Forført

At eliminere truslen fra en anden mand

Hvad gør man, når man er ved at miste sit livs kærlighed? Man henter hjælp udefra
Resumé
Bjarne befandt sig i en malstrøm af morderisk jalousi. Den kejtede computernørd havde endelig mødt sit livs kærlighed, Inna, gennem en datinghjemmeside. Men pludselig fik han konkurrence fra en mystisk mand fra hendes fortid.

Bjarne havde aldrig mødt Inna i virkeligheden og vidste ikke, hvad han skulle gøre for at vinde hende tilbage. I et anfald af blindt raseri besluttede han sig for, at han for at redde deres forhold kunne blive nødt til at myrde sin rival. Men først måtte han finde ham.

Information bringer i denne serie hele historien om Bjarne og hans ulykkelige forelskelse. Artiklerne er baseret på interviews med sagens hovedperson, hans personlige optegnelser og mailkorrespondancer, aktindsigt i dokumenter fra Østjyllands Politi og de amerikanske domstole samt interviews med den danske anklagemyndighed og forbundspolitiet i USA (FBI).

Bjarne er et opdigtet navn. Information er bekendt med hans sande identitet.

Dette er en virkelig historie.
KAPITEL 5
At eliminere truslen
Bjarnes egne forsøg på at finde frem til ekskærestens identitet gik for langsomt. Hvis han skulle finde ham i tide og sætte en stopper for hans forehavende med Inna, måtte han have hjælp udefra.

En lørdag nat klokken 01:43 sendte han derfor en mail til et detektivbureau i Rusland, som han havde googlet sig frem til. Bureauet hed Beowulf Detective Agency, Inc. og så ud til at specialisere sig i opgaver i Østeuropa. Dets hjemmeside var ubehjælpeligt designet.

Der var et stort billede af en ørn, underligt uvedkommende rejsefotos og sære links med navne som »Cool stuff«. Midt på siden var en blok af rød tekst, som tilsyneladende havde til formål at få søgemaskiner som Google til at henvise til siden, hvis man søgte på »scam investigators« eller »Russian bride«.

Indehaverens navn, Dmitri Turin, var stavet på forskellige måder, alt efter hvor på siden man befandt sig.

Hjemmesidens manglende æstetiske kvaliteter afskrækkede dog ikke Bjarne. I mailen skrev han, at han ledte efter en »yderst professionel privatdetektiv«, der skulle hjælpe ham med at finde en mand, som han kun vidste ganske lidt om. Penge var intet problem.

Hvis detektiven løste opgaven tilfredsstillende, ville der formentlig blive tale om endnu flere opgaver i nærmeste fremtid, herunder overvågning.

»Der er en skarp deadline på nogle af disse opgaver, i slutningen af november kommer der til at ske en masse, hvor det vil være yderst hjælpsomt for mig at have så mange oplysninger som muligt forinden,« skrev Bjarne, formentlig med henvisning til den tur til Milano, som Inna planlagde med Mr. Big.

Dmitri skrev hurtigt tilbage.

»Tak for den præcise beskrivelse af opgaven. Vi benytter os af adgang til officielle kilder til at opnå så udtømmende viden som muligt,« skrev han og bad Bjarne sende alle detaljer i sagen. Bjarne sendte ham Innas fulde navn, links til hendes profiler på de sociale medier, oplysninger om hendes studie og arbejde og tantens adresse, som han havde brugt til at sende hende gaver. Han videregav også de sparsomme oplysninger, han havde om Mr. Big, herunder det fulde navn på den mand fra det nordlige Tyrkiet, som stadig var hans egen hovedmistænkte.

Mens han ventede på svar fra Dmitri, fortsatte Bjarne med at søge efter andre personer, der kunne hjælpe ham med at føre hans planer ud i livet. Han ville gerne i kontakt med en, der opholdt sig i nærheden af Tyrkiet. Gennem en onlinedatabase for arbejdssøgende fandt han frem til en græsk ekssoldat. Bjarne forestillede sig, at manden måske var desperat efter at tjene penge på grund af den økonomiske krise i Grækenland, og at hans militære baggrund kunne vise sig at være nyttig.

Han sendte ham en mail fra den særligt sikrede mailtjeneste Hushmail, hvori han præsenterede sig som Fredrick Schultz. Bjarne lod, som om han havde et job til grækeren.

Bjarne fik hurtigt et svar tilbage.
Hej. Jeg er interesseret i dit jobtilbud. Hvad handler det om?
Bjarne opdigtede en historie om, at hans familie var i fare, og at han havde brug for nogen til at eliminere truslen fra en mand, der formentlig boede i Tyrkiet.
Jeg har altid levet et fredeligt liv, men er endt i en meget ubehagelig situation og har brug for nogen til at udføre en opgave, som jeg ikke selv er i stand til at udføre.

Jeg vil helst ikke fortælle dig for meget om affæren, men du skal vide, at jeg aldrig før har så meget som overvejet at skade et andet menneske, og jeg håber, at jeg aldrig mere behøver tænke på den slags, når dette er ovre.
Bjarne antydede, at han ikke kunne gå til myndighederne, da han havde en fremtid i politik foran sig, og at han risikerede at ryge i fængsel, hvis nogen begyndte at grave i hans fortid.
Fortæl mig, hvad du synes om det, du lige har læst, og om du er interesseret i dette job, som vil være velbetalt, men forbundet med store risici, så kan vi mødes på neutral grund og diskutere sagerne yderligere.
Trods de mange skuffelser, internettet havde givet Bjarne gennem årene, fortsatte det med at være hans foretrukne tilholdssted og redskab til at komme videre. Det var her, han i teenageårene havde søgt tilflugt fra sin fars depressioner, her han havde mødt sin første onlinekæreste, hundeelskeren Susan, som havde vist sig at være en helt anden, og nu brugte han nettet til at bede om hjælp fra vildfremmede mennesker til at løse et yderst privat problem.

I virkeligheden havde han ingen garanti for, at denne Dmitri Turin var den, han udgav sig for at være. Eller at han rent faktisk udførte et reelt stykke arbejde. Bjarne stolede bare på, hvad han skrev i sine mails, og fortsatte med at overføre penge. Han tilbød sågar at overføre penge på forhånd, så Dmitris arbejde ikke blev forsinket af, at han skulle vente på overførslerne.

Det kan virke paradoksalt, at en yderst intelligent og kritisk anlagt mand som Bjarne stolede så blindt på alle, han stødte på online. Det var, som om han end ikke så det som en mulighed, at nogle af disse mennesker havde en anden dagsorden end ham selv. Han havde altid haft en slags tunnelsyn, der gjorde ham i stand til at fokusere intenst på et specifikt problem, indtil det var løst. Men det betød samtidig, at han havde svært ved at regne andre mennesker ud.

Hans særlige personlighed gjorde ham, sammen med hans usædvanligt veludviklede evner foran en computer, til en eminent amatørefterforsker. Men det gjorde ham også sårbar over for potentielle svindlere. Var Inna virkelig den, hun udgav sig for at være? Fandtes hun i virkeligheden? Gjorde Dmitri? Og Mr. Big, som han planlagde at slå ihjel? Var Bjarne ved at blive vanvittig?

Måske var det slet ikke så vigtigt. Ingen er alligevel rigtig dem, de udgiver sig for at være på internettet. Det at finde frem til Mr. Big havde efterhånden udviklet sig til en gåde eller et computerspil, som Bjarne var besat af at løse eller gennemføre. Uanset om han fandtes eller ej.

Når først Bjarne havde sat sig noget for, var det umuligt for ham at stoppe.
Foto: Østjyllands Politi
Bjarne hørte aldrig fra den græske ekssoldat igen. Til gengæld indledte han en lang korrespondance med Dmitri Turin. I de følgende måneder overførte Bjarne i titusindvis af kroner til russerens bankkonto for at betale for hans ydelser.

