Jeg havde aldrig set min far græde. Men så døde hans hund

Jeg havde aldrig set min far græde.
Men så døde hans hund
Kæledyr kan få træmænd til at fælde tårer og danskerne til at bruge enorme summer. Begejstringen har nået nye højder under coronakrisen, hvor der meldes om massekøb af hunde og katte. Men hvorfor vækker de pelsede væsener så stærke følelser i os? Er det etisk forsvarligt? Og hvad er 'bulldog-paradokset'? En kæledyrs-skeptiker tog på jagt efter svar
Af Jon Faber
Kæledyr kan få træmænd til at fælde tårer og danskerne til at bruge enorme summer. Begejstringen har nået nye højder under coronakrisen, hvor der meldes om massekøb af hunde og katte. Men hvorfor vækker de pelsede væsener så stærke følelser i os? Er det etisk forsvarligt? Og hvad er 'bulldog-paradokset'? En kæledyrs-skeptiker tog på jagt efter svar
Mænd født i 1950'erne er ikke kendt for at have let til tårer, og selv efter sin generations standarder græder min far meget lidt.

Men da hans beagle døde, græd han.

Bella havde nok fornemmet, at der var noget ubehageligt under opsejling den septemberdag i kolonihaven. For første gang i hendes næsten 15-årige liv var der blevet serveret ribeye til frokost. Og selv om hun tilsyneladende ikke tog notits af dyrlægen, der var kommet på hjemmebesøg, var hun alligevel humpet ud i haven og havde forskanset sig med de sidste lunser.

Da min far løftede Bella op og bar hende ind på briksen, gjorde hun ingen modstand. Men da dyrlægen kort efter placerede en kanyle i hendes bagben og gav hende en solid portion af sovemidlet Zoletil, begyndte hun at ryste og kæmpe imod. Det var nok til at give et par fuldvoksne mænd sved på panden. Bella, der vejede i omegnen af 15 kilo og var stædig – min far ville sige 'selvstændig' – var efter flere års tiltagende gigtsygdom blevet overordentligt skeptisk over for kanyler.

Men det var en kamp, hun ikke kunne vinde. Efter det indledende håndgemæng faldt hun til ro, hendes vejrtrækning blev langsom, og hun gik kold på briksen, hvor hun så ofte havde ligget og blundet. Da dyrlægen sprøjtede en overdosis af bedøvelsesmidlet Exagon ind i hendes forben i en blodåre, som han havde blotlagt med en lille hårtrimmer, var det endegyldigt slut.

Minuttet efter holdt Bellas hjerte op med at slå.

»Tak for det hele, gamle ven. Du har efterladt et kolossalt poteaftryk i vores og mange andres hjerter,« skrev min far på Facebook – og blev oversvømmet af græde-emojis, pote-emojis og hjerter.
»Bella var den dejligste hund. Kvik, madglad og med stor humoristisk sans (ja, det kan hunde sagtens have),« lød det også i min fars Facebook-farvel. Privatfoto
De er ikke alene, min far og hans facebookvenner. Millioner af danskere deler i dag deres liv med kæledyr, og hvis pengeforbrug er en indikator for kærlighed, må man konstatere, at de er ret forelskede i deres firbenede familiemedlemmer.

Kæledyrsbranchen var blandt de få, der oplevede fremgang under finanskrisen for godt ti år siden. I 2012 brugte danskerne godt fem milliarder kroner på kæledyr, foder, udstyr og dyrlægebesøg, og stikprøver fra Danmarks Statistik viser, at udgifterne forblev nogenlunde de samme i de følgende år.

Antallet af danske kæledyr, der er blevet forsikret mod skader og sygdom, har i samme periode været kraftigt stigende, viser en YouGov-undersøgelse fra 2018.

Og selv når det gælder døden, er der betalingsvillighed. Forleden gik jeg en tur på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København og fik øje på en lille gravsten for en hund, der var lagt i jorden ved siden af sin ejer.

Men hvis nogen for et års tid siden gik og troede, at danskernes kæledyrsbegejstring havde toppet, havde de ikke taget højde for den forestående pandemi.

Hos Danmarks Statistik forventer man »en eksplosion« i befolkningens udgifter til kæledyr i år. Opdrættere, internater og kenneler fortæller i kor, at de er blevet kimet ned siden foråret. Fødevarestyrelsen har ligefrem advaret om, at »danskernes massekøb af kæledyr kan føre til aflivninger«, ligesom man i Berlingske har kunnet læse om en fordobling af hundepriser og en medarbejder ved Dyreværnet, der er gået ned med stress på grund af de mange henvendelser under coronakrisen.

»Det er blevet sværere at få fingrene i en killing end at adoptere et barn,« som en katteopdrætter siger til mig i spøg.

Kæledyr er big business. Det er sådan set ikke en nyhed. Og historier om hundebryllupper, kæledyrshoteller, pawdicure, plastikoperationer, yoga til hunde og vin til katte har i en årrække været godt stof for medierne.

Men samtidig lyder kritikken fra flere sider, at relationen mellem menneske og kæledyr er blevet usund.

At vi kvæler de nuttede hunde, katte og kaniner med vores kærlighed, når vi behandler dem som børn i pels og undertrykker deres naturlige instinkter ved at tvinge dem til at leve i vores huse på vores præmisser.

At vi i et misforstået forsøg på at komme tættere på naturen faktisk gør vold på den, når vi fremavler alskens sygdomme i racekatte og -hunde for vores æstetiske fornøjelses skyld, alt imens vi ser stort på forholdene for grise og kyllinger i landbruget og lukker øjnene for alle de vilde dyr, planter og insekter, der forsvinder om ørene på os i den såkaldte sjette masseuddøen.

Og så er der klimabelastningen.

Min fars hjerte er ikke det eneste sted, hvor en hund har sat sit aftryk: En undersøgelse fra University of California viste i 2017, at amerikanske hunde og katte årligt udleder mere CO2 end 13 millioner biler.

Kritikken vender jeg tilbage til, men sikkert er det, at ikke alle dyreejere er parate til at høre den. En newzealandsk forsker i kæledyrs klimaaftryk har ligefrem fortalt om at få dødstrusler.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor kæledyr vækker så stærke følelser i så mange mennesker. Jeg vil gerne forstå begejstringen og behovet for at dele tilværelsen med et dyr.

Min mor mener ikke, at min far græd, da jeg blev født. Så hvorfor græd han, da Bella døde?
Jeg bad min stedmor om at sende mig en video af Bella. Hun sendte mig ni. Her er en af dem
Her er det på sin plads med en disclaimer: Jeg er ikke dyreelsker. Der var ingen hamster på mit børneværelse, og hunde har aldrig sagt mig det store. Da jeg var ti år, fik jeg to elegante, brunpelsede burmeserkatte af min mor, og de var sådan set søde nok. Lige indtil de blev vanvittige, og vi måtte isolere dem i hver deres rum for at forhindre dem i at slå hinanden ihjel.

Siden har jeg ikke så meget som et sekund overvejet at anskaffe mig et kæledyr.

Machomanden Ernest Hemingway til gengæld, han var et rigtigt kattemenneske. I løbet af sit 61-årige liv havde han efter sigende flere end 30 af slagsen.

»One cat just leads to another,« skrev forfatteren i 1943 i et brev til sin første hustru – og på den måde var han lidt på forkant med udviklingen i Vesten efter Anden Verdenskrig, hvor den massive velstandsstigning og voksende middelklasse førte til et boom i antallet af katte og hunde i privaten.

Ifølge den seneste undersøgelse på området – lavet af Epinion for Dyrenes Beskyttelse i 2018 – har næsten halvdelen af alle danske husstande ét eller flere kæledyr. Mens gnavere, fugle og fisk hver især er at finde i fire-fem procent af danske hjem, er topscorerne katte og hunde: 21 procent af danske hjem har kat, mens 23 procent har hund.

Men mon ikke de reelle tal er noget højere her i slutningen af 2020?

»Da Mette Frederiksen lukkede ned i marts, tænkte vi: Åh nej, hvad skal der nu ske? Går hundedanmark i stå?« siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.

»Men jeg skal lige love for, at det stik modsatte skete. Interessen steg nærmest omvendt proportionalt med den faldende aktivitet i samfundet.«

Ni måneder inde i coronapandemien har Dansk Hunderegister cirka 785.000 hunde i kartoteket. I 2015 regnede man med, at der var omkring 585.000 hunde i Danmark. Det nye tal skal dog tages med et gran salt, for ikke alle hunde bliver officielt registreret, og ikke alle dødsfald bliver indrapporteret – men alligevel.

Spørgsmålet er, hvorfor det går så vildt for sig lige nu.

Hos Dansk Kennel Klub – hvor man i august og september kunne konstatere en stigning i antallet af nyregistrerede hvalpe på henholdsvis 25 og 27 procent i forhold til de samme måneder sidste år – har man to bud.

Det første er det mest oplagte: Vi er mere hjemme under corona.

Det andet handler om, at kæledyr er en tryghedsskabende faktor, når verden bliver utryg. Danske kenneler fik også flere henvendelser i 2015 efter terrorangrebene i København og på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, siger Lise Lotte Christensen.

»En puddel kan ikke forebygge et terrorangreb eller en pandemi, men den giver en følelse af ro og fokus på noget rart.«
Bulldogs blev oprindeligt brugt til tyrekampe, men siden ændrede man gennem avl hundenes personlighed og udseende, så man fik den godmodige og fladnæsede bulldog, vi kender i dag. Model: Den treårige franske bulldog Elton. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Det er en følelse af ro, der er blevet næret gennem flere tusind år.

Man har fundet rester af katte, som er blevet begravet sammen med mennesker for over 11.000 år siden på Cypern, og for 3.700 år siden kom de for alvor på mode i det gamle Egypten. Men det første domesticerede dyr var hunden. I første omgang fordi den var praktisk at have med på jagt. Der var dog også følelser på spil. Som den israelske historiker, filosof og bestsellerforfatter Yuval Noah Harari skriver i bogen Sapiens:

»Et 15.000 år gammelt bånd har skabt en meget større forståelse og hengivenhed mellem mennesker og hunde end mellem mennesker og noget andet dyr.«

I det nordlige Israel har man fundet en 12.000 år gammel grav med et menneskeskelet, der har hånden placeret på skulderen af et hvalpeskelet.

»Hunde er ådselædere og har altid skullet leve af vores medlidenhed. Derfor er de blevet gode til at møve sig ind på os mennesker og til at få noget ud af os,« siger professor i bioetik på Københavns Universitet Peter Sandøe, da jeg ringer ham op på det nedlagte husmandssted i Store Heddinge, hvor han bor sammen med sin kone, to hunde, en kat og en håndfuld høns.

Det er dog kun hønsene, der er hans, understreger Peter Sandøe, som er leder af det nystartede Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd og tidligere formand for Dyreetisk Råd gennem 20 år.

Katten og hundene er konens ansvar. Han rejser for meget.

»Men hunde er generelt gode til at få mennesker til at føle, at vi betyder noget for dem. Det er deres overlevelsesmekanisme. En britisk psykolog har argumenteret for, at de er en slags gøgeunger, der stjæler vores opmærksomhed på bekostning af andre mennesker,« siger Peter Sandøe.

»Katte sidder på et mere yderligt mandat. Man så det under finanskrisen, hvor mængden af dyrlægebehandling til katte i USA blev nær halveret, mens den forblev uændret for hunde.«

En japansk undersøgelse fra 2015 viser, at øjenkontakt mellem hund og ejer får niveauet af 'kærlighedsstoffet' oxytocin til at stige i hjernen – samme hormon udløses af øjenkontakt mellem en mor og hendes spædbarn. Det kan opleves både tillidsvækkende og afstressende, og det seneste årti er besøgshunde på plejehjem og terapidyr i psykiatrien blevet brugt stadig mere flittigt.

»Det er blevet moderne at forske i de gavnlige effekter ved at omgås familiedyr, og hunde- og kattemadsindustrien kaster en masse penge efter forskerne,« siger Peter Sandøe.

»Men der er faktisk ikke entydig forskningsmæssig evidens for, at man får det bedre psykisk og fysisk at være sammen med dyr.«

Ændrer man synsvinklen fra mennesket til dyrets perspektiv, viser et studie, der blev offentliggjort i Journal of Neuroscience i oktober, at hundes hjerner ikke responderer anderledes på at kigge mennesker i øjnene end på at stirre dem i baghovedet.

Forskning er dog én ting, noget andet er folks personlige oplevelser.

Komikeren Sebastian Dorset har fortalt Ude og Hjemme om at kæmpe med en depression og møde en hund, der gør livet lysere:

»Det giver utrolig meget livskvalitet, at der altid sidder en lille dum hund og venter og kravler helt op på mit ansigt, når jeg har været ude med skrald.«
Michelle Garnier er katteadfærdsterapeut, og når hun holder oplæg, spørger hun ofte tilhørerne, om de sover med katten i sengen om natten. 99 procent svarer ja, siger hun – »og sådan gjorde man altså ikke for 50 år siden«. Foto: Emilie Lærke Henriksen
Det er fredag aften i oktober, og jeg står i en stue i Jyllinge sammen med 11 kvinder, syv langhårede racekatte og en killing.

Foreningen Racekatten har inviteret til potemøde, og der er stillet kanelsnegle med hvid glasur og en kasse håndsprit med citronduft frem – »så vi rigtig kan nusse katte«. Senere på aftenen er der oplæg om noget, der hedder blomsterterapi, og om klikkertræning – ja, katte kan åbenbart lære at give highfives – men først udveksles der anekdoter og tips og tricks til pelspleje og p-piller til katte på livet løs.

Potemøder er månedlige sammenkomster i privaten for mindre grupper af katteentusiaster, og kattene, der skal nusses i aften, er Maine Coon: En godmodig race, der minder om en labrador eller schæfer, fortæller aftenens vært, Anette Jönsson. Det skyldes ikke kun dens temperament, men også dens størrelse. Maine coon-katten er en ordentlig kleppert, der snildt kan komme op og veje over ti kilo.

Anette Jönsson har været opdrætter i 25 år og fortæller også, at hun har fået »fuldstændig sindssygt« mange henvendelser under coronakrisen fra folk, der vil købe en kat.

»De er desperate. De byder over og kommer kørende fra Aarhus, fordi der er udsolgt i Jylland. Det har jeg aldrig hørt om før.«

At træde ind i hendes stue i aften er som at træde ind i en parallelverden. Her er de store katte konger. Med en attitude, der siger, at de ikke kunne være mere ligeglade, slænger de sig i hjørnet eller snor sig mellem benene på potemødedeltagerne, der ikke kunne være mere begejstrede.

Inden vi kaster os over kanelsneglene, fortæller jeg om min fars tårer, da Bella døde. De kom bag på mig, siger jeg. Men potemødet er ikke det mindste overrasket.

»Vi har alle sammen prøvet at have en gammel kat, hvor uret bare tikker. Det er en følelsesmæssig rutsjebane,« siger en potemødedeltager.

»Det er jo ens bedste ven,« siger en anden.

»For tiden står jeg op om natten for at varme mælk til killinger, der skal spise hver anden time,« fortæller en tredje.

Først da snakken falder på en række hændelser i Rødovre, hvor tilfældige katte er blevet skudt på åben gade med et haglgevær, forsvinder smilene for en stund.
Maine Coon-katte går for at være hundeelskernes yndlingskat. En godmodig race, der minder om en labrador eller schæfer. Foto: Emilie Lærke Henriksen
Hvis man vil ramme folk, hvor det gør ondt, skal man gå efter deres dyr.

Det ved Roger Stone, præsident Trumps flamboyante rådgiver, der sidste år blev dømt til 40 måneders fængsel (og senere løsladt af Trump) for blandt andet forsøg på at påvirke vidner i forbindelse med Rusland-efterforskningen. Ifølge anklageskriftet havde Stone blandt andet truet et vidne med, at han ville kidnappe hans terapihund.

I actionfilmen John Wick fra 2014 lever en tidligere lejemorder spillet af Keanu Reeves en tilbagetrukket tilværelse efter konens tragiske død, men da hans beagle mister livet under et indbrud, ser John Wick rødt og sætter sig for at komme de ansvarlige til livs i et heftigt voldsorgie.

Nogle vil måske kalde det et dårligt plot, men amerikanerne lapper det i sig – John Wick: Chapter 3 slog box-office-rekorder i 2019.

Er vi kæledyrsbegejstrede i Danmark, er de kæledyrsbesatte i USA.

Ifølge tal fra American Pet Products Association har to ud af tre amerikanske husstande kæledyr. Amerikanerne brugte sidste år godt 95 milliarder dollar på kæledyr, foder, tilbehør og dyrlægebesøg. Og det vakte betragtelig folkelig skepsis, at Donald Trump som den første præsident i mere end 100 år ikke havde hund.

I USA kan hunde gå til yoga, få plastikoperationer, bo på kæledyrshoteller og gifte sig – som puddelen Chilly Pasternak og bomuldshunden Baby Hope Diamond gjorde i 2012 i New York City ved en velgørenhedsceremoni til 158.187 dollar. Det er også amerikanerne, der har introduceret verden til aromaterapi for katte og andre luksusprodukter til de firbenede a la Barking Bacon Ice Cream og Sexy Beast-hundeparfume.

»At kigge på hjemmesider for kæledyrsprodukter er som at befinde sig i et antropomorft mareridt, hvor forbrugerismen er gået for vidt,« skriver den skotske forfatter og fugleelsker Esther Woolfson i bogen Between Light and Storm: How We Live With Other Species, der udkom i september.Og så er vi tilbage ved kritikken, der må gøre nas på en del kæledyrsejere.

For mens vi smider milliarder efter cute og karismatiske dyr, forsømmer vi at passe på mindre iøjnefaldende arter, mener Esther Woolfson. Resultatet er et stort tab i biodiversitet. Men mest synd er det faktisk for de nuttede katte og hunde, der lider under at være blevet fremavlet af hensyn til menneskers æstetiske tilfredsstillelse, skriver hun i sin bog.

Eksemplerne er mange.

Lavbenede racer som gravhunde er på grund af deres korte lemmer og lange rygge i fare for at få knoglelidelser og diskusprolaps. Større hunde som rottweilere og retrievere udvikler leddegigt og hoftedysplasi – en smertefuld lidelse, der skyldes en underudviklet hofteskål.

Og nogle King Charles spaniels og chihuahuas lider under kranier, der er for små til deres hjerner, mens mange franske bulldogs døjer med alvorlige vejrtrækningsproblemer. Kun knap 20 procent har fri passage til at trække vejret gennem næseborene, fremgår det af en undersøgelse, som professor i bioetik Peter Sandøe sammen med en række kolleger offentliggjorde i tidsskriftet PLOS ONE sidste år.

Også blandt større racekatte er hoftedysplasi udbredt. Mange perserkatte med flade ansigter lider ligeledes af åndedrætsbesvær, og gudhjælpemig om ikke burmeserkatte – altså som dem, jeg havde som dreng – ifølge Esther Woolfson er disponeret for diabetes, kraniedeformiteter, grøn stær og nyresten.

Av.

Hun stiller spørgsmålet: Hvad får mennesker til at betale mange penge for kæledyr, som er i forhøjet risiko for at leve korte liv fyldt med smerte?

Og præcis det har professor Peter Sandøe faktisk undersøgt.

Han kalder det 'bulldog-paradokset'. Med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse kom han og en række kolleger i 2017 frem til, at ejerne sætter så stor pris på deres hundes udseende og personlighed, at det for de fleste opvejer risikoen for helbredsproblemerne og de potentielt heftige dyrlægeregninger.

»Vi ser en ophobning af arvelige sygdomme hos alle racer, nogle er bare værre ramt end andre. Dyrlæger advarer, men når de viser folk billeder af franske bulldogs, der ikke kan få vejret på grund af tillukkede næsebor, er svaret hos mange tilsyneladende bare: 'Nej, hvor er den sød, sådan én må jeg have',« siger Peter Sandøe.

De seneste 13 år er der næsten sket en tredobling i antallet af fransk bulldog-hvalpe, som årligt er registreret i Dansk Hunderegister. Racen er den næstmest googlede herhjemme efter bomuldshund.

»Undersøgelser har vist, at mennesker foretrækker dyr med runde ansigter og runde øjne. Det minder dem åbenbart om babyansigter,« siger Peter Sandøe.

»Men den franske bulldog er et genetisk fallitbo, og tog fødevareministeren dyreværnslovens bestemmelser på ordet, burde han forbyde den race.«

Hos Dansk Kennel Klub er man »opmærksom på problemstillingen«, og man har støttet Peter Sandøes forskning, fortæller adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen. Dansk Kennel Klub forsøger desuden at uddanne dyrlæger og har afholdt kurser for udstillingsdommere for at gøre dem »opmærksomme på overdrevne træk«. Men det er svært at kontrollere alle bulldogs, når racen pludselig bliver så populær, siger hun.

»Desværre foregår der en del ulovlig handel med hvalpe over grænserne.«
Det første hundeshow blev afholdt i Newcastle i 1859, og på samme tid begyndte man den systematiske avl af hunde og katte baseret på stambøger. »Tiden var besat af racehygiejne,« siger professor i bioetik Peter Sandøe. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Tilbage i Jyllinge er sneglene spist, og katteadfærdsterapeut Michelle Garnier har potemødets fulde opmærksomhed. Hendes grundlæggende pointe: Katte er klogere, end mange tror.

»Det er i princippet ikke kattene, men os, der skal trænes,« siger hun og afslutter sit oplæg om klikkertræning, der verden over bliver brugt til at få firbenede skuespillere til at makke ret på reklame- og filmset.

Michelle Garnier har rødt, krøllet hår, og hendes strømpebukser er orange. Hun har netop demonstreret, hvordan en kat kan give pote, lystre og imponere middagsgæster ligesom en hund, hvis blot dens menneske har tilstrækkelig tålmodighed og en lille håndholdt anordning, der kan lave kliklyde med et fingertryk.

»En kat lever måske fire år i naturen, men gerne 15 år hos mennesker. Den ældste kat blev 31 år,« siger Garnier, der oprindelig er uddannet kunsthistoriker.

»Tænk lige på det kæmpe læringspotentiale.«
»De er vores pelsbørn, uanset hvordan vi vender og drejer det,« lyder det fra potemødet. Maibritt Hedegaards favoritkat er en gammeldags perser – men i aften glæder hun sig over Maine Coon-kattene. Foto: Emilie Lærke Henriksen
Egentlig ankom jeg fast besluttet på, at jeg ville konfrontere opdrætterne med kritikken af avlsmetoderne. Benhårdt.

Men et par timer i selskab med de store katte og de begejstrede kvinder har gjort mig blød. Nu har jeg ikke lyst til at ødelægge den gode stemning. Forsigtigt fremstammer jeg, at nogle af dyrene jo bliver syge og skynder mig at tilføje, at det selvfølgelig nok mest er et hundeproblem …

»Det er bestemt også et katteproblem,« svarer opdrætterne i munden på hinanden.

En af dem er Maibritt Hedegaard, der med egne ord »ikke så populær i perserkredse«. Hun er nemlig blandt de ganske få i Danmark, der opdrætter gammeldags perserkatte – »som de så ud i 1970'erne, før de blev avlet til at have flade ansigter og fik vejrtrækningsproblemer, sår på øjnene og skævt bid«.

Maibritt Hedegaard fortæller, at hun ofte har måttet gå skuffet fra katteudstillinger, fordi hun »altid får tæsk af dommerne«.

»Jeg skal passe på, hvad jeg siger, men hvorfor er man nødt til at gå til ekstremer for at få point? Hvorfor vil man fremme det usunde? Hvorfor vil man pille ved noget, der i forvejen er perfekt?«

En anden opdrætter bryder ind:

»Det er blevet mere ekstremt over tid, ingen tvivl om det. Tag bare siameserkatte. De er blevet mere og mere spinkle og skal have megaører ligesom Dumbo for at vinde. Der går sport i den, og dommerne er helt sikkert med til at præge udviklingen.«

Hos foreningen Racekatten understreger man dog, at selv om man ganske rigtigt begyndte at se en uhensigtsmæssig avl af moderne perserkatte i 1990'erne, er der de senere år »blevet arbejdet intenst på at fremelske katte, der har åbne næsebor, fri luftpassage og åbne tårekanaler, så problemer med øjne og næse bliver minimeret«.

»Sundhed er altid i fokus – det gælder persere såvel som siamesere,« siger formand Pia Børgesen.

Potemødet går på hæld, og katteterapeut Michelle Garnier introducerer os til blomsterterapi.

Er din kat angst eller emsig; er den utryg, fordi den skal til dyrlæge eller flytte sammen med en hund, så har hun løsningen. Med udgangspunkt i 38 nøje udvalgte planter kan hun lave en individuel mikstur, der får katten op på dupperne. 16 dråber i døgnet er nok.

»Det er ikke bedøvelse,« forsikrer hun.

»Tværtimod lærer katten, at den har ressourcer nok. Den kommer helt ned i solar plexus og hviler i sig selv.«

Michelle Garnier slutter af med en demonstration. Gnider fire dråber mellem håndfladerne og fører dem gennem pelsen på den nærmeste Maine Coon-kat.

Voila!

Katten fortrækker ikke en mine.
Michelle Garnier har selv haft to hankatte, men den ene, Laurits, døde for nylig af en dårlig nyre. »Kæledyr er en del af familien, og derfor spenderer vi flere penge på dem ... Jeg har mindst brugt 50.000 på mine kattes tænder,« siger hun. Foto: Emilie Lærke Henriksen
»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.«

Sådan skrev filosoffen K.E. Løgstrup i Den etiske fordring fra 1956, og jeg husker først og fremmest sætningen, fordi jeg blev tvunget til at læse den i gymnasiet.

Men skifter jeg 'menneske' ud med 'dyr', har jeg faktisk forklaringen på min fars tårer. Det mener teolog Mickey Gjerris, der er lektor ved Københavns Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd.

»Det er følelsen af ansvar, der gør, at vi knytter os til at andre levende, følende væsener. Det gælder også familiedyr,« siger han.

»Vi har magten, vi står med deres liv i vores hule hånd. Og når det dyr forsvinder, så forsvinder et individ ud af vores liv.«

Derfor er Mickey Gjerris heller ikke overrasket over min fars følelser.

»Men når du reagerer sådan, er det nok, fordi du automatisk tænker, at der går antropomorfisme i den – at stærke følelser for dyr er udtryk for et usundt forhold, hvor man behandler dem som børn.«

Faktisk har jeg studset over de dér postkasser i villakvartererne med far, mor, børn og hund og kat tegnet på med navne og det hele. Og apropos navne så hedder hunde jo ikke Fido og King længere. I toppen af listerne over de mest populære hundenavne i dag finder man foruden Bella navne som Molly, Charlie og Luna. Jeg kender flere børn på Nørrebro med de navne.

»Selvfølgelig skal man ikke behandle dyr som mennesker. Og selvfølgelig kan kærligheden udarte sig – sådan er det også med kærlighed mellem mennesker,« siger Mickey Gjerris.

»Men man skal heller ikke behandle dyr som ting. Dyr har individualitet.«

Mickey Gjerris tolker den voldsomme interesse for kæledyr som et led i en generel opblomstring i vores interesse for naturen. Vi er blevet trætte af at kigge på skærme og trætte af, at så meget i verden er indrettet efter, hvad vi skal bruge det til, siger han.

»Omsorgen for et dyr har betydning i sig selv. Og når man rækker ud, får man øje på andre sider af sig selv. Vi opdager, hvem vi selv er, når vi er sammen med nogen, der er anderledes end os selv, men deler væsentlige træk med os.«

— Men er der ikke noget problematisk i, at vi kaster vores kærlighed på udvalgte, nuttede arter, mens andre lider og dør om ørerne på os?

»Jo, det er da på sin vis bizart, at vi bruger så meget tid på kæledyr, når verden brænder, arter uddør, og slagtesvin bliver behandlet som madpakker på ben. Men det er bare ikke kæledyrenes skyld. Det er en forkert måde at dele tingene op på, for man kan jo sagtens gå en tur med sin hund og bruge resten af tiden på at gøre noget ved de dårlige forhold for produktionsdyr og tabet af biodiversitet,« siger Mickey Gjerris.

Men så er der jo klimaet …

På University of California er man kommet frem til, at amerikanske hunde og katte tegner sig for 25-30 procent af miljøpåvirkningen ved det samlede amerikanske kødforbrug. Amerikanernes firbenede familiemedlemmer udleder 64 millioner ton karbondioxid og metangas, og de producerer 5,1 millioner ton lort om året – det samme som 90 millioner mennesker.

— Bør man ikke tage det alvorligt?

»Hvis vi skal skære 70 procent af vores udledning af drivhusgasser på ti år, så er vi nødt til at kigge på alle livsområder,« medgiver Mickey Gjerris.

Det er et spørgsmål om, hvad vi kan fjerne, uden at det gør alt for ondt.

»Men det her er et vigtigt livsområde for mange, så måske skal vi hellere kigge på, hvordan det enkelte familiedyr kan belaste klimaet mindre.«

Forskning viser, at hunde faktisk kan leve af vegetarisk kost. Men i Mickey Gjerris' lokale kæledyrsbutik nord for København kan man få mørbrad til hunde.

»Og det har de måske ikke brug for.«
Også racekatte kan være fremavlet på en måde, så det går ud over deres helbred. De store Maine Coon-katte risikerer at få dårligt hjerte og tabe tænderne. Foto: Emilie Lærke Henriksen
Min far savner Bella. Han savner at gå tur med hende. Han har mødt mange nye mennesker på den måde, siger han, og fået et venskabeligt forhold til flere naboer. Bella har været god at bonde over. Men det vildeste har været at opleve naturen gennem hendes øjne – eller rettere: næse. Det har været som at have en forstærket lugtesans, siger min far. Bella skærpede hans blik på omverdenen.

Men lige nu vil de helst undgå at tale om hende derhjemme.

»Vi bliver simpelthen for kede af det,« siger han.

— Græd du egentlig, da jeg blev født?

»Øh, det tror jeg …«

— Er du sikker?

»Nej, altså, det er jo mange år siden … Men jeg ved med sikkerhed, at jeg fældede en tåre, da din lillesøster blev født. Jeg er nok blevet mere grådlabil med alderen. Der i hvert fald ingen tvivl om, at jeg har været mere påvirket af Bellas død end af mange andre store begivenheder i mit liv.«

— Siger du, at dine tårer over Bella først og fremmest handler om, at du er blevet gammel?

»Det spiller nok også ind. Hendes død er jo også en reminder om, hvor gammel jeg selv er blevet. Men altså … det korte af det lange er, at Bella var et væsen, som fyldte meget i 15 år af mit liv. Nu er hun væk, og jeg savner hende.«

Der var kulmule til frokost og næsten skyfri septemberhimmel over kolonihaven, den dag min familie var samlet til Bellas urnenedsættelse.

Urnen var netop ankommet fra dyrekrematoriet, og mens vi spiste, stod den for enden af bordet og lyste op med sit kridhvide ler og lignede en transportabel højttaler, som B&O kunne have lavet.

Efter maden tog min far støvlerne på. Med skovl under den ene arm og urne under den anden gik han med stålsat mine ud i haven og gav sig til at grave et halv meter dybt hul i jorden bag æbletræet.

Min toårige datter fik æren af at nedsænke urnen.

»Hej, hej, Bella, sov godt,« sagde hun usentimentalt og hældte jord på med sin børneskovl.

»Jeg kunne ikke have sagt det bedre,« sagde min far.

Han har allerede bestilt en ny beagle. Den kommer i løbet af foråret.
Tekst: Jon Faber
Redaktør: Niklas Hessel
Fotos: Anders Rye Skjoldjensen & Emilie Lærke Henriksen
Digital produktion: Sigrid Nygaard & Mikka Tecza

28. november 2020
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Mads Greve Haaning
  • Ole Frank
  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Ete Forchhammer
  • Anne Søgaard
  • Benny Jensen
  • Anders Graae
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Flemming Berger, Mads Greve Haaning, Ole Frank, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Ete Forchhammer , Anne Søgaard, Benny Jensen, Anders Graae, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man går et par hundrede år tilbage, før den store avl på hunde, så levede de lige så længe som nutidens katte, dvs. over 20 år. Det er da værd at tænke over.

Thomas Tanghus, Katrine Damm, John Andersen, Bjørn Pedersen, Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Gert Romme og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Der er vist ikke mange kvinder der vil en mand der går rundt og tuder hele tiden frem for at drage omsorg for hende og hendes børn. Når alt kommer til alt. Vel.

Anders Sørensen

@Jeppe Lindholm, der er næppe nogen, der gider nogen, der græder konstant. Helt ukønnet. Så held og lykke med din konstante tuden.

Det gode ved husdyr; de taler og modsiger ikke eller kommanderer, bortset fra hvis maden bliver for forsinket eller de må ud.

Ole Frank, Helle Walther, Torben Bruhn Andersen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Sove med katten i sengen? Nej omvendt, katten sover med - når tæppet i fodenden behager den.
Inde som ude er der flere "favoritreder" at skifte mellem... jeg kender kun nogle af dem...

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Niels Jakobs, så har du aldrig mødt min 19 år gamle kat Sigurd, nu sagde han fx lige: TAG MIG OP OG NUS MIG.. ;)

Bortset fra det, er det mig ubegribeligt, at det fortsat er lovligt at fremavle stakkels kræ, som ikke kan trække vejret og øjnene falder ud af hovedet på dem osv, OG at der er nogen der overhovedet kan finde på det, åbenbart pga et eller andet forskruet (skønheds)ideal :(

Estermarie Mandelquist, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Ole Frank og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Vi har haft hunde i over 50 år, et gadekryds, en hvid samojede, en sort retriver, en brun bulldogg og en fransk tigerstribet bulldog, som blev aflivet for to år siden, min mand sørger endnu, alle vore hunde levede tiden ud og gavn mange glæder. Hunde er så trofaste og kloge.

Torben Bruhn Andersen, Estermarie Mandelquist, nils valla, Eva Schwanenflügel og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Kæledyr er en slags ubetinget kærlighed i en verden fyldt med betinget kærlighed.
Ville det gå bedre mennesker imellem, så ville mængden af kæledyr nok mindskes.

Din far græd ikke da du blev født. Fordi det var en glædelig begivenhed
Din far græd da vovsen døde. Det var en tragisk begivenhed.
Vær du glad for have en far der ikke bare hyler pr refleks. Tårerne vil i så tilfælde være udvandet.