serie
Epidemien I
Efter ti år med et stærkt stigende forbrug af smertestillende medicin i USA, er overdoser i dag den hyppigste dødsårsag blandt amerikanere under 50.

Levealderen falder og over to millioner amerikanere menes at være afhængige af forskellige former for opioider, som eksempelvis morfin eller heroin.

Præsidenten kalder det en epidemi.
Mary Kathryn Mullins var afhængig af opioider og døde af en overdosis. Hun blev 50 år.
Mary Kathryn Mullins var afhængig af opioider og døde af en overdosis. Hun blev 50 år.
I den lille kulmineby Madison i West Virginia er alle ramt af opioidkrisen, og her levede og døde Mary Kathryn Mullins.

Vi tegner et portræt af en by og et liv gennem seks mennesker, der alle kendte hende.
Epidemien er en serie i seks afsnit af Line Vaaben og Sigrid Nygaard.
Kay Mullins fortæller
Blomsterhandler, mor til Mary Kathryn
Kay Mullins fortæller
Mor til Mary Kathryn
Min datter ville ikke dø, det er jeg sikker på, men lægerne sagde, at hendes organer simpelthen lukkede ned på grund af stofferne.

Jeg hedder Kay Mullins, og jeg er 71 år gammel. Jeg har boet her i Madison hele mit liv. Det er to år siden, min Mary Kathryn døde. Hun blev kun 50 år.

Billedet der på sofabordet viser alle mine tre voksne børn, og det er Mary Kathryn til venstre. Jeg blev gravid og fødte hende i 1965, året efter at jeg var gået ud af high school og var blevet gift. I 1972 fik vi Scotty, og i 1986 blev Nicolas født. Alle kunne lide Mary Kathryn. Hun var god til sport: basketball, softball, og hun var også cheerleader. Hendes fætre fandt på at kalde hende Goofy – Fedtmule – da hun var lille, fordi hun altid fjollede rundt, og ingen kaldte hende nogensinde andet.

Mary Kathryn var udadvendt og sjov at være sammen med, og hun var en god pige. Men hun var altid imod sin mor. Især da hun blev teenager, havde vi vores op- og nedture.

Hun droppede ud af skolen, da hun blev gravid, og hun var kun 18 år, da hun fik sin datter Tiffany. Faderen havde hun mødt gennem softball, og han var alt for ung til at tage ansvaret på sig, og de gik hurtigt fra hinanden.

Senere løb hun ind i de forkerte mennesker og begyndte at drikke og eksperimentere med stoffer. Men hun arbejdede stadig som servitrice på forskellige restauranter. Hun var god til det, fordi hun var så hurtig.
Byen Madison i Boone County, West Virginia har under 3000 indbyggere. Den er ikke kun ramt af problemer med stoffer og overdoser, men også af høj arbejdsløshed, efter at kulmineindustrien er gået tilbage i området.
Hendes første mand var sønnen i byens bedemandsforretning. J.T. Handley. Han var en fin fyr, han var sød ved Tiffany og de havde det godt sammen. I begyndelsen. Selv om hans forældre ikke syntes, hun var god nok til ham, fordi de har mange penge. Det var en grim skilsmisse.

En aften for ti år siden kørte hun galt. Hun var sammen med sin nye mand, de havde været ude og drikke, og hun fik bilen over sig. Efter ulykken havde hun smerter i ryggen, og der gav lægerne hende de der smertestillende piller med opioider. Fra da af kørte det helt af sporet, den ene ting tog den anden, og hun blev totalt afhængig.

Dengang kunne man få alle de recepter, man ville, så hun gik på lægeshopping fra den ene læge til den næste og fik stærkere og stærkere piller. Alle mulige slags som hun miksede: piller mod smerter, mod angst og mod forhøjet blodtryk.

Hun handlede også med stofferne for at betale sit eget misbrug, og indimellem røg hun i fængsel. Sidste gang smed vores dommer, Judge Thompson, hende i fængsel i fire måneder, men da hun kom ud, begyndte det forfra igen.

I perioder boede hun her med Tiffany, og når hun sad og sov hen over tallerkenen, og jeg bad hende gå i seng, begyndte vi at råbe ad hinanden. Hun prøvede at gå i noget behandling, men aldrig ret længe ad gangen, for stofferne er alle vegne her i byen, så snart man går uden for en dør.

Hvis bare hun havde haft en god mand – en, der kunne tage sig af hende. Men alle hendes venner var på stoffer, hendes sidste kæreste var på stoffer, og flere af dem er døde nu. Også kæresten.
I et lejet hus i Madison, bor 71-årige Kay Mullins sammen med sit barnebarn Tiffany og sine to oldebørn – her den yngste Maddie på otte år. Hun sørger for at få børnene op og med skolebussen om morgenen, inden hun selv skal på arbejde.
Hun løj og hun stjal fra os alle sammen, tog det til pantelåneren og fik penge til stofferne. Derfor var der perioder, hvor hendes lillebror, Nick, ikke ville have noget med hende at gøre, for han er politimand. Han arbejder for byens sherif, han er en god fyr med kone og tre små børn, og han var træt af alle løgnene og tyverierne. Men lige før hun døde, var de blevet forsonet, og for første gang i mange år skulle vi holde jul sammen.

Mary Kathryn ville ikke dø, det er jeg sikker på. Tre dage før havde hun været hos en læge, og selv om hun ikke fejlede noget, udskrev han 90 smertestillende piller og 90 andre piller mod angst. Nogle af dem tog hun selv, andre solgte hun for at få råd til julegaver. Hun glædede sig, og hun ringede flere gange til mig i dagene op til og fortalte, hvilke gaver, hun havde købt til børnene.

Det var den 23. december, og hun sov stadig, da jeg tog afsted om morgenen. Aftenen før havde hun været ude sammen med sin kæreste og kom hjem midt om natten. Jeg vågnede og hørte hende tale med Tiffany, og jeg bad dem tie stille, fordi jeg skulle op på arbejde. Men da jeg kom hjem hen under aften, var hun stadig ikke stået op. Jeg bad Tiffany se til hende, og så var hun død. Men hun var stadig varm. Jeg ringede 911.

Hele dagen var der politi, ambulancer og mennesker alle vegne, og der gik tre timer, før lægen kom og erklærede hende død. Jeg sad bare her i sofaen foran fjernsynet og græd. Mary Kathryn var lille bitte og vejede kun 54 kilo, selv om hun altid spiste. Hun havde en sød tand, og da vi fandt hende, lå der en halvspist peanut cupcake ved siden af hende. Hun havde plaget mig om at bage dem op til jul.
Kay Mullins arbejder i byens blomsterforretning. Hun går på arbejde seks dage om ugen og forsørger både sit barnebarn Tiffany, og oldebørnene Maddie og Carly.
Jeg husker ikke så meget fra de første par dage, efter at hun var død. Jeg kunne ikke betale for bisættelsen, men jeg lavede en indsamling for at skaffe pengene, og alle i byen bakkede mig op.

Det var hendes eksmands bedemandsforretning, der stod for det, der var røde roser på kisten, og hun blev kremeret. Hendes aske står lige der på kommoden i den sorte boks med hendes navn på.

Det har været hårdt for mit barnebarn Tiffany. Hun fik også børn tidligt, hun var 19 år og nu bor hun her sammen med sine små piger, Carly på 12 år og Madison på otte. Selv om de er mine oldebørn, kalder de mig for deres anden mor. Ovenpå er der tre værelser, og jeg sover i det ene og Tiffany og pigerne i det andet. Det sidste værelse var Mary Kathryns, men ingen har lyst til at sove derinde. I mere end to år har det stået tomt.

Alt det her er lægernes skyld, for det har været alt for nemt at få fat i medicinen. Nu har de strammet op, og mange af lægerne har mistet deres autorisation, så det er langt sværere at få fat i smertestillende piller.

Men nu er alle bare på metamfetamin og heroin i stedet for. Også Tiffany. Hun har jo lært det hos sin mor og hos sine venner. Forleden sagde hun til mig, at hun ville stoppe med stofferne, og indskrev sig på en klinik i Ohio. Men hun ville kun være der en uge, så nu er hun tilbage, og jeg frygter det værste. Jeg er bekymret for mine oldebørn. De er gode, kloge børn, men de har set alt for meget, som de ikke burde.

Jeg forsørger os, og jeg har haft job mange steder her i byen: på apoteket, på hospitalet, på forskellige restauranter, men de sidste mange år har jeg arbejdet i blomsterforretningen over for begravelsesforretningen.

Jeg tager imod ordrer, binder buketter og kører ud med blomster. Jeg får 65 kroner i timen og arbejder fra mandag til lørdag fra 9 til 17. Når jeg kommer hjem, har børnene som regel selv sørget for at få noget at spise – hotpockets eller pizza, de kan varme. Jeg ved sjældent, hvor Tiffany er, for hun arbejder ikke, og hun siger aldrig, hvor hun går hen.

Efter begravelsen fandt jeg Mary Kathryns aftalekort hos lægen, der havde skrevet den sidste recept. Så tastede jeg nummeret til lægen og sagde til receptionisten: »Min datter var her lige før jul. Lægen skrev alle de her piller ud til hende. Jeg ville bare fortælle Jer, at hun aldrig kommer tilbage.«
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital tilrettelæggelse: Jens Christoffersen

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Lise Lotte Rahbek
  • Toke Kåre Wagener
Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu