Beretninger

#jegblevvoldtaget

DEL 3
Vidnesbyrdene fortsætter med at strømme ind til os. Vi har, siden vi startede med at udgive voldtægtsofres fortællinger, modtaget mere end 130 emails med beretninger fra læsere, som har personlige erfaringer med voldtægt, og som ønsker at stå frem med deres historie. Det er overvældende.

I dag fortsætter vi med 4 nye vidnesbyrd fra Lise, Sarah, Ninna og Ida. De første vidnesbyrd kan læses via disse links:

Læs del 1: Puk, Andrea, Sabine og Susanne
Læs del 2: Liv, Camilla, Kirsten og Sananda
Anna von Sperling
Kulturredaktør
Information
Det var tilbage i 70’erne, mig og min søster var 16-17 år. Vi gik tit i byen, var lidt vilde.

En aften mødte vi to udlændinge, en del ældre end os, 30-40 år måske. De var tyrkere eller arabere, og vi syntes, det var rigtig spændende at snakke med dem. På det tidspunkt var der ikke så mange udlændinge fra så fjerne lande i København. Vi så dem overhovedet ikke som potentielle sexpartnere, måske på grund af den store aldersforskel, og der var ikke den mindste flirt i luften.

Vi havde mødt dem på en bar, hvor de havde givet en drink, og vi blev enige om at gå hen til et andet sted sammen og snakke videre. De skulle lige op og hente nogle flere penge og spurgte, om vi ville med op og have en drink der først. Det ville vi gerne. De boede på nogle klubværelser, og vi satte os ned og fik en drink og snakkede, stadig ingen tilnærmelser eller flirt.

Pludselig ud af det blå slukkede de lyset og overfaldt os. Både mig og min søster havde tit været oppe og slås med drenge gennem vores barndom, vi var begge lidt drengepiger, og ham der overfaldt mig var en rimelig lille fyr, så jeg tænkte at ham kunne jeg sagtens klare, så jeg begyndte at slås med ham. Jeg husker, at han gav mig et knytnæveslag ved øret, og jeg må være besvimet, for det næste, jeg kan huske, er, at han var i fuld gang med at voldtage mig. Det samme var den anden med min søster, og min søster græd.

Hun fortalte senere, at han havde taget kvælertag på hende og truet med at slå hende ihjel. Jeg kan mest huske, at jeg spekulerede som en gal på, hvordan vi kunne komme væk derfra.

Da de var færdige spurgte vi, om vi kunne komme på toilettet, og de fulgte os ud på gangen og holdt vagt, mens vi tissede. Jeg lagde mærke til, hvor trappen var ned til gaden. Vi kom ind på værelset igen, og de ville ikke lade os gå. De ville åbenbart voldtage os en gang til. Jeg fandt på, at jeg ville prøve en taktik med at lade, som om jeg var vild med ham. Kan ikke huske, om han voldtog mig igen, men på et tidspunkt følte jeg, at han havde tillid til mig, og jeg spurgte, om jeg måtte låne hans badekåbe og gå på toilettet. Det måtte jeg godt.

Jeg kom ud på gangen, så trappen og styrtede ned på gaden med badekåben halvt åben. Nu var jeg safe, troede jeg, men til min store overraskelse var gaden helt tom, bortset fra en taxa der holdt på den anden side. Jeg styrtede over til chaufføren og sagde, at han skulle ringe efter politiet og sige, at jeg og min søster var blevet voldtaget, og hun var deroppe endnu.

I det samme så jeg min voldtægtsmand komme løbende over imod mig. Han hev fat i mig og sagde til chaufføren, at jeg var hans »crazy girlfriend«. Chaufføren ville ikke blandes ind i noget, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg sagde til min voldtægtsmand, at jeg havde aftalt med chaufføren, at hvis ikke jeg og min søster var nede på gaden om ti minutter, så ville han ringe efter politiet. Heldigvis hoppede de på den og lod os gå. Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan vi havde det bagefter, men vi anmeldte det aldrig, sagde heller ikke noget til vores forældre. Tror, vi var flove over, at vi havde været så dumme at gå med dem op og få drinks.

Lise Cabble
58 år, sanger og sangskriver

Jeg var på vej hjem fra en bytur i Jomfru Ane Gade. Jeg boede kun 500 meter derfra og var hurtigt hjemme.

Da jeg kom ind i min lejlighed, smed jeg skoene og så ham så. I døråbningen stod en mand. Jeg troede først, at han var gået forkert, men jeg nåede ikke at tænke ret meget mere, før han var inde i lejligheden og havde lagt mig ned på mit køkken­gulv.

Jeg slog og sparkede, men han var alt for stærk. Han flåede mine strømpebukser og trusser af og lagde hænderne om min hals.

Jeg mærkede ilten forsvinde, mens jeg hørte ham sige: »Hvis du ikke stopper med at gøre modstand, så slår jeg dig ihjel«.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik. Min krop lukkede af, og det føles, som om jeg kun var til stede i mine tanker. Jeg vil ikke dø, var det eneste, der gik gennem mit hoved. Da han var færdig, rejste han sig og gik rundt i lejligheden og stjal alt, hvad jeg havde af værdi. Jeg blev liggende på køkkengulvet og lod som om, at jeg sov.

Tiden efter havde jeg det forfærdeligt. Jeg skammede mig og følte, at min krop var beskidt og ulækker.

Jeg følte mig som en brugt ting, som ingen skulle røre ved. Jeg har ingen erindring om, hvordan gerningsmanden så ud. Jeg har fortrængt hans ansigt, stemme og krop.

I dag tænker jeg på ham som en sort skikkelse, der fik mig til at føle, at jeg ikke var noget værd. Der var dage, hvor jeg ikke forlangte noget af verden. Jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ville forstyrre nogen eller bede nogen om noget igen, hvis bare jeg kunne få lov til at ligge for mig selv og føle en lille smule mindre smerte.

Jeg mistede mit hjem, jeg mistede mine venner, og jeg mistede mit drømmejob. Jeg følte mig fuldstændig fucked up.

Det var først, da jeg halvandet år efter voldtægten mødte otte andre voldtægtsofre, at jeg begyndte at få mit liv tilbage. At nogen havde det ligesom mig, var den erkendelse, der fik det hele til at vende.

I dag har jeg stiftet en lokal­forening under ’Hjælp Voldsofre’ i Nordjylland, der hjælper voldsofre som mig.

Sarah Kruse
31 år, salgs- og indkøbsdirektør
serie: voldtaget
Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information nu fokus på ofrenes fortællinger.

På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd. Bryde tabuet. Kræve retten til deres fortællinger. Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.

Har du en historie, du vil fortælle, så skriv til
vidnesbyrd@information.dk

Vi garanterer fuld diskretion og sikrer anonymisering af omtalte personer. Intet materiale vil blive offentliggjort uden forudgående aftale.
Jeg var ung og på ferie. Vi mødte nogle lokale musikere. Den ene fyr var rigtig flot. Jeg flirtede med ham, og vi forsatte alle til en privatfest. På vejen advarede ham den flotte mig mod en af de andre fyre, som forsøgte at få min veninde med sig. Så min veninde fulgte med os, den anden fyr forsvandt.

Efter en god fest viste ham den flotte mig ind i et rum, hvor vi kunne sove. Der var mørkt, og derinde opdagede jeg en person bagerst i rummet. Han sagde noget på et sprog, jeg ikke forstod. Pludseligt pressede ham den flotte mig ned på madrassen. Jeg forsøgte at komme op, men han holdt mig på hals og skuldre, mens den anden voldtog mig. Jeg kiggede væk. Mine øjne havde vænnet sig til mørket, og jeg kunne se, at der helt inde ved væggen lå en ung kvinde, som kiggede på os. Jeg husker hendes mandelformede øjne helt tydeligt.

Herfra dissocierede jeg. Det er en ubevidst forsvarsmekanisme, som kan opstå ved et voldsomt traume, hvor ofret mentalt adskiller sig fra det fysiske, der sker. Ofte kan man huske det, som sker lige inden dissociation helt klart. Hos mig var det kvindens øjne. Herefter er det helt sort. Det næste, jeg husker, er, at jeg lå på en anden madras helt inde ved vinduet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg var kommet derhen, hvad der var sket, eller hvor længe jeg havde ligget der. Jeg kunne fornemme dem i rummet. De sov. Jeg lå musestille og turde ikke bevæge mig. Jeg tænkte på rummet, hvor mange skridt der var til døren, til hoveddøren og ned ad trappen og ud af opgangen. Først da fyrene begyndte at vågne, handlede jeg. Jeg rejste mig og gik mod døren. »Where are you going?« »I have to go to the hotel now«. »Maybe we can see you tonight?« De så på hinanden og grinede. »Maybe,« sagde jeg og gik de sidste skridt. Ud i friheden. Nede på gaden stod solen stadig lavt. Bob Marleys 'Sun is Shining' poppede op i mit hoved. Jeg tænkte: »Det skete bare ikke.«

Jeg gik hjem til hotellet, hvor min veninde lå og brækkede sig. Vi gik i seng. Jeg sagde ingenting.

Hjemme i Danmark startede jeg på et dagligt misbrug af hash, mens jeg forsøgte at leve videre. Jeg fik gode karakterer og passede mit arbejde trods tankemylder og morgenfede, middagsfede og utallige aftenfede. Jeg blev clean, men nævnte ikke voldtægten i processen. Jeg ville ikke have det stempel. Først tolv år efter den aften kontaktede jeg Center for Voldtægtsofre. Jeg fik at vide, at jeg havde PTSD. I starten negligerede jeg det. Mit tilfælde er jo ikke specielt. Der er så mange kvinder, der bliver voldtaget. PTSD er noget, soldater har, tænkte jeg. Men min psykolog blev synligt berørt af min historie, og det satte noget i gang i mig.

Langsomt begyndte jeg at slippe mine forsvarsmønstre. I dag lever jeg ikke længere op til kriterierne for at have PTSD. Jeg føler mig ikke længere traumatiseret, men bærer oplevelsen med mig, som en del af mig.

Ninna Jepsen
35 år, studerende

Jeg var til en stor fest, hvor det myldrede med unge fra omegnen. Der var også en fyr, som var ældre end os andre.

Vi grinede lidt af, at der var en voksen mand med til vores ungdomsfest. Men han var skæg nok, og jeg tog glad imod, da han tilbød mig det sidste shot fra sin flaske med små grå. Det næste, jeg husker, var det kolde badeværelsesgulv. Han lå tungt på mig, prustede og stønnede, mine ben var spredt helt til siden. Jeg var ikke jomfru, men det gjorde ondt. Jeg prøvede at forsvinde ind i mig selv. Jeg havde ingen tidsfornemmelse. Men da han var færdig, kravlede jeg ud, væk, ind i soveværelset, hvor nogle af os skulle overnatte på madrasser på gulvet. Jeg havde ikke rigtigt fået tøj på, men lagde mig halvnøgen ind til væggen og gemte mig under en dyne. Jeg ville være så lille som muligt, forsvinde. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Var så underligt groggy, zoomede ind og ud af bevidstheden. Ville bare sove. Glemme.

Men han kom ind til mig igen. Kyssede mig og sagde igen og igen, at han elskede mig. Han ville være kæreste med mig, og jeg skulle følge med ham. Jeg forstod det ikke, sagde ingenting. Jeg var skræmt. Det var så forskruet. Hvis jeg forsvandt ind i væggen, gik han måske sin vej?

På et tidspunkt fandt nogen ud af, at der foregik et eller andet mærkeligt. Min veninde smed ham ud. Jeg forholdt mig hele tiden passivt og faldt i søvn, da han var ude af huset. Om morgenen skammede jeg mig og tog hjem uden at sige noget til nogen. Først flere dage senere fortalte jeg en bekendt, hvad der var sket. Kort tid efter var min bekendte og jeg til fest sammen. Jeg følte mig tryg ved ham, fordi han vidste det. Han passede lidt på mig.

Efter festen fulgte han mig ned til stationen. Han blev ved med at spænde ben for mig. Skubbe mig ind i buskadser, forsinke mig. Vi grinede af det. Men resultatet var, at jeg ikke nåede mit tog.

Han sagde, at jeg lige så godt kunne sove ved ham. Nå ja. Han havde jo en kæreste. Han havde verdens mindste værelse og en lillebitte seng. Jeg insisterede på at sove på gulvet, klemt ind mellem væg og seng.

Han prikkede til mig og drillede mig. Jeg kunne da bare ligge ved siden af ham.

Til sidste lagde jeg mig op i sengen. Lagde mig med ryggen til ham for at sove. Men sådan skulle det ikke være. Jeg sagde aldrig nej. Men jeg havde virkelig ikke lyst. Jeg var så forvirret. Prøvede at lade, som om jeg allerede sov. Han vidste endda, hvad jeg lige havde været igennem. Alligevel spredte han mine ben og trængte hårdt op i mig. Da han var færdig holdt han om mig. Jeg lukkede ikke et øje.

Om morgenen fulgte han mig til stationen. »Jeg har det dårligt,« sagde jeg på et tidspunkt. Så han købte en cola til mig.

Ida Rud
33 år, musiker og journalist
skriv
Er du blevet voldtaget? Har du en historie, du vil fortælle, så vil vi gerne høre fra dig.

Alle henvendelser behandles fortroligt. Skriv til:

vidnesbyrd@information.dk

CREDITS

Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Privatfotos
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 29. januar 2016

Anbefalinger

  • Fraus Dolus
  • lars abildgaard
Fraus Dolus og lars abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer