serie
Epidemien VI
serie
Epidemien VI
USA’s stofepidemi begyndte for ti år siden med lægeordinerede smertestillende morfinpiller. Siden har syntetiske stoffer som metamfetamin og fentanyl oversvømmet markedet, og er nu skyld i knap halvdelen af alle landets overdosisdødsfald.

Mary Kathryn Mullins var afhængig af opioider og døde af en overdosis. Hun blev 50 år.

I den lille kulmineby Madison i West Virginia er alle ramt af opioidkrisen, og her levede og døde Mary Kathryn Mullins. Vi tegner et portræt af en by og et liv gennem seks mennesker, der alle kendte hende.
Epidemien er en serie i seks afsnit af Line Vaaben og Sigrid Nygaard. Dette er 6. og sidste afsnit.
Tiffany Vincent fortæller
Misbruger, datter af Mary Kathryn
Tiffany Vincent fortæller
Misbruger, datter af Mary Kathryn
Det var mig, der fandt min mor død. Det var hen under aften to dage før jul, og jeg troede først, at hun bare sov. Men hun var død.

Jeg hedder Tiffany Vincent, jeg er 34 år gammel, og jeg savner min mor.

Hun hed Mary Kathryn og var en typisk all american girl. Hun var god til sport, men også oprørsk som teenager. I high school blev hun gravid med mig og droppede ud. Min far forsvandt hurtigt ud af billedet. Han var ikke moden nok til at have et barn.

Min mor havde et festmisbrug, men da lægerne gav hende smertestillende piller efter et biluheld, blev hun et helt andet menneske. Stofferne overtog hele hendes liv. Hun spiste ikke, hun sov ikke, og meget hurtigt blev hun meget ældre. En selvstændig og stærk kvinde mistede sig selv til stofferne.

Jeg er faldet ind i det samme mønster som min mor.

Det er forfærdeligt at være på stoffer. Helt forfærdeligt. Når man er høj, lever man i en anden virkelighed. Det er, som om livet fortsætter, men uden dig. Man kan ikke stoppe, selv om man gerne vil, og hvis man prøver, gør det ondt i hele kroppen. I sindet. Og i hjertet.

Engang var mange af misbrugerne her i byen på piller, men nu er det heroin og metamfetamin. Det er over det hele nu. Endda på mine børns skole. Metamfetamin har været mit stof. Det er billigere end pillerne, og det er mere end en afhængighed. Det er et behov.

Min mors første mand fik hende til at føle sig som en prinsesse. Det var bedemandens søn. Han var også sød mod mig. Hendes anden mand var alkoholiker, tævede hende og tog kvælertag, så hun mistede bevidstheden. Den tredje var misbruger. Han er også død af en overdosis.
Tiffany bor hos sin mormor Kay med sine to døtre på otte og 12 år. Her den yngste Maddie. På kommoden i stuen står en sort metalkasse med Mary Kathryns navn på. Det er urnen med hendes aske. Der var ikke råd til at få hende begravet.
Jeg var 21 år, da jeg blev gravid med mine børns far. Vi har Carly på 12 år og Madison på otte år, og vi var sammen i 12 år og har været separeret i to år. Han er i fængsel nu og bliver måske løsladt på onsdag.

Denne gang har han siddet inde i en måned for et røveri mod et spillested, men han har siddet inde det meste af min yngste datters liv. I fængslet bliver han måske clean, men så kommer han jo hjem til de samme problemer.

Min mors død var et kæmpe chok. Jeg havde været på nedtrapning med suboxone i to år, og jeg klarede det faktisk godt, men da hun gik bort, for jeg vild i stofferne igen.

For to måneder siden forsøgte jeg at gå i behandling. Jeg tjekkede ind på et hospital i Ohio, i et program, hvor man skulle være 30 dage, men jeg blev kun en uge, for jeg kunne ikke lide at være der. Man skulle deltage i gruppesamtaler, og jeg havde ikke lyst til at dele meget personlige ting med fremmede.

Nu er jeg tilbage i Madison og prøver at blive inden døre uden at tale med nogen. Jeg ser fjernsyn og læser. Hvis man går ud på gaden, er
stofferne jo lige foran næsen på dig.

Så jeg holder mig hjemme, venter på, at pigerne kommer hjem, og forsøger at være mor for dem igen. Men jeg er ved at blive skør. Jeg ville ønske, at jeg kunne forlade Madison. Der er ikke noget at lave her i byen. Bortset fra at blive ødelagt. Og så længe jeg bor her, er det svært at komme ud af mit misbrug.
Tiffany er 31 år og følger sin mors mønster med misbrug af opioider. Hun forsøger at holde sig fra metamfetaminen og være mere for sine piger. Men det er svært, for stofferne er overalt i Madison.
Jeg er primært vokset op hos min mormor, Kay. Og nu bor jeg hos hende igen med mine to piger.

Lige for tiden er jeg arbejdsløs. Jeg har ellers haft forskellige jobs som tjener, blandt andet på Pizza Hut. Der plejede at være arbejde at få her i byen, men folk flytter og butikkerne lukker, og det er svært at få et arbejde, når man har haft problemer med stoffer.

Så det er min mormor, der forsørger os. Men lige nu ligger hun oppe i sengen ovenpå med lungebetændelse. Det får hun tit på denne tid af året på grund af sin astma. Hun er 71 år, og hun har arbejdet hårdt hele ugen i blomsterbutikken uden at lytte til sig selv.

Hvis hun ikke møder op seks dage om ugen i forretningen, føler hun, at hun svigter. Så vil hun hellere ligge i sengen hele søndagen, så hun er frisk til at arbejde mandag igen.

Pigerne ved alting. Om deres mormor, om mine problemer og om deres far. De ved også for meget, men jeg blev nødt til at sætte dem ned og fortælle dem om det, for at være ærlig.

Jeg vil ikke have, at de skal følge i mine fodspor. De er bedre end det, og jeg vil have dem til at vælge en anden vej. Min yngste datter vil være lærer, og jeg håber, det lykkes for hende. Ja, undskyld jeg græder, men sådan er det for tiden. Jeg har været så følelsesløs længe, at det kun er godt at græde.

Min mor ville gerne begraves samme sted som sin far. Men vi havde ikke engang penge nok til at betale for kisten og ceremonien. Hele byen samlede ind, så hun kunne blive kremeret, men der var ikke råd til at sætte urnen ned ved morfars gravsted.

Det er hendes aske i den sorte boks derhenne på skænken. Jeg har det svært med, at den står der midt i stuen. Men sådan vil min mormor gerne have det. Det er to et halvt år siden, at min mor døde, og alting er gået i stå. Min mormor har ikke engang pillet julelyskæden ned.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital tilrettelæggelse: Jens Christoffersen

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Endnu eet af den neoliberale konkurrencestats ofre. Den ene procent og co har mange liv på samvittigheden. Og alligevel stemmer ofrene på deres bødler, som snyder og bedrager dem og som vampyrer suger alt liv ud af dem.

Hvad den ene procent og co endnu ikke synes at have fattet er, at deres adfærd på et tidspunkt bliver deres egen undergang. Deres måde at administrere det, som er fælleseje, det som ikke kan handles, ejes og sælges, er ødelæggende for den permakulturelle balance.

En absurd uvidenhed vedrørende opretholdelse af menneskelig tilstedeværelse her på planeten repræsenteret af bl.a. df's klimaordfører, som med sin seneste udmelding afslører, at han intet ved om de mest grundlæggende lovmæssigheder i vores paradisiske biotop. Alt imens antarktis og permafrost smelter om ørerne på os.

Randi Christiansen

Jens winther@ - såfremt de underliggende samfundsdynamikker fortsat motiverer til flugt og opgivelse, tror jeg ikke, at frigivelse vil afhjælpe afhængighedsproblematikkerne. Måske i nogen grad, men sandsynligvis i højere grad blot være en udvidelse af den allerede eksisterende, statssubsidierede, livsfremmedgørende psykofarmaka, der med rund hånd udskrives til stadig flere voksne og tilmed børn, så de kan udholde at være kanonføde og fodsoldater for den ene procent i det herskende konkurrencestatstyranni.

Spørgsmålet er og har altid været : hvorfor drikker jeppe?

Randi Christiansen

Ovenstående kommentar gælder ikke for cannabis, der er et nænsomt og bevidsthedsudvidende stof i modsætning til alkohol, som slår hjerneceller ihjel. Men dem har unge under uddannelse jo så rigeligt af, så wtf - alkohol må flyde i rigelige mængder. Det er godt for statskassen - og ligeledes cigaretter smækfyldte med giftige tilsætningsstoffer ... hvornår går det op for dig jens, at den ene procent - følg pengene - tager røven på os, mens de griner hele vejen hen til banken.

Randi Christiansen

Og så lige afslutningsvis : det gælder for alt, at der er er brug, og der er misbrug. Det sidste er ikke anbefalelsesværdigt.