Biomassens bagside
Vil man forstå, hvordan vi endte med at fælde skove i klimaets navn, skal man tilbage til 1997
Kampen for en grønnere verden er med til at fælde verdens skove. Over halvdelen af Danmark og EU’s rene energi kommer fra afbrænding af træ. Fra en tidligere dansk topembedsmand i Venedig over Estland til Vestjylland og en jolle i Øresund har vi fulgt sporet af savsmuld for at forstå konsekvenserne – og hvordan det kom så vidt
Martin Bahn & Anders Rye Skjoldjensen, tekst
Anders Rye Skjoldjensen, foto
Venedig, november 2020
Kræften har spredt sig i Jørgen Henningsens krop.

Som tidligere topembedsmand i EU har han i det meste af sit liv været en travl og respekteret stemme i global klimapolitik. Nu har sygdommen tæret på hans energi og bundet ham til en rollator.

Den 79-årige pensionist befinder sig i Venedig, hvor han bor med sin italienske partner. Ligesom hovedpersonen i Thomas Manns Døden i Venedig bruger han sine dage på at slentre rundt i den epidemihærgede kanalby. Han går ture under de gotiske buer i mennesketomme gader, besøger de historiske marmorpaladser og køber fisk på det lokale marked.

Når Jørgen Henningsen i dag, syg og gammel i den øde by, ser tilbage på sit liv, er der særligt én ting, der nager ham. Én beslutning, han i årevis har kæmpet for at gøre om.

Hans fortrydelse handler om et af tidens største klimapolitiske dilemmaer:

De massive mængder træ, der brændes af som biomasse for at få varme i radiatorerne og strøm i stikkontakterne. På papiret er træbiomassen Danmarks største vedvarende energikilde, men faktisk er forbruget med til at »accelerere klimaforandringerne«, lyder det i dag fra forskere.
Jørgen Henningsen har dårlig samvittighed. For ti år siden var han nemlig med til at anbefale danske politikere at øge forbruget af træpiller og flis. »Vi vidste ikke bedre dengang,« forklarer den 79-årige pensionist, der er tidligere vicedirektør i Miljøstyrelsen, direktør for EU’s Generaldirektorat for miljø, natur og klima, seniorrådgiver for EU-Kommissionen, European Policy Centre og tænketanken Concito.
Det er derfor, Jørgen Henningsen har dårlig samvittighed. For ti år siden var han nemlig selv med til at anbefale danske politikere at øge forbruget af træpiller og flis. Man vidste ikke bedre dengang, forklarer han over telefonen.

I dag er Danmark målt pr. indbygger det land i EU, der importerer mest træ til energiformål. Biomasse udgør hele 64 procent af Danmarks såkaldt vedvarende energi, altså mere end sol og vind tilsammen.

Men ved at importere og afbrænde træ fra lande som USA, Rusland, Portugal og Estland har vi »sminket vores CO2-regnskab til at se grønnere ud, end det er,« fortæller Jørgen Henningsen.

Udadtil er Danmark et mønstereksempel på et grønt foregangsland, der har formået at omstille til vedvarende energi. Men for mange kritikere er klimasuccesen en potemkinkulisse.

Som daværende formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, udtalte i 2018:

»Danmarks eksorbitante forbrug af træbiomasse overstiger langt, hvad der er bæredygtigt på globalt plan, hvis alle gjorde som os.«




På tværs af Europa er tendensen den samme. I 2018 udgjorde biomasse knap 60 procent af EU’s vedvarende energi, og flere lande forventes i de kommende år at brænde mere og mere træ af i klimaets navn.

Det er resultatet af årtiers forfejlet energipolitik, mener Jørgen Henningsen. Egentlig har han på det seneste trukket sig fra den offentlige debat, sagt nej til at skrive og medvirke i flere artikler. Den sidste tid ønsker han at hellige sig venner og familie, de nærmeste. Men vi har en gammel aftale med Jørgen Henningsen, som han gerne vil overholde.

Han har lovet at tage os med på en tidsrejse tilbage til dengang, da fundamentet under international klimapolitik blev støbt.

Men vil man forstå biomassens skyggesider, må man også se på de nutidige konsekvenser af fortidens beslutninger. I løbet af det seneste halve år har vi derfor fulgt sporet af savsmuld fra en afskovet mark i Estland over en gyngende jolle i Øresund til en lille flække i Vestjylland og en våd bøgeskov i Birkerød.

For Jørgen Henningsen selv faldt tiøren først, da han flere år efter sin pension pludselig modtog en mail, der gjorde ham flov.
Et argument for biomasse er, at man alene brænder såkaldt resttræ af. Men det begreb kritiseres for at være »elastik i metermål«. På fotoet ser vi hele træstammer foran en træpillefabrik i Imavere, Estland.
Japan, december 1997
Det havde udviklet sig til et nattedrama, da verdens ledere var samlet til FN’s klimatopmøde i Kyoto. For første gang nogensinde skulle beslutningstagerne enes om en måde at opgøre jordens CO2-udledninger og atmosfæriske forhold på.

Jørgen Henningsen var som leder af EU-Kommissionens delegation en fremtrædende figur. Som topembedsmand var det ham, der havde den tekniske forståelse, og derfor også ham, der endte med at holde pressekonferencerne på vegne af EU.

Et vigtigt slagsmål handlede for EU om at få amerikanerne til at påtage sig et ansvar for at bremse klimakrisen. USA havde spillet ud med ikke at ville reducere noget som helst CO2, og stemningen var kaotisk.

»Dengang i 1990’erne havde vi jo ikke så meget kompetence på klimaområdet,« fortæller Jørgen Henningsen.

Særligt husker han, at daværende miljø- og energiminister Svend Auken på et tidspunkt fik gjort sig »grumme uvenner« med amerikanerne.

Han ler over mindet.

»Med Svend Auken undgik man jo ikke … visse stemninger. Og pludselig var der kold luft mellem os i EU og amerikanerne.«

Efter lange magtkampe lykkedes det dog at få presset USA til at forpligte sig på en CO2-reduktion på syv procent i 2010, mens EU tog ansvar for otte og Japan for seks procent.

Rusland og Kina, der i dag står for fem og 29 procent af verdens klimabelastning, blev der ikke tænkt nærmere over. Den sovjetiske økonomi var brast sammen, og Kina blev set som et u-land uden nævneværdige udslip af drivhusgasser. Det var dengang.

11 dage tog det for landene at blive enige om verdens første bindende aftale om klimabeskyttelse, Kyoto-protokollen. Der var bare det problem, at landene på grund af uenigheder havde udskudt et helt centralt element:

I 1997 fandtes der ikke officielle regler for nationernes bogføring af CO2-udslip. Et vigtigt spørgsmål er i forbindelse med denne bogføring, om brugen af biomasse kan kaldes CO2-neutralt eller ej – altså om det udleder mere CO2, end det optager.

Det spillede imidlertid ingen rolle under forhandlingerne.

»Spørgsmålet om biomassens CO2-neutralitet var fuldstændig fraværende,« husker Jørgen Henningsen.
Og måske fordi parterne ikke fik taget stilling til biomasse under forhandlingerne, blev det kort efter vedtaget, at afbrændingen af træ kunne bogføres som CO2-neutral. Det betyder, at selv om det reelt udleder CO2, når Danmark i dag brænder træ af fra eksempelvis Estland, kan vi skrive et nul på klimakontoen.

Argumentet var, at den CO2, der frigives ved afbrændingen, alligevel kommer fra atmosfæren, fordi træet har absorberet det. Og hvis bare der for hvert fældet træ vokser et nyt op, så vil de nye træer igen kunne opsuge den samme mængde CO2, som de gamle har udledt.

»Det var sådan set problemfrit, sagde og troede vi dengang,« siger Jørgen Henningsen. »Men i bagklogskabens klare lys er det tydeligt, at vi aldrig skulle have vedtaget, at biomasse er CO2-neutralt.«

Forhandlerne overså nemlig en vigtig detalje: kulstofgælden.

Kort fortalt handler det om tid. Afhængigt af trætypen kan det ifølge forskere tage mellem 20-50 år, før det nye træ har suget lige så meget CO2, som afbrændingen af det gamle medførte. Imens vokser mængden af CO2 i atmosfæren, og her opstår problemet: Det er med til at øge global opvarmning og risikerer at intensivere de faretruende tippepunkter, der med en selvforstærkende dominoeffekt af klimatiske forandringer gør det umuligt at standse krisen.

»På den lange bane – hvis vi havde 50 år til at overholde Parisaftalen – kunne biomasse måske være en fin løsning. Problemet er bare, at vi kun har ti til 12 år,« siger Jørgen Henningsen.

Af samme årsag kalder EU’s Videnskabsakademi, EASAC, i dag biomasse for »et regnskabsmæssigt smuthul«. De vurderer, at det stigende forbrug primært skyldes, at lande udnytter den CO2-neutrale status til at nå deres klimamål. En status, som ifølge akademiet er »klimahykleri« og »en grov vildledning af atmosfærens CO2-balance«, da den ignorerer kulstofgælden. Senest har EU-Kommissionens ekspertorgan, JRC, anslået, at EU’s forbrug af træbiomasse i 2015 førte til højere CO2-udledninger end de fossile udledninger, der blev undgået.

Efter Kyoto-topmødet tog Jørgen Henningsen orlov for »at genoplade batterierne«. Da han fire år senere vendte tilbage til EU-Kommissionen, skulle biomasse få afgørende betydning.
Fabrikken her i Imavere, Estland, ejes af Granuul Invest, der er verdens næststørste træpilleproducent. Blandt andet i Danmark bliver de hønsefoderlignende træpiller så omdannet til varme i radiatorerne og strøm i stikkontakterne.
Estland, november 2020
»Skal vi se, om vi kan lokke en elg frem?«

Skovarbejder Mati Sepp sætter begge hænder op til ansigtet og udstøder et brøl, der runger ud over det enorme område af fældet skov foran os.

Efter et par forgæves forsøg trækker han på skuldrene og trasker med sine lange gummistøvler videre gennem det grønbrune landskab, der går i ét med hans camouflagetøj. Et helt område af skoven er som sunket i jorden, og tilbage står kun et par tynde træer og vidner om den natur, der engang var, nærmest som var de glemt ved en fejl.

Estland er et oplagt sted at zoome ind, hvis man vil forstå, hvilke konsekvenser lande som Danmarks investeringer i træbiomasse kan få for natur, miljø og klima på globalt plan. 95 procent af Danmarks træpiller er importeret, knap 20 procent af dem fra Estland, hvilket gør Danmark til den største køber af estiske træpiller.

Lige nu befinder vi os i den sydøstlige del af landet få kilometer fra byen Tartu. Her i området fældes der træ af den slags, som skibes ud til lande som Danmark for at blive brændt af. Omfanget er så stort, at det ifølge estiske ngo’er og forskere er et alvorligt problem.

Som skovarbejder på egnen ser Mati Sepp konsekvenserne med egne øjne.

»De fælder alt, hvad de kan komme i nærheden af,« siger han og trækker huen helt ned i panden.
Den estiske skovarbejder Mati Sepp mener, at træbiomasse bør bruges lokalt. Det provokerer ham, at Danmark kalder sig et grønt foregangsland »på bekostning af de estiske skove«. I gamle dage efterlod man smågrene på jorden for at beskytte den mod de store maskiners aftryk, fortæller han. »Men i dag er der penge i selv de mindste stykker, og derfor bliver mulden ødelagt«.
Skovhugsten i Estland er næsten tredoblet de seneste ti år. Hidtil har landets skove optaget mere CO2, end de afgav til atmosfæren. Men frem mod 2030 forventer EU-Kommissionen, at skovdriften vil være en nettoudleder af CO2. Fra at have været en klimahjælper vil de estiske skove altså blive en klimabelaster.

Oven i det viser en ny rapport fra Den Estiske Naturfond, at de EU-beskyttede Natura 2000-skovområder er gået tilbage med 15.000 hektar, et område halvanden gang så stort som Amager. Og skovhugsten i landet er fra 2016-2018 steget med 85 procent sammenlignet med perioden fra 2004-2015, konkluderede forskere sidste år.

Det er en udvikling, der især drives af lempelser i loven om skovdrift og industrien bag de millimetersmå hønsefoderlignende træpiller.

For seks måneder siden fik Danmarks store import estiske forskere og ngo-folk til at rette skytset direkte mod Christiansborg. I et åbent brev anklagede de regeringen og Folketinget for at bidrage til at ødelægge deres skove.

»Danmark bryster sig af at være blandt verdens ledere på klimaområdet,« stod der: »Desværre har den danske regering valgt ikke at følge videnskaben i spørgsmålet om træbaseret biomasse.«

Mati Sepp vader videre gennem vildnisset, mens han ser sig opgivende omkring.

»Det er, som om et ondt insekt er fløjet igennem og har ødelagt alt på sin vej,« siger han.

Professor Asko Lõhmus, der forsker i bæredygtig skovforvaltning og leder Center for Naturressourcer på Tartu Universitet, bekræfter, at »en stor del« af skovhugsten i Estland direkte skyldes produktion af træpiller, som efterfølgende sejles til Vesteuropa.

En del af pillerne havner små 1.000 kilometer herfra – på en kaj på Amager.
I 2005 besluttede Københavns Kommune at omlægge Amagerværket fra kulfyret til træfyret kraftvarmeværk. Ombygningen kostede fem milliarder kroner. I dag forsyner Amagerværket 600.000 københavnere med varme.
Øresund, januar 2021
Den lille jolle kløver sig langsomt gennem bølgerne og den bidende vinterkulde, mens vi nærmer os Amagerværket på den nordligste del af Amager.

Et 106 meter langt og 15,5 meter bredt tankskib ved navn Grosse Freiheit anløb kort før midnat værkets havn, og det er det monstrum, vi er stævnet ud for at se nærmere på.

Klokken har netop passeret middag, og fra den gyngende jolle har vi frit udsyn til en stor kran, der lige nu graver løs for at tømme Grosse Freiheit for de tonsvis af træflis, som skibet har sejlet til Danmark.

Monstrummet er indregistreret i Portugal, der sammen med Spanien leverer henholdsvis 11 og syv procent af Danmarks træflis og træpiller.

Bagved på kajen ligger flere tre-fem meter høje bunker af træstammer, der med al sandsynlighed også skal brændes af i værkets kolossale ovne, som hvert år fodres med 250.000 ton træpiller og 1,2 millioner ton træflis.

Amagerværket forsyner 600.000 københavnere med varme og var i årevis kulfyret, indtil Københavns Kommune i 2015 vedtog at omlægge det til et træfyret kraftvarmeværk. Ombygningen tog syv år og kostede fem milliarder kroner og er helt afgørende for Københavns ambition om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad.

På sin hjemmeside skriver forsyningsselskabet bag, HOFOR, at al el- og varmeproduktion på værket nu er »baseret på vedvarende energi i form af bæredygtig biomasse«.

Men ikke alt har vist sig at være fryd og gammen. For et år siden afdækkede TV 2, at Amagerværket blandt andet køber træ fra Brasiliens Cerrado, et tropisk skovområde, hvor dyre- og planteliv er under hårdt pres på grund af afskovning.

HOFOR forsvarede sig med, at det brasilianske eukalyptustræ er bæredygtigt, og at det er et vigtigt led i at udfase kullet fra København. Og på den måde blev sagen – og forargelsen over den – et godt billede på debatten.

Biomassens bæredygtighed afhænger nemlig af mange forhold, og kritikere og industri er langtfra altid enige om måden, det bør dyrkes på; hvilke typer træ det bør fremstilles af, og i hvor stort omfang det bør bruges.

Én ting har eksperter dog sagt klart: Danmark er ikke et eksempel til efterfølgelse. Med en voksende kamp om klodens begrænsede ressourcer – og for ikke at eskalere klimakrisen – må vi ifølge FN’s Klimapanel maksimalt bruge ti gigajoule biomasse pr. verdensborger i 2050.

