essay

Den danske krimis
fem største synder

essay

Den danske krimis
fem største synder

Tekst: Christian Dorph og Simon Pasternak
Illustrationer: Mia Mottelson/iBureauet
Den danske krimi er en succes og en fiasko. Den topper bestsellerlisterne, men er stort set gået i stå i triste skabeloner. I dette manifest koger krimiduoen Christian Dorph og Simon Pasternak dens elendigheder ned til fem ingredienser
Krimien er de sidste 25 år blevet en stor genre i Danmark og Skandinavien, de væltes stadig ud i store oplag og rydder toppen af bestsellerlisterne. I Tyskland har den skandinaviske krimi været blockbuster længe, i England og USA er nordic noir blevet et kæmpe hit inden for de sidste år. Men i modsætning til de danske krimi-tv-serier som Broen og Forbrydelsen, der har opfundet og udvikler et format og en æstetik, er den danske kriminalroman stort set gået i stå i triste skabeloner.

Når en genre hitter på den måde, kunne man ellers håbe, at det ville skabe en intens interesse for at udforske genren, bruge den, opfinde den igen og spytte nye nødvendigheder ud, nye stemmer, hvirvle nyt stof op.

Og for at gøre tristessen omtrent fuldkommen er krimikritikken under niveau og arbejder med dobbeltstandarder, hvor man konsekvent henvender sig til forbrugere og ikke læsere. Det ærgerlige resultat er, at plottet litteratur bliver ved med at være i miskredit, og at formerne ikke udvikler sig inden for den litterære fortælling. Hvis man vil se innovative fortælleligheder, skal man desværre se tegnefilm eller tv-serier.

Den danske krimis elendigheder kan koges ned til følgende ingredienser: journalisme, sympatisme, feriemoralisme, tomme plots og kritiske dobbeltstandarder.
Journalisme
Lars Bukdahl har introduceret et spøjst begreb, 'den socialdemokratiske fortæller', der betegner en særlig rummelig prosa, hvor der skal være plads til alle, og hvor der plukkes lidt rundt i mange bevidstheder. I et anonymt sprog skrives der alenlange indre og ydre monologer, der kunne være sagt eller tænkt af alle og enhver, og hvor alle får plads til at have en følelse eller en tanke, det hele gerne blandet med 'interessant' research, så man kommer rundt i verden og får noget at tænke over.

Men en sådan tilgang til fortælling er journalistisk og ikke litterær, og det medfører, at der ikke er plads til alle i journalistisk forhippethed på kommunikation, rummelighed og genkendelse. Litteratur handler om at skærpe synsvinkler og individualisere sprog, kort: at arbejde med en bestemt stemme, se verden fra et idiosynkratisk synspunkt og ikke bare samle en bunke ord, alle og enhver ville kunne benytte sig af for at formidle et budskab, en research, et puslespilsplot.
Journalisme
Lars Bukdahl har introduceret et spøjst begreb, 'den socialdemokratiske fortæller', der betegner en særlig rummelig prosa, hvor der skal være plads til alle, og hvor der plukkes lidt rundt i mange bevidstheder. I et anonymt sprog skrives der alenlange indre og ydre monologer, der kunne være sagt eller tænkt af alle og enhver, og hvor alle får plads til at have en følelse eller en tanke, det hele gerne blandet med 'interessant' research, så man kommer rundt i verden og får noget at tænke over.

Men en sådan tilgang til fortælling er journalistisk og ikke litterær, og det medfører, at der ikke er plads til alle i journalistisk forhippethed på kommunikation, rummelighed og genkendelse. Litteratur handler om at skærpe synsvinkler og individualisere sprog, kort: at arbejde med en bestemt stemme, se verden fra et idiosynkratisk synspunkt og ikke bare samle en bunke ord, alle og enhver ville kunne benytte sig af for at formidle et budskab, en research, et puslespilsplot.
Sympatisme
En anden skødesynd er den gamle sang om sympati. Læseren skal konstant mindes om, hvor ejegod og sympatisk hovedkarakteren er, og det klares dels ved at sige det ligeud, dels ved at have en ubehagelig chef, en selvoptaget veninde eller en led eksmand inden for rækkevidde og skære ud i pap, at de er onde, så helten kan tage sig godt ud. Men hvorfor overhovedet have sympati for nogen, når man bare skal interessere sig for dem, ikke kunne holde fingrene fra siderne.

