AFVIST
AFVIST
Michelle Færch, tekst
Sofie Holm Larsen, animation og tegninger
Det her er historien om Diako – en af de kriminelle, afviste asylansøgere, som regeringen allerhelst så rejse hjem, men som Danmark kun kan slippe af med, hvis de rejser frivilligt. Det er historien om livet i et system designet til at presse folk som ham gennem opholdspligt, meldepligt, motivationsfremmende samtaler, overvågning, lommepenge, delte værelser og færre rettigheder. Og det er historien om, hvordan en ung fyr med små drømme og store problemer til sidst beslutter sig for at rejse
Diako skal ud på en øde ø. Nyheden har hurtigt spredt sig blandt de unge mænd på Udrejsecenter Kærshovedgård. De sender overskrifter oversat fra dansk til farsi og arabisk rundt til hinanden, og Diako sender et af de cirkulerende billeder til mig på Instagram.

Diako vil vide, om det er sandt, hvad de andre beboere snakker om: En øde ø, hvor de ikke kan komme væk? Folk flygter, forsikrer han mig. Han beskriver, hvordan folk har samlet sig i små grupper på centeret for at diskutere, hvad der skal ske. Nogle vil begynde at tage stoffer, og andre vil tage hævn.

Det er også det, Diako vil. Tage hævn. Nogen skal bøde for den politik. Da jeg taler i telefon med ham næste morgen, er hans simple engelsk mere kontant end normalt – der er desperation i hans dybe stemme:

»Hvad er det her? Sender de mig til en ø? Fuck det her land. Fuck de her mennesker. Jeg hader det her land. Jeg er ikke et dyr. Hvis de vil have dyr, så skal jeg vise dem dyr. Virkelig, virkelig, jeg er vred. Jeg bliver skør. Jeg sværger. Jeg ved, regeringen kommer til at gøre det her. Det er jeg sikker på. Jeg sværger, jeg vil hellere slå mig selv ihjel end at tage derud. Det er ikke nogen joke det her. De leger med folk.«

Diako er kurdisk iraner og kom til Danmark den 6. november 2015 fra provinsen Kermanshah i Iran. Han var 25 år gammel. Siden har han fået endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet og er udvist. Men da Danmark ikke har en aftale med Iran, kan han som så mange andre afviste asylansøgere ikke sendes hjem, medmindre han rejser frivilligt. Han er såkaldt fastlåst. Derfor sidder han nu på Kærshovedgård Udrejsecenter, hvor hele formålet er at få ham til at rejse hjem. Den danske politik er klar:

»Hjem det skal de, og det skal de så hurtigt som muligt«, sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et samråd om netop Kærshovedgård i begyndelsen af december.

»Og ellers er vi selvfølgelig klar til at presse på.«

Første gang jeg mødte Diako, var i sommeren 2017 på Vesterbro i København, hvor han drev rundt på gaden, og jeg selv arbejdede som socialarbejder på Stofindtagelsesrummet H17. Da jeg stoppede der, opsøgte jeg ham i fængslet, hvor han afsonede en narkodom.

Diako er et opdigtet navn, hans rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Fra maj 2018 og frem til nu har jeg fulgt ham som journalist. Fra fængslet og til Kærshovedgård, hvor jeg har opholdt mig i fire uger spredt over et par måneder. Her har jeg dokumenteret hans dagligdag for at kunne beskrive, hvad det er for et system, Danmark har indrettet til de afviste asylansøgere, og for at vise, hvordan det i praksis fungerer, når man presser mennesker for at få dem ud af landet.
Diako skanner sit id-kort på døren til sit værelse og efterlader de udtrådte Nike-sko, som han har fået doneret, uden for døren. I den lange smalle fordelingsgang kan man se ud til skoven bag hegnet, der omkredser Kærshovedgård Udrejsecenter. Langs indhegningen hænger overvågningskameraerne.

Klokken har lige slået 9.00, og på værelset ligger to mænd og sover på de røde og brunlige orientalske tæpper, der dækker halvdelen af det grå linoleumsgulv. Normalt ville Diako også lige været gået i seng på det her tidspunkt, men i dag er han indkaldt til møde med politiet. Tæpperne stammer fra tidligere beboere. Det samme gør den lille engel, der hænger og dingler ned fra loftet.
Diako ejer kun, hvad han har fået eller stjålet. Ud over hans asylkort er høretelefoner og en Samsung-smartphone hans mest dyrebare ejendele. Men han udnytter, hvad han har: T-shirten sidder hverken for løst eller for stramt, og joggingtøjet er altid nyvasket og rettet til – som han selv.

Da Diako levede på gaden, handlede det om at se hård ud, derfor barberede han sit sorte hår helt ned i siderne, så folk kunne se hans lange ar på issen. Men det er nye tider. Nu skal håret død og pine dække arret, det stride skæg skal været skarpt barberet, og han synger salmer i Missionshuset i den nærmeste by, Bording.

Venner er ikke noget, Diako har på Kærshovedgård, men når han er iblandt mennesker, ender han som regel i centrum. Kvinderne kigger kontaktsøgende efter ham, og de unge mænd kaster tegn eller kække bemærkninger.

Diako er altid klar med et comeback. »Hey, Koskesh,« råber han tørt og griner først, når grænsen er nået. Det er slang for pimp på farsi og kan være enten groft eller spøgefuldt. Han er god til at få opmærksomhed, men han foretrækker at være alene, så det meste af tiden bruger han på sit værelse bag de mørke gardiner med sin telefon. YouTube og Instagram er hans adgang til det, han har forladt. Og det er hans vindue ud til den verden, han ikke er en del af.

Det var på Instagram, han opdagede, da der var jordskælv i hans hjemby, hvor bygninger blev væltet og familier ødelagt – over 7.000 blev såret og over 400 blev dræbt. Nogle gange spytter han på skærmen og bander på kurdisk, når han ser nyheder om Hassan Rohani, Irans præsident. Mest bringer billederne fra telefonen tanker frem om det liv, han har lige nu.
»Nogle gange tænker jeg på alle de mennesker, som jeg kender hjemme i Iran, som slog sig selv ihjel, fordi de havde et dårligt liv. Jeg tænker, at da jeg var i Iran, havde jeg et dårligt liv, men jeg ville aldrig slå mig selv ihjel. Nu er jeg i Danmark, og nu tænker jeg på at slå mig selv ihjel. Måske med en pistol,« siger han.

Diako har tidligere været selvskadende og har truet med selvmord. Siden 2016 har han været tilset af flere psykologer og psykiatere, som vurderer, at » … han har brug for hjælp«. Det kan man læse i hans sundhedsjournal, som jeg har aktindsigt i. Flere gange har han fortalt, at han har set sin onkel blive dræbt for øjnene af sig, og i journalen står der, at han er meget påvirket af dette – ligesom flere læger har vurderet, at han lider at generaliseret angst og PTSD. Det sidste er han dog aldrig blevet fuldt udredt for.

Inde på værelset står der yoghurt, brød og en kande med kaffe, selv om skiltet i kantinen tydeligt siger, at beboerne ikke må tage service med på værelserne. Men mellem 7.30 og 8.30, hvor morgenmaden bliver serveret, er han sjældent sulten. Eller vågen. Der står også en stak hvide engangsbægre, men Diako insisterer som altid på, at jeg skal drikke af en porcelænskop. Så den har han nappet.

Han undskylder for forholdene. Maden, rodet, kulden, larmen – at han ikke har andet at tilbyde end tyvekoster. I princippet er jeg gæst i hans hjem, men han er ikke selv herre over hjemmet, og det tærer ligesom meget andet på hans stolthed og selvrespekt. Staten sikrer de basale behov, men værdighed kommer ikke i almisser.

Jeg har ingen mulighed for at be- eller afkræfte Diakos baggrundshistorie fra Iran – hverken når det kommer til historien om hans dræbte onkel eller årsagen til, at han flygtede.

