Fra helikopterens fugleperspektiv ses små stier, som er lavet af kreaturer og mennesker. I Sydsudan er kvæget det vigtigste eje, og gennem generationer har kvægtyveri fundet sted. Først med spyd, i dag med Kalashnikov. Agerbrug er ikke en mulighed. Dyrkning af marker langs Nilens frugtbare jorde er en livsfarlig affære, fordi områderne kontrolleres af krigsherrer.

Jeg er på reportage i det isolerede hjerte af det konfliktramte Sydsudan. Væbnede militser kontrollerer grænseområderne til nabolande, så den eneste sikre vej ind og ud er med helikopter. Lige siden præsident Salva Kiir Mayardit i 2013 påstod, at hans tidligere vicepræsident Riek Machar havde planlagt et præsidentkup, har der været væbnede kampe mellem præsidentens etniske Dinka-soldater og Machars soldater fra Nuer-folket.

Begge parter anklages for at stå bag etniske massevoldtægter, rekruttering af børnesoldater, massakrer på civile og udplyndring af landets værdier. Konsekvensen er, at verdens yngste land nu står over for en enorm humanitær katastrofe: 5,5 millioner mennesker mangler mad, og FN har erklæret hungersnød flere steder i landet.

En næsten ulidelig varme og en skare af landsbyen Padeks mange børn byder os velkommen til en hverdag, hvor frygt for kampe og mangel på mad udmatter befolkningen. De næste fire nætter er Padek mit hjem i den interimistiske Røde Kors-lejr i byen, blot 50 meter fra en af hele egnens kun tre vandpumper. Døgnet rundt høres lyden af stålets skærende og rungende lyd, når folk henter rent vand fra undergrunden.

Jeg når kun at stille min rygsæk ved teltet, før jeg hører et Herkules-fly i det fjerne. Folk fra byen går sløvt mod dropzonen, et ryddet område, hvor hvide 50-kilossække med korn, bønner, salt og sukker kastes ned fra luften. Den hvide maskine flyver lavt, og pludselig daler flere hundrede hvide sække med en måneds ration af mad til næsten 1.000 mennesker. I Jonglei-staten, hvor Padek ligger, har næsten 400.000 internt fordrevne flygtninge søgt tilflugt. Over 65 procent af alle i området har brug for fødevarehjælp.

Det er første gang siden sultkatastrofen i Etiopien i 1992, at Røde Kors har været nødsaget til at kaste fødevarer ud fra fly. Det er en dyr løsning, men Padek ligger så isoleret, at der ikke er andre muligheder.

Landsbyens centrum består af 15 hytter, vandpumpen og lidt træer, hvor folk stimler sammen i skyggen. En hytte, som egentligt var opført til køer, er blevet indtaget af 25 flygtninge. Kvinder og børn ligger på tomme hvide madsække, udmattede af for lidt mad og den ulidelige varme.

Nyakuch Duot på 30 år sidder op ad en pæl. Hendes kindben er alt for tydelige, og hendes øjne er udhulede.

»Jeg og mine børn har vandret i en måned for at komme væk fra kampene omkring Juba. Vi har overlevet ved at spise de blade, nødder og frugt, vi kunne finde på vejen. Min mand blev tilbage i Juba og bor i FN-lejren for at være tæt på vores hytte, men vi andre måtte søge sikkerhed her i Padek. Vi har boet her i stalden i en uge. Vi ved ikke, hvad der skal ske, men vi hungrer efter mad,« fortæller hun.

I et hjørne sidder 20-årige Nyakuel Dak Ehak.

»Jeg har vandret i flere dage og kom hertil, så snart jeg hørte, at der ville være mad. Men jeg har ikke fået en ration endnu, så jeg overvejer at gå videre.«

I udkanten af hytten står en gammel gryde med lidt bønner og koger over et bål. Flygtningene i hytten er blevet enige om at deles om den lille ration mad, de har inde i hytten. Der er ikke nok til, at de alle kan blive mætte, men nok til at få lidt kræfter tilbage.

Jeg forlader hytten, men kommer tilbage samme aften. Jeg kommer ind, som Nyarial Dor sidder og synger for sin to måneder gamle datter Bol Bol.

»Jeg er flygtet fra kampene i Wau. Det hele gik så hurtigt, da skyderierne begyndte, så jeg tog bare mine fire børn og begyndte at løbe. Pludselig blev min otteårige datter Nyanyak væk i forvirringen, og jeg aner ikke, hvor hun er henne, eller om hun overlevede. Jeg tænker meget på hende. Min mand er i Juba, men Juba er ikke sikkert for mig. Jeg håber, at han vil komme og finde mig her.«

Da jeg forlader Padek efter fire dage får landsbyen et sidste besøg af Herkulesflyet, så alle de 18.000 internt fordrevne og beboere i Padek har modtaget hjælp. Men fødevaremanglen er enorm, og nødhjælpen fra Røde Kors rækker kun kort.

Endnu er krigen ikke nået til Padek, men fronter bevæger sig hele tiden og kan opstå uden varsel. Flere mænd med våben begynder at patruljere i udkanten af byen.