Beretninger

#jegblevvoldtaget

DEL 4
Vi modtager stadig vidnesbyrd fra kvinder. Modige kvinder. 1000 tak for tilliden. Men vi kan ikke undgå at undre os: For hvor er mændene? Selvom tallene for mænd, udsat for seksuelle overgreb er om muligt endnu mere usikre end det, der gælder for kvinder, ved vi at en gruppe mænd i Danmark hvert år oplever overgreb. Men vi hører så sjældent deres historier.

Så hvis du er en mand, der har været offer for et overgreb og har lyst til at dele dit vidnesbyrd, så kontakt os meget gerne: vidnesbyrd@information.dk

I dag fortsætter vi med 4 nye vidnesbyrd. Læs Heidis, Charlottes, Kirstens og Bettinas historier nedenfor. De første vidnesbyrd kan læses via disse links:

Læs del 1: Puk, Andrea, Sabine og Susanne
Læs del 2: Liv, Camilla, Kirsten og Sananda
Læs del 3: Lise, Sarah, Ninna og Ida
Anna von Sperling
Kulturredaktør, Information
Jeg var 17 år og havde oprettet en profil på dating.dk, hvor jeg kom i kontakt med en fyr, som jeg sagde ja til at tage i byen med. Vi tog ned på et værtshus, hvor der var en bartender, som jeg blev meget fascineret af og talte længe med.

Fyren, som jeg fulgtes med fra dating.dk forsvandt. Det samme gjorde min jakke med min pung og mobil. Jeg var blevet ret fuld, og bartenderen hjalp mig med at lede efter mine ting. Vi fandt dem ikke, og bartenderen insisterede på at betale en taxa, så jeg kunne komme hjem. Men mine nøgler var også væk, og jeg var alene hjemme, så ingen kunne lukke mig ind.

Bartenderen fortalte, at han havde en bekendt, som arbejde på et nærliggende hotel, som skyldte ham en tjeneste, og hvor jeg derfor kunne overnatte.

Jeg fulgte med ham op på hotellet, hvor han ganske rigtigt fik et værelse anvist af receptionisten. Han fulgte mig op som aftalt, men gik også med ind på værelset, hvilket ikke var en del af aftalen. Her skiftede han karakter, overfaldt mig og blev utrolig kommanderende i tonen. Jeg vred mig og protesterede med noget, der mere mindede om klynk end deciderede skrig. Den dag i dag holder jeg stadig mig selv fast på der, hvor han sagde: »Lad nu være med det pjat, kom her.«

For mig viser det, at han vidste, at jeg ikke var med på den. Mens det skete, havde jeg det som om, at jeg så mig selv oppefra med ham liggende oven på mig. Herefter gik jeg ud som et lys og næste morgen var han væk.

Mit tøj lå ud over hele gulvet, og jeg havde ondt i halsen. I toiletspejlet så jeg, at min hals var fuld af blå mærker. Jeg klædte mig på og gik hjemad efter, at jeg i receptionen spurgte efter navnet på den medarbejder, der var på arbejde samme nat, uden overhovedet at vide, hvorfor jeg gjorde det.

I samtlige butiksvinduer jeg passerede på vejen, kiggede jeg på mit eget spejlbillede og tænkte, at man kunne se ’det’ uden at vide, hvad ’det’ egentligt var.

Min kammerat var ham, der første gang gav mig ordet ’voldtægt’ at bruge om hændelsen. Jeg nærmest brasede ind i hans lejlighed på vejen hjem til mig selv og sagde: »Jeg er blevet røvpulet.«

Han kiggede underligt på mig, for det var ellers aldrig et udtryk, jeg brugte. Jeg grinede nærmest over det. Jeg havde ikke ro til at sætte mig, jeg ville hjem og mente sagtens, at jeg kunne klare det selv. Da jeg kom hjem var døren åben og alt lyset tændt.

Min første indskydelse var, at nogen i min familie var kommet hjem, men jeg opdagede hurtigt, at der havde været indbrud, og at mange af vores ting var rodet igennem. Der brasede jeg sammen på gulvet i stuen og græd som pisket, for nu var min uforsigtighed også gået ud over min familie og ikke kun mig selv. Jeg havde virkeligt lavet lort i den, følte jeg.

Jeg ringede til min mor, som gik i chok. Jeg fik også ringet til politiet og anmeldt både voldtægten og indbruddet. Da jeg stod sammen med en kvindelig betjent og pakkede noget skiftetøj ned inden, vi skulle køre til Center for Voldtægtsofre, opdagede jeg, at hele min undertøjsskuffe var tømt.

Jeg henviste politiet til fyren, jeg mødte på dating.dk og ganske rigtigt, så fandt politiet alle mine ejendele i hans lejlighed, hvor han havde stablet mit undertøj sammen i sofaen, mens hans oveni det sad og ringede til sexlinjer fra min mobil.

I dag er jeg uddannet socialrådgiver og bor sammen med min kæreste gennem fem år. Jeg er dog også sygemeldt med PTSD og i arbejdsprøvning med henblik på at få et fleksjob.

Når jeg har mareridt i dag, drømmer jeg ofte den samme drøm om, hvordan jeg bliver overfaldet, og hvordan jeg er snu og taler mig ud af situationen ved eksempelvis at sige, at jeg har HIV eller menstruation. Så føler jeg mig stærk, når jeg vågner.

Voldtægtsmanden fik aldrig en dom, for sagens beviser blev vurderet for tynde. Fyren, som begik indbrud fik en dom på to års betinget fængsel. Jeg selv gik hjem og kogevaskede alt mit undertøj, og gik med det igen for at tage magten tilbage.

Heidi Marie Hansen
31 år, socialrådgiver
serie: voldtaget
Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information nu fokus på ofrenes fortællinger.

På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd. Bryde tabuet. Kræve retten til deres fortællinger. Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.
Jeg havde været til møde på min arbejdsplads og valgte at gå hjem. Det var en tidlig sommeraften, og jeg skød genvej ad en skovsti, der gik parallelt med en meget trafikeret vej. På et tidspunkt dukkede en midaldrende mand op bag mig, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Han lignede bare én på joggingtur. Pludselig havde jeg en arm rundt om min hals, mens en anden arm løftede mig op i skridtet, så jeg ikke kunne nå jorden.

»Du kommer med mig,« sagde han ind i mit øre.

Jeg tænkte, at det måtte være min kæreste, der lavede en rigtig dårlig joke med mig, men da han begyndte at slæbe mig ind i skoven, vidste jeg, at det var alvor. Jeg blev til et dyr, der sprællede for at komme fri, og jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Der var absolut ingen tanker i mit hoved ud over flugt. Jeg havde ingen evne til at bedømme, hvad jeg burde gøre. Min reaktion var fuldstændig instinktiv.

Han prøvede at lægge mig ned i skovbunden, men jeg kæmpede og skreg så meget, at det ikke lykkedes. Han pressede mig i stedet hårdt op ad et træ. På intet tidspunkt stoppede jeg med at skrige og råbe på hjælp. Han sagde, at hvis jeg forsatte, ville han skære brysterne af mig og slå mig ihjel. Ordene nåede kun mine ører, ikke min bevidsthed, så jeg skreg og sprællede forsat. Han trak mine strømpebukser ned, og han fik også sin hånd ned i min bh. Han rørte mig i skridtet. Jeg følte, at hans hænder var beskidte, og han lugtede ikke særligt godt.

Mens det hele skete, kunne jeg se bilerne suse forbi på vejen kun 30 meter væk. Jeg skreg så meget jeg kunne, men det var som at råbe under vand. Min lyd blev kvalt i lyden af trafik. Ind i mit øre hviskede manden ting som: »Hvor gammel er du?« og »sikke en glat fisse«.

Jeg kunne mærke, at han prøvede at komme op i mig, men jeg sprællede alt for meget til, at det kunne lade sig gøre.

På et tidspunkt fik jeg revet mig fri og var klar til at løbe for livet, kun for at opdage, at han hev fat i mig igen og trak mig tilbage til træet. Jeg følte mig magtesløs. Der var ikke nogen, der kunne høre mig, og jeg var bange for, at der aldrig var nogen, der skulle høre mig igen. Men så fik jeg en slags fornyet styrke, rev mig fri og løb 10 meter med ham i hælene indtil, han gav op og løb den anden vej. Jeg nåede ud til vejen og fik trukket mine strømpebukser op. Jeg havde mistet mine sko og min taske med min telefon i, så jeg kunne ikke kontakte nogen. Jeg græd og så forfærdelig ud og prøvede at tomle til bilerne på vejen, men der var ingen, der ville samle mig op. Jeg kom dog hjem til mine forældre, som straks ringede til politiet.

Jeg ville gerne skifte tøj, for jeg følte, at hans lugt hang på mig. Der kom to politimænd, som pakkede mig ind i en stor malerdragt for at holde på beviserne. De var løbet tør for handsker, så jeg fik papirposer på hænderne. Politimændene tog mig seriøst. Jeg fortalte dem alt, hvad der var sket uden at fortrække en mine. De roste mig for at have været så observant.

Dagen efter kunne jeg ikke længere huske alle detaljerne og i dag har jeg ikke et særligt tydeligt billede i mit hoved af hændelsen. Det er mere et slags drømmesyn. Det har taget mig lang tid at finde ud af, at min stemme betyder noget. For hvis mit soleklare nej dengang ikke betød noget, hvad kan jeg så overhovedet sige af betydning? Voldtægt føles som at få taget sin stemme, sin vilje og sin styrke fra sig, og det tager tid at bygge sig selv op igen.

Charlotte Nielsen
21 år, højskoleelev

Jeg var 17 år og havde fået lov at bo hos en familie i Rabat et halvt år, før jeg skulle starte på Journalisthøjskolen i Århus. En aften var jeg med familien til middag på Den Danske Ambassade til ære for en gruppe danske studerende, der var på studietur i Marokko. Der blev serveret helstegt pattegris, og vi fik vin til. Jeg var iført en lårkort blåhvid silkekjole, som var syet til mig efter et fransk design. Det var en dejlig tropenat. Jeg faldt straks for en af de muskuløse studerende, og vi kyssede bag buskene så længe, at de andre var gået hjem, da vi kom tilbage på græsplænen. Rengøringspersonalet sagde, at de andre troede, at vi var gået.

Flove forsøgte vi selv at finde hjem. Vi spurgte nogle unge marokkanske mænd om vej. De fulgte os gladeligt, fortalte om studier i Frankrig og viste os deres pas. På et tidspunkt ville de gå ud gennem byporten. En stemme i mig sagde, at det var forkert, men de overbeviste os – og de var to spinkle drenge, som min danske ledsager formentlig kunne klare uden problemer. Desværre viste de sig at være medlemmer af en bande, som ventede på os på en mark lidt uden for byen. De var bevæbnede, og satte en kniv for struben af min danske ven, mens de voldtog mig på skift.

Her små 45 år senere kan jeg stadig ikke huske voldtægten. Jeg ved, hvad der skete, fordi min danske ledsager har skrevet om det i breve til mig.

Jeg troede på et tidspunkt, at det var bedst, hvis jeg kom til at huske det, og som 50-årig tog jeg kontakt til Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet og kom derefter i hypnosebehandling hos en af deres psykologer. Hun sagde, at jeg skulle være taknemmelig for, at jeg ikke kunne huske det, for i så fald kunne jeg måske være blevet psykisk syg.

Jeg husker, da jeg blev smidt på jorden. Og jeg husker meget klart, da jeg vågnede op i marken. Det var nat, og der var helt stille. Græsset nåede op over min næse, og jeg så op i en stjerneklar himmel. Min første tanke var, at jeg var alene i verden. På det tidspunkt kunne jeg ikke mærke smerterne i kroppen, kun følelsen af at være alene. Og af en eller anden grund var det en fredfyldt oplevelse.

Kort efter kom min danske ledsager løbende hen til mig, efter at han var blevet sat fri. Banderne var kendt for at myrde deres ofre efter voldtægt, og jeg har tit tænkt, at jeg overlevede, fordi det har set ud som om, jeg var død, da de gik.

For en halv snes år siden var jeg i Indien på et buddhistisk kursus, og vores lærer arrangerede en ceremoni for mig, hvor jeg skulle tænde lys og tilgive voldtægtsmændene for at slippe min følelsesmæssige relation til dem. Det er en livslang proces.

I forbindelse med voldtægten, stjal de også et guldarmbånd, som min farmor havde givet mig. Hun var en fattig kone, som altid havde arbejdet hårdt, bl.a. i tørven, på mejeri og med skovarbejde. Hun sparede op til armbåndet af sin beskedne pension. Jeg kan stadig drømme om pludselig at finde armbåndet i en bod i Rabat. Der står mit navn i det. Jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere, hvis jeg virkelig får det i hånden. Det er på sin vis blevet et symbol.

Kirsten Mogensen
61 år, lektor

Da jeg var 13 år gammel inviterede min storesøster mig med til en 'voksenfest'. Hendes venner var der, og der var også en pædagog. Jeg var stolt over at blive inviteret med til festen og havde klædt mig lidt mere voksent.

Jeg dansede og hyggede mig. Jeg fik et par glas vin og blev hurtigt beruset, da jeg ikke var vant til at drikke. Pædagogen tilbød at følge mig hjem, og det var fint. Min mor og stedfar var i sommerhus, og jeg sov derfor alene i weekenden.

Da vi kom hjem til mig, trak pædagogen en flaske vin op og tilbød mig et glas, som jeg takkede ja til. Det var første gang, jeg havde nylonstrømper på, og jeg spurgte ham, om han ikke syntes, jeg havde nogle flotte ben. I mange år troede jeg, at det var derfor, jeg blev voldtaget.

Efter et par glas vin sagde han, at han syntes, jeg skulle gå i seng, og så ville han tage hjem. Han gik ud på badeværelse, mens jeg lagde mig under dynen, og da han kom ind til mig på værelset, sagde han, at han ville putte mig. I stedet gik han hen og skruede op for mit stereoanlæg og lagde sig oven på mig og trængte ind i mig. Jeg var jomfru og havde endnu ikke fået menstruation, og det gjorde ondt, så jeg græd og peb.

Han blev liggende efter, at han havde fået udløsning, og jeg turde ikke flytte mig, men blev liggende sammen med ham.

Efter et par timer, hvor han lå og snorkede, stod jeg op og gik ind på et lille værelse for at hænge vasketøj op. Han kom ind med tøj på for at sige farvel og gik hen og kyssede mig i nakken.
Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg ved ikke, om han virkeligt troede, at det havde været en god oplevelse for mig.

Mange måneder efter troede jeg, at jeg så ham alle steder. Jeg fortalte det ikke til nogen, fordi jeg skammede mig og troede, at jeg selv var skyld i det.

I dag ved min søster godt, hvad der skete, og hun væmmes over, hvad pædagogen gjorde ved mig. Han var én af de populære pædagoger og alle syntes, at han var så sej.

I dag har jeg ingen mén, og jeg nyder sex. Heldigvis.

Bettina Rønning
47 år, projektkoordinator
CREDITS
Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Privatfotos
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 4.februar 2016

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • lars abildgaard
  • Anne Eriksen
  • Carsten H. Møller
  • Fraus Dolus
David Zennaro, lars abildgaard, Anne Eriksen, Carsten H. Møller og Fraus Dolus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres