Synkronsvømning er en af Danmarks mindste sportsgrene, og for pigerne på GSC Synkro i Gladsaxe fylder dansen i vand en stor del af deres liv – til både træning og til konkurrencer.

I et halvt år har fotograf Sille Veilmark fulgt de 32 piger i vand og på land. På podiet og i omklædningsrummet. Med uglet hår til træning og iklædt perfekte pailletdragter til konkurrencer.

Men det vigtigste er sammenholdet – følelsen af at være et uundværligt medlem af gruppen.

»Det er en holdsport ik? Man har ligesom brug for hinanden,« siger Amalie W. Pedersen på 15 år og tilføjer:

»Vi er en enhed i vandet.«

Selv om synkronsvømning kom til Danmark i 1956, er sporten ikke særlig udbredt. Der er kun 350 mennesker på landsplan, der dyrker sporten, kun 11 andre klubber at konkurrere imod, og der er ikke noget landshold. Til nogle stævner, som det i Odense, får pigerne medaljer, fordi der er så få deltagende hold.

»Jeg hader det der med, at man ikke føler man har fortjent det,« siger Anastasia Hayles på 14 år.

»Ja, så får vi bare guld, fordi vi er de eneste, der er der,« siger Emilie Sørensen på 16 år.

Stævnerne er dog stadig vigtige, fordi de giver øvelse op til DM, hvor konkurrencen er anderledes hård.

Synkronsvømning er en blanding af teater, dans og svømning, hvor man bevæger sig i vand til musik.

Pigerne i klubben er mellem 10 og 16 år gamle og mange af dem har en fortid inden for konkurrencesvømning, men de blev trætte af, at de bare skulle svømme frem og tilbage og komme først.

»Og så er stævnerne her meget sjovere.« siger Emilie Sørensen på 16 år.

I synkronsvømning skal det både se godt ud med flotte dragter og make-up, men det skal også koordineres til musik og med hinanden, forklarer træner Mia Heide.

»Mange af pigerne blomster ved at gå til synkronsvømning. De bliver udadvendte og får modet til at stille sig op. Når man svømmer synkron kan man noget, ikke ret mange andre kan. Det giver selvtillid. Man lærer betydning af kropssprog, for når man står i sin flotte badedragt og alle kigger på en, forpligter det til at man performer og gør sit allerbedste. Det er noget, pigerne kan tage med sig til eksaminer, jobsamtaler og sådan.«

Pigerne træner tre timer i vandet og en time på land om ugen. Træneren Mia Heide er streng, men pigerne synes, det er okay. »Vi er ikke de bedste til at få os selv til at øve,« siger Emilie Leerhøj Israelsen på 12 år.

Mia Heides drøm er, at pigerne en dag også kan prøve kræfter med hold ude i verden. Hun forventer dog ikke at de skal præstere det samme, som hun har set i udlandet, hvor pigerne både presser sig selv og hinanden så meget, at der ikke er plads til venskaber. Hun vil hellere have, at pigerne har det skægt sammen og forløser deres potentiale.

Anna Nyland på 12 år har ind imellem mere lyst til at sove længe lørdag morgen, men hun kommer til træningen, fordi de andre piger er hendes veninder. Og fordi hun føler et ansvar. Som synkronsvømmer kan man ikke bare stoppe fra den ene dag til den anden:

»Hvad skulle min duet lave eller hvad skulle mit hold så gøre? Nej, man må som det mindste gå sæsonen ud.«

Til et stævne får Emilie Sørensen på 16 år krampe i svangen i slutningen af en serie. Hun kan ikke komme op af vandet og græder ved kanten. De andre piger bliver nervøse, for dommerne har ikke givet karakterer. Pigernes individuelle karakterer bliver nemlig talt med i holdets samlede score. Man kæmper derfor for hinanden, fortæller Emilie Sørensen:

»Jeg føler ikke, vi er konkurrenter på nogen måde. Slet ikke. Til stævner kæmper man for at få en god karakter. Hvis man får en høj karakter, tænker man ’yes,’ der scorede jeg lige topkarakter for holdet. Så siger vi tillykke til hinanden.«

Og når pigerne har smilet og vinket til dommerne, skyller de i fællesskab både make-up og forventningerne til dig selv og hinanden af under den varme bruser.