Han fortæller selv – som det også står i hans asylsag fra Flygtningenævnet, som jeg har aktindsigt i – at han er flygtet, fordi han blev forelsket i en pige fra landsbyen, som han begyndte at se uden tilladelse fra familierne.

En del af problemet bestod efter sigende i, at pigens farbror mente, at Diako var frafaldet islam, og at han »drak spiritus og havde tatoveringer«, som det står i asylsagen. Ved at vende tilbage til Iran, mener Diako, at han ville udsætte sig selv og sin familie for fare, men Flygtningenævnet har givet ham afslag fordi, hans forklaring om forholdet til pigen og konflikten med pigens familie »forekommer divergerende, uunderbyggede og konstrueret til lejligheden«.

Størstedelen af uoverensstemmelserne handler om, at Diako har angivet forskellige datoer for afgørende hændelser. Selv forklarer han det med, at han har lavet fejl, når han har prøvet at oversætte den persiske kalender til den danske, som fungerer forskelligt.

For tiden kredser Diakos tanker konstant om tre scenarier for fremtiden: Skal han blive og håbe på, at hans sag genoptages? Skal han flygte til et andet land? Eller skal han gå under jorden i Danmark? Det sidste, han har lyst til, er at vende tilbage – også selv om han savner sin familie. Men han har heller ikke lyst til noget af det andet. Det eneste, han med sikkerhed ved, han vil, er at stifte sin egen familie.

»Det er ikke godt, at jeg dør uden at efterlade mig noget. Som om jeg ikke havde været her. Hør, man har brug for børn, man har brug for en familie, man har brug for et arbejde. Men hvordan kan jeg det?«

»Det er ikke godt, jeg sætter børn i verden her, og jeg finder heller ikke en kone sådan her. Jeg vil bare gerne have et normalt liv«, siger han.

Fastlåst er ikke kun en faglig terminologi for hans udsendelsesposition, det er også en følelse. Vi går ud og sætter os i den disede sol på en af bænkene ved centeret. Der gemmer sig ingen mennesker i disen i dag. Kun grå facader og duggede ruder. Han sætter iransk musik på fra YouTube. »Jeg elsker den her mand,« siger han. »Han synger: 'Alle har brug for frihed'.«

Da sangen er færdig, rejser han sig for at gå til møde hos politiet, hvor han skal til sit månedlige motivationsfremmende interview – hensigten er at få ham til at skrive under på sin egen hjemsendelse.
Siden Diako kom til Danmark i 2015, er det nye liv i »frihedens land« ikke forløbet, som han havde planlagt. Det var blandt andet ikke en del af planen, at han skulle begynde at ryge heroin og kokain og få to domme for narkotika. Det startede, da han havde boet på asylcenteret Sandholm i et stykke tid.

»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave, og jeg følte mig alene hele tiden. Jeg har ikke nogen her. I starten var det bare en gang imellem, men til sidst var jeg altid på gaden,« fortæller han.
Sådan går det for en del. På Vesterbro i København i et område kendt som stofscenen findes der såkaldte stofindtagelsesrum, hvor folk kan tage deres stoffer under sikre og hygiejniske forhold med det formål at nedsætte risikoen for sygdomme og andre relaterede skader.

Brugerne har ofte komplekse problemer: En del har psykiske lidelser, en del er hjemløse, ligesom en ukendt andel er et sted i asylsystemet ligesom Diako. Medarbejdere fra det sociale- og sundhedsfaglige værested Mændenes Hjem i området, der også driver et af stofindtagelsesrummene, fortæller, at det netop er de afviste asylansøgere, der er præget af den største håbløshed i gadebilledet, og at deres stofbrug ofte eskalerer hurtigere end andres.

Det er også Diakos historie. Han fik et dagligt forbrug af kokain og heroin og opholdt sig mindre og mindre på asylcenteret. I stedet sov han under ramper og gik under myndighedernes radar. I de perioder var han flere gange efterlyst af politiet, og hans asylsag blev sat i bero, og derfor opholdt han sig juridisk set ulovligt i landet.

Men på gaden vidste de fleste, hvem han var. I og omkring stofindtagelsesrummene var han en af de mest synlige brugere. Hans trang til at blande sig i, hvad han beskrev som uretfærdigheder, kombineret med en ustyrlig motorik fra hans dengang udmagrede krop, fungerede ikke godt med andre folks høje indtag af coke og en tilværelse i konstant alarmberedskab.

På gaden er alt en mulighed, og man skal være forberedt på det meste. To gange er der i Diakos sundhedsjournal noteret, at han er blevet overfaldet med flaske og kniv. Den ene gang blev han syet med »18-20 sting i hovedet«, og den anden gang blev han behandlet på traumecenteret på grund af »knivstik i brystet«.

Selv har han også utallige gange lagt op til slagsmål. Flere medarbejdere fra Mændenes Hjem har regnet med, at han ville ende sine dage på gaden.
Dømt til udvisning
Særligt i de mørke måneder omkring julen 2017 blev både medarbejderne og politiet bekymrede. Dele af personalet på Stofindtagelsesrummet H17 havde flere gange oplevet, at Diako gjorde skade på sig selv. Den 15. december 2017 var en af de dage. I H17's interne journalsystem, som jeg har fået lov at læse i, noterede en medarbejder, at Diako virkede deprimeret og ikke til at skabe kontakt til inde i rygerummet, hvor han sad. En medarbejder gik efter noget tid ind for at tjekke op på ham og så, at Diako var faldet i søvn på gulvet, og at der sås frisk blod, som kom fra håndleddet. I blodet lå en saks.

Han ville ikke fortælle, hvad der var sket, står der i journalsystemet, men han græd. Han havde ændret »markant adfærd«, som en lokalbetjent fra Københavns Politi skrev til Røde Kors i en såkaldt bekymringsmail, der i dag indgår i hans sundhedsjournal.

Kort tid efter blev han anholdt.

Klokken cirka 22.10 den 13. februar 2018 sad Diako på hug på trappestenen ude foran stofindtagelsesrummet Skyen ved Mændenes Hjem på Vesterbro. En mand på omkring 35 år med kasket på kom forbi og satte sig på hug helt tæt på Diako.

Ikke langt derfra stod to politibetjente og observerede de to mænd. I straffesagen, som jeg har aktindsigt i, kan man læse, hvordan politiet observerede, at manden med kasketten gav Diako to hundredkronesedler, og at Diako til gengæld gav manden et mindre stykke foldet papir med striber. Straks rykkede de to betjente ind og tog hver deres mand.

Diako blev anholdt og tiltalt for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer for besiddelse af 0,2 gram heroin med henblik på videresalg. Køberen erkendte, at han havde købt af Diako, og blev derefter løsladt. Diako derimod blev tilbageholdt og fremstillet i retten næste morgen, hvor han nægtede sig skyldig og forklarede, at han var misbruger og brugte omkring fem gram heroin om dagen. Det er et meget højt forbrug, hvor man ryger dag og nat med halve timers mellemrum og bruger det meste af den resterende tid på at lave penge.

Diako blev varetægtsfængslet i Vestre Fængsel for at sikre, at han ikke flygtede, og 15. marts 2018 blev han med to stemmer mod én idømt to måneders ubetinget fængsel og udvisning med seks års indrejseforbud. Han endte med at sidde idespærret i yderligere fire måneder for at få sin asylsag behandlet færdig. Den blev afvist. I fængslet tog han en kold tyrker, et arbejde som vaskemand, spillede fodbold og volleyball flere gange om ugen og meldte sig til keramik og meditation. Han kunne noget, og nogen kunne bruge ham til noget. Han svor til sin mor og til sin Gud, at han aldrig ville tilbage til gadelivet igen.

Et par dage efter, han blev løsladt til gaden den 24. august 2018, flyttede han ind på Kærshovedgård, hvor han nu sidder og snakker om sin fremtid med en sagsbehandler fra politiet, der forsøger at få ham til at rejse hjem. Det frygtede fængselsophold så imidlertid ud til at blive hans redning. I hvert fald for en stund.
’Du kan ingenting
»Det her er en udrejseprotokol, og det er en del af din meldepligt,« siger sagsbehandleren transmitteret fra en skærm. Ved siden af sidder en dansk-farsi tolk, og overfor sidder Diako – omkring 30 kilo tungere end, dengang han kom i fængsel. Det er blevet tid til den månedlige motivationsfremmende interview. Diako siger ingenting.

Først da sagsbehandleren spørger, hvorfor Diako ikke samarbejder om at tage hjem ved at hjælpe med at fremskaffe relevante papirer som for eksempel pas, åbner han munden.

Diako: »Jeg ønsker ikke at rejse ud af Danmark.«

Sagsbehandleren: »Nej, det ved jeg godt, du ikke vil. Men du må respektere, at du har fået et afslag på at opholde dig i Danmark.«

Diako: »Jamen, jeg kan ikke. Jeg har problemer, ellers var jeg ikke kommet hertil i første omgang.«

Sagsbehandleren: »Nu er det også sådan, at du ikke kun er afvist asylansøger. Du er også udvist. Og det indtil flere gange. Du er udvist med seks års indrejseforbud. Du har fået domme i Danmark, så du er ikke almindelig afvist asylansøger. Du er også kriminel.«
Dommen i 2018 var ikke Diakos første. Også i oktober 2016 blev han dømt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg og fik 50 dages fængsel og en udvisningsdom med indrejseforbud på seks år.

Sagsbehandleren: »Så hvad havde du selv forestillet dig med din fremtid?«

Diako: »Hvordan er det relevant, hvordan jeg ser min fremtid?«

Sagsbehandleren: »Du kan jo ikke blive siddende på Kærshovedgård hele dit liv, tænker jeg.«

Diako: »Jo, det kan jeg godt. Det er bedre at være her end at tage til Iran og få flere problemer.«

Sagsbehandleren: »Så du vil spilde hele dit liv ved at sidde her, hvor du ikke har nogen som helst fremtid. Du kan ingenting. Du kan ikke tage undervisning, du kan ikke stifte familie, du kan ikke … Det er jo ikke noget liv at være på Kærshovedgård.«

Diako: »Altså, hvad vil du have, at jeg skal gøre? Jeg ved jo, at jeg får problemer.«

Sagsbehandleren: »Jo, men de problemer er ikke stærke nok til, at man kan opnå asyl i Danmark. Og det er en beslutning, man bliver nødt til at respektere fra de danske myndigheder.«

Diako: »Jeg kan ikke rejse ud herfra.«
Gør indkøb til en bedre oplevelse for alle’
Folk er meget stille her i køen til lommepenge på servicekontoret denne formiddag. Vi står ude på gruset i gården og venter på, det bliver Diakos tur.

»Gør indkøb til en bedre oplevelse for alle«, står der på et stykke papir, der hænger på væggen. Der er listet en række punkter: »Tag hensyn«, »Vent på, at det er din tur i køen«, »Benyt indkøbskurven«, »Kom i mindre grupper« og »Betal, før du går«.

Listen hænger der som en del af et projekt, der skal hjælpe beboerne med at undgå konflikter med ansatte og kunder i butikkerne i byen. Personalet på Kærshovedgård prøver også at lære beboerne at tale mindre højlydt og med mindre armbevægelser, fordi det kan skræmme beboerne i lokalområdet, har Kriminalforsorgen erfaret.

»Hvorfor er der kun 350,« spørger en ældre udseende herre damen ved disken. »Det er fordi, du ikke har været her alle 14 dage, så får du færre penge,« svarer damen venligt. Han kigger undrende op, ytrer et lavmælt »hm ...« og går ud.

Flere får at vide, at der er registreret dage, hvor de ikke har opholdt sig på centeret, og derfor er der trukket i deres lommepenge. Lommepengene bliver udbetalt af Kriminalforsorgen hver 14. dag.

Afviste og udviste asylansøgere på Kærshovedgård kan optjene ret til en såkaldt tillægsydelse på op til 427 kroner hver fjortende dag, hvis de overholder en såkaldt undervisnings- og aktiveringskontrakt med centeret, og hvis de medvirker til udsendelse. Det indebærer blandt andet interne praktikker og rengøringspligt. Om de kan få lommepengene og hvor meget, kommer an på kontrakten, og hvor de er i asylprocessen.

Det er personale fra Kriminalforsorgen, der holder styr på, om beboerne holder værelserne pæne, og hvis personalet vurderer, at rengøringspligten ikke er overholdt, får beboerne ingen penge. De kan også blive trukket i lommepenge, hvis de har udvist voldelig eller truende adfærd over for personalet eller over for andre beboere. Ud fra Kriminalforsorgens indberetninger, beregner Udlændingestyrelsen, hvor mange penge, beboerne skal trækkes.

Diako opfylder kravene til at få lommepenge, og denne gang får han hele beløbet.

Det fik han nu også i den uge, hvor han havde overnattet uden for centeret i to nætter. Men det var fordi, han ansøgte Udlændingestyrelsen om det ved at udfylde en blanket om, hvor han tog hen og med hvilket formål. Den regel går ham på: At han skal spørge om lov, som om han er et umyndigt barn.

Men sådan er reglerne, for Diako er pålagt en opholdspligt, som betyder, at han skal bo – og som udgangspunkt sove – på centeret hver nat mellem 23.00 og 6.00. Desuden har han meldepligt, der betyder, at han hver mandag, onsdag og fredag mellem 9.00 og 15.00 skal skanne sit kort hos politiet. Gennem centerets nøglesystem kan Kriminalforsorgen holde øje med, om beboerne er på Kærshovedgård. Alle bevægelser bliver registreret ved de døre, hvor beboerne skanner deres kort – blandt andet ind- og udgange samt døre til kantinen og værelserne. Hvis ikke han overholder sin melde- og opholdspligt kan han blive straffet med fængsel i op til halvandet år i følge Udlændingelovens paragraf 60.
I dag rækker lommepengene ikke langt. Det gør de sjældent. Diako har tilbagebetalt alle de penge, han skylder væk og står tilbage med en halvtredser. Han har mest brug for penge til sin telefon og til smøger. De stærke. Nok er han stoppet med at ryge heroin dagligt, men smøgerne kan han ikke lægge fra sig.

En pakke holder som regel i to dage. Byen Bording ligger 7,2 kilometer væk og er nærmeste sted, hvor man kan købe smøger og taletid. De to gratis buslinjer, busrute 173 og 180, der har haft stoppested lige ude foran Kærshovedgård, er blevet lukket ned, da daværende borgmester for Ikast-Brande kommune, Carsten Kissmeyer (V), ikke mente, at »små børn og fremmede mennesker« var »en god cocktail«.

Efter Diako har fået udleveret sine lommepenge, går vi over gårdspladsen til den næste kø ved depotet. Det er køen til hygiejneposen, som alle beboere får udleveret hver anden uge. I posen er der blandt andet barberskum, tandpasta, tandbørste, vatpinde, håndsæbe, engangsskrabere og nogle ruller toiletpapir.

Modsat smøgerne kan han få hygiejneposen til at række langt. På værelset er der en gennemsigtig skraldesæk proppet med hygiejnesager, som han ikke kan nå at bruge. Hvis han kunne, ville han sælge af det for at skaffe penge, men toiletartiklerne er ikke i høj kurs. Ikke som mandler og lammekølle, der nogle gange bliver solgt på centeret. Beboerne må ikke selv lave mad, men sommetider går nogle af dem i skoven og tilbereder lammekølle eller kebab over et bål.

Opholdspligt. Meldepligt. Motivationsfremmende samtaler med politiet. Overvågning. Lommepenge. Delte værelser. Ingen arbejde. Ingen selvtjente penge. Ingen familie. Det er ikke et fængsel, men for Diako føles det som et.

»Jeg kan gå ud, men hvad kan jeg lave? Jeg har ingen penge. Hvor skal jeg gå hen, jeg har ingen familie. I fængslet havde jeg et arbejde. Herude kan jeg kun lave sort forretning. Jeg kan ikke leve et liv. Det her er ikke et fængsel. Det er værre end et fængsel,« siger han.

Diako begynder at blive mere og mere i tvivl om, om det ikke bedre at gå under jorden, end at blive her. Nogle gange flyder hans tanker ud i nærmest maniske monologer.
»Jeg forstår ikke det her land. Er det her land gået fra forstanden? Hør. Jeg sidder her. Du sidder der. Jeg har hænder. Se, jeg rører dig. Jeg har et hoved. Du har et hoved. Jeg tænker. Jeg kan bruge det her hoved. Det her hoved, og de her hænder er gode til arbejde. Hvorfor bruger de ikke det her hoved og de her hænder? De mennesker her, de sidder bare. Det er unge mennesker. De her mennesker er gode til at arbejde. Nu sidder de bare her. I mange år. Og bliver skøre. Du har set, hvordan folk ser ud. Jeg sværger ved min mor. De her mennesker kan lave godt arbejde. Hvad er det her for et liv? Jeg er ikke et dyr. Jeg vil lave noget. Jeg vil ikke bare sidde. Jeg sværger, at det er bedre, at jeg laver forretning med stoffer end at sidde her. I det mindste føler jeg, at jeg laver noget.«

For ham, er friheden det mest interessante sted at tage hen, og billetten er kriminalitet. Arbejdsløsheden hjælper heller ikke på uroen i hans krop – rastløsheden, søvnløsheden og formålsløsheden. Lige nu er det eneste, der bryder hans trivielle hverdag med mad tre gange om dagen og meldepligt tre gange om ugen, bibelcafeen hos Indre Mission i Missionshuset i Bording, hvor han kommer hver torsdag. Desuden har han besluttet sig for at konvertere til kristendommen.
De kristne dømmer ikke
Over 60 beboere fra centeret sidder samlet om de runde borde hos Indre Missions bibelcafé i Bording i dag. Flest mænd – og en lille håndfuld kvinder. De fleste er kurdere fra Iran, men der er også nogle fra Afghanistan og Irak. Der er kaffe og ristede, saltede solsikkefrø på bordene.

Diako kender frøene fra Iran, og forklarer mig, hvordan de skal spises. Den iranske snack og de fællesmiddage, bibelcafeen til tider afholder, hvor beboerne selv handler og laver mad, får Diako til at føle frihed, men også til at længtes efter Iran, efter sin landsby mellem bjergene og efter sin mors mad.

Bibelcafeen startede i april 2016, da de første beboere blev sendt ud på Kærshovedgård, og dengang kom der bare et par håndfulde. Selv om nogle af folkene fra Missionshuset godt ved, at der kommer mennesker i cafeen, som stjæler hos købmanden, får de lov til at komme der.

»Det her er gode mennesker. De ser mig ikke som et dyr. De stiller mig ikke så mange spørgsmål,« siger Diako. For mange spørgsmål minder ham om afhøringer og mistro.

Efter noget snak og et par salmer, går den lille håndfuld, der planlægger at blive døbt, ind i et tilstødende lokale. Diako er en af dem. Den afgåede præst, og nu pastor emeritus, Lindvig Osmundsen spørger, om alle har biblen. En iransk mand fra Kærshovedgård sidder ved hans side og oversætter fra engelsk til farsi. Som den eneste bruger Diako altid sin telefon i stedet for en bog, og efter noget tid mister Diako koncentrationen og skifter fra evangeliet til Instagram. Diako forsvinder ofte et andet sted hen, hvis han skal lytte i længere tid ad gangen.

Men nu har pastor emeritus annonceret, at de skal læse højt. Straks løfter Diako hovedet fra telefonen. Han tilbyder sig altid til den opgave med en entusiasme, der får de andre til at fnise. Han låner sidemandens bibel og begynder at læse højt af lignelsen om det mistede får fra Lukasevangeliet, kapitel 15, vers 1-7 – det, der slutter sådan her:

»Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.«

Præsten forklarer: Selv om folk ikke kan forstå, hvordan Jesus gider at beskæftige sig med mennesker, der er urene, svarer Jesus, at han elsker alle får. Også dem, der er faret vild.
Konvertit uden håb
Diako snakker ofte om religion. Han synes, det er vigtigt, at religion og stat er adskilt som i Danmark, og han foragter islam. I hvert fald den form for islam, han mener, der har ødelagt hans land og hans folk – den islam, der undertrykker kurdere.

»Fuck islam. Fuck Rohani. Kvinder må ikke synge, kvinder må ikke snakke. Vi lever i 2018. Det er ikke godt. Det er ikke frihed. Jeg kan godt lide frihed. Du ved, at mig og dig er lige. Jeg kan ikke lide, at folk er fattige. Jeg kan ikke lide rige mennesker. Jeg sværger, i mit land har nogle ikke engang vand,« siger han.

Hvis Diako udelukkende konverterer i håb om at få genoptaget sin asylsag, udtrykker han det ikke. Men han har hørt om folk, som har fået papirer og et godt liv, efter de er konverteret.

»Det kommer ikke til at hjælpe mig. Min sag er færdig. Mit liv her er færdigt,« siger han. Alligevel vil han døbes.

»Jeg ved, at når jeg gør det her, så kan jeg aldrig tage tilbage til Iran. Virkelig, det kan jeg ikke,« siger han.

Efter dåbsforberedelsen går vi tilbage til de runde borde i det store rum, hvor fællessang på skiftevis farsi og engelsk fylder rummet. På scenen sidder unge fyre med hver deres instrument i favnen og spiller sammen med kirkens pianist.

This little light of mine, I'm gonna let it shine

Rummet runger. Nogle af musikerne er for få uger siden blevet løsladt fra Ellebæk Fængsel. Deriblandt otte iranere, der i april blev hentet fra Kærshovedgård og anholdt af politiet uden varsel. Det skete efter Udlændingelovens paragraf 36, som giver mulighed for at frihedsberøve en udlænding som en motiverende faktor med henblik på hurtigere hjemsendelse.

Men ingen blev sendt hjem, og nu, i oktober, er de kommet tilbage til Kærshovedgård og til bibelcafeen. Her bliver de budt velkommen med klapsalver og kram, og selv holder de tale og synger i kor. Den varme velkomst bliver for meget for Diako. Han tager sin dynejakke og går ud fra salen og sætter sig på hug med hovedet i hænderne. Jeg spørger, hvad der er galt. Efter lang tids tavshed svarer han:

»Jeg har bare ikke lyst til at høre på det. Jeg får en dårlig følelse, fordi ingen gjorde sådan for mig, da jeg kom ud fra fængslet efter et halvt år. Jeg kom bare ud og tog selv hertil. Alene. Det er ikke noget, det får mig bare til at føle mig alene, og derfor vil jeg hellere sidde her,« siger han.
Efter noget tid vil Diako ind igen. Nu er fællessang blevet til fællesbøn. Salen er stille, kun sagte stemmer kan anes. Det er dem, der beder højt. Nogle holder i hånden, andre sidder med samlede hænder. Diako bliver i gangen og beder.

»Jeg beder for frihed, og for at jeg en dag får et godt liv.«
Fra ulve til hunde
Klokken 09.32 vågner Diakos bofælle fra gulvet. I et ryk sætter han sig op med den røde Liverpool-dyne hængende over sig som et telt og rækker ud efter et stykke sølvpapir. Han sidder med ryggen til mig, så jeg kun kan se dynen over ham. »You'll never walk alone«, står der skrevet på den.

Diako sover på gulvet i den anden side af værelset. Et svagt skær af lys trænger igennem de mørke gardiner. Sølvpapiret rasler. En lighter bliver tændt: Klik. Der er stille. Klik. Sølvpapiret rasler. En røget lugt fylder min næse. Ikke som når Diako ryger smøger. Det er mildere, og det gør ikke ondt i øjnene. Det er heroin. Klik. Sølvpapiret rasler. Klik. Han ånder tungt ud. På et naboværelse bliver der tændt for Black Eyed Peas. »Shut up, just shut up, shut up,« lyder sangen. Der begynder at være traskelyde på gangen.

Fyren på værelset rejser sig og tager en flaske lightergas frem. Han kigger halvt over skulderen: »Undskyld, Undskyld,« siger han hæst, inden han gemmer sig under dynen igen og falder i søvn. Den sivende lyd af gas under tæppet, og den lidende lyd af Ricky Martin gennem væggen, fylder det røgede rum: »Nobody wants to be lonely, nobody wants to cryyyyyyyyy.«

Der er koldt på værelset. Gulvvarmen, som skal varme det op, virker ikke. Ved middagstid vågner Diako. Han pakker sengen sammen, sætter sig op, tænder en cigaret og begynder at vise mig billeder af en flod og nogle bjerge på Instagram. Der er dadeltræer.

»Virkelig. Det er meget, meget smukt. Jeg badede altid i den flod med mine venner,« siger han. Han enten foragter eller forherliger sin fortid i Iran. Der synes ikke at være et midtimellem, men sådan er det med det meste i hans liv – det er ude af balance. Sommetider skriver Diako digte om sine tanker, når han sidder på værelset.

Jeg har fået lov til at oversætte det ene digt, men han forsikrer mig, at det ikke bliver lige så smukt på dansk, fordi det persiske sprog er poetisk. Her er nogle af linjerne:
Selv om Diako føler sig ensom, bryder han sig generelt ikke om at være sammen med mennesker, og slet ikke mange ad gangen. Det er derfor også i sidste øjeblik, at Diako dagen efter beslutter sig for, at han vil med til danmarkspremiere på musicalen Messiah, som bibelcafeen har inviteret til.

De arrangerer nogle gange aktiviteter uden for missionshusene, og i slutningen af oktober kommer Oslo Gospel Choir til Ikast-Brande Arena.

På parkeringspladsen foran Kærshovedgård bliver Diako og de andre gelejdet ind i bilerne, der kører mod musicalen, som over 2.000 mennesker har købt billet til.

Da vi ankommer til Ikast-Brande Arena, bliver Diako duperet over den store sal. Straks begynder han at filme til sin instagramkonto, hvor han har over 500 følgere. Bibelcafeen har pladser til venstre for scenen tæt ved udgangen, og det viser sig at være belejligt, når de unge mænd skal ud for at ryge under musicalen.

I pausen ser Diako, at en ældre dame har svært ved at komme op ad trappen, så han tager fat i hendes arm, hiver hende op, så hun nærmest flyver, og følger hende ved armen ned til hendes plads. Imens de går, fortæller damen om sit dårlige ben og takker op til flere gange for hans betænksomhed. Det gør hun på dansk, og Diako forstår intet.

Oplevelsen får Diako til at tænke på, om der ikke er mange gamle mennesker derude, som har brug for hjælp. Han har bemærket, at vi i Danmark ikke tager os af de ældre, som de gør i Iran.

»Måske har de brug for noget hjælp fra en stærk mand som mig. Jeg tror også, de er ensomme ligesom mig. Kan du ikke finde en gammel dame som hende til mig,« spørger han og forsikrer mig, at han ikke vil stjæle noget i deres hjem. Ikke når de åbner deres døre for ham.

Tillid, respekt, retfærdighed. Det er hans personlige manifest i livet, og hvis man giver ham det, vil man få samme tilbage, sværger han. De næste par timer er fyldt med 28 gospelsange fra det norske gospelkor og en oplyst Jesus, der går op langs gulvet i midten af publikum, op til scenen. Til slut rejser salen sig op og synger »Hallelujah« i et stort kor med hænderne mod himlen. Forestillingen er slut, og de små ture væk fra Kærshovedgård med Indre Mission bliver snart skiftet ud med en længere udflugt på egen hånd.
Diako er i dårligt humør. Han sparker sine sko af og smider sig ind under dynen og oven på tæpperne på gulvet. Det er en kamp at falde i søvn om natten. Tankerne tager over, forklarer han. Tidligere blev det og angstanfaldene behandlet med forskellige beroligende lægemidler, men det får han ikke lige nu.

»Jeg vil sove,« siger han. Der kommer næsten ingen lys ind på værelset. De mørke gardiner er trukket for. »Jeg kan ikke lide lys,« konstaterer han nede fra gulvet.

Egentlig har han en enkeltmandsseng på værelset, men han foretrækker tæpperne på gulvet. Det er bedre for ryggen, og han er vant til at sove sådan i Iran, siger han.

Diako ligger ikke stille i fem minutter, før han tager sin telefon frem. »Den her fisk har min bror fanget,« siger han. Han er stille lidt, men rejser sig lige så brat op igen, roder efter sine smøger, tænder en og lægger sig under dynen og ryger i mørket.
Diako har kontaktet lægen for at få hjælp. For uroen, søvnproblemerne og heroinforbruget. Men spørgsmålet er, om han er syg nok. Som afvist asylansøger gælder der andre rettigheder for sundhedsbehandling i Danmark.

Det er komplicerede regler, men kort sagt har asylansøgere kun ret til akut sundhedsbehandling efter det såkaldte nus-princip: Nødvendig, uopsættelig og smertelindrende behandling. Og har de brug for en behandling, der kræver hjælp uden for asylcentret, som f.eks. misbrugsbehandlingen, skal centret søge om bevilling til det hos Udlændingestyrelsen. Det er dem, der betaler.

Diako har fået at vide, at der kan gå op til fire uger, fra han søger behandling, til den eventuelt kan gå i gang. Nu er der gået to måneder, og han har ikke fået nogen afklaring.

I dag skal han til endnu en samtale.

Han skynder sig for at nå det til tiden. Diako sætter sig i stolen på lægens kontor i Sundhedsklinikken, som er drevet af Røde Kors. Lægen ringer op til tolken via en telefon, som er koblet til en rund flad højttaler på skrivebordet. Diako mener, at det ville hjælpe, hvis han kunne få et eneværelse. Han har problemer med sin bofælle, der altid har gæster, forklarer han til lægen.

»Kia, Kia,« bliver der råbt, hver gang nogen banker på ruden eller døren. Det betyder »hvem er det,« og nogle dage er det som om, ordene kører på repeat på værelset. Det konstante rend af mennesker, der spørger efter smøger, penge, toiletpapir eller kaffe, er ved at drive ham til vanvid.

Diako: »Jeg er syg, og jeg bliver endnu mere syg. Jeg kan ikke sove.«

Læge: »Og søvnproblemerne, er de relateret til, at du bor sammen med en anden, eller er det fordi, du generelt har svært ved at sove?«

Diako: »Jeg har også problemer med søvn, men han får masser af gæster, og det er derfor, jeg ikke kan sove.«

Læge: »Hvordan forholder det sig ... Hvad får du ellers lavet på centeret? Kommer du også på misbrugscenteret?«

Diako: »Jeg sidder bare her. Jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke komme ud.«

Når Diako forklarer sin situation til lægen, er det den korte udgave. Han siger ikke, at han føler, at hans hoved er ved at eksplodere, at hans syn bliver mærkeligt, og at han tænker på, om han en dag bliver deporteret.
»Hør, han er læge. Han er ikke dum. Han taler med mange mennesker her. Han kender det her liv. Selvfølgelig ved han det. Han ved, at folk bliver skøre her,« siger Diako bagefter.

Som udgangspunkt deler beboerne værelser to og to. Men nogle beboere er visiteret til omsorgspladser af Udlændingestyrelsen, hvor de sover på enkeltværelser. Omsorgsafdelingen er indhegnet fra det store område, hvor de øvrige bygninger er.

Diakos mulighed for at få et enkeltværelse er omsorgsafdelingen, men lægen er ikke sikker på, at Diako er tilstrækkeligt fysisk eller psykisk syg til det, så han bliver henvist til et møde med en socialkoordinator og en sygeplejerske.

Her fortæller Diako, at han er belastet af stress og angst, særligt om natten. De rådgiver ham til at kontakte klinikken, hvis han får selvmordstanker, og henviser ham til en psykiater. Men inden han når så langt, sker der noget andet, der vender hans verden på hovedet.
Iran er bedre end Danmark
Midt i november forlader jeg Kærshovedgård efter at have tilbragt knap en måned der over fire lange besøg. Jeg tager hjem for at skrive, men den 30. november sker der noget nyt: Regeringen og Dansk Folkeparti offentliggør deres nye finanslovsforslag og lover at såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken.

Det, der får mest opmærksomhed, er planen om at oprette et center for de afviste asylansøgere på tålt ophold eller dem med dom på øen Lindholm i Stege Bugt. Her skal færgen sejle med så afgange som muligt, så de er så isolerede som muligt. Det skaber stor frustration på Kærshovedgård, hvor mange af Lindholms kommende beboere sidder. Først er Diako rasende og taler om hævn over Danmark.

Men da jeg taler med ham et par dage senere – den 5. december – har han truffet en helt anden beslutning.

»Jeg kan ikke sove. Jeg tænker for meget. Den her ø. Det her land vil ikke have folk som mig. Da jeg kom her, troede jeg, at det her land var et godt land. Ikke ligesom Iran. Jeg troede, at folk her var gode. Nu tænker jeg, at Iran er bedre end Danmark. Iran er et dårligt sted. Iran slår folk ihjel. Men Iran lyver ikke om det. Det gør Danmark.«

Furerne ved øjnene er blevet tydeligere, og arret ved højre kindben står stærkere frem. Hans ansigt er hævet, så øjnene er let skjulte. Jeg spørger, om han er begyndt at ryge mere heroin igen. Det har ikke noget med det at gøre, understreger han.

»Jeg vil tilbage til Iran,« siger han uden at fortrække en mine.
Aldrig før har jeg oplevet ham så determineret. Jeg spørger, om han virkelig mener, at han vil tilbage til Iran, og hvordan han kan det?

»Michelle,« siger han, »nogle gange har du to veje i livet. Den dårlige og den virkelig dårlige vej.«
Efterskrift
Dagen efter meddeler Diako politiet på Kærshovedgård, at han vil hjem til Iran. De følgende uger sker der ikke videre i sagen, og Diako begynder at tale om, at han ikke kan holde til livet mere.

Selv om han ikke tror på, at det ændrer noget, går han til den aftalte samtale med psykiateren, som udskriver noget beroligende medicin og sender ham videre til psykologen.

Den 20. december 2018 er der noteret i hans sundhedsjournal, at han »p.t. ryger heroin på daglig basis,« og at han »er interesseret i at komme ud af sit misbrug ...« I samme periode tager han tilbage til København, hvor han igen opholder sig på gaden og ryger heroin og kokain.

Den 29. december tager han kortvarigt tilbage til Kærshovedgård, hvor han beder om at få hjælp. Han kommer på skadestuen og bliver tilset af en vagtlæge, men i følge Diako selv og personalet fra Kriminalforsorgen på Kærshovedgård, vil lægen ikke give ham medicin for hans abstinenser, da »han ikke dør af det«.

Diako tager tilbage til gaden i København, hvor han har opholdt sig siden. Han udtrykker stadig et ønske om at komme i behandling og vende hjem til Iran.
Diako er et opdigtet navn. Han er anonymiseret af hensyn til sin egen og familiens sikkerhed i Danmark såvel som i Iran. Information kender hans rigtige navn.

Artiklen er baseret på en række ophold på Kærshovedgård Udrejsecenter af i alt en måneds varighed mellem september og november 2018 og på aktindsigter i Diakos straffesager, asylsag, sundhedsjournaler samt alle Udlændingestyrelsens akter. Derudover er artiklen baseret på interviews med fagpersoner, medarbejdere ved Røde Kors, Kriminalforsorgen, Mændenes hjem, Stofindtagelsesrummet H17, forsvarsadvokater og andre personer tilknyttet Diakos liv.

Journalist Michelle Færch
mødte første gang Diako, da hun var socialarbejder på Stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro i København, hvor han var bruger. Hun opsøgte ham foråret 2018, da han sad i fængsel, og har siden da fulgt ham som journalist.
Tekst: Michelle Færch
Tegninger og animation: Sofie Holm Larsen
Redaktør: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jon Jørgensen

16. februar 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • odd bjertnes
  • Kurt Nielsen
  • Flemming Berger
  • Erik Karlsen
  • Torben K L Jensen
  • Søren Veje
  • Gert Romme
  • Lene Bach Kristensen
  • Carsten Mortensen
  • Britta Hansen
  • Christian Mondrup
  • Niels Duus Nielsen
  • Katrine Damm
  • Esben Lykke
Svend Erik Sokkelund, odd bjertnes, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Erik Karlsen, Torben K L Jensen, Søren Veje, Gert Romme, Lene Bach Kristensen, Carsten Mortensen, Britta Hansen, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen, Katrine Damm og Esben Lykke anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rystende læsning om et menneske som e ri dybeste nød psykisk og erkendelses mæssigt.
Jeg har ingen ide om hvad der kan gøres, men Diako er altså kriminel.

Torben Poulsgaard Jensen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Viggo Okholm

Hvor svært kan det være ??

Diako vil gerne tilbage til Iran - Danmark vil gerne have ham ud af landet.
Det må kunne løses.

Torben Poulsgaard Jensen og Georg Kallehauge anbefalede denne kommentar
Thomas Poulsen

Han "flygter" til Danmark fordi, han har problemer i sin landsby - mon ikke han kunne have fundet et andet sted i Iran...

Georg Kallehauge, Torben Poulsgaard Jensen, Jan Kauffmann og Christian Larsen anbefalede denne kommentar

Kort sagt: Min medlidenhed med folk, der sælger heroin, er meget, meget, meget lille.

Torben Poulsgaard Jensen, Henrik Klausen, Jan Kauffmann, Torben K L Jensen, John Andersen, Georg Kallehauge og Lars Jørgen Hansen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er holdninger som dine, niels astrup, som er med til at fastholde problemerne. Det er tydeligt for enhver, der kender lidt til miljøet, at Diako kun handlede heroin for at finansiere sit eget forbrug.

Ved at fjerne Diako løser man intet narkotikaproblem, for bagmændene er der jo stadig. Og hvis artiklens udlægning af begivenhederne ellers står til troende, blev han ikke arresteret, fordi politiet mente, at det ville gøre en forskel for misbrugsmiljøet, men fordi det var en måde at få Diako væk fra gaden på, så han ikke slog sig selv ihjel.

Det er når jeg læser indlæg som Torben Lindegaards, Thomas Poulsens og niels astrups, at jeg bliver deprimeret, fordi de viser mig, hvor tæt vi er på at få fascistiske tilstande her i landet. Forholdene på Kærshovedgård Udrejsecenter minder på mange måder om de tidlige tyske koncentrationslejre i Tyskland i trediverne - dem som var indrettet til at huse kommunister og socialdemokrater og andre uønskede utysker, og at pæne, almindelige mennesker bakker op om den slags kontrolmetoder viser, at vi er ganske få skridt fra at få os et fuldblods totalitært samfund uden nogen som helst form for medmenneskelighed.

Det er jer, som er kolde over for den horrible behandling, som de udviste asylansøgere bliver udsat for, som er det egentlige problem!

Anne Mette Jørgensen, Annette Chronstedt, Steen Bahnsen, Christina Laugesen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Allan Stampe Kristiansen, Anders Reinholdt, Jesper Lerche, Marie Jensen, Steffen Gliese, Søren Veje, Kristina Lotus Rasmussen, Jan Weber Fritsbøger, John Andersen, Lars Løfgren, Gert Romme, Egon Stich, Ete Forchhammer , Steen K Petersen, Hans Larsen, Bruger 221525, Carsten Mortensen, Katrine Damm, Ole Frank, Britta Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Niels Duus:

Fascist?

Hvis du tjener penge på at sælge død til andre, så er det vel snarere kapitalisme i sin reneste form. På den måde spiller Diako på samme banehalvdel som El Chapo, Thomas Borgen eller Viktor But.

Henrik Klausen, Torben K L Jensen og Georg Kallehauge anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Du fatter det tydeligvis ikke, niels astrup - Diako var i gang med at finansiere sit eget selvmord, og det var sandsynligvis derfor, politiet greb ind, det er jo ikke fordi 0,2 gram heroin er en stor trussel for samfundet. Jeg har også manden med kasketten mistænkt for at være undercover politiagent, og jeg betragter politiets handlinger her som drevet mere af humanitære hensyn end af hensyn til hævnfølelsen... - indskyld, retssikkerheden, mente jeg selvfølgelig.

Vi har alle muligheden for at blive fascister, givet de rette omstændigheder, jf. Milgrams og Zimbardos eksperimenter med hhv. helt almindelige mennesker og unge studerende.

Et godt menneske udmærker sig ved ikke at give efter for disse omstændigheder, og i stedet fastholde hvert menneskes ret til at blive behandlet ordentligt. Vi kan diskutere, hvad der er ordentligt, men den måde Diako bliver behandlet på er ikke ordentlig. Det er jo netop denne mangel på medmenneskelig empati, som du og dine meningsfæller står for, som bekymrer mig.

Anne Mette Jørgensen, Steen Bahnsen, Christina Laugesen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Allan Stampe Kristiansen, Anders Reinholdt, Søren Veje, Jakob Silberbrandt, Kristina Lotus Rasmussen, Jan Weber Fritsbøger, Lars Løfgren, Egon Stich, Ete Forchhammer , Steen K Petersen, Hans Larsen, Carsten Mortensen, Katrine Damm, Ole Frank, Britta Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@Niels Duus Nielsen, for det første, de vilkår, den unge mand lever under adskiller sig ikke fra de vilkår, som kriminelle danskere bydes i fængsel (“åbne” eller lukkede). For det andet savnet jeg at høre dit forslag til, hvad vi burde gøre.

Der er ingen tvivl om, at han har en elendig tilværelse. Personligt er jeg sindssygt træt af, at vi danskere med “Dansk” Folkeparti i spidsen (eller rettere bunden) behandler andre mennesker sådan.

Hvad kunne vi gøre anderledes? Det eneste jeg kan komme i tanke om er, at give ham et job (nogen ville måske kalde det en arbejdsforpligtelse). Over alt i det offentlige er der manuelle opgaver, som ikke bliver varetaget. Det kan være alt fra at feje gade til portørarbejde eller assistance til gamle eller handicappede. Så kunne man supplere med lidt dansk undervisning i forhold til den praktiske læring. Hvis vores ven mener det, han siger, kunne han måske udvikle sig til en god dansk samfundsborger. Det ville være win-win, for vi mangler arbejdskraft.

Og hvis det ikke fungerede? Tjah, hvad havde vi så mistet? Ingenting overhovedet. Så ville vi bare stadig have en uønsket, ikke godkendt asylansøger, som vi ikke kunne sende tilbage mod sin vilje. Men vi ville vide med os selv, at vi havde givet ham chancen - at vi havde vist medmenneskelighed.

Måske ville nogle fagforeninger brokke sig, kalde det løndumpning osv. Men fagforeninger burde vel også kunne se rimeligheden i at vise medmenneskelighed overfor nogle, som har det 100 gange sværere end deres medlemmer.

Anne Mette Jørgensen, Steen Bahnsen, Christina Laugesen, Steen Uffe Hansen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Kristina Lotus Rasmussen, Jan Weber Fritsbøger, Bjarne Bisgaard Jensen, Ete Forchhammer , Jens Skovgård, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen og Leif Enevoldsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Jeg er modstander af integrationsydelser og andre uværdige almisser .
Jeg er modstander af "Øde øer" og andre uværdige "anbringelsesformer".

Men hvis alle der når ind over grænsen til danmark pr.automatik skal have opholdstilladelse på ubestemt tid, så har vi et problem.

Vi mangler ganske enkelt at finde en brugbar løsning !

Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen, Georg Kallehauge og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jens Winther: "...de vilkår, den unge mand lever under adskiller sig ikke fra de vilkår, som kriminelle danskere bydes i fængsel..." - det var da vist ugens dårligste argument. Manden fik to måneders ubetinget fængsel, som han forlængst har afsonet, så hvor vil du hen? En gang skyldig, altid skyldig? Det er ikke i sig selv en forbrydelse at at være udvist, så der er da virkelig ingen grund til at behandle manden som kriminel - rent bortset fra, at det sikkert er ulovligt, da vi har skrevet under på nogle konventioner, som handler om netop dette problem.

At jeg alligevel anbefaler dit indlæg skyldes, at du ligesom Carsten Hansen godt kan se, at vi går over stregen, når vi behandler disse mennesker så dårligt, som vi gør. Og jeg tror ikke at fagbevægelsen vil gøre modstand, de vil bare prøve at sikre, at også udviste asylansøgere arbejder efter overenskomst.

Jeg anerkender, at for mange udviste asylansøgere kan blive et problem, men problemet går ikke væk ved at vi behandler dem som lort, tværtimod gør det dem kun vrede og desperate.

Af og til tror jeg at DF og regeringen spiller hasard med danskernes liv og førlighed: Ved at gøre disse afviste mennesker så desperate, at de ryger på junk og bliver kriminelle, kan halv- og helfascisterne i og udenfor regeringen sige "Hvad sagde vi!" og derefter bruge denne kriminalitet til at retfærdiggøre den umenneskelige behandling med tilbagevirkende kraft.

Anne Mette Jørgensen, Steen Bahnsen, Gaderummet Regnbuen, Kurt Nielsen, Jan Weber Fritsbøger, Britta Hansen, Ete Forchhammer , Hans Larsen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

@Carsen Hansen, der har aldrig været sådan, at “alle, der når ind over grænsen, pr automatik får opholdstilladelse på ubestemt tid”. Hvad er dit bidrag til en mulig brugbar løsning?

Carsten Hansen

Jens Winther.

Nej nemlig!!
Og det skal aldrig blive sådan at alle pr. automatik får opholdstilladelse på ubestemt tid.

Derfor er vi nødt til at finde værdige løsninger som alle kan leve med. (Jeg er klar over at mange mener almisser og øde øer er værdige løsninger; Ikke mig)

Havde jeg selv fundet de vises sten, så havde jeg nok oplyst verden herom.
Jeg forestiller mig dog løsninger der findes uden indflydelse fra de yderste fraktioner.

@Carsten Hansen, du får aldrig DF og S med på en værdig ordning. De har forlængst mistet al medmenneskelighed og moral.

Anne Mette Jørgensen, Esben Lykke, Flemming Berger, Steffen Gliese, Jan Weber Fritsbøger og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Socialdemokraterne har ikke stemt for den "øde Ø" som udrejsecenter for kriminelle afviste asylansøgere. (Endnu)

https://www.tveast.dk/artikel/socialdemokratiet-vil-ikke-stoette-forslag...

Socialdemokraterne er ligeledes imod den nedsatte integrationsydelse.

https://www.information.dk/telegram/2019/01/s-stemmer-lavere-integration...

Læs lidt ned i artiklen.

DF Har vist aldrig haft en værdighed på området at miste.

Som SF-vælger er jeg dog glad for at de fleste partier ser alvorligt på de problemer øget indvandring og flygtningestrømme medfører.

Selv Svenskerne har lukket deres grænser.(men det er en anden historie)

Søren Kristensen

Det undrer mig, at man bruger så mange ressourcer på at få manden til at sige de svære ord: - Jeg vil gerne hjem til Iran. Og når han så siger dem, sker der: Ingenting! Er det fordi man grundlæggende ikke tror på ham og i så fald, hvad skal alle samtalerne til for?

Thomas Steensen, Georg Kallehauge og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Niels Duus Nielsen, hvis de selv kan skaffe sig et arbejde på det almindelige arbejdsmarked, skal de naturligvis have samme løn, sim alle andre. Men det jeg taler om, er et kommunalt indslusningsjob til en løn, der nok er højere end den nuværende hjemsendelsesydelse, men ikke nogen særlig høj løn.

"Siden har han fået endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet og er udvist. Men da Danmark ikke har en aftale med Iran, kan han som så mange andre afviste asylansøgere ikke sendes hjem, medmindre han rejser frivilligt."

Diako er personefiseringen af den større problematik.
Hvad ligger der i, at nogen ikke kan sendes hjem - i at vi ikke har en aftale med f.eks Iran.Kan vi ikke bare gøre det alligevel ?
Som verden er, ville vores land blive oversvømmet af fremmede, hvis vi ikke begrænsede. Hvem ønsker det.
Diako har selv taget stilling og har ansvaret. Han har bare gjort det på et for dårligt, uoplyst grundlag.
Dette system, med uudholdelige forhold at presse disse menneske ud i, er ikke holdbart.

Tilbage er kun en model :
- Udvis straks uanset aftaler og uden vurdering af forholdene i andre lande. Dem har vi ikke ansvar for. Hjælp med rejsen og yd en starthjælp.
- De øvrige frigøres fra positionen i ingenmandsland og lades fri til placering i samfundet. De kriminelle dømmes som alle andre og afsoner deres straf.

Situationen er fremkaldt af dansk vankelmodighed i kampen mellem tossegode og hardliners.
Resultatet er inhumant under alle omstændigheder, som verdens tilstand er.

Jan Weber Fritsbøger

jeg er slet ikke glad for at et flertal i folketinget er medløbere når det gælder dæmoniseringen af "de fremmede" som DF har haft en vis succes med,
med diverse løgne er det lykkedes DF at få flygtninge og indvandring til at fremstå som et problem, men det er jo løgn når DF taler om at danmark risikerer at blive overtaget af muslimer,
det er løgn når DF siger de fremmede kommer for at udnytte de sociale ydelser,
det er løgn når DF fremstiller de fremmede som notorisk kriminelle og voldtægtsmænd,
og der er andre løgne og de bliver alle gentaget i det uendelige,
både i medierne men nok især når danskere taler om fremmede rundt omkring på arb.pladser mm og nu er de gentaget så meget at mange danskere anser løgnene for at være fakta,
ikke fordi de ved noget om det "men det skal jo nok passe" og nogle af løgnene er jo "bevist" statistikken siger jo tydeligt at de fremmede er kriminelle, eller gør den ? ser man efter og medtager andre faktorer end etnicitet, kunne man for eksempel opdage at det snarere er den enkeltes sociale position som har betydning,
sammenligner man arbejdsløse med fremmede arbejdsløse er forskellen nok nærmest væk,
og det er jo logisk at man nok er mindre kriminel når man har fast arbejde, har eget hus, bil, familie og et godt netværk, omvendt er man typisk mere kriminel når man føler sig uden for fællesskabet, er boligløs, fattig, uden netværk, føler sig hadet, set ned på osv.
faktisk er det indlysende at det ikke er etnicitet eller kultur, som er årsagen til overvægten af kriminelle i blandt de fremmede,
det er snarere følgerne af DFs hadkampagne som er den vigtigste årsag, ret smart af DF men også ret usympatisk,
og når andre partier deltager som nu er det ikke spor smart men stadig dybt usympatisk,
den mest negative følge af indvandringen er faktisk den succes som DF har haft og den indflydelse dette har på dansk politik, med en liberalistisk højrefløj som har vejret morgenluft og har fået nærmest frit spil til at ødelægge Danmark og bekæmpe de svage, velvillgt bakket op af DF som altid er til salg for en uartighed vendt imod de fremmede.
tillykke Danmark du er fucked.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Demokratiet har ret til at bekæmpe både ydre og indre fjender mod kompromiset mellem anarki og diktatur - en retsstat. For tiden kører der en ophedet om hjemvendende hjemmefødte terrorister - et tilsyneladende dilemma mellem humanisme og jura - et problem der har relationer til grundloven og statsborgerskab. I min optik har terrorister mistet retten til beskyttelse af de internationale menneskerettighedskonventioner og i dansk sammenhæng - retten til det statsborgerskab man har fået ved lov. Det statsborgerskab kan også fratages ved lov og det er det der skal ske med de danske landsforrædere - in absentia og dermed ophører Danmark´s juridiske forpligtigelser. Så er der kurderne der har dem som fanger - hvad med dem,de er jo ikke FN-anerkendt som land. Deres forbrydelser er begået i Syrien og i Irak - begge medlemmer af FN så det er vel til dem kurderne skal udlevere dem til. Husk lige på at Danmark har bombet sig ud alle krav om humanisme.

Det der fortælles er, at manden er flygtet p.g.a. kærestesorger. Det kan være slemt nok, men ikke nok til at bevilge asyl. Han har bestemt ikke gjort det lettere for sig selv ved at være narkohandler. Der er mange unge mennesker, der er rejst ud i verden for at prøve lykken, og det er der intet ondt i. Men det er ikke så let længere. Sikkert ikke rart at vende hjem til Iran med det nederlag. At man bliver vanvittig af apati og mangel på fremtid er, hvad sagsbehandleren (egentlig ret logisk) forsøger at forklare. Så hvad gør man så. Stresser dem endnu mere. Øde-ø modellen virker idiotisk, men kan nogen gi' en model for, hvordan man får en samspilsramt Diako til at acceptere at et nej er et nej?

Juan Carlos Krebber og Georg Kallehauge anbefalede denne kommentar

@Torben KL Larsen, hvis man - som du - mener, at terrorister ikke skal nyde beskyttelse efter menneskeretskonventionerne, går du efter min mening terroristernes ærinde. De påstår, at vores menneskerettigheder og frie samfund kun er et tyndt lag fernis. At vores kultur er rådden.

Kun ved at demonstrere helt utvetydigt, at der i vores samfund findes universelle rettigheder, som endda omfatter vores erklærede fjender, kan vi vise vores samfundsmodels kulturelle overlegenhed i forhold til de formørkede, kulturelt værdiløse terrorister. Demonstrere at vi er bedre, end de påstår - og bedre end dem!

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar

Vi er rene i sjælen og derfor bedste mennesker, og af den grund kan vi ikke bare negligere fattigdom, nød og ulykke, som banker på vor dør. Det er umenneskeligt uretfærdigt, at så mange små børn i verden ikke har adgang til simpel helbredende behandling på vore sygehuse. Mange danske syrienkombattanter har nok udstået deres straf gennem den sidste tids oplevelser i helvede, så vores godhed byder os at forsøde deres sidste tid, så de kan blive gode mennesker som os. Alt andet ville jo være primitiv hævntørst, og det harmonerer dårligt med vores konstruerede syn på os selv.

Torben K L Jensen

Sikke noget vrøvl - vi har selv åbnet Pandora´s æske,så det er faktisk at beskytte sig mod fortids dumheder og den største af slagsen har alle dage været at føre angrebskrig - uden for landets grænser.

Vi står i dilemmaet også her: Har det enkelte menneske,hvis det ellers er "normalt" begavet altid ansvaret for egene handlinger uanset visse omstændigheder kan gøre at "forkerte" og skadelige handlinger inkl. kriminalitet måske kan forklares?
Vil straf-isolation-udsmidning til et land der ikke vil have ham egentlig gøre nogen af os til bedre mennesker? Hvor ligger grænsen mellem straf og konsekvens og ny indsigt?

Vi står i dilemmaet også her: Har det enkelte menneske,hvis det ellers er "normalt" begavet altid ansvaret for egene handlinger uanset visse omstændigheder kan gøre at "forkerte" og skadelige handlinger inkl. kriminalitet måske kan forklares?
Vil straf-isolation-udsmidning til et land der ikke vil have ham egentlig gøre nogen af os til bedre mennesker? Hvor ligger grænsen mellem straf og konsekvens og ny indsigt?

Anne Mette Jørgensen

Det er besynderligt, at der her i kommentarfeltet flettes terrorisme ind i debatten.
Diako er ikke dømt for terrorisme.