1947 – 2016
David Bowie
En helt i meget mere end bare en dag
12 januar 2016
At være fan af David Bowie var til alle tider et krævende projekt – der var så mange af ham, og man var jo kun sit eget pauvre selv. Men det fik så også et skub ud i kosmos af den tynde hvide hertug, that’s for sure

Klaus Lynggaard
Musikanmelder
At være ’helte’ – bare en enkelt dag
I.
Og hun ringer grædende fra arbejde, og jeg forventer det værste. »Bowie er død,« hikster hun og jeg går i stå ude i gangen, hundene hopper op ad mig, de vil have mad oven på skovturen, vil de. Dagen er i forvejen klam og trist, jeg har det i sandhedens interesse ikke særlig godt, døjer med et eller andet, der ikke vil give slip, træt, utilpas og med madlede står jeg med mobilen i hånden og kan pludselig ingenting mærke. Og så græder også jeg. Den der hårde, uforløsende gråd, der sætter sig i halsen som en sten og ingen forløsning giver, fordi der også er en del vrede i den. Kræft, fuck, hvor jeg dog hader den sygdom.

Så står man der og græder på den ufede måde. Over hvad? Hvem? Og hvorfor? En engelsk sanger, sangskriver og skuespiller er død, 69 år gammel. Og? Jeg mødte ham to gange og han var the perfect gentleman og alt det, men tætte bånd knyttedes ikke. Nej, jeg kendte ham ikke. Overhovedet. Og alligevel kendte jeg ham bedre end nogen anden, jeg kan komme i tanke om. Gennem hans musik og hans tekster. Gennem interviews og videoer. Gennem koncerter og bøger. »Strange fascination fascinating me,« som han sang på signatursangen »Changes« i åh herregud 1971. Og ve den, der påstår, at han 'bare' var rocksanger. Han var selve det skabende menneske, kreativitet i ren form. Den største gave, hvis man ellers har tøj på kroppen, vægge om sig og mad på bordet.

Mennesker svigter. Kunstværket gør ikke, selvom det konstant flytter på sig. Ligesom dem, der tror på en eller anden guddom, vedkommende altid bærer hos sig, således vi gudsforladte vores forbilleder og inspirationskilder. De fejler og famler og slår indimellem nogle skrækkeligt skæve. Vi bliver ældre, og behovet for egentlige idoler falmer. Men ikke behovet for den lysende skaben, der skærer gennem hverdagslortet (som der også skal være plads til) og i processen udbryder et underforstået »Sådan!«

Har fraset min hustru nok spenderet mere tid i David Bowies selskab end noget levende menneske. Jeg fortryder ikke et sekund. Det er mit ufattelige held, at jeg har fået lov til at leve parallelt med ham i så mange år. Vi har gennemgået så mange transformationer sammen, at det er latterligt. Hans i fuld offentlighed, mine mest i hjernebarken. Og vi var vist også separerede et lille årti – fra Let's Dance i '83 til Black Tie, White Noise i '93 var jeg en utilfreds Bowienit, var jeg. Og det var først med ’Hours …’ og koncerten i Vega i ’99, flammen atter brød ud i lys lue.

Men her i vinters, hvor jeg var så forfærdelig syg, at jeg ikke engang kunne læse, hvem bar mig igennem? Det gjorde Bowies musik, såmænd. Heathen og Reality især. Det var blevet deres tid til at ridse i min sjæl. Ingen kunne have gjort det bedre.
II.
Det sker ikke ret tit i et liv, at en sang og en stemme som kirurgens kniv skærer sig gennem al bullshitten og lige ind i ikke blot hjertet, men også hjernen. Og i processen åbner for en ustoppelig kilde. Det skete for mig den dag i nok 1974, jeg satte en nyindkøbt singleplade på og skruede op for lyden.

Noget i den stemme, der fandt et uendeligt ekkorum i min sjæl. Åbnede for nogle sluser, hvorfra alskens hejs siden er fosset ud og har lavet ravage. »Time takes a cigarette,« begynder den stille. »And puts it in your mouth …«

Allerede der var jeg hooked. Og så stiger intensiteten stille og roligt, til det hele ender i et noget nær hysterisk crescendo, hvor den syngende tigger den lyttende om at »turn on with me and you're not alone« og fortsætter »gimme your hands cause you’re wonderful«. Og det handlede så om mig! Jeg var vidunderlig. Og ikke alene. Sikken befrielse, når man føler sig kikset, ensom og smådum.

Anede intet om transcendens (det gør jeg stadig ikke, selvom jeg da har haft et par ud af kroppen-oplevelser efterhånden), men lige der lettede låget på mig, og jeg forlod mit lånte kød et kort øjeblik. Det var simpelthen så godt, at jeg kunne smage min egen sjæl.

Derfra var der ingen vej tilbage, næste dag fór jeg op på biblioteket og lånte sangbogen The Songs of David Bowie, hvori teksten til benævnte sang stod at læse. Sammen med den mindst lige så eminente sang på pladens anden side, »Quicksand«. Jeg læste med psykopatisk iver alle bogens andre sangtekster og satte så det helt store apparat i gang for at få fat i de tilhørende plader. Lidt af et projekt, når man til en begyndelse stort set ingen penge havde, og ingen af dem man kendte brød sig et dyt om manden. De kom efter det, gjorde de.

Men hej – besættelser. De rykker. Og inden længe kunne jeg smide lp'en Hunky Dory på grammofonen, og min besværlige vej ind i Bowie-dromen kunne tage sin begyndelse. Hele vejen frem til det magiske årstal 1980 satte hver en ny plade fra den kant standarden og fortolkede uforligneligt verden. Ingen under, over eller ved siden af (nå, ja, måske lige ham Dylan, men kom han fra det ydre rum?). Allerede dengang var der masser af haters. Bowie stjal det hele fra andre. Han var en kommerciel fidus. Han var kulturens endeligt. Han var en røvsyg narcissist. Han var alt det, der var galt med moderniteten. Han var dit og dat, og til sidst trak jeg bare på skuldrene, lad fjolserne baske rundt i uvidenhed. Hvorfor bruge krudt på det? Man kunne lige så godt bruge det på at høre noget Bowie.

Og så skylder vi mænd ham så uendeligt meget for at hjælpe os af med den der træske endimensionelle maskulinitet, der i mange år forventedes af os, og i stedet komme i nærkontakt med de spraglede, modsætningsfyldte, forvirrede, kærlige, kunstinteresserede, storlæsende, søgende, fucked-up følsomme sjæle, vi også grundlæggende er. Her var en mand, for hvem (med Adam Ant's ord) »ridicule is nothing to be afraid of …« Kunne man forestille sig Bowie i et slagsmål? Nej, vel? Jeg elsker at påstå, at jeg først kom i kontakt med min indre balletdanserinde, da jeg hørte Aladdin Sane. Og hun er der endnu, graciøs, pissesød og skide dygtig til det, hun laver. Mange opdager hende slet ikke, men hun er ved min side, lige meget hvad jeg foretager mig. Hun søger ikke bekræftelse, for hun ved, hun er god. Uden hende var jeg fortabt. Hun er en ren Bowie-kreation.
III.
Jeg springer i brusebad og derefter et jakkesæt. Det er jo Bowie, for fanden, jeg skal tale om. Skylder ham at se ordentlig ud i tøjet. Mindst. Skærer tænder i bilen hele vejen ind til tv-stationen. Skærer tænder og hører Ziggy Stardust – The Motion Picture Soundtrack, den eneste Bowie-skive, der lige ligger i bilen. Skæbnen (jo, den findes!) vil, at cd’en lige står på »My Death«, De ved, Jacques Brel-sangen, Bowie gjorde til sin egen. Så bliver det sgu ikke hårdere. Et par linjer lyder: »My death waits like a Bible truth/ at the funeral of my youth/ Weep loud for that/ and the passing time …« Ungdommens begravelse, ja. Hørte en historie om en præst, der ville peppe sine konfirmationsforberedelser op med lidt Bowie. Sådan møde de unge på halvvejen. I stedet mødtes han af en skov af blanke ansigter, indtil en sød pigestemme udbrød: »David Bowie, nå ja, ham kan min farmor rigtig godt lide.« Den præst skulle nok have satset på Rihanna i stedet.

For tiden går og går, og vi halser efter den. Indtil det fatale øjeblik, hvor døren til det ukendte åbner sig, og man træder ind i et rum, ingen er endnu er vendt tilbage fra, medmindre man altså tror på den slags. Lad alle muligheder stå åbne i dag. Hvem ved? Hvem ved i virkeligheden en skid? Vi dødelige luntede trægt i kølvandet på Bowies evige transformationer. Det her er kun den foreløbigt sidste af slagsen: »Knowledge comes with death's release,« sang han jo på »Quicksand«. Lad os satse på det.

Og som det lød på det album – Heroes, hed det, og det var godt, sagde Herren – jeg hørte hvert eneste (som i hver eneste!) dag i løbet af vinteren 77-78: »I, I will be king/ And you, you will be queen/ Though nothing, will drive them away/ We can beat them, just for one day/We can be heroes, just for one day …« Gu kan vi så. Bare en enkelt dag. Det handler ikke om at fastholde, alt er flygtigt, også kærligheden. Lev den ud, mens den er der. Det handler aldrig om permanens, altid om forandring. Get over it. And get on with it.

Hos Bowie handler det aldrig om svar. Han havde ikke svar på en skid. Han var den evigt spørgende, den evigt søgende, manden, der stillede spørgsmålene. Og det handler ikke bare om at lytte. Det handler også om at se. Og mærke. Og føle. Og være. Om at gøre sig den anstrengelse det er, at være fuldt til stede i verden med alle sanser vidtåbne og nysgerrigheden intakt. Nå ja, og indimellem tage noget vildt fed narko og iføre sig lidt crazy kulørt kluns og alt det der. Det skal der også være plads til. Han var i sidste ende 'kun' et menneske. Men han var også en kunstner, der blev ved med at skabe.

Det er for tidligt at sige, om han bød verden farvel med et mesterværk. Men helt sikkert med maner. Stil havde han. Lige til det sidste. Jeg savner ham allerede.


Bowie lærte os med tiden, at kunsten skal befris fra biografien, og han viste os, at identiteten flyder som mascara i skybrud. En ego-løs personlighed. Et uafrysteligt tegn, der kunne rumme tilsyneladende uendelige betydninger. Hvilket skaber så meget plads og mulighed til lytteren, der frit kan læse sine egne fortolkninger ind i værket på en måde, som er næsten håbløst at forsøge med Neil Young eller Janis Joplin. Således risikerer millioner af sørgende Bowie-fans at stå over for en lang sorgproces, fordi han har viklet sig ind i vores identiteter som en viral besættelse, hvor værk og modtager virker ekstraordinært svært adskillelige.

Ralf Christensen
Musikredaktør
En absolut begynder til det sidste
Det her er det sørgeligste, jeg kan forestille mig, nogensinde at skulle foretage mig i mit professionelle liv: At skrive David Bowies nekrolog.

Det er kommet som et sort lyn fra en klar himmel. Mandag den 11. januar blev det annonceret, at den engelske sanger, sangskriver, producer og skuespiller var bukket under efter 18 måneders kamp mod kræften. Død den 10. januar, to dage efter sin 69-års fødselsdag.

Det er Bowie, som er død. Og det er ikke til at forstå. På en eller anden realitetsfornægtende måde havde jeg – og sikkert utallige andre – forestillet mig, at han skulle være her for altid. På trods af at hans evige ungdom længe har været en tyndslidt kliché om et ikon, der tydeligvis var blevet ældre. Allerede i 2004 viste han sig at være i besiddelse af et helt almindeligt hjerte, som kunne få problemer og trænge til at blive opereret. Det kom som et chok dengang, at Bowie var dødelig. At Bowie nu er død er grundvoldsrystende.

Hans liv var en perfekt disciplineret uro, næsten ufattelig i omfang og kvalitet. Gennem de seks årtier, han var aktiv musiker, formåede David Bowie at opfinde såvel som absorbere genrer og inspirere horder af musikere, helt herop i nutiden. Han hentede ideer fra kunst, teater, film, mode, litteratur og formulerede dem både som avantgardistiske ekskursioner og uafrystelige popsange. Han tog os om ånden og tilbød os flugt fra banaliteterne og hverdagen. Og han tog os ved hånden gennem et enormt følelsesspektrum, der changerede gennem alle de stilarter, han frygtløst kastede sig over: Ambient, jazz, electronica, drum’n’bass, glam rock, proto-new wave, (plastic) soul, blues, triphop, industrial, rock, funk og synthpop.
AFGØRENDE LIVSLEDSAGER
Vi kendte ham ikke. Men vi kender og elsker hans kunstneriske væsen, hans grænseløse vision. Hans værk er for mange – og for mig – en helt afgørende livsledsager. Og dén lykke, der er i, at den bagvedliggende skaber er tilstede her i dennesidigheden, den er nu revet fra os. Følelsen af at dette væsen stadig levede i – og observerede – samme dimension som os, dét gav ro. Ikke længere.

Det er Bowie, som er død. Og det er helt forkert. Flere generationer af musikelskere græder i dag over deres personlige ejerskab over Bowie, dét som Bowie lyste ind i dem. Os. Dig. Mig. Dén betydning skabt af en singulær kunstner kan ingen tage fra os, heller ikke døden. Det pivåbne fortolkningsrum i hans sange efterlader os i dag med et kæmpe tomrum i brystet.

Det er som om, at der ikke er noget, der kan fylde det op lige i dag, hvor jeg ikke kan finde ud af at lytte til andet end David Bowie. Selvom det på ingen måde virker smertestillende.
QUEER-IKON I ÅRTIER
Han så ofte nyt lys i et væld af samarbejdspartnere, om det så var Brian Eno, Robert Fripp, Queen, John Lennon, Tony Visconti, Mick Ronson, Iggy Pop, Carlos Alomar, Stevie Ray Vaughn, Nile Rodgers, A Guy Called Gerald eller – på hans sidste album – jazzsaxofonisten Donny McCaslin. Og han var et gavmildt menneske, der gav fantastiske sange til andre: »All The Young Dudes« til Mott The Hoople. »Nite Flights« til Scott Walker, »Lust For Life,« »China Girl« og »Nightclubbing« til Iggy Pop (som medkomponist). Når han var bedst, var han en genial sangskriver, en klanglig eventyrer, en visionær producer og en sublimt majestætisk skælvende sanger.

En udmajet harlekin. En prunkløs elegantier. Og et queer-ikon et årti før new romantics-idolerne samlede op på legen med køn og seksualitet. Ja, i sin androgyne og stærkt makeuppede fremtoninger virker han stadig forud for sin tid den dag i dag, ikke mindst fordi han gennemgik så mange faser af queer transformation i 70'erne. Det var ikke en fiks idé, men en klar og gennemført afsøgning af et for mainstream helt ukendt rum mellem kønnene. »Rock’n’roll with lipstick on,« som John Lennon har sagt om Bowies musik. Eller som skuespilleren Mark Ruffalo mandag tweetede »Rip Father of all us freaks.«

Ideen om hans udødelighed har han selv installeret i os via sit værk og de stadige hamskift, der med alderen primært blev musikalske. Hans virke blev et opgør med den centrale idé i rockmusikken om autenticitet, altså om et lighedstegn mellem udøveren og kunsten. Han lærte os med tiden, at kunsten skal befris fra biografien, og han viste os, at identiteten flyder som mascara i skybrud. En ego-løs personlighed. Et uafrysteligt tegn, der kunne rumme tilsyneladende uendelige betydninger. Hvilket skaber så meget plads og mulighed til lytteren, der frit kan læse sine egne fortolkninger ind i værket på en måde, som er næsten håbløst at forsøge med Neil Young eller Janis Joplin. Således risikerer millioner af sørgende Bowie-fans at stå over for en lang sorgproces, fordi han har viklet sig ind i vores identiteter som en viral besættelse, hvor værk og modtager virker ekstraordinært svært adskillelige.
DØDEN KOM SOM ET CHOK
Kræftsygdommen blev holdt hemmelig, og der blev ikke spillet på den op til udgivelsen af Bowies sidste album Blackstar, der udkom kun to dage før hans død. Det ligner endnu et eksempel på, hvor satans seriøst han tog sit værks autonomi. At han gjorde alt for, at vi kunne opleve disse nye, dødsbevidste sange uden en biografisk overbygning. De sidste dage kæmpede han således på sæt og vis også en kunstnerisk form for dødskamp. Som han vandt. Også selvom det kun blev i tre dage, at vi kunne få lov at opleve værket fri for den nu afsluttede biografi.

Døden kom som et chok for alle andre end de nærmeste. Hans semi-faste producer Tony Visconti skrev på Facebook: »I knew for a year this was the way it would be. I wasn't, however, prepared for it.«

Mens en dørmand på Lafayette Street 285 i New York City, hvor Bowie boede, sagde, at han havde arbejdet der siden 2001, og at hverken han eller hans kolleger vidste, at Bowie var syg – ifølge Edward Helmore i The Guardian. Uden for nummer 285 er der nu blomster, lys og mindeord. Og i det hele taget er det sigende for mesterens diversitet, hvor mange forskellige steder, der forbindes med Bowie. I The Guardians feed om Bowies død vises et 1971-foto fra hans viktorianske hjem i Beckenham, hvor han skrev sange til de store albummer The Man Who Sold the World, Hunky Dory og Ziggy Stardust. Uden for Hauptstraße 155 i Berlin mindes Bowie også. Det var hér han – en del af tiden – boede sammen med Iggy Pop, og det var i Berlin, han i en vild kunstnerisk raptus på omkring 15 måneder færdigindspillede Low og skabte hele Heroes samt producerede og skrev sange til Iggy Pops to albummer The Idiot og Lust For Life. Ud for et vægmaleri i Brixton, London, hvor Bowie blev født og voksede op, ligger der også allerede masser af blomster. Ja, på dr.dk fortæller musikeren og forfatteren Lars Muhl, at Bowie – og især albummet Heroes – var en vigtig inspiration i 80’ernes aarhusianske rockbølge med navne som TV-2, Kliché og hans eget daværende band, Warm Guns. Jeg giver ham ret.

Det er Bowie, som er død. »Den store Fortryller er død! Den store Troldmand er død!« »Frys, som vi andre fryser i Dag uden Ild og Glød, for nu er han død« (via Tom Kristensen).
SWINGE I TIDENS TONEART
Personligt kan jeg glæde mig over at have danset sorgløst til David Bowie så sent som denne nytårsaften. Og generelt skal vi som musikelskere være taknemmelige for, at Bowie nåede at slutte i dét felt, hvor han hentede så megen næring: Det ukendte. Med sit sært fusionsjazzede album Blackstar åbnede han en ny dør, som han desværre aldrig kommer til at træde igennem.

David Bowie formåede at swinge i tidens toneart uden at miste sit eget tonefald. Tværtimod blev han en membran, som vi oplevede tiden igennem. Og hans stemme skar sig lysende såvel som dunkelt, men altid skarpt igennem den vildelse, som nutiden til enhver tid er.

Hans frygtløse rejse ud i menneskelige ekstremer, hans inderlige drift mod fluxus, hans granskning af afgrunde er i sig selv et rørende manifest over det menneskeligt mulige. Og umulige. Han var et anfægtet menneske, og det kunne høres i hans stemme i et væld af rystende vokalpræstationer. Fra sorgen på »Wild Is The Wind« til desperationen på »Heroes« over den udstansede swagger på »Modern Love« og de soulede klimakser på »Jump They Say« til den pergamentsprøde melankoli på »Where Are We Now?« Stemmen står som Bowies uafrystelige, eneste autenticitet, dén der altid vil identificere mennesket – og kroppen, ak, kroppen – bag eksperimenterne og maskerne.
KUNSTNERISK OPRYDNING
Det er Bowie, som er død, men det er hans værk ikke. Det kommer til at leve langsomt og længe som et bjergmassiv ud gennem fremtiden.

»I never wave bye bye/But I try,« sang han på »Modern Love« i 1983. Men han endte med at vinke farvel. Vi vidste det bare ikke. I dag er det svært ikke at se de sidste tre år som en form for oprydning og statusopgørelse. 2013: Først singlen »Where Are We Now?« hvor han besøger sit forjættede og forsvundne Berlin igen. Og dernæst albummet The Next Day, der genbruger og modificerer coveret fra Berlin-hovedværket »Heroes« og i øvrigt er en fornem rejse tilbage gennem den sofistikerede og tusindfacetterede rock, som han har mestret som få. 2014: Det tredobbelte opsamlingsalbum Nothing Has Changed, der som det første spænder over hele hans karriere. 2016: Blackstar, der modsvarede den mere traditionelle Bowie anno 2013 med den visionære Bowie. Og en afsked: I videoen til den anden og seneste albumsingle, »Lazarus«, forsøgte han måske at fortælle os noget, uden at ville stoppe det ned i halsen på os. Bowie ligger i sygesengen og genopstår fra de døde som Lazarus. »Look up here, I'm in heaven,« åbner han sangen. Og senere: »Oh, I’ll be free.« »Dødsangst i sin flugt fra det bestående?« spurgte jeg i min albumanmeldelse i fredagens avis. Måske snarere dødsangst i sit farvel til det bestående.

Måske skulle man have gransket coveret til Blackstar lidt nærmere. En sort stjerne på hvid baggrund – første gang Bowie ikke selv er på et af sine albumcovers. På vej væk for altid. Og sættende et stort, sort, stjerneformet punktum for sin karriere. En perfekt formet afslutning, der lød som en ny begyndelse, fordi det lød så nysgerrigt. Han var en tidløs mester, hvis timeglas randt ud. Men også en absolut begynder helt til det sidste. Med øjnene vidt åbne. Nu, ak, lukkede for evigt.
Hvil i fred, Spaceboy
CREDITS
Tekster: Klaus Lynggaard og Ralf Christensen
Tidslinje: Rune Eklund Meidell
Redaktør: Anna Sperling
Fotos: Polfoto og Jimmy King
Digital produktion: Jens Christoffersen

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for olivier goulin

Gad vide om jeg er den eneste i verden, der er David Bowie-blind?
For så mange mennesker kan vel ikke tage fejl?
Men det samme sagde jeg, da Michael Jackson døde.

Men R.I.P. - alligevel.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn  Petersen

Wauw Lynggaard, du havde da ikke haft et liv uden Bowie.

Men du har ret han efterlader et savn som det er svært at se hvem som skal udfylde, men igen mester Dylan lever stadig.!!

Bowie bør beundres for sin evne til at underholde og være en af de bedste, hvis ikke den bedste, til det, i sin tidsalder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for niels henrik højbjerg

Hej Olivier.
du er ikke den eneste.

jeg er også Bowie-blind.
hans musik - bortset fra nogle få numre - har aldrig sagt mig noget.
men jeg hørte ham i roskilde i 96, tror jeg det var. og jeg fik et rigtig godt indtryk af hans person.
han kom helt ud over scenekanten må en meget venlig, humoristisk og behagelig måde.
og han vidste at han var i Roskilde.
fint indtryk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Rehhoff

@ Jørn Petersen

"Men du har ret han efterlader et savn som det er svært at se hvem som skal udfylde, men igen mester Dylan lever stadig.!!"

Ja, Dylan eksperimenterede også lidt med makeup i 70erne, måske inspireret af Bowie, så måske kan han komme igen og løfte den tunge arv efter Bowie.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for emil groth

Jeg tror at årsagen til at Bowie var gift med en fotomodel, var p.g.a hendes menneskelige dybde, en dybde som han også selv havde.
En sand, nobel kunstner rummer dybde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

emil groth, når du bare skriver "en fotomodel" uden yderlig beskrivelse, får jeg automatisk associationer til tomhjernede blondiner, fordomsfuld, som jeg desværre er. Så lad mig straks bygge videre på din tekst ved at gøre opmærksom på, at Iman, som hun hedder, faktisk er et meget specielt menneske, som, så vidt jeg kan vurdere, er dybere, end de fleste - fotomodel eller ej.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Rehhoff

Hvis en kunstner skal bedømmes på hvem de er gift med, så vil jeg bare gøre opmærksom på, at Bob Dylans første kone Sara Lownds var tidligere Playboy Bunny, men heldigvis kom Bob reddede hende.

anbefalede denne kommentar