Danmark bruger nu 31 gigajoule pr. indbygger.
Fældet skovområde i Estland tæt på byen Tartu. Estland er et af de lande, som leverer store mængder energitræ til Danmark.
Det rejser et andet problem ved, at Danmark i dag fyrer biomassen af til el og varme. For hvis verden vil være helt fossilfri, bør klodens begrænsede mængde bæredygtig biomasse ifølge mange eksperter udnyttes dér, hvor vi ingen alternativer har til de fossile:

Eksempelvis som erstatning til produkter lavet af plastik og cement eller som grønt brændsel til lastbiler, fly og store tankskibe – såsom Grosse Freiheit, der stadig er ved at blive tømt for træflis.

Fra vores lille jolle i de små bølger kan vi se tre hvide skorstene strække sig mod himlen over Amagerværket. Fra skorstenenes top udleder det brændende træ mere CO2 pr. energienhed end naturgas og sågar kul, fordi det indeholder mere kulstof.

Som professor Peter Birch Sørensen sagde i 2018: »I praksis bidrager Danmarks store forbrug af træbiomasse til at fremskynde den globale opvarmning.«

I et notat, som Information fik aktindsigt i sidste sommer, skrev Klimaministeriets egne fagfolk direkte, at Danmark skal nedbringe sit forbrug af biomasse »markant« for at kunne kalde sig grønt foregangsland.

»Ud fra eksisterende viden formentlig til cirka ⅕ af vores forbrug i 2017.«

Det nuværende forbrug strider altså mod regeringen og støttepartiernes ambition i forståelsespapiret om, at Danmark skal »påtage sig det internationale lederskab for den grønne omstilling«.

Fra 2000-2018 steg forbruget af træpiller og flis med henholdsvis 841 og 982 procent, og siden 2000 er Danmarks import af træbiomasse 25-doblet. I modsætning til andre lande med højt forbrug importerer vi mere end halvdelen fra udlandet.

Udviklingen skyldes, at de danske kraftvarmeværker især siden 2012 – med stor politisk opbakning – har omlagt til biomasse fra kul, en af verdens største kilder til CO2-udledning.

Forskere er enige om, at træbiomasse i visse tilfælde kan være et klimavenligt alternativ til kul og gas. Så for at sikre større bæredygtighed og kontrol vedtog Folketinget i oktober en række lovkrav. Træerne skal være lovligt fældede, de skal genplantes, skovenes CO2-lager må ikke mindskes, og naturområder skal beskyttes.

Ifølge eksperter og embedsværket er lovkravene dog ikke nok. Selv om reglerne er en hjælp og vil gøre forbruget grønnere, vil de ikke »skabe sikkerhed for, at anvendelsen af træbiomasse til energi i det omfang, det sker i dag, er bæredygtig«, har Klimaministeriets fagfolk anført i et notat.

»Det handler om, at vi i dag simpelthen bruger for store mængder af biomasse,« siger professor Jette Bredahl Jacobsen fra Klimarådet.

Men hvordan kom det så vidt? For at forstå det må vi tilbage til Jørgen Henningsens historie og hans skrivebord i bureaukraternes højborg, EU. Året er 2001.
Amagerværket, København. Med en voksende kamp om klodens begrænsede ressourcer – og for ikke at eskalere klimakrisen – må vi ifølge FN’s Klimapanel maksimalt bruge ti gigajoule biomasse pr. verdensborger i 2050. Danmark bruger nu 31 gigajoule pr. indbygger.
Bruxelles, 2001
Jørgen Henningsen befandt sig i en svær situation. Efter sin orlov var han vendt tilbage til EU-Kommissionen og arbejdede nu med unionens energipolitik.

Kommissionen havde få år forinden foreslået, at EU skulle fordoble andelen af vedvarende energi fra seks til 12 procent i 2007, og opgaven med at udtænke en plan var landet hos ham.

Jørgen Henningsen og hans kolleger havde fået den idé, at halvdelen af den nye grønne energi skulle komme fra vind og halvdelen fra biomasse. Der var bare én ting, der drillede dem.

»Mange lande var ikke så forhippede på at bruge biomasse,« fortæller han: »Det gik fint med vind, men det haltede efter med biomassen.«

Som med meget andet handlede det om økonomi. I mange lande var afgifter og statstilskud indrettet sådan, at det ikke kunne betale sig at fyre med træpiller og flis sammenlignet med kul og naturgas.

»Der var ikke penge i skidtet,« siger han.

EU måtte træde til for at skubbe på, og i 00’erne kæmpede Jørgen Henningsen og kollegerne stædigt for at overbevise medlemslandene om det smarte ved energitræ.

»Vi arbejdede hårdt på at fremme anvendelsen af biomasse, uden at vi var opmærksomme på, at der kunne være store problemer forbundet med det,« fortæller han.

Der er stille et par sekunder over telefonlinjen fra Venedig.

»Vi vidste det ikke,« siger han så, nærmest undskyldende.

Vist stod det klart, at afbrænding af regnskov i Brasilien og andre steder var noget skidt. Men det var en anden snak. Biomasse var i perioden fra 2001 til 2006, mens Jørgen Henningsen arbejdede med vedvarende energi i EU, ikke til diskussion.

»Ingen af os overvejede, om der kunne være et problem med træbiomasses CO2-neutralitet,« fortæller han.

Men i rapport efter rapport udmaler videnskabsfolk i dag med flammeskrift faren ved træbiomasse som energikilde. Mens 784 forskere i 2018 sendte et fælles opråb til Europa-Parlamentet, advarede EU’s videnskabsakademi i sommer om, at investeringer i biomasse direkte øger risikoen for, at verden ikke når Parisaftalens mål.
I et åbent brev til den danske regering og Folketinget har estiske forskere og ngo’er anklaget Danmark for at ødelægge skovene i deres land. Brevskriverne kritiserer blandt andet, at de estiske træpilleproducenter ikke kun bruger resttræ, men også hele træstammer, hvilket ses som mindre bæredygtigt.
Til trods for det har næsten alle EU-lande ifølge Eurostat øget deres skovdrift til energiformål. Ud fra satellitdata konkluderede forskere i juli 2020, at afskovning på tværs af Europa er steget med 49 procent fra 2016-2018 sammenlignet med 2011-2015, blandt andet som følge af øget efterspørgsel på energitræ.

Klimamæssigt er skovhøstningen i sig selv skidt, for EU’s samlede skovareal mindsker udslippet af drivhusgasser med ti procent. Godt nok hjælper det, at EU ligesom Danmark nu også stiller krav til biomassens oprindelse – men eksperter sår tvivl om effekten, så længe forbruget er så stort.

Udviklingen skyldes til dels, at der er kommet det, der ikke var i Jørgen Henningsens tid: penge i skidtet. I takt med at behovet for at handle for at realisere klimamålene er blevet mere akut, er staternes ønske om at bruge CO2-neutral træbiomasse taget til.

Mellem 2008 og 2018 steg EU-landenes skatteyderbetalte subsidier til træenergi med 143 procent. For eksempel har den hollandske regering ifølge The Guardian lovet energiselskaber 3,5 milliarder euro i tilskud for at bruge biomasse.

»Biomasse eksisterer kun i det omfang, det gør, på grund af subsidier,« sagde Duncan Brack, associate fellow ved tænketanken Chatham House i London, for nylig til avisen:

»Vi betaler direkte for at øge CO2-udledningerne i atmosfæren, hvilket er et absurd brug af offentlige penge.«

Jørgen Henningsen rumsterer i den anden ende af røret. En ny frygt har sneget sig ind på ham. Det er EU’s nye klimamål om 55 procent CO2-reduktion i 2030, siger han. Målet risikerer at skabe et hårdt ryk mod endnu mere træafbrænding.

