Bongowood
Er filmstøtte til Afrika
kulturimperialisme?
Tanzania er Afrikas største filmproducent målt pr. indbyggertal og eksporterer til hele det swahilitalende Østafrika. Flere ngo'er forsøger derfor at indlejre 'opbyggelige' budskaber i filmene. Men det er respektløs kulturimperialisme og risikerer at underminere branchens økonomiske grundlag, lyder kritikken
Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Foto: Nicolas Calvin M./Uzikwasa, Amil Shivji, Claudia Böhme m.fl.
Manden er rablende vanvittig. Han ryster voldsomt og udstøder gutturale skrig, mens kvinderne kigger forbavset på, »Rah! Rah! Raah!«

»Han er besat!« siger heksedoktoren.

»Jeg vil tage min grusomme hævn!« rabler den besatte: »Bring mig to sorte haner, en sort ko og to gedebukke!«

»Og 500.000 shillings oven i for helbredelsen,« tilføjer heksedoktoren.

Humor og hekseri smelter sammen i Husna Posh's film Hila – på dansk ’Urent trav’ – der sælger som varm chapati i mange af de 25.000 videoforhandlere i Tanzania. Filmen er som de fleste andre i den særlige tanzaniske ’bongo-film’-genre optaget helt råt med håndholdt kamera og fuld fart ud over stepperne. Afrikansk dogmefilm med en produktionstid på 'et par dage'. Temaerne er, som oftest, overtro og kærlighed.
Hila’ er en af utallige tanzanianske film, der ligger frit tilgængeligt på YouTube. På grund af hurtigere og billigere internetabonnementer til mobiltelefoner er piratkopiering blevet et af de største problemer for filmbranchen.
Hila er en af de omtrent 1.200 film, der ifølge film- og teaterprofessor Vicensia Shule fra Dar-es-Salaam Universitet produceres hver eneste år i Tanzanias filmindustri, filami za kibongo eller ’Bongowood’, som det også kaldes. Andre kilder sætter tallet endnu højere – til omkring 2.000 film – men det er svært at danne sig et overblik i det hæsblæsende, hjemme-dvd-brændende og gadesælgende filmmiljø.

Siden de første bongofilm blev sat til salg på Kariakoo Marked i midt-1990’erne, er Tanzania på rekordtid blevet Afrikas største filmproducent målt pr. indbygger.

»Nigerias ’Nollywood’ producerer omkring 2.000 film om året, men de er også næsten fire gange så mange indbyggere som os i Tanzania. ’Bongowood’ er blevet populært, fordi swahilisproget vokser meget hurtigt globalt. Filmene taler selvfølgelig til tanzaniere, men også til folk i DR Congo, Rwanda, Burundi, Uganda, Kenya, dele af Mozambique, Zambia og Malawi,« siger hun.
Dreng inspicerer biografskiltet til dagens filmforevisninger.
Foto: Claudia Böhme
Opbyggelige budskaber
Bongowoods store kulturelle indflydelse er ikke gået ubemærket hen i det internationale udviklingsbistandsmiljø, hvor flere ngo’er og donorlande er begyndt at finansiere og instruere film på swahili. Men modsat de lokale sæbeoperetter om kærlighed og heksekunst, er ngo-filmene fyldt med ’opbyggelige’ budskaber om kvinderettigheder og demokrati. Det er et udtryk for vestlig kulturimperialisme, som risikerer at underminere hele filmbranchen, mener Vicensia Shule.

»Ngo’erne forsøger at kapre film, som de har kapret andre kulturelle bevægelser i Afrika. De snakker om hiv, men folk har hørt om hiv i 30 år. De snakker om fattigdom – folk ved godt, de er fattige!« siger Shule.

»Hvis de fortsætter med at finansiere, hvad de synes er vigtigt på bekostning af afrikanerne, eller tanzanierne for den sags skyld, så minder det jo om neokolonialisme og imperialisme. De forsøger at høste frugterne af en filmindustri, de ikke selv har skabt, men nu vil styre.«
Art designer Jessica Olsen (th.) hyret af Kijiweni Productions taler med Godliver Gordian (i midten), der er hovedpersonen i filmen 'Aisha'. Ngo'en Uzikwasa har finansieret filmen med donormidler fra Schweiz for at sætte fokus på gruppevoldtægter i Tanzanias Pangani-distrikt. Foto: Amil Shivji
En medarbejder fra ngo'en Uzikwasa (th.) taler med Juda Madenge (i midten), der er hovedperson i filmen 'Aisha'. Uzikwasa har finansieret filmen med donormidler fra Schweiz for at sætte fokus på gruppevoldtægter i Tanzanias Pangani-distrikt. Foto: Amil Shivji
Film du falder i søvn til
Et af de nyere eksempler på ngo-støttede film er Aisha fra 2015 om kvinderettigheder, som er finansieret af Anne-Marie Schindler Fonden og det sweiziske svar på Danida, Swiss Agency for Development and Cooperation. Filmen handler om en kvinde fra Dar-es-Salaam, der tager hjem til sin søsters bryllup på landet. Her gruppevoldtages hun af den lokale bande, fordi hun er blevet »smart« af at bo i byen og »ser ned på dem«, som en af mændene forklarer under den efterfølgende retssag.

De første ti minutter af filmen kan opsummeres kort: Aisha og hendes mand ligger morgentrætte i sengen og snakker om deres seks års lykkelige ægteskab. Så kører de på arbejde, mens de snakker om trafikken. Senere lukker de kiosken, hvor Aisha er chef for sin ægtemand. Sceneskift til landsbyen, hvor Aishas bror arrangerer et ægteskab for sin yngste søster hos den lokale imam. De gamle mænd griner hånligt og spørger, om søsteren overhovedet kan lave mad og gøre rent, som en ordentlig kone bør.

Sceneskift til den fremtidige voldtægtsmand, der sover branderten ud på sofaen, mens konen vasker op: »Fuldebøtte. Hvornår bliver du voksen?«
Trailer fra filmen ’Aisha’, der handler om at stoppe gruppevoldtægter.
Det er et helt andet tempo end de hæsblæsende bongofilm. Udviklingsfilm som Aisha har derfor fået et øgenavn blandt lokale tanzaniere: filamu ya sinzia – film at falde i søvn til. Det forklarer dr. Claudia Böhme fra Trier Universitet i Tyskland, der siden starten af 00'erne har forsket i den tanzaniske filmindustri.

»Når jeg ser udviklingsfilm som Chumo (tanzanisk kærlighedsfilm om at forebygge malaria sponseret af United States Agency for International Development (USAID), red.) med de lokale, finder de dem kedelige og kalder dem filamu ya sinzia. Grundlæggende vil tanzanierne helst se film lavet af – og med – deres egne lokale stjerner,« siger hun.
Udviklingsfilmen som ’Chumo’ er en tanzaniansk kærlighedsfilm om at forebygge malaria sponseret af United States Agency for International Development (USAID).
Aisha er produceret af Amil Shivji, en tanzanisk filmskaber, som selv er meget kritisk over for ngo'ernes indblanding i den lokale filmindustri.

»Tag nogle af de her mærkværdige malaria-film, hvor du midt i filmen har en scene, som kommer ud af ingenting, hvor skuespilleren siger: ’Husk nu at gå på hospitalet og blive checket for HIV. Husk nu at bruge kondom’. Det river seeren ud af filmoplevelsen, og det er udtryk for en manglende respekt for filmmediet og publikum. Det er edutainment og meget kedeligt.«

– Undslap du selv det problem med ’Aisha’?

»... Det er et svært spørgsmål, haha. Altså, jeg synes, vi skabte en æstetisk og stærk film, som kan stå på egne ben. Men jeg kan ikke benægte, at filmen jo er bygget op om en idé: Ngo’en vil tale om gruppevoldtægt, så gå ud og lav en film om det. Det er en ambivalent følelse.«
Bongo-genren er kendetegnet ved sine små og lynhurtige produktioner. Skuespillerne er ofte venner og bekendte, selv om en række stjerner er vokset frem de senere år. Den ubetinget største filmstjerne var Steven Kanumba, der stod foran sit store internationale gennembrud, da han døde i 2012 i en alder af bare 28 år. Over 30.000 mennesker deltog i hans begravelse, herunder præsidentens kone. Foto: Claudia Böhme
Bongo-genren er kendetegnet ved sine små og lynhurtige produktioner. Skuespillerne er ofte venner og bekendte, selv om en række stjerner er vokset frem de senere år. Den ubetinget største filmstjerne var Steven Kanumba, der stod foran sit store internationale gennembrud, da han døde i 2012 i en alder af bare 28 år. Over 30.000 mennesker deltog i hans begravelse, herunder præsidentens kone. Foto: Claudia Böhme
Opbyggelig sæbeopera
Selv om nogle tanzaniere er trætte af ngo'ernes indblanding, er det svært ikke at have sympati med film, der forsøger at opdrage folk til at undgå malaria og stoppe med at voldtage kvinder.

Udviklingsstrategierne er da heller ikke grebet ud af den blå luft, men knytter sig til især latinamerikansk forskning i film og radios potentiale for social transformation.

I årtier har Mexicos telenovela-serier således samlet nationen om kærlighedsdramaer, der ofte har indlejrede socialt opbyggelige beskeder i sig. Når de er lavet rigtigt, kan de have enorm effekt, sagde dr. Miguel Sabido, en af Mexicos mest indflydelsesrige telenovela-pionerer, ved MINTiFF-konferencen i Berlin i 2010 (her kan du se Sabidos foredrag ved konferencen i første del og her i anden del, red.)
Et billede fra filmen ’Aisha’ af hovedpersonen, der har været udsat for en gruppevoldtægt. Til højre er det hendes bror, der prøver at tale hende fra at melde voldtægten til politiet.
»Jeg producerede tre telenovelaer i træk om Mexicos befolkningstilvækst. De blev den afgørende faktor for det, FN kaldte ’det mexicanske demografiske mirakel’. Befolkningstilvæksten faldt fra 3,7 til 2,5 pct. i de fem år, telenovelaerne blev sendt.«

»Reklamer lærer publikum en adfærd – lær at drikke en Coca-Cola, lær at bruge skyllemiddel. Og hvis det virker, hvorfor skulle de så ikke også lære en bestemt adfærd af serierne?«

Nogle af Sabidos telenovelaer er eksporteret til op mod 180 lande, og i sine 40 år har han produceret serier om alt fra national stolthed til voksenuddannelse. I udviklingsmiljøet kaldes tilgangen sommetider for ’Sabido-metoden’, og det tidligste eksempel i Tanzania er radiodramaet Twende na Wakati (på dansk 'Lad os følge med tiden') produceret i 1993 af PCI Media Impact. Serien følger en alkoholiseret og dybt promiskuøs lastbilchauffør, men det underliggende budskab handler om at afmystificere hiv/aids-epidemien og opdrage befolkningen til at bruge kondom.

Sabido-metoden er en inspirationskilde for filmskabere som amerikaneren John Riber, der har boet 30 år i Afrika og er medstifter af ngo'en Media for Development International Tanzania (MFDI), der laver film med sociale budskaber.

»Jeg har besøgt deres studier i Sydamerika, og det var en øjenåbner, at du kan producere drama, der påvirker adfærd. Uddannelse af kvinder, narkomisbrug, alting. Eller et emne som hiv – my god – hvilket fantastisk emne at lave film om. Kærlighed, romantik, sex, alt det her. Vi har lavet mange film om det emne,« siger han.
Enestående netværk
På trods af de gode intentioner skriver de vestligt støttede ngo’er sig med deres tilgang til filmmediet uforvarende ind i en lang historie med kulturimperialisme og neokolonial tankegang i Afrika, mener Claudia Böhme. Hun henviser til det britiske kolonistyres eksperimenter med at bruge film til at opdrage Bantu-befolkningen i de østafrikanske kolonier i 1930'erne.

»Film er altid blevet brugt i Afrika af den herskende klasse til at kontrollere masserne. I Østafrika havde du for eksempel Bantu Educational Kinema Experiment, som skulle lære østafrikanerne om sundhedsproblemer. De udenlandsk finansierede film er indlejret i denne tradition, hvor ’hvide’ og magtfulde folk fra Vesten skal lære afrikanerne, hvordan de skal leve og udvikles. Og nu også hvordan de skal lave film.«

Da Tanzania blev selvstændigt, adopterede det socialistiske parti, Chama Cha Mapinduzi (CCM), tilgangen til film som et ’opdragende værktøj’ snarere end et underholdningsformat. Det fremgår af rapporten Inserting voice: foreign language film translation as a local phenomenon in Tanzania:

»I det postrevolutionære Zanzibar blev film fra Indien og Vesten erstattet med kinesiske propagandafilm, med det resultat at antallet af biografbesøgende faldt drastisk af den simple årsag, at filmene var uinteressante for folk.«

Samtidig var import af filmredskaber som filmkameraer og boomstænger strengt statskontrolleret indtil 1985, hvilket er med til at forklare filmindustriens sene fødsel i Tanzania i 1990’erne. Industrien er da også stadig kendetegnet ved at være ekstremt decentral og organisk, hvilket faktisk er en fordel for ngo'erne, forklarer John Riber fra MFDI.

»De gode film sælger 50.000 kopier, hvilket er ret vildt. Og mange af dem når helt ud i de lokale bandaer og videobutikker på landet, budskaberne når langt ud af storbyerne. Det er et enestående netværk at koble sig på. Derfor sælger de fleste ngo'er deres film på markedet, så de bliver distribueret organisk på kommercielle vilkår.«
I de lokale bandaer koster det omkring 100 schillings for en billet, hvilket svarer til 30 danske ører. Der er typisk tale om et normalt tv i et mørkt lokale med stole omkring. Foto: Claudia Böhme
I de lokale bandaer koster det omkring 100 schillings for en billet, hvilket svarer til 30 danske ører. Der er typisk tale om et normalt tv i et mørkt lokale med stole omkring. Foto: Claudia Böhme
Undergravende virksomhed?
Men ifølge Vicensia Shule fra Dar-es-Salaam Universitet er ngo'ernes strategi med til at undergrave hele filmindustrien.

»Ngo’ernes budgetter er mange gange større end de lokale, så når de går ind på markedet og vil konkurrere, ødelægger ngo’erne det for de lokale filmskabere, som kæmper for at distribuere deres film og leve af det. Vi så det samme ske med teaterbranchen i Tanzania, som ngo’erne gik ind og støttede i ti år. Så trak de sig ud igen og efterlod en hel branche i ruiner, som teaterscenen i Tanzania aldrig er kommet sig over.«

Ifølge Amil Shivji har de største bongofilm et budget på 30 mio. shillings – omkring 90.000 kr. – mens hans egen ngo-film Aisha havde et budget på 150 mio. shillings (ca. 464.000 kr., red.), altså det femdobbelte. Adspurgt om ngo’ernes rolle i Bongowood henviser han til den klassiske ’lær en mand at fiske’-analogi.

»I stedet for at diktere filmene for os, så lær os dog at skrive manuskripter. Giv os undervisning i instruktion og klipning. For helt ærligt, bongofilmene er god underholdning, men det er ikke kunst. Vi er mange tanzaniere med store ambitioner, som gerne vil udvikle mediet, hvis bare vi får muligheden.«
For at maksimere indtjeningen deler tanzanianske filmskabere stort set altid deres film i to dele, en part 1 og en part 2. På den måde kan de sælge dobbelt så mange dvd'er, hvis publikum kan lide den første del. Men det går også udover kreativiteten og hæmmer filmoplevelsen, siger Amil Shivji. Foto: Claudia Böhme fra filmsettet til 'Beyonce'.
For at maksimere indtjeningen deler tanzanianske filmskabere stort set altid deres film i to dele, en part 1 og en part 2. På den måde kan de sælge dobbelt så mange dvd'er, hvis publikum kan lide den første del. Men det går også udover kreativiteten og hæmmer filmoplevelsen, siger Amil Shivji. Foto: Claudia Böhme fra filmsettet til 'Beyonce'.
Udveje
Tilbage står det store ubesvarede spørgsmål om ngo’ernes rolle i Tanzanias filmindustri: Virker det?

Amil Shivji griner over telefonlinjen fra Dar-es-Salaam.

»Jeg har været til møder med flere ngo’er, og deres første spørgsmål eller krav er: Hvordan vil din film påvirke kvinders rettigheder i Tanzania?« siger han.

»Og altså ... Det vil den jo ikke. Det er umuligt at svare på. Du kan jo ikke måle kultur, og alligevel er udviklingsorganisationerne så opslugt af ordet ’accountability’. Men hvad har det at gøre med kunst?« spørger han.

Ngo’er som MFDI synes selv, at de med deres film gør en forskel for tanzanierne.

»Jeg forstår kritikken fra de lokale, men vi har lavet nogle af de mest sete film på kontinentet. Jeg tror, meget af det her handler om frustrerede filmskabere, der ser andre få penge til at lave film. For det er så svært at finde midler til at lave film i Tanzania,« siger John Riber.

»Men jeg har hørt kritikken mod hvide som mig hele livet – jeg har boet her i 30 år. Jeg er her, fordi jeg elsker Afrika og gerne vil lave film til afrikanere. Er det forbudt?«
Fra filmen ’Aisha’.
Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Foto: Nicolas Calvin M./Uzikwasa, Amil Shivji, Claudia Böhme m.fl.

Redaktør: Anna von Sperling
Digital produktion: Birgit Baunehøj

© Dagbladet Information
Publiceret 26. februar 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Kulturimperialisme er et skævt, følelsesladet og forslidt ord .

Det er vel også kulturimperialisme når religiøse NGO'er aktivt propaganderer mod familieplanlægning og mod fri abort - eller når IS propaganderer for deres specielle samfundsorden - eller når demokratier propaganderer for demokrati og menneskerettigheder - eller når mellemøstlige oliestater finansierer moskeer i vesten o s v.

Kulturimperialisme er et ord, som objektivt set rammer alle tilløb til at påvirke andre - det være sig i negativ eller positiv retning.

Men man anvender kun ordet, når der er tale om noget, som man ikke kan lide. Ordet er degenereret til at være et simpelt skældsord.

Kulturimperialismen hænger nøje sammen med penge og markedssult...
Skal afrikanerne betale mere for deres film fordi tobaksindustrien ikke imødekommes af helte og heltinder med en "udtryksfuld" cigaret i munden og blå røgsøjler i luften... jeg tror ikke de får lov selv at bestemme.