Sympatismen har næsten ødelagt den skandinaviske krimi og i mange romaner lavet et dobbeltregimente adskilt af en dør, hvor der står privat. I det ene rum findes plottet, arbejdet, spændingen, men når man åbner døren ind til det andet rum står den på uendelige kederen monologer og debatindlæg. I det private rum kan man holde ferie fra plottet og få taget temperaturen på karakteren og dens karriereproblemer, kærlighedsaffærer og tanker om dit og dut – fuldstændig uden relation til den fortælling, der udspiller sig i rummet lige ved siden af. I det private rum har hovedpersonen altid ret, og alt er sympati og indlevelse i en ualmindelig slet uendelighed af banal genkendelse, kliché og debatklumme.
Sympatisme
En anden skødesynd er den gamle sang om sympati. Læseren skal konstant mindes om, hvor ejegod og sympatisk hovedkarakteren er, og det klares dels ved at sige det ligeud, dels ved at have en ubehagelig chef, en selvoptaget veninde eller en led eksmand inden for rækkevidde og skære ud i pap, at de er onde, så helten kan tage sig godt ud. Men hvorfor overhovedet have sympati for nogen, når man bare skal interessere sig for dem, ikke kunne holde fingrene fra siderne.

Sympatismen har næsten ødelagt den skandinaviske krimi og i mange romaner lavet et dobbeltregimente adskilt af en dør, hvor der står privat. I det ene rum findes plottet, arbejdet, spændingen, men når man åbner døren ind til det andet rum står den på uendelige kederen monologer og debatindlæg. I det private rum kan man holde ferie fra plottet og få taget temperaturen på karakteren og dens karriereproblemer, kærlighedsaffærer og tanker om dit og dut – fuldstændig uden relation til den fortælling, der udspiller sig i rummet lige ved siden af. I det private rum har hovedpersonen altid ret, og alt er sympati og indlevelse i en ualmindelig slet uendelighed af banal genkendelse, kliché og debatklumme.
Feriemoralisme
Der er en stor mængde blod og udspekulerede drabsmetoder, selv- og voldtægter, trykkamre og hvinende bensave i danske krimier, men det er som om, der er et omvendt forhold mellem gerningsmændenes psykopati og deres relevans og uhygge.

Krimier arbejder med forstyrrelse og genoprettelse af orden, forbrydelsen ryster en orden, karaktererne etablerer den igen, men der er grundlæggende to måder at tænke forbrydelse på: enten ved at udpege de andre eller ved at vise ondskabens attraktion, dens mørke tryllekreds. Den ene arbejder med at udpege skurkene og drikke en grøntsagssmoothie bagefter, den anden arbejder med at gå ned ad den mørke gade og ikke være sikker på, om man kommer ud i lyset igen. Det er en banal, men stadig virksom sandhed, at heltens kvalitet og interesse kommer af modstanderens styrke, og hvis modstanderen er en stakkels bebrillet psycho, der ikke kan tale rent, er det ikke så interessant, som hvis karakteren går ind i plottet og forsvinder i det, og i mødet med skurken finder mørket i sig selv og måske taber sig selv. Feriemoralismen bekræfter læserens egen moral og angriber den ikke, og det er skidt.
Feriemoralisme
Der er en stor mængde blod og udspekulerede drabsmetoder, selv- og voldtægter, trykkamre og hvinende bensave i danske krimier, men det er som om, der er et omvendt forhold mellem gerningsmændenes psykopati og deres relevans og uhygge.

Krimier arbejder med forstyrrelse og genoprettelse af orden, forbrydelsen ryster en orden, karaktererne etablerer den igen, men der er grundlæggende to måder at tænke forbrydelse på: enten ved at udpege de andre eller ved at vise ondskabens attraktion, dens mørke tryllekreds. Den ene arbejder med at udpege skurkene og drikke en grøntsagssmoothie bagefter, den anden arbejder med at gå ned ad den mørke gade og ikke være sikker på, om man kommer ud i lyset igen. Det er en banal, men stadig virksom sandhed, at heltens kvalitet og interesse kommer af modstanderens styrke, og hvis modstanderen er en stakkels bebrillet psycho, der ikke kan tale rent, er det ikke så interessant, som hvis karakteren går ind i plottet og forsvinder i det, og i mødet med skurken finder mørket i sig selv og måske taber sig selv. Feriemoralismen bekræfter læserens egen moral og angriber den ikke, og det er skidt.
Plottelotte og hendes søstre
Et plot kan være så indviklet, som det skal være, med lækre twists and turns, men hvis det bare er et narrespil og tidsfordriv, sætter det ikke noget på spil for nogen. Krimier handler om fornuft og logik og fejltagelser, de fleste subplots i krimier viser jo et puslespil, der ikke hænger sammen, en forkert hypotese, en blindgyde.

Det er krimiens styrke, at den handler om logikkens grænser, og det er ærgerligt, hvis plottets ironier og fejltagelser til sidst ophæves af et stort skuffende aha. Hvis krimien er et puslespil eller et memoryspil, hvor man bare skal vende forbryderen, er det ikke interessant. Plottet skal betyde noget for karakteren, udfordre og underminere og næsten ødelægge den – ellers er det kun en snedigt udtænkt skattejagt, men uden mørke, uden risiko.
Plottelotte og hendes søstre
Et plot kan være så indviklet, som det skal være, med lækre twists and turns, men hvis det bare er et narrespil og tidsfordriv, sætter det ikke noget på spil for nogen. Krimier handler om fornuft og logik og fejltagelser, de fleste subplots i krimier viser jo et puslespil, der ikke hænger sammen, en forkert hypotese, en blindgyde.

Det er krimiens styrke, at den handler om logikkens grænser, og det er ærgerligt, hvis plottets ironier og fejltagelser til sidst ophæves af et stort skuffende aha. Hvis krimien er et puslespil eller et memoryspil, hvor man bare skal vende forbryderen, er det ikke interessant. Plottet skal betyde noget for karakteren, udfordre og underminere og næsten ødelægge den – ellers er det kun en snedigt udtænkt skattejagt, men uden mørke, uden risiko.
Kritikkens dobbeltstandarder
Og for at fuldende billedet har krimikritikken udskiftet læseren – I ved hin enkelte, man sveder og forsøger at komme til syne for – med forbrugeren. Forbrugeren er et trist væsen, der ikke findes, men som opfindes til lejligheden. Når man taler til forbrugeren, kan man suspendere sine krav til stemme, karakter, kompleksitet og gå efter laveste fællesnævner – og dem er der en del af: godt håndværk (snedigt plot, professionelt show), genkendelse (totalt relevant person helt ligesom mig selv), interessant problematik (trafficking, terror) og salgsfremmende branding (f.eks. solgt til 1500 lande), autenticitet hos forfatteren (jeg har selv været der i en eller anden forstand, gerne kombineret med pr-fotos, hvor forfatterne prøver at se hårde ud).

Alle disse parametre har intet med litteratur at gøre, men er kun flove undskyldninger for kritik. Så kritikere: Op på hesten igen og læs krimier som andre bøger, læs dem som bøger, der prøver at sige noget om så store emner som kriminalitet, orden, liv og død, ikke som hobbysnedkeri, men som æstetiske værker.
Kritikkens dobbeltstandarder
Og for at fuldende billedet har krimikritikken udskiftet læseren – I ved hin enkelte, man sveder og forsøger at komme til syne for – med forbrugeren. Forbrugeren er et trist væsen, der ikke findes, men som opfindes til lejligheden. Når man taler til forbrugeren, kan man suspendere sine krav til stemme, karakter, kompleksitet og gå efter laveste fællesnævner – og dem er der en del af: godt håndværk (snedigt plot, professionelt show), genkendelse (totalt relevant person helt ligesom mig selv), interessant problematik (trafficking, terror) og salgsfremmende branding (f.eks. solgt til 1500 lande), autenticitet hos forfatteren (jeg har selv været der i en eller anden forstand, gerne kombineret med pr-fotos, hvor forfatterne prøver at se hårde ud).

Alle disse parametre har intet med litteratur at gøre, men er kun flove undskyldninger for kritik. Så kritikere: Op på hesten igen og læs krimier som andre bøger, læs dem som bøger, der prøver at sige noget om så store emner som kriminalitet, orden, liv og død, ikke som hobbysnedkeri, men som æstetiske værker.
Disse fem synder har sikret genren succes, skaffet bogen mange nye læsere og reddet utallige forlagshuse fra døden, og er det ikke fedt nok?

Jo da. Og så alligevel ikke helt. Ikke hvis det skal være litteratur og en genre i udvikling, der vil sige noget nyt om verden. Og nej, litteratur er ikke bare icing på kagen, et lille drys snob og selvhøjtidelig alvor på en fortælling, nogle holdninger og formelle eksperimenter. Litteratur er heller ikke et højere, finere, mere inddampet sprog – hvilket er en udbredt misforståelse og vildfarelse, også blandt litterater og forfattere. Litteratur er konkret, og litteratur er en måde at anskue og fremstille verden på – ikke som fikst og færdigt samlesæt med brugsanvisning – men som en orden, der hele tiden er til forhandling og først bliver til, i og med den fortælles.

Hvis man vil kalde noget litteratur, og det gælder uanset genre, er der minimum tre ting, der skal være opfyldt.
For det første
Der skal der ske noget nyt. Forfatteren kan ikke bare genbruge en dramaturgi, men er nødt til at være over sin fortælling og turde slå skabelonerne i stykker og overraske både læser og sig selv, ellers dør stoffet. Genrerne er djævelsk stærke og konservative, og de skal udfordres og tænkes om hele tiden for at holde fortællingen flydende og karaktererne ægte og levende. Hvis man vil opleve sand fornyelse inden for krimifortællinger for tiden, skal man paradoksalt nok gå til den endnu mere kommercielle og dramaturgisk rigide filmbranche. Vi har allerede nævnt Broen og Forbrydelsen, og i en større skala The Wire, True Detective, River m.fl., for det er her, der bliver sat nye standarder for, hvordan man kan fortælle en historie. Det er her, man tør ændre på og lege med forholdet mellem plottet, karaktererne og miljøskildringen.
For det andet
Man er nødt til at forstå, at litteratur er sprog og ikke et modelbyggesæt af genrekonventioner, fortællepositioner, krydsklip og research. Litteratur begynder altid i sproget. Det er gennem sproget og ved hjælp af forskelle i sprog, at det begynder at betyde noget og lyde af noget, fordi sprog kan gøre ting tydeligere og skarpere og kan vise os et temperament og et humør og en sårbarhed hos karaktererne. Hvis det bare er klicheer og en fortæller, der kan være hvem som helst, betyder det ikke en skid. I litteratur er der ikke plads til alle med samme gyldighed, nej, der skal være skarpe karakterer, skarpe stemmer – og man kan altid høre, når den er der – hos en Poe, Staun, Highsmith, Amis, Ellroy, Dürrenmatt.
For det tredje
Litteratur skal pege et andet sted hen. Litteratur skal kunne påvirke og forandre vores liv og vores måde at tænke på, få os til at tænke over det, og det sker bl.a. ved at forandre karaktererne. Krimier handler om pressede karakterer, hårdt prøvede mænd og kvinder, der begår fejltagelser, og som kun måske gør dem gode igen. Det er fortællinger om kriminalitet, og på det helt store kirkeorgel om moral, om begær, fornuft, liv og død, og dette drama er kun et drama, hvis moralen og logikken sættes i spil, som noget, der kan mistes – ultimativt, hvis helten ødelægges af fjenden, eller af sig selv – så man ikke står tilbage med en sejrende logik, men med en skepsis over for logikken og moralen, et tab.
For det første
Der skal der ske noget nyt. Forfatteren kan ikke bare genbruge en dramaturgi, men er nødt til at være over sin fortælling og turde slå skabelonerne i stykker og overraske både læser og sig selv, ellers dør stoffet. Genrerne er djævelsk stærke og konservative, og de skal udfordres og tænkes om hele tiden for at holde fortællingen flydende og karaktererne ægte og levende. Hvis man vil opleve sand fornyelse inden for krimifortællinger for tiden, skal man paradoksalt nok gå til den endnu mere kommercielle og dramaturgisk rigide filmbranche. Vi har allerede nævnt Broen og Forbrydelsen, og i en større skala The Wire, True Detective, River m.fl., for det er her, der bliver sat nye standarder for, hvordan man kan fortælle en historie. Det er her, man tør ændre på og lege med forholdet mellem plottet, karaktererne og miljøskildringen.
For det andet
Man er nødt til at forstå, at litteratur er sprog og ikke et modelbyggesæt af genrekonventioner, fortællepositioner, krydsklip og research. Litteratur begynder altid i sproget. Det er gennem sproget og ved hjælp af forskelle i sprog, at det begynder at betyde noget og lyde af noget, fordi sprog kan gøre ting tydeligere og skarpere og kan vise os et temperament og et humør og en sårbarhed hos karaktererne. Hvis det bare er klicheer og en fortæller, der kan være hvem som helst, betyder det ikke en skid. I litteratur er der ikke plads til alle med samme gyldighed, nej, der skal være skarpe karakterer, skarpe stemmer – og man kan altid høre, når den er der – hos en Poe, Staun, Highsmith, Amis, Ellroy, Dürrenmatt.
For det tredje
Litteratur skal pege et andet sted hen. Litteratur skal kunne påvirke og forandre vores liv og vores måde at tænke på, få os til at tænke over det, og det sker bl.a. ved at forandre karaktererne. Krimier handler om pressede karakterer, hårdt prøvede mænd og kvinder, der begår fejltagelser, og som kun måske gør dem gode igen. Det er fortællinger om kriminalitet, og på det helt store kirkeorgel om moral, om begær, fornuft, liv og død, og dette drama er kun et drama, hvis moralen og logikken sættes i spil, som noget, der kan mistes – ultimativt, hvis helten ødelægges af fjenden, eller af sig selv – så man ikke står tilbage med en sejrende logik, men med en skepsis over for logikken og moralen, et tab.
Og nej, man kan ikke skyde genvej, for så laver man biedermeier og sofastykker, og så kan man nok så meget fortælle sig selv, at man skriver samtidsromaner.
Christian Dorph og Simon Pasternak har skrevet en krimiserie sammen.
Senest er udkommet 'Tal til mig' (2015), Gyldendal.
Teksten er trykt i Informations krimitillæg fra fredag den 4. marts 2016. Læs hele tillægget gratis her:
Tekst: Christian Dorph og Simon Pasternak
Illustrationer: Mia Mottelson/iBureauet
Redaktør: Søren Heuseler
Digital produktion: Troels Behrendt Jørgensen

© Dagbladet Information
Publiceret 4. marts 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Jørgensen

Sympatisme, nemlig! Jeg læste på et tidspunkt en krimi af en kvindelig, svensk forfatter. Jeg slæbte mig trofast igennem, men blev ved med at gå i stå. Jeg var ved at skippe den helt, da det gik op for mig, at sprang jeg kapitlerne med de dræbende beskrivelser af mand, børn, hund og hjem helt over, så kunne jeg, uden at miste sammenhængen overhovedet, læse bogen færdig og stadig forstå hele plottet. Ærlig talt, prøv lige at få det hele til at hænge sammen! Det siger sig selv, at jeg aldrig vendte tilbage til samme forfatter, der ellers havde fået skyhøje anmeldelser.
Niels

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Niels Jørgensen
04. marts, 2016 - 12:45

Det er muligvis samme kedsomligehed der fik mig helt til at droppe at læse american psyko færdig. Han trampede rundt og rundt i sit navlepillerri. Og den noget ensformige handling? Na, så hellere noget andet. Det er ikke krimi, men bare en anden bog der ikke fængede. Jeg gad ikke engang læse hvordan den sluttede....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Jørgensen

Uden at nævne navne fatter jeg ikke, at så mange danske krimiforfattere, og igen især de kvindelige, har opnået at få en forlagskontrakt. Sammenligner man dem med, ja netop Hakon Nesser, der rager op som et fyrtårn, så minder deres værker mere om danske stile af ringe kvalitet. Privatlivet prioriteres over plottet, uden iøvrigt at hænge sammen med det, og vamle beskrivelser af menstruation og toiletbesøg får høj status, mens intrigen bliver henvist til bagsædet. Bvadr.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

Nu føler jeg mig helt dum...
Er netop faldet over Kazinski-bøgerne, og har nydt at der udover et velresearchet plot også er en god og realistisk karaktertegning, så jeg får en dybere forståelse for hovedpersonerne - langt dybere end fx ved Jussi Adler Olsen...
Men det er så bare endnu en "metervare", og jeg er gået lige i forbrugerfælden...

/P

anbefalede denne kommentar