. Langt deroppe er et nyt spor ved at forme sig i enden af et fly. Man kan ikke høre flyene her. Faktisk er de eneste spor af fly de hvide røgstreger, der danner mønstre.

»Det er faktisk dejligt, at man ikke opdager, de er her. De mindede mig om dårlige ting,« forklarer Erfan Yari, da vi møder ham og hans bror foran deres nye hjem.

Brødrene tager imod på parkeringspladsen ­foran Kærshovedgård, begge klædt i flotte skjorter og jeans. Erfan Yari i røde sutsko.

Midt i den midtjyske skov og med marker på begge sider ligger barakkerne, der tidligere husede kriminelle. Nu bor her afviste asylansøgere.

Erfan Yari og Kaywan Yari tager os med ind til nogle værelser, de lige er blevet flyttet ud fra. »Thomas din lille luder« og »Hold ud« er ridset ind i væggene. Det er de tidligere fangers beskeder til hinanden.

»Her skal åbenbart bo en masse kriminelle igen,« fortæller Kaywan Yari. I virkeligheden er det asylansøgere på tålt ophold, der gøres klar til.

Udrejsecenter Kærshovedgård skal huse helt op til 600 afviste asylansøgere. Som åbent fængsel havde det kun plads til omkring 200. Derfor er der en større ombygning i gang, og på sigt vil man også stille telte op på græsplænerne.

Vi går tilbage over de grønne plæner mod deres nye værelse. Et par mænd hænger ud i skyggen af et træ. En anden ryger en cigaret i solen.

På den ene side af gangen, deres værelse ligger på, er der et fællesrum. Et fyldt askebæger står på et bord, men her er ingen personer. Et tv kører på væggen. I den anden ende af deres gang er en lille passage med et billardbord og et bordfodbold.

»Der er kun en pind til at spille billard med, så er det lidt svært. Og den rammer hele tiden væggen,« fortæller Erfan Yari, da vi går forbi.

Erfan og Kaywan Yaris nye værelse har to køjesenge. Indtil nu er det kun dem, der bor der, men på sigt kan de blive fire i det lille rum. Væggene har de dekoreret med billeder af deres venner, familien, de holdt jul hos, et dansk flag, og tre sommerfugle sidder på knappenåle i en ramme fra en genbrugsstation. Der hænger også en plakat med beskeder fra deres venner: »I er seje, og vi savner jer.«

Og et billede af Agurk og Gulerod.

»De bor hos Elizabeth, og de er altid med på Skype. Jeg savner dem meget. Især Gulerod. Jeg synes, han er meget sjov,« siger Erfan Yari og griner.

Det er præcis en måned siden sidst.

De to brødre serverer sort kaffe i plastikkrus, småkager og chokolade, som frivillige har sendt til dem. På Kærshovedgård får beboerne ingen penge, men de har alligevel skabene fulde af sodavand og slik. De er også de eneste, der har et fjernsyn på værelset.
Dagene er lange på Kærshovedgård, og brødrene Kaywan Yari og Erfan Yari bruger dem ofte på spil på værelset. Derudover går de ture og læser på computeren. Af og til klipper Kaywan Yari også de andre beboere med sit frisørgre
Erfan Yari stirrer ned i gulvet, mens han fortæller om sit nye liv. »Jeg havde troet, jeg skulle blive til noget. Nu må jeg ikke længere gå i skole. Mit liv er helt ødelagt, og jeg har mistet alt. Jeg bor her nu. Måske for evigt.« Tanken er ulidelig, men har alligevel ikke fået dem til at skifte mening. »Vi kan aldrig vende tilbage. Vi vil hellere rådne op her, end dø i Iran.«

Drømmene om fremtiden har de begge opgivet.

»Der er tit frivillige, der ringer og vækker os tidligt. De siger, vi skal i gang med dagen. Men det er svært at lave noget, når ens liv er gået i stå,« siger Erfan Yari og fortæller, hvordan han forsøger at undervise sig selv. Men det er svært. »Vores håb er slukket nu. Vi bor i et fængsel. Hele vores liv er et fængsel.«

Kaywan Yari har tabt sig og er netop blevet henvist til en psykolog. Han er ked af det, fortæller Erfan Yari. Det er han også selv.

