De sidste frirum er under pres

Fritidsklubberne er under pres, fordi skolereformen giver børnene mindre fritid, fritidsklubber ned- og sammenlægges, og pædagoger er bekymrede for, om de nye, større institutioner kan levere den nærhed, som kan holde unge væk fra gaden.

De frygter, at børnenes sidste frirum forsvinder.

De sidste frirum er under pres

Fritidsklubberne er under pres, fordi skolereformen giver børnene mindre fritid, fritidsklubber ned- og sammenlægges, og pædagoger er bekymrede for, om de nye, større institutioner kan levere den nærhed, som kan holde unge væk fra gaden.

De frygter, at børnenes sidste frirum forsvinder.
Af Kristian Villesen
Foto: Sille Veilmark & Sofia Busk
Mathis Skovgaard Simonsen kan spille klaverintroen til Lukas Grahams 7 years, så det gør han. Igen og igen. Vigga Fich slår på trommer, noget ude af takt:

»Det fede ved at være her i klubben er, at man bare kan spille lige det, man har lyst til,« råber hun i en kort pause, hvor Mathis skifter klaveret ud med guitar: »I skolen skal man vælge et instrument, som man så skal lære at spille. Her kan man bare gøre det,« siger hun.

— Har du spillet trommer før?

»Aldrig«. Både Vigga, Mathis og de øvrige venner i lokalet går i 6. klasse på Bordings Friskole, men lige nu har de fri og er i 'klubben', som de kalder det.

Indtil for nylig gik de på klubben FK2, som lå lokalt på deres skole. Nu går de i juniorklubafdelingen af Fritidscenter Indre By og Christianshavn, hvor der kommer børn fra områdets folke- og privatskoler. På hele centeret går der i alt 1.500 børn og unge fordelt på fem matrikler. Her på adressen på Gammeltoftsgade er der 400 i fritidsklubben og 300 i juniorklubben.

Sammenlægningen er en del af den fritidsreform, Københavns Kommune har sat i værk fra den 1. august, og rundtom i landet har lignende sammenlægninger og lukninger fundet sted, siden skolereformen blev indført for to år siden, og børnenes skoledag blev forlænget.

På Copenhagen Business School har adjunkt Justine Grønbæk Pors studeret forandringerne på børne- og ungeområdet grundigt, og hun mener, at det er voldsomme ændringer, der sker lige nu: »Vi udfordrer radikalt muligheden for, at klubberne overhovedet kan findes,« siger hun og henviser til, at åbningstiden nogle steder næsten er blevet halveret. Mindst lige så alvorligt er det, at skolereformen og debatten i årene op til den har været så domineret af tanken om læring:

»Med skolereformen er man gået fra at tænke i undervisning til at tænke i læring. Læring er noget, som kan opstå overalt, og derfor er man gået på jagt efter læring de steder, hvor der før var en pause fra undervisningen. Man kan sige, at fritiden skal bidrage til det, den før var en pause fra. Det ændrer fuldstændig landskabet for de professioner, som har med børn og unge at gøre. Det her er en kæmpestor forandring,« siger hun. For dermed kommer den pædagogik, som klubberne generelt har stået for, under pres:

»Fritidspædagogikken har værnet om at skabe et rum, som er noget andet end det, folkeskolen tilbyder. Et rum, hvor der ikke er et læringsformål med tingene. Når man bygger en hule, så er det ikke for at lære om Pythagoras.«
Den klub, som Sally og Pelle går i, har flere hundrede børn tilknyttet. Foto: Sille Veilmark
Den klub, som Sally og Pelle går i, har flere hundrede børn tilknyttet. Foto: Sille Veilmark
Særlige værdier
Samme holdning har Johannes Ask Batzer, som er tidligere klubleder i Roskilde og i dag forskningsmedarbejder ved Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på Copenhagen Business School:

»Det er nogle helt andre værdier, der er i spil i en god klub. Det er de indre værdier. Der skal være en danselærer, men vi skal danse, fordi det er sjovt, og fordi vi mærker, at vi lever, mens vi danser. Ikke fordi vi så bliver bedre til at søge et job om 15 år og klare os bedre i konkurrencesamfundet,« siger Johannes Ask Batzer, som valgte at stoppe som klubleder, allerede da skolereformen kom, fordi man i Roskilde på det tidspunkt gennemførte ændringer på klubområdet, der minder om dem, København har taget hul på nu.

