Det kan føles, som om coronakrisen har tvunget os væk fra hinanden. Ind i vores egne små verdener og ud af hinandens. Og mens man sidder der alene i sin lejlighed, kan ensomheden let trænge sig på.

Men man behøver ikke være ensom, bare fordi man tilbringer meget tid alene. Det er Jørgen Nielsen et bevis på. Han har boet helt alene på en ø, siden hans kone døde i 2014, men selv om han er der langt størstedelen af året, føler han sig sjældent alene.

Jørgen Nielsen griber fat i et reb og fortøjer færgen, da den lægger til ved molen på Hirsholm – hovedøen i øgruppen Hirsholmene nordøst for Frederikshavn. Han nikker til Jonas Nielsen, der er medhjælper på båden.

»Nå, hvad har han bildt jer ind på vejen,« spørger Jørgen Nielsen og lægger op til en joke, han vist har fortalt før. »Halvdelen af det, han siger, er løgn, og resten har han selv fundet på,« siger han så, og de griner begge.

Jørgen Nielsen mangler fortænderne i overmunden. En dag lige inden jul faldt de ud, mens han spiste, og så kom han til at sluge dem.

»Det er altså bare derfor, jeg ikke smiler så meget,« siger Jørgen Nielsen, men det er løgn, for han smiler næsten hele tiden, og hullet efter de to tænder titter frem under det hvide overskæg igen og igen.

Han er brun i huden i ansigtet og på hænderne, hvor rynkerne ligger som små bølger i hans hud. Hans solbidte kinder er oversået med netværk af røde blodsprængninger. Et par gummistøvler stikker ud af cowboybuksebenene, han går aldrig i andet på øen. Og så altid en kasket, for fugleklatterne falder som sommerregn fra himlen. De hvide klatter er overalt. På stedmorblomsterne, parasollerne i Jørgen Nielsens have, slynget op på vinduerne af vestenvinden.

Der ligger fuglefjer i græsset overalt på øen, som var de vokset op sammen med mælkebøtterne og de hvide bellis.

I foråret yngler knap 15.000 måger og terner på øen, og en stor flok har slået sig ned i det visne græs bag Jørgen Nielsens hus. De er i fuld gang med at bygge reder og slås om pladserne i det højeste græs.

»Fuglene skal man kunne klare, ellers kan man ikke bo her. Jeg hører dem slet ikke længere,« siger han og trækker på skuldrene.

For uvante ører er mågernes skrig øredøvende. Nogle gange lyder de som en kat, der bliver trådt over halen. Andre gange som det hvin, en lynlås giver, når man lukker den hurtigt. De cirkler over øen og lander på alle høje punkter. En skorsten. Toppen af en parasol. Den højeste sten i et af de diger, der er over hele øen og som det eneste indikerer, hvor en grund starter og en anden slutter.

»Vent lige her,« siger Jørgen Nielsen med et skælmsk smil. Kort efter kommer han tilbage med en blinispande i den ene hånd og en grydeske i den anden.

»Nu skal I bare se løjer,« lover han og småløber hen mod mågeflokken, mens han slår sleven mod panden og sætter i et Tarzan-agtigt hyl. Med ét er himlen sort af måger, der flakser ind og ud mellem hinanden og skræpper kakofonisk.

Der er to af mågerne, han har et særligt forhold til. Sildemågen Julius og svartbagen Rufus. Når de vender tilbage fra træk i foråret, sidder de og venter på gærdet foran hans dør hver eneste morgen.

»Jeg var med, da de blev født. Altså til at tage imod dem og ringmærke dem, da de kom ud af ægget.«

Julius er den mest omgængelige af de to. Han er så vant til øens eneste faste beboer, at han næsten lader sig klappe. Jørgen Nielsen sørger også særligt godt for ham.

»Hver morgen får han hårdkogt æg, pillet selvfølgelig og med en strimmel bacon viklet omkring. Da han kom tilbage første gang i år fik han røget laks og hårdkogt æg og tun i olie. Og til hans fødselsdag, den dag, han blev ringmærket, der fik han mørbradbøffer med kartoffelmos og sovs med champignon på en stor tallerken og så med et lille dannebrogsflag oveni. Du skal ikke komme og påstå, jeg har økuller,« griner han.

