Et år med grænsekontrol
Flygtningekrisen, højrepopulismen og EU's handlingslammelse koster mig 20 minutter om dagen
På onsdag er det et år siden, Sverige indførte id-kontrol ved grænsen til Danmark. Som Øresundspendler har jeg på første hånd oplevet 'Greater Copenhagen' skrumpe og det europæiske projekt smuldre. Og så har jeg opdaget den fri bevægeligheds grundlæggende paradoks
Et år med grænsekontrol
Flygtningekrise, populisme og EU's lammelse koster mig 20 minutter om dagen
På onsdag er det et år siden, Sverige indførte id-kontrol ved grænsen til Danmark. Som Øresundspendler har jeg på første hånd oplevet 'Greater Copenhagen' skrumpe og det europæiske projekt smuldre. Og så har jeg opdaget den fri bevægeligheds grundlæggende paradoks

Tekst: Lasse Skou Andersen
Foto: Sille Veilmark og Sigrid Nygaard
Illustration: Sofie Holm Larsen
Tekst: Lasse Skou Andersen
Foto: Sille Veilmark og Sigrid Nygaard
Illustration: Sofie Holm Larsen
Min brystkasse hæver sig i et lille gisp som ved en pludselig opvågnen. Jeg holder vejret. Klapper forsigtigt på lommen i min fleece-trøje. Det er der. Det ved jeg sådan set godt. Men jeg må være helt sikker. Jeg fumler lidt med lynlåsen, stikker hånden ned i åbningen og lader fingrene løbe over rynkerne i den ellers glatte overflade. Så puster jeg ud. Roen indfinder sig igen.

Min reaktion er overdreven. Jeg har jo allerede tjekket en fire-fem gange i dag. Men det er blevet en tvangstanke for mig. Langt fra den største konsekvens af flygtningekrisen, højrepopulismens fremgang og EU's vanskeligheder. Men ikke desto mindre en lille udløber af det. Jeg ikke glemme mit pas. Ellers kan jeg ikke komme hjem.

Sådan har det været i næsten et år. Passet i min hånd er synligt mærket af de lange dage i lommen. Det er bøjet. Billedsiden er revnet lidt i bunden. Og guldtrykket på forsiden med teksten »Den Europæiske Union« er slidt helt væk.
Er den der stadig?
Som svar på en rekordstor tilstrømning af flygtninge og migranter indførte Sverige for et år siden, den 4. januar, id-kontrol ved rejser fra Danmark – og skærpede dermed væsentligt den grænsekontrol, man havde indført i november. Samme dag fulgte Danmark trop med en grænsekontrol mod Tyskland. Det var et brud med en af de helt grundlæggende byggesten i EU-samarbejdet: den fri bevægelighed mellem Schengen-landene. Og et brud med mere end 60 års pasfrihed mellem Danmark og Sverige. Dengang var det breaking news.
ID-kontrollen har været iværksat siden januar 2016. Rejser man fra Danmark mod Sverige, møder man DSB's private ID-kontrollører på perronen i Kastrup Lufthavn. Foto: Sille Veilmark
»Lukketid i Europa,« skrev vi her i avisen. En »udhuling af idealet om grænsefrie rejser,« skrev The New York Times. »En mørk dag for Norden,« tweetede Sveriges tidligere udenrigsminister Carl Bildt. Men siden er mediernes og politikernes opmærksomhed mere eller mindre forsvundet.

»Er den der stadig?« spurgte en kollega mig for nylig, da hun hørte, at jeg arbejdede på en artikel om grænsekontrollen og dens konsekvenser. Og ja, det er den – selv om den svenske regering hele tiden har sagt, at der er tale om en »midlertidig« foranstaltning. Det har hverdagspraktiske konsekvenser for mig, der bor i Lund og arbejder i København – og for resten af de omkring 15.000 Øresundspendlere. Men langt vigtigere: Det har konsekvenser for den store vision om Skåne og Københavnsområdet som én region. Og så har det blotlagt et grundlæggende paradoks ved den frie bevægelighed.
For mig er det grænseløse Europa en naturtilstand. Jeg var 10 år gammel, da Danmark i 2001 trådte ind i Schengen-samarbejdet. Det er noget, jeg altid har taget for givet – og aldrig tænkt videre over. Så det var noget af en omvæltning både for min hverdag og mit verdensbillede, da jeg i januar, få uger efter indførelsen af id-kontrollen, flyttede til Lund for at bo sammen med min svenske kæreste.

Hver dag, når jeg skal hjem fra jobbet i København, skal jeg nu bevise, at jeg ikke er en illegal migrant. Først over for DSB's private vagter på perronen i Kastrup – de er der på grund af det såkaldte transportøransvar, som betyder, at selskabet får en bøde på 50.000 kroner, hvis der slipper en passager igennem uden gyldigt ID. Siden over for polisen på Hyllie, den første station i Sverige – når de ellers er der.

For det meste foregår selve kontrollen sådan set smidigt. Nogle øjeblikke i Kastrup og nogle minutter i Hyllie. For min hverdag er problemet de afledte effekter. På grund af kontrollen går der ikke længere direkte tog fra København til Malmø og Lund.
Øverst: Den tætpakkede Metro banker igennem den Københavnske undergrund, på vej mod Kastrup Lufthavn.
Nederst: I Kastrup Lufthavn skal
passagerer skifte til et svensk tog, efter overstået ID-kontrol.
Foto: Sille Veilmark
Først må jeg med tog eller den ofte overfyldte metro til lufthavnen. Dér må jeg tage Øresundstoget videre mod Sverige, hvor det gør ti minutters ophold på Hyllie station. Her går jeg igennem passagen i det festival-agtige hegn, der udgør grænsekontrollen, og venter 4-6 minutter på et lokaltog, der kan tage mig til Lund. Samlet set betyder det en længere rejsetid på hjemturen på knap 20 minutter – lidt mindre end den halve time, der ifølge videncenteret Øresundsinstituttet er den almindelige forsinkelse for togpendlerne.

Og det er vel at mærke, hvis alt går efter planen. Misser jeg toget i lufthavnen er der 20 minutter til det næste, for på grund af kontrollen har DSB og Skånetrafikken måttet halvere antallet af afgange i myldretiden. Forsøger en flygtning at omgå kontrollen ved at løbe langs skinnerne i Øresundstunnelen, indstilles al togtrafik, og forsinkelsen kan blive på flere timer. Det sker oftere, end man skulle tro: 94 gange fra nytår til juli – eller cirka en gang hver anden dag – rapporterede TV2 Lorry i sommer. Og så er der de mere almindelige forsinkelser, som ifølge Øresundsinstituttet er blevet flere.

Det korte af det lange er, at man aldrig kan være sikker på, hvornår man er hjemme. Det tærer. Efter grænsekontrollen blev indført, føler 64 procent af pendlerne, at de »påvirkes af øget stress«, viser en undersøgelse fra Kungliga Tekniska Högskolan. 71 procent »påvirkes meget af at have fået mindre tid hjemme«. For mig er det mindre slemt end for så mange andre. Jeg har ikke nogen børn, jeg skal hjem at hente.
Metroen hyler skingert og insisterende. Ture Ertmann springer de sidste trin ned fra rulletrappen og kaster sig ind ad den nærmeste døråbning. Det er tirsdag eftermiddag på Nørreport, og vognen er mere pakket end noget, jeg har oplevet i det halve år, jeg i min studietid var på udveksling i Hongkong. Jeg tøver et øjeblik og følger så trop. Dørene lukker et par centimeter bag mig, og jeg buser direkte ind i en høj mand i sort vindjakke. Han tager det heldigvis meget pænt. »Vi nåede det,« konstaterer jeg stakåndet. Alternativet havde været at misse toget fra lufthavnen.

»Man småløber hele tiden,« siger Ture Ertmann. »Til S-toget, til metroen og ned ad trapperne i lufthavnen. Det trækker tænder ud. Sådan var det ikke før i tiden, da der var ti-minuttersdrift.«

Den 40-årige nordjyde flyttede for fem år siden til Malmø for at kunne være sammen med sin kone, der er fra Filippinerne. Der var det lettere at få opholdstilladelse – og for Ture Ertmann var det ét fedt, om han skulle pendle fra Sverige eller fra Vanløse. Han tænkte ikke over, at han hver dag krydsede en grænse mellem to suveræne stater. »Dengang var det jo virkelig Greater Copenhagen,« som han siger. »I dag er det sgu svært at få til at hænge sammen.«

Ture Ertmanns kone studerer i Gøteborg, så mandag til fredag er han alene med deres datter. En barnepige sørger for at hente hende i børnehaven og tage sig af hende, til han kommer hjem. Før var han som oftest hjemme inden seks. Nu er det nærmere halv syv. »Vi har en time sammen om morgenen og en time om aftenen. Det er det, hun ser sin far,« siger han. »I den kontekst er en halv time jo lang tid.«

Det har fået familien til at overveje at flytte til Amager. Men det er ikke noget, man bare sådan lige gør. »Min datter taler jo svensk,« som han siger.

Ture Ertmanns og min historie er symptomer på noget langt større og mere alvorligt end nogle enkelte pendleres dagligdagsproblemer.

I årtier har danske og svenske politikere arbejdet for visionen om én Øresundsregion, et Greater Copenhagen, der skulle fungere som en økonomisk vækstmotor for begge lande. Og det er i høj grad lykkedes. Øresundssamarbejdet har været »en dundrende succes,« som Britt Andresen, chefanalytiker ved Øresundsinstituttet formulerer det. Hun flyttede selv til Malmø for ti år siden og kan fra første sal i sin villa se Øresundsbroen i horisonten.
Rejsetiden er blevet længere med grænsekontrollen
322.00 færre danske jobs kan nu nås fra Malmø på en time eller derunder. Kortet viser, hvor langt man kan nå på en time fra Malmø før og efter indførslen af grænsekontrollen.

Rejser man fra Lund, kan man nu kun nå til Kastrup på den tid. Før kunne man nå hele København.

93% af Øresundspendlerne rejser fra Skåne mod Sjælland

De knap fire millioner mennesker, der i dag bor i Øresundsregionen, bidrager tilsammen til mere end en fjerdedel af de to landes bruttonationalprodukt. Arbejds- og boligmarkedet i København og Malmø er smeltet sammen i en grad, så 15.100 mennesker hver dag pendler til arbejde over broen – heraf 8-9.000 med toget. Virksomheder har kunnet tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft fra begge sider af sundet. Kastrup er blevet den næststørste lufthavn for svenske flypassagerer. Og så videre og så videre. Men nu er det alt sammen i fare.

»Øresundsintegrationen lider,« siger Britt Andresen.

»Hvis grænsekontrollen fortsætter, har vi snart ikke et fælles arbejdsmarked længere.«

Efter indførelsen af grænsekontrollen er antallet af solgte pendlerkort til Øresundstoget ifølge Skånetrafiken faldet med 17 procent. Det modsvares til en vis del af, at nogle pendlere i stedet vælger at tage bilen. Det er betydeligt dyrere, men medfører færre gener fra grænsekontrollen. Men ifølge Øresundsbro Konsortiet er der kun kommet omkring 500 flere pendlerbilister per dag. Så en del har formentlig sagt deres job op eller er flyttet til det land, de arbejder i.

Blandt eksperter er det en almindelig antagelse, at cirka en times transporttid hver vej er smertegrænsen for mange pendlere. Fra Malmø Centralstation kan man i dag nå 322.000 færre danske job med en rejsetid på under en time hver vej end før grænse- og id-kontrollen, blev indført, viser Øresundsinstituttets opgørelser. Lund, hvor jeg bor, er mere eller mindre uden for rækkevidde af det københavnske arbejdsmarked. Eller med andre ord: Greater Copenhagen er ikke så 'great' længere.

Det er paradoksalt i en situation, hvor Danmark ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets seneste prognoser snart kan få mangel på kvalificeret arbejdskraft, påpeger Britt Andresen.

»For ti år siden, da vi sidst var i den situation, kunne vi hente hjælp i Malmø og Lund,« siger hun. »Det skal vi ikke regne med nu.«
Der er meget forskellige bud på grænsekontrollernes samfundsøkonomiske effekt. Tænketanken Kraka vurderer, at den længere rejsetid blot koster 50 millioner danske kroner årligt. Cepos beregner den årlige omkostning ved en permanent svensk grænsekontrol til 1,1 milliard danske kroner, og det sydsvenske industri- og handelskammer er nået frem til en lignende konklusion. Øresundsinstituttet når frem til en meromkostning på mellem 296 og 356 millioner svenske kroner per år.

Men den fri bevægelighed handler ikke kun om kroner og øre.

»Schengen-samarbejdet er selvfølgelig et led i det indre marked,« siger Gerd Battrup, lektor og grænseregionsforsker ved Syddansk Universitet. »Men man kan ikke reducere det til et spørgsmål om samhandel alene.«

Schengen-samarbejdet, der startede som en aftale mellem Benelux-landene, Frankrig og Vesttyskland i 1985, er i lige så høj grad en del af EU's oprindelige mission: at forebygge krige og konflikter på det europæiske kontinent. Ideen er, at hvis folk bosætter sig og arbejder i hinandens lande og gifter sig på tværs af nationaliteter, vil der opstå en større gensidig forståelse og afhængighed mellem landene. Fordomme og fjendebilleder vil blive nedbrudt, og det vil i yderste konsekvens blive sværere at få folk til at slå hinanden ihjel.
Den nordiske pasunion, der har sikret pasfri rejser mellem Danmark og Sverige i mere end 60 år, er grundlagt på lignende idealer, fortæller Gerd Battrup.

»Det kom jo alt sammen på bagkanten af Anden Verdenskrig og på et tidspunkt, hvor vi fik flygtningekonventionen, menneskerettighederne og så videre. Pasunionen var et lille nordisk bidrag til mellemfolkeligheden,« siger hun.

Det siger noget om, hvad der er på spil. Genindførelsen af grænsekontrollerne udfordrer selve det europæiske projekt. Og de idéer, der har været fremherskende på kontinentet i en menneskealder.

»Den fri bevægelighed er den anden kronjuvel i EU-samarbejdet efter euroen,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, professor og forskningschef med ekspertise i migration på Raoul Wallenberg-Instituttet i Lund. »Efter finanskrisen, hvor euroen er kommet under pres, er den fri bevægelighed blevet den mest direkte værdi, EU værner om. Men der er der meget, der tyder på, at medlemsstaterne simpelthen ikke køber den længere.«
Grænsekontrollen virker
Til gengæld må man anerkende, at grænsekontrollen –i hvert fald i Sveriges tilfælde – ser ud til at have tjent sit erklærede formål: At begrænse tilstrømningen af flygtninge og migranter. Ifølge de officielle tal fra den svenske myndighed Migrationsverket søgte blot 27.000 mennesker asyl i Sverige i de første 11 måneder af 2016. Det er knap en femtedel i forhold til 2015, hvor tallet var 149.000.

Hvor meget af faldet, der direkte skyldes grænsekontrollen, er svært at sige. Den svenske regering har strammet asyllovgivningen ved ligesom Danmark at indføre midlertidige opholdstilladelser for flygtninge og begrænse muligheden for familiesammenføring, og det kan have fået nogle flygtninge til at søge mod andre lande. Samtidig er tilstrømningen til Europa generelt begrænset som følge af den aftale, EU indgik med Tyrkiet i foråret.

»Men når det er sagt, så er der næppe nogen tvivl om, at den svenske kontrol har haft en markant effekt,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen. En god del af sin forskerkarriere har han brugt på at forske i privatisering af grænsekontrol: Hvordan EU siden 80'erne har forsøgt at holde flygtninge og migranter ude ved hjælp af transportøransvar for flyselskaber, der flyver ind i unionen fra tredjelande. Nu står han som Øresundspendler fra København i den lidt absurde situation, at han dagligt har fået mulighed for at lave feltarbejde.

»Jeg kan jo ikke lade være med at 'quizze' de der sikkerhedsvagter og lave noter om præcis, hvordan det fungerer,« siger han.
ID-kontrollen på Kastrup Lufthavn er en del af DSB's transportøransvar. Her tjekker privatansatte sikkerhedsfolk, om de rejsendes papirer er i orden, inden de tager videre mod Sverige. Foto: Sille Veilmark
Generelt er almindelig grænsekontrol ikke et særlig effektivt værktøj til at bremse tilstrømningen af asylansøgere, understreger Thomas Gammeltoft-Hansen. Bliver en flygtning stoppet af politiet på grænsen, har han stadig ret til at søge asyl i landet. Men netop Sverige har fundet en model, der er »langt mere effektiv« end den form for kontrol, der eksisterer ved landegrænserne i Danmark, Tyskland, Østrig, Frankrig og Norge. Det skyldes dels geografi: at Sverige har en søgrænse. Dels at Sverige med transportøransvaret og den deraf følgende id-kontrol i Kastrup Lufthavn har sørget for, at flygtninge uden papirer aldrig når den svenske grænse – og derfor aldrig får muligheden for at søge asyl i landet.

Spørgsmålet er så, om den succes står mål med omkostningerne. Det mener den svenske regering. Og den danske, tyske, østrigske, franske og norske.

Thomas Gammeltoft-Hansen er mere skeptisk.

»Det kan virke lidt paradoksalt,« siger han. »En stor del af frygten for og modstanden mod asylansøgere og flygtninge handler om, at de europæiske arbejdsmarkeder og økonomier er pressede. Men de initiativer, man så kræver for at imødegå det, koster netop mange penge og arbejdspladser.«

Han påpeger samtidig, at effekten af grænsekontrollen i Europa samt Tyrkiet-aftalen meget vel kan vise sig at være midlertidig.

»Det eneste, vi har gjort, er at lave lappeløsninger. Fra de sidste 20 års erfaringer ved vi, at hver gang vi lukker en rute, opstår der en eller to nye. Indtil vi begynder at adressere de grundlæggende problemer i nærområderne, vil det her fortsætte.«

På den anden side kan Thomas Gammeltoft-Hansen godt forstå, hvorfor regeringerne foreløbig vælger at holde fast i kontrollen.

»Det ville selvfølgelig være meget bedre at søge nogle fælleseuropæiske løsninger. Men forhandlingsviljen kan ligge på et meget lille sted. Europa er i en nedadgående spiral,« siger han.

»Og hvis jeg var Stefan Löfven og sad og kiggede på Sverigedemokraternes fremmarch, så ville jeg også være bekymret for, om en ophævelse af grænsekontrollen kunne ramme mig som en boomerang. Også selv om jeg vidste, at kontrollen i virkeligheden ikke er den rigtige løsning.«
Fred i Mellemøsten
Den svenske grænsekontrol er ligesom som den danske, tyske, østrigske og norske foreløbig blevet forlænget til midten af februar. Men de færreste tror, at det stopper der. Når regeringerne kan få EU-Kommissionens tilladelse til at opretholde kontrollerne på et tidspunkt, hvor den tilstrømning af asylansøgere, som de skulle bremse, mere eller mindre er stoppet – hvornår er vi så egentlig i en situation, hvor de kan ophæves?

»Skal vi vente på, at der bliver fred og demokrati i hele Mellemøsten, eller hvad,« som Ture Ertmann frustreret udtrykker det, da vi en eftermiddag i december går gennem hegnet på Hyllie station.

Noget kunne tyde på det. Da kontrollen senest blev forlænget, argumenterede den svenske statsminister Stefan Löfven med, at der var en offensiv i gang ved Mosul, og at der derfor kan opstå »en ny gigantisk flygtningestrøm til Europa om et stykke tid«.
Ture Ertmann i Københavns Metro. Foto: Sigrid Nygaard
Udsagnets hypotetiske karakter er sigende. Med konflikterne i Syrien, Irak, Libyen og Yemen og de dårlige forhold for flygtninge i nærområdet – hvor langt, langt størstedelen fortsat opholder sig – er det svært at se, at vi inden for en overskuelig fremtid skulle komme i en situation, hvor man ikke med en vis ret kan bruge sådan et argument. Og en fælleseuropæisk aftale om en solidarisk fordeling af flygtninge, der kunne mindske presset på særligt Sverige og Tyskland, ligger ikke lige for.

Mit og de øvrige pendleres håb om en lettere hverdag hviler derfor helt og holdent på, at EU's bestræbelser på at sikre de ydre grænser så effektvt, at det bliver mere eller mindre umuligt at rejse illegalt til Europa, bærer frugt. På etableringen af et ægte Fort Europa. En højstående EU-diplomat sagde det åbent – omend anonymt –til Ritzau efter et topmøde i oktober:

»Der skal være styr på de ydre grænser, for at man kan løfte kontrollen ved de indre grænser.«

Derfor har EU oprettet et egentligt europæisk grænseagentur med mindst 1.500 vagter, der skal kunne sættes ind, når de ydre grænser kommer under pres af store migrationsstrømme. Det er en markant opgradering af det tidligere agentur ved navn Frontex, der kun fik delegeret vagter og udstyr midlertidigt fra medlemslandene, når de selv efterspurgte det, og som kun kunne sættes ind, når en medlemsstat selv bad om det. Fremover skal alle medlemslande bidrage med personale. Budgettet hæves fra knap 1 milliard kroner i 2015 til 1,8 milliarder kroner i 2016. Og EU skal selv kunne beslutte at iværksætte aktioner.
Min frihed, din druknedød
Det er noget, jeg har tænkt en del over på mine ture over Øresundsbroen. Da jeg flyttede til Sverige, følte jeg på en eller anden måde, at jeg bidrog til det mellemfolkelige projekt, der i sin tid lå til grund for EU. At jeg som grænsegænger i det små var med til at gøre verden mere åben. Men mit møde med grænsekontrollen har også været et møde med en ubehagelig sandhed om den fri bevægelighed: Min frihed til at krydse grænsen uden at vise pas er betinget af andre menneskers manglende ret til at gøre det samme.

Den er betinget af et Fort Europa.

Det er en modsætning, der hele tiden har ligget i Schengen-samarbejdet, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen, da jeg en eftermiddag på hans kontor i Lund forklarer ham om mine tanker. Flygtningekrisen og genindførelsen af grænsekontrollerne har bare for alvor gjort det synligt.

»Der har altid været et grundlæggende paradoks i, at en politisk union, der bygger på fri bevægelighed, respekt for multikultur og menneskerettigheder, som pris for at realisere det projekt inden for det lukkede fællesskab samtidig fører en afskrækkelsespolitik ved de ydre grænser, som er udtryk for præcis de modsatte værdier,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Det har sin pris. På det overordnede plan har den fri bevægelighed produceret en mere og mere drakonisk politik i forhold til flygtninge og indvandrere langs de ydre grænser med et stadigt stigende antal dødsfald i Middelhavet som direkte konsekvens. I sin insisteren på at opretholde bevægelighed som et gode internt i EU har man set sig nødsaget til at gennemføre en politik, som har skabt større og større pres på flygtningene og de nærområdelande, der huser langt størstedelen af dem.«

Det er en ond spiral. Og medmindre vi ser et totalt paradigmeskift inden for flygtningepolitikken, vil den vil kun fortsætte, mener Thomas Gammeltoft-Hansen. For som han siger: »Du kan skyde lige så meget du vil efter gummibådene. Selv om dødstallene er steget og steget og steget i Middelhavet, stopper trafikken jo ikke.«

Men ser man på det politiske øjebliksbillede i Europa, er det ikke ligefrem et paradigmeskift, der er lagt op til. I hvert fald ikke af den slags, professoren håber på. Jeg får nok brug for det slidte pas i lommen på min fleece-trøje et godt stykke tid fremover.
Tekst: Lasse Skou Andersen
Foto: Sille Veilmark og Sigrid Nygaard
Illustration: Sofie Holm Larsen
Redaktør:
Kristian Villesen
Digital produktion:
Alexander Sjöberg

Publiceret 31. december 2016

Tekst: Lasse Skou Andersen
Foto: Sille Veilmark og Sigrid Nygaard
Illustration: Sofie Holm Larsen
Redaktør:
Kristian Villesen
Digital produktion:
Alexander Sjöberg

Publiceret 31. december 2016

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag
jens peter hansen

Dels at Sverige med transportøransvaret og den deraf følgende id-kontrol i Kastrup Lufthavn har sørget for, at flygtninge uden papirer aldrig når den svenske grænse – og derfor aldrig får muligheden for at søge asyl i landet.
Hvad med at sige: Tak til Sverige, som har lukket hvad der var åbent siden 1954. Ved den dansk tyske grænse tager det stort set ingen tid. Sverige lukkede så mange ind at de lukkede for festen. Var det ikke temmelig dumt, når resultatet blev som det blev. De 20 minutter kan du sende til Sveriges Riksdag.

Flemming S. Andersen

Hvor er det spændende med en eksotisk rejsefortælling ovre fra Sjællands hovedstads og erfare hvilke kæmpeproblemer man derovre får ud af et rejsetidsforøgelse på 20 minutter hver vej.

Det er godt nok ikke små ting må man forstå.

Denne ret beskedne ulejlighed er næsten skyld i at EUs ellers så påståede rubuste projekt med åbne grænser er ved at revne , alene p.g.a. denne helt utidige hævdelse at rettigheder fra to staters side.

Godt vi ikke herovre i Jylland 17 km. fra en af de større byer, hvor ingen rigtig gider at regere, har problemer i den størrelse.
Nu findes der godt nok kun kun busforbindelse to gange om hverdagen udover skolebussen.
Fra den lidt større landsby 3 km. væk skal man heller ikke regne med at kunne bruge offentlig transport, hvis man skal møde kl. 700 eller tidligere i nærmeste by.
Hvis man arbejder længere væk og møde tidligt, skal man tage hjemmefra dagen før.

Så 20 (tyve) minutters forsinkelse er da et problem, der er værd at skrive hjem om.

Nå den offentlige trafik har ingen herovre regnet med at kunne bruge til en skid i årtier, skulle der komme en bus, så standser toget ikke længere og koordineret er de i alle tilfælde ikke.
Desuden kan en enkelt eller to billetter betale for både bussens drift og chaufførens løn, så til den pris blomstrer privatbillismen alligevel.

Men tænk sig, at skulle vente 20 minutter på næste tog??
Det må være slemt, når man er så godt vant.

Nej den offentlige trafik er ikke det værste, såmænd.

Langt værre var det da den lidt større landsbys sidste(allersidste) offentlige serviceorgan skolen forsvandt.
Skåret væk af beregninger ingen kunne eller ville forsvare.
Kommunens nyeste og meget velfungerende

Det sidste signal fra det offentlige om at her vil man ikke investere det nødvendige.

Borte havde jo taget sundhedsvæsnet i kraft at den nedlagte lægepraksis og ordensmagten ved nedlæggelsen af landbetjenten.

Væk er de sidste produktionsvirksomheder, afgivet til globaliseringen.

De sidste håndværkere kæmper for overlevelse.

Fibernet glemte div. regeringer at kræve da de privatiserede, så det findes heller ikke.

Alderdomshjemmet forsvandt for mange år siden.

Bygningerne fra den skole man lukkede i 70erne, og som man også dengang regnede med ville betyde effektivitet og besparelser, står tom og usælgelig og spotter mange årtiers politikere uden evne og vilje til at forvalte.

Så er det da rart at erfare at 20 minutter stadig kan udgøre et problem.
Kæmp for det.

Hans Aagaard, Morten Clausen, Vibeke Hansen, Einar Carstensen, Jesper Nielsen, Hans Larsen, Finn Thøgersen, Tue Romanow, Kim Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Lars Riber , kjeld jensen, Troels Brøgger og Birte Andersen anbefalede denne kommentar

1 times transport for at nå arbejdspladsen, er ikke noget særsyn i Jylland. Ofte forlænges den yderligere på grund af de næsten daglige uheld på motorvejen, og ofte langt mere end 20 minutter. Så artiklen er en omgang klynk fra forkælede mennesker, der er vant til at have alle muligheder inden for rækkevidde.

Kim Houmøller, Hans Aagaard, Jesper Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Finn Thøgersen, Tue Romanow, Lars Riber , kjeld jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

20 minutter !!! JAMMERLIGT at klage over det.

Hans Aagaard, kjeld jensen, Jesper Nielsen, Finn Thøgersen, Alan Strandbygaard, Bill Atkins og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Emil Eiberg-Jensen

Artiklens EU påstand:
"EU’s oprindelige mission: at forebygge krige og konflikter på det europæiske kontinent.
- Ideen er, at hvis folk bosætter sig og arbejder i hinandens lande og gifter sig på tværs af nationaliteter, vil der opstå en større gensidig forståelse og afhængighed mellem landene. Fordomme og fjendebilleder vil blive nedbrudt, og det vil i yderste konsekvens blive sværere at få folk til at slå hinanden ihjel."

Er historisk forkert.

Ideen med EU var at skabe en økonomisk enhed hvor virksomheder i alle nationer kunne skabe et indre marked. Fx ved at have fælles tekniske standarder, og ved at virksomheder kunne etablere produktionsanlæg i andre EU lande. Ideen var at kapitalen og produktion kunne bevæge sig frit mellem landene.
Fx kunne Tyskland før 1ste verdenskrig lægge told på Tysk kul og stål til Frankrig, - hvorfor Franske industriprodukter blev så dyre at Franske fabrikker måtte lukke, hvilket så kunne få franskmændene til at svare igen med told på Tyske industrivarer osv osv.

Artiklen påstand:
»Den fri bevægelighed er den anden kronjuvel i EU-samarbejdet efter euroen,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, professor og forskningschef med ekspertise i migration på Raoul Wallenberg-Instituttet i Lund.
»Efter finanskrisen, hvor euroen er kommet under pres, er den fri bevægelighed blevet den mest direkte værdi, EU værner om.
Men der er der meget, der tyder på, at medlemsstaterne simpelthen ikke køber den længere.«

Er også forkert.

Det var fra EUs start meningen at kapitalen skulle rejse hen hvor arbejdskraften er billig. Det vil sige at virksomhederne skulle opføre produktionsanlæg hvor arbejdskraften er billig.
Ikke at skabe en folkevandring fra Øst- og Syd- til Vesteuropa.

Der er i løbet af de sidste 20 år sket 2 ting som SAMTIDIG har underløbet EUs visioner om en velfungerende økonomisk region.

1.
Den Europæiske kapital, dvs aktieselskaberne, har i stedet for at flytte deres produktionsanlæg fra Vesteuropa til Øst- og Sydeuropa, flyttet deres aktiviteter helt til Kina, hvor den kommunistiske nation i stedet for at opføre enkelte produktions anlæg, udlægger hele storbyer og omegne til branche specialiserede produktions regioner (sko, beklædning, biler etc.) efter Silicon Valley modellen.

Og 2.
Produktionen i Kina skal ikke tage hensyn til en national juridisk overbygning der beskytter arbejdstagere og miljø.

Læg oven i dette at befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika som alle mindst har 3 doblet deres befolkningsantal på 60 år, stadig tror at Europa flyder med mælk og honning.
De er ikke klar over at store delene i syd- og Østeuropa enten er arbejdsløse, - eller også pendler på sæsonarbejde til Vesteuropa og især Tyskland.

Troels Brøgger, Hans Aagaard, Morten Clausen, Flemming S. Andersen, kjeld jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Koster dig? Koster DIG!?

20 minutter?

Hvad koster din egoisme os andre? Dit ævl!?

Christian Larsen, Troels Brøgger, Charlotte Svensgaard, Flemming S. Andersen, kjeld jensen, peter hansen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar

minder mig om mine pendlerdage, flere gange oplevede jeg toget stoppede pga personskade (selvmordere). Det tog oftest få minutter i stilhed før folk begyndte at bande over de minutter der nu blev tabt i deres stramme rejseplan.

Uffe Palludan

Flemming S Andersen. Grænsekontrollen har ødelagt tusindvis af menneskers liv uden medier eller politikere har interesseret sig for det. Konsekvensen af de to kontroller har for pendlere været at myldretidstogene er blevet aflyst, så folk står som sild i en tønde. Den direkte togforbindelse fra København til Malmö har været indstillet et år. Driften er helt ustabil, så man ikke kan regne med køreplaner. En rejse fra København H til Lund C foregår på denne måde: Ti-minuttersdriften er blevet til 20 minutters-drift, hvilket betyder at ventetiden på første tog er øget fra o - 10 minutter, der reelt kunne undgås da køreplanerne groft sagt blev fulgt til 0 - 20 minutter, der er helt stokastiske. Tvungent togskift i Kastrup, hvor et helt tog skal ud af toget samtidigt, med et enormt stressniveau for at nå næste tog. Derefter er der perronskift via lufthavnsterminalen, men ofte lukkes adgangen til den anden perron for der er ikke kapacitet til at tjekke ID, så først afgående tog, der kun er ti minutter forsinket, nås ikke. Så skal et helt tog gennem ID-kontrollen samtidigt og derefter skal der ventes. Ventetiden der på København H blev øget med 0 - 20 minutter suppleres nu med en stresset proces, der varer 10 eller 30 minutter (efter den nye køreplan altid 18 minutter) og når toget kommer til Hyllie holder det 10 minutter der af hensyn til grænsekontrollen. Når toget så kommer til Malmö er man mellem 20 og 60 minutter forsinket. Altså er rejsetid på før 30 minutter er nu 50 - 90 minutter. Skal man videre til Lund forsinkes toget også her 10 minutter. Derfor er der pendlere (inkl. artiklens skribent), der har fået den ide, at stå af toget i Hyllie og blive ID-kontrolleret der for så at tage et lokaltog til Lund, for de forsinkes ikke kunstigt med 10 minutter på Malmö C. Dermed er der to togskift hvor der før var direkte forbindelse. Dette er rejsetiderne mellem knudpunkterne. Men det er jo ikke dem de rejsende til/fra. De ankommer med bus og skal videre med bus ligesom i Jylland og de er ikke nødvendigvis højfrekvente, så slutresultatet er at det bare ikke hænger sammen, når man f.eks. skal hente børn i daginstitutionen.

Rolf Eric Anithason, Lasse Skou Andersen og Einar Carstensen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Uffe Palludan

Synd at den offentlige transport ikke virker optimalt.

Altså der hvor der er en offentlig transport.

Men det har ikke en skid med paskontrol at gøre, den skulle have været der hele tiden.

kjeld jensen, Troels Brøgger og Morten Clausen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

@Uffe Palludan:
Alle de gener du nævner kan løses ved bedre service fra togoperatørerne samt mere kontrolpersonale, de har ikke grænsekontrollen som direkte årsag.
Jeg synes heller ikke det er optimalt selvom jeg i et tidligere indlæg håner artiklen forfatter i forhold til de tabte 20 min. Jeg synes bare at det er at rette smed for bager at hævde, at det er grænsekontrollen der gør det. Nej det er manglende ansvarstagen for at ville have en grænsekontrol der gør det !

Uffe Palludan

Jeg er enig i, at togoperatøren er et stort problem. Men i et lidt videre perspektiv et det hele det politiske etablissement der er det. Af uransagelige årsager er i hver fald venstrefløjen gift med DSB og jernbanen. Den virkelige skandale er at jernbanen har monopol på kollektiv transport, selv når den ikke fungerer. Og det er dette politiske garanterede monopol der er årsagen til at transportøren er et problem.

Rolf Eric Anithason

Till alla er som inte förstår artikeln och har mage att kritisera detta.

Det handlar alltså inte om den offentliga kollektivtrafikens allmänna brister, det handlar inte om de 20 minuter allena, det handlar inte om EU.

Det handlar helt enkelt om att vår frihet vi har tagit för givet sedan 1950-talet över en natt blev ett undantag och ingen kan svara på när huvudregeln åter får status som huvudregel. För ingen kan förklara kriterierna för när detta så kallade undantagstillstånd ska upphöra. Heller är de lagar och förordningar som ha skapat denna situation ingen som vågar pröva i domstol om de ens håller.

Det börjar likna Islands kapitalkontroll, när deras valuta slutade att vara internationell gångbar som en temporär åtgärd och ingen hade lov att sända pengar ut ur landet i någon betydande omfattning. Den är där än, 8 år efter införandet.

Hur många år ska den så kallade gränskontrollen få lov att vara där, och det är ointressant om den sker på flygplatsen i Köpenhamn, i Padborg eller i Salzburg och om den sker i båda riktningarna.

Dess blotta existens är ett brott mot våra europeiska och nordiska värden, och inser vi inte vad för pris vi betalar, då vår civilisation sönderfall gått långt.

Det råder ett tillstånd där en stat ensidigt stiftar lagar som har giltighet i en annan stat, detta har bara varit möjligt i mellanstatliga avtal med ömsesidigt erkännande eller genom vår överstatliga strukturer i form av EU, men nu har detta kunnat uppstå utan att någon prövar detta i vår rättsstat. I min optik är id-kontrollerna på flygplatsen och i Helsingör i strid med dansk lag och egentligen något man ska bestrida varje gång man utsätts för den.

Det handlar om att privata aktörer har fått i uppgift att sköta en polisiär verksamhet med hantering av känsliga personkänsliga dokument och rätten att avvisa folk utan rättslig grund, från att röra sig i den union/område som är deras rätt enligt internationell och nationell rätt. Besluten privata aktörer defakto tar, är inte deras beslut att ta.

Det handlar om att tusentals individer utsätts för mental påfrestning när de ska upprepande kontrolleras och utsättas för en potentiellt felbedömning av en tjänsteman inom ett område som vare sig tjänstemännen eller individerna själva tidigare har haft anledning att vara påläst på. Ingen nordisk medborgare har plikt att samarbeta med de kontroller och rutiner som har införts, men alla gör det för de inte kan genomskåda de kortsiktiga konsekvenserna av att kräva sin rätt eller orkar utsätta sig för den stress detta kräver, mer än vad själva kontrollen redan gör.

Det handlar om att våra politiker har brustit gravt i deras ansvar när de sedan 1990 när Dublinkonventionen först skapades för att hantera asylfrågor inom dåvarande EG och inför skapandet av EES/EU som just då låg på allas skrivbord som idag är Europa vi alla tar för givet.

Redan vid Dublinkonventionens skapande visste politikerna att dåtidens kompromiss var det nödvändigt att man kom tillbaka till för att få en försvarlig politik ut av den och få helhetsperspektivet i tilltaget. Men sedan 1990 har man bara lyckats uppgradera den till en förordning 2003 och igen misslyckade ta ansvar i 2013 när den senaste omarbetades och därmed fortfarande inte tagit ansvar för att skydda 500 miljoners människors grundläggande rättigheter.

När en EU-medborgare förhindras att röra sig eller utsätts för onödiga hinder i att röra sig från en ort till en annan, är det fullständigt ointressant om det sker över en historisk gräns, en nuvarande skattegräns eller om det sker mellan Nørreport och Hovedbanegården. Varje sådan handling är i något ingen ska behövas utsättas för mer än i mycket korta perioder för väl motiverade anledningar/hotbilder. Men denna situation som råder i Europa har för länge sedan inte längre kvalificerats till dessa extraordinära anledningar. Nu förr politikerna bara signalpolitik med alla godas minne som direkt kan mätas i människors hälsa och i vår ekonomi, det är en skam att inget görs!

Det handlar om att medlemsstaterna inte följer medlemsstaternas egna beslut inom EU och erkänner dessa ömsesidigt, speciellt på centrala beslut som har haft direkt effekt på denna kontrollaktivitet. Därtill att rättsstaten är för långsam att skapa konsekvens av dessa regelbrott.

Det handlar om några medlemsstaters oansvarliga förda flyktingspolitik på hemmaplan och på världsplanen och de konflikthärder som medlemsstaterna själva har bidragit till, under en lång tid, som bidrar till en skev magnetism till Europa. Och efter många års oansvarlig politik, med ursäkten att man är en stor humanitär eller demokrat, så har man mage på att klaga på konsekvenserna av denna politik. Det är en lika stor skam att dessa stater får utsättas folket för dessa övergrepp när deras situation är 100% egenskapad.

Det handlar om att tusentals människor, som ingen politisk inflyttande har måste huka sig när eliten flyr sitt ansvar. De danskar som har flyttat till Skåne, har ingen rösträtt vare sig till Riksdagen i Stockholm, som har fattat dessa för regionen ensidiga beslut, eller till Riksdagen i Köpenhamn där politikerna egentligen borde arbeta för deras rätt. Men eftersom dansk lag ifrån tar dem deras rösträtt, har ingen politiker något att vinna på att driva deras sak eller att förlora på låta bli, då dessa individer ändå inte har någon som helst politisk inflyttande i någon av medlemsstaterna.

Många av dessa individer, om de så är danska eller svenska medborgare, har flyttat till Skåne och behåller jobb i Köpenhamn av ekonomiska eller humanitära hänsyn, för Köpenhamn är för dyrt eller en för att en för stram flyktingpolitik förs, för dessa samhällsklasser, eller som född i Skåne och tar jobb inom sektorer som är låglönejobb på Själland, men pga Sveriges brott mot EU ekonomiska politik gör dessa jobb relativt välbetalda för skåningar.

Hade denna kontrollaktivitet gjorts innan Gentofte och Nordsjälländska stationer med motiveringen att skydda de välbärgade från fattigdomens och kriminaliteten fattigdom teoretiskt skulle medföra, eller på Slussens station i Stockholm med motivationen att Uppland ska skyddas mot Sörmlands brist på kontroll av sina gränser, nu när så många flyktingar kommer, hade detta inte kunnat fortsätta så länge som det nu gör eller ens uppstå.

För då hade individer med ekonomisk och politisk makt sagt ifrån så fort som det "reella" behovet var avvärjt. Nu har det politiska systemet säkrat sig att det inte är någon som kan ansvars göra dem för deras maktmissbruk.

Alla borde kunna identifiera sig med detta, för alla har passerat tullslussar med rädsla att bli stoppad, oavsett om man har för mycket alkohol med sig eller ej. Alla har någon gång utsatts för något som känns fel, men upplevt en maktlöshet att kunna åtgärda det och bara hukat sig för att komma förbi situationen så snabbt som möjligt. Denna känsla av ogrundad kontroll och denna känsla av maktlöshet är där varje dag, och det är oss andra som i vårt goda minne låter detta dra ut på tiden och kosta. Och detta är en skam, jämtemot allt vi har byggt upp och påstår att vi står för. Våra vackra ord har inget värde när de inte kan försvaras i kristider.