»Bare se på lande som Tjekkiet og Slovakiet, der ikke kan bygge havvindmøller, hvad skal de gøre?«

Han taler videre, men afbryder så sig selv. Han er nødt til at lægge på. På Markuspladsen, få kilometer fra Jørgen Henningsens lejlighed, peger middelalderurets visere på lidt i 12, og han skal til gymnastik.

Han ringer tilbage om et par timer, lover han. Historien er ikke slut endnu. Det var første mange år senere, at en mystisk mail fra en kollega tikkede ind i hans indbakke med ordene: »Vi har et problem«.
Naturstyrelsen leverer træflis til blandt andet Lemvig Varmeværk. Her producerer man varme til mere end 4.000 forbrugere i Lemvig, Klinkby, Nørre Nissum, Ramme og Lomborg.
Vestjylland, oktober 2020
Den mekaniske brummen bliver mere og mere øredøvende, som flismaskinen kommer nærmere. Vi er taget med Naturstyrelsen på skovtur i den lille flække Vinderup, nogle få kilometer fra Holstebro.

En flismaskine er en slags hybrid mellem en traktor og en gravko, kompakt nok til offroad, men med en stærk jernarm monteret på fronten. Som en slags overdimensioneret schweizerkniv.

Langsomt bevæger den sig gennem skoven, mens den slynger de fældede stammer ind i en åbning, der ligner en forvokset persillehakker, hvor de bliver slugt hele, kværnet og spyttet ud igen i tusinde stykker som flis.

Da den stopper, kravler 61-årige Steen Ravn ud. Han er maskinfører på 38. år. I midthalvfemserne kørte han en helt anden maskine, nemlig den, der plantede skoven.

»Og nu hugger jeg den så til flis,« griner han og retter på kasketten.

Herhjemme er det Naturstyrelsen, der står for at producere træflis fra de danske statsskove, og vi er her for at få deres syn på sagen.

Ved siden af står Peter Chrois Møller, skovrider og chef for driftscentret i Naturstyrelsen. For ham er Steen Ravns historie om først at plante for derefter at høste humlen i det hele.

»Der skal være en naturlig cyklus i skovdriften,« siger han.

Peter Chrois Møller fortæller, at hvis der i en skov står 10.000 træer på en hektar, så vil de alle blive meget små. Men fjerner man undervejs nogle af træerne, vil skoven vokse lige så meget på færre træer.

»Så vi kan blive ved med at hente træ i skoven, så længe vi ikke tager mere ud, end hvad skoven vokser med.«

Det er den grønne måde at gøre det på, siger Peter Chrois Møller og fortæller, at Naturstyrelsen kun laver flis af resttræ, der ikke kan bruges til andre formål. Samtidig sælger styrelsen primært til mindre, lokale værker.

»Det er der, vi ser den største bæredygtighed i det,« siger han: »Vi bruger ikke energien på at køre eller sejle det langt. Det er lokal produktion, det her.«
Skoven ved Vinderup var oprindeligt landbrugsjord, men blev opkøbt til rekreativ brug. I dag bliver området også brugt til produktionsskov. »Vi kan blive ved med at hente træ i skoven, så længe vi ikke tager mere ud, end hvad skoven vokser med,« siger Naturstyrelsens Peter Chrois Møller.
En fordel ved det er, at der i modsætning til de importerede mængder er kontrol med, hvordan den biomasse, vi brænder af, er produceret. Med lande som Brasilien og Estland er det sværere at holde styr på, om biomassen kommer fra problematisk skovdrift. Principielt burde Parisaftalen og de internationale regler for skoves kulstofopgørelse sikre det, bemærkede Klimarådet i 2018.

»Men dette er i praksis langtfra altid tilfældet,« skrev rådet.

Oven i det er det ifølge FN’s Klimapanel usikkert, om der reelt bliver plantet nye træer steder som USA, Rusland og Baltikum, hvorfra danske kraftværker får store dele af deres biomasse fra. I en helt ny rapport må EU-Kommissionens eget ekspertorgan, JRC, eksempelvis konstatere, at de ikke aner, hvor 20 procent af den afbrændte træbiomasse i EU kommer fra.

Den del griber ind i en central forudsætning for biomassens CO2-neutralitet. For når Danmark kan opgøre afbrændingen som klimaneutral, skyldes det også, at CO2-udledningen tilskrives det land, der har fældet biomassen, og ikke det land, der forbruger den.

Problemet her er, at lande som Rusland og Brasilien ikke har sat sig bindende klimamål. Dermed er vi ikke sikre på, at landene som kompensation for skovrydningen »laver en klimaindsats andre steder i samfundet«, som professor Jette Bredahl Jacobsen fra Klimarådet tidligere har sagt i Information. De har ikke det store incitament til det.

Steen Ravn kravler tilbage i sin flismaskine og kører ud i en lysning lidt uden for skoven. Han skyder ladet til side, så flisen ruller ned i en container med et langt brag. Kort efter bliver containeren hentet af en lastbil, der kører biomassen videre til et nærliggende varmeværk.

Peter Chrois Møller vender sig mod os.

»Det har forandret sig over de seneste fem-seks år,« siger han.

Tidligere kunne det danske skovbrug levere det meste af det flis, der blev brugt i Danmark. Men efterhånden som store værker som Skærbækværket og Amagerværket er skudt op, er der ikke længere nok træ i Danmark.

»Og så er det, at man har udvidet og er begyndt at sejle træ ind fra Tyskland, Estland og andre steder i verden.«

Sådan har det som bekendt ikke altid været. At biomasse er blevet en slags rygrad i dansk energipolitik er noget, der er sket i de senere år. Og også den danske udvikling bærer Jørgen Henningsens fingeraftryk.
Naturstyrelsens flishugger kan i modsætning til flismaskiner i mange andre lande køre igennem skoven og kløve træer på samme tid. Kloen fører træstammerne ind i kværnen – en slags overdimensioneret persillehakker – og ud af den anden ende kommer der træflis.
København, september 2010
Presseopbuddet var stort, da Klimakommissionens medlemmer midt på formiddagen satte sig bag langbordet i DGI-byen. To år havde de brugt på at kulegrave Danmarks muligheder for at blive uafhængig af fossile brændsler, og nu var de klar med deres anbefalinger.

Kommissionen var blevet nedsat af VK-regeringen og bestod af ti eksperter med hver deres specialviden – en af dem var Jørgen Henningsen.

Hjemme i Venedig er han nu tilbage fra gymnastik, der er gået et par timer, han har atter sat sig til rette, siger han, klar til at fortsætte sin historie. Først med en vigtig detalje, han gerne vil slå fast:

»Ser du, Klimakommissionen handlede i virkeligheden ikke om klima,« fortæller Jørgen Henningsen.

Kommissionen havde fra politisk side specifikt fået til opgave at se på, hvordan Danmark kunne blive fossilfri. Altså ikke hvordan man nedbragte CO2-udledningerne, men hvordan man slap af med olie, kul og gas.

Det forhold var med til at bane vejen for en af kommissionens centrale anbefalinger: Danmark burde øge forbruget af træbiomasse i energi- og kraftvarmesektoren.

»Vi var blevet bedt om at gøre Danmark fossilfri. Og ingen kan jo benægte, at hvis vi skiftede fra kul og olie til biomasse, så gjorde vi landet mere fossilfrit.«

Selv var han en smule skeptisk, siger han, og havde inden pressemødet forgæves forsøgt at nuancere forslaget. Men heller ikke Jørgen Henningsen vidste dengang, hvad forskere ved i dag.

Det var først et år senere, da han var gået på pension, at en mail fra en tidligere kollega pludselig dukkede op i hans indbakke.

»Jeg tænkte, at det var sgu satans. Manden må være gal.«

Mailen indeholdt et notat med beregninger fra Den Videnskabelige Komité i EU’s Miljøagentur. Til Jørgen Henningsens overraskelse stod der, at der intet videnskabeligt belæg var for at opgøre træbiomasse som CO2-neutralt.

Først troede han ikke på det.

»Men da jeg læste dokumentet, kunne jeg se, at vi havde overset noget. Notatet skød meget klart ideen om ubetinget CO2-neutralt biomasse ned,« fortæller han.

»Det var flovt,« tilføjer han, »at jeg ikke selv havde fundet ud af, at biomasse ikke nødvendigvis hjælper meget på vores CO2-udslip. Men ingen af os i Klimakommissionen tænkte i kampens hede, at der kunne være problemer.«

Han gik straks i gang med selv at skrive notater og kontakte politikere. Det skulle gå hurtigt, den nye SR-regering var i 2012 på vej med en ny energiaftale, og Jørgen Henningsen ville have en slags bremseklods skrevet ind.

Det lykkedes ikke.
Lemvig Varmeværk har plads til 6.000 kubikmeter træflis, der opbevares i en kæmpe hal – lidt ligesom guldet i Joakim von Ands pengetank.
Tværtimod er biomassen – med professor Peter Birch Sørensens ord – »blevet systematisk favoriseret i en årrække«. I modsætning til anden vedvarende energi som sol og vind er biomasse fritaget for afgifter, om den så er CO2-neutral eller ej. Nylige lempelser i afgifterne på sol og vind har hjulpet på problemet, da sol og vind nu i højere grad sidestilles med biomasse, men sådan var det ikke for bare få år tilbage.

Jørgen Henningsen taler hurtigt i telefonen nu. Faktisk vælter det ud med brudstykker fra episoder, hvor han enten i debatter eller memoranda er kommet med »opråb til regering og folketing«.

»Jeg prøvede virkelig at sige: ’Hør nu her, venner, I bliver nødt til at tage det her alvorligt.’«

Men hvor store er udledningerne så reelt fra Danmarks forbrug af biomasse? Det er svært at svare på, da der ikke findes officielle data. Ifølge Danmarks Statistik er Danmarks bruttoudledninger af CO2 19 millioner ton højere årligt end det officielle tal på 48 millioner, hvis man medregner den afbrændte biomasse.

Jørgen Henningsen selv har forsøgt at lave regnestykket. Med det in mente at noget biomasse faktisk er klimabæredygtigt, skønner han, at Danmark burde bogføre ti millioner flere ton CO2. Det er et usikkert tal, men for ham er det vigtige ikke den nøjagtige størrelse.

»Det vigtige er, at vi simpelthen har sminket vores CO2-regnskab. Vi har ikke reduceret så mange af vores CO2-udledninger i de sidste 30 år, som vi tror.«

Tanken nager ham.

»Det er ikke kriminelt ifølge reglerne. Vi snyder ikke juridisk set. Men vi snyder klimaet.«

Konsekvensen er mærkbar. Træpiller og træflis er den største årsag til, at 34 procent af Danmarks energi i dag kan karakteriseres som »vedvarende«. Men regner vi udslippet fra biomasse med, så udleder Danmark i dag flere drivhusgasser end i 1995.

»Man kan sige, at vi har pyntet os med lånte fjer. Og det sætter os selvfølgelig tilbage i omstillingen,« har Klimarådets formand, professor Peter Møllgaard, sagt til Information.

Men det er ikke kun klimaet, der risikerer at lide under et stort forbrug af træbiomasse. Faktisk handler debatten om danskproduceret træflis sjældent om smeltende permafrost og oversvømmelser. Nej, her er bekymringen i høj grad en anden: Den handler om vores natur og biodiversitet.
En flismaskine er en slags hybrid mellem en traktor og en gravko med en jernarm monteret på fronten. For at undgå at lave et større aftryk end nødvendigt kører maskinførerne ad de samme spor gennem skoven ved Vinderup hver dag.
Rude Skov, november 2020
Jacob Heilmann-Clausen sjosker målrettet gennem den regnvåde bøgeskov. Klædt i blomstret skjorte og tyk uldtrøje – og med pjusket mørkt hår – bevæger han sig som en glad dreng, der kender hver en lille sti og tilgroning.

Som biolog og lektor på Globe Institute ved Københavns Universitet har han taget os med til Rude Skov i Nordsjælland for at vise forskellen på urørt skov og den type produktionsskov, der blandt andet leverer energitræ.

Ved en falden bøgestamme stopper han op. Han har fundet en sjælden koralsvamp, en af mange truede svampearter i Danmark. Han fisker en lille lup op af rygsækken, sætter sig på hug og nærstuderer den gulbrune svamp med spidse forgreninger.

»Jeg er jo svampemand,« siger han begejstret, »og så render man tit rundt med lup. Hvor fuglefolket, de går med kikkert.«

Her i skoven er 132 hektar ud af i alt 580 urørt, og vi står i den urørte del med vildtvoksende vegetation og minimal menneskelig indblanding. Svampen, som Jacob Heilmann-Clausen har fundet, lever af dødt ved, altså døde grene og stammer i skovbunden, og er et godt eksempel på, hvad urørt skov kan.

»Hvis vi fjernede det døde ved, ville den helt forsvinde.«

Han sætter i hastigt tempo op ad en bakke, slår et sving ved et par rådnede træstammer, fortsætter op, standser så kort for at smage på et par svovlhatte, før han holder endeligt inde ved en lysning i toppen.

»Her kan I tydeligt se forskellen,« siger han.

Lige ved foden af bakken, på den anden side af en skovsti, begynder den velplejede produktionsskov, hvor træerne trimmes sirligt og udnyttes til tømmer eller energi, når de har fået den rette størrelse.

Jacob Heilmann-Clausen fortæller, at skovdrift fører til ringere natur og truede arter. For eksempel er der dobbelt så mange fugle i urørt skov.

»Hvis man vil gøre en forskel for biodiversiteten, skal man lave mere urørt skov.«

Dermed ikke sagt, indskyder han, at hele landets skovareal burde være urørt.

»Det handler om balancen.«
Biolog Jacob Heilmann-Clausen fortæller, at hvis man vil gøre en forskel for biodiversiteten i Danmark, skal man lave mere urørt skov.
Faktisk har der for de dyre- og svampearter, der lever af dødt ved, været en lille fremgang i Danmark i de sidste 30-40 år. Og før jul vedtog et politisk flertal at udlægge yderligere 75.000 hektar til urørt skov.

»Men mængden af dødt ved i Danmark er stadig meget lavt sammenlignet med andre lande i Europa og den naturlige basislinje,« siger biolog Jacob Heilmann-Clausen.

»Og den nye udnyttelse af biomasse til energi er en potentiel trussel mod yderligere forbedringer af naturen.«

Vi bevæger os videre gennem produktionsskoven og får så selv syn for sagen. Langs skovstien ligger bunker af træstammer stablet, klar til at blive hentet og brugt som energitræ et sted i landet.

Jacob Heilmann-Clausen peger hen mod en af stablerne.

»En del af det træ, der ligger i den bunke dér, kunne man have ladet ligge i skovbunden til gavn for naturen« siger han.

Argumentet for biomasse er ofte, at branchen alene brænder resttræ, der ikke har andre formål. Men det begreb er »elastik i metermål« og kan eksempelvis også dække over hele stammer, siger Jacob-Heilmann-Clausen og fortæller, at selv om det såkaldte resttræ ikke har en stor økonomisk værdi, har det stadig en naturværdi.

Han taler ind i en større miljømæssig værdikamp om, hvem og hvad skove er til for. Det handler om skov for profit versus skov for biodiversitet, naturoplevelser, CO2-effekt og beskyttelse af grundvandet.

»Mange arters levesteder ved gamle træer og overgangene mellem skov og åbent land er forsvundet over lang tid, og fokusset på biomasse er endnu et skvulp i den retning.«

Den gulbrune svamp med spidse forgreninger nyder godt af dødt ved i skovbunden.
Venedig, november 2020
Meget er sket, siden Jørgen Henningsen sad med tunge øjenlåg den decembernat i Japan for 24 år siden, da Kyoto-aftalen blev indgået. Globalt opfattes biomasse til energiformål i dag som et problem snarere end en løsning.