Et personligt baggrundstjek af den hovedmistænkte kostede 300 euro. Efterforskning ved hjælp af videoovervågningsbilleder fra Kijev kostede 1.200 euro. I det hele taget havde Dmitri mange ideer til, hvordan de kunne finde frem til Bjarnes rival.

Angiveligt kendte han en ældre kvinde i Odessa, som kunne forsøge at blive venner med Innas forældre og lokke svaret ud af dem. Alternativt kunne Dmitri skaffe overvågningsvideoer fra hoteller eller togstationen i Kijev fra de dage, Inna havde tilbragt i byen sammen med Mr. Big. Dmitri havde kontakter både i det ukrainske politi og blandt sikkerhedspersonalet på et eksklusivt hotel, forsikrede han.

Bjarne var begejstret for forslagene. Han skrev i en mail:
Forslagene virker meget gennemtænkte, og det får mig bestemt til at føle, at jeg har fundet den rette mand til opgaven :)
Han ville helst ikke involvere Innas forældre, men gav grønt lys for, at Dmitri udnyttede sine kontakter i politiet til at få udleveret overvågningsbilleder fra stationen i Kijev.

I de følgende uger udvekslede de to mænd forskellige ideer om, hvem eks’en kunne være. Dmitri mente, at Inna formentlig kendte ham fra modebranchen. Han gættede på, at Mr. Big var rig, og at Inna var fast besluttet på at blive gift med en »stor fisk«.

»Hun ville ikke spilde sin tid på at socialisere med ringere mænd«, skrev han en uges tid efter sin første kontakt med Bjarne.

I det hele taget gættede Dmitri en hel del. Blandt andet gættede han på, at eks'en havde fulgt Inna hele vejen til stationen i Kijev, fordi ingen ukrainske kvinder ville finde sig i bare at blive sendt af sted i en bil med en fremmed chauffør. Han mente også, at manden måske havde »udtrykt sin beundring for tydeligt og entusiastisk, hvilket er karakteristisk for tyrkiske mænd«.

Bjarne var glad for Dmitris arbejde og fortsatte med at overføre penge gennem Western Union, mens han fodrede privatdetektiven med oplysninger fra sin mailkorrespondance med Inna. I løbet af november føjede Bjarne flere mænd til sin liste over mistænkte ekskærester og sendte deres navne til Dmitri. Han rettede blandt andet sin opmærksomhed mod en mand, der på de sociale medier gik under navnet The Naked Turk. Måske var han identisk med manden fra det nordlige Tyrkiet? Både Mr. Big og The Naked Turk så i hvert fald ud til at være brødre til en af Innas bedste veninder.

Dmitri foreslog, at han kunne få en ung kvinde til at forføre en af de mistænkte, og at hun under sengekantssnakken kunne finde ud af, hvad manden ville med Inna. Bjarne godkendte også denne ide. Han havde »ingen problemer med at gøre den slags etisk tvivlsomme ting«, forklarede han, så længe han selv fremstod i et positivt lys over for Inna.

Bjarne var fast besluttet på at »gribe til handling« og undgå, at manden forførte Inna og sårede hendes følelser. Han tilføjede over for Dmitri, at han stolede blindt på alt, hvad Inna havde fortalt ham. Selv hvis det skulle vise sig, at hun havde ført ham bag lyset, foretrak han at lade hende selv afsløre det, når det passede hende.

Han tillod ikke sig selv at tvivle på hende.
I næste afsnit:

Ingen moralske skrupler nu. Den perfekte forbrydelse skal planlægges.
Tekst: Sebastian Abrahamsen, Mathias Koch Stræde
Foto: Jakob Dall, Østjyllands Politi
Cover: Østjyllands Politi
Redaktør: Anton Geist
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu