FREMAD AMAGER
Fodboldklubben, der ikke vil rykke op
En kommercialisering af den gamle, stolte arbejderklub Fremad Amager har været så effektiv, at den har taget stormløb op gennem de danske fodbolddivisioner, budt sig til i 1. divisions topstrid og været få point fra at placere sig i ’akut oprykningsfare’. Men en oprykning til Superligaen kan betyde, at klubben må sige farvel til alt det, der har rundet den
Tekst: Rasmus G. Svaneborg
Foto: Sofie Amalie Klougart
I Fremad Amagers fanbus mod Hobro er stemningen fra morgenstunden høj. Der drikkes øl, sodavand og Somersby-cider med rabarbersmag fra de medbragte rammer, højttalerne spiller, og fansene snakker ivrigt, når de ikke synger med på Fremad Amager-hymnen »Fremad er Gud«.
Når håret bliver gråt i gråt
Og vi er gået bankerot – igen
Og igen
Er det stadig her i Sundby, som vi skal

Det er klasseunderholdning
Øllet har en dejlig smag
Vi elsker Fremad A!
Formanden for fangruppen De Blå/Hvide Engle, Brian Nielsen, synger lavmælt med, mens han enten ser formel 1-løb på sin mobiltelefon eller forsøger at uddele sponsorers merchandise til medpassagererne. Cideren ville være perfekt med et skud vodka, konstaterer han.

På turen til Hobro er der rygepause omtrent mellem hvert tredje kvarter og en times kørsel, det er som et fast forventeligt ritual. Ligesom en anden tradition, udebanefarerne har fået opbygget.

»Er Wayne med?« råbes det i bussen, når den kører videre fra et stop.

For et par år siden faldt Wayne nemlig i søvn på et toilet på en rasteplads. Bussen glemte ham og kørte videre hjem. Da det blev opdaget, ringede de andre til ham for at fortælle, at han skulle blive, hvor han var. Wayne nægtede og begyndte at gå langs motorvejen, indtil han fik et lift. Derfor er det både en nødvendig sikring, men også et fælles grin, at der efter hvert stop skal råbes på Wayne.
Brian Nielsen
Formand for fangruppen De Blå/Hvide Engle. Sluser frivilligt tilskuerne ind på Sundby Idrætspark

Jeg er født til at være Fremad Amager-fan. Min familie har altid været Fremad Amager-fans, og min storebror spillede på førsteholdet i Fremad Amager.

Det første, jeg kan huske, om Fremad Amager er fra 1970, hvor jeg var tre-fire år gammel og var med ovre og se kampene. Jeg kan ikke huske så meget, men jeg kan huske stemningen og alle menneskerne.

Jeg nyder, at jeg har været med til at opbygge et hold, fra da vi gik konkurs i 2009. Det har så også været en lang proces.

Vi spiller for at vinde, og rykker vi op, ja, så rykker vi op. Vi går ikke ud og taber for ikke at rykke op.

Bussen er på vej mod Himmerland for at støtte Amagers bedste fodboldhold i forsøget på at tage den tredje sejr ud af tre mulige mod 1. divisions tophold Hobro. En klub, der har gennemgået netop det, som Fremad Amager helst vil undgå: en så stor og hurtig succes, at fællesskabet og klubbens værdier bliver efterladt i stumper.

Fremad Amager har siden klubbens konkurs og tvangsnedrykning i 2009 sejret sig fra Københavnerserien til 1. divison. Klubben har flirtet med oprykningsstregen, der giver mulighed for at spille i landets bedste række, Superligaen. Den har tidligere slået Hobro af to omgange og har med Sundby Idrætspark og ligaens næsthøjeste tilskuertal i ryggen været tæt på at bringe sig i »akut oprykningsfare«, som en tilhænger udtrykker det. For Amager vil ikke rykke op.

Klubbens stadion er blevet legemliggørelsen af sammenstødet mellem en mindre, lokalt forankret arbejderklub og toppen af branchens elitestandarder. Mellem semiprofessionelle forhold og professionelle krav. På holdets hjemmebane i Sundby Idrætspark lever Amager-klubbens hundredårige historie nemlig videre. Og det kan blive udfordret, hvis klubben rykker op.

Det er en af de få fodboldarenaer, hvor der sælges guldøl. Grillpølserne er enorme, og efter hver Fremad Amager-scoring tordner Kim Larsens »Vi er dem de andre ikke må lege med« ud af højtalerne i Sundby. En sang, der indkapsler Fremad Amagers mentalitet, fortæller speakeren og dj'en. Tilhængerne elsker deres gamle idrætspark med kun en enkelt tribune og beskedne sikkerhedsforhold. Klubbens arbejderværdier som sammenhold og 'begge ben på jorden' spirer fra stadion, hvor afstanden mellem holdets stjerner og tilhængere er så kort, at tilskuerne fra sidelinjen kan klappe træneren på skulderen under en kamp. Men hvis ambitionerne vokser, spillerne overpræsterer, og klubben rykker op i Superligaen, kan det hele risikere at forsvinde.

For nok har stadionnet sin charme, men parat til Superligaen er det ikke. Faciliteterne er knap godkendte til at leve i 1. division, da fodboldbanen ikke har spotlys installeret, hvilket klubben har fået en dispensation fra DBU til at undlade i deres første sæson i rækken. Og rykker de op i Superligaen, følger en lang række ekstra krav om f.eks. varme i banen og øgede sikkerhedsforhold.

Alligevel er det ikke kun de praktiske omstændigheder, der får selv klubbens direktør, Flemming Rosenkrantz, til at sige, at han ikke ønsker, at klubben rykker op. For det er slet ikke det brand, de sælger, fortæller han.

»Det er ultra simpelt. Vi er ikke klar til Superligaen. Og jeg og ejerkredsen har ingen interesse i, at Fremad Amager bliver et yoyo-hold, som den ene sæson blæser op, fordi vi har klaret det godt, og den anden sæson får så mange rockertæv i Superligaen, at vi ryger direkte ned igen.«

Fanformanden Brian Nielsen håber, at holdet vinder deres kampe. Man spiller jo for sejr, som han siger. Men hvis det ender med, at Fremad Amager rykker op i Superligaen, vil det i værste fald betyde, at klubben må skifte det historiske stadion fra 1922 ud med et andet i København. F.eks. i Tingbjerg.

»Vi fans kan også se problemet. Vi vil hellere spille 1. division i Sundby end Superliga et andet sted. Det vil jeg i hvert fald. Det er vores hjemmebane, så hvis der var tale om, at vi skulle til Tingbjerg eller Parken, så var det jo ikke Amager længere. Og vi er jo fra Amager, og her bliver vi også,« siger han.
Fodboldklubben blev stiftet i begyndelsen af det 20. århundrede af folk fra en arbejderbyggeforening på Amager ved navn ’Fremad’, som ifølge klubbens arkiv henvendte sig til håndværkere og arbejdsfolk.

Den arv er tilhængerne stolte af, men kort før finanskrisen ramte Danmark, blev den sat på prøve. Den tidligere FCK-topscorer og færing Todi Jónsson kom rullende ind på øen med en gruppe andre færinger og en pose penge for at opkøbe et økonomisk presset Fremad Amager. Der skulle bygges et nyt stadion, og flere klubhold på Amager blev samlet til et større, fælles FC Amager. Men de store drømme varede kun for et kort øjeblik, og pludselig var klubben gået konkurs og tvangsnedrykket til Københavnerserien.

Da Fremad Amager få år senere havde kæmpet sig op i Danmarksserien, blev forretningsmanden Flemming Rosenkrantz’ interesse vakt, og da klubben rykkede op i 2. division, slog han sammen med sin kompagnon Flemming Kjellerup til og købte 80 procent af klubbens aktier.

Han er gået til klubben med forretning og vækst for øje, og med sig har han – mener han selv – en for dansk fodbold unik strategi.

»Det er meget hjerternes fest, de her topbrands (storklubber, red.). Man er meget styret af følelser, og selv om man forsøger at være forretningsorienteret, så sker der tit det, som sport kan, at det rører folk utrolig meget emotionelt, og det påvirker deres beslutninger,« siger han om resten af fodboldbranchen.

Den tankegang er langt fra hans ledelse af Fremad Amager. Fodboldklubben og hele universet omkring den er for ham et produkt, der skal kommercialiseres. Og produktet er autentisk lokalfodbold, som du ikke finder det i F.C. København eller Brøndby IF.

»Fodbolddrift som en isoleret enhed er noget, man skal have respekt for. Du kan ikke leve af transfers og folk på stadion, det kan ikke lade sig gøre,« siger Flemming Rosenkrantz.

Sportsbrands rummer meget andet end fodbold. Klubber skaber en platform for virksomheders reklamer i form af sponsorater, og i stadions loungeområder bliver sportsoplevelsen brugt som ramme for netværkspleje. Og netværkstanken er netop ejernes forretningsvision for klubben. Hvis det potentiale udnyttes optimalt, kan det være en god forretning, mener Flemming Rosenkrantz. Virksomhederne betaler nemlig for at være med i netværket. Det mindste sponsorat koster 18.000 kroner om året, de største sponsorater begynder på 250.000 kroner, og der er omkring 120 selskaber med i netværket.

For Flemming Rosenkrantz handler det om at skabe et produkt, en fodboldklub, der har en anden identitet end de allerede etablerede. Han vil via kommercialisering og med klubbens historik in mente stable en fodboldklub på benene, hvis økonomi kan hvile i sig selv. Det ultimative mål er, at amagerkanerne i sidste ende kommer til at eje Fremad Amager via folkeaktier.
Jan Kruse
Blå/Hvid Engel, stadionspeaker, arrangør af udebaneture, gift med Gurli Kruse og papfar til Steen Sørensen

Det er rigtig rart at have sin familie her på stadion også. Jeg ser ikke så meget til dem, fordi vi laver hver vores ting, men det er jo også dét, vi har omkring det her. Vi har noget at snakke om, når vi kommer hjem søndag eftermiddag. Så sidder vi der og kan snakke om, ’hvor meget kaffe fik du lavet’, og ’hvor mange mennesker fik du lukket ind’.

Jeg kan godt lide, at jeg gør noget for klubben. Jeg er blevet ved med at komme, fordi jeg har kendt så mange mennesker herovre.

Mange af dem, som kommer på Amager og er fra Amager, er folk jeg kender, så vi bliver ved med at komme. Og det er jo også det sociale i det, at man kommer og drikker lidt øl, snakker sammen og hygger sig.

Jeg ser hellere, at vi konsoliderer os i 1. division, frem for at vi ligger i bunden af Superligaen.

I bussen på vej mod Hobro er det Jan Kruse, der styrer musikken. Han har været i og omkring klubben hele sit liv, og når holdet ikke spiller på udebane, er det ham, der er stemmen på stadion. Han er nemlig efter eget udsagn den længst sidende stadionspeaker i Fremad Amager – en post, som han har passet med stolthed siden 2009.

»Jeg er stolt af, at jeg arbejder for klubben og gør noget for dem. Det ved jeg, at alle, der arbejder på stadion, er. De har jo deres tilhørsforhold til Fremad på en eller anden måde, og de er alle stolte af, at de gør noget for klubben. Jeg synes, det er en vigtig opgave, jeg udfører for klubben også.«

Han styrer ølsalget på bussen, og tilhængerne kommer da også til ham, hvis de er utilfredse med, at de unge fans larmer i bussen. Han har en Fremad Amager-træningstrøje på, og han sætter en ære i at bære klubbens værdier og kultur, som selv har rundet ham.

»Jeg er vokset op i Urbanplanen (boligområde på Amager, red.) og er altid kommet i Sundby Idrætspark. Det var de gode, gamle 70’ere med Søren Lerby og de der drenge. Så jeg har altid haft en tilknytning til Sundby Idrætspark. Jeg gik i skole lige overfor, så vi rendte rundt og spillede fodbold der,« siger han.
Den nådesløse, kommercielle tilgang til den traditionelt arbejderbaserede og amatørdrevne Amagerklub vakte også opsigt på Sundby Idrætsparks tribuner, da de nye ejere kom busende i 2013. Flere fans var i begyndelsen skeptiske.

»Først gik det stærkt, fordi de havde en masse ideer, som de også gerne ville have på banen. Men efterhånden har man fundet ind i en måde at gøre tingene på, så man kan følges ad. At fansene også har forståelse for, at ledelsen gør det i et bestemt tempo, og at de har forståelse for, at vi er fra Amager, og at vi gerne vil have, at tingene er, som de plejer at være,« siger han.

Den nye ledelse tog en ny forretningsmodel med sig, men det er nu ikke det, fansene tænker mest over. Det er i stedet de mere lavpraktiske forandringer, som de fra tribunen kan se, føle og smage på.

»Det kan jo være nye tiltag på stadion, som at lave en flæskestegsburger, som man kalder for ’en sviner’. Man har lavet forskellige tiltag gennem tiden, og det har jo været sådan noget med ølpiger – piger, der serverer øl på tribunen i blå dragter. Klubben var nok mere parat til det, end fansene var, men fansene har vænnet sig til, at der sker nogle nye ting på stadion. Så man skal som fan også være omstillingsparat, ligesom man skal være ude i det virkelige liv,« siger Jan Kruse.

»Tingene kan ikke bare være, som de var i 1910.«
Gurli Kruse
Blå/Hvid engel, kaffebrygger på stadion. Laver mad på udebaneture. Gift med Jan Kruse. Mor til Steen Sørensen

Min mand har været her hele sit liv, og så også min søn, og efterhånden som tiden gik, syntes jeg, at det var lidt kedeligt at sidde derhjemme.

I begyndelsen var det ikke så tit. For det var jo rart, når vejret var koldt, at der så var varm mad, når de kom hjem.

Men med årene syntes jeg, at der skete ret mange hyggelige ting herovre. Blandt andet begyndte de at lave Engle-ekspressen, hvor vi kørte ud til udekampe. Og der var fest i bussen, og jeg lærte en masse søde mennesker at kende, og så blev jeg grebet af det. Det troede jeg ellers ikke, at jeg ville, men det blev jeg.

Det er fint, at vi bare er i 1. division. Når man kommer op i Superligaen, så bliver der stillet andre krav. Både til publikum og måske til dem på stadion, hjælperne. Det er mere professionelt. Nu er det mere på hyggestadiet.

Gyllestanken hænger i luften, da Fremad Amagers fans i højt solskin træder ud af bussen i Himmerland. De 35 fans finder sig selv foran Hobros fodboldstadion, der ligger i kanten af et lille skovområde.

»Det er, som når man vågner på lokummet på et bodega,« udbryder en fan om den uvante lugt.

Amager er kommet på landet.

»Altid på hjemmebane,« annoncerer et medbragt banner, mens trommen lyder, og støttesangene begynder. Under spillernes opvarmning klapper de ud til deres fans, og ligeså gør direktøren Flemming Rosenkrantz.

»Tak, fordi I gør det!« siger han.

Hobros fodboldhold har som Fremad Amager taget en eksplosiv tur op gennem divisionerne. Holdet fra Himmerland blev hele Fodbolddanmarks darling, da det tog fusen på Superligaen, besejrede FCK og Brøndby og overlevede den første sæson med overraskende godt spil og gode resultater. Det varede dog ikke ved, fansene oplevede, at klubbens ikoniske fællesskab smuldrede, og året efter stod det allerede klart halvvejs i sæsonen, at Hobros mange nederlag ville tvinge dem tilbage i den næstbedste række. Efter første sæsons succes skiftede træneren klub i et uskønt forløb, spillerprofilerne røg til udlandet, og de tilbageværende stod bombet tilbage til før begyndelsen af eventyret.

Fremad Amager er som Hobro en mindre klub, og på trods af muligheden for at udfordre storklubber som F.C. København og Brøndby, øgede indtægter fra tv-rettigheder, sponsorater og besøgende fans, så ønsker Fremad Amager ikke at bevæge sig ud på samme usikre grund, som Hobro gjorde det.

På Hobros stadion DS Arena kan man altid finde Allan Andersen. Han var sikkerhedschef for klubben i sommeren 2014, da den rykkede op i den bedste række for første gang nogensinde. I dag er han formand for fanklubben Hobro Ik Support, men han husker tydeligt, hvor hårdt og udfordrende det var at omstille klubben fra at kæmpe mod FC Vendsyssel til at huse 1.500 støjende Brøndby-fans. Og han kan sagtens forstå Fremad Amagers bekymringer.

»Ud over at der skal adskillige millioner til en ombygning af Sundby Idrætspark, så skal der også geares op over alt. Superligaen er det største cirkus i Danmark, Benneweis kan godt gå hjem og vugge,« siger han.

Allan Andersen kunne med sine medfans opleve, at de værdier, som var blevet tilskrevet en hovedrolle i Hobros succes, begyndte at smuldre.

»Hvis vi skal tage fankasketten på, så oplevede vi da også, at den der den holistiske tankegang og ’ingen over klubben’ så småt begyndte at smuldre,« siger han.

For eksempel forlod kulttræneren Jonas Dahl klubben. Derudover skiftede flere af topspillerne til større klubber, og de blev erstattet af udenlandske spillere, som ikke var blevet opdraget med den nærhed, fælleskab og sammenhold, som definerede Hobros fodboldhold.

»Og vi står så tilbage i kaos. Resultatmæssigt var vi banket ned. Så der oplevede vi jo bagsiden af medaljen. Vi har altid sagt 'i medgang og modgang', og der må man da sige, at der skulle da være modgang på den hårde måde.«

Alligevel var det hele turen værd, mener Allan Andersen.

»De to år i Superligaen vil jeg ikke bytte med noget, for ud over at Mariagerfjord Kommune har fået noget brand og reklame, som ikke kan betales for penge, har klubben også fået mange ting og lært mange ting. Vi er ikke her i dag, hvis ikke vi nåede Superligaen i sommeren ’14. Så kunne vi lige så godt være en middelmådig 2. divisionsklub. Jo, for helvede det var det værd,« siger han.

Hobro accepterede i vinteren 2016, at de var på nedrykningskurs og begyndte i stedet at planlægge langsigtet for at sikre sig det bedst mulige udgangspunkt, når de i år forsøger at kæmpe sig tilbage til Superligaen. Og det ser ud til at lykkes. Med 11 kampe tilbage tager Hobro ubestridt føringen i 1. division.
Røvsparks-legenden fra EM ’92, John ’Faxe’ Jensen, overraskede mange, da han blev træner i Fremad Amager, der dengang i 2014 spillede i 2. division. Faconen hos træneren, der har ført Herfølge til mesterskab, gentaget bedriften som assistenttræner for Brøndby og prøvet kræfter i Englands Premier League som assistenttræner i Blackburn Rovers, er gået rent ind hos fansene.

Fremad Amager er klubben, hvor F.C. Midtjyllands spilleres omklædningsrum blev bestjålet under en pokalkamp på Sundby Idrætspark, men det er også klubben, hvor træneren tager en kold pilsner med fansene.

Klubben og Sundby Idrætsparks gammeldags udtryk tiltalte ham, men rendyrket nostalgi var ikke den eneste faktor. Ejernes visioner var spændende, og selv om kurven med penge, som han fik at råde over, var mindre end så mange andre steder, så tændte det en lyst til udfordring i ham at forsøge at skabe mest muligt med færre midler.

»Det afgør, hvor dygtig man er som træner,« siger han.

»Men jeg synes egentlig, at da jeg gik ned af trapperne til Rottehullet, som vi jo kalder det dernede, at der var det ligesom at komme tilbage til det gamle. Og det synes jeg er fedt, og det er også sundt for spillerne,« siger han.

Rottehullet er klubbens omklædningsrum, der ligger i kælderen under klubhuset og er som taget ud af 1980'ernes Brøndby, hvor ’Faxe’ slog igennem som fodboldspiller.
Steen Sørensen
Blå/Hvid engel, søn af Gurli og papsøn til Jan. Sluser frivilligt tilskuerne ind på Sundby Idrætspark

Jeg blev fan, da min mor fik en kæreste, som har set fodbold her i Sundby Idrætspark, siden han var ganske lille. Så endte det med, at jeg kom herover en søndag, syntes det var lidt hyggeligt, kom igen næste søndag, og så blev det ved.

Det er 27 år siden. Dengang spillede man klokken 10.30, og så var man jo tidligt hjemme, og der stod mor så klar med varm mad derhjemme. Så det var jo fantastisk. Mor har været med de seneste fem år.

Grunden til, at jeg kommer igen søndag efter søndag, er fælleskabet. Det er hyggen og de nye venskaber. Vi ser noget fodbold og traver landet rundt i en fin bus.

Fremad Amager er autentisk, det er småt, og det er ikke et kæmpestort stadion med en masse fancy ting. I stedet er det traditioner, gammelt og lidt slidt.

John ’Faxe’ Jensen har lidt svært ved at tale om, at klubben ikke vil rykke op. Klubbens målsætning er at ende bedre end nummer 10 og dermed overleve deres første sæson i 1. division, og derfor er oprykningen egentlig slet ikke på tale.

»Vores intentioner i forhold til projektet er, at vi lægger de rigtige sten – og ikke lægger én kæmpe kampesten. Det er der ingen tvivl om. Så er det klart, at vi sætter en målsætning. Vi er lige rykket op i 1. division, og hvordan det så kommer til at gå, må vi se,« siger han.

Han vil dog ikke udelukke, at hvis holdet med tre-fire kampe tilbage stadig er med i opløbet om oprykning, så spiller de for at klare sig bedst muligt. Så er der bare lige problemet med, at DBU's regler ikke tillader et stadion som Sundby Idrætspark i Superligaen.

»Hvis man kommer dertil, skal man tage den problemstilling op, og vi kan jo ikke gøre for, at der er nogle regler i DBU og Spillerforeningen, og hvis de fastholder de regler, så er der selvfølgelig et problem,« siger John Faxe Jensen.
På trods af de mange øl, råb og trommeslag fra Fremad Amagers fans i Hobro bevæger kampen sig den forkerte vej. I anden halvleg falder Amagers drenge sammen, Hobro scorer fire gange, Amager scorer nul, og dermed er afklapsningen fuldendt. Det gør selvfølgelig busturen hjem en smule længere for de medrejste fans, men det er ikke noget, de tager for tungt. Tilbage i bussen knappes endnu en cider op.

Men burde tilhængerne egentlig juble, for nederlaget minimerer jo chancerne for den frygtede oprykning?

»Nej, det er ikke godt, at vi taber. Det er aldrig godt, vi taber, men det er sådan en af de kampe, som vi godt kan tillade os tabe. Det er topholdet, vi møder, og et af de bedste hold i divisionen,« siger fanformanden Brian Nielsen med en Somersby Red Rhubarb i hånden.

– Men hvis I alligevel ikke vil rykke op, så …

»Vi vil gerne rykke op!«

– Nå, det vil I alligevel gerne?

Brian Nielsen trækker på det.

»Jaaa, altså … Vi skal bare vinde fodboldkampe, det er derfor, vi spiller. Gør det så, at vi rykker op, ja, så rykker vi op. Men... Der bliver lidt arbejde med.«
Tekst: Rasmus G. Svaneborg
Foto: Sofie Amalie Klougart

Redaktion: Johanne Pontoppidan Tuxen
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Thomas Overbye
    Thomas Overbye
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
Thomas Overbye, Erik Karlsen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu