POLEN

’Folk vil have stolthed, respekt, historie og mening. De vil have storhed!’

I 20 år har Polen haft frihed, demokrati og nonstop vækst. Alligevel stemte et overvældende flertal sidste år på et radikalt højrepoulistisk parti, som vil gøre Polen 'great' igen. Hvorfor?

Vil man forstå højrepopulismen, er Polen er et oplagt sted at starte




POLEN

’Folk vil have stolthed, respekt, historie og mening. De vil have storhed!’

Vil man forstå højrepopulismen, er Polen er et oplagt sted at starte
Christian Bennike (tekst) og Sille Veilmark (foto)
Informations udsendte journalister i Polen
Witold Osiński på 70 år sidder bag vinduet i sin nikotinfarvede boligblok og hælder iskold slivovits op i tre små glas. Udenfor daler sæsonens første sne ned over de fyrretræsdækkede bjerge omkring byen Zakopane i det sydlige Polen. Hans kone har kreeret tre retter, og der er sild i de to af dem: sild med olie og sennep, sildesalat med mayonnaise og en blommekage.

De har boet i den 35 kvadratmeter-store lejlighed siden 1964, hvor blokken blev bygget – herfra har de set Polen forvandle sig: fra lukket østblokstat til EU-medlem; fra økonomisk ruin til europæisk vækstmotor; fra étpartistyre til demokrati. Men det er, som om noget er gået tabt i processen, føler Witold Osiński. Man kan mærke det.

»Jeg savner ikke kommunismen, men jeg savner det gamle Zakopane,« siger han:

»Der var en venligere atmosfære før i tiden. Folk havde et tættere forhold til hinanden. Nu er de mere fokuseret på penge.«
Witold og Yvona Osiński har boet i Zakopane siden 1964. De stemmer begge på Lov- og Retfærdighedspartiet, PiS
Hver uge arbejder Witold Osiński nogle timer som lærer på en folkeskole, og i fritiden fikser han gamle bilmotorer. Og så elsker han at vandre i bjergene.

»Når man vandrer, efterlader man sine problemer på jorden. Man tænker kun på bjergene og på sig selv,« siger han og viser fotografier af sneklædte tinder og bjergvioler. »Men nu er der så mange mennesker deroppe, at jeg ikke vandrer her længere. Nogle steder skal man stå i kø, som i en forlystelsespark. Der er ikke ro.«

Det er en af grundende til, at han helhjertet støtter det nationalkonservative og højrepopulistiske regeringsparti Lov- og Retfærdighedspartiet (på polsk PiS), som vandt magten i oktober. Han vil have sit gamle land tilbage.

»De tager sig af Polen,« som han siger.

Vil man forstå brudfladerne i det politiske landskab i Vesten – Trump, Brexit, Le Pen, Dansk Folkeparti – er Polen et godt sted at begynde. Landet har haft nonstop vækst i 20 år, BNP per indbygger er femdoblet siden Murens fald, andelen af fattige er faldet fra 13 pct. i 1993 til 3 pct. i 2010, og indbyggerne har fået frihed, demokrati og EU-pas.

Alligevel stemte 37,5 pct. af polakkerne i oktober på PiS, et parti som vil beskytte katolske værdier, holde muslimer ude af landet og beundrer Viktor Orbáns 'iliberale demokrati' i Ungarn.

Det harmonerer dårligt med den gængse fortælling om, at frihed og vækst automatisk forvandler mennesker til liberale verdensborgere, der omfavner multikultur, ateisme, feminisme og internationalt samarbejde. Sådan er det ikke i Polen – her har man både vækst og konservatisme. Men hvorfor?
Polen
38,5 mio. indbyggere. Plus ca. 20. mio. især i USA, Canada og Brasilien.

94 pct. af landet kalder sig katolikker.

I 2015 vandt det højrepopulistiske parti Lov- og Retfærdighed både præsident- og parlamentsvalget.

Andrzej Duda er præsident og Beata Szydło er premierminister, men landet styres de facto af partiformand Jarosław Kaczyński.

Polen er det eneste EU-land, som undgik økonomisk recession under finanskrisen. Landet har haft non-stop vækst siden 1991.

37.000 polakker udgør den største indvandrergruppe i Danmark.
Det er en bidende kold morgen i Polens næststørste by, Krakow, to timers kørsel nord for Zakopane, og byen gør sig klar til den årlige nationaldag, der fejrer den kortvarige selvstændighed i 1918. Alle har fri, og alle skal i kirke.

Tæt ved katedralen, der troner på en bakke over byen, samles store grupper af mænd i uniform: skovfogeder fra oplandet, det lokale politi, spejdere og skoleelever. De skal marchere i optog til messen.

»At være polsk er i vores blod,« siger brandmanden Szymon Michał på 23 år. Han er klædt i blank kasket og tyk marineblå uldjakke. Han har en økse i bæltet. »Det er vores pligt at vise respekt for vores landsmænd, som døde for Polen for 100 år siden. Vi har været et stærkt land i 100 år, og vi skal være et stærkt land igen. Vi polakker kan ikke lide, at EU fortæller os, hvad vi skal gøre. Det vigtigste lige nu er at være uafhængige,« siger han, og de andre brandmænd nikker – de stemte alle sammen på PiS.

Lige som andre højrepopulistiske partier scorer PiS flest stemmer blandt ældre kortuddannede vælgere på landet – men de unge er også med. 23 procent af de unge mellem 18 og 26 år stemte på PiS ved valget i 2015 – og hertil kommer 21 procent, som stemte på det yderligtgående højreparti, Kukiz'15. Og til præsidentvalget stemte 60 pct. af de 18-29-årige på PiS-kandidaten, Andrzej Duda.
Grupper af mænd i uniform mødes foran Krakows katedralen for at fejre Polens nationaldag: Skovfogeder fra oplandet, det lokale politi, spejdere og skoleelever.
Flokken marcherer mod kirken med marchtrommer og faner. De blankpudsede læderstøvler slår imod de frostkolde brosten, og det hele ligner en blanding af Reichsparteitag og fulde socialdemokrater på vej til Fælledparken.

Polakker lader sig ikke mærke med kulden, og tilskuerne stimler sammen. Ældre mænd i sixpence og pressefoldede bukser giver faste håndtryk og gør honnør. Skolelærerinden Zofia Kopec er troppet op med en flok kvindelige elever, som skal eksercere i kamuflagetøj.

»Man bliver stolt, når man ser unge mennesker i uniform,« siger Zofia Kopec og smiler til ’sine’ piger. »Men det har intet med PiS at gøre. Vi er polakker, der elsker vores land – patrioter. Det er helt normalt.«

Gregory Przybylski, 36, er her, fordi hans søn er med i spejder-marchen.

»Det lærer ham værdier og historie,« siger han. »Om Gud, ære, fædreland, om at være modig, være ærlig, om at være fair over for andre mennesker.«

Han stemte heller ikke på PiS – men på socialisterne.

»Jeg er patriot, men jeg er meget imod regeringen. De ser alt i sort og hvidt. Folk har brug for at tale sammen, men det er jeg bange for, at vi er ved at miste evnen til.«

Siden valget, hvor PiS fik absolut flertal i begge parlamentets kamre, har de haft travlt med at omforme Polen indefra: De har gjort det lettere for partimedlemmer at få ledende poster i administrationen. De har indsat deres egne folk i toppen af hæren, sikkerhedstjenesten og i det statslige radio og tv. Og de har ændret sammensætning og stemmemetoden i højesteret, så det tilgodeser dem selv.

Det har fået Polen til at glide ned ad ngo’en Freedom Houses frihedsranglister, formanden for EU-Parlamentet, Martin Sculz, har kaldt det »et statskup«, og populismeforsker Jan-Werner Müller fra Princeton University har talt om »en omvendt 1989«.
Wawel Katedralen er stuvende fuld. 94 pct. af polakkerne kalder sig romersk katolske, og 40 pct. går i kirke hver uge.
Kirken er så stuvende fuld, at folk står i en tyk halvcirkel rundt om bygningen, hvor præstens prædiken om polsk kultur og historie gjalder ud af højtalere og kaster et dumpt ekko mellem borgmurene. Menneskemængden knæler og slår korsets tegn, mens solen bryder frem, og en lille dreng med en bamse svinger det polske flag. Der er ikke et øje tørt.

Mens resten af Europa bliver mere sekulære, kalder 94 pct. af polakkerne sig stadig romersk katolske, og 40 pct. går i kirke hver uge. Selv om de unge går lidt mindre til messe end deres forældre og er mere åbne for ateisme og sex før ægteskabet, beskriver 2/3 af unge polakker sig stadig som troende.

Da gudstjenesten slutter, bugter slangen af uniformer sig mod bymidten, hvor en gruppe demonstranter står klar til at danne front mod dem dem. De kalder sig Komiteen til Forsvar for Demokratiet og viser deres utilfredshed med PiS-regeringen ved at svinge med EU-flag og synge gamle march-sange.
Da skovfogederne og brandmændene marcherer forbi, råber demonstranterne »Forfatning! Forfatning! Demokrati! Demokrati!«, og de overraskede marchdeltagere skriger tilbage: »Vores helte i krigen er store! I er intet!«

Midt i flokken står den 51-årige læge Wojciech Osmanski, en velklædt, velfriseret og nybarberet herre med et formfuldt engelsk og en dyb stemme. Han er medlem af Donald Tusks liberalkonservative parti, Platforma Obywatelska.

»Polakker er europæere,« råber han for at overdøve de andre demonstranter. »Polen er en del af Europa ligesom danskerne, tyskerne og franskmændene. Vi kan sagtens beholde vores identitet og være i Europa. Samtidig.«

Der opstår lidt tumult, og selv om det ikke eskalerer, plejer det slet ikke at være sådan i Krakow, fortæller en journalist fra Radio Krakow, som har dækket nationaldagen i fire år:

»De sidste år har der bare været røde og hvide flag, nu er der protester,« siger hun. »Det viser, at vores samfund er blevet mere splittet siden valget.«
»Det er vores pligt at vise respekt for vores landsmænd, som døde for Polen for 100 år siden. Vi har været et stærkt land i 100 år, og vi skal være et stærkt land igen,« siger en af brandmændene (ovenfor til højre).
Polen er splittet på samme måde som resten af Vesten: Det er de kosmopolitiske byboere med lange uddannelser over for de nationalt sindede med korte uddannelser uden for byerne. Eliten over for folket – dem med EU-flag over for dem, der marcherer ud af kirken.

I dét spil er den tidligere polske præsident Donald Tusk Polens svar på Hillary Clinton: symbolet på den elitære teknokrat-politikere, som bekymrer sig mere om vennerne i Bruxelles end om Polen – få var overraskede, da han i 2014 fik job som formand for Det Europæiske Råd. Over for ham står PiS' leder Jarosław Kaczyński. Han er symbolet på den traditionelle polske kultur.

Trods otte år med konstant vækst under Donald Tusk blev hans parti, Platforma Obywatelska, ydmyget ved valget i oktober 2015, hvor de tabte 15 procent, og PiS gik 7,5 procentpoint frem. PiS vandt også præsidentposten.

»Mange vælgere føler sig glemt og dårligt behandlet af den neoliberale elite,« siger Grażyna Kubica-Heller over en kop automatkaffe på Jagielonian Universitey i Krakow. Hun er antropolog og har blandt andet studeret LGBT-bevægelsen i Polen.

»Nationalismen er deres måde at genoprette deres værdighed på. Make Poland Great Again! De vil ødelægge systemet, som virker korrupt og ondt.«

Hun interviewede engang to midaldrende kvinder i Krakow, der måbende have set et LGBT-optog gå fordi.

»De sagde: ’Tænk, at der her foregår i Krakow, hvor der er kirker over alt. På dette hellige sted!’ Det var uforståeligt for dem,« siger Grażyna Kubica-Heller.

– Hvad er det, folk er bange for at miste?

Hun tænker sig om i nogle sekunder.

»Deres verden.«
En gruppe kvindelige skoleelever marcherer i militærtuniformer. De egentlig holde fri, man har valgt at komme for at fejre Polens selvstændighed.
I januar opridsede PiS' udenrigsminister, Witold Waszczykowski, forskellen mellem PiS og Platforma Obywatelska: Ifølge ham vil Platforma skabe »en sammenblanding af kulturer og racer, en verden af cyklister og vegetarer, som kun bruger vedvarende energi og kæmper imod enhver form for religion. Det har intet at gøre med traditionelle polske værdier.«

PiS vil derimod dæmme op for indvandring og grøn omstilling (Polen får 85 pct. af sin energi fra kul). Og de vil modsætte sig elitens »kønsideologi,« som er en eufemisme for feminisme, LGBT-rettigheder, fri abort m.m.

Mange polakkere er enige. Polen er det land i Europa med størst skepsis overfor homoseksualitet – polakkerne er faktisk blevet mindre tolerante de senere år.

Landet har Europas strengeste abortlovgivning (sammen med Irland og Malta), kvinder kan kun få abort efter voldtægt; hvis deres liv er i fare – eller hvis barnet bliver svært handicappet. Og selv i de tilfælde nægter mange læger at udføre indgrebet.

Polakkerne er også yderst kritiske overfor muslimsk indvandring – et område, hvor de unge er mere radikale end deres forældre: Over 80 pct. af de 18 til 34-årige ønsker ikke at tage imod indvandrere, mens det kun er 52 pct. af polakker over 65 år.

Det er altså ikke nok, at økonomien er god, hvis man vil genvælges – folk bekymrer sig om meget andet end penge.

»I otte år havde Tusk og Platforma Obywatelska sagt, at deres mål var: ’at sørge for varmt vand i hanerne’,« fortæller Konstanty Gebert, seniorforsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations. »De undgik eksplicit enhver forkromet vision, og det hungrer folk efter. Derfor røg de ud. Folk vil have stolthed, respekt, historie og mening. De vil have storhed!«
I januar sagde PiS’ udenrigsminister, Witold Waszczykowski, at »Platforma ville skabe »en sammenblanding af kulturer og racer, en verden af cyklister og vegetarer, som kun bruger vedvarende energi og kæmper imod enhver form for religion. Det har intet at gøre med traditionelle polske værdier.«
Hvis Witold Osińskis lille lejlighed i Zakopane er kerneterritorium for PiS, er den engelsksprogede bogcafé i Krakow, Massolit, det diametralt modsatte. Her er veganske kager, espressokaffe og akademisk litteratur. Her kommer cyklisterne og vegetarerne for at høre debatter om kvinderettigheder.

Jakub Wydrzynski på 34 år arbejdede på caféen i flere år, men i sidste uge sagde han op. Han er homoseksuel og uddannet i teatervidenskab – alligevel stemte han på PiS sidste år. Han havde stemt på Donald Tusk to gange i træk, men nu var det nok.

»Det var en proteststemme. Et ’fuck jer’,« forklarer han over en kande sort te med citron. Han var træt af at arbejde på den smarte bogcafé uden pension, feriepenge, sygedagpenge eller et garanteret timetal – hvilket er ganske normalt i Polen. Selv når han var syg, gik han på arbejde.

»Jeg tog bare forklæde på og hostede ude bagved i køkkenet,« forklarer han. »Kender du Maslows behovspyramide? Jeg er i bunden lige nu: Penge. Mad. Det er det, jeg fokuserer på, og derfor jeg stemte på PiS. Homoseksuelles rettigheder er i toppen. Det er luksus. Og helt ærligt: Platforma Obywatelska gjorde intet for homoseksuelle,« siger han.

»Platforma glemte, at det ikke er nok at invitere en masse udenlandske virksomheder til Polen og give dem lave skatter. Halvdelen af min gamle klasse er rejst ud af landet for at finde et godt job. De gifter sig og får børn sent – ikke fordi de er hedonister, men fordi huslejen er høj, lønnen er lav og jobbene er usikre.«

Ifølge Konstanty Gebert viser den voksende utilfredshed blandt unge polakker, at folks ambitioner stiger i takt med levestandarden. Polakkerne sammenligner ikke længere deres livssituation med kommunisttiden – de er ikke længere tilfredse med demokrati, frihed og vækst – nu sammenligner de sig med resten af EU, »og det kan skabe et indtryk af subjektiv afsavn,« pointerer Konstanty Gebert.

Under valgkampen lovede PiS at sænke pensionsalderen til 60 år for kvinder og 65 år for mænd, at sænke momsen og indføre ’500 plus-programmet’, der skal uddele 500 złoty om måneden (836 kroner) i børnepenge for hvert barn, en familie har. De vil også indføre et gratis sundhedssystem, og lover at fordele overskuddet fra frihandel og globalisering til alle egne af landet – også provinserne uden for de store byer, hvor arbejdsløsheden nogle steder nærmer sig 20-30 pct.

»De har købt sig til sejren,« mener Janusz Kahl, der er direktør i Nordic House i Krakow, som rådgiver danske virksomheder om polske forhold. »Ingen troede på, at PiS ville vinde – ligesom med Trump og Brexit – men det skete, og det skyldes i sær 500-plus-programmet.«

På caféen fortæller Jakub Wydrzynski, at han ved næste valg vil stemme på det lille venstrefløjsparti, Partia Razem, som ikke kom over spærregrænsen i 2015.

»Jeg venter på, at den her regering kollapser, så et venstreorienteret parti kan vinde fodfæste. Det er det, folk som mig venter på.«
Dukkemesteren bag det hele – Polens uden sammenligning mest magtfulde mand – er hverken præsident eller premierminister. Jarosław Kaczyński, som er formand for PiS, har officielt titel som menigt parlamentsmedlem, men alle ved, at han styrer landet fra sit lille kontor på første sal i en ramponeret kontorbygning i Warszawa med en poolhal i kælderen.
Jarosław Kaczyński. Foto: Czarek Sokolowski
67-årige Jarosław Kaczyński er ugift og uden børn, og indtil 2013 boede han sammen med sin mor og sin kat Fiona. Han har ikke kørekort, bruger sjældent computer, fik sin første bankkonto i 2009 og taler kun polsk. Og udover et enkelt besøg i Ukraine som barn, har han aldrig været på ferie uden for Polen.

Han personificerer PiS’ mål om at sætte Polen over alt andet i verden, og han har allerede lagt sig ud med USA, Rusland, Frankrig og Tyskland. Både den franske præsident Francois Hollande og den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har således aflyst officielle besøg i Warszawa i år på grund af uenigheder.

Jarosław Kaczyński grundlagde PiS sammen med sin enæggede tvillingebror Lech Kaczyński i 2001, og under partiets første regeringsperiode fra 2005 til 2007, var tvillingerne henholdsvis premierminister og præsident. De var makkere.

Men den 10. april 2010 indtraf en tragedie: Sammen med 95 andre politikere, biskopper og militærfolk fløj Lech til Rusland for at deltage i en mindeceremoni for Katyn-massakren, hvor 15-20.000 polakker under Anden Verdenskrig blev likvideret af sovjetisk militær. Men de nåede aldrig frem. Flyet styrtede ned i tæt tåge ved byen Smolensk i Rusland, og alle 96 ombord døde – inklusive Lech, hans kone, 18 parlamentsmedlemmer, Polens nationalbankdirektør og chefen for hæren.

Siden er ordet ’Smolensk’ blevet synonym med konspiration. Trods flere undersøgelser, mener kun en femtedel af polakkerne, at flystyrtet er blevet ordentligt belyst, og 27 pct. tror ligefrem, at russerne arrangerede det hele, og at Donald Tusk dækkede over det. Så sent som sidste måned besluttede PiS-regeringen at grave en række af de seks år gamle lig op for at undersøge dem – igen.
67-årige Jarosław Kaczyński er ugift og uden børn, og indtil 2013 boede han sammen med sin mor og sin kat Fiona. Han har ikke kørekort, bruger sjældent computer, fik sin første bankkonto i 2009 og taler kun polsk. Og udover et enkelt besøg i Ukraine som barn, har han aldrig været på ferie uden for Polen.

Han personificerer PiS’ mål om at sætte Polen over alt andet i verden, og han har allerede lagt sig ud med USA, Rusland, Frankrig og Tyskland. Både den franske præsident Francois Hollande og den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har således aflyst officielle besøg i Warszawa i år på grund af uenigheder.

Jarosław Kaczyński grundlagde PiS sammen med sin enæggede tvillingebror Lech Kaczyński i 2001, og under partiets første regeringsperiode fra 2005 til 2007, var tvillingerne henholdsvis premierminister og præsident. De var makkere.

Men den 10. april 2010 indtraf en tragedie: Sammen med 95 andre politikere, biskopper og militærfolk fløj Lech til Rusland for at deltage i en mindeceremoni for Katyn-massakren, hvor 15-20.000 polakker under Anden Verdenskrig blev likvideret af sovjetisk militær. Men de nåede aldrig frem. Flyet styrtede ned i tæt tåge ved byen Smolensk i Rusland, og alle 96 ombord døde – inklusive Lech, hans kone, 18 parlamentsmedlemmer, Polens nationalbankdirektør og chefen for hæren.

Siden er ordet ’Smolensk’ blevet synonym med konspiration. Trods flere undersøgelser, mener kun en femtedel af polakkerne, at flystyrtet er blevet ordentligt belyst, og 27 pct. tror ligefrem, at russerne arrangerede det hele, og at Donald Tusk dækkede over det. Så sent som sidste måned besluttede PiS-regeringen at grave en række af de seks år gamle lig op for at undersøge dem – igen.
Vraget efter de polske præsidentfly. Foto: Associated Press
Det er ti år siden, at Witold Osiński rev antennestikket ud af vægen og bar det tunge billedrørsfjernsyn ned i kælderen under boligblokken i Zakopane. Han er for længst holdt op med at stole på medierne, og han er sikker på, at der ligger mere bag flystyrtet ved Smolensk end som så. I dag får han alle sine nyheder fra nettet – han og konen sender links til hinanden fra hver sin laptop i stuen, mens de drikker neskaffe.

»Så kan jeg selv vælge, hvad jeg læser,« siger han.

I dag har de besøg af deres 38-årige svigersøn, Filip Grzegorczyk. Han er vicedirektør i skatteministeriet og støtter også PiS.

»Det er problemer med politisk korrekthed i Europa,« siger han. »Ægteskab mellem homoseksuelle er helt almindeligt i Danmark, og man kan ikke sige i EU-Parlamentet, at ægteskab mellem homoseksuelle er unaturligt – så er man dum. Men hvis man siger det i Polen, vil de fleste mennesker være enige. Hvis du siger det i EU, bliver du korsfæstet.«

Han tager et dybt sug af sin e-cigaret og læner sig tilbage i stolen.

»Europa har glemt sin kristne arv. Vi ombygger kristne kirker til restauranter, og vi bygger muslimske moskeer for offentlige penge. Det er forrykt.«

Witold Osiński er enig. Han har ikke noget imod bøsser, »men det behøver ikke være ude på gaden«, han vil også gerne hjælpe krigsflygtninge, men det er mest effektivt at gøre »i deres eget land«, især fordi »erfaringerne fra Frankrig og Tyskland viser, at muslimer ikke accepterer lovene«.

På væggen i stuen har han hængt et ikon op med Jesus og Maria, et billede af Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn og nogle romantiske malerier af bjerge. Det er godt at have solide holdepunkter, for man bliver let forpustet af at se ud af vinduet.

»De unge kan ikke huske, det gamle Zakopane, så de begræder ikke udviklingen, men jeg synes godt, det kunne gå langsommere,« siger Witold Osiński. »Nogle gange kan jeg slet ikke køre ned ad gaden i min bil, fordi der er så mange andre biler. Der er kommet mange flere privatejede bygninger, mange flere restauranter og barer, så de traditionelle polske barer forsvinder. Nu er de ved at bygge et indkøbscenter på Krupówki (byens gågade, red.), og det bliver så højt, at man ikke kan se bjergene. Hvorfor?«

Det er blevet mørkt udenfor, og snetæppet dæmper byens lyde.

Når man spørger Witold Osiński, om han gerne vil gøre Polen ’great’ igen, svarer han: »Måske ikke ’great’, bare normalt. Make Poland Normal Again
Tekst: Christian Bennike Foto: Sille Veilmark Redaktør: Kristian Villesen Digital produktion: Jens Christoffersen

Publiceret 10. december 2016


En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Flemming Berger
  • Thomas Overbye
  • David Zennaro
  • Martin Åberg
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Kristian Rikard
  • Steffen Gliese
  • Lars Rasmussen
  • Espen Bøgh
Kurt Nielsen, Flemming Berger, Thomas Overbye, David Zennaro, Martin Åberg, Robert Ørsted-Jensen, Kristian Rikard, Steffen Gliese, Lars Rasmussen og Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et stolt folkefærd, der fra deres lange historie ved, hvad ubudne gæster, selvbestemmelse og frihed betyder – de ønsker selv at bestemme over, hvem de vil have rendende og hvem der 'flytter ind oven på' – og så har de set, hvor galt det er gået i Vesteuropa …

Egon Stich, Claus Nielsen, Per Torbensen, Bastian Barx, mi mi, Finn Thøgersen, Michael Reves og Jakob Bonde anbefalede denne kommentar

De mange uniformer og glæden ved dem generelt iblandt folk, forstyrrer opfattelsen af demokrati i en grad der gør det besværligt at tænke ordet "demokrati", og det bestyrkes af regeringsførelsen for love, der især skal tilgodese styrets beståen og ved magten.

De valg der igennem nogen tid har været i en del af de gamle Østeuropæiske lande, har vist en skarp højredrejning med afstandtagen fra EU og Europa, men samtidig også en svag men tydelig bejlen til Moskva og Putin, hvilket ikke lover godt.

Nationalisme eller patriotisme i den sammenhæng lyder som masker for noget helt andet indhold, som ikke i en moderne verden i vestlig forståelse er acceptabel, og virker helt uforståelig, men på den anden side også, set i et Kafkask lys, giver mening i meningsløsheden.

Måske er det, og det må man da håbe, et spørgsmål om rodløshed hos et folk der gerne vil være selvstændige, men ikke helt ved hvordan de vil være selvstændige, og derfor søger det stærkt i religionen, - som var den drivende kraft bagved i årene efter 2. VK., og samlingspunkt for en identitet.

Desværre findes denne identitet ikke valget af Jarosław Kaczyński, der mere og mere minder om en folkeforfører for en storhed, der alligevel er så lille at det syntes at komplementerer billedet han eget mindreværdskompleks og trang til selvhævdelse, - en kendt farlig kombination, hvor der altid er brug for marcherende uniformede folk til at støtte bevægelsen.

Indlemmelsen af Polen m.fl. fra det gamle Østeuropa med fuldt medlemskab var så absolut en fejl fra EU's side, der alene burde have givet dem en fordelagtigt handelsaftale i forsigtighed.

Som det ser ud lige nu vælger og vrager mange af de gamle Østeuropæiske lande politisk i EU som det passer dem af goderne på "alle hylder", for kun fællesskabets goder vil de nyde fuldt ud, hvorimod ulemperne vil de afvise som det passer dem, og det rejser spørgsmålet om værdierne i EU og fællesskab, solidaritet, sammenhold ikke er politiske kerneværdier de vil dele med vesten.

Polske politikere har reduceret det gamle Vesteuropa med EU konstruktionen, som dets provins med alle de goder som de kan tilegne sig uden omkostninger, hvilket er en misforståelse, men også en misforståelse der ikke syntes at blive taget alvorlig om modsagt klart fra EU's side.

I den forbindelse kan det undre Danmark ikke kan få en bilateral aftale med EUROPOL, sådan som EU's politikere stritter imod, når EU samtidig ikke går i rette med Polen over alle de tyvekoster som findes på landets gedulgte markeder rundt omkring, hvor bl.a. helt nye bildele til de sidste nye modeller kan købes for en slik, - og det kan kun lade sig gøre fordi det enten er tyvekoster eller hælervarer, og fordi polsk politi vender ryggen til og det samtidig ikke politisk er noget man vil gøre noget ved, - men hvem ved hvem der tjener på den slags rundt omkring i Polen.

Flemming Berger, Michael Reves, Karsten Aaen, Ole Frank og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Jeg havde som ung en officerskarriere i søværnet, og for mig er det ganske ubehageligt at se unge mennesker i militæruniformer.

Jeg kender også Poland temmelig godt, som jeg har et nært forhold til gennem mere end 25 år, - især den tidligere preussisk provins, Schlesien, hvor jeg altid gør nogle dages ophold, når jeg et par gange om året rejser nordpå.

Og allerede i omkring 2005 fornemmede jeg, at noget var galt. Her havde man simpelt hen kørt en gammel sporvogn op på det smukke gamle torv i Jelenia Gora (Hirschburg). Og sporvognen, der stammede fra tiden op til krigen, var tydeligt præget af sin tid - bl.a. med nazi-symboler og destinationer som f.eks. Adolf Hitlersstrasse.

Og for at gøre dette endnu mere ubehageligt, blev sporvognen brugt til en slags posthus. Man solgte simpelt gamle sort-hvid postkort, der tydeligt var udvalgte med deres præg af nazi-tiden. Og når man havde købt et postkort, blev det forsynet med "gamle" frimærker samt poststemplet med nazi-poststempel. Denne form for nostalgi var ikke blot ubehagelig, men den er direkte smagløs.

Og det mest groteske er faktisk, at dette intet med nuværende Poland at gøre. For alle ved jo, at det oprindelige Poland blev overfaldet af Tyskland i 1939. Og kender man Polands ganske bevægende historie, så ved man, at landet periodevis har været ganske stort, og i andre perioder ganske lille. Samt at det i øvrigt har flyttet adresse flere gange under de sidste 600 år.

Netop efter krigen i 1945 flyttede Poland endnu engang. For, da det oprindelige Poland der nærmest ligger i det nuværende Litauen, kom til at ligge i russisk interesseområde, gav men det nuværende landområde til Poland. Men i praksis var det grænserne, der flyttede, for de fleste af de daværende polakker (i 1945) blev hvor de havde deres huse, gårde og hele deres netværk.

Hermed kan man faktisk godt konkludere, at mange af nuværende Polands befolkning ikke har en reel polsk kulturel baggrund. Og hvis man ser på befolkningen i nuværende Poland, så er den gennem de seneste 20 år blevet forstærket af rigtig mange tyske borgere og pensionister, hvis familier egentlig stammer fra disse områder, men flygtede til sikkerhed i Tyskland i krigens slutning. Vi har faktisk, i gennem tiderne, talt med flere tyske borgere, der har købt familiens ejendom tilbage, og foretager en grundig istandsættelse med tilhørende renovering.

Flemming Berger, Torben Bruhn Andersen, David Zennaro, Per Torbensen, Robert Ørsted-Jensen, Bill Atkins, Karsten Aaen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Den del af Polen, der stemmer på det nuværende regeringsparti, er ikke interesseret i Polens bevægelse mod vest. Det minder om forskellen mellem øst og vest i Ukraine. Også i Moldavien, Bulgarien mm. Og for den sags skyld også om forskellen på nord og syd i England, og Midt og kyst i USA.

Spændende artikel om et folk, der er helt sit eget. Man får næsten den tanke, at de ord, som Georg Brandes skrev om de på daværende tidspunkt statsløse polakker tilbage i 1885, stadig gælder i dag:

"Men der gaves endnu et polsk Folk. Et Folk, der havde heroiske, ridderlige, glimrende, unyttige Dyder nok, men langt færre nyttige og borgerlige Dyder. Et begejstret og upraktisk Folk, ædelmodigt og upaalideligt, pragtlystent og flygtigt, livfuldt og letsindigt, et Folk, der altid havde afskyet strengt og kjedsommeligt Arbejde og altid elsket alle stærke eller fine, sanselige og aandelige Nydelser, men fremfor alt Uafhængigheden indtil Vanvid, Friheden indtil Liberum Veto og som ogsaa nu, da det havde tabt Uafhængighed og Frihed, var blevet sin gamle Kjærlighed tro."

Georg Brandes, Indtryk fra Polen (side 37f).

Jeg anbefaler i øvrigt, at man læser hele denne publikation af Brandes. (Uanset hvad man så ellers mener om manden.) Det er en interessant rejsebeskrivelse fra et 'Europa af i går'. Og hvis sproget fra det 19. århundrede opleves som en hindring, så findes der faktisk også en 'moderniseret udgave' ved Michael Hardenfelt. (Citatet ovenfor begyndes i denne udgave med "Men det polske folk eksisterede fortsat...".)

Til de interesserede kan jeg i øvrigt oplyse, at Brandes desuden udgav en rejsebeskrivelse fra Rusland, som også er spændende læsning.

Flemming Berger, Kristian Rikard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Aske Skov Andersen

Når forfatteren nævner alle de her stemmefordelinger og valgstatistikker, er det meget vigtigt lige at nævne, hvilket han forsømmer, at valgdeltagelsen i Polen ligger omkring 40%. Så de tal er altså ikke ligefrem repræsentative for landet som helhed.

Henrik Plaschke

Det er interessant at bemærke sig – og stort set glemt i dag – at Iran modtog et betragteligt antal polske flygtninge under den 2. Verdenskrig. Omkring 115.000 polakker blev således vel modtaget i Iran – såvel katolikker som jøder. Nogle af disse forblev efterfølgende i Iran – ikke mindst i Esfahan - og blev iranere, og deres efterkommere findes stadig i Iran, mens andre tog til hhv. England, Libanon, Israel og andetsteds.

Flere detaljer om The Children of Esfahan kan findes f.eks. på http://www.printmag.com/imprint/polish-refugees-in-iran/ og https://www.library.cornell.edu/colldev/mideast/polsirn.htm

Optagelser af polske flygtninges ankomst til Iran eksempelvis kan findes på: https://www.youtube.com/watch?v=HpJvDQVX_Dc – der udgør en meget ”amerikansk” udgave af denne historie. Jeg er sikkert den eneste, der kommer til at tænke på senere flygtningestrømme fra Syrien og andetsteds ved synes af denne film…

En kritisk diskussion, der også berører de geopolitiske aspekter af flygtningene fra Polen kan findes på: https://www.youtube.com/watch?v=E0mBaQRtPkM

Der har måske været en bekvemmelighedsflygtning eller to i blandt de polske flygtninge i Iran (hvad ved jeg?) – men størsteparten af de flygtende polakker har nok haft deres gode grunde til at flygte fra Sovjet over Kaukasus og til Iran. Men det var jo dengang.

Flemming Berger, Claus Nielsen, David Zennaro, Steffen Gliese og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar

Nationalismus af værste skuffe, men heldigvis er folk i dag oplyste og reflekterende:

Fra virkelighedens splittede Polen:
Præsident Andrzej Duda fra det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti (PiS) underskrev mandag den kontroversielle lov om forfatningsdomstolen, der mødes med hævede øjenbryn i EU.
- Loven blev vedtaget med skandaløs fart i strid med alle former for parlamentarisk procedure og navnlig i strid med forfatningen, siger parlamentsmedlemmet Boris Budka, der på vegne af partiet Borgerplatform sendte stævningen til til forfatningsdomstolen.
(DR dec 2015)

I øvrigt en parlamentarisk metode - vedtaget med skandaløs fart i strid med alle former for parlamentarisk procedure - vi også kender fra det danske folketing. Oftest anvendt når den overparlamentariske magtelite skal tilgodeses.

Flemming Berger, Egon Stich, Torben Bruhn Andersen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg synes, de Polske højrenationale har fundet sig et rigtig godt agronym.
Måske DF skulle overveje at skifte navn?

/O

Leopold Galicki

Esben Bøgh, du skriver blandt andet:

” Polske politikere har reduceret det gamle Vesteuropa med EU konstruktionen, som dets provins med alle de goder som de kan tilegne sig uden omkostninger, hvilket er en misforståelse, men også en misforståelse der ikke syntes at blive taget alvorlig om modsagt klart fra EU’s side.”

Og endvidere:

” I den forbindelse kan det undre Danmark ikke kan få en bilateral aftale med EUROPOL, sådan som EU’s politikere stritter imod, når EU samtidig ikke går i rette med Polen over alle de tyvekoster som findes på landets gedulgte markeder rundt omkring, hvor bl.a. helt nye bildele til de sidste nye modeller kan købes for en slik, - og det kan kun lade sig gøre fordi det enten er tyvekoster eller hælervarer, og fordi polsk politi vender ryggen til og det samtidig ikke politisk er noget man vil gøre noget ved, - men hvem ved hvem der tjener på den slags rundt omkring i Polen.”

Jeg mener bestemt, at du tegner et ganske ensidigt billede af Polen. Alt mulige fordomme skinner igennem her som solen gør det en skøn dansk sommerdag.

At Polens, Ungarns, og andre østeuropæiske landes EU-medlemskab er en affære udelukkende om disse landes rene fordele, og de vesteuropæiske landes rene omkostninger, er en grov fordrejning, og kan provokere til at tænke på konkrete begrundelser for en stik modsat konklusion end den du i denne forbindelse drager.

Et par eksempler for at komme helt ned på jorden: går du i ”Jysk” som ligger hhv. i København og Warszawa, betaler du nøjagtigt det samme for den samme vare. Men en jysk-ekspedient i København tjener, vel at mærke efter skat, 3 hvis ikke 4 gange mere end hendes/hans polske ditto. Og skal de tanke op deres biler betaler de den samme benzin/diesel pris. Samme gælder vand, el og varme.

Service- og uddannelsesniveauet for de to ekspedienter kan faktisk være højere i Polen end i DK, vil jeg antage, men det kræver en undersøgelse for at be- eller afkræfte antagelsen, selvfølgelig.

Og så kan vi tale videre om IKEA, McDonalds, Netto osv., osv.. Fortjenesten som disse kapitalgiganter, henter i det Polen som du har et så kritisk blik på, er enorm, og den kommer også dig, Esben, og mig til gode. Så kan man spørge sig selv: hvor længe skal og kan denne ulighed fortsætte? Er det godt for Europa? Er det et forbillede for resten af verdenen? Er det demokratisk?

Så kan man tale om aflønning af tjenestemænd og funktionærer, f.eks. politifolk. I Polen tjener de også nogenlunde 3-4 gange mindre end deres vestlige, men især danske ditto-er. Jeg er faktisk forundret over det faktum, at korruptionsniveauet ikke er skrigende højere end i DK.

M.h.p. på de gedulgte markeder for bildele, m.m..: Har du besøgt dem? Hvor ligger de henne? Jeg har besøgt Polen flere gange. Desværre har jeg være uheldig når det gælder oplevelsen af at være tilbudt en eller anden luksusvare til en slik. Ikke fordi jeg gerne vil købe tyvekoster for en slik, men, igen, bare for at opleve det at blive tilbudt det som du beskriver.

Leopold Galicki

At en polsk automafia eksisterer er en kendsgerning. Dog ville det være godt at vide noget om omfanget af den slags kriminalitet, dvs. en statistik om fænomenet.

Dog er det fortsat sådan, at eksistensen af en bestemt slags kriminalitet, i et eller andet omfang, i et land, berettiger ikke til at tegne et billede af hele landet i den grad som Esben i denne forbindelse gør.

Så skulle man for længe siden skære bånd til et land som Italien, hvor mafiavirksomheden i decennier på en bestemt måde været så at sige "institutionaliseret".

I 1970erne, hvor jerntæppet holdt de fleste polakker og østeuropæer væk fra de vestlige gader og stræder, fik jeg stjålet i København 6 cykler, og ved indbrud 3 bilradioer. Skulle det tegne mit billede af 1970ernes Danmark? Skulle jeg involvere en sådan erfaring i en analyse af et samfunds tilstand i en seriøs avis som Information?

Leopold Galicki

Gert Romme, du påstår:

”Og allerede i omkring 2005 fornemmede jeg, at noget var galt. Her havde man simpelt hen kørt en gammel sporvogn op på det smukke gamle torv i Jelenia Gora (Hirschburg). Og sporvognen, der stammede fra tiden op til krigen, var tydeligt præget af sin tid - bl.a. med nazi-symboler og destinationer som f.eks. Adolf Hitlersstrasse”.

Ja, der er placeret en sporvogn på det smukke gamle torv i Jelenia Gora. Men, nej, nej, nej. Sporvognen stammer ikke fra tiden op til krigen, og den er ikke præget af sin tid – bl.a. med nazi-symboler og destinationer….

Sporvognen er produceret i byen Chorzow, efter krigen, m.a.o. den er polsk produceret. Som barn i Wroclaw, oplevede jeg denne type sprogvogn som den helt nye. Nogle gange bad jeg min mor om at vente på, at vi kørte netop i denne splinter nye sporvogn kom. Havde hun god tid, ventede vi i fleste minutter på ”den næste og rigtige”.