Forført

Det begynder som en drøm

Bjarne ledte efter den eneste ene på internettet. Det skulle han aldrig have gjort
En ensom mand fra Østjylland blev for et par år siden hovedpersonen i en spektakulær sag, som ikke tidligere er blevet beskrevet i sin helhed. En sag om kærlighed og ensomhed i den digitale tidsalder, om international handel med biologiske våben og om grænserne mellem virkelighed og formørkede virtuelle fantasier.

Information bringer i denne serie hele historien om Bjarne og hans ulykkelige forelskelse. Artiklerne er baseret på interviews med sagens hovedperson, på hans personlige optegnelser og mailkorrespondancer, aktindsigt i dokumenter fra Østjyllands Politi og de amerikanske domstole samt interviews med den danske anklagemyndighed og forbundspolitiet i USA.

Bjarne og Ole er opdigtede navne. Information er bekendt med deres sande identiteter.

Dette er en virkelig historie.
PROLOG
29. januar, 2014
Bjarne hørte ikke skridtene i sneen udenfor. Han havde netop sat sig ved sin computer i stuen for at slappe af.

I dagslys ville han måske have bemærket den voksende forsamling af mennesker, der diskret tog opstilling lige på den anden side af de blomstrede gardiner. Men klokken havde passeret ti om aftenen, og i vintermørket ænsede han ingenting. Ikke før der pludselig lød et højt brag bag ham.

Bjarne sprang op af stolen og løb ud i køkkenet for at se, om lyden kom derfra. I det samme lød endnu et brag. Det kom fra hoveddøren. Han styrtede ud i entréen og begyndte at lede efter noget at forsvare sig med. Var det et hjemmerøveri?

Han nåede dårligt at tænke tanken, før et nyt brag dundrede gennem huset. Dørkarmen splintrede, og Bjarne så sig pludselig omgivet af bevæbnede betjente, der strømmede gennem den åbning, hvor døren før havde siddet.

Betjentene råbte, at han skulle række hænderne i vejret og lægge sig på gulvet.

Tusind tanker fór gennem hovedet på ham. Så vidt var det altså kommet. Han havde jo gjort det hele for hendes skyld. For at vise hende sin kærlighed.

Alt sammen forgæves.

Nu lagde han sig fladt på maven og foldede hænderne over lænden. En betjent klikkede håndjernene fast. Fra sin vandrette stilling på gulvet kunne Bjarne se sin sambo Ole komme styrtende ned fra bryggerset på første sal. Han blev også pågrebet og ført ud i entreen.

To af betjentene førte Bjarne ind i hans eget soveværelse bagerst i stueetagen.

»Hvor er dét, vi leder efter?«

Bjarne vidste, præcis hvad de talte om. Med så stor en aktion måtte politiet tro, at de havde sparket døren ind til en terrorcelle, tænkte han. Han besluttede sig for, at han måtte fortælle dem alt. »Det ligger i skuffen,« sagde han og gestikulerede mod en kommode, der stod ved siden af døren.

Bjarne syntes, betjentene virkede beklemte ved nyheden om, at de pludselig befandt sig i samme rum som genstanden for deres aktion.

Politiet var blevet sat ind i sagen få timer forinden efter et tip fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, og havde besluttet at slå til med det samme.

»Bare rolig,« sagde Bjarne. »Det er i væskeform.«
I det foregående halve år havde han levet i en digital fantasi. En fantasi, der var drevet af ensomhed og forstærket af internettets muligheder for konstant og umiddelbar kontakt med mennesker over hele kloden. Men Bjarne var gået et skridt for langt. Han havde forsøgt at gøre fantasien til virkelighed. Det måtte han nu bøde for.

Bjarnes historie er en historie om kærlighed i den digitale tidsalder. Kærlighed, der møder kold kynisme. Og det er historien om, hvordan en fredsommelig computernørd fra Jylland kom tæt på at begå den alvorligste forbrydelse lige for næsen af de danske myndigheder.
Terrorransagningsteamet undersøger Bjarnes bopæl. Foto: Østjyllands Politi
KAPITEL 1
Som en drøm
Bjarne og Ole blev kørt til arresten i Aarhus. Her tilbragte de natten, mens politihjemmeværnet bevogtede deres hus. Dagen efter foretog terrorransagningsteamet i Østjyllands Politi en grundig ransagning af hele ejendommen.

Bjarne bebrejdede sig selv, at han havde bragt dem begge i fedtefadet. Han havde jo alligevel aldrig for alvor tænkt sig at bruge pakkens indhold til noget. Det forsøgte han i hvert fald at overbevise sig selv om nu. De seneste måneder havde været så forvirrende. Han elskede hende stadig, selv om han prøvede at glemme hende. Men han undrede sig over, hvordan han mon var blevet afsløret. Han havde jo været så omhyggelig med at slette sine spor.

Godt et halvt år forinden var Bjarne stødt på en bannerreklame på internettet. Den henviste til en hjemmeside, der hed Anastasiadate.com, som under sloganet ’Love knows no boundaries’ tilbød singler fra hele verden at møde deres ideelle partner.

Bjarne havde før forsøgt sig med onlinedating uden det store held. Alligevel klikkede han på annoncen og oprettede en profil. Han var nysgerrig. De kvinder, han blev præsenteret for på Anastasiadate, viste sig primært at være fra Rusland, Ukraine og resten af det tidligere Sovjet. De var unge og smukke. Hver kvinde havde et galleri af billeder, og på deres profil stod der lidt om, hvem de var. Deres drømme om fremtiden, alkoholvaner og øjenfarve. Sådan noget.

Bjarne modtog en del standardbreve fra flere af kvinderne, som de tilsyneladende sendte ud til alle nye mænd på siden uden at variere andet end navnet på modtageren. De fleste af dem indeholdt de samme romantiske klichéer om at finde »den eneste ene«.

De fleste af brevene fangede ikke rigtig Bjarnes interesse.

Men et enkelt af dem gjorde.
Bjarne voksede op på det vestlige Lolland i 1980’erne. Han var en ensom dreng, der holdt af at gå på opdagelse i naturen og cykle lange ture.

Ensomheden fulgte ham op gennem ungdommen, hvor han lod sig opsluge af en verden af computerspil, mens han fantaserede om, hvordan det perfekte kærlighedsforhold til en kvinde ville være. Men han fik aldrig anledning til at udleve sine tanker i virkeligheden. Han led af social angst, og alene tanken om at tage til en fest med mange mennesker gjorde ham utilpas. I stedet endte han ofte med at sidde foran sin computer til langt ud på aftenen. Gennem computerspil og forskellige onlinefora for venstrefløjsaktivister og hjemmeprogrammører, fandt han de fællesskaber, han savnede i sin hverdag.

Han forelskede sig kun få gange. Hver gang med et brag og hver gang ulykkeligt. Blandt andet i en pige fra sit gymnasium. Han turde ikke nærme sig hende i virkeligheden, så i stedet sendte han gennem to år lange, håndskrevne kærlighedsbreve til hende. Hun aldrig så meget som sendte ham et blik tilbage.

I foråret 2013 købte den da 33-årige Bjarne et rødt murstenshus i en lille flække i det østlige Jylland. Det første par måneder nåede han dårligt at sætte en fod i huset, fordi han havde travlt med sit arbejde og tit var udstationeret i lange perioder. Siden studietiden havde han arbejdet for en større ingeniørvirksomhed i Aarhus. Arbejdet bestod i at foretage komplicerede grundvandsmålinger og andre former for målinger i svært fremkommelige områder i Danmark, Grønland og det meste af Skandinavien.

Imens flyttede hans gode ven Ole ind i huset og begyndte at tage sig af hverdagens praktiske gøremål. De to havde længe kendt hinanden fra deres fælles politiske engagement på venstrefløjen. Ole var en del ældre end Bjarne, og han havde hjulpet ham, da han mistede sin far i 2000. Nu boede de sammen.

Ved siden af arbejdet hyggede Bjarne sig med forskellige hobbyprojekter. Blandt andet installerede han en computer i kælderen, der var tændt døgnet rundt og ikke lavede andet end at finde primtal.

På mange måder levede den 33-årige Bjarne stadig som en studerende. Han sov, når han havde lyst, spiste foran computeren og knoklede til langt ud på natten. Trods sin ydmyge natur var han ikke i tvivl om, at han var usædvanligt dygtig til sit arbejde. Det var hans passion.

Han nåede i alt at registrere et sted mellem 3.500 og 4.000 arbejdstimer i løbet af 2013.

Arbejdet blev en erstatning for hans manglende kærlighedsliv. Men han kunne lide sit arbejde. Han betragtede det som en hobby, han kunne leve af. Han nød at være i naturen, gå lange ture og overnatte i det fri. Ofte foretrak han endda, når han endelig var hjemme, at rulle soveposen ud i sin dobbeltseng og sove i den. Ensomheden var han vant til. Den havde fulgt ham, siden han var barn. Men i de få stille stunder, der opstod, når han ikke var begravet i arbejde, mærkede han en nagende fornemmelse trænge sig på. Han savnede en kvinde.
Som voksen havde han forsøgt sig med forskellige former for onlinedating. Blandt andet elitedaters.com, som er et forum for veluddannede og ambitiøse singler. Men intet af det havde ført til et romantisk forhold.

Nu modtog han en besked fra en smuk ung kvinde på Anastasiadate.
Hej Bjarne. Tak for opmærksomheden. Jeg håber, at du vil svare mig, når du har læst min besked. Hvorfor har du besluttet dig for at lede efter en pige i mit land? Hvilken slags forhold leder du efter?
I brevet fortsatte kvinden med at beskrive sine egne forventninger til et romantisk forhold. Hun ledte efter en stærk og kærlig mand, der altid ville være der for hende. En skulder, hun kunne læne sig op ad, og en stærk favn, hun kunne gemme sig i. Hun skrev, at det måske nok lød romantisk og naivt. Men hun var ikke i tvivl om, at selv den mest frigjorte kvinde drømte om at føle sig som en svag lille pige med en stærk mand ved sin side.

Hun ledte efter et seriøst forhold, understregede hun. En mand, hun kunne gifte sig med og få børn med. Hun troede på kærlighed og på skæbnen og spurgte Bjarne, om han gjorde det samme.
Er du klar til at stifte familie?

Jeg leder efter en mand, der sætter pris på de gode ting i livet, og som nyder den tid, vi tilbringer sammen.

Jeg har meget kærlighed at give, men har også brug for at følelserne er gengældt.
Beskeden pirrede Bjarnes nysgerrighed. Hun var fra Odessa i Ukraine. Sammenlignet med de andre kvinder på siden virkede hun både åbenhjertig og reflekteret. Hun var gudesmuk, delte Bjarnes hyperromantiske forestillinger om ægte kærlighed, og så vidt Bjarne kunne se på hendes profil, levede hun et aktivt og ambitiøst liv. Forhåbentlig kunne hun håndtere det liv, han selv levede, med mange rejser og tid væk hjemmefra.

Over de følgende måneder skulle hun komme til at forandre hans liv for evigt.

Hendes navn var Inna.
I næste afsnit:

Bjarne tør næsten ikke tro det. Siden barndommen har han været en enspænder, der tilbringer det meste af sin tid foran computeren. Nu er der en smuk og intelligent kvinde, der viser interesse.
Tekst: Sebastian Abrahamsen, Mathias Koch Stræde
Foto: Jakob Dall, Østjyllands Politi
Cover: Tatiana Karapanagioti (modelfoto)
Redaktion: Anton Geist
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Thomas Overbye
Pernille Elholm og Thomas Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu