Rinkeby, sverige
’Bare jeg kommer kørende i min Mercedes, tror de, jeg er gangster’
Sveriges udsatte boligområder trækker overskrifter som ’no go-zoner’ og ’lovløst land’. Senest fik Stockholm-forstaden Rinkeby verdens opmærksomhed, da angreb mod politiet brød ud få dage efter Trumps udtalelse om, at der er problemer i Sverige. I fire dage flyttede Information til Rinkeby, og opdagede en bydel, hvor unge og voksne oplever intens stigmatisering og har mistet tilliden til både medier og myndigheder
Tine Toft
Journalist, Information
Det er Rinkeby, Donald Trump taler om, når han taler om Sverige. En forstad til Stockholm, hvor langt de fleste har indvandrerbaggrund, oftest fra Somalia. Det var her, politiet i februar blev mødt med stenkast, barrikader og bilbrande, da en lokalkendt rapper blev anholdt på grund af stoffer – en episode, som fandt sted blot to dage efter USA’s præsident Donald Trumps berygtede kommentar om, at der er problemer i Sverige. En betjent følte sig så truet, at han skød mod de unge. I onsdags blev to personer skudt på klos hold i Kista lige ved siden af Rinkeby, og politiet efterforsker nu flere skuddrab i Stockholm relateret til bandekriminalitet.

Jeg er flyttet ind i Rinkeby i fire dage for at opleve det, særligt højrefløjsmedier har døbt ’no go-zones’, og som Sverige selv kalder utenförskapsområter – ’områder, som står udenfor’ – der siden optøjerne for 20 dage siden været i mediernes søgelys.

Her møder jeg et stærkt segregeret samfund med unge, der oplever stigmatisering af medier og svenskere, der normalt aldrig kommer til Rinkeby. Og en enorm mistillid til særligt politiet, der er blevet et symbol for et omkringliggende samfund, der har opgivet stedet.

Som økonom og forfatter til en ny bog om forstardernes udfordringer, Tino Sanandjani, fortæller mig i Stockholm, da jeg spørger, om politiet har mistet kontrollen med Rinkeby:

»De har ikke fuld kontrol. Men de kan altid komme ind, de kan bare tage flere politistyrker med. Det er idioterne på Fox News, der bruger begrebet om ’no go-zones’ som en stråmand, og sammenholder billedet af Sverige mod en slags svensk Mogadishu eller Baghdad. Det er mere et område, du undgår, end et område, du ikke kan komme ind i.«
Billeder i avisen kan være farlige
Så snart man kommer ud fra metroen i Rinkeby, står man på det firkantede torv, omkranset af kiosker, kebabsteder og frisører, der udgør stedets centrum, hvor unge mænd ned til 12-årsalderen hænger ud i løbet af dagen.

Der er ingen Starbucks, McDonald’s eller banker i Rinkeby. Meget er med centralisering og privatisering rykket væk – inklusive politistationen. De fleste, der bor her, kommer fra store søskendeflokke. Op til otte børn bor sammen i de små lejligheder, og måske er det blandt andet derfor, de unge hænger udenfor i kulden.

På torvets Cafe Nejo sidder mænd i læderjakker fra Somalia, Irak, Bosnien og Iran og drikker kaffen, der har snurret i timevis og koster en 10’er. Her har de ifølge ejeren ikke oplevet nogen problemer, fordi »alle respekterer og kender hinanden«.

Men rundt om hjørnet i en lavloftet butik fyldt med parfume, shampoo og hårfarve viser den 54-årige Abdi Muhammed det seneste forsøg på indbrud i hans butik, der trods alarmer, kameraer og enorme gitre har efterladt en grå og tung sikkerhedsdør til det relativt lille lokale smadret.

»Jeg må købe en ny. Det koster nok 28.000 kroner. Det er syvende gange på syv år. Men der er jo alarm, så politiet kommer for det meste hurtigt,« siger Abdi Muhammed, der ikke kan flytte biksen, fordi han har sine stamkunder i Rinkeby.

I baglokalet til sit lokale supermarked fortæller butikschefen Najem om problemerne.

»Det er ikke godt. Det er hårdt at have butik her, men de har respekt for mig. Måske fordi jeg er gammel. Da bilerne brændte lige her bagved,« siger han og peger på bagdøren, »lod de min være. De vidste, det var min.«

Najem vil, som de fleste andre, ikke have sit billede i avisen. »Så kommer de bare og spørger eller gør noget ved butikken.«

Men hvem er ’de’ egentlig?
Ungdommens Hus. Unge frivillige i T-shirts og sweatre med logoet fra det lokale musikkollektiv Ghetto Superstars lukker de unge ind til koncert i Ungdommens Hus i Rinkeby.
THERESE JAHNSON
Hurtige penge
Politi, lærere og myndigheder er nogenlunde enige om, hvilken gruppe, der står for problemerne.

Det drejer sig om en mindre gruppe unge fyre uden uddannelse, faste rammer eller arbejde. I stedet tyer de til at sælge stoffer. Det er der hurtige penge i.

Jeg indlogerer mig centralt i Rinkeby via Airbnb, og hos familien, jeg bor hos, fortæller den 21-årige datter Camile, at hun er blevet mere utryg ved at gå forbi torvet.

Hun er træt af, hvordan den lille gruppe giver et dårligt billede af de 99 procent andre borgere i området. Alligevel har hun forståelse for deres oplevelser.

»Da jeg flyttede til en privatskole i 7. klasse, var der kun svenskere. Ikke nok med, jeg var den eneste immigrant med brun hud i klassen; jeg var også fra Rinkeby, så det var det laveste af det laveste,« viser hun med den ene hånd pegende ned mod gulvet, mens hun frituresteger kylling i det lille køkken.

»Deres ansigter så ud som om: ’Wow!, en ghettopige, kommer hun nu til at skabe problemer eller stjæle?’«

»De har aldrig sat deres ben i Rinkeby! Jeg går ud fra de har det fra medierne.«

Camile kalder de unge fyre, der står på torvet og hænger ud, for vaktaorten, bedst oversat til ’vagtstedet’, og ser de seneste optøjer som en slags æreshævn, hvor rygter om overdreven politivold spreder sig blandt gruppen af unge fyre, der præget af en machokultur vil have respekten tilbage og angriber politiet som en slags hævn. De skriver #freemybrother og #rinkeby4ever på de sociale medier, og ifølge hende var den lokale rapper, der blev anholdt i februar, »vellidt, berømt og berygtet«.

Lande som Danmark og Norge begyndte allerede så småt i 80'erne at fokusere på ikke kun at sende indvandrere derhen, hvor der i forvejen var en stor koncentration af lavindkomstgrupper.

Men Sverige har været både »dårligere og langsommere« til at få øjnene op for udfordringerne ved stærk segregation, forklarer professor John Andersen, der underviser i Plan, By og proces ved Roskilde Universitet.

»Sverige har samtidig en mere centralistisk bystruktur med vækst i de store byer og flere ressourcesvage grupper i de almene boligbyggerier. Og kombineret med, at man ikke har haft en anvisningspolitik til at modvirke, at folk rykker sammen, er segregeringen blevet hårdere i Sverige.«
Rinkeby
Der bor omkring 16.000 borgere i Rinkeby, der blev bygget under Sveriges såkaldte ’Miljonprogram’ i starten af 1970’erne, hvor de gule og orange betonbygninger blev regeringens løsning på boligmangel.
Ser skidt ud på CV’et
På Rinkebyskolan tæt på torvet sidder Bahjo Ali på 15 år sammen med en veninde og bygger en vindmølle med kabler og batterier.

»Vi skal være kirurger, når vi bliver store,« siger Bahjo Ali, mens hun med en papirkniv skærer et fint snit i pappet fra en køkkenrulle til endnu en vindmølle.

Begge kommer fra store søskendefamilier, har somalisk baggrund og taler både engelsk, svensk, arabisk og somalisk. Sammen med deres kammerater sidder de i pige- og drengegrupper til frivillig undervisning i den svenske vinterferie for at arbejde på vindmøller og solceller.

»Mange tror, at børn herfra har dårlige studieresultater, men de kan jo så mange sprog, og skal kæmpe endnu hårdere for resultaterne,« fortæller skolens rektor Carina Rennermalm.
Sammen med matematik- og tekniklæreren Amir Zafiri drikker vi kaffe på det fine læreværelse, der ligesom resten af skolen har fået nye døre. Skolerne i Rinkeby og Husby er blandt dem, der får allermest støtte, og skolen her har vundet priser. »Et godt eksempel på, at integration fungerer,« skrev velfærdsforsker Elisabeth Björnsdotter Rahm efter et besøg på skolen med Nordisk Råd, der fremhævede skolen som et forbillede for hele Norden.

På skolen er lærerne både elevernes »far og mor«, fortæller Amir Zafiri, mens rektor nikker. De holder konstant øje med eleverne, også på de sociale medier. »Vi skal ikke kun undervise eleverne, men også opdrage dem.«

Rinkebyskolan. Bahjo Ali på 15 år går på Rinkebyskola. Hun har somalisk baggrund og kommer fra en stor søskendeflok. I den svenske vinterferie har hun gået til frivillig undervisning på skolen.
THERESE JAHNSON
100 procent af eleverne har indvandrerbaggrund, fortæller Amir Zafiri, og siger, at de da har haft elever på Rinkebyskolan, der har været involveret i problemer. Carina Rennermalm afviser dog, at nogle af 'hendes elever' var med til at kaste sten den anden dag.

Bahjo Ali og sideveninden har nu lavet et gråt hus af papmache som energikraftværk. De er begge blevet mere utrygge over at være i Rinkeby, og Dahjos 15-årige veninde vil ikke have sit navn i avisen, fordi hun kan risikere at blive skudt, fortæller hun, mens hun laver pistoltegn med fingrene.

»De, der kaster sten, giver alle et dårligt ry, og alle ser mærkeligt på en,« siger Bahjo, der er holdt op med at komme så meget inde i centrum af Stockholm. Både hun og veninden er enige om, at »ingen lytter til politiet«, og Bahjo Ali tilføjer: »Skriv i din avis at Rinkeby har brug for hjælp. Skriv det med store bogstaver.« RINKEBY HAR BRUG FOR HJÆLP skriver jeg i mine noter.

— Hvilken slags hjælp?

»De kan jo prøve at starte med at forstærke politiet,« foreslår hun.
Ungdommens Hus. Lige ved parkeringspladsen, hvor optøjer brød ud mod politiet i februar, danner Ungdomens Hus sammen med en skole og ungdomsgård ramme om en gård, hvor de unge hænger ud om aftenen, hvis de ikke hænger på det centrale torv. 1. marts var der stort musikevent i huset for 1.500 unge, der kom for musikken.
THERESE JAHNSON
’Rätten til ett tryggt liv’
På Rinkebyskolan er alt samlet på ét sted, heriblandt et mentorkorps af 'ungdomsværter' og en gruppe af socialpædagoger. En af dem er Fikret Kuzey – eller bare Fiko. Han har tidligere været politimand i Holland og arbejder nu til daglig med de af børnene i skolens 7. til 9. klasse, der har et fravær på over 15 procent. Vi går rundt i gården, hvor der på en stor sort kasse står, at alle har rätten til ett tryggt liv. Alligevel er der stor forskel på de unges muligheder i Rinkeby, Tensta, Husby og så resten af byen.

I en rapport fra Kommissionen for et socialt holdbart Stockholm fra 2015 står det klart, at segregationen er steget, og uligheden er udbredt blandt byens distrikter og forstæder. Jo længere fra Stockholms centrum, man kommer, des mere falder levealderen, mens antallet af borgere, der modtager sociale ydelser, stiger.

Børn og unge har langt dårligere tandpleje end i det indre Stockholm, og langt færre af drengene og markant færre af pigerne er medlemmer af en idrætsforening. 42 procent af børnefamilierne i Rinkeby er socialt udsatte, og selv om tallet er steget fra omkring 50 procent, blev kun 78 procent af 9.-klasserne i Rinkeby erklæret gymnasieparate i 2013, sammenlignet med 94 procent i det rige Östermalm.

»De stoler ikke på politiet, og endnu mindre på socialkontoret, som de tror bare vil tage børn væk fra deres forældre. Derfor er vi her på skolen og etablerer tillid til dem hver dag,« siger Fiko.

Fiko er en af dem, der mener, at situationen i Rinkeby er blevet værre, og at de unge uden job ser hurtige penge i narkohandlen på Rinkebytorvet. Ifølge ham er politiet inkompetente, fordi de ikke bor i området og ikke har skabt tillid til folk.

»Altså, bare jeg kommer kørende i min Mercedes, tror de, jeg er gangster, og stopper mig. De behandler folk her anderledes end alle andre steder,« siger Fiko.
Stockholm
Udover narkohandel har Stockholm massive problemer med skuddrab og skudforsøg, hvor Stockholm er den storby i Norden, hvor der er flest skyderier per indbygger.

I onsdags blev to personer skudt på klods hold i Kista, der ligger lige ved siden af Rinkeby, hvorefter politiet på et pressemøde meldte ud, at de undersøger 47 mord og 57 mordforsøg i øjeblikket.

Bare i 2017 har 17 skyderier fundet sted, hvoraf syv har ført til drab, og fem er dræbt inden for den seneste uge. Politiet kalder det impulsive forsøg på hævn og territorielle markeringer, og lover flere ressourcer efter dobbeltmordet.

Sveriges Udenrigsministerium har offentliggjort, at mens kriminalitet er faldet i Sverige, er dødelig vold med brug af skydevåben steget indenfor konteksten af kriminelle konflikter. Ministeriet understreger, at ingen forskning har påvist en sammenhæng mellem stigende indvandring og kriminalitet.
Antisocial adfærd
Flere har forsøgt at give et bud på, hvilke problemer der ligger bag problemerne i bydele som Rinkeby. En af dem er forsker i nationaløkonomi, Tino Sanandaji.

Han har et par gange oplevet at blive groft antastet sammen med journalister i Rinkeby, og vil ikke friste skæbnen ved at tage til Rinkeby, og jeg må derfor tage den lange tur fra de slidte forstæder til det velfriserede Östermalm, hvor han bor.

Tino Sanandaji er vant til at få ørerne i maskinen, som da han sidste år fremlagde dokumentation for, at de såkaldte utenförskapsområter i Sverige steg fra 156 i 2006 til 186 i 2012. Med under armen har jeg hans nye bog, Masseudfordringen, som for én gangs skyld har fået et par gode anmeldelser i et par venstrefløjsmedier. Bogens forside viser et blåt Sverige med flere brændende lys.

»De skal illustrere bilbrande,« forklarer Tino Sanandaji, der egentlig ville have skrevet en bog om de økonomiske konsekvenser af indvandring, men endte med i stedet at skrive om stigningen i »antisocial adfærd«, fordi det ifølge ham er langt mere alvorligt end de økonomiske udgifter.

»Den antisociale opførsel er stigende, og vi har generationer, der er født i Sverige, som er endnu mere bitre og føler sig isoleret. De taler svensk, og derfor er den en vulgær fortolkning fra Trump, når han peger på ’de seneste indtag i Sverige’, for flygtninge har ikke noget med det her at gøre.«

Bogen indledes med at fortælle om brandbiler i de udsatte områder, der skal have politieskorte for at komme ind og agere hurtigt i brandtilfælde. Ifølge Tino Sanandaji er det store problem i Sverige, at man ikke vil anerkende problemets omfang.

»Det store problem er, at selv om Rinkeby ikke er blevet værre, har vi nu en hel del områder, der er værre end Rinkeby var tilbage i 90’erne.«

Personer født i udlandet udgør 17 procent af Sveriges befolkning – et flertal af dem med finsk baggrund – og 2.-generationsinvandrere fem procent. Samtidig findes 71 procent af børnefattigdommen i familier med udenlandsk baggrund, mens det samme gør sig gældende for 53 procent af dem med lange fængselsstraffe, og 54 procent af de arbejdsløse, skriver Tino Sanandjani i sin bog, hvor Sverige ifølge ham »på flere områder er mislykkedes med at integrere i så stor skala fra tredjeverdenslande ind i en velfærdsstat«.

— Hvad skal man gøre?

»Jeg peger på flere ting i min bog, men helt konkret på boligområdet, bør man foretage en stor regeringsfinansieret investering i at forbedre de her områder.« Han peger med fingeren rundt på Östermalm, der som kontrast er flot og nyrenoveret.

»Mange af dem ser det her, mens de selv bor i de samme, slidte huse. Det ville signalere klart til folk i de her områder, der føler sig forladt, at man ikke er ligeglad med dem.«
Ungdommens Hus. 1. marts er der talentjagt og musikkoncert i den store sal i Ungdomens Hus, der hurtigt bliver helt fyldt op med unge fans fra området. I løbet af aftenen er der sang, rap og hiphop fra scenen, hvor stedets unge spiller deres egen musik.
THERESE JAHNSON
Poesi på en onsdag
Ved siden af Rinkebyskolan og tæt på torvet ligger det lidt slidte Ungdomens Hus, hvor omkring 50 frivillige render rundt og forbereder en musikalsk talentjagt og koncert.

Unge i 14-20-årsalderen går rundt i T-shirts med teksten ’Ghetto Superstars’, som er et lokalt musikkollektiv af 20 unge mennesker, som med hjælp fra husets ledere har stablet dagens arrangement på benene. Eftermiddagen går i gang med jurybedømmelser af rap, sang, hiphop og poetry slam fra scenen i en stor gymnastiksal.

En af de optrædende er den selvlærte digter Liban på 20 år. Han optræder med digte, der rimer og har rytme inspireret af hiphop. Han digter om det had-kærligheds-forhold, han har til området omkring Rinkeby og Tensta, der ligger ét stop væk. Hans digte har ingen navne, men det lille udsnit af digtet her handler om stedet, som var det et anstrengt kæresteforhold:
Dagar blev till natt och kärlek till hat, Att vi gick från en till separat
För hon var mer intresserad av pengar och olika preparat
Det handlade om märkeskläder de spela ingen roll om de va äkta eller plagiat.
Liban vandt sidste år en digtkonkurrence med 75 deltagende, og han optræder i dag i en hal fuld af jublende unge i sorte jakker med Nike-sko på fødderne og kasketter på hovederne.
Video: Digteren Liban vandt sidste år en digtkonkurrence over 75 andre. Det var første gang, han viste familie og omverden at han rappede, og han var overrasket over de positive reaktioner. Han digter om stigmatisering og sit had/kærlighedsforhold til området.
Han skriver for at håndtere sine egne følelser, som vreden og frustrationen, og »de hårde ting ved at bo her«.

»Jeg måtte begrave min ven i Rinkeby sidste år,« fortæller Liban om en af de to brødre, der blev skudt på en restaurant lidt oppe ad gaden i december sidste år. Vi sidder lidt afsides, mens han viser mig teksten til hans digte, og fortæller om det sidste:

»Det, der gør mig mest vred, er dæmoniseringen, som når folk flytter sig fra en i metroen. Jeg lægger mærke til det alle vegne, efter jeg er blevet ældre. De ser mig som en kriminel, men jeg vil ikke være sådan en, der skræmmer folk. Sådan er jeg ikke.«
Intet navn
Ingen i orten älskar vapen älskar knark
Men när ni sätter barriärer blir det nästan vår enda chans
Netop begrebet ’territoriel stigmatisering’ er en af de ting, Irena Molina, der forsker ved Institut for bolig- og urbanforskning, peger på som forklaringsmodel i Rinkeby. Hun er en af dem, der ønsker mere fokus på politiets rolle i optrapningen af konflikter, og ser i øvrigt ikke indvandring og segregation som sådan som en del af problemet:

»Områderne er blevet stigmatiseret siden dem med voksende økonomier flyttede fra området, men de her ting som stenkast bliver blæst op i medierne, for det er ikke hverdagsbegivenheder. I stedet skal vi se på politiet, fordi de til tider optrapper mere end de forebygger.«
Politiet kunne ikke drømme om at bo i Rinkeby
Et par af de fyre, der hænger på torvet, er også en del af kernen i Ghetto Superstars. Shifty, Elias Abas, Ahmed Keyy. Alle kender dem, og de har tidligere været i medierne, da de stod for et hiphop- og basketballarrangement for de unge i Rinkeby.

Med lange tynde ben, dynevest og grå hættetrøje går Ahmed Keyy på scenen, og salen fyldes hurtigt op, mens han rapper.
Video: Ahmed Keyy er en del af musikkollektivet Ghetto Superstars, der har mange fans i de hvide T-shirts. De har tidligere arrangeret et blandet hiphop-basketball event for unge i området, og alle i Rinkeby kender dem.
Da vi sidder lidt afsides før koncerten, fortæller Ahmed Keyy om et anspændt forhold til politiet.

»Hvis du bor i Rinkeby, stopper politiet dig hele tiden. Så ja, mange er vrede.« Flere af de andre medlemmer er høflige og viser rundt, men vil ikke snakke med medier »fordi det er så dramatisk det hele lige nu«.

De er blandt andet frustrerede over, at deres ven, den lokale rapper, der blev anholdt i februar, ikke må spille til arrangementet i dag. »Politiet gør deres job, men det er forkert, at han ikke må være her,« siger Ahmed Keyy.
Video: Sammen laver musikkollektivet musik og hjælper hinanden, nogle gange med rap om politiet eller vennerne, andre gange om fest og kærlighed. Her Ahmed Keyy og Souza fr. Cherrie.
Uden for Ungdomens Hus sidder de to politimænd, Erik og Claus, der ikke vil have deres efternavne i avisen, selv om »der ikke er nogen regler om, at de ikke må udtale sig«.

Politiet i Rinkeby er altid mindst to og to og for tiden fire og fire om aftenen. At flere lokale og i medierne har de fået kritik for at have været for passive, særligt ved bilbrandene, hvor mange oplevede det, som om politiet kom for sent og skred igen, da bilerne brændte. De har i øvrigt ikke anholdt nogen af uromagerne efterfølgende. De bestræber sig nu på at have flere synlige politifolk, og til Dagens Nyheter har den stedfortrædende indsatsleder Jan Evensson udtalt: »Er der den opfattelse, at vi har været for passive og for langsomme, så skal vi være selvkritiske og gøre det bedre næste gang. Det lover jeg, at vi vil arbejde benhårdt på.«

De to i bilen har arbejdet i Rinkeby i fem år, og afviser blankt, at de stopper folk her oftere, end de ville gøre andre steder.

»Vi gør det kun, når der er begrundet mistanke om, at de har stoffer. Det har de bare tit, og det er tydeligt at se, når de står og sælger,« siger Claus.

Han griner højt, da jeg spørger, om de også bor i Rinkeby.

— Hvorfor griner du?

»Det ville ikke være godt. Vi ville blive genkendt.«

Han vil ikke rigtig ud med, hvad han tror, der ville ske, men Erik bryder ind og forklarer:

»Langt de fleste her er virkelig engagerede medborgere, og det er en lille gruppe, der laver problemer, men mange føler, at samfundet har forladt det her område. Og vi må anerkende, at det er en speciel situation, når 50 personer kommer ud af det blå og kaster med sten. Det er bare ikke kun politiets opgave.«

»De unge forstår ikke konsekvenserne,« bryder Claus ind.

»De ved ikke, at vi må skyde, når de angriber med sten.«

Begge foreslår mere oplysning og mere politi på stedet, der ikke har nogen politistation. Den nærmeste ligger i Kista knap fire kilometer væk, og har lige været lukket på grund af en ladt håndgranat, der lå uden for stationen.

Jeg spørger de to politimænd om den sociale kontrol og vaktaorten, der vogter på torvet. »Der er da en slags social kontrol. Og det er et stort problem, at mange ikke vil vidne, fordi de er bange,« siger Erik, mens Claus fortæller, at gruppen af kriminelle har spioner ude, der fortæller, hvad politiet og andre laver. Ingen af dem har særlig uddannelse i at tage sig af den slags oprør.
Ghetto Superstars. Ungdomens Hus er fristed for Rinkebys unge. De to rappere Shifty og Elias fra medarrangørerne Ghetto Superstars hænger ud i sofaerne, mens de venter på deres tur til at optræde.
THERESE JAHNSON
Massiv mistillid til medierne
Tilbage ved hallen er en af arrangørerne bitter over, at hverken SVT, Expressen eller Aftonbladet er kommet til musikarrangementet, der har haft 1.500 unge besøgende og slutter i ro og mag kl. 20.00.

Et par fyre udenfor trækker sorte tørklæder for ansigtet, da jeg kommer hen til dem. »Er du fra SVT? Filmer I?,« råber de og går væk.

De unge strømmer ud på parkeringspladsen efter at have fået et par autografer, og der er kommet flere politivogne i neongult og hvidt, der nu kører rundt i gaderne og patruljerer.

Jeg ser ingen alkohol på gaden i de fire dage, jeg er her, men masser af energidrikke og smøger.

Fra nogle af de unge gademedarbejdere, der hver weekend går rundt i området, får jeg lidt at vide om, hvorfor alle her har så anstrengt et forhold til medierne. En ung, tynd fyr sidder og kigger på sine venner, der spiller kort, og de fortæller, hvordan et svensk medie på et tidspunkt talte med ham om de mange lokale tiltag, der er for de unge i området.

De tog et billede af ham, og pludselig så han sit ansigt ved siden af en overskrift om ’mafia’ i Rinkeby. Ingen af dem vil være med på billeder efter det, og en anden historie, jeg hører fra to forskellige, handler om et russisk eller norsk tv-hold ­– hvilket er lidt usikkert – der skal have tilbudt en flok unge på torvet 400 svenske kroner, hvis de ville lave lidt ballade foran kameraet.
Hvem tager æren når problemerne udebliver?
Næste dag møder jeg igen Shifty og Ahmed Keyy på torvet foran en kebabrestaurant. De er stolte og glade for musikarrangementet.

»Vi sørgede for, der ikke skete noget. Vi modbeviste dem,« siger Shifty om de mange fremmødte vagter og politifolk. Lidt senere møder jeg politimanden Claus igen. Han sidder med tre kolleger i en stor politivogn midt på det lille torv, og ifølge ham var det dem, »der sørgede for, der ikke skete noget i går«.

Claus spørger, hvorfor jeg »ikke taler med the bad guys«. Jeg spørger, hvem det er, og så rækker han armen direkte ud ad vinduet og peger skråt over pladsen. »Ham der. Med hatten.«

Da politivognen er kørt går jeg over og taler med ’ham med hatten’. Han er 27 år og hedder Oly. Ham og hans venner afviser at være involveret i noget som helst.

»Det hele er politiet, de er ude efter os hele tiden,« griner de, og synes det er fedt med berømmelsen fra alle de internationale medier. Oly siger, han arbejder som lagermedarbejder, men er på overførselsindkomst på grund af en rygskade.

De griner højt, da jeg spørger dem, om de er vaktaorten.

»Det er bare slang, vi siger det bare til hinanden i telefonen, når de andre spørger, hvor vi er. Det er mest en joke.« Jeg spørger dem, om de også ville have talt med mig, hvis jeg kom med et filmkamera. »Nej, mand, aldrig,« siger de, og skynder sig videre.
Camile er et opdigtet navn, da hun ikke ønsker sit rigtige navn i avisen. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.
Tekst: Tine Toft
Coverfoto: Therese Jahnson
Foto: Therese Jahnson (Rinkeby), Polfoto (Stockholm)
Redaktion: Kristian Villesen
Digital produktion: Jens Christoffersen

11. marts 2017
Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
  • Brugerbillede for Søren  Veje
    Søren Veje
  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for jørgen pedersen
    jørgen pedersen
  • Brugerbillede for Morten Balling
    Morten Balling
  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
Mette Poulsen, Søren Veje , Poul Solrart Sørensen, jørgen pedersen, Morten Balling og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Interessant men dog ikke overraskende. Og en stor del af Sveriges dygtigste og nytænkende akademiker-iværksættere med succes, - og der er mange lige nu, kommer faktisk fra Rinkeby, Rosengård og Göteborg.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Fremragende artikel - men også komplet selvmodsigende

Det er skønt en gang imellem at læse en artikel, der fungerer som en klassisk reportage - uden (alt for klare) forhåndsindstillinger. Ingen forsimplinger. Vox pop, når den er bedst.

Men artiklen efterlader godt nok også et billede af en kultur i splittelse med sig selv.

De interviewede brokker sig over, at der er for lidt politi; men også over, at politiet generer dem. De er irriterede over, at pressen ikke interesserer sig for dem; men afviser også at tale med den. Beboerne er banke for voldelige unge fra kvarteret; men skyder skylden på det omkringliggende samfund.

Ingen tvivl om, at det svenske samfund har forsømt at tage ghettodannelserne alvorligt/alvorligere. Men hvem har egentlig bedt beboerne om at klumpe sig sammen i ghettoer? Og hvad ville der ske, hvis de svenske myndigheder gav sig til at 'rydde op' i ghettoerne og tvangsfjernede en del af beboerne? Der ville formentlig opstå borgerkrigslignende tilstande i stil med dem, København havde, da man sanerede det indre Nørrebro. Eller hvad ville der ske, hvis de svenske myndigheder gav sig til at byforny ghettoerne ved at udskifte den eksisterende slum med moderne, veludstyrede boliger? Det har København og Århus også prøvet, uden at det i sig selv førte til en opløsning af ghettoerne.

Hvad kan et moderne velfærdssamfund som det svenske gøre andet end at stille sociale institutioner, herunder skoler, gymnasier og universiteter, til fri rådighed, også for 2. generations indvandrere? Hospitaler, socialhjælp og arbejdsløshedsstøtte? Retssikkerhed og valgret?

Hvad skal alt dette nytte, hvis indvandrerkonturen selv aktivt modarbejder integrationen? Det er udtryk en misforstået tolerance at acceptere den standardiserede bortforklaring på problemerne, at det er samfundets skyld. Indvandrerne må selv tage et medansvar, og kan eller vil de ikke det, er det vel ikke så underligt, at resten af samfundet er ved at miste tålmodigheden. Det er fuldkommen uholdbart, at gruppen af indvandrere udvikler sig til et stadig større (8 børn!) parallelt mod-samfund.

Torben Pedersen, RAsmus Larsen, Mette Poulsen, Peter Møllgaard, Per Torbensen, Morten Pedersen, Christian de Thurah, ingemaje lange, Jesper Nielsen, Christian Larsen, Martin Lund, jørn andersen, Ole Christiansen, Martin Sørensen, nike forsander lorentsen, jørgen pedersen, Anders Barfod, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Weis og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Hvad skal alt dette nytte, hvis indvandrerkonturen selv aktivt modarbejder integrationen? Det er udtryk en misforstået tolerance at acceptere den standardiserede bortforklaring på problemerne, at det er samfundets skyld."

Hvis ikke magtens organisering og styring af vilkårene for de mest udsatte/fattige grupper i et givent samfund er afgørende for hvordan udviklingen blandt ikke blot pågældende grupper, men også disses interaktion med resten af samfundet, bliver, så antager vi jo at udviklingen sker uafhængigt af magtens ageren ... og dét er næppe en holdbar antagelse. Tesen om at det skulle være 'samfundets skyld' er hovedsageligt en fordrejning af argumentet om at netop magtens styring/organisering er af afgørende betydning, hvormed det bliver nemt at rette skytset mod 'indvandrerkulturen', som er en højest flydende betegner. Mange af de problemer, herunder gangsterkulturudvikling, som adresseres til 'indvandrerkulturen', er jo problemer, vi i forvejen kender blandt dårligt stillede som er socialiseret i vor egen kultur - så noget kunne tyde på at vi ofte ser en kulturel adaption, fremfor en import af noget destruktivt fra 'det fremmede'.

Brugerbillede for Jan Weis

En berliner, der havde ret og fik ret, blot ikke i tide.

Tidligere berlinerborgmester i Neukölln om hans bydels 'gåen i hundene' nedfældet i en bog, som de sædvanlige mistænkte rakkede ned, det var ikke de infame etiketter han ikke fik plantet på brystet -

https://www.perlentaucher.de/buch/heinz-buschkowsky/neukoelln-ist-uebera...

http://www.zeit.de/politik/deutschland/2012-10/heinz-buschkowsky-buchpra...

‚Neukölln ist überall‘ – naturligvis også i Rinkeby, Malmø og …

Per Torbensen, Morten Simonsen, Jesper Nielsen, Kim Houmøller, Hans Aagaard og jørn andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Bækgaard
Peter Bækgaard

Gert Romme, hvilke oplysninger danner grundlag for den påstand du kommer med? Jeg tvivler meget på at der er den store forskel på om du bor i en indvandrer ghetto i Sverige, Danmark, Tyskland eller hvilket som helst andet sted i EU. Hvis din påstand vitterlig er korrekt, og veldokumenteret så var der slet ikke nogen diskussion - desværre er virkeligheden helt modsat af det du påstår -det påstår jeg.