Hirsholms form er ikke ulig de fugleklatter, den er overstrøet med. Den er flad og på toppen af øens seks meter høje toppunkt, Ørnebjerget, står fyret. Med 225 fastboere var øens befolkning størst i 1876, og øen har både haft flere kroer og en skole. Langsomt flyttede folk fra øen over de næste hundrede år, og da fyret blev automatiseret i 1995, svandt det for alvor ind.

Jørgen Nielsen flyttede ind i den gamle underfyrpasserbolig i 2004 sammen med sin kone, men han er kommet på øen hele sit liv. Hans onkel sejlede postbåden en overgang, og hans far hjalp til. Selv arbejdede han på øen som fyrpasser i 1980'erne.

Luften på øens sandstrand smager af salt. På sandet ligger tang i klaser og lugter af hav.

»Det var her, jeg lærte at svømme,« siger Jørgen Nielsen, da han står på øens sandstrand. »Min bror tog mig i den ene arm og min fætter i den anden og så slæbte de mig ud på det dybe og gav slip. Så kan du fandeme tro, jeg satte gang i noget hundesvømning.«

Han kender øen bedre end nogen anden, og når han går igennem den lille by, de 19 huse og kirken udgør, peger han rundt og slynger navne ud. »Det er Freddys hus, det er klokkerhuset, det er Gedepeters hus.«

Der knytter sig en historie til hver en mursten på øen. Der er historien om den svenske spritsmugler, der måtte gemme sig for politiet i brønden. Den om præsten, der blev drevet til vanvid af mågerne og måtte flytte fra øen. Den om den lesbiske bådbygger, der holdt udklædningsfester og døde alt for ung. Og den om, dengang fyrmesteren i en brandert var lige ved at sælge en af de to tyske bunkere til kunstneren Jens Jørgen Thorsen.

»Det var et lille samfund for sig selv herovre, og det har jo ændret sig. Der var mange flere beboere dengang, nu er der kun mig tilbage,« konstaterer han.

Bag stranden ligger en af øens to kirkegårde. I det ene hjørne ligger Bubi med udsigt til havet, og det har hun gjort siden 2014, hvor Jørgen Nielsen blev alene på øen. Han børster nogle visne fyrrenåle af hendes sten.

»Der er gjort plads til mit navn nedenunder,« siger han. Han går derop en gang om ugen og snakker med hende. Om vejret, de fisk, han fanger, om oldebørnene, der danser for ham, når han skyper med dem en gang imellem. Til nytår og på hendes fødselsdag får den lidt ekstra. Så åbner han en flaske lyserød champagne, skænker op i to glas og hælder det ene ud over stenen, en skål ad gangen. Så sætter han Elvis Presley på anlægget og skruer op.

»Så får den sgu ikke for lidt.«

Egentlig kunne Bubi bedst lide klassisk musik. Hun ville til koncerter på fastlandet, men det var ikke noget for Jørgen Nielsen. For pompøst og kedeligt på samme tid, synes han. Derfor kommer der Elvis på anlægget, »Blue Eyes Crying in the Rain«.

»Den er jeg helt tosset med. Og det blev hun heldigvis også på sine gamle dage.«

Jørgen Nielsen er ikke religiøs. Han har troet på det, han skal tro på, siger han. Men man behøver ikke være religiøs for at vide, når man har fundet Paradis.

»Det her er verdens navle. Det er Paradis på jord,« siger han og slår ud med armene.

– Hvorfor?

»Jamen, altså dumme spørgsmål besvares dumt. Se dig omkring, kan du ikke se det?«

Kaptajnen og færgemedarbejderen er blevet på øen, indtil færgen skal sejles retur igen senere på dagen. Færgemedarbejderen er gået i gang med at vaske fugleklatter af de dueblå døre til de offentlige toiletter på øen, der ligger ved siden af Jørgen Nielsens hus.