»Man kan jo godt spille fodbold, men jeg har ikke lyst til noget. Mine tanker gør min krop træt og ked af det. For mine eneste tanker er stress,« forklarer Erfan Yari.

Dagene på Kærshovedgård er lange og bliver brugt på at sove, se tv og læse. Kaywan Yari ser danske tv-programmer, og skriver de danske ord ned i en lille bog, som han får Erfan Yari til at oversætte. Ellers læser han i sin kurdisk-dansk ordbog. Kaywan Yari fik kun danskundervisning et år, før de fik afslag på asyl, mens Erfan Yari, fordi han var mindreårig, havde dansk i flere år.

Størstedelen af tiden bruger de på værelset, men næsten hver dag går de en tur ned til en sø i nærheden. Langs landevejen med marker på begge sider.

Da der skulle åbnes et nyt udrejsecenter ledte Udlændingestyrelsen efter et sted så langt væk fra by og mennesker som muligt. Kærshovedgårds beliggenhed er perfekt med seks til syv kilometer fra den nærmeste by, Bording. Beboerne kan komme og gå som de vil, så længe de er hjemme til optælling ved aftensmad, men det er svært at komme særlig langt væk. For selv om bussen holder lige foran Kærshovedgård, må beboerne ikke benytte sig af den, det har byrådet i Ikast-Brande besluttet. Og selv hvis de måtte, ville det for de fleste ikke være muligt at købe en billet, da de ingen penge har.
Solen brager ned og på markerne står køer og græsser. Efter ti minutters gang langs markerne er vi ved Put and Take-søen. Erfan Yari taler om sin fiskestang, som han efterlod i Kongelunden. Nu sidder de hver dag og kigger på andre, der fisker. For det koster 100 kroner for en time, og det har de ikke. »Jeg ville ønske, det var mig, – men jeg har hverken penge eller fiskestang,« siger han.

I går mødte de to mænd her ved søen, der drak øl og nød solen. De bød dem en øl, og så havde de talt om alt og ingenting, men mest om Kærshovedgård. For de to mænd havde nemlig siddet fængslet der.

»De havde boet på værelse 300, og de kendte til maden og det der med at føle sig lukket inde. Og så hev de op i mit bukseben for at, se om jeg havde en kæde om benet,« griner Erfan Yari: »De var mega søde, og det var rigtig rart at tale med dem, for de forstod os. Men de kom jo ud igen og skal ikke tilbage. Vi skal måske altid tilbage til Kærshovedgård.«
Hvis jeg kunne flyve ...
Vi går tilbage langs markerne og ankommer til spisetid klokken 17.00. I en stor bygning står borde og stole på række, langs væggen er mikrobølgeovne sat frem side om side, alt mad, de får, er kold, så de kan selv varme det her. Men kun i tidsrummet 17-17.45.

Tre mænd ved hver deres bord indtager dagens ret. En kold sandwich med kylling, lidt salat og en banan. Beboerne krydses af på en liste af en fængselsbetjent, der langer maden ud til dem.

For det meste spiser Erfan Yari og Kaywan Yari på værelset. Både fordi det er hyggeligere, men også fordi de ofte gemmer maden til senere.

I dag er Erfan Yari for sulten til at vente og sluger sin sandwich. De taler om, hvad de ville lave, hvis de selv kunne. Kaywan Yari ville lave en sammenkogt ret med okra og tomater i en stor gryde.

Det er tidlig aften. Kaywan Yari har tændt tv’et. Erfan Yari læser på sin computer.

»Danmark fik demokrati for over 100 år siden ikke?« lyder det fra Erfan Yari. Kaywan Yari svarer ikke. Han sidder med sin ordbog og oversætter fra tv’et. På skærmen kører programmet Til middag hos, hvor fire kendte spiser middag hos hinanden. De får rejer, rødt kød, grøntsager, vin, kage og is. »Det er god mad,« siger Kaywan Yari. Mest til sig selv. Imens tager han sin sandwich frem og begynder at spise.