Kræn B. Ridder er en af dem, der har valgt at fortsætte. I dag er han leder af et af de nye fritidscentre, Fritidscenter Ydre Nørrebro. Han er bange for, at mange vil fravælge klubben på grund af de lange skoledage:

»'Er de ikke store nok til at sætte sig hjem foran fjernsynet i det par timer?' Det spørgsmål hører jeg af og til. Og jo, det er de måske, men så får de ikke fællesskabet. Det er netop min store frygt, at mange bare sætter sig hjem og spiller iPad, fordi de ikke har overskud til andet efter skolen. De orker ikke engang at gå til sport. Men det har en værdi at slappe af og være sammen med positive voksne. Det er muligt, de ikke lærer noget om andengradsligninger, for den læring, der foregår i klubben, er den skjulte læring. Det er dannelsen. Det er livets spilleregler. Det, vi kalder de sociale kompetencer på pædagogsprog«.

Udviklingskonsulent i fritidsklubbernes fællesorganisation, Ungdomsringen, Jesper Larsen, kalder udviklingen for en »skolificering.«

»Klubberne skal kæmpe for den egenkultur, de har. Ideen om, at legen er noget større og andet end bare et potentiale til at lære noget bestemt i skolen. Der er en stor opgave i at sikre rummet for legen i både skole og fritid. Ellers taber vi hele det frirum for leg og fantasi med den skolificering, skolereformen består af,« siger Jesper Larsen, som netop har udgivet bogen Fritid – den nye elev i klassen om netop dette.

En lignende kamp foregår lige nu i børnehaverne, hvor undervisningsminister Ellen Trane Nørby har nedsat en arbejdsgruppe, som skal udarbejde nogle centrale læringsmål for dette.
Fritidsklubben som Pelle og Sally går i ligger midt i det indre København, nær Nørreport. Foto: Sille Veilmark
Til gengæld for den indskrænkede åbningstid skal fritidsklubbernes personale bruges i skoletiden, typisk i dagens sidste timer: »Det er fritidsområdet, der har finansieret skolereformen,« siger faglig sekretær i BUPL København Bo Morthen Petersen. Men det har vist sig at være svært at udbrede fritidspædagogikken på skolerne – det er i praksis svært at argumentere for noget, som ikke taler ind i diskursen om læring:

»Man så muligheden for at komme op og tage nogle timer, men klubpædagoger mange føler sig som fremmedarbejdere i skolen. De er gæster i andres hjem og føler sig udstødt,« siger han. Derfor skal fritidsklubbernes pædagoger kæmpe for deres berettigelse både i klubben og på skolen: »Jeg bekymret for den måde, det har udviklet sig på. Vi bliver svagere og svagere,« siger Kræn B. Ridder.

Et konkret eksempel på udfordringerne kan ses i Fritidscenter Indre By, hvor pædagogen Tina Truel-sen er gået i gang med at lave mad til børnene. De får et varmt måltid hver dag ved 14.30-tiden – i dag står menuen på kartoffelsuppe med bacon. Børnene kommer på forskellige tidspunkter, men på grund af skolereformen har de fleste børn så sent fri, at de ikke kan være med til at lave mad:

»Det er ærgerligt, for det er ellers noget, de har rigtig meget ud af. Bare det at skrælle kartofler og bage brød kan give noget,« siger hun. Tidligere var børnene med, fortæller stedets leder, Lise Løvborg. »Det er en af de ting, vi skal prøve at få løst med den nye struktur – så de kan være mere med igen,« siger hun.

Hun har lavet en rundspørge blandt børn og forældre, og netop stedets store fokus på mad er det, som er allermest værdsat – så det skal helt sikkert bevares. Lise Løvborg mener også, at fritidsområdet er udfordret, men er hun optimistisk:

»Jeg mener, at vi har noget at tilbyde, som børnene gerne vil have. Og vi er gode til at fastholde de børn, som går her. Men det er klart, at vi bliver nødt til at tænke anderledes og være mere fleksible,« siger hun mens hun viser rundt på det nyåbnede fritidscenter.
Flere tilbud
En af fordelene ved den nye struktur er, at man kan tilbyde flere ting. Der er hobbyrum, træværksted, gymnastiksal, dramarum, musikrum, billardrum, lounge, cafe, legeplads. Der et Playstation-rum, som står helt tomt, fordi der netop i dag er ankommet en gammeldags arkadespillemaskine med hundredevis af klassiske spil, og den tiltrækker voldsom opmærksomhed. To af de børn, som er særdeles glade for at gå i fritidsklubben, er Pelle Weimann og Sally Maria Gaarn. Pelle står og spiller pool med en pædagog – Sally står på trippende på sidelinjen og hepper, hver gang det er Pelles tur. De går begge i fjerde klasse på Øbro Fri Skole.
En af Pelle Weimanns yndlingsaktiviteter er pool.
Foto: Sofia Busk
En af Pelle Weimanns yndlingsaktiviteter er pool.
Foto: Sofia Busk
Pelle er påfaldende ærlig: »Det var fejl,« siger han da han kommer til at prikke til den hvide kugle, selv om den kun akkurat bevægede sig. Sally gør store øjne. Hun har rødt hår og en nøglesnor om halsen. Pelle er iført en neongrøn undertrøje og en blå bæltetaske, som glimter.

»Pelle er en af dem, som godt kan lide at spille efter reglerne. Og man skal gøre sig umage – han vil spille rigtigt,« forklarer pædagogen, som ender med at vinde spillet. Bagefter fortæller de to venner, hvorfor de kan lide at være i klubben:

»Det er stort, og der er mange forskellige ting, man kan lave,« siger Pelle. Sidste skoleår gik de i en mindre institution på deres skole: Pelle fremhæver billard-rummet og træværkstedet. De har også begge været i kreaværkstedet. Sally nævner også loungen, hvor man kan sidde og slappe af. »Der er der ro på.«

Institutionen på deres egen skole havde nogle andre fordele:

»Den var mere var hyggelig, og der var ingen larm,« siger Sally. »Alle kendte alle.«
»Ja, her går der 1.000 børn,« siger Pelle, som dog bliver rettet af en jævnaldrende dreng, som lytter med. »Det er 400,« siger han. De føler sig imidlertid helt trygge. »Vi har en pædagog, som er vores. Det hedder en infovoksen, tror jeg nok. Han hedder Lasse,« siger Sally, som stadig tripper lidt frem og tilbage, mens hun taler. Hun synes, det er langt sjovere at være i klub end bare at være derhjemme om eftermiddagen:

»Mine brødre meget ældre end mig, så de er flyttet hjemmefra. Det ville være lidt kedeligt at skulle hjem hver dag,« siger hun.

Fritidscenter Indre By er stadig under ombygning – flere tidligere institutioner er også fysisk ved at blive lagt sammen. En af grundene til, at kommunen lavede sammenlægningerne, var at slanke ledelsen. Bo Morthen Petersen fra BUPL kan godt forstå tanken bag:

»Man ville spare nogle penge og have det, der hedder én til én-ledelse, så det er lettere at agere i forhold til fritidsområdet. Jeg kan godt forstå, hvis en skoleleder er træt af at snakke med syv fritidsklubledere, hver gang man skal have et samarbejde op at køre. Men ligefrem at underminere et helt område for at få det til at spille, har jeg svært ved at se er rimeligt,« siger han om fritidsreformen i København.
Hvad synes børnene selv om at gå i klub?
Hør hvad Sally og Pelle synes i videoen. Klik på play.
Pædagogisk kritik
BUPL er blandt de organisationer, der har kritiseret reformen, og de står langtfra alene: Da reformen var i høring kom der ikke mindre end 700 høringssvar – størstedelen kritiske. En gennemgående frygt er de store enheder. Det er også en frygt, Kræn B. Ridder deler:

»Man er bange for, at det her bliver fabriksinstitutioner, hvor der går så mange børn, at det er svært at have styr på dem. Hvad laver de? Hvad gør de? Man vil behandle alle børn ens, men kan man det? Kan alle børn blive set og hørt og anerkendt hver dag? Det bliver en udfordring.«

I hans egen klub har man valgt at dele børnene op efter alder og beholde flere matrikler. På den måde føles institutionen mindre. Bo Morthen Petersen er bange for, at børnene også kommer til at føle sig mindre tilknyttede til fritidsklubberne:

»Klubberne har tradition for at have en formel inddragelse af børn og unge. Jo større en enhed bliver, des mindre ansvar tager man for det. Hvis der ligger et stykke papir på gangen, samler man det så op? Det gør man kun, hvis man føler et ansvar og har en relation til stedet. Der ligger en vigtig socialisering i at lære at tage ansvar og være medbestemmende. Det er ikke sikkert, at alle reflekterer over det, men det er med til at give et barn dannelse at være medansvarlig,« siger Bo Morthen Petersen, som frygter, at mange fremover snarere vil se klubben som et tilbud om aktiviteter end som noget, man er engageret i.

Med flere børn per institution kan det også blive vanskeligt at få øje på de særligt udsatte af dem, mener Johannes Ask Batzer:
Pelle laver sjov med sine klasse- og klubkammerater. Foto: Sille Veilmark
»Der skal være kapacitet til at se og møde den enkelte og invitere dem ind i et forpligtende fællesskab, som ikke har et ydre mål, men er sin egen ret,« siger han. Lise Løvborg er enig i, at netop dette bliver udfordringen på det nye Fritidscenter Indre By:

»Det afgørende bliver at holde fast i det relationelle. At der er en relation mellem medlemmerne og medarbejderne,« siger Lise Løvborg, som er fortrøstningsfuld i forhold til at det kan lade sig gøre.

Foran den nye arkadespillemaskine har der samlet sig en mindre flok af drenge. De spiller et kampspil, og der bliver gået til den både på skærmen og verbalt:
»Hvad laver du? Vi er sammen mand,« siger en dreng til en anden.

Duften af kartoffelsuppe og bacon er begyndt at sprede sig i klubben. Spillet er slut.
»Er der ikke nogen af jer drenge, der har lyst til at spille musik?« spørger en pædagog, der har nærmet sig kødranden foran maskinen.

»Det vil jeg gerne,« siger en fyr med en gul hue trukket godt ned i panden. Han hedder Marcus Klint Russo og går i skole på Islands Brygge, men han tager gerne turen til klubben – også selv om han er den eneste fra klassen, der gør det:

»Det fede ved at være her er, at man er sammen med vennerne. Dem fra min klasse sidder hjemme hos sig selv og spiller iPad. Eller også sidder de sammen og spiller, det ved jeg ikke,« siger han, inden han skal op i musiklokalet. Inde i krearummet sidder to piger fra 6. klasse i Sankt Petri Skole. De maler covers til deres mobiltelefoner.

»Det er alle pigerne, der er her – der er næstene ingen drenge fra vores klasse, der stadig går i klub,« siger den ene af dem, Lena Charlotte Rafn Welzel. I stedet hænger de ud, fortæller veninden Ina Ayen Leth Lagos: »Drengene spiller computer og er på Fisketorvet. De hænger bare ud. Køber slik og chips, tror jeg.«

Justine Grønbæk Pors er særligt bekymret for de børn, der ikke passer godt ind i skolesystemet: »De børn, der ikke trives med læringsmålstyrede aktiviteter, kan jeg godt være bekymret for,« siger hun.
Fra venstre: Nora Sofia Ray Abraham, Marcus Klint Rosso, Mathias Skovgaard Simonsen. Foto: Sofia Busk
Året har mere end 200 dage
Jesper Larsen fra Ungdomsringen er enig: »Der er skole 200 dage om året, hvad med de resterende 165? Tidligere stod klubberne åbne og tilbød gode aktiviteter. Og mange steder havde man gadeplansarbejde, som kunne løse de unges problemer. Den slags forsvinder eller er hårdt presset. Hvem skal tage hånd om de udsatte unge, når skolen er lukket? Det er dem, der været hjertebørnene i fritidsklubben. Min største bekymring er, at der ikke er noget til dem, der har brug for fritidstilbud, når skolen er lukket,« siger Jesper Larsen.

I hans bog Fritid – den nye elev i klassen opridses klubbernes historie. De første klubber opstod i 1925, men det var især i krigsårene, at der for alvor kom fritids- og ungdomsklubber i Danmark. Det skete i et forsøg på at holde de unge væk fra nazismen. Hal Koch blev formand for Kommissionen til Oprettelse af Fritidsklubber i Danmark, som havde netop dette formål:

»Dette initiativ var et frontalt angreb på de nazistiske hvervekampagner og kontorer. Så når nazisterne åbnede et hvervekontor i en gade i byen, åbnedes der en fritids- og ungdomsklub i samme gade,« står der i bogen. I 1950 var der omkring 100 klubber i Danmark. Johannes Ask Batzer mener, at det er værd at huske på den historie:

»For hvad er det, vi er bekymrede for i dag – det er jo radikalisering. Det er et fænomen, der vedrører få, men som kan have radikale konsekvenser. Man ved, at rodløse unge kaster sig over det første det bedste, der tilbyder dem noget med mening. Jeg siger ikke at en given person ikke var blevet radikaliseret, hvis han havde gået i en god klub, men jeg mener, at risikoen ville være mindre.«

Han mener også, at et andet aktuelt ungdomsproblem risikerer at blive værre, hvis klubberne lukker:

»Man taler om de sårbare unge, der er opgivende og introverte. De har det med at gå under radaren i skolen, hvor det ofte er dem, som larmer, der tager opmærksomheden. En god lærer er selvfølgelig opmærksom på de introverte, men hvis man er under pres, så er det nok dem, man handler på sidst. Igen vil en god klub i mange tilfælde kunne hjælpe,« siger han og tilføjer:

»Skolereform giver længere skoledag, og det er godt for dem, der trives godt i skolen. Men de, der har svært ved at indgå i de styrede aktiviteter og navigere i det krævende sociale rum, som skolen ofte er, har ofte stor gavn af et godt fritidstilbud.«

Det er helt bevidst at Johannes Ask Batzer taler om »den gode klub«. For der er også dårlige klubber, understreger han: »Klubber og fritidstilbud er en pose blandede bolsjer. Der er steder med for lidt faglig udvikling og lidt for meget laissez-faire,« siger han.

Når han selv stoppede som klubleder, var det ud fra en vurdering af, at det ikke kunne blive lige så godt, som det burde.»Jeg har også indstillet mig på, at mine egne børn ikke får et klubtilbud, som er lige så godt som det, jeg selv i en årrække har været med til at lave.«
Loungen er et af de mest velbesøgte rum i den klub, hvor Sally Maria Gaarn og Pelle Weimann går.
Foto: Sille Veilmark
Loungen er et af de mest velbesøgte rum i den klub, hvor Sally Maria Gaarn og Pelle Weimann går.
Foto: Sille Veilmark
For meget kompetencetænkning
Kræn B. Ridder har valgt at blive, selv om han er bekymret. Ifølge ham bliver den store udfordring at forklare skolerne og politikerne, hvad det præcis er, klubberne bidrager med. Det er nemlig sværere at måle end eksempelvis faglige færdigheder:

»Jeg kan jo ikke bevise, at det, vi gør, hjælper. Men når jeg ser dem skrive på Facebook: ’Det var sgu, fordi du var der, Kræn,’ så ved jeg, at noget af det, man har gjort, gør en forskel. Eller når man møder dem på gaden ti år efter med deres egne unger. Der vil jeg holde på, at fritiden har en effekt, også de dage, hvor man bare drøner over i parken og spiller fodbold.«

Justine Grønbæk Pors mener, at den store fokus på læringsmål bør udfordres:

»Jeg tror, at et af de spørgsmål, der skal stilles snart, er, om ikke der skal være nogle grænser for læringsmålstyringen. Det er der ingen der snakker om i dag, man propper det ind i vuggestuer, børnehaver, til spejder og til svømning, selv i DR’s Ramasjang. Her har fritidspædagogikken traditionelt været garant for noget andet, og den stemme kan der godt blive brug for.«

Johannes Ask Batzer er enig. Han ser den nuværende diskurs som en naturlig efterfølger til 00'ernes opgør med reformpædagogikken og mener, at det farligt at indrette hele systemet efter den:

»Der er virkelig meget kompetencetænkning og fokus på mål, læring og performance lige nu. Men når vi kommer forbi den diskurs, så kunne der komme en efterspørgsel på det, de gode klubber står for. Og hvis man misligholder det rum og den faglighed i mellemperioden, så har man ikke de ressourcer, man kan tage op af hatten igen, når efterspørgslen kommer tilbage.«

Justine Grønbæk Pors mener, at det er muligt for fritidsklubberne at overleve:

»Selv om vi udfordrer muligheden for, at de findes, så kan det også blive en mulighed for, at de genopfinder sig selv. Før blev de taget for givet, nu skal de overbevise forældre, børn og unge om, at det er et fedt sted at være, selv om der er åbent i færre timer. Og de skal overbevise skolerne og politikerne om det. Den udfordring står de i. Det kan ses som en trussel, men det kan også være en mulighed for, at fritidsklubberne kommer mere aktivt på banen som et bidrag til børn og unges hverdagsliv.«
Foto: Sille Veilmark
Tekst: Kristian Villesen
Foto: Sille Veilmark & Sofia Busk
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Video og digital produktion: Alexander Sjöberg
Dagbladet Information
Publiceret 2. september 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Viggo Okholm
Ervin Lazar og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hold kæft hvor jeg storhader den gamle regering for dt makværk af en skolereform. Det er det langt mest skadelige der er påført samfundet i ualmindelige tider

Ervin Lazar, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
anne lindegaard

Findes der ikke en kvik informations-journalist der vil gå mere i dybden med dette og også sætte det ifm "Fremtidens Daginstitution" som er noget endnu værre makværk end skolereformen - selv om man ikke skulle tro det muligt.
Journalisten kunne da godt være kv.

lars søgaard-jensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

...Alle arbejder ivrigt efter at vise sit værd bag hæve- sænkebordene. Snart er der intet menneskeligt tilbage. Kun et liv baseret på effektiviseringer i forhold til økonomi (og intet andet), statistikker, teorier og analyser - Trist.

Dagmar Christiandottir, Anne Eriksen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Mere end trist - skulle man forsvare skolereformen (sic) så kunne man have medinddraget de mennesker, der arbejder der dagligt, have forberedt det ordentligt/ givet tid/ have set nærmere på konsekvensen af inklusionen og måske indset, at det var for stor en belastning?
Og, det værste - stadig reduktion af udgifter, hvilket det eneste der int. denne regering - så mål, læring og performance vil tage livet af de sidste rester!

Så hvad er det lige børn i alle aldre har brug for.?

Grundlæggende kan man da have den antagelse at børn i alle aldre " bare " skal sikres at der er voksne i nærheden som holder et vågent øje med dem. Det kan ske under en mangfoldighed af former.

Når man vælger at børn og unge skal udsættes for så mange timer skole hver dag, uden der er tid til at socialisere på egne vilkår, bliver behovet for netop socialisering efter skole stort, men det ser ud til at netop behovet for socialisering bliver kvalt i strukturer som overtager børn og unges liv, eller sagt på en anden måde man stjæler deres barndom og giver deres hele liv til at andre kan udnytte det.

Da reformen var undervejs kaldte jeg Antorini med diverse skældsord.
Men der burde graves dybere - HVEM er forfatterne egentlig til denne horrorlov.
Fulgte ministeren bare med de virkelighedsfjerne teoritikere ?
Hun må sidde i en krog og græmme sig, efterhånden som erfaringerne melder sig.

Reformpolitikerne har gået meget stille med det, og det er en overset kendsgerning, at skolereformens sigte bl.a. er at spare penge på fritidsordninger. I stedet for at betale pædagoger for at arbejde med børnene, sætter man lærerne til at undervise dem noget mere uden at det koster en øre. Det kommer meget tydeligt til udtryk, når kommuner ikke vil betale for genoprettelse af pædagogstillinger i forbindelse med konvertering af understøttende undervisning til tolærerordninger med øget sfo-behov til følge. Vi taler om et beløb i størrelsesordenen en halv mia. på landsplan. Skolen er blevet en gratis fritidsordning!

Leo Nygaard: Skolereformen blev skrevet på opdrag fra finansministeren forud for vedtagelsen af loven om lærernes arbejdstid, som blev muliggjort efter aftale med KL om nedtromling af lærerne. Ved hjælp af denne lov kunne man trylle godt tre milliarder frem til formålet på bekostning af lærernes arbejdsvilkår. Men reformen blev først fremlagt et halvt år efter at lærerne var knust.

En lille gruppe anonyme embedsmænd fra finansministeriet, undervisningsministeriet og KL skrev hele reformen som en bunden opgave fra finansministeren på et par måneder i sommeren - efteråret 2012 i et hermetisk lukket rum på Slotsholmen. Den eneste, som til dato mig bekendt har vedkendt sig nogen indflydelse på projektet, er journalisten Lars Olsen, der siden mere eller mindre har erkendt, at han blev misbrugt. Ingen af de toneangivende eksperter fra DPU eller KU eller nogen som helst andre steder fra var inddraget. Selv Egelund benægter enhver relation til arbejdet. Der var selv sagt ingen skolefolk involveret.

Jeg ved med sikkerhed, at Socialdemokraternes uddannelsesudvalg intet havde med sagen at gøre. Det havde ikke på NOGET tidspunkt reformen på sin dagsorden. Det var et ekstremt topstyret projekt med statsministeren som formel leder, finansministeren som eksekutor og undervisningsministeren som bydreng.

Mere vanvittig måde at skrive en skolereform på skal man lede længe efter.