»Kom så! Kom op! Slå ham!«

En slank mand med langt blondt hår samlet i hestehale læner sig ind over en enorm arabiskudseende mand, der ligger ned og råber lidende. Manden med hestehalen løfter en klapstol demonstrativt over hovedet og skal til at smadre den ned i den nødlidende mand, da han stopper op og kigger rundt.

Han står i en stor wrestlingring i en gymnastiksal, og publikum er tydeligvis ikke tilfredse med hans handlinger. Tilskuerne prøver nærmest at overdøve hinanden i forsøg på at buhe højest.

»Du er og bliver et Hellerup-svin!« råber gymnastiksalens publikum nu i takt.

Den slanke mand med klapstol i hænderne er wrestleren Pete Phoenix, en rigmandssøn fra Hellerup, og det unge, moderigtige publikum på Nørrebro bryder sig åbenlyst ikke om, at han er ved at vinde over 'den tonstunge kebebsheik' Saim, som hans modstander kaldes.

Det er lørdag aften, og en gruppe københavnske wrestlere har indbudt til wrestlingshow. Tidligere skulle man til Randers eller Aarhus for at finde et hjemsted for en dansk wrestlingliga. Men i de seneste år har man også kunnet se wrestling hos Copenhagen Championship Wrestling i en gymnastiksal i en baggård på Nørrebro.

Trods udvidelsen i Danmark er der dog stadig langt fra de fyldte arenaer i den moderne wrestlings hjemland, USA, til en slidt gymnastiksal med 150 publikummer på Nørrebro.

Den nationale wrestlingliga i USA, WWE, omsatte alene i andet kvartal af 2019 for 1,8 milliarder kroner og har i gennemsnit ni millioner ugentlige seere på tv. Til det årlige megaevent WrestleMania var der anslået mere end 80.000 tilskuere samlet i en kæmpearena.

Også når man sammenligner med de andre store sportsgrene i USA, står wrestling stærkt. Da det amerikanske erhvervsmagasin Forbes i 2017 opgjorde de mest indbringende sportsbegivenheder, kom WrestleMania ind på en sjetteplads, blandt andet foran den amerikanske baseballliga World Series.

Wrestling udgør en enorm industri fyldt med pragt og glimmer, fortæller David Beard, der adjungeret professor ved Minnesota University, hvor han forsker i amerikansk wrestling.

»Flere gange om ugen fyldes en ny arena med titusindvis af begejstrede wrestlingfans, og millioner af seere betaler for at se med hjemme i deres stuer. Wrestlerne bliver betragtet som store stjerner,« fortæller han over telefonen.

Det er ikke kun sportens udbredelse, der er forskellig i USA og Danmark. Både historierne, der udfolder sig på scenen, og publikum rundt om ringen er forskellige i Danmark og USA. En forskel, der afspejler henholdsvis dansk og amerikansk kulturs konflikter og fjendebilleder.

Onsdagen inden lørdagens show står wrestlerne Pete Phoenix og 'den tonstunge kebabsheik' Saim og griner sammen i den selvsamme gymnastiksal, som de om lørdagen vil bekrige hinanden i.

Der lugter af linoleum fra det grå gulv i salen, hvor grønne, gule og røde striber markerer banen mellem basketballkurve og fodboldmål i hver ende af salen.

Det er den sidste træning inden lørdagens show, men der er kun dukket fem wrestlere op, og chefen for det hele er ikke en af dem.

22-årige Kasper Laursen, der spiller rollen som Pete Phoenix, byder velkommen. Han står for at træne de senest tilkomne, men ligner ikke umiddelbart en wrestlingautoritet. Han er høj, men spinkel, og det vil han gerne have lavet om på, fortæller han.

»Jeg forsøger at træne og spise så meget som muligt. Man skal helst have et vist look for at blive booket. Det hører ligesom med.«

Der hvor ringen kommer til at stå om lørdagen, ligger nu en tyk, blå gymnastikmåtte. De få fremmødte wrestlere kaster efter instruktion fra Kasper hinanden ned i måtten på skift, så det giver et ekkofyldt brag i den tomme gymnastiksal.

I stedet for at fokusere på uddannelse og en traditionel karriere arbejder Kasper som lagermedarbejder og fokuserer sin energi på at stræbe efter drømmen om at blive professionel wrestler. En prioritering, der ofte bliver mødt af skeptiske blikke fra folk omkring ham.

»Men, ohh brother, når du kommer ud foran 300 mennesker, der alle sammen råber 'Hellerup-svin' efter dig, er det et rush, der ikke kan beskrives.«

Kasper er opvokset i et parcelhus på Vestegnen. Efter at han og hans brødre i de tidlige teenageår blev introduceret til wrestling i en youtubevideo, begyndte de at øve wrestlingfald på trampolinen i forældrenes baghave.

Opvæksten på Vestegnen lægger Kasper Laursen fra sig, når han træder ind i wrestlingringen som Pete Phoenix, den arrogante rigmandssøn fra Hellerup.

»Det er så centralt, at han er fra Hellerup. Folk forstår den lokale stereotyp. Og så er der også noget dansk i, at den rige er the bad guy«

Nu dukker promoteren Jesper 'Hangman' Nybro op – mere end en time efter træningens start. Jesper ligner stereotypen på en wrestler: høj, veltrænet, skaldet og med fuldskæg. Han kigger på Kasper og siger med et kækt smil: »Ham der journalisten, ik'?« inden han sparker ud i luften, råber »pow!« og griner.

Det var Jesper Nybro, der for fire år siden startede Copenhagen Championship Wrestling, og han er med til at udvikle historierne, der udspiller sig i ringen. At skurken er fra Hellerup er et helt bevidst valg, fortæller han. For ham er wrestling nemlig ikke kun en forretning; det er også en kunstform.

»Det handler om at fortælle nogle historier om det københavnske landskab. Man kan komme ud med nogle budskaber om samtidens problemstillinger på en helt anden måde, end andre kan gøre. Der er en konflikt i ringen, så det er den rige mod den fattige, den lokale helt mod skurken, der vil have verdensherredømmet. Du kan arbejde med mange tematikker.«

Derfor er det vigtigt for ham at forholde sig til lokalmiljøet og de politiske konflikter, der er i København.

»Vi har jo lokale helte, som folk kan identificere sig med. For eksempel karakteren Sorte Kurt, der er en gammel arbejdertype fra Amager, der går på bodega – han er en af dem, allerflest er vilde med. Og så er der en skurk som Pete Phoenix, der er rigmandssøn fra Hellerup. Det er jo en ret ideologisk fortælling i virkeligheden, som folk så kan tage med sig hjem.«

Der er en lignende logik på spil i en amerikansk sammenhæng, fortæller den amerikanske wrestlingforsker David Beard.

»Wrestling er bestemt ikke noget fint teaterstykke, men det kan betragtes som en folkekunst, der er skabt til det omkringliggende folks behov. Derfor vil lokale wrestlingshows i USA også se forskellige ud, alt efter hvor man befinder sig,« fortæller han og peger på, at de lokalt i det fiskeglade Minnesota har en wrestler, hvis signaturtræk er at fange sin modstander med fiskestang.

Den vurdering er Michael Madsen, ekstern lektor i amerikanske studier på Syddansk Universitet enig i. Han har stor interesse for wrestling.

»Wrestling er bedst, når der er en helt klart defineret helt og skurk. Så snart wrestleren kommer ud, skal vi forstå, hvem vi skal hade, og hvem vi skal holde med. For at gøre den historie letforståelig trækker man ofte på nogle eksisterende stereotyper fra det omkringliggende samfund.«

»Hvis man kan præsentere, at den ene er en arbejdertype fra Amager og den anden en arrogant rigmand fra Hellerup, er det meget skarpt linet op og let at afkode, hvem man skal holde med, hvis man er et publikum på det venstreorienterede Nørrebro.«

Han peger på, at det, at skurkebillederne former sig efter samfundet, også er noget, man har set i amerikansk wrestling gennem årene.

»Den nemme løsning i USA har ofte været at lave en ærkeamerikansk helt over for en udenlandsk skurk alt efter den historiske periode. Lige efter Anden Verdenskrig og Pearl Harbor var skurkene ofte asiater, under Den Kolde Krig var der en del russiske skurke, og siden har man set en del mellemøstlige skurke.«

I gymnastiksalen i baggården på Nørrebro hilser jeg på den senest tilkomne wrestlingaspirant, 17-årige Isabella Hansen, der kun har gået til wrestling i en måneds tid. Hun skiller sig tydeligt ud fra de fire andre wrestlere, der er dukket op til træningen. De andre wrestlere har taget træningstøj på, mens Isabella har en lysegrå bluse med blondekant og stramme sorte jeans på.

Med sin lyse stemme og Roskilde-dialekt fortæller hun, at hun allerede har været her i en times tid.

»Det var meningen, jeg skulle mødes med Kasper, der er min træner, men den sløve snegl var forsinket.«

Hun har ikke så meget andet at lave end at være her i dag.

»Lige p.t. er jeg jobsøgende, og det er sådan set det. Det er den lidt sørgelige sandhed. Men tidligere i dag snakkede jeg med min uddannelsesvejleder om at søge ind på en kosmetikeruddannelse.«

For bare halvanden måned siden havde den kosmetikinteresserede wrestlingaspirant intet forhold til wrestling. Men på vej hjem fra en ferie i New York skulle hun vælge en film at se på flyet. Valget faldt på wrestlingfilmen Fighting with my family. En film med den tidligere wrestler Dwayne 'The Rock' Johnson i en af hovedrollerne.

Filmen skildrer en pige, der ikke passer ind i den by, hun vokser op i. Men i wrestlingmiljøet finder hun et miljø, hun ikke finder i byen.

»Jeg var bare sådan: 'Okay, det her er et sammenhold. De har noget specielt sammen'. Den fangede mig lige med det samme.«

Ligesom hovedkarakteren i filmen har Isabella Hansen altid følt sig lidt som en outsider, der har søgt efter et sted, hvor hun føler, at hun hører til. Isabella Hansen har kæmpet med angst og depression og har aldrig følt, at hun passede ind.

»Men jeg har fundet en del venner over nettet, for eksempel når jeg har spillet World of Warcraft, hvor der er et særligt fællesskab. Og det er der også i wrestling, hvor jeg virkelig er blevet taget godt imod. På lørdag vil det også ligne, at wrestlerne slås mod hinanden, men i virkeligheden arbejder de jo sammen for at lave et fedt show.«

Det er blevet lørdag, og aftenen er kommet, hvor Kasper Laursen bliver til Pete Phoenix og skal vise sit værd i kampen mod 'den tonstunge kebabsheik' Saim. I baggården, hvor publikum er ved at ankomme, sidder Christian og Kristian på en træbænk. De er begge klædt i denim og har fuldskæg. Efter wrestlingshowet skal de videre til rave, fortæller de.

De drikker Four Loko, en syrlig drik med ti procent alkohol, der er den nye sponsor af wrestlingarrangementet.

»De er fucking stærke,« får Kristian sagt, lige før en gruppe af deres venner støder til.

»Må jeg lige smage den der satan?« spørger en af de nytilkomne. »Føj for satan!« råber han og griner.

Spørger man Christian og Kristian er Four Loko det helt rigtige at drikke som opvarmning til arrangementet.

»Dude, det er et perfect match. Four Loko er sådan lets get fucking blasted. Som alkohol har det den samme ironiske kultstatus, som for eksempel Monster-energidrikken har, fordi det er sådan lidt dumt og drengerøvsagtigt. Og det er jo det, wrestling er,« siger Christian.

Den ironiske distance, som Christian beskriver, møder man ikke blandt wrestlingfans i USA, hvor der er en overrepræsentation af lavtuddannede mænd med en oprigtig passion for sporten, fortæller wrestlingforskeren David Beard. En oprigtighed, der bunder i den amerikanske mentalitet, mener han.

»Der er mange, der stadig tror på magt og vold som en løsning, og at den gode altid vinder. Og det er jo to fortællinger, der i høj grad ses i wrestling.«

David Beard er sammen med en kollega ved at skrive en videnskabelig artikel, der dokumenterer en sammenhæng mellem wrestlingfremmøde og andelen af Trump-vælgere i amerikanske valgdistrikter.

»Det er jo i virkeligheden nok ikke særlig overraskende. Præsidenten regerer jo på mange måder, som en wrestler gebærder sig.«

Donald Trump har siden slut-80'erne optrådt som karakter i amerikansk wrestling. Senest i 2007, hvor han kæmpede med direktøren for WWE, Vince McMahon, en mand, som Trump gennem en årrække har været forretningspartner med. McMahons kone blev endda en del af Trumps regering, efter at parret havde givet store donationer til Trumps præsidentkampagne.

»Med sin måde at bedrive politik på dyrker Trump jo virkelig en machokultur, der er fremherskende i USA. Og den machotilgang er wrestlingglade områder mere tilbøjelige til også at ville se i amerikansk politik,« fortæller David Beard.

Store armbevægelser fylder mere i amerikansk politik, end de gør i Danmark, pointerer Michael Madsen fra Syddansk Universitet. Netop danskernes tilbageholdenhed over for store armbevægelser kan muligvis være en del af forklaringen på, hvorfor wrestling ikke er blevet mere udbredt herhjemme, mener han.

»Når wrestling i Danmark ikke kan komme ud til mere end et nichepublikum, er det jo, fordi danskerne synes, at det på mange måder er så amerikansk og overdrevet, at det bliver plat,« siger han.

I baggården på Nørrebro støder flere og flere af Christian og Kristians venner til. De minder ikke om machoglade Trump-vælgere. En er fotograf, en anden DJ og en tredje studerer sociologi, fortæller de.

Mens gruppen færddiggør deres Four Lokos, strømmer det til med unge folk med piercinger og langt hår sat op i knolde, der lige så langsomt bevæger sig fra gården op til gymnastiksalen, hvor kampene starter om lidt.

»Ladies and gentlemen, I'll be your host this evening,« annoncerer en ung mand iført flammemønstret skjorte på scenen i den nu fyldte gymnastilsal. En rød løber forbinder scenen og to krøllede gardiner i et hjørne af salen, hvor wrestlerne venter på at skulle i aktion.

Tiden er nu kommet til kampen mellem Pete Phoenix og 'den tonstunge kebabsheik' Saim. Efter en introduktion af wrestlerne forlader konferencieren scenen og overlader den til en dommer med seler, skæg og hårknold.

Ud fra gardinerne træder Pete Phoenix frem med et kækt smil. Over hans bare overkrop har han en åben læderjakke med pailletter. Hans lange blonde hår er sat op i en hestehale, der svinger fra side til side, mens han bevæger sig som en arrogant kamphane ned af den røde løber. Publikum skiftevis buher og råber »Hellerup-svin, Hellerup-svin!«.

Først da han træder op på scenen, anerkender han publikums reaktion. Han løfter et øjenbryn, mens han breder armene ud og løfter skuldrene. Publikum råber nu højere.

En ung kvinde med bæltetaske hen over skulderen råber: »Fuck dig, Pete. Jeg har aldrig kunnet li' dig!«, og vender sig kort efter mod sin venindes telefon og tager en selfie sammen med sine veninder.

Gongongen lyder, og kampen begynder. Efter 15 minutters intens kamp, hvor wrestlerne kaster med hinanden på scenen, bliver Saim slået i knæ. Pete Phoenix får pludselig en klapstol i hænderne og bruger den til at smadre Saim helt i gulvet. Nu er det, at Pete Phoenix hæver klapstolen demonstrativt hen over hovedet, inden han et kort øjeblik stopper op og kigger rundt på det buhende publikum.

Publikums utilfredshed holder ham ikke tilbage. Han smadrer klapstolen ned i den nødlidende Saim med fuld kraft. Stemningen blandt publikum bliver ikke bedre, da han kort efter finder en saks frem og skal til at klippe kebabsheikens lange flettede hår af.

»Kom så! Kom op! Slå ham!« råber publikum opfordrende til Saim, der nu pludselig rejser sig med nyfunden energi. Den enorme mand griber fat i den slanke Pete Phoenix og smider ham i gulvet med et brag, mens publikum jubler og hepper: »Klip hans hår! Klip hans hår!«.

Saim tager fat i saksen og den nu bevidstløse Petes hoved, inden han klipper hans lange hestehale af og triumferende viser den frem for publikum.

Da Pete kommer til bevidsthed kort efter, ser han med et tomt blik til, at Saim hånende gentager: »Den er lige her, den er lige her,« mens han svinger Petes hestehale foran ham.

Det går op for Pete, at hans hestehale er klippet af, og han begynder at skrige. Den arrogante rigmandssøn gemmer sit nyklippede hoved i den pailletdækkede læderjakke, inden han flygter ned bag gardinerne i hjørnet af salen, mens publikum råber: »Du er og bliver et Hellerup-svin!«.

Da showet er slut, står Isabella Hansen og smiler højenergisk på trappen mellem gården og gymnastiksalen.

»Jeg har set sådan ud hele kampen,« siger hun.

På trappen ved siden af hende sidder Pete Phoenix med sit nu skulderkorte hår. Omkring ham står fem unge kvinder og spørger, hvordan han har det. Han hiver op i trøjen og viser stolt et rødt mærke på brystet, han har fået fra aftenens kamp, mens han med et kækt smil bemærker.

»Der er nogen, der siger, at wrestling ikke er ægte. Men det føles ret ægte lige nu.«