MOSUL
Først fordrev de IS, så begik de massedrab
I den afsluttende fase af slaget om Mosul fulgte krigsreporteren Ghaith Abdul-Ahad de irakiske soldater under deres sidste fremstød mod Islamisk Stat. Han beretter om bestialske hævnaktioner og drab begået af vores allierede
10. juli 2017. Irakiske sikkerhedsstyrker slæber en mand, som de anklager for at have kæmpet for Islamisk Stat, gennem en bygning i den gamle by i Mosul.
MARTYN AIM/CORBIS/GETTY IMAGES
Ghaith Abdul-Ahad
Krigskorrespondent
Mosul, Irak
En varm og svedklæbende juli-aften under den sidste fase af slaget om Mosul satte en gruppe irakiske hærofficerer sig ned for at spise aftensmad i et beslaglagt civilt hus ikke langt fra ruinerne af den moské, hvor Islamisk Stats leder tre år tidligere havde udråbt et nyt kalifat. For bordenden sad kommandanten, en stor og firskåren mand, flankeret af sine to majorer. De øvrige officerer tog plads alt efter rang, med underofficererne placeret for modsatte bordende. Kommandanten, som var på slankekur, havde bedt sin kok om ikke at servere kød ved måltiderne, men i aften var en ganske særlig lejlighed. Dagen før havde hans enhed befriet endnu en husblok i en gade i den gamle by og uden tab.

For at fejre denne krigslykke blev der nu serveret et festmåltid på det hvide plastikbord: brød i okrastuvning med stegte kødstrimler og bunker af ris, tilsmagt med nødder og rosiner.

I de otte måneder, som var gået siden kommandanten og hans mænd var blevet indsat i slaget om Mosul, var kalifatet skrumpet ind til en tynd stribe i den gamle by, indeklemt mellem floden Tigris og fremrykkende styrker fra hær og politi. De tusindvis af IS-krigere, som havde erobret millonbyen, Iraks tredjestørste, så ubesværet i 2014, sad nu som fanget i en fælde og måtte klare sig uden rindende vand og elektricitet – med svindende forsyninger af mad og medicin og udsat for daglige angreb fra amerikanske droner og kampfly.

Fanget i belejringen med dem var tusinder af civile. De få, som klarede at flygte over frontlinjen, var beskidte, udsultede og halvt vanvittige af tørst og de uafladelige bombardementer, når de dukkede frem.
Et indædt byslag
Officererne, der var samlet om aftensmåltidet, var alle veteraner i krigen mod IS, men skønt de var hærdet af mangeårige kamperfaringer, kunne intet sammenlignes med, hvad de havde oplevet de seneste uger i Mosul i et af de mest indædt brutale byslag siden Anden Verdenskrig. De kæmpede i smalle gyder, fra gamle stenhuse og tætte netværk af tunneller og kældre. Deres terrænvinding skulle nogle gange måles i få meter, og deres tabstal var støt stigende.
»Vi har kun et slag tilbage – så vil hele Mosul være befriet, inshallah,« sagde kommandanten imellem to store mundfulde mad.

En kaptajn, som stadig haltede lidt efter et skudsår i benet, sagde: »Vores fældre talte altid om Iran-Irak-krigen som ’den lange krig’. Deres krig varede i otte år. Snart har krigen mod IS varet endnu længere.«

Efter almindelig latter over hans bemærkning bad kommandanten officererne om at gå ind på de militære kort på deres smartphones, så ville han forklare planen for næste dags fremstød.

»Først indtager I denne bygning, så etablerer I stillinger her og på gadehjørnerne der og der,« sagde han og gav dem koordinaterne.

»I næste omgang skal I rykke videre frem til denne høje bygning. Andre enheder vil dække jeres flanker. Når I har erobret bygningen, vil I kunne dominere hele området med jeres snigskytter, og så kan vi nå floden inden for få timer.«

Efter måltidet, før alle brød op, spurgte en mager, senestærk underofficer ved navn Taha, kommandanten: »Sir, hvad gør vi med vores to fanger?«

To personer havde aftenen før krydset frontlinjen og søgt ly hos en civil borger, der imidlertid havde angivet dem til hæren.

»Vi prøvede at overdrage dem til efterretningstjenesten, men de ville ikke tage dem.«

»Ja,« sagde kommandanten. »Det sagde de også til mig: ’I må selv klare de tilbageholdte i jeres ende. Vi kan ikke tage os af det på grund af menneskerettigheder og Røde Kors-inspektioner’.«

»Vi har bearbejdet dem hele natten,« sagde underofficeren. »Den ene indrømmede til sidst, at han havde været med i Daesh (IS, red.), men han påstod, at han forlod dem for to måneder siden.«

Alle i værelset lo. »Den anden« fortsatte underofficeren, »slog vi endnu hårdere, men han tilstod ikke, så jeg tror, han må være uskyldig.«

»Bare ekspedér dem,« sagde en major.

»Sæt den ene fri og ekspedér den anden«, rettede kommandanten.
Summarisk dom
Med en afsagt dom var spøgsmålet nu, hvem der skulle have æren af at gøre det af med IS-krigeren. Kifah, en høj og tynd soldat, stod ved siden af bordet og bad om at få fangen udleveret. Men underofficeren foreslog at give fangen til en kaptajn, der stadig sørgede over tabet af sin bror, som blev dræbt af IS for en måned siden.

»Ring til ham og giv ham den tilbageholdte,« sagde kommandanten, idet han rejste sig fra sin stol. Officererne rejste sig ligeledes hurtigt og indtog retsstilling, mens kommandanten gik ind i stuen, hvor der ville blive serveret te.

I et nabohus krøb de to fanger sammen i hjørnet af et umøbleret rum med grønne vægge, kun oplyst af et lysstoffrør, der hang i loftet. Udenfor gik soldater i T-shirts og shorts frem og tilbage uden at være opmærksomme på dem.

Straks efter aftensmaden gik Taha ind i stuen og greb fat om hovedet på den yngste af de to – manden, der skulle sættes fri på kommandantens ordre. Han var blevet slået så hårdt, at hans ene øje var lukket til af lyserød hud. Læberne var blå, tykke og fortrukket i en grimasse.

»Hvad så, makker, har du mistet et øje? Hvem har dog behandlet dig sådan?« spurgte Taha leende.

Fra den flok soldater, der var stimlet sammen omkring de to tilbageholdte, trådte en ranglet og radmager soldat frem. Han havde et skævt smil på læberne. »Hvorfor? Hvorfor har nogen dog været så ond imod en stakkels borger?« drillede Taha, og soldaterne stak i et hyl som svar.

Den unge fange stirrede tilbage med udtryksløst blik i sit ene gode øje. »Du«, sagde underofficeren til den dødsdømte mand, »kommer med mig«.

Da de kom ud på gaden, proppede de to soldater manden ind i bagenden af en humvee – et terrængående militærkøretøj – hvorpå de kørte af sted for at overrække ham som gave til den sørgende officer.

Underofficeren gav med let nik og løftede øjenbryn til kende, at nu var denne sag afgjort. Da humvee’en var kørt, blev den fange, der skulle sættes fri, ført ind. Soldaterne skubbede ham ud på den mørke gade og gav ham ordre til at løbe væk derfra så hurtigt, han kunne. Hvis han vendte sig om, ville de skyde ham ned på stedet. Manden haltede afsted ud i mørket, slæbte sin martrede krop med sig. Mest sandsynligt var det, at han nu ville blive tilbageholdt og torteret igen af en anden hærenhed.
8. juli 2017. Civile går forbi de irakiske sikkerhedsstyrkers humvee under kampene om den gamle by i Mosul.
MARTYN AIM/CORBIS/GETTY IMAGES
Næste morgen tog Taha og to officerer ind til den gamle by for at rekognoscere ved frontlinjen før det slag, der skulle begynde. De gik igennem gader, der var oversået med forvredne vrag af biler og lastbiler, forbi halvt sønderskudte huse og bombekratere efter flyangreb. Da de nåede til enden af en smal gade, blev deres opmærksomhed fanget af en kvindes højlydte skrig.

Et stykke derfra var en soldat fra en anden enhed ved at trække en tynd kvinde afsted ved hendes håndled. Hendes bluse var flænset åben og tørklædet gledet ned på skulderen, så et trævlet sort-hvidt hår kom til syne. Hun forsøgte at stå imod, imens hun vaklede barfodet over mubrokker og jamrede og bønfaldt om hjælp, men soldaten trak hende ind i et udbombet hus. To andre soldater, der fulgte efter ham, fortalte grinende officererne, at de vidste, kvinden måtte være fra IS, for de havde fundet ’fem bundter’ (50.000 dollar) på hende.

Mosul er en velstående by efter irakiske forhold, og da Irak ikke har noget fungerende bankvæsen, kunne kvinden i teorien have haft hele familiens opsparing i kontanter på sig. Men efter tre år under IS-styre havde de fleste tilbageværende indbyggere i byen solgt, hvad de havde for at kunne brødføde deres familie – og havde de haft råd til at finansiere familiens flugt, var de for længst over alle bjerge. Derfor var der gode grunde til at mistænke kvinden for at have forbindelse til IS.

Officererne bandede misundeligt over den heldige soldat, som var stødt på alle de penge. »Og så fik han en kvinde med i købet,« sagde den ene.

»Men så du, hvor grim hun var?« svarede den anden. Så gik de videre, ned ad en ny gade.

De gjorde holdt igen ved al-Nuri-stormoskeen, hvorfra IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi talte til sine tilhængere i 2014 og tog selfies med ruinerne som baggrund. Den middelalderlige al-Hadba-minaret, som længe havde været et vartegn for byen med sin bemærkelsesværdige hældning, der mindede om det skæve tårn i Pisa, lå ødelagt i ruindyngerne med sine over 800 år gamle mursten. Den blev sprængt i luften af IS-krigere på deres tilbagetog midt i juni. Fra ruinerne bag minareten myldrede flere flygtninge frem fra de ruinagtige huse, skræmte og konfuse, efter måneders belejring og bombardementer. Selv efter Mosuls standarder var de elendige og forkomne.

En soldat, der bar på en ældre kvinde, stoppede op midtvejs for at få pusten. Hun klamrede sig til soldatens ryg, panisk af frygt for, at han skulle efterlade hende midt i dette kaos. Taha gik hen til soldaten og gav ham en hånd, og sammen bar de hende over til et interimistisk lazaret, hvor militærlæger forsøgte at hjælpe de flygtende.
’En krigers sår’
Efter dem fulgte en yngre kvinde, den ældre kvindes datter, som holdt en stor koran i sine hænder, og hendes sårede bror, som lå på en båre, der blev båret af to soldater. Hans knogler var synlige i den radmagre hud, det højre ben var lagt i bandage, og han havde et gammelt ar, der strakte sig hen over hele underlivet. Da de havde sat ham af på lazarettet, forlod de to soldater stedet.

Nu fattede andre soldater imidlertid interesse for manden på båren, greb fat i ham og begyndte at udspørge ham om hans kvæstelser.

»Han forsøgte at hente vand i floden, da han blev skudt ned af en snigskytte,« råbte hans søster, mens broren lå på båren og smilte blegt.

»Det her er en krigers sår,« sagde en soldat. »Sørg for, at han bliver genforenet med sine brødre.« To mænd hjalp den sårede magre mand på benene, førte ham på tværs over gaden og ind i en tom butik, hvor han blev skudt på stedet.

De to kvinder skreg, tryglede og jamrede, men soldaterne ignorerede dem. »I er Daesh,« sagde en soldat. »Alle i den gamle by er Daesh.«

At IS fik så relativt let spil, da de indtog Mosul i 2014, var til dels på grund af de irakiske sikkerhedsstyrkers adfærd i byen: De er almindeligt forhadt for at optræde som sekteriske besættelsesstyrker, med hyppige overgreb på civilbefolkningen og vilkårlige tilbageholdelser. I første fase af slaget om Mosul var den irakiske hær og politi opsatte på at ændre på deres negative ry fra den tid og gik derfor langt for at redde civiles liv. Soldater og officerer indsatte køretøjer til at hjælpe folk med at evakuere deres hjem, og de tilbød vand og medicinsk hjælp.

Men den gamle by blev set som Islamisk Stats sidste skanse, og næsten alle tilbageværende indbyggere her blev behandlet som mistænkte. Mænd i kampduelig alder og sårede blev tilbageholdt på stedet. Resten blev sendt til interneringscentre, hvor deres identitet blev tjekket.

På deres vej tilbage fra den gamle bydel gik officererne ned i kælderen til et gammelt stenhus, hvor et par soldater lå på beskidte madrasser, i færd med at registrere de militære koordinater for de forskellige bataljoner, der skulle deltage i den næste dags offensiv. Det rodede og beskidte interiør i huset var som et perfekt match til ruinerne i de ødelagte gader udenfor. Fluer sværmede over kasserede fødevarepakker, og snesevis af tomme plastflasker flød i bunker af dametøj og husholdningsartikler.

Så, over radioen, midt imellem monotone opremsninger af koordinattal, lød pludselig ordene: »Vi har fanget en daesh’er (IS-kriger, red.)«. Taha greb fat i transmitteren og beordrede: »Bring ham til mig!«
8. juli 2017. Irakiske specialstyrker har samlet sig under en lille pause i deres kampe mod IS nær den gamle by i Mosul.
MARTYN AIM/CORBIS/GETTY IMAGES
En bølge af forventningsfuld spænding løb gennem rummet. Taha lavede en pistolgestus og skød i luften. »I dag skal vi feste.«

En halv time senere førte en soldat en ældre mand ind i stuen og skubbede ham ned på gulvet. Manden virkede udsultet, men under hans tunge trøje var hans muskler spændte og slanke. Hans silkeagtige grå hår, det buskede, uplejede skæg og de tykke rander omkring hans store mørke øjne fik ham til at ligne en russisk revolutionær fra det 19. århundrede. Soldaten sagde, at han blev opdaget, da han forsøgte at krydse Islamisk Stats linjer sammen med en gruppe civile, men at han forsøgte at flygte tilbage til IS, da han fik øje på soldaterne.

»Hvem er du?« spurgte Taha med fast stemme.

»Jeg er hospitalslæge, tjek venligst mit kort.«

»Hvor er dit nationale ID-kort?« spurgte Taha.

»Konfiskeret af IS-krigere, der ville hindre os i at tage væk,« svarede manden.

»Taget af IS, eller ødelagde du det for at skjule dit navn? Hvordan kan vi vide, at du ikke er IS-kommandant?« spurgte Taha.

»Jeg er læge, siger jeg jo. Daesh tvang mig til at tage til den gamle by og arbejde i deres feltsygehus. Her behandlede jeg sårede civile, og ja, jeg vil være ærlig over for dig – jeg behandlede faktisk også nogle af deres krigere, men fordi de tvang mig til det. Jeg er ikke Daesh-tilhænger, sir – faktisk hader jeg dem.«

»Du er løgner,« sagde Taha.

»Jeg sværger ved Imam Abbas … «, begyndte manden, men før han kunne blive færdig med at påkalde en af shiaislams mest ærværdige figurer, slog Taha ham så hårdt i ansigtet, at han væltede tilbage i skødet på soldaten, der sad bag ham.

»Tag ikke et sådant navn i din mund, dit beskidte dyr!«

’Lægen’ fik samling på sig selv og satte en krænket mine op. »Men jeg er en gammel mand,« sagde han tyst og forsøgte igen at smile. Hvis der havde været et øjeblik, hvor han kunne have reddet sig, var det forpasset.

Taha og soldaterne trak den gamle mand ud af kælderen og videre ud på gaden. De fandt et øde hus, der lå i forlængelse af en stor gammel kirke og skubbede fangen over en gårdsplads, op ad et par trin og ind i et lille mørkt rum med tre høje buede vinduer, der vendte ud til en kirkegård. De satte ham på gulvet, og han lænede sig op ad murværket under et af vinduerne med hovedet baggrundsbelyst af stråler fra eftermiddagens sollys. En gruppe stående soldater dannede rundkreds omkring ham.

»Yalla, gamle mand, hvorfor tilstår du ikke bare, så vi kan sende dig herfra?« spurgte en ung officer.

Den gamle mand, der stadig prøvede at smile, sagde: »Men hvordan kan jeg tilstå noget, jeg ikke har gjort? Hvorfor skulle jeg ønske at skade mig selv?«

En kraftigt bygget soldat samlede et kort, tykt jernrør op og gjorde klar til at banke løs på den gamle mands knæ med det. »Se gennem vinduet,« sagde han så – »kan du se det rottelig, der ligger dernede. Det var en af jeres folk. Vi fangede ham for få dage siden, og han nægtede også at tilstå.«

Manden strakte hals og kiggede ud. Lige under vinduet uden for lå et oppustet lig, sort af forrådnelse i den brændende sommersol. Han vendte sig og smilede stadig, men nu med glimt af frygt, et tab af kontrol.

»Jeg er jo bare læge,« mumlede han. Taha tog et kort tilløb og sparkede ham så i ansigtet med fuld kraft. Den gamle mand faldt sammen og lå ubevægelig hen på ryggen. I et sekund troede alle, der var i rummet, han var død.

»Hæld vand på ham, han simulerer,« udbrød Taha vredt.

En soldat trak manden op og satte ham ned igen. Langsomt åbnede han øjnene – først var der rædsel i blikket, så blev det mørkt af vrede. Han åbnede sin mund, og en mørk klump af kød, blod og et sæt store, skinnende falske tænder faldt ned på hans bryst og gulvet.

»Hvad så, tilstår du nu?«, sagde soldaten med jernrøret.

»Jeg har intet at sige,« hvæsede manden og spyttede mere blod ud. Taha nikkede til den kraftigt byggede soldat, der tvang den gamle mand op i stående stilling. Han pressede manden, hvis ben rystede, op mod det buede vindue og derefter i en hurtig bevægelse lempede soldaten ham ud af vinduet, idet han endnu holdt fast i hans fødder. Den gamle mand hang nu, svingende, fra vinduet.

»Vil du tilstå nu?« spurgte soldaten. »Hvad mere er der tilbage for dig?«

»Hvorfor skulle jeg ønske at skade mig selv,« kom det igen med svag stemme fra den gamle mand længere nede.

I det mørke rum kiggede soldaterne og officererne på den gamle mands fødder, beskidte og sprukne, i få sekunder, før de forsvandt fra vinduet. Han faldt ned på gårdspladsen med en dump lyd. Den soldat, der havde ladet ham falde, lænede sig ud af vinduet med sit maskingevær og affyrede fem kugler ind i kroppen, der var landet på murbrokkerne længere nede. En lille krudtrøgssky fyldte rummet og hvirvlede rundt i sollysstriben.

Soldaten kiggede ud af vinduet og affyrede så igen et par kugler. »De her to var til hans ben, bare i tilfælde af at han skulle få lyst til at gå hjem,« sagde soldaten og lo.

Taha og de to officerer gik tilbage. En ung officer sagde med et fåret smil: »Jeg spekulerer på, om Gud en dag vil straffe os for alle disse drab. Vil vi miste vores forstand, eller sker der værre ting?«
Al-Qaeda-princippet
»Han er min femte siden starten af slaget om Mosul,« sagde Taha. »Al-Qaeda har et godt princip: Hvis de mistænker en mand eller har de mindste beviser mod ham, henretter de ham straks. De siger, at hvis han var skyldig, fortjente han det. Men hvis han var uskyldig, vil hans blod blive renset og senere vil han fare til himmels. Jeg følger det samme princip.«

Den følgende morgen, før solopgang et i rum oplyst af flimrende generatorlys, forberedte to dusin soldater i boxershorts og t-shirts sig på slaget. De havde sovet tæt på frontlinjen, klar til at angribe ved daggry. Før de iførte sig uniformer og gjorde deres våben endeligt klare, så disse spinkle unge mænd harmløse ud, ja, næsten sårbare som store drenge. Som en stor, dysfunktionel familie, der skal på skovtur, småskændtes, pjattede og småpuffedes soldaterne. En eller anden råbte på sine nattesynsbriller. En anden tjekkede kassen med røggranater.

Til sidst blev nattesynsbrillerne fundet, men der manglede batterier. De andre soldater fyldte håndgranater og vandflasker i deres oppakning, fastgjorde ammuntionsmagasiner på deres flakjakker og forsøgte at spise ostesandwich, der havde passeret sidste salgsdato.

Omsider dannede soldaterne en lang linje og bevægede sig ad ødelagte, hærgede gyder mod det gamle Mosul. Når de klatrede hen over dyngerne af murbrokker, skramlede metal-ammunitionskasser og magasiner i mørket og annoncerede deres ankomst som klokker på bjerggeder. Overalt på deres vej flød det med lig, der som brødkrummer angav vejen til frontlinjen. Da solen stod op, steg også en stank af død til vejrs over ruinerne og tiltrak store fluesværme. En ung officer kastede op.

Soldaterne stod og så på ham. De var tavse. Deres kåde snak havde helt forladt dem, fortrængt af dystre forudanelser. De længtes efter de beroligende lyde af kugler og eksplosioner. Mest frygtede de denne stilhed før kampen.

Da ordren til angrebet blev givet, rykkede en kolonne af mænd, der hver især holdt om skuldren på manden foran, frem i roligt tempo og tog opstilling bag den nogenlunde intakte frontmur af en ruin. Herfra kunne de se ud gennem vindueshullernes forvredne skodder.

Den tidlige morgensol filtreredes gennem tusindvis af skudhuller og hyllede soldaternes ansigter i en orange glød.
9. juli 2017. En soldat fra de irakiske specialstyrker kører en humvee gennem den gamle by i Mosul under kampene mod Islamisk Stat. I efteråret blev den islamistiske terrorgruppe besejret i byen, men det er fortsat ikke nemt at være civilbefolkning i den nordirakiske by.
FELIPE DANA
Snigskytteangrebet
Første kolonne sprang nu i al hast over gaden, klatrede op på et bjerg af murbrokker og nåede over til et hushjørne på modsatte side. Næste kolonne fulgte efter, soldat efter soldat. Den første mand kom over, så den anden, den tredje stak i løb. Bang! – der kom en snigskyttekugle. Den tredje soldat faldt om, og den fjerde løb hen for at trække ham tilbage. Bang! – der kom endnu en snigskyttekugle, som ramte hjælperens ben. Han kravlede tilbage, og kolonnens offensiv blev afblæst.

Officererne i bygningen anmodede over radioen om amerikansk luftangreb mod snigskyttens formodede position. Det kom fem minutter senere, men da det var overstået, hørtes atter lyden af snigskyttens skud. Efter et nyt gæt på snigskyttens stilling anmodede officererne om endnu et luftangreb, tættere på den bygning, de selv holdt. Soldater og officerer tog dækning i korridorerne. Da angrebet kom, rystede hele ruinbygningen voldsomt, og luften blev fyldt med en tyk sky af mørkegråt støv.

Røggranater blev kastet, og skyen blev orange og gul, mens den døde soldat blev bragt ind, båret af fire mænd. Dagens første tab. Da støvet lagde sig udenfor, var snigskytten der stadig.

De godt tyve soldater, som var nået forbi snigskytten og over på den anden side af gaden, delte sig op i tre grupper. Den første gik til højre mod et stort kirkekompleks, den anden gik til venstre for at indtage en fleretagers bygning. Den tredje gruppe bestående af Taha og fire andre soldater skulle rykke forsigtigt frem midt imellem de to andre. Til at lede sig på vej fik de hjælp af en guide, en tyk ældre herre med busket overskæg og medlem af en lokal modstandsgruppe, der hjalp hæren, motiveret af ønsket om at tage hævn for familiemedlemmer dræbt af IS.

Den gamle bevægede sig selvsikkert og med rank ryg igennem ødelæggelserne, som om han gik tur i sin have. Soldaterne fulgte efter på en vis afstand og dukkede sig jævnligt ned i hugstilling. De kom til en byggeplads med en rotunde af søjler.
Ødelæggelsens topografi
Taha og hans soldater diskuterede, hvor den position, de skulle støde frem til, kunne være. De luftfotokort, de havde på deres smartphones, havde ikke store lighedstræk med den ødelæggelsens topografi, de så omkring sig. Den gamle mand pegede på en høj af murbrokker, og erklærede, at her lå hans hus engang. IS-krigere, der havde gemt sig et sted på den anden side af højen hørte ham tale, og reagerede prompte ved at åbne ild. To soldater mavede sig op til toppen af højen og skød vildt om sig ned mod gaden på den anden side. En tredje sendte en håndgranat af sted i en bue over himlen. Efter et par sekunders stilhed skød en kaskade af murbrokker op fra stedet, hvor granaten slog ned med et brag.
Den store moske al-Nuri ligger i ruiner, og gaderne er svært fremkommelige – også her den 28. september, hvor Mosul har været under kontrol af det irakiske styre i nogen tid.
MEHDI CHEBIL
Der blev stadig skudt tilbage. Imellem skudvekslingerne kunne soldaterne høre IS-krigere kalde på hinanden.

»Vær helt stille,« tyssede underofficeren. Soldaterne stod stive som støtter og lyttede. Fra et sted bag højen hørte de: »Abu Yussuf, Abu Yussuf, hvor er du?« Det var en ung IS-kriger. Der var panik i hans stemme.

Den gamle gik hen til et hushjørne og råbte: »Min bror, min bror, hvor er du?« Han pegede på et vindue længere henne og sagde så til soldaterne: »Han er lige der.«

»Giv mig en granat,« sagde en soldat.

De gav ham i stedet en hjemmelavet C4-bombe for at spare på deres lager af håndgranater. Soldaten krabbede sig frem i hugstilling, kastede bomben over mod vinduet, og en stor eksplosion fulgte. Kugler skrattede i luften over dem. Stemmen kom tilbage fra bag højen, mere indtrængende, og bad om hjælp.

»Gå tilbage til huset og tal med ham,« sagde underofficeren til den gamle mand.

»Min bror, min bror, hvem er her?« råbte den gamle mand. 'Broder' var kaldesignal blandt jihadistiske krigere.

»Det er mig, bror. Kom og hjælp mig,« svarede en svag stemme. »Jeg sidder fast her.«

»Er du alene?« spurgte den gamle mand.

»Ja, ja, bror – jeg er alene, bare kom,« svarede stemmen.

»Han gemmer sig derovre, lige foran os, bag en dør. Måske sidder han fast,« sagde den gamle mand. Soldaten kastede endnu en bombe.

Det var kattens leg med musen: Efter hver eksplosion kaldte den gamle mand på ’broren’, og soldaten kastede en ny bombe.

Kommandanten kom nu igennem over radioen og bad om en status. »Vi forsøger stadig at gøre det af med en Daesh-kriger, der sidder fast, sir,« svarede underofficeren.

»Nu har I været i gang med ham en time – I må prøve noget nyt,« råbte kommandanten.

’Broren’, som måske var træt af legen, affyrede nogle sidste kugler. Derefter forblev han tavs.

»Måske er han død,« sagde den gamle mand.

»Eller måske spiller han bare død. Måske har han selvmordvest på,« sagde underofficeren. Til sidst sendte de den gamle mand af sted sammen med to soldater for at tjekke.

»Pas på, et skridt ad gangen,« sagde underofficeren. De trimlede ned af højen, flyttede en tung metaldør, men fandt ingen, hverken døde eller fastklemte.

»Lad os ikke blive stående her, hvor vi kan blive pløkket ned, en for en,« sagde underofficeren. »Lad os gå over til det hus,« sagde han og pegede op ad gaden.
Fordærvet drikkevand
Mændene begyndte at klatre hen over flere dynger af murbrokker, køkkengrej, knuste fliser, rester af møbler. De skubbede langsomt hoveddøren til huset op. Ved indgangen til huset stod en lille blå plasttønde fyldt med skummet, halvråddent vand. En mørk hinde flød på toppen. I julivarmen havde de for længst drukket det vand, de havde medbragt i deres feltrationer, og følte sig helt tørre i halsen. De tøvede først, men gav så efter for deres tørst, stimlede sammen om tønden, piskede vandet op og begyndte at drikke.

»Drik det ikke,« sagde guiden. »Det vand er beskidt. I må højest væde jeres læber, ellers får I diarré.« Soldaterne ignorerede ham, oversprøjtede hinandens ansigter med vandet og drak af det.

Bygningen var lille: Den fordelte sig på to rum adskilt af en indre gård. Det ene rum var styrtet helt sammen, og i det andet sank underofficeren, soldaterne og deres guide udmattede om. Udenfor huset lød der salver af maskingeværild og eksplosioner, og kampfly hørtes i luften. Mindst fem ilddueller rasede i og omkring den karré, hvor de havde fundet deres tilflugtssted, men de vidste ikke, hvem der skød hvorfra.

»Gå ned og tjek, om kælderen er sikker,« sagde underofficeren. To udmattede soldater begyndte forsigtigt at bevæge sig ned ad faldefærdige trapper.

»Sir,« sagde underofficeren over radioen. »Sir, får vi nogen støtte? Vi er kun fem her, og vi afventer, at de andre enheder rykker videre.«

»Hold jeres position. Støtte er på vej,« svarede kommandanten.

»Og vand, sir. Mændene er meget tørstige.«

Nedefra kældertrappen kom der en lyd af skramlen med køkkentøj og møbler. De to soldater var nu helt fremme ved den dør, der førte ind til kælderen. »Vær forsigtig,« råbte den gamle mand. »Der er stadig familier, der gemmer sig i dette område.«

Kælderdøren knirkede, da de langsomt skubbede den op.

»Hvis de bliver dræbt,« jokede en soldat, »bliver de martyrer i Allahs øjne.«

Det var helt stille, og så pludselig: en skudsalve. Og så endnu en, der gav ekko i gården. De to soldater løb tilbage, op ad trappen, den ene med ansigtet dækket af blod, mens han klemte om en såret arm og slæbte sit gevær efter sig. »Forbind den, forbind den,« sagde han, da han lå med den blødende arm i sit skød.

»Der var ikke nogen i kælderen – de skød på os fra en åbning i den mur, der vender ud mod gyden. De er ude i gyden,« sagde den anden soldat. Nu da deres position var afsløret, begyndte det at regne med kugler mod gårdspladsen fra flere retninger.

»Sir, vi har en såret mand, og vi er under belejring her,« sagde underofficeren over radioen.

»Giv mig fjendens præcise koordinater.«

»Hvor skyder de fra?« spurgte underofficeren soldaten, som trak på skulderen.

»Hvordan skulle jeg vide det? De skød på os fra et eller andet sted bag ved muren.«

De gav opgav tilfældige koordinater, 50 meter derfra, og satte sig til at vente. Der kom en hylende lyd og så en eksplosion, der rystede huset. En mur styrtede delvis sammen og på taget hørtes den skramlende lyd af faldende sten. Der var ikke andet, de fem kunne gøre, end at vente. Så de holdt øje ved døren, lyttede til skudkampe i gyden udenfor og forsøgte at gætte sig frem til, hvor IS havde sine stillinger.

En halv time senere var der stadig intet nyt om forstærkninger. »Gutter, vi kan ikke blive siddende her. Vi har et stykke arbejde, vi skal udføre,« sagde underofficeren. »To af jer går den vej og prøver at komme rundt om dem – vi andre rykker videre til næste hus.«

De delte håndgranaterne imellem sig og gjorde klar til at bryde op, da lyden af tung maskingeværild pludselig lød umiddelbart ude fra husets indgang. Døren blev skubbet op, og 15 irakiske hærsoldater fra en anden kolonne tumlede ind til dem. »Spred jer,« råbte deres korpulente kommandant. »Og hold øje med døren.«

Der var rent kaos nu: Soldater råbte på deres officerer, og officererer nægtede at adlyde de ordrer, som de over radioen fik fra deres foresatte. Den bygning, delingen tidligere havde indtaget, var nu blevet sat i brand af flygtende IS-krigere, og to af deres mænd var brændt ihjel derinde. De ønskede ikke at udsætte sig for en gentagelse af det.

»Sir, jeg kan ikke komme videre, vi er belejret. Den anden bataljon har en såret mand, og de kan ikke engang evakuere ham,« råbte officeren i radioen. »Enten sender I os hjælp, eller også giver I os tilladelse til tilbagetrækning. Vi kan ikke engang evakuere de sårede.«
Brikker på et kort
Kommandanterne, der flyttede brikker på et virtuelt kort, der ikke havde noget at gøre med ødelæggelsens konkrete virkelighed, gav dem ordre til at rykke videre fra omkring det modsatte hushjørne.

»Tror du, de bekymrer sig om os?« spurgte en soldat. »De sidder i deres hovedkvarter, med kold luft fra klimaanlægget på ansigtet, drikker te og koldt vand og giver os ordrer til at rykke frem.«

To gange forsøgte officeren og hans mænd at finde en vej ud af det lille hus, men hver gang de åbnede døren, åbnede IS-soldater ild, trængte dem tilbage og fik alle til igen at søge dækning i lokalet.

»De går målbevidst efter at slå os ihjel,« sagde officereren. Han havde slået panden og faldt nu sammen på gulvet, hvor mændene sad, tæt sammepressede – nogle stod ved døråbningen, ude af stand til at finde et sted at sidde. De var omringet i huset, og ud på eftermiddagen løb de tør for selv det sure vand i plastictønden. Et par af dem sneg sig ud i den lille gård for at lede efter vand. Resten sov i den kvælende varme. En civil spejder kom tilbage til huset og sagde, at der var en IS-enhed på vej ned gennem gyden. Officererne beordrede to maskingeværer opstillet ved vinduerne, men intet skete.

Amerikanske jetfly sendte en raket eller bombe afsted hvert kvarter. I den stilhed, der fulgte efter hver af disse eksplosioner, var den eneste lyd klikkene på lightere, når mændene tændte en cigaret.

»Hvis nogen her bliver såret i dag, dør de sandsynligvis, før vi kan nå tilbage til vores egne linjer,« sagde en ældre og kamphærdet soldat.

»Hvorfor skulle vi presses frem så hurtigt, før vi kunne nå at sikre en forsyningslinje?« spurgte en anden soldat.

»Det er så kommandanterne kan nå hurtigere frem til floden og tage selfier af dem selv,« svarede en eller anden.

Klokken fem om morgenen klatrede soldaterne over det metalagtige skelet af en seng og ind i en høj bygning, der engang havde huset lægeklinikker og laboratorier. I dag var bygningen kun en sodsværtet skal, men på det, der engang var gulve, flød det med lægejournaler, røntgenapparater, medicinæsker og lig i forrådnelse. Et opslag på en mur befalede kvindelige læger altid at være iført niqab, selv når de undersøgte kvindelige patienter. Det var underskrevet Hissba, Islamisk Stats moralpoliti.

Mens alle nu småslumrede – selv dem, der skulle bevogte vinduet, var døset hen – kom der pludselig en lyd af glas, der blev slået i stykker, og et eller andet faldt til jorden lige uden for deres tilflugtssted.

»Søg dækning! Det er en granat,« råbte en soldat.

Eksplosionen slog et hul i muren mod gaden og sendte en regn af glas, sprængstykker og røg ind. Straks efter føg det med kugler, der prellede af mod loftet eller højt på væggene over soldatens hoveder. Mændene, der lå som stablet oven på hinanden, forsøgte fortvivlet at søge dækning. Flere »jeg er såret«-skrig druknede i kaoset. De to soldater, der stod ved vinduerne, affyrede deres tunge maskingeværer ud mod gården og gyden. Kugler haglede ned over huset fra to andre retninger. Endnu en granat blev kastet og eksploderede lige ud for vinduet.

»Du bløder, lad os komme væk,« sagde en stemme. Nogen kravlede ud til indgangen og kastede en røggranat, og under røgdækket løb soldaterne væk, imens Taha og fire soldater blev tilbage og dækkede dem med salver fra maskingeværer ved det vindue, der vendte mod gårdspladsen.

»Vi er nødt til at tage afsted. Vi har kun én kasse med ammunition tilbage og ingen granater,« sagde en soldat.

»Hvis vi bliver her, vil de stille og roligt pløkke os ned, en efter en i løbet af natten,« sagde en anden. »Vi kan opgive koordinater til at få dette hus bombet.«

Taha var ikke meget for at forlade området og miste den stilling, det havde taget ham og hans folk hele dagen at erobre, men hans soldater nægtede at blive. De vaklede hen over det åbne område lige foran huset, klatrede over murbrokdyngerne og lod sig glide ned på den anden side. På få minutter var de tilbage i det overfyldte rum, hvor de havde begyndt dagen.
Umulig evakuering
Soldaterne kollapsede, udmattede, tørstige og trætte. Der var ikke noget vand, ingen mad og ingen mulighed for at evakuere de sårede, der sad i skyggen, mistede blod og stønnede. Selv efter seks luftangreb kontrollerede snigskytterne stadig gaden og afskar dem den eneste forsyningsrute. Soldater på den anden side af gaden stod på høje balkoner og forsøgte at kaste plastflasker med vand over til dem. De fleste af flaskerne gik i stykker, så den dyrebare væske flød ud på murbrokkerne eller spildtes i ingenmandsland. De første af de flasker, der overlevede, blev begærligt drukket af de soldater, der var sendt ud for at indsamle dem til deres udmattede kammerater. Et reb blev bundet tværs over gaden og to plastposer fyldt med vandflasker hængt op på det. Langsomt forsøgte de at fire poserne over til sig selv, men før de nåede frem til soldaterne, skød en snigskytte rebet over.

»Det er det kaos, vi får ud af det, når kommandocentralen sender os så hurtigt frem uden en forsyningslinje,« sagde en soldat.

Upåvirket af alt dette råbte deres øverstbefalende fra kommandocentralen ordrer over radioen og krævede, at mændene skulle gå videre. »Hvem har beordret jer til at trække jer tilbage? Ryk frem!« forlangte han.

»Sir, jeg har fire sårede,« kom svaret.

Generalerne bad om flere luftangreb. Når kommandoen om at tage dækning kom, krøb mændene sammen og ventede, indtil en stor eksplosion rystede bygningerne, og støvskyer af beton og røg blæste ned ad gaden. Hvert luftangreb hvirvlede jord og murbrokker op, der landede på nye måder og gjorde det endnu vanskeligere at orientere sig i landskabet.
Virtuelt kapløb
Sektoren var delt op mellem et dusin bataljoner fra mindst tre forskellige politistyrker og hæren. Tanken var at indlede et kapløb mellem de forskellige kommandanter. Generalerne ville presse kommandanterne fremad og fortælle dem, at de andre var rykket frem. Mens de havde deres virtuelle kapløb i gang på iPads, spillede på koordinater i et landskab, de ikke kunne se, blev det overladt til soldaterne, om de ville gå videre eller ej.

Ved 17-tiden forlangte generalerne et fjerde angreb. Taha opfordrede mændene til at samle deres grej og »sætte sig bevægelse«.

»Vand, vand – vi dør af tørst,« skreg soldaterne tilbage. De nægtede at flytte sig ud af stedet. Underofficeren skiftevis bønfaldt og truede, indtil de endelig kom på benene og vaklede fremad, imens de mumlede deres forbandelser. De var halvvejs fremme ved huset, da de hørte, at en ung, rødblond rekrut, som havde meldt sig til at indsamle vand, var blevet skudt og dræbt af snigskytter. Da de hørte det, vendte mændene simpelthen om og gik tilbage, opgav angrebet og nægtede at parere ordrer.

I gyden, hvor der flød med murbrokker, satte de sig på de største sten eller stablede metalplader op, de kunne hvile sig på, og bad alle forbipasserende om vand. Den døde soldat lå under et lagen, hvorfra hans fødder stak ud. To soldater sad ved siden af liget og græd helt lydløst, deres skuldre rystede. Et par meter fra dem lå det rådnende lig af en død IS-kriger.

Efter midnat krøb tre soldater på maven ud af mørket og tværs over gaden. Idet de trodsede snigskytterilden, medbragte de hver sække indeholdende flasker med vand og kasser med ammunition. De tømte deres last og drog ud for at bjærge den unge soldats lig. Soldaterne blev, hvor de var, for at fortsætte med at kæmpe næste dag.
En pyramide af pres
Fire dage senere sad Taha og kaptajn Wissam på bunker af rødt, blåt og rosa undertøj i et udbrændt lagerrum og overvejede næste skridt. De vidste, at kommandanten var sat under pres fra sine overordnede, som igen var under pres fra generalerne i Bagdad, som var under pres fra premierministeren, der havde været i Mosul siden i går og ventede på at kunne udråbe sejren. Premierministeren selv var presset af amerikanere for at afslutte kampen, ellers ville de indstille luftstøtten. Presset fra toppen af denne pyramide forplantede sig nedad og allermest til disse få mænd i et rum fuld af farvede brystholdere og afsvedne shampoo-plastflasker.

Siden offensivens førstedag for nogle dage siden havde de manøvreret mellem udbombede bygninger og dynger af murbrokker og forsøgt at trænge videre frem, men for hvert nyt hjørne, de passerede, løb de ind i ny hård IS-modstand. Når de erobrede nyt terræn, var det kun få meter ad gangen. I gennemsnit blev de angrebet af fire selvmordsbombere om dagen. En af disse kom sågar løbende imod dem på krykker. Om aftenen spiste de og sov i de udbrændte og ødelagte huse ved siden af de rådnende lig fra krigere og civile, nogle gange adskilt fra jihadierne af kun en enkelt husmur.

Fluesværme fløj frem og tilbage mellem dem og holdt festmåltider på de døde, der flød i landskabet.

»Jeg ville bare ønske, jeg kunne se min datter nu,« sagde underofficeren. »Får jeg hende nogensinde igen at se?«

»Det skal nok gå,« lo kaptajnen. »Om et par timer vil det her være bare endnu en anekdote.«

De samlede deres mænd og brød op. Halvt krybende passerede de uden om de lig, der lå spredt rundt alle steder. Andre irakiske hærenheder var stødt frem, parallelt med deres egne landvindinger, og snigskytter herfra havde dræbt en håndfuld IS-krigere, der lå i gyden udenfor. De begyndte at skyde på en bygning foran dem, men før de kunne nå i nærheden af den under deres fremstød, lød der en kæmpeeksplosion derindefra. En af mændene derinde havde sprængt sig selv i luften. Soldaterne fandt siden seks krigere på bårer, stivnet i forkullede positurer i deres frygtelige dødsøjeblik.

Soldaterne søgte ly i en lille butik, affyrede nogle salver ned ad gyden og rykkede så videre og ind i en ny bygning, hvor de dræbte to IS-krigere. De klatrede op på den udbombede bygning og nåede op på resterne af taget. Her tog de ødelæggelserne i øjesyn. Umiddelbart foran dem fik de øje på den blå flod Tigris.

Mosul var befriet.
9. juli 2017. Irakiske specialstyrker har samlet sig under en lille pause i deres kampe mod IS nær den gamle by i Mosul.
FELIPE DANA
Festligheder
Den 9. juli, da Islamisk Stats nederlag blev proklameret i Mosul, stod Iraks premierminister, Haider al-Ababi, iført militæruniform og flankeret af trinde generaler i skarptsiddende uniformer klar til at holde den længe ventede sejrstale.

»Mosul er befriet,« erklærede han fra sin talerstol, der var rejst på en militærbase i udkanten af byen. En uges festligheder blev udråbt, og over hele Irak blev bannere og flag hejst under jubelbrøl.

Om eftermiddagen satte kommandanten og de andre enhedsledere kurs mod flodbredden i en større kortege af pansrede humvees. De inspicerede de ruiner, hvor deres mænd havde kæmpet, gik hen til flodbredden og tog selfies. Hver officer holdt sin egen sejrstale til de tilstedeværende tv-kameraer.

Ikke langt fra, hvor de stod, skød en enlig IS-snigskytte i en sammenstyrtet bygning desperat på en deling fra det føderale politi, og kuglerne ramte deres pansrede køretøj med høje hvinende smæld. En amerikansk jagerbomber dykkede ned, affyrede en hvislende raket, og en eksplosion fulgte. En hvid røgryg steg til vejrs og blev så mørk. Støv og sprængstykker fejede i en sky hen over broens stålskelet.

I kommandantens hus røg officererne cigarer, udvekslede lykønskninger og genfortalte de spændende og afgørende vendepunkter fra kampene, idet de overdrev og pyntede på deres egen rolle. Deres soldater fik lov til at gå tilbage til deres base for at hvile og tage brusebad efter i en uge at have sovet helt tæt på rådnende lig, hvilket havde givet flere af dem mærkelige hudsygdomme.

Lommer af IS-krigere fortsatte med at yde modstand i en uge yderligere, men efterhånden døde kampene ud, og endelig oprandt den dag i Mosul, hvor maskingeværer, bilbomber og kampfly for første gang i mange år var tavse.

Derefter begyndte et drabsorgie.

Nat efter nat, i ødelagte huse, i provisoriske celler og i Mosuls mørke gader blev alle, der blev identificeret som medlemmer af IS, torteret og henrettet. Jublende irakiske soldater filmede sig selv, imens de slog løs på og skød deres fanger.

Lokalbefolkningen, der var ivrige efter at hævne sig på dem, der var ansvarlige for alle deres elendigheder og ødelæggelser i de seneste tre år, angav nu ikke blot medlemmer af IS og deres familier, som havde forsøgt at blande sig med flygtende civile, men også alle mænd i kampduelig alder, eller som kom fra andre byer, eller bare virkede mistænkelige.
Bødlen
Hver aften kom der nye civile til kommandantens hus med nye angivelser. Nogle var absurde: En skrøbelig mand i lasede brune bukser og hvid skjorte ville indberette en familie af flygtninge, fordi deres tre sønner aldrig forlod huset. En læge indberettede en bror til en person, der administrede en Facebook-fanside for IS. En grønthandler, der bad i den lokale moske, blev slået til pluksfisk af lokale borgerværnsgrupper, men efter et par timers tortur blev han erklæret uskyldig og igen sat på fri fod.

To eller tre nætter senere, da kommandanten lå i en sofa i det beslaglagte civile hus, og legede med sin smartphone kom der en gruppe civile ind i stuen. Foran sig skubbede de en mand. De tvang ham til at knæle, hans hænder var bundet og et stykke stof revet af hans farveløse skjorte. Lokale borgere satte sig omkring ham og råbte, han var en tidligere IS-bøddel.

»Husker du, da du stod midt i den rundkørsel og dræbte tre mænd,« spurgte en.

»Han har arbejdet for jihadierne siden 2005,« sagde en anden.

Manden kiggede forvirret op og mumlede, at det var hans bror, der var gået ind i IS, ikke ham selv.

Kommandanten gav mandens id-kort til en soldat med besked om at brænde det for at få ham til at forsvinde fra de officielle optegnelser og nikkede. Kifah, den radmagre soldat, trak med et smil manden ud på gaden. Andre soldater og officerer fulgte, og de forsamlede lokale jublede. Kifah skubbede manden foran sig, mens andre sparkede og slog manden til jorden, ruskede og skræmte ham, slæbte ham og sparkede ham igen og grinte, da han faldt.

»Syng en af kalifatets sange for os,« sagde kaptajn Wissam og stak i en hysterisk latter med et blik, der samtidig brændte af vrede. De fik deres fange til at løbe foran dem og sagde til ham, at han var fri til at gå. Han løb og snublede, da han forsøgte at trække sine faldende bukser op med sine bundne hænder. De jagtede ham, sparkede og slog. En soldat hoppede op i luften og tildelte ham et spark i ansigtet som en professionel kickboxer. Han blev trukket gennem en åben kloak, trukket videre ind i en mørk sidegade og tvunget til at knæle.

Manden stirrede tomt på dyngen af murbrokker foran sig, det hele var kraftigt belyst af forlygterne fra en lastbil. Bag ham stod Kifah og strakte en arm ud med en amerikansk pistol for enden af den. En anden soldat stod bag ham og filmede det hele på sin mobiltelefon.

»Dette er hævn for alle de martyrer, der blev dræbt af Daesh,« sagde Kifah. Et enkelt skud gjaldede og gav genlyd i den øde gade. Blod sprøjtede fra mandens hoved, og han faldt om på siden. Kifah vendte ham om på ryggen med sine fødder, så på ham og gik væk.

»Måske skal vi tjekke efter, at han virkelig er død,« sagde soldaten, der filmede.

»Hvis han har overlevet den kugle, fortjener han at leve,« sagde Kifah.
Henrettelsesvideoer
Tilbage på deres værelse så soldaterne videoen mange gange, mens de lå på deres madrasser mellem maskingeværer, rygsække og støvler. »Jeg filmede dette til min onkel, der gerne vil komme til byen bare for at få lov at henrette en daesh’er,« sagde Kifah.

Soldaterne dræbte summarisk af forskellige grunde: Fordi de ikke havde tillid til retsvæsenet og troede, at fanger ville kunne købe sig fri. Som hævn for de grusomheder, IS havde begået, og fordi kaoset gjorde det muligt for dem at udrense byens IS-krigere.

»Snart bliver byen opdelt i militære sektorer, og vi vil ikke være i stand til at køre rundt fra bydel til bydel uden at underrette centralkommandoen,« forklarede Kifah. »Nu er det kaos, og i kaoset kan vi fungere godt.«

Kifah – en høj flot mand, med fine træk og lange øjenvipper – var sidst i tyverne og havde kæmpet i et årti. Han var udstationeret i Mosul, da byen faldt 10. juni 2014, og blev vidne til ydmygelsen og det forsmædelige nederlag for dens titusindvis af irakiske soldater. Han forlod byen i en af de meget få humvees, der trak sig kontrolleret tilbage under militær kommando. På vejen så de lokale folk kaste sten efter soldater på retræte. Nogle var faldet i baghold: De så døde soldater ligge ved siden af vejen.

De nåede frem til Camp Speicher Airbase, 170 km nord for Bagdad, samme nat. »Den næste morgen,« huskede Kifah, »kom en general til basen og beordrede os til at organisere et angreb for at rydde nabobyerne, men mændene ignorerede ham. Vi vidste, at området var faldet, og vores bataljon sagde: ’Vi tager ikke afsted’. Generalen gav herefter den anden enhed ordre til til at lukke portene. Andre enheder sagde: ’General? Hvilken general?’ Og de forskellige enheder kom op at slås.«

Moralen var kollapset dengang i 2014. Slægtninge ringede til soldaterne på deres mobiltelefoner og opfordrede dem til at desertere. Alle byer og landsbyer i det sunni-dominerede område imploderede, endnu før IS-styrkerne ankom.

Kifah forlod basen med en kortege af tre lastbiler. Da han kom hjem, deserterede han som så mange andre. Han sad i sin families hjem og så på IS-propaganda-optagelser i tv, der viste, hvordan de tusindvis af unge kadetter fra hæren og luftvåben, der var blevet i lejren og var lovet sikker passage ud, blev gennet ind i lastbiler og pickupper som kvæg. De blev filmet for at ydmyge premierministen og shiapræsteskabet, imens de tiggede for deres liv. De blev sendt på tvangsmarch langs flodbredder eller marker og tvunget til at knæle eller lægge sig på maven i rækker. En mand med et kalashnikovgevær og tildækket hoved gik langs med rækkerne og affyrede en enkelt kugle i baghovedet på hver af dem. Ifølge den officielle optælling blev 1.700 dræbt den 12. juni 2014, selv om Kifah og andre siger, at tallet er højere.
Aldrig igen’
De, som blev dræbt, betragtes i dag som martyrer, men Kifah bebrejder dem, at de overgav sig: Mændene forlod en base, der var fuld af opmagasinerede våben, og de lod sig fange på et tidspunkt, hvor de kunne have slået igen.

Massakren ved Camp Speicher blev en katalysator for al den vrede, der siden fulgte. Den figurerede højt på listen over shiamuslimske forurettelser. En ’aldrig igen’-stemning opstod og hjalp til at mobilisere mænd på gaden. Episoden satte også en standard for den umådelige brutalitet i denne krig. Dette var helt anderledes end den sekteriske borgerkrig nogle få år tidligere, da Kifah beskyttede sin sunni-nabo mod trusler fra shia-militser, og naboen betalte ham denne tjeneste tilbage ved at redde Kifahs familie ud af problemer ved en jihadi-kontrolpost.

Tidligere ville en læge, en journalist eller en anden ikkekæmpende have været fritaget for så hård behandling, men i denne brutale krig, hvis regler blev sat af jihadierne, forventede ingen nogen nåde eller udviste nogen anden nåde.

Efter massakren havde Kifah siddet i huset, indtil hans far, en universitetslærer, en dag opfordrede ham til at tage til fronten. »Vi er to mænd i dette hus,« sagde han, »mindst en af os må gå i kamp.«

Kifah sluttede sig til det, der blev hans enhed og indledte den lange, langsomme march til Mosul.

I dagene umiddelbart efter proklamationen af sejren gav irakiske soldater, der fangede mistænkte, ofte deres ofre vand, te og undertiden endda mad for at genoplive dem tilstrækkelig meget til at kunne fortsætte torturen.

En dag førte en gruppe af kommandantens mænd en mand kaldet Omar til deres hus til forhør. Han var blevet angivet af to kvinder på et marked, hvor han havde forsøgt at købe mad. Soldaterne gennemsøgte hans tegnebog og ledte efter ID. »Jeg mistede mit ID-kort. IS dræbte min familie,« fortalte han dem.

De åbnede hans telefon og loggede ind på hans Facebook-konto, hvor de fandt beskeder fra jihadi-sympatisører.

Soldaterne lod ham ligge på maven og trak hans ben op. Soldater brugte elektriske kabler og metalwirer som pisk og slog løs på hans fødder. Hvis han sænkede benene, klemte en soldat hans hoved, indtil han hævede dem igen. Mellem hans skrig af smerte insisterede han på, at han ikke havde noget at gøre med IS. Efter gentagne slag faldt han om og med blodet strømmede fra hovedet. »Åh fuck, det her lort kommer til at stinke ad helvede til,« sagde en soldat. »Hvem skal rydde det op?«

De vækkede ham og gav ham en halv times pusterum. I fem timer torterede soldater og officerer ham på skift. Efter hvert skift skulle Omar igen stå op på stedet, så hans fødder ikke blev følelsesløse, og han stadig kunne føle smerte. Da hans krop var blevet helt mørkerød og maltrakteret af dybe flænger, kom der yderligere to soldater for at tage del i mishandlingen, der straks efter blev genoptaget.

»Lad os se, hvem der kan få ham til at lide mest,« sagde en. Da smerten blev uudholdelig, angav Omar et skjulestedet for en af de andre IS-flygtninge, Ammar.

Ammar sov i en grav på kirkegården, da soldaterne omringede ham, rettede lyskegler mod hans ansigt og pegede med deres geværløb på hans hoved. Han sprang op som en skræmt mus. Han blev ført til officererne, og endnu før de havde slået ham en eneste gang, fortalte han dem, at han havde været medlem af IS og var flygtet til den gamle by – og at Omar var IS-kriger.
Kalifatets sejr
Tre år tidligere, da IS indtog Mosul og hastigt erobrede Iraks sunni-højborg, var Ammar kun 14 år og forberedte sig på sin skoleprøve i slutningen af året. Hans bror, der var blevet medlem af IS et par år tidligere, fortalte ham, at årene med undertrykkelse fra shia-regeringen i Bagdad og dens sekteriske sikkerhedsstyrker nu ville være forbi. Ammar fulgte sin brors eksempel og lod sig indrullere i en af IS’ militære træningslejre. Efter et par år avancerede brødrene til at blive privilegerede medlemmer af det nye regime og modtog månedlige stipendier og frynsegoder. De troede på kalifatets evige og ekspanderende sejr.

I sommeren 2016, da den irakiske hær indledte sin march mod Mosul og undervejs befriede landsbyer og byer, blev Ammars bror dræbt. Ammar, hans søstre og mor flygtede til Mosul, flyttede fra det ene kvarter til det andet, indtil de måtte konstatere, at de var havnet under belejring i den gamle by. Hans mor og søstre flygtede til befriede, regeringskontrollerede områder, men Ammar blev holdt tilbage af sine kommandanter, som dræbte en IS-soldat, der forsøgte at desertere for at statuere et eksempel. Da IS-forsvaret smuldrede, lykkedes det Ammar at snige sig igennem frontlinjen sammen med kolonner af desperate civile. Skræmt og sulten havde han i flere dage strejfet om i den krigshærgede by, indtil han stødte til den gruppe flygtninge, som havde taget Omar med sig.

Ammars tilståelse over for kommandantens soldater reddede ham ikke fra tortur, men den fremskyndede Omars død. De to mænd passerede forbi hinanden, da Ammar blev ført til torturrummet, og Omar blev ført ud på gaden og skudt.

Torturens arv i Irak udviklede sig i en lineær bane fra Saddams efterretningsagentur, Mukhabarat, til amerikanerne i Abu Ghraib og derfra videre til de irakiske regeringers og dets militsers sekteriske styrker. Nu, under Mosuls mareridt, tjente tortur ingen undersøgelsesformål. Den søgte ikke at finde en forklaring og krævede intet andet end at påføre smerte og tilfredsstille hævntørst.

»Jeg vil ikke høre hans tilståelse,« sagde en officer. »Hvad skal jeg stille op med den? Jeg vil have, at han lider og dør.«

For de heldige kom døden hurtigt. For Ammar var døden en luksus, han måtte vente på.

Officererne så ikke deres ofre som mennesker, endsige som irakiske medborgere. De var simpelthen fjenden. De havde brug for at høre de IS-soldater, som havde været deres plageånder, trygle om barmhjertighed, før de kunne fejre deres endelige sejr. De var nødt til at høre IS-soldaternes dyriske smertensskrig for at føle, at de havde hævnet tabet af deres familier.

Måske ligger Islamisk Stats sejr i konverteringen af det irakiske folk til dets egne metoder.

Ved midnat var soldaterne trætte af at bearbejde Ammar. Sorte klumper var svulmet op over det, som før var hans ansigt. Han blev ført derhen, hvor hans ven havde ligget død i nogle timer.

Der er intet ædelt ved døden i Mosul. Vilde hunde havde allerede bidt og flået i dele af Omars ben. Ammar blev beordret til at knæle ved hans lig. En soldat flyttede ham til en bedre position til at filme. Han gjorde ingen modstand. Han var på en måde allerede død, før kuglerne trængte ind i kraniet.
Uendelig voldscyklus
Det er gået lang tid, siden kommandanten og hans mænd begyndte at kæmpe. Før IS kæmpede de for sunni-oprørere og shia-militser, og før da blev de præget af skyggen af en sekterisk borgerkrig – de havde set slægtninge dræbt, bilbomber, kidnapninger, lig på gaderne. Halvandet årti med nådesløs og grufuld krig var blevet en integreret del af deres eksistens, ikke kun som soldater, men også som ulykkelige irakiske borgere. De var besættelsens børn, fastlåst i en uendelig cyklus af den vold, som den skabte.

I krigen mod IS fandt de en sag, et kammeratskab i en tæt sammehørende stamme og i noget som lignede patriotisme. De så sig som nationens forsvarere, som krigere for en retfærdig og ren sag imod et absolut onde. Den sag tillod dem at føle, at de stod over staten – at de ikke behøvede at referere til banden af korrupte politikere i Bagdad. De stirrede døden i øjnene så mange gange, at de følte, det gav dem retten til at bestemme, hvad der var rigtigt og forkert.

»Nogle gange gør vi ting, hvor vi ved, at vi bryder loven,« sagde kommandanten til mig en eftermiddag, mens han sad og nippede til sin te.

Han tændte en cigaret og fortsatte:

»Min general siger til mig: 'Bring mig ikke fanger – hvis du ved, at de er Daesh, så må du klare dem i din ende'. Mine soldater tilkalder mig og siger: 'Vi har fundet en mand', og jeg siger til dem: 'Slå ham ihjel'. Jeg spørger nogle gange mig selv: 'Hvad er det, jeg gør her? Hvem er jeg, at jeg kan afslutte et menneskes liv?' Jeg forsøgte at rådføre mig med en imam, der har kæmpet sammen med sikkerhedsstyrkerne. Han sagde, at hvis fangen ikke var bevæbnet, var det bedre at være forsigtig og overdrage ham til staten. Men hvem er de, der vil dømme over ham? Hvilke evner har den dommer, som jeg ikke også har? Og hvem har udpeget dommeren? Du vil sikkert sige, at det var staten – men hvem gav staten ret til at herske over mennesker? Den blev ikke givet af Gud, så jeg har lige så meget ret til at afslutte en mands liv, som staten har. Men så igen. Vi bryder åbenlyst loven her, og hvis de vil, kan de klynge mig op.«

Da han var færdig, var cigaretten i hans hånd brændt væk, og han tændte en ny.
Irakiske sikkerhedsstyrker går gennem den ødelagte gamle by i Mosul efter at have besejret Islamisk Stat i den irakiske millionby. Her – den 28. september – er en stor del af arbejdet fortsat at finde og udgrave lig fra de ødelagte bygninger.
MEHDI CHEBIL
Plyndret nation
Da militæret efter Mosuls befrielse begyndte at opgøre omkostningerne ved denne krig, klingede kampens ekstase snart af for at blive erstattet af bitterhed, vrede og følelsen af, at deres sejr var hul.

Som mange andre frontlinjeenheder havde kommandantens bataljon lidt svære tab. Mange af hans mest erfarne officerer var dræbt, og de, der erstattede dem, var blev også dræbt. De, der overlevede, var arret af kvæstelser og mentale traumer efter årtier med krig.

I Mosul blev konfiskerede IS-våben stjålet af soldater og korrupte officerer og derpå solgt til kurderne eller til en af de snesevis af shia-militære enheder, der tilsyneladende blev oprettet for at bekæmpe IS. Disse militser har lagret IS-våben til forberedelse af den næste konflikt. I Bagdad tonede de selv samme politikere, hvis katastrofale handlinger havde ført til, at IS kunne opstå, frem på tv og holdt taler, alt imens de blev med at fortsatte med mundhugges og plyndre nationen.

Kommandanten og hans mænd vidste, at våbnenes tavshed i dette ødelagte land ikke betød fred. Den betød blot enden på en slags krig og begyndelsen på en ny. Som mennesker, der sidder fanget i et langvarigt destruktivt parforhold, var de trætte af krig, men frygtede dens afslutning endnu mere.

»Hvad jeg frygter mest,« sagde Taha, »er at vende tilbage til sekterismens dage, da vi ikke vidste, hvem der var vores fjende, og hvem der var vores ven.«

»Jeg spekulerer på, hvad vi får efter Daesh?« spurgte en anden officer.

»Det bliver militserne,« svarede katajn Wissam, med sit hæse, sarkastiske grin. »Når vi er færdige med Daesh, bliver vi sendt sydpå. Hvorfor tror du, at Hashed (paramilitær shiastyrke, red.) hamstrer alle disse våben og penge?«

»Jeg er bange for, at vi skal tilbage til Mosul for at kæmpe igen om få måneder,« sagde kommandanten uden at kigge op fra sin telefon.

»Der var 40.000 daeshkrigere i Mosul. Har vi dræbt dem alle 40.000? Nej. Så, hvor er de?«

For Taha er det ikke ovre endnu. Næste mål er det område, der var kontrolleret af den vestlige koalition, og hvor der i dag bor mange udlændinge.

»Efter Mosul kører vi til Bagdad og gør mod den grønne zone, hvad vi gjorde mod Daesh«, sagde Taha.

»Først da vil Irak få fred.«
Navnene i denne artikel er blevet ændret. © The Guardian og Information.
Tekst: Ghaith Abdul-Ahad
Oversættelse: Niels Ivar Larsen
Redaktion: Emil Rottbøll
Digital produktion: Jens Christoffersen

5. december 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Bjarne Bech Pedersen
    Bjarne Bech Pedersen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Chr. Mondrup
    Chr. Mondrup
  • Brugerbillede for Nathalie Pade
    Nathalie Pade
  • Brugerbillede for Troels Ken Pedersen
    Troels Ken Pedersen
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
    Svend Erik Sokkelund
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for Ole Frank
    Ole Frank
  • Brugerbillede for Bjørn Pedersen
    Bjørn Pedersen
Robert Ørsted-Jensen, Bjarne Bech Pedersen, Niels Nielsen, Torben K L Jensen, Erik Karlsen, Chr. Mondrup, Nathalie Pade, Troels Ken Pedersen, Benno Hansen, David Zennaro, Svend Erik Sokkelund, Olaf Tehrani, Ole Frank og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for David Joelsen

15 års krigselendighed og menneskelig lidelse der startede på en løgn om masseødelæggelsesvåben.

Claus Schmidt, Carsten Wienholtz, Kirsten Laydier, Anne Mette Jørgensen, Hanne Ribens, Niels Nielsen, Gert Romme, Torben K L Jensen, Erik Karlsen, Steen Sohn, Torben Jensen, Kasper Andreasen, Svend Erik Sokkelund, Ole Frank og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Jeg kan simpelthen ikke klare at læse det hele. det er simpelthen så forfærdeligt, der er ingen undskyldninger for den grusomhed her.jeg kan kun sende disse menneskelige skabninger uanset side min dybeste medfølelse.

Bjarne Bech Pedersen, Anne Mette Jørgensen, Hanne Ribens, David Joelsen, Torben Jensen, Kasper Andreasen, Niels Hjort-Petersen, Karen-Margrete Frederiksen, David Zennaro, Henriette Bøhne og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Andersen
Michael Andersen

Yikes. Det nærmer sig de sovjettiske soldaters overgreb, plyndringer og voldtægter på civilbefolkningen i slutningen af anden verdenskrig i grusomhed.

Brugerbillede for Peter Frost

Krig er beskidt, krig er vold. Dermed ikke sagt at vi skal acceptere krigsforbrydelser, men de sker dag ud og dag ind i alle krige og iblandt alle parter.
De krigsforbrydelser og overgreb der sker skal forfølges juridisk, men vi ved jo alle hvor langsomt det vil gå og hvor få der reelt bliver dømt.

Brugerbillede for David Joelsen

@ Michael Andersen

Man skal passe på med at sammenligne lidelser. Dengang var næsten hele verden imod Rusland. I dag høres næsten ikke et pip mod USA. Og vores egne soldater er med til at træne dette brutale fremfærd.

Er der ingen der tænker at vold avler vold?

Brugerbillede for Peter Frost

David Joelsen, netop man skal passe på med at sammenligne lidelser, men man skal også lade være med at tro at krig er klinisk renset for forbrydelser.
Ved du noget om at vores soldater træner denne brutale fremfærd? Det er da noget af en påstand der kalder på dokumentation.
Indtil da vil jeg støtte 120 % op om vores soldaters professionelle arbejdsmetoder ifm. træning og vejledning udi krig, uden at jeg samtidig tror på krig er klinisk ren.

Brugerbillede for Peter Frost

David Joelsen, tror du helt ærligt på at ISIS ville lade sig standse af dialogkaffe og røgelsespinde?

Brugerbillede for Jagtar P.S. Pudai
Jagtar P.S. Pudai

Denne artikel burde være pligtlæsning for alle, der her i landet har med flygtninge at gøre. Især dem, der behandler ansøgninger fra familier fra krigshærgede områder.

Brugerbillede for Michael Andersen
Michael Andersen

Hele verden imod Rusland? Det var vist kun Nazityskland og nogle få satellitstater. Og de var alle tvunget i knæ og på grænsen til overgivelse. Alligevel hærgede russerne løs og mydede og voldtog tusindvis af civile. For det var de blevet opfordret og indoktrineret til af ledelsen i kommunistpartiet.

Brugerbillede for Arash Shahriar

Michael Andersen

Spar mig for din manglende selvforståelse i din egen historie.

Det her minder mere om den vestlige imperie i fuld gang med at korrumpere liv... Hov det er minder ikke, DET ER den vestlige imperie der dræber liv.

Og her sidder du så og minder dig selv om Sovjet?? Hvilket joke er det her? Er det fordi du har glemt hvem der støttede ISIS? Hvem der solgte dem våben? Hvem der propaganderede for dem?? Eller har du glemt hvem det var der trænede denne del af den Irakkiske hær der bliver beskrevet i artiklen?

Yderligere må man da spørge sig selv om du også har glemt hvordan Danmark startede hele det her chaos ved at ULOVLIGT angribe Irak? Jeg forstår ikke hvor lidt historie man kan besidde at man springer tilbage til en entitet som Sovjet der ikke længere eksisterer og peger finger den retning?

Har du glemt Korea krigene? Har du glemt Vietnam? Hvilken massakre man udførte i de lande? Har du glemt hvordan man bombede Falujjah den gang man i 2003 angreb Irak?

Har du glemt hvordan man trænede Latin amerikanske diktatorer i at dræbe uskyldige?? Jeg forstår slet ikke denne form for historieløshed. Denne form for manglende morale og etiske regel sæt. Åbenbart er mennesker ikke lige værd i nogle menneskers øjne i forhold til andres. Det er til at kaste op. Det er til at brække sig at når man så mange år efter ser konsekvenserne af ens eget handling, her Danmarks udenrigspolitik, så er man så kold overfor sandheden at man simpelthen ignorerer det og kommentere til månen og himmlen og gud ved ikke hvad ligegyldigt. En form for dementi og benægtelse af simple årsager og konsekvenser.

Jeg synes hele den danske paradigme er til grin. Dets medier endnu mere, og de mennesker der gør sig selv historieløse fordi de er krystere der ikke kan tåle at se sandheden i øjnene endnu mere til grin.

Ens selvforståelse er åbenbart mere værd for nogen end flere tusinde menneskers liv og hjem...

Niels Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Henriette Bøhne, Claus Schmidt og Aksel Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arash Shahriar

Michael Andersen

Hvis du mangler historie omkring indoktrinering systematisk mord og voldtægter i en skala der vil få irakkerne til at ligne engle så se med her:

https://www.youtube.com/watch?v=yOmQoADOQWs

https://en.wikipedia.org/wiki/Phoenix_Program

http://www.motherjones.com/politics/2013/03/rape-wartime-vietnam/

Jeg råder dig til at se youtube videoen og du vil opdage at disse soldater selv indrømmer deres skyld. Mon de nogensinde kommer for Haag?

Og spar mig for dem der mener "krig er beskidt", som om at den vestlige imperies måde at gå i krig er en "normal og accepteret" måde. Det er det ikke! FN har generelt mennesker med 2 hjerneceller har sat regler for hvordan man kan bekrige hinanden. Problemet er at den vestlige imperie sætter præcedens i at omgå disse meget simple og moralske regler. Dette er en UNORMALITET, og noget krystere aldrig vil have mod til at modsige eller bare se på med deres åbne øjne.

A Rash

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

At kæmpe mod krig er et nødvendigt sissyfos-arbejde der aldrig ender før det sidste menneske dør ved sværdet.

Brugerbillede for David Joelsen

Der er gået koldkrig i Irak.

@Peter Frost
Nej de skal fanges og straffes. Men gør man det på en beskidt måde, dukker der bare nye folk op med endnu mere had. Det er en spiral.

Brugerbillede for Niels Nielsen

"De, der overlevede, var arret af kvæstelser og mentale traumer efter årtier med krig."

Dette er for mig at se den centrale lære, der kan drages af enhver krig.

For det er jo ikke kun irakerne, der ikke kan styre sig. Hvis man interesserer sig for den slags, skal man læse den meget lange og meget uhyggelige artikel i The Intercept, som handler om SEAL Team 6, den amerikanske specialenhed, som befriede verden for Osama bin Laden og derfor fejres som helte.

Jeg har stor forståelse for, at frontsoldater bliver forråede og brutaliserede. Jeg bifalder det på ingen måde, men at blive vred på de menige soldater nytter ikke noget, uanset om de er amerikanere, russere, irakere eller danskere. De fleste krigsforbrydelser i felten er blot reaktioner på forudgående traumatiske begivenheder, ikke noget, den enkelte soldat nødvendigvis kan styre i situationen. Det er jo også derfor, at man har officerer, som forventes at have det overblik og den moralske indsigt, som man ikke kan forvente, at en menig frontlinjesoldat kan bevare uden støtte udefra, når kuglerne flyver ham om ørerne og han lige har set sin bedste ven få hovedet halvt skåret af.

At et menneske bliver barbar i barbariske omstændigheder er kun at forvente. Derfor skal kritikken og forargelsen rettes mod de mennesker, som er højere oppe i systemet, og som tillader dette barbari. De højerestående officere bærer efter min mening størstedelen af skylden, ved at tillade dette barbari at finde sted - sammen med de politikere, som beslutter, at der overhovedet skal føres krig, og som overfor en ignorant befolkning beskriver krigsførelse som noget, ædelt, modigt, heltemodigt, og sågar kalder voldshandlingerne kliniske og kirurgiske.

Man kan ikke lære en hund helt at lade være med at gø, men man kan lære den at gø så lidt som muligt. Når en soldat kan forsvare sig med, at: "Min general siger til mig: ’Bring mig ikke fanger'...", så videregiver han jo bare en opfordring fra sin herre til at begå krigsforbrydelser.

Vi har alle blod på hænderne, når vi lader disse ting ske. Det er simpelthen for nemt blot at fordømme de direkte involverede aktører, når det egentlige ansvar for forbrydelserne ligger hos de krigsførende parters ledelser, som jo i et demokrati er vores allesammens ansvar.

Advarsel: Matthew Coles artikel er meget lang og ikke for folk med sarte nerver:

https://theintercept.com/2017/01/10/the-crimes-of-seal-team-6/

War is hell!!!

David Joelsen, Carsten Wienholtz, Anne Mette Jørgensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Frost

Arash Shahriar, krig ER beskidt om vi har regler eller ej. Reglerne bliver da ikke fulgt alligevel. Mon ikke parterne kunne finde ud af at myrde løs uden hjælp fra andre? Med al det had som der er mellem stammer, sunnier og shiaer og hvad ved jeg, så skal det nok lykkes dem at slå hinanden ihjel alligevel.
Nu er vi i landene og så må vi gøre vores til at de ikke myrder løs på civilbefolkningen, men det sker, og det vil altid ske.
Havde vi ikke blandet os så var det sikkert også galt.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Peter Frost: "Reglerne bliver da ikke fulgt alligevel."

En sådan udtalelse er første skridt ned ad skråplanet. Soldater skal til stadighed holdes op til de moralske standarder, som er formuleret i Genevekonventionerne.

Når disse konventioner overtrædes, skal der straks iværksættes retslige undersøgelser. Det er besværligt, især i en krig, men at tillade forbrydelser bare fordi "sådan er det nu engang at være i krig" kan aldrig blive et gyldigt argument i et land, som ønsker at se sig selv som en retsstat.

Der gælder andre regler på slagmarken end i civilsamfundet, indrømmet, men disse regler skal stadig overholdes. Ellers degenererer en veldisciplineret slagstyrke hurtigt til en flokk vilde marodører, og det er ingen tjent med - især ikke befolkningen i hjemlandene, som efterfølgende skal leve med en flok psykisk og fysisk ødelagte krigsveteraner med PTSD.

Brugerbillede for Peter Frost

Niels Nielsen, mit synspunkt er at vi kan råbe og skrige nok så meget ovenpå sådan en artikel, og det skal vi også gøre, men at tro at det ikke forekommer i langt større stil end vi måske tror - det er naivt. Det er alle parter i konflikter som begår disse uhyrligheder, men jeg nægter at lægge vores udsendte soldater dette til last, da de gør et fortrinligt arbejde. Vi skal huske på at soldaterne er sendt ud af den danske regering, og udfører det arbejde de er blevet pålagt til U.G.
Vi skider så netop på soldaterne når de kommer hjem med PTSD osv. det er dybt beklageligt, og burde ikke ske.
En krig er ikke som en fodboldkamp, og der foregår uhyrligheder vi har svært ved at fatte, men det nytter ikke noget at sige " så skrider vi bare hjem" - nu ER vi der og så skal vi gøre vores YDERSTE til at sikre at krigens "love" overholdes.
Du må ikke skyde mod personnel med en TMG, men du må gerne skyde mod materiel, så jf. krigens love så skyd efter hjelmene på soldaterne - så er du på den sikre side...
Det er min klare holdning at FN ikke agerer effektivt i jagten på krigsforbrydere pga. de permanente veto medlemmer af sikkerhedsrådet.
Vi bør reformere FN og fjerne vetoretten - dernæst kan vi begynde at tage fat i de krige hvor der krigsforbrydere huserer eller har huseret, og få svinene dømt. Indtil da, må vi bare se i øjnene at krig ikke lader sig regulere på samme måde som en fodboldkamp, og bevisbyrderne ofte er svære at løfte.

Brugerbillede for Peter Frost

USA forhindrer måske efterforskning af krigsforbrydelser på deres side af midterlinjen, men det samme gør Russerne. Tro ikke at Assads styre ikke begår tilsvarende uhyrligheder.
Hvad med IS, har vi anerkendt at de er soldater? det er juridisk set meget relevant hvordan de defineres, derfor det moderne udtryk "illegale kombattanter"....

Brugerbillede for Niels Nielsen

Nu ER vi der, skriver du, og så fanger bordet, hvilket jeg er delvist enig med dig i, ligesom at vi ikke er uenige om, at det ikke er de menige soldater, der skal bære al kritikken. Vi skal derimod vælge vore krige med omtanke, da det altid vil betyde at vi får blod på hænderne, hvis vi blander os i en væbnet konflikt.

Det er netop derfor, det ligger mig så stærkt på sinde, at folk hører om, hvad der faktisk foregår i en krig, så de ikke længere tillader vore politikere hovedløst at løbe i hælene på de krigsgale amerikanere som en anden skødehund. Det kan være nødvendigt at gå i krig, men ingen af de krige, vi har blandet os i, siden AFR fik blod på tanden, har været retfærdige. Enn lang række politikere og våbenfabrikanter har lukreret på, at unge mennesker og civilbefolkninger i mellemøsten har lidt en unødvendig død, og det må simpelthen stoppe, før ofrene for denne profitmaximerende operation, som forsøges solgt til os som "humanistisk intervention", for alvor bringer krigen hjem til vores egen lille idylliske have.

Terror er guerillakrig, den fattige mands sidste våben mod overmagten

Brugerbillede for Sascha Olinsson
Sascha Olinsson

Det var dog frygtelig læsning. Jeg ser kun ofre på alle sider...Disse Irakiske soldater+ hvordan kan de nogensinde blive almindelige borgere og mennesker igen? Hvad har de oplevet der har kunnet forrå dem sådan?
Vi ved efter århundreders krige udemærket godt hvad krigsførelse bringer med sig af lidelser og tab. Alligehvel havde vi voldsomt travlt med at støtte USA med deres olie/hævn æventyr. Og at krig altid er beskidt er bare hverken forklaring eller undskyldning. Vi skulle måske i vesten tage os vores ansvar bare en smule mere alvorligt- istedet er DF Danmarks største parti fordi vi joda så sandelig ikke har råd7empati til at hjælpe ofrene af vores egne handlinger...

Brugerbillede for Anders Vestesen
Anders Vestesen

@Arash Shahriar kl 12.03
Jeg er helt enig med dig. Jeg bryder mig heller ikke om sammenligningen med det gamle USSR. Jeg foretrækker også, at vi bruger USA.

Brugerbillede for Anders Vestesen
Anders Vestesen

@Peter Frost kl. 14.55
Det er en gammel skrøne, at man ikke må bruge en kaliber på 12,7mm mod personel. Det står ingen steder.

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

"Derfor må vi påtage os det ansvar at være med til at se krigen til ende og gøre vores til, at Irak på – nok meget lang – sigt kan blive et stabilt land, hvor der hverken er krig eller menneskerettighedsbrud.
Om det mål kan nås i denne generation, er ikke til at sige, men der er ikke tvivl om, at Danmark moralsk set ikke længere blot kan overlade ansvaret til andre. Vi har alt for mange moralske aktier i krigen til den manøvre" skrev Ekspert i Militær etik og morel, filosof Anders Theis Bollmann i Information den 22. november 2017.
På side 17 i dagens avis, svarer Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten på ovennævnte kronik af Anders Theis Bollmann, som blev bragt under overskriften:
https://www.information.dk/debat/2017/11/enhedslistens-irakkurs-mangler-...

Beretningen fra Mosuls befrielse her over, viser, at Danmark bidrager til krigen i Irak - ikke til freden!

Få så de danske soldater hjem!
Det kan kun gå for langsomt.

Niels Nielsen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Mette Jørgensen
Anne Mette Jørgensen

Dette er en grusom beskrivelse af krig, men viser desværre al krigs DNA.
Jeg kunne ikke læse det hele. Føj for satan.

At vi fulgte som en logrende hale efter USA og England viser vel bare, at vi er akkurat er lige så inhumane og blottet for viden og indsigt som set så mange gange før, og det vil fortsætte til sidste mand. At vi har terror har vi i den grad selv bedt om.
Det er en kynisk kalkule og har intet med hverken forsvar eller ønske om demokrati at gøre, men er alene styret af en magtfuld våben mafia, som betjener sig selv og skaber et hav af arbejdspladser.

I Ole Suhrs gade , hvor jeg bor, render der unge mænd rundt i døgndrift i militær og politi uniform og de er Gudhjælpemig så hjernevaskede, at de tror de forhindrer terror.
Nu skal der handles kampfly, og folket finder sig i det. Ja, de stemmer på de partier som elsker krig og nyder deltagelse i ødelæggelse.
Tilløkke Danmark. Flot gået.

Brugerbillede for Jakob Trägårdh
Jakob Trägårdh

Bemærkelsesværdige udgangsreplikker—Det her er anti-shia-propaganda, dæmonisering af den Irakiske regering. Hvorfor bringe sådan noget?

... "For Taha er det ikke ovre endnu. Næste mål er det område, der var kontrolleret af den vestlige koalition, og hvor der i dag bor mange udlændinge.

»Efter Mosul kører vi til Bagdad og gør mod den grønne zone, hvad vi gjorde mod Daesh«, sagde Taha.

»Først da vil Irak få fred.« "

Brugerbillede for Niels Nielsen

Hvordan kan du læse dette som anti-shiah-propaganda, Jakob Trägårdh? At Iraks regering er shiitisk er jo sandt nok, og at amerikanerne ikke havde nogen anelse om, hvad de foretog sig i Irak var jo tydeligt, da de trak sig ud med halen mellem benene, så at regeringen blev shiitisk er en historisk tilfældighed - jeg gætter på, at det var denne gruppering, der af amerikanerne blev betragtet som den mest USA-venlige.

Hvad den jo på ingen måde er, tværtimod koster det store summer i bestikkelse for amerikanerne at undgå at tabe ansigt over nederlaget - herunder de leveringer af krigsmateriel, og den uddannelse af soldaterne, som også Danmark medvirker til

Hvis der er tale om propaganda er det anti-krigs-propaganda.

Brugerbillede for Jakob Trägårdh
Jakob Trägårdh

Niels, at en (unavngiven) Irakisk soldat vil køre til Bagdad og gøre det samme ved "os", Vesten, dem i Den Grønne Zone, som de lige har gjort ved Daesh ... Det tror jeg sgu ikke at Abadi er enig med ham i ... jeg synes, i det hele taget at det er et besynderligt skriv det her, relativistisk voldsforherligelse på en eller anden måde, med en besynderlig fantasi af en afslutning. Som om Abadi ville angribe The Green Zone!?

Brugerbillede for Arash Shahriar

Anders Vestesen

Undskyld mig på forhånd! Men jeg tror ikke at du ved hvad ordet sammenligning betyder. For du kan da virkelig ikke mene at USA ikke er en af de ledende aktør i hvad der bliver beskrevet i artiklen??

Jeg finder nogen gange mig selv som en joke. For jeg gentager samme tanker om og om og om og om igen. Som en plade der er gået i stykker. Jeg tror nogen gange selv at jeg er gået i stykker af at give værdi til alles tanker. Tanker der slet ikke er blevet brugt tid på. Tanker der bare kan komme ud fordi de kan. Tanker der bare er slogans. Oh...

Lad mig linke dig til et andet ord: https://en.wikipedia.org/wiki/Superpower

Brugerbillede for Anders Vestesen
Anders Vestesen

@Arash Shahriar
For at citere hvad du skriver: "Undskyld mig på forhånd!" Jeg giver dig jo bare ret!
Jeg har fra min tidlige dage altid forsvaret kommunismen når snakken faldt på eksempler på ugerninger og fremhævet Vesten generelt og USA og Danmark specifikt. Jeg er i mit blod fra tiden i ungdomsorganisationen, det alt for korte år på Wilhelm Pieck Jugendhochschule, happenings på Salatfabrikken, Next Stop Nevada og den skamfulde afstemning i Hillerød 1990. Vi har tabt af helvede til i 27 år nu.