Det stiller klimapolitikken i et vanskeligt dilemma. På den ene side kan det være svært at kalde sig »et grønt foregangsland«, når eksperter advarer andre mod at kopiere Danmark. På den anden vil det i praksis være umuligt at nå 70-procentsmålet i 2030, hvis udslippet fra biomasse skulle tælles med.

Og hvad er alternativet? Der går stadig mange år, før sol og vind og andre teknologier stabilt kan forsyne hele landets energibehov.

»Selvfølgelig skal vi ikke droppe biomasse helt lige nu,« siger Jørgen Henningsen.

»Vores milliardinvesteringer i det kan vi jo ikke rive ned over night. Men det er vigtigt, at vi får lavet en progressiv afviklingsplan.«

Ligesom andre eksperter opfordrer han til, at der hurtigst muligt laves en plan for, hvordan eldrevne varmepumper og geotermi over tid kan erstatte forbruget af biomasse i energisektoren.

Og så bør Danmark i øvrigt forsøge at opgøre, hvor store CO2-udledningerne fra træafbrændingen reelt er.

»Al politik må begynde med, at vi som land fører retvisende opgørelser over det, vi beskæftiger os med. Det her holder jo ikke. Hele vores status som foregangsland er baseret på lånte fjer,« siger Jørgen Henningsen.

Det er den kamp, han har kæmpet i ti år. Han har skrevet notater til ministre og folketingsmedlemmer, debatindlæg i dagbladene, deltaget i politiske høringer, givet interview, råbt op og kritiseret, men alt sammen uden den ønskede effekt, føler han.

»Det har været mange års indsats, som jeg må se i øjnene ikke har haft nogen virkning.«

Og nu orker han ikke mere. Ikke flere ord om træbiomasse, ikke flere opråb om Danmarks grønne omstilling. Den sidste energi, han har tilbage, »er der allerede skrevet billetter ud på«, siger han.

Jørgen Henningsen har haft et langt og udfordrende arbejdsliv, som han er taknemmelig for. Nu nyder han at være i Venedig, læse sin New York Times og lave fiskeretter til sin partner og de lokale venner, der kigger forbi.

»Jeg havde på et tidspunkt en drøm om at købe en lille båd,« fortæller han, »så jeg kunne sejle ud og fange mine egne fisk. Den plan er skrinlagt nu.«
Læs hele serien om biomassens bagside
Få besked i din indbakke, hver gang der er nyt i serien.
Tekst: Martin Bahn & Anders Rye Skjoldjensen
Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Redaktører: Anton Geist og Jon Faber
Digital produktion: Anders Rye Skjoldjensen
Infografik:
Rasmus Raun Westh

6. februar 2021
Dagbladet Information
Jeppe Lindholm

Rygning er da sundt. Det sagde Marlboro manden jo i årtier. Det ved vi da alle godt. Ik. Afbrænding af biomasse er CO2 neutral. Det ved vi da også alle godt. Ik. Kød er sundt og ernæringsrigtig, ligesom mælkeprodukter. Det har være børne læresætninger i generationer. Det ved vi da alle. Ik. Nordsøolien skabte velstand og vækst. Også det ved vi jo.

Det er vist de forkerte mennesker, som har plantet de forkerte værdier i os. Det ved vi nu og fester videre. Nu i overdrive på en i forvejen nedslidt planet. For forbruget i verden kommer ikke til at falde. Tværtimod er det de seneste årtier eksploderet uden udsigt til nedbremsning så langt øjet rækker.

Morten Søfting, Per Torbensen, Ruth Sørensen, Peter Høivang, Estermarie Mandelquist, Lars Knudsen, Kurt Nielsen, David Adam og John Scheibelein anbefalede denne kommentar

Til foråret skal EU-kommissionen beslutte, hvad der kan påregnes som taxonomi - altså grønne investeringer. Og da ser det ikke ligefrem positivt ud for biomasse.

EU-kommissionen fastslår direkte i et forslag, at Investeringer i skovbrug er ikke miljømæssigt holdbare. Og det er naturgas i øvrigt heller ikke, heller ikke hvis det bruges som substitut for kulkraft.

Det som forslaget angiver som miljømæssig holdbar investering, er sol, vind samt under visse forhold også vandkraft. Og hermed vil det nok afslutte Danmarks enorme forbrug af biomasse fra skovene.

Jeppe Lindholm

Hvem ved. Måske kan det endog blive nødvendigt, at sætte demokratiet på standby i nogle afgørende årtier for at redde klimaet. For hvad nu, hvis der de kommende år bliver valgt flere politikere verden over som Donald Trump, der fornægter menneskeskabte klimaforandringer, bare for magtens skyld, og som mange derfor vil se sig fristet til at stemme på, når indsatsen mod klimaforandringer kræver større livsstil forandringer end mange vil være villige til at ofre?

Morten Balling

Det her er fremragende journalistik!

»Det er ikke kriminelt ifølge reglerne. Vi snyder ikke juridisk set. Men vi snyder klimaet.«

Frem for alt snyder vi os selv. Os allesammen.

Esben Martiny-Bruun, Per Torbensen, Ruth Sørensen, Ete Forchhammer , Niels K. Nielsen, Rasmus Knus, René Arestrup og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar

Ja, fremragende journalistik - og det viser jo bare, at vi har én mulighed for at "redde jorden" - nedsætte vores forbrug markant.

Så vi kan lige så godt begynde at tænke over, hvordan vi vil forklare vores børn og børnebørn, hvad der gik galt - og hvordan det ikke er lige netop vores skyld.

Ruth Sørensen, Peter Høivang og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Så kom det ud. Mærkeligt dog, at de kloge hoveder ikke kunne fornemme intuitivt, at regnestykket ikke holder. Enhver der tænker sig bare minimalt om, ved jo at det tager længere (som i meget længere) for et træ at vokse op end det tager at blive brændt af. Derfor er der også lidt mere hold i den forklaring professoren kom med, efter at have været til gymnastik. Nemlig at man bare gjorde det nemmeste, dvs. det der blev sagt: ikke mere kul, olie og gas, men fuld fart på Sankt Hansbålet.

- Nå, men hvad skal de gøre, de lande som ikke har mulighed for at etablere havvindmøller?
- De skal da etablere landvindmøller.
- Har de plads til det?
- Det får de, når de beslutter sig for at nedbringe fødselsraten, ligeledes af hensyn til klimaet og overforbruget i det hele taget. Det egenlige problem er jo i bund og grund overbefolkning.
- Tror du selv på det kan lade sig gøre?
- Det kan godt lade sig gøre, Det kunne det i Kina i en årrække. Men hvis du spørger mig om jeg tror det er det der kommer til at ske, så er desværre nej. Jeg tror faktisk det ender galt.
- Hvorfor bringer du så muligheden på bane?
- Det må du nok spørge om.

Jeppe Lindholm

»På den lange bane – hvis vi havde 50 år til at overholde Parisaftalen – kunne biomasse måske være en fin løsning. Problemet er bare, at vi kun har ti til 12 år,« siger Jørgen Henningsen.

Verden har ganske enkelt ikke råd til at udfase atomkraft med den ultra korte tidshorisont på 10 - 12 år med udfasning af CO2 udslip. Største delen af verdens energi forbrug kommer fortsat, alt andet lige, fra afbrænding af kul, gas og olie. Og det i et stigende omfang. Skal det her bare have en minimal chance må atomkraft genindtænkes som en del af en midlertidig løsning. Der er ganske enkelt ikke råd og tid til andet. Så må udfasning af atomkraft udskydes 25 - 50 år. Tjernobyl var og er en katastrofe. Men ikke i et omfang og udslettende af livsbetingelserne som alvorlige klimaændringer vil være det.

Grundlæggende skal atomkraft udfases. Men for at stoppe uoprettelige klimaforandringer må alle midler tages i brug i en overgangsfase til global vedvarende energi. Også den kontroversielle atomkraft.

Per Torbensen, Peter Høivang og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

LØSNINGEN på miljøproblemerne hedder KERNEKRAFT. Det er ingen løsning at fælde en skov og brænde den af. Men det har vi faktisk vidst længe, men det må man ikke tale om i Danmark. Men hvis vi ser på hvem der har en miljøvenlig elproduktion i Europa skiller Norge, Sverige og Frankrig sig ud. De bruger Kernekraft og Vandkraft, og Norge udelukkende det sidste.

Hvis vi som udgangspunkt går ud fra at Kineserne, Inderne, Afrikanerne m.fl. også gerne vil have en rimelig levestandard år 2100, samtidig med der kommer flere mennesker ialt, må jordens energiforbrug blive meget større end idag. Hvis vi siger den bliver mellem det dobbelte og det tredobbelte af dagens forbrug er man nok rimelig realistisk. Og så skal der investeres i kernekraft i stort omfang. Mange nye reaktortyper er på vej og kernekraft er derfor den eneste energikilde der kan levere energien.

For vi skal ikke spare på energien vi skal produktudvikle så vores teknologi udvikles så vi kan klare det, og kernekraft er en god løsning. Prøv bare at se på det kort som det internationale energi agentur (IEA) har lavet, og som viser hvordan landene forurener når det gælder el netop nu. Du kan se kortet nederst på siden hos https://www.atomkraft-jatak.dk/ så kan man se IEAs kort. Sverige, Norge og Frankrig skiller sig ud, for de er hele tiden grønne for de bruger kernekraft og vandkraft. Danmark forurener mere specielt hvis det ikke blæser. Man kan også se hvordan landene har sammensat deres elforsyning. Gå ind på atomkraft-jatak.dk og tjek hvordan det ser ud netop nu.

Per Torbensen, Peter Høivang og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

A-kraft kan være løsningen. Men som det er nu, skal samfundet være villige til at betale langt højere pris for energien.

Dette ses i. at kommercielle aktører med a-kraft-erfaring over en bred front har fravalgt denne energiform på grund af de enorme investeringer og sikkerhedskrav på den ene side, og den reelle energipris man kan opnå på det frie marked på den anden side.

Den billigste energiform - både ved investeringer og ved drift er faktisk stadig vind og sol. Og solenergi bliver stadig både billigere og lidt mere effektiv. Desuden er der i disse energiformer faktisk nok til alle.

Og som mulig opbevaring af energien til senere anvendes finder der allerede i dag en række gode og hensigtsmæssige tekniske muligheder.

Problemerne ved disse energikilder, hvilket også gælder a-kraft, er at der skal etableres et omfattende og utroligt kostbare net af destributions-kabler fra producentsteder til forbrugssteder.

Til boligformål kan man ret let komme ud over denne ret store investering i destributions-systemer, hvis de enkelte husstande, eller begrænsede boligområder, selv producerer og lagrer egen energi. Hvilket også er teknisk muligt - især i forbindelse med isolering og opsamling af spild energi fra luft og spildevand.

Eksempel: Vores svenske hus blev bygget i midten af 1990-erne som lavenergihus, og med vores monterede solceller producerer vi mere energi, end vi bruger. Huset blev i sin tid bygget med et passivt "energilager", der skulle kunne afgive passiv varme over 3-5 døgn ved strømafbrydelser, men det kan let og billigt gøres mere effektivt. Og vores Balkan-hus fra samme periode bliver netop nu ombygget til rent 0-energi, hvor varmen løbende oplagres i 3 store akkummulatortanke, og el-energien i store 24 volt batterier, ligesom det meste el-forbrug (lys, tv, køl/frys osv. også er 24 volt).

Det tilbageværende problem er egentlig industrierne, der har haft politikernes opmærksomhed, og ikke har haft incitament til at gøre noget. Men for de meget energitunge kan Skandinaviens absolut største energibruger, KLAB, måske danne norm. De har udviklet et eget totalt co2-neutralt energisystem, der er færdigbygget til drift i 2026. Og den komplicerede tekniske løsning er stillet til rådighed for alle.

Malene Wiinblad

Det er en fin artikel og rigtigt alt sammen. Den er imidlertid ikke fri for at være noget bagklog og har en meget uheldig bi-effekt i at udstille Jørgen Hennningsen som et gammelt fjols. Udvikling er dynamisk og hvor der handles der spilles som vi min ex-svigerfar Erling Olsen sagde. Jørgen Henningsen var en af de danskere som tidligt handlede og som har haft en stor og positiv betydning for de fremskridt der blev gjort på klimaområdet dengang i 90erne. Grundtanken i biomasse-politikken er jo stadig rigtig, at hvis der ikke udtages mere biomasse end der bliver genplantet så er det bæredygtigt. Problemet er selvfølgelig at Danmark ikke har undersøgt om de eksporterende lande rent faktisk genplantede i den fornødne takt og at det ikke er en bæredygtig strategi globalt set.

Samtidig var der jo også i begyndelsen af 00'erne de sorte år under Anders Fog som satte Danmark 5 år tilbage på vind-området, som gjorde at det tog længere tid for andre VE kilder at vinde indpas. Jeg arbejdede selv med vind-energi fra 93 - 98 og det har jeg selvfølgelig ikke fortrudt (endnu kunne man måske sige for vi ved jo ikke om man finder ud af et eller andet negativt i fremtiden om VE-øer. Tilbage bør stå at Jørgen Henningsen som jeg udmærket husker var en pioner og leder på klimaområdet.

Elisabeth Christiani og Niels Chr. Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Gert Romme

Prisen er aldrig afgørende når man taler vind og sol, men altid når man taler atomkraft. Den nye første del af en energi ø kommer til at koste minimum 210 Mia og vil levere 3 gw når det blæser.

Det er ca. samme pris som det dyreste atomkraftværk i nyere tid Hinkley point c, som er på 3,2 gw hele tiden, også på en vindstille dag.

Kernekraft bruger samme type elnet som kulkraft så der skal ikke udbygges kæmpe elnet til omskiftelig strøm, som vil koste mere CO2 end vi vil spare de første 30 år. Lige nu har vi svensk kernekraft i danske hjem, så det fungerer ganske fint.

El fra vind og sol er rigtig nok billigst og det er dejligt, men hvad hvis vi tog prisen for lagring og udbygning af elnet med?

Du skriver at lagring er muligt, det er det i et enkelt nul energihus der er bygget eller ombygget til det. Det er ikke muligt i stor skala uden et alt for stort energi tab.

Jeg har endnu ikke set lagrings metoder der er skaleret op, til at levere energi til en lille landsby i bare et par timer og slet ikke til en mellemstor dansk by. Det findes ikke endnu.

Hvis alle danske huse, lejligheder, fabrikker og sygehuse ombygges til nul energi, så vil selve udbygningen koste enorme beløb, både økonomisk og CO2 mæssigt.

Det er den rigtige vej at gå på den lange bane og det skal vi, det løser bare intet nu.

Som flere er inde på, så er vi nødt til at se på atomkraft som en overgangs løsning de næste 30-80 år.

Vi bør som minimum bekæmpe nedlukning af eksisterende værker der ikke er forældede. Hvergang der lukker et atomkraftværk, så erstattes det af strøm fra fossil energi eller biobrændsel, aldrig af vind og sol - fordi vind og sol ikke kan levere stabil energi og ikke kan lagres i stor skala.

Fin artikel. Så kunne I passende følge op med dybdegående journalistik omkring andre ”såkaldte” grønne løsninger i vores energisektor. Her tænker jeg på ugennemskuelige støtteordninger i forbindelse med vindmøller og solceller, affaldsproblemer med udtjente vindmøller, ressourceudfordringer i forbindelse med fremstilling af solceller, arbejdsmiljø i forbindelse med produktion af solceller og det faktum at de grønne energiløsninger vi satser på i Danmark, kræver backup i form af afbrænding af fossile brændstoffer.