»Du mangler en der,« siger Jørgen Nielsen og peger på en klat med gummistøvletåen.

»Det er med vilje, den skal lige stå lidt i blød. Du kender det, Jørgen,« svarer han.

»Jo, jo. De er kommet nu, ternerne.«

»Nå, det var godt.«

Fuglene flyver sydpå igen i oktober. Så bliver der så stille på øen, at det larmer.

»Om vinteren kan du høre de tunede motorcykler oppe på Europavejen i Skagen. Her er helt stille. Der er ikke en lyd, du kan lige så godt stå og tænke, om det er noget, du drømmer. Når vi så begynder at nærme os februar, så savner jeg dem sgu. Så begynder jeg at kigge ind over land efter dem.«

Hvis ikke Jørgen Nielsen havde hørt om coronavirussen i fjernsynet, er det ikke sikkert, han ville have opdaget, at den fandtes. Han har blandet en omgang hjemmelavet håndsprit af husholdningssprit, brintoverilte og glycerin, han havde stående i skuret, til når der kommer gæster, men ellers fortsætter han sin hverdag, som han plejer.

Han ryster på hovedet ad alle dem, der keder sig og trodser myndighedernes anbefalinger eller får passet børnene for at drikke øl med vennerne på Dronning Louises Bro. Men han har også lidt ondt af byboerne.

»Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke forstår de mennesker, der ikke kan få tiden til at gå. Den går jo helt af sig selv. Det er kun dumme mennesker, der keder sig, har jeg tænkt. Men ved eftertanke kan jeg godt forstå, at dem inde på Stenbroen kan føle sig spærret inde. De har ikke nogen steder at gå hen,« siger han.

Det meste af året kan Jørgen Nielsen tage den lille færge ind til fastlandet, overfarten tager tre kvarter. Det gør han en gang imellem, besøger børnene og køber ind. Men mellem december og marts bliver han på øen. I de tre måneder ser han typisk ikke et andet menneske, og han må leve af den mad, han har proppet de to kølefryseskabe og sin kummefryser med inden da.

»Jeg har sejlet, så jeg er vant til at proviantere. Jeg kan faktisk godt lide det. I sidste uge lavede jeg en flæskesteg, jeg fandt nede i kummefryseren. Til sidst sagde jeg næsten øf; der havde jeg spist flæskesteg i fire dage.«

Som ung var Jørgen Nielsen i lære som bager, så en gang imellem bager han også et brød. Han har også været fisker, værtshusbestyrer, rigger på værftet i Frederikshavn og soldat. Det var, mens han var soldat, at han mødte Bubi. Egentlig hed hun Gyda, men det blev hun aldrig kaldt.

De to mødte hinanden på basen i Skagen, hvor han var soldat i 1960'erne. En gang hvert halve år blev der ansat nye, og soldaterne stimlede altid sammen, når bussen ankom for at se, om der var kvinder imellem. Den dag i 1960 havde Jørgen Nielsen set et par kvindenavne på listerne på basens opslagstavle og stod klar med kasketten i hånden, da busdørene åbnede.

»Goddag piger, velkommen til Skagen,« sagde han kækt. Hun syntes, han var arrogant, men til en flødebollefest kort efter blev de kærester, og så blev de forlovet.

»Går det galt, så gifter vi os,« sagde de til hinanden. Hun blev gravid, og så giftede de sig.

Jørgen Nielsen rømmer sig og afbryder fortællingen om engang.

»Det er altså ikke, fordi jeg skal til at græde, at jeg bliver lidt hæs. Det har jeg sørenhuleme ellers gjort.«

Det er kræft i halsen, der har gjort Jørgen Nielsen hæs. Kræften er i bero, og et par romdrinks om dagen tager den værste kriller i halsen. På reolen i stuen står der romflasker tæt på tre af hylderne, mange af dem er dyre flasker, men Jørgen Nielsen tager en af de billige med ud i køkkenet. Han finder et glas med en Captain Morgan-reklame frem, hælder rom i med et lille måleglas og fylder op med cola.

Uden for køkkenvinduet er et hættemågepar ved at bygge rede. Hannen tripper rundt og samler strå, mens hunnen ligger og vugger frem og tilbage på årets første hold æg.

»De ligger for yderligt, der kommer ikke noget ud af det der. De store måger æder mågeungerne, hvis ikke de når at æde æggene først. Det ser ikke dejligt ud, men sådan er det her,« siger Jørgen Nielsen.

En radio spiller på førstesalen. »I don't want to live alone. God knows, I've got to make it on my own,« synger Freddie Mercury.

Ulig Freddie Mercury har Jørgen Nielsen ikke noget imod at bo alene. Selv om det har krævet lidt tilvænning.

»De første par år efter, at Bubi døde, var ikke gode. Absolut ikke gode. Der kunne jeg ikke sove, jeg drønede rundt i køjen, og jeg havde ingen fast rytme med at sove. Søvnen er heldigvis vendt tilbage, men en gang imellem kommer det tilbage, og så får jeg ikke noget søvn. Men så gør jeg op med mig selv, at hvad fanden, du behøver da heller ikke at stå op, du kan da bare blive liggende, du skal jo ikke nå noget.«

Livet på Hirsholm er et liv i naturens vold. Man kan lige så godt lade sig flyde med i dens rytme. Så Jørgen Nielsen går i seng, når det bliver mørkt om vinteren og tager sig af det vraggods, havet efterlader på strandene efter en storm. Af og til finder han flaskeposter og sender en hilsen til afsenderen tilbage. Og når det er vindstille sejler han ud i sin lille båd opkaldt efter Bubi og ser til sine garn.

– Føler du dig aldrig ensom herovre?

»Næ. Det har strejfet mig en enkelt gang eller to, men så skynder jeg mig at tage lyttebøfferne på, og så er der gang i iPad'en med min musik, Bruce Springsteen og 'The King' selvfølgelig.«

Han peger op på et lp-cover med et billede af Elvis på, der står øverst på reolen, så kongen våger over sofastuen.

»Så går det hurtigt over. Jeg socialiserer mig selv, kan man sige.«

Der er mange, der søger det, Jørgen Nielsen har. Vi tager på silent retreats og opsøger naturen mere end nogensinde før. En gang imellem får han en e-mail fra nogen, der også gerne vil bo på Hirsholm. Så instruerer han dem i at henvende sig hos Naturstyrelsen, og så hører han aldrig mere om det.

»De vil jo gerne hjem igen, når det kommer til stykket, ikke? Jeg følger jo med i de der udsendelser fra vildmarken. Jeg havde vundet, hvis jeg havde deltaget i det, det er jeg sgu sikker på. De skulle have rykket i mig for at få mig tilbage igen.«

Da Bubi døde, overvejede han, om han skulle flytte tilbage til fastlandet igen. Men han fandt ud af, at han ikke havde noget at gøre der.

»Jeg har oplevet det, jeg skal. Jeg har de minder, jeg skal have, jeg skal ikke lave nye.«

I stuevinduet hænger et lille porcelænshjerte og dingler i snor. »A lovely lady and a grumpy old man live here«, står der på det med trykt skråskrift. Og sådan bliver det ved med at være, til Jørgen Nielsen en dag dør eller bliver for gammel til at bo alene, siger han.

»Det var det, jeg valgte. Jeg kan gå i ro og fred og kan gå op og snakke med Bubi en gang imellem. Det har jeg det godt med, men det er ikke alle, der har det sådan. Man hører om dem, der finder en ny, 14 dage efter at konen eller manden er død. Men sådan er vi jo så forskellige, det gør jeg ikke. De siger, at man kun er sammen, til døden os skiller, men det kan jeg ikke bruge til noget.«

Jørgen Nielsen står på molen og vinker efter færgen, da den sejler mod Frederikshavn sidst på eftermiddagen. Den kommer igen om fire dage, hvis altså der er nogen, der booker overfart. Hvis ikke, er det også okay.

Jørgen Nielsen har alt, hvad han skal bruge lige her på Hirsholm.