Brødrene går endnu en tur. Rundt om Kærshovedgård, gennem en skov og hen over en mark. »De vil bygge et hegn rundt om Kærshovedgård nu,« fortæller Erfan Yari.« De siger, det er for at passe på os. Det tror jeg ikke på. Jeg tror, det er fordi, de vil presse os endnu mere. Det hjælper altså ikke.«

Solen er rødlig og så småt på vej ned, da vi er tilbage på værelset. Brødrene tænder igen tv’et. Nyhederne kører i baggrunden, mens de sætter et spil skak op på en stol mellem de to senge. De spiller længe. Erfan Yari jubler, da han vinder. »Jeg lærte det allerede, dengang vi var i Sandholm, jeg er vildt god.«

Kaywan Yari har skiftet tøj. Nu er han i T-shirt, shorts og badesandaler. Han lægger sig på sengen. Erfan Yari søger på nettet efter en Jem&Fix og en Silvan i nærheden til at skaffe de sidste dele til sin flyvemaskine.

De andre dele er spredt rundt om i landet, og han ved ikke, hvornår han igen kommer til at arbejde på den. Men færdig, det skal den blive. Og hvor vil han så flyve hen med den?

Erfan Yari tænker lidt. »Jeg vil jo slet ikke flyve væk fra Danmark. Hvis jeg kunne, ville jeg bare flyve tilbage til Købehavn. Væk fra Kærshovedgård.«
Tekst: Johanne Ramskov Erichsen
Foto: Ulrik Hasemann
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Jens Christoffersen

Publiceret 13. august 2016

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Tanni Kromann
  • Niels Duus Nielsen
  • Esben Lykke
  • Rikke Weng-Ludvigsen
  • Peter Wulff
  • Britta Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Pia Qu
Tanni Kromann, Niels Duus Nielsen, Esben Lykke, Rikke Weng-Ludvigsen, Peter Wulff, Britta Hansen, Dorte Sørensen og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Østergaard

" »Det er ikke så godt, at jeg kun fik syv i dansk,« siger han. Men hans dansk er så godt, at han fungerer som hjælpetolk på asylcentret. "

Burde der ikke stå: "Men de andre beboeres dansk er så dårligt, at han fungerer som hjælpetolk på asylcenteret."?

Britta Hansen

Tak for en meget nærgående artikel om de to iranske brødre med en trist og meget usikker skæbne.

Nogle gange er det bare for svært at kommentere. (Bortset fra nogle enkelte kynikere, som naturligvis altid kan finde noget at brokke sig over...Men som sandsynligvis heller ikke læser artikler er deres helhed, da det fx med henblik på danskkundskaber fremgår af nærværende artikel, at asylansøgere over en vis alder ikke har lov til at lære dansk på skole!)

Og hvad Danmark angår, så beklager jeg, at unge, intelligente, efterhånden veluddannede mennesker som Erfan Yari droppes på gulvet i stedet for at give dem en chance for at færdiggøre deres uddannelse, nu, hvor han alligevel har været her så længe.

Men naturligvis er landet med sit aktuelle styre smat støttepartier næppe interesseret i at få fremtidige dygtige menneskeretsadvokater.

David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Esben Lykke, Henrik L Nielsen, Hans Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Morten Østergaard

"asylansøgere over en vis alder ikke har lov til at lære dansk på skole!"

Han er ikke asylansøger længere. Han kom hertil som skægbarn og fik besked på at forlade landet for snart fem år siden. Nu hvor han nærmer sig de 40, holder han så sin 20 års fødselsdag. Det er absurd.

Lars Riber , Jan Kauffmann, Jesper Pedersen, Troels Ingvartsen og Martin Schou anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

erik mørk thomsen

Interessant, at du rykker en artikel, der skildrer to unge mænds skæbne og tilværelse i et mørkt seksuelt hjørne.

Men det kan naturligvis være svært, at tillade følelser overhovedet.

Niels Duus Nielsen, Arash Shahr og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jesper Pedersen

Tja, det er vel vel tydeligt, at han ikke er 20 år på billederne. Og det er er jo lidt underligt, at journalisten kan skrive en lang artikel uden at komme ind på det forhold.

Henrik L Nielsen

Det bekymrer mig at han er hjælpetolk med et 7 tal. Ikke at der er noget galt med karakteren i sig selv, flot nok, men for at tolke og overbringe de finere nuancer - som er væsentlige i sager omhandlende flygtninge og asyl - så bekymrer det mig lidt. Især når vi blandt andet i Information har kunnet læse sager hvor små detaljer og ordstillinger har haft vægt. Der står ikke i hvilke sammenhænge han har denne rolle, men sagsakter og journaloptegnelser fra asylcentre kan også indgå i asylbehandlingen.
Derfor er det da også så meget værere at de generelt ikke kan få danskundervisning efter et afslag. Afslag omstødes ofte på grund af detaljer, og de fanges ikke altid af de professionelle, der støtter op da de kun har hvad tolken sagde at forholde sig til.

At nogle synes han ser ældre ud end hvad der fremgår af artiklen kan skyldes mange ting. Stress over at være i limbo i så lang tid, lidet flaterende lys og vinkler, gener osv. Jeg kender en dansker, der var stort set skaldet i en alder af 25. Men vi må vel forvente at han har været igennem en aldersundersøgelse hos læger, der kunne bedømme knoglebygning mv., hvis alderen var relevant, meget bedere end vi kan gennem et billede. Og egentligt ser han da ikke ældre ud end at han godt kunne være tyve?

Man må ikke gøre forskel på folk på grund af religion - endnu.
Men uretfærden er skrigende når 90% af alle ankommende asylanter år efter år er muslimer, der ikke er det mindste på flugt fra fænomenet 'islam'. Der ellers direkte og in-direkte er flygtningeproduktionens svar på Goldman-Sachs i denne verden. Om det alene burde være en valid årsag at være på flugt fra islam skal jeg ikke kunne bedømme. Det betyder jo også, at vi påtager os her at sikre samfundet - og beskytte de der flygter til os - imod samme.

Morten Østergaard

Anders Sørensen, et skægbarn er en midaldrende mand, der fortæller myndighederne, at han er teenager. Det er meget brugt i Sverige, hvor der ikke alderstestes.

Kristian Jensen

Vi har her to unge og stærke, intelligent og sympatiske mænd som sagtens kan bidrage positivt til samfundet og som virker mere danske end mange af vore medkommentatorer. Jeg synes vi skal lade dem bygge sig et liv her i Danmark, til gengæld kunne vi så deportere et par af kommentatorerne. Så blev her nok lidt mere frejdigt.

Tanni Kromann, David Zennaro, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Anna Kirstine Jørgensen, Henrik L Nielsen, Marie Jensen, Carsten Mortensen, Torben Skov, Hans Larsen og Morten Østergaard anbefalede denne kommentar

Hvad vestlig propaganda dog ikke gør ved mennesker? Det får folk til at tage deres eget liv, her langsomt og i tortur, i Syrien med sprængstoffer.

Ideen om at livet i Iran er så forfærdeligt at de ikke kan tage tilbage er langt ude, og noget skabt i vestlige medier. Og på den anden side, ideen omkring at bure folk inde i fængsler uden nogen fremtid er ligeså absurd og perverst.

Alligevel peger man finger at terrorister som var de ikke bare spejle af os og vores handlinger.

Det eneste humanitær ville være at give disse to herre asyl og stoppe med at finanser propaganda i feks Iran, der fortalte folk at vesten var guds paradis og alle andre steder et helved. Men hey det ved vi ikke vil ske. :)

Jonathan Smith

@Arash Shahr
Absurd påstand at de to skulle være flygtet pga. at de har set vestlige medier mens de var i Iran. Hvis de virkelig trivedes i Iran ville de da straks tage tilbage, givet den situation de er i nu.

Dit ræsonnement er da helt ude i hampen. Og også sin konklusion. Hvis ideen om at de ikke kan tage tilbage er langt ude som du siger, er den logiske følgeslutning da ikke at give dem asyl - så skulle de pladser vel reserveres til nogen der har behov for asyl.

13. august blev denne artikel udgivet, og den ligger stadig på forsiden af Informations netudgave. Kunne Information ikke forklare, hvad denne fantastiske opmærksomhed skyldes?