Dødsrejsen

Beretning fra en flygtningebåd

I 2014 steg den syriske flygtning Depp Mattock på en båd i Libyen for at flygte over Middelhavet. Han ser her tilbage på sin egen flugt og det, de kalder dødsrejsen. Ruten er den farligste over havet, men det er vejen til Europa, efter EU har lukket ruten mellem Grækenland og Tyrkiet
Depp Mattock
Journaliststuderende fra Damaskus
beretter for Dagbladet Information
Jeg husker smugleren Al-Sharqawi råbe, inden vi går ind i lastbilen, der skal fragte os til båden mod Europa.

»Kom nu! Der er kun 30 minutter til afgang!«

Han lader os ikke tage nogen ejendele med ud over det tøj, vi har på.

Jeg skynder mig. Pakker mit pas, mine identifikationspapirer og mine resterende penge i en nylonpose for at forhindre, at de bliver våde i tilfælde af, at vi synker. Jeg lægger dem i mine lommer.

Det er sensommeren 2014, og det er et år siden, jeg blev tvunget til at flygte fra Damaskus i Syrien, hvor jeg er født, har min familie, mine venner, og hvor jeg har læst på universitetet.

Al-Sharqawi har gennet os ind i et overdækket lastrum, der er beregnet til at transportere kyllinger. Vi er cirka 50 mennesker bag i bilen. Folk har svært ved at trække vejret, og vi begynder at skubbe til hinanden. Vi føler, at vi er ved at blive kvalt. Lastbilen kører ned ad det, der føles som en ujævn vej, og vi begynder at mærke fugtigheden fra havet trænge ind gennem en åbning på lastbilens tag, og det er en tydelig kontrast til den tørre luft, som vi er blevet vant til fra ørkenen.
Lastbilen er formentlig stadig et sted i Libyen, men vi ved ikke hvor. Hvor den fører os hen, ved vi heller ikke. Vi ved kun, at den har taget os ud på en rejse, der bliver kaldt dødsrejsen. Lugten af havet tager til. Det gør vores frygt og bekymringer også med visheden om, at rejsen over havet kommer nærmere.

Lastbilen stopper, og stilheden afbrydes af gråden fra et barn. Smugleren åbner dørene op, og det første, vi ser, er havets blå farver. Det er smukt. Men da jeg træder ud på strandens sand, er det eneste, jeg føler, rædsel.
Smuglerbåden over Middelhavet var tæt pakket, da Depp Mattock var om bord for snart to år siden. Som sikkerhed havde passagererne medbragt mangefarvede baderinge, og de fik først udleveret redningsveste, da de blev reddet af en italiensk båd. Det er på ruten fra Libyen til italienske Lampedusa, at flest flygtninge er omkommet i år.
Jeg vil tro, at vi er omkring 600 personer, der på skift bliver transporteret i små gummibåde ud til skibet.

Den første gruppe af kvinder og børn stiger om bord, og jeg og min ven Mohammed får til opgave at hjælpe folk i gummibådene og hen til skibet.

Vi har selv bedt om det, fordi vi ikke vil være de første om bord på skibet – de første bliver smidt ned i maskinrummet, og vi vil hellere have en plads på dækket.

Men vores plan slår fejl. Da vi har sejlet frem og tilbage med passagerer, er der til sidst ikke længere plads om bord. Det gamle smuglerskib er beregnet til at kunne transportere 300 personer, men det er allerede lastet med omkring det dobbelte.

Vi forsøger at klamre os til skibet og bønfalder Al-Sharqawi om ikke at sende os tilbage til kysten, selv om vi frygter, at det vil betyde druknedøden at blive på smuglerskibet. Men han råber og slår os, og kort tid efter står vi og 50 andre igen på den libyske strand.

Vi finder ly i et hus, hvor vi venter på den næste båd, der kan bringe os til Europa, men allerede et par dage efter møder vi smuglerne igen. De beordrer os til omgående at forlade huset, da båden, som vi ikke fik plads på, forliste ikke langt fra den libyske kyst. Nu søger det libyske politi efter Al-Sharqawi og de andre smuglere i byen Zuwara, hvor indbyggerne er stået op til ligene af hundrede druknede børn, kvinder og mænd, der er blevet skyllet op på stranden af havets bølger. Nogle af dem er blevet delvist spist af fisk.

Men selv om vi føler sorg over vores kammerater, der er omkommet i havet, bliver vi nødt til at koncentrere os om at skjule os for byens indbyggere og politiet, som er begyndt at tilbageholde både syrere og afrikanere. Pludselig befinder vi os midt i en krig mellem smuglermafiaen på den ene side og politiet og byens indbyggere på den anden. Der er ingen vej væk herfra længere – undtagen den over havet, hvor risikoen for at drukne er så forbandet stor. Kun hver tiende passager bliver reddet i tilfælde af forlis, har jeg fået fortalt. Men det er vores eneste mulighed.

Derfor er vi lettede, da vi kommer i kontakt med en anden smugler, som vil sejle ud om aftenen, og vi slutter os til hans gruppe. Det koster 1.000 dollar mere, og inden vi ved af det, er vi på vej mod en ny båd. Fra den nordlibyske kyst ikke langt fra grænsen mod Tunesien fragtes vi igen med gummibåd ud til smuglerskibet, som denne gang har omkring 350 personer om bord.

Da alle er på plads, vil smugleren forlade skibet, selv om kvinderne om bord trygler ham om at blive. Vi aner ikke, hvor vi er, og hvis han forlader os, er der ingen til at styre båden.

Men det rører ham ikke, og han slår en af de rejsende med skaftet af sit våben.

Og så er han væk. Han har fået vores penge – 350 gange 1.000 dollar – er hoppet i havet og svømmer nu mod en anden båd, der venter på ham. Det er sidste gang, vi ser ham.
Depp Mattock er flygtet fra Syrien via Nordafrika over Middelhavet og er nu endt i Danmark. Nu fortæller han hele sin flugthistorie i Information. Om slavehandel, misbrug, efterladte lig og hierarkiet på en faldefærdig smuglerbåd uden styrmand midt på havet. Foto: Jakob Dall
Dødsrejsen er begyndt, og den bliver indledt med lyden af skrig. Båden rejser sig brat og falder voldsomt ved hver bølge. Passagererne vakler og flytter sig i et desperat forsøg på at holde fartøjet i balance og i frygt for at blive taget af bølgerne og blæsten. Senere ændrer vi strategi og prøver at forholde os i ro. Samtidig er der en af de eritreiske passagerer, der påtager sig at styre fartøjet, men han gør det ikke særlig godt, og vi forbliver uden sejl og retning, mens vi føler os mere og mere fortabte. Maden og drikkevandet er tæt på at slippe op, børn og kvinder bliver ramt af sø­syge, og solens stråler brænder vores fugtige kroppe.

I bunden af skibet er der nu begyndt at udbryde slåskampe. Til vores overraskelse befinder der sig 200 personer nede i maskinrummet. De har hverken vand eller ilt, og de ønsker alle sammen at slippe væk dernedefra og komme op på dækket. Men vi forsøger med vores hænder og fødder at holde dem dernede, for vi ved, at båden vil tippe, og at vi alle vil drukne, hvis det lykkes dem at komme op på dækket.

Båden begynder at svaje, og lyden af slåskampe breder sig over det stille hav. Vi forsøger at skabe fred og kompromis, og efter noget tid lykkes det at få lavet en aftale med de hovedsageligt afrikanske flygtninge, der er i maskinrummet. Vi aftaler at lave en rotationsordning, hvor vi skiftes om pladserne oppe og nede. På den måde får alle adgang til dækkets friske luft, og vi kan holde båden i balance.

Mens der er relativ ro på båden, forsøger vi at komme i kontakt med den italienske kystvagt og Røde Kors ved brug af en Thuraya-satellittelefon. Det lykkes, og vi fortæller dem, at vandet er trængt igennem bunden af båden, og at vi ikke er sikre på, hvor længe den kan holde.

Men vi kan ikke fortælle, hvor vi er, for vi har ingen GPS og heller ingen pejlemærker. Ingen stjerner på himlen og intet synligt land i sigte. Opkaldet bliver afbrudt, despera­tionen om bord stiger igen, og historier begynder at spredes rundt på fartøjet.

Nogle om bord siger, at Europa ikke længere har plads til flere flygtninge. Andre at de vil affyre skud mod os og forsøge at sænke båden. Nogle mener, at bølgerne vil være så høje, at vi aldrig vil klare den. Andre siger, at vi ikke bør vente på hjælp – for der kommer ingen. Samtidig bryder den orden, som vi fik skabt med rotationsordningen, sammen, da en gruppe nægter at gå under dækket igen. Nye kampe opstår, og jeg føler frygt og fortvivlelse på ny.
Jeg føler mig som en druknet uden grav eller vidner, der vil kunne vise min familie hen til et sted, hvor de kan sørge.

Uden venner, der kan bære min kiste på deres skuldre, uden tårer, uden en endelig hilsen som afsked, uden ceremoni. Jeg tænker på, om min far nogensinde vil kunne tilgive mig for det, jeg har gjort imod mig selv. Jeg kigger på min kammerat Mohammed og kan se, hvordan trætheden, udmattelsen og tørsten også har påvirket ham. Jeg kan se, at han tænker på sit barn, der blev dræbt under et angreb med kemiske våben i Ghouta i Damaskus den 21. august 2013. Den dato er vigtig for mig, for det er den dag, ulykke og forbrydelse ramte det, der engang var min by. Det er præcis et år siden, da vi sidder her på båden, men jeg husker hvert sekund.
Smuglerbåden over Middelhavet. Foto: Depp Mattock
Alle sov i Ghouta den nat. Det var helt vindstille. Og så kom Assads saringas. I løbet af fem minutter døde mindst 500 mennesker uden at kunne gøre modstand, fordi de lå og sov. Størstedelen af de ofre, jeg så, var børn, kvinder og ældre. Mange af mine venner, bekendte og familiemedlemmer døde den morgen. Selv var jeg så heldig, at jeg ikke blev kvalt. Jeg fik ikke nok gas til, at den kunne tage mit liv, men nok til at gøre mig bevidstløs i nogle timer.

Jeg vågnede til lyden fra gaden. En kvinde skreg, og jeg gik udenfor. Jeg spurgte hende, om jeg kunne hjælpe, og hun sagde, at der var en hel familie oppe i en bygning. Jeg forstod ikke, hvad hun forsøgte at fortælle, men jeg gik derop for at se, om jeg kunne hjælpe. Jeg brød døren ind til en lejlighed og fandt en hel familie stadig med deres nattøj på. Både børn og voksne. De var døde, og de havde alle hvid væske omkring munden.

Jeg hørte en lyd fra et andet sted i bygningen og gik videre. Jeg fandt en lille dreng, der lå på gulvet. Han havde tydelige smerter. Med ham i armene gik jeg til hospitalet, og det var først, da han var sikker der, at jeg opdagede, mit syn var begyndt at blive dårligt. Jeg blev svimmel igen, havde svært ved at trække vejret, smerter i maven. Til sidst forsvandt synet på mit ene øje helt. Da jeg flygtede fra mit hjemland og min belejrede by, håbede jeg at finde nogen, der kunne behandle mit øje. Da jeg nåede til Libanon, ventede jeg længe, men også det var et land i kaos – og der var ikke megen hjælp at hente.

Angrebet i Ghouta blev begyndelsen på et år på flugt. Efter jeg kom ind i Libanon, rejste jeg ulovligt videre helt til Algeriet, hvor jeg fortsatte min vej mod Libyens kyst. Jeg søgte mod Europa, og jeg havde hørt, at der igennem det vestlige Libyen var en mulig vej.
I Algeriet blev jeg arresteret i to dage af grænsevagter, fordi jeg forsøgte at krydse grænsen til Libyen ulovligt. Jeg havde troet, at jeg ville være i sikkerhed, efter jeg kom væk fra Syrien, men jeg havde taget fejl. Efter at være blevet løsladt i Algeriet forsøgte jeg igen at krydse grænsen, og denne gang lykkedes det. I to timer gik jeg igennem den libyske ørken, indtil den gruppe, jeg var en del af, nåede frem til det sted, hvor nogle lastbiler kunne transportere os væk fra de algeriske grænsevagters kikkerter.
Gruppen bestod af 400 flygtninge, og vi blev ført gennem ørkenen af en smugler med tilnavnet Sultan. Han var en hash- og menneskesmugler og del af en lokal mafia.

Han installerede os i et telt i midten af ørkenen ved siden af en brønd med vand. Der var flere insekter end vandpartikler i brønden, og der var godt over 40 grader. Vi samlede os foran teltet, og han fortalte os om sin styrke, om antallet af mænd under hans befaling, og om hvor rig han var – målt i både værdigenstande og våben. Så krævede han, at vi betalte 1.800 dollar for at nå frem til Italien. Det var ud over betalingen for at blive transporteret til den libyske kyst, som havde kostet 800 dollar.

Han truede os med våben og sagde, at han ville skyde os, hvis ikke vi betalte.

Han behøvede ikke at affyre mere end et par skud mellem vores fødder, før der lå en pose af sækkelærred med – regnede jeg mig frem til – 600.000 dollar foran ham.

Morgenen efter begyndte lastbilerne, som normalt blev brugt til at transportere sand og cement, at bevæge sig, og allerede tidligt føltes det, som om solen stod højt på himlen. Med os havde vi kun de tasker, vi ejede.

Dækket på vores lastbil gik i stykker, og der gik tre timer med at reparere det. Solen føltes som ild, og sandet brændte os nedefra. Der var ingen skygge. Intet vand. Kvinderne og børnene begyndte at falde om, og smuglerne smed dem ud i ørkenen for at undgå at spilde mere tid på at hjælpe dem. I alt tre, der var besvimet derude i ørkenen, blev efterladt i solen.
Men de fleste af os kom med videre, og en aften ankom vi til byen Zuwara. Smugleren installerede os på en plads i byen, og han begyndte at sælge os. Det var som et auktionshus. For første gang forstod jeg, at jeg var blevet en vare. Vi var som slaver, der blev solgt og købt – vi var intet andet end omvandrende penge.

»Smugleren Noah tager 40 syrere for 40.000 dollar,« blev der råbt.

En anden tog 50 syrere for 40.000 dollar, og således blev vores gruppe solgt til en ung, libysk mand ved navn Alexander Al-Sharqawi.

Han placerede os i et forladt hus og forbød os at gå ud. Hver persons daglige madration var et stykke brød og et glas vand. Vi satte os i et rum, hvor der hovedsageligt var syrere, og én af dem så en lille notesbog i min lomme, som jeg havde skrevet små udpluk om rejsen i. Han spurgte mig, hvad jeg arbejdede som.

»Jeg er journalist,« svarede jeg med lavmælt stemme.

»Ti stille! Hvis smuglerne opdager det, dræber de dig og smider dig i ørkenen,« hviskede min sidemand. Jeg lyttede til hans råd, gemte bogen væk og nævnte ikke min profession igen under min flugt.

En dag krævede smuglerne, at mændene skulle skilles fra deres hustruer. Reelt kidnappede de kvinderne i en uges tid, uden at vi vidste, hvad der skete med dem. Når vi spurgte smuglerne, sagde de, at kvinderne var et sted, der var langt væk og sikkert.

En uge senere kom kvinderne tilbage. Desperate. De begyndte at skrige og slå på deres mænd, indtil de blev trætte. En af kvinderne plantede sine negle i sin mands ansigt, mens hun græd. Hun bandede og svor af os alle sammen.

De smukkeste og yngste af kvinderne så jeg ikke igen.
Min tankestrøm på smuglerskibet bliver afbrudt. Endnu en gang lyder der skrig. Båden har kæmpet sig gennem vandet i over 30 timer nu, og motoren er brudt sammen. Vandet begynder igen at løbe ind i båden.

Vi forsøger at fjerne det med vores hænder, med vores tøj og med tomme flasker. Men det stopper ikke vandet. Mens jeg arbejder, begynder jeg at føle trætheden i min krop. Den er tæret af den lange flugt, af den intense varme og fugtigheden.

Vi får igen kontakt med Røde Kors og fortæller dem om faren. De lover os, at de vil sende et fartøj for at lede efter os, for vi ved stadig ikke, hvor vi er, og de kan ikke fastlægge vores position ved hjælp af radaren.

Jeg er syrer, og i desperate – og mange andre – situationer, søger jeg tilflugt i poesien. I den persiske digter Jala ad-Din Rumis digt fra 1200-tallet:
Hvordan ved jeg

Hvem jeg er eller hvor jeg er

Hvordan kan en enkelt bølge

Finde sig selv

I et hav
Vi forsøger uden held at reparere motoren. Mørket bliver tættere, og vi går ind i den anden nat på havet. To dage, der føles som en uendelighed. Der er intet vand, ingen medicin og ingen mad. Også fartøjet er udmattet af rejsen. Det er gammelt og tæt på at synke. Og så pludselig – glimtet af håb. Vi ser et stort skib i horisonten. Måske føles det altid, som om det er i sidste øjeblik, når man ser det, man håber bliver ens redning?

Da skibet kommer tættere på, kan vi se, at det er rødt. Det stopper på stor afstand, så det ikke er muligt for os at svømme derover. Vi står på dækket, holder børnene over vores hoveder og skriger.

»Bambino, bambino«. Andre på dækket råber »vand, vand«.

Det røde skib sender en gummibåd af sted mod os. Der er to personer om bord, og de beder os om at bevare roen, indtil kystvagten ankommer for at redde os, efter at de nu har fastlagt vores position.

Vi får vand, og efter nogle timers venten kommer den italienske kystvagt med redningsveste, som de begynder at kaste over i smuglerbåden. Igen opstår der kampe – nu om hvem der skal have redningsvestene først.
Først efter cirka fire timer er smuglerbåden tom. Vi forlader den midt på havet, hvor den forsvinder ud af syne. Den vil drukne herude sammen med sjælen af den unge mand, der døde af et slag i hovedet under kampen for en redningsvest.

Om bord på det italienske militærskib bliver vores navne registreret. Der er mere end 2.000 personer om bord på dette skib, som også sejler med flygtninge, der er blevet samlet op fra andre skibe.

Jeg slutter mig til en læge og hjælper med at oversætte fra engelsk til arabisk. En ung kvinde er meget svimmel. Hun har blå læber, blegt ansigt og høj feber. Hendes øjne er fyldt med bedrøvelse og sorg. Hun er slet ikke til stede. Jeg spørger hendes mor, hvad der er sket med hendes datter, men moren svarer bare, at hun ikke behøver hjælp.

Jeg insisterer på at få svar.

»Jeg var i huset med jer, indtil du og din datter forsvandt med de andre kvinder. Og jeg ser jer først igen nu,« siger jeg.

Hun begynder at græde, og så fortæller hun:

»De placerede os i et forladt hus. De brød ind i vores værelser. Lugten af alkohol og hash er endnu ikke forsvundet. De var bevæbnet med våben. Alle tre. Jeg forsøgte at nægte dem adgang. Jeg bønfaldt dem om at gå ud igen, men forgæves. Min datter er blevet 17 dette forår, hun var kun en pige,« fortæller kvinden. »Mændene slog hende og tog hende med i deres bil. Hun kom først tilbage en uge efter i det samme tøj, nu med spor af blod. Hun har ikke sagt ét eneste ord siden den dag.«

Jeg græder sammen med kvinden, og jeg er ikke længere i stand til at oversætte et eneste ord for lægen.
Efter Italien følger jeg vejen gennem Europa og ender i Danmark. Jeg har ikke turdet skrive dette ned før nu – snart to år efter.

Men nu har EU og Tyrkiet lavet en aftale, og den sikrere vej gennem Tyrkiet er blevet forsøgt lukket. Det har genåbnet 'min' vej til Europa.

Dødens både sejler igen.
Depp Mattock er 28 år gammel og studerede journalistik i Damaskus, indtil det blev umuligt på grund af krigen i Syrien. I dag er han bosat i Storkøbenhavn og arbejder som bl.a. tjener på en restaurant.

Artiklen er skrevet på arabisk af Depp Mattock og oversat af Jihad Taha. Den er blevet skrevet i samarbejde med Informations nyhedsredaktør, Anders Fjordbak-Trier.
Serie: Flugtveje
Millioner er på flugt fra fattigdom, krig og håbløshed – men hvad sker der under flugten, og hvad betyder de politiske indgreb mod flugtruterne for dem, der flygter?

I en række artikler vil Information i de kommende dage se nærmere på de ruter, flygtningene rejser på – og de steder, hvor de tvinges til at blive.
Tekst: Depp Mattock
Foto og video: Depp Mattock, Jakob Dall
Redaktør: Anders Fjordbak Trier
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 15. juli 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Winnie Holm
  • Maria Francisca Torrezão
  • Bruger 174989
  • Anne Eriksen
  • hans-henrik elofsson
  • Morten Balling
  • Hans Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Anders Fjordbak-Trier
Kristen Carsten Munk, Winnie Holm, Maria Francisca Torrezão, Bruger 174989, Anne Eriksen, hans-henrik elofsson, Morten Balling, Hans Larsen, Niels-Simon Larsen og Anders Fjordbak-Trier anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Jeg mangler ikke ord , men føler mig som et tusindben, som der ikke helt kan finde ude af hvilken ben, som skal bevæge sig først, og hvordan rækkefølgen derefter skal være for resten af de 999 ben.