Fotoessay

Vil du med
en tur i skoven?

I sidste uge indledtes en kamp om de danske skove, da regeringen blev mødt af voldsomme protester mod sit forslag til ændringer i skovloven. Ændringer som tillader byudvidelse, vindmøller og byggerier i de danske skove
Fotos og tekst: Ulrik Hasemann & Mathias Svold
Kan friluftsanlæg, institutioner og campingpladser trække flere folk ud i skoven, eller er det netop fordybelse og ro, som giver vores fælles natur værdi?

Vi har besøgt en af dem, Rold Skov, for at finde ud af, hvad den betyder for danskerne i dag.
Rold Skov er Danmarks svar på det vilde vesten.

Det har historisk set været et lovløst samlingspunkt for rakkere, originaler og røvere, der gemte sig dybt inde i træernes skjul. Den store, utæmmede skov skabte grobund for myter og sagn, der er gået i arv gennem generationer.

I Rold Skov er folketroen stadig stærk, og skoven tiltrækker skæve personligheder, der her føler sig accepteret.
»Red Bull Rævejagt vender op og ned på den klassiske Hubertusjagt: Hesten er nemlig udskiftet med en af 'jern', og under selve jagten er det jægerne, som bliver jagtet af 'ræven',« skriver Red Bull om deres årlige mountainbikeløb i Rold Skov. Ræven er mountainbike-verdensmesteren Simon Andreassen, og han skal i dag jagte de 450 røde ryttere, som bliver sluppet løs i skoven i en »infernostart«.
Ro. Ro er ordet, der går igen hos Søens Folk.

I modsætning til de fleste vinterbadere i Danmark, bader de ikke i havet, men i en sø midt i Rold Skov. På sådan en dag uden blæst skaber det spejlblanke vand en meditativt og fredfyldt ro, der tiltrækker folk fra hele Nordjylland.

Der er over 300 medlemmer i klubben, og der kommer omkring 30 nye ansigter til hvert år. To af dem er Birgitte og Michael, som i dag har haft deres første dyp i søen.
De traditionsrige kroer i udkanten af skoven har gennem årene slået ligeså dybe rødder som træerne i Troldeskoven.

På Rold Storkro kæmper udstoppede kronhjortehoveder med skovmalerier om pladsen på væggene. Kroen var op gennem 70'erne et gastronomisk centrum og det fineste hotel i Jylland. På de kridhvide duge er der stadig dækket sirligt op til mange, for der bliver igen fyldt op i aften.

Den ældste kro, Rold Gammelkro, har siden 1747 haft gæster, der søgte ro i naturen om dagen og ly for røverbanderne om natten. Besøgende valfarter stadig til kroen.
»Jeg går aldrig sur på arbejde,« fortæller Martin Birk Nielsen. Han byttede Aalborg ud med skoven for et år siden, da han blev tjener på Rold Storkro. Et valg han ikke fortryder. Efter at have arbejdet syv forskellige steder har han endelig fundet sig til rette. »Præcis ligesom gæsterne finder jeg ro og fred ved at være her.«
»Jeg har kun været bestyrer her i 23 år,« konstaterer Bent Klit med et henkastet blik på sit antikke lommeur. »Folk har efterhånden været hele verden rundt, men de har ikke været i deres egen skov,« siger han.
De danske skove bliver brugt både til fornøjelse og produktion. Hvert år hugges der ca. 4,3 millioner m3 træ, hvoraf langt det meste er i de private skove. Alligevel vokser skovene på grund af nyplantning. Det har de gjort siden vedtagelsen af skovloven i 1805, og i dag er cirka 14 % af landet dækket af skov.
Helge Qvistorff blev direktør på Rold Storkro sidst i 60'erne. Det frustrerede ham, at han måtte melde pas, når gæsterne spurgte ind til historier fra egnen. Der fandtes nemlig ingen bøger om skoven. Han har viet de seneste 45 år af sit liv på at indsamle information og mundtlige overleveringer, så de ikke går tabt. »Selvom jeg har rejst med store skibe til Amerika og Asien, er det i Rold, jeg føler mig som opdagelsesrejsende. Jeg bliver ved med at finde nye historier og nye steder og nye træer«, siger 79-årige Helge, der sidste år udgav bog nummer 15 om skoven. »Det har været en livslang kærlighedsaffære«.
Krybskytten Lars Kjær er en legende på egnen. Han er så berømt, at han nu 70 år efter sin død ligger på lur på det lokale museum i Rebild forevig gjort som voksdukke.
Med sine 80 km2 er Rold Skov Danmarks største skov. Det meste af skoven og dens mange søer, moser og kilder er udpeget som Natura 2000-område, hvilket er særligt beskyttet natur i EU. 75% af skoven ejes af godser, og den resterende del er statsskov.
Med sin største hane i favnen bevæger Rasmus Rævedis sig ud til det yderste hjørne af det nedlagte landbrug. Grebet er sikkert og fast, men stadig så løst, at han ikke klemmer den.
Ligesom man vil holde en nyfødt.

Han bukker sig høfligt ned og præsenterer hanen til de fire verdenshjørner. Han giver sig god tid.
Lukker øjnene.

Han bevæger sig ind i en trance og begynder at tale i tunger med oldnordiske ord. Målrettet træder han ind i midten af offerpladsen og placerer hanehovedet på en bordeauxrød træstub. Et øjeblik senere er den delt i to.

Offerritualet er en tak til magiske væsener for den gode høst og for hjælpeånderne på hans gård.
Blodet fra en ofring er magisk. Ved at smøre det i panden overføres det til én selv.

Rasmus Rævedis er troldmand og finder spirituel indsigt i den vilde natur, der er fundamentalt i heksekunst. Derfor ville han ønske, at vi i Danmark havde skov som Sverige. Til gengæld er han flyttet til udkanten af Rold Skov, hvor han lever i tæt kontakt med naturen.

Han følger oldnordiske ritualer i forbindelse med solhverv og jævndøgn, mens han ser varsler i naturens gang. Den gamle heksetradition »udesidning« praktiserer Rasmus i Rold Skov. Han kan sidde på en gravhøj eller korsvej en hel nat i absolut mørke. Alene. Når synssansen lukkes af, får han en dyb kontakt med naturen, og magiske væsner som elvere og vætter åbenbare sig i øjenkrogen.
»Når jeg drømmer, så begynder jeg at huske, og det vil jeg ikke«, siger Michael Rasmussen. Det, han ikke vil huske, er et liv fyldt med hårde stoffer, som han begyndte på i 12-14 års alderen. De seneste to måneder har han boet på Blå Kors i Arden. Det er ikke en afvænningsklinik, men et sted 'folk i problemer' kan bo. Og så ligger det lige op ad Rold Skov.

To gange om dagen hopper Michael på cyklen og kører rundt i skoven, og han fisker også ofte i søerne.

»Naturen er afhængighedsskabende, men det er ren medicin. Når jeg ligger med krogen i vandet, lytter jeg til vandet, der klukker, og vinden i træerne, og så går der timer, uden jeg har tænkt på noget af alt lortet.«
Hanne Back Jensen var ikke i tvivl, da hun for 40 år siden startede som folkedanser; hun ville optræde i Himmerlandsdragten.

For det er egnsdragten for området i Rold Skov, og her har hun har boet i hele sit 69-årige liv. Hver tirsdag danser Hanne med sin mand, Hans Ole, i Rebildkvadrillen.
16-årige Kasper Toft Nielsen er tredje generation af jægere, og har netop nedlagt sit første råvildt. Han har fået sit jagttegn i sommers. Han troede, at han havde skudt forbi, men en sporhund fandt dyret liggende død i skovbunden. Den statsejede del af skoven bliver ofte brugt til jagt, hvor Naturstyrelsen inviterer lokale jagtforeninger og samarbejdspartnere.
»Det bedste ved skoven er, at den er langsom«, siger Preben Palsgaard. Han har arbejdet som skovløber i Rold Skov i over 30 år, men det er ingenting målt i skovtid.

Hans arbejde er en lille parentes i skovens hundredårige levetid. »Jeg er en del af historien her. Jeg passer på skoven og giver den videre, så man også kan nyde godt af den, efter du og jeg ikke er her længere.«
Livet i skoven er ikke bare romantik ifølge Poul Erik Knuden. Derimod hårdt arbejde. Han kommer lige fra skoven, hvor han har hentet brænde til den kommende vinter. De gennemhullede Kansas overalls vidner om, at rutinen er gentaget i en menneskealder.

Poul Erik er 69 år og pensionist, født og opvokset i Rold. »Turismen er jeg ikke møj for. De kommer og går i skoven i weekenden, hvor deres skide biler holder i begge mine indkørsler,« siger han.

»Jeg går aldrig søndagstur i skoven. Jeg bor her.«
Fotos og tekst: Ulrik Hasemann & Mathias Svold

Digital fortælling: Alexander Sjöberg
Redaktør: Sigrid Nygaard & Lotte Folke Kaarsholm

© Dagbladet Information
Publiceret 26. november 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Morten Pedersen
  • Flemming Berger
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Anne Schøtt
  • Lise Lotte Rahbek
Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Morten Pedersen, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen, Anne Schøtt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Spændende fotoessay.
En enkelt kommentar: De danske skove bliver ikke kun brugt til fornøjelse og produktion. De bliver også brugt til levested for planter og dyr, og er i den forstand ret vigtige (mere end agerjord). Såvidt jeg ved åbner den nugældende skovlov ikke mulighed for for andet end fredskovs vedligeholdelse til vedproduktion. At lade skoven ligge urørt (altså i forfald) er vist ikke tilladt, ej heller at undlade nyplantning, men lade et areal springe naturligt i skov af sig selv.

I stedet for vindmøller og andre narrestreger inde i skovene, skulle en ændring af skovloven hellere muliggøre områder med urørt skov, lysåbne områder med græsning mm,, områder der bidrager endnu mere til bio-mangfoldigheden.

Flemming S. Andersen, Morten Pedersen, Kenneth Krabat, Flemming Berger og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Begrebet en "krybskytte" findes næppe mere, men har en god tone i min erindring, da jeg forestiller mig en civil ulydighed, der er påkrævet for at overleve, og som er retligt ok, fordi godset og herremanden ikke havde ret til at pålægge bønderne indskrænkninger i retten til at udnyttelse af naturen.

Flemming S. Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Din romantiske holdning til krybskytter, som trives i bedste velgående, skulle nok ændre sig den dag du fandt en eller flere skamskudte råer(hundyr), skudt igennem bagpartiet imørke, uden for jagtsæsonen, lidende i flere døgn uden mulighed at tage hånd om sit døde kid.

Ikke meget romantik i det svineri.