Henning Egholk

Selvfølgelig skal man ikke fælde træer i sunde skove for at lave dem til træpiller (biomasse). For nok 25år siden gik vi bort fra oliefyr og el varme i vores landejendom. Der var ikke naturgas, så vi byggede et halmfyr. Efter en del år med bøvl og megen arbejde med halmen (bigballer). Ofrede vi penge på 2 stk træpille-fyr. Det var den nye CO2 neutrale fyringsform! Sidenhen skiftede vi ud til et stort og et lille pillefyr. Det lille kunne så klare sommersæsonen.
Nu spørger jeg så Dan Jørgensen og eksperterne. Hvilken opvarmningsform skal vi nu vælge når træpillerne IKKE er godt for udledningerne eller skovene i Balticum?
Vi har spurgt opvarmningseksperter om en varmepumpeløsning. Det er p.t. ikke muligt at få en varmepumpe til at levere nok varme fra et central sted og fordele varmen ud til 3 store bygninger.
Alternativt skal husene forsynes med flere varmepumper (7 stk) som vil bringe investeringen op på måske en milion kr.
Vi ønsker ikke at bidrage til øget CO2 udslip. Men forventer samtidig at træpiller som leveres til os er restprodukt fra træindustrien. Vi forventer også at pillerne ikke er sejlet til DK fra Canada eller Brasilien. Men det er vel en myndighedsopgave, eller hvad?
Kære Dan Jørgensen: Du må accepterer at folk der bor på landet i store huse fra 1800tallet har brug for varme som ikke bare kan leveres fra varmepumper. Et moderne efterisoleret hus har mindre varmetab end en gammel avlsgård fra 1850. Men hvad gør vi?

Lise Lotte Rahbek, Morten Balling og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Henning Egholk

Men hvad gør vi nu?

Godt spørgsmål. Mit bedste bud er at vi bygger vindmøller som ind i helvede (bogstavelig talt), og skruer vores forbrug (væsentligt) ned. Ikke i december 2029, men nu. Dybest set burde enhver som ikke har et livsnødvendigt job bygge vindmøller hver dag. Det er ikke kun at bygge møllerne. Strømmen skal også ud til forbrugerne, og sidste gang jeg så, da var vores forsyningsnet ikke dimensioneret til det. Vi skal også lige huske at bygge/købe el og brint biler mm. Og billige varmepumper og ombygge de flisfyrede værker rundt omkring, men det når vi altsammen inden 2030 hvis vi bare starter i sidste øjeblik. Næppe.

Peter Høivang

@ Morten Balling

Med alle de vindmøller, hvordan vil du så lagre alt den strøm, med nutidig og CO2 rentabel lagrings teknologi.

Grunden til at jeg spørger på den måde, er at du i tidligere debatter med mig, har skrevet at du ikke anser uran udvinding fra havet og breeder reaktorer som realistisk, da det endnu ikke kan skaleres op. Selvom Rusland på nuværende tidspunkt har en fast breeder reaktor kørende.

Morten Balling

@Peter Høivang

Vi har ikke nogen god løsning på hvad vi gør de dage hvor vinden ikke blæser. Du må absolut ikke opfatte det som at jeg har en løsning. Blot at jeg kan pege på at de løsninger man taler om ikke er realistiske. Nogle er mere urealistiske end andre. At bygge et batteri som kan være backup globalt ville kræve hvad der svarer til mere end et års globalt energiforbrug, og det blev ikke et litium batteri, fordi vi ikke har litium nok. Nogle har foreslået NaS batterier, men de indeholder bla. store mængder ren natrium opvarmet til det er flydende. Som man siger: What could possibly go wrong?

I stedet vil man formentlig ende med at bruge fossil energi som backup. Det er bla. derfor jeg også siger at vi formentlig kommer til at bruge hver en dråbe olie der er. Det vil mildest talt være skidt for klimaet.

Atomkraft kan være en midlertidig overgangsløsning, men hvis vi først skulle igang med det, ville det så ikke være bedre at satse på fusion? Den ligger stadig langt ude i fremtiden, men det skyldes bla. at den er "dyr" at udvikle. Måske var det noget man skulle overveje at smide langt flere "penge" efter.

Den eneste reelle løsning er at indse at vi skal bruge færre ressourcer, herunder mindre energi. Der er et hav af steder hvor vi bruger overflødige ressourcer fordi det gør vores liv mere komfortable og fordi det holder dampen oppe på væksten. Indtil vi gør op med vækstøkonomien og nedprioriterer komforten, så er der kun en vej, og det er med næsen i plovfuren mod afgrunden.

Peter Høivang

@ Morten

Tak for svar.

Jeg er kun enig i dine betragtninger og atomkraft kan i nuværende form kun være en midlertidig løsning.

Vindkraft skal naturligvis også udbygges massivt.

Jeg ved du følger meget med på området og ville høre om du havde hørt om stor skala energilagring. Derfor spurgte jeg.

Det krydser jeg fingre for kommer indenfor kort tid.

Min pointe er som altid: vi har ikke "råd" til at vælge mellem ikke fossile energikilder, vi skal bruge dem alle, indenfor de muligheder og begrænsninger de hver især har.

Morten Balling

@Peter Høivang

Hvis man (som altid) husker at have de kildekritiske briller på, kan man finde utroligt meget information om disse emner på Alice Friedemann's blog kaldet EnergySkeptic. Jeg er ikke altid 100% enig med Friedemann, men hun er sober og god til at bringe referencer på de ting hun skriver.

En af de ting jeg ikke er enig med Friedemann i er at hun nogle gange lader til at tro, at hvis bare USA kunne løse problemerne nationalt så var alting fjong.

Da jeg i sin tid begyndte at sætte mig ind i tingene her, brugte jeg Friedemann, hver gang jeg stødte på noget som lød for godt til at være sandt, og hver gang kunne hun forklare, hvorfor det vitterlig var for godt til at være sandt.

Her er bla. en artikel om energy storage:

http://energyskeptic.com/2019/utility-scale-energy-storage-has-a-long-wa...

Morten Balling

Hvis man vil se et eksempel på hvorfor NaS batterier er "svære at håndtere":

https://www.greentechmedia.com/articles/read/Exploding-Sodium-Sulfur-Bat...

Peter Høivang

Tak Morten, især for Alices blog, det var interessant læsning og lige netop det der mangler i de danske medier.

Vi hører aldrig om proportionerne når der bliver nævnt grønne løsninger og tiltag.

Tænk sig at der skal et batteri på størrelse med Fyn for at lagre energi nok til USA i et døgn og at der er op til 42 døgn vindstille i træk.

Puha. Det er ganske umuligt også når man tænker på at der ikke er materialer nok til, at bygge det.

Nu tør jeg ikke engang regne på hvor mange atomkraftværker vi har brug for til fremtidens energi produktion, det er tusinder.

Jeg må hellere kigge lidt på hendes kilder, men hvis hun har ret i halvdelen, så er det for stort et problem at løse.

Morten Balling

Problemet skal løses. Ellers løser det sig selv.

Kristian Bajer

Det er misvisende kun at vise, at vi importerer 95 % af vores træpiller. Når man tager træflis med, er det "kun" 57% af Danmarks træbiomasse der importeres. Det kan man jo også sagtens synes er for meget, men det er da noget der skal informeres om, når man skriver en artikel som den her..
https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/kef/spm/268/svar/1645168/2167586.pdf

Dertil kommer, at det i mine ører lyder meget underligt at "det ifølge FN’s Klimapanel usikkert, om der reelt bliver plantet nye træer steder som ... Baltikum" der over en bred kam har meget moderne skovlove, der sikrer den slags.

Henning Egholk

At Atomkraft atter nævnes i disse spalter undrer mig meget! Hør her: A kraft er mega dyrt at opføre. Der er strenge og nødvendige sikkerhedskrav til værkerne. Og så er der det høj- og mellemradioaktive affald. Hvor skal det bringes hen? Hvor skal det deponeres? Vi taler om måske 1000 år.. Tænk lige over det radioaktive affald fra forsøgsreaktoren på Risø. Hele DK havde høstet viden fra mange års forsøg. Nu skulle affaldet deponeres. Hvilken kommune vil hjælpe Risø og Roskilde? Ingen som i ingen var villige i Danmark! Så nu ligger det mellem- og lavradioaktive stadig i store mængder tønder på Risø. - PS Nej til A kraft.