Fra festival til skyttegrav
I forestiller jer ikke, hvad tis gennem tiden er blevet brugt til
Informations mellemstore guide til urinens brugshistorie
Lugten af Roskilde Festival er lugten af en basal kropsfunktion. Det er lugten af urin. Men selv om stanken er ram, er den gullige væske ikke bare et ubrugeligt affaldsprodukt, designet til at forpeste luften på danske festivaler. Det er samtidig en biologisk genialitet, der er blevet brugt på et utal af opfindsomme måder gennem tiden.

Information har sat næsen i duftsporet og tegner – med udgangspunkt i bogen ’Life of Pee: The Story of how Urine Got Everywhere’ – et historisk rids af urinens brugshistorie.
Livreddende urinmasker
Den 22. april 1915, kort efter solopgang, svævede en gulgrøn sky hen over de franske skyttegrave ud for Ypres i Belgien. Soldaterne i mudderhullerne vidste det ikke endnu, men verdenshistoriens første kloringasangreb var i gang.

Der var tale om et nyt våben, som krævede en ny form for forsvar. I modsætning til bajonetter, som man kunne skærme sig imod, og kugler, som man kunne dukke sig for, var der ingen gemmesteder for den dødelige gasart. På mindre end 10 minutter trængte den ind i soldaternes øjne, næser og svælg og efterlod 5.000 til kvælningsdøden. Resten blev midlertidigt blindet og var lette ofre for de tyske angribere, som tog over 2.000 franske soldater til fange under angrebet.

To dage senere fandt endnu et angreb sted mod canadiske tropper nordøst for Ypres, men denne gang var soldaterne advaret. Snarrådigt beordrede en militærlæge ved navn kaptajn Francis Scrimger sine mænd at urinere på et lommetørklæde og trække vejret igennem det. Med sin lægelige baggrund vidste han, at klor er let opløseligt i vand, og at urinstof har en hæmmende effekt på klorinens giftige dampe.
Urinmaske. På ordre fra militærlægen Francis Scrimger vædede soldaterne et bomuldsklæde med urin som beskyttelse mod kloringasangreb. Urinmasken har formentlig været med til at redde liv.
ARKIVFOTO
I bogen Life of Pee vurderer professor Alan Dronsfield fra den historiske afdeling i The Royal Society of Chemistry, at kaptajnens beslutning har reddet liv. Koncentrationen af urinstoffer i tis er ganske vist for lille til at skabe en dramatisk effekt – men de urinvædede lommetørklæder har formentlig gjort en forskel, vurderer han. Få måneder efter angrebet blev den britiske hær udstyret med rigtige ’røghjelme’, der dækkede hele hovedet og dermed gav soldaterne en langt bedre beskyttelse.

Men det var urinen, der reddede soldaterne igennem de første dage med det nye, frygtede våben.
En ophøjet duft af tis
Det siges, at man stadig kan ane en svag duft af urin, når man træder ind i Overhuset i det britiske parlament. Den sælsomme lugt skulle angiveligt skyldes, at de distingverede herrer i the House of Lords plejede at sværge til Harris Tweed som deres parlamentariske uniform – og her var urin en central del af fremstillingsprocessen.

I bomuldsindustrien på den hebridiske ø Harris har man i generationer haft såkaldte ’pee tubs’ eller ’tissekar’ stående, dvs. store trætønder med jernlåg, hvori familiemedlemmer og arbejdere dagligt kunne lade vandet til gavn for produktionen.
Tweed. Det traditionsrige Tweed Run er en årlig begivenhed, hvor entusiaster cykler rundt i London iført originale gamle tweeddragter.
AA/ABACA
Urin blev brugt i flere faser af fremstillingen, som det fremgår af Life of Pee: i indfarvningsfasen hjalp den med at binde og holde på farvestofferne, længere fremme i processen hjalp den med at fjerne overskydende olie fra tekstilerne og endelig i den sidste fase blev tekstilerne badet i en blanding af urin og vand, hvilket hjalp stoffet til at krympe til den helt rigtige størrelse i den efterfølgende tørringsfase. Og skulle tekstilerne tørre ud før tid, sprøjtede man bare lidt mere urin på dem.

Det sidste tissekar på Harris gik først ud af produktion i 1996, da væveren Marion Campbell i en alder af 86 år døde. Til det sidste holdt hun fast i den gamle tradition med at bruge urin i produktionen af den eftertragtede Harris Tweed. Hendes beskedne hus lå i øvrigt i den lille landsby Plockropool for enden af en vej, som de lokale stadig refererer til som The Golden Road.
Tal om en surdej
Efter bombningen af Pearl Harbor i 1941 fejede japanske tropper igennem Indonesien og beslaglagde ejendomme og internerede uskyldige civile.

Den hollandske dreng Pieter Wiederhold var blandt de borgere i Hollandsk Ostindien, der sammen med sin far blev interneret i en japansk fangelejr, hvor han bevidnede både fejlernæring, sygdom, tortur og død.

Et lyspunkt i de brutale lejre var dagens ret, der i reglen bestod af brød, som fangerne selv bagte i lejrens bageri. Så da den japanske overmagt pludselig ophørte med at forsyne lejren med gær, udbrød der panik. En gruppe fanger, der alle var uddannede kemikere, regnede sig imidlertid frem til, at det ville være muligt at bruge urin som erstatning for den manglende gær.
Interneret. Hollandske civile under japansk fangenskab. Sult og sygdom hørte til dagens orden, men det daglige friskbagte brød var et højdepunkt.
ARKIVFOTO
I Life of Pee forklarer Sally Magnusson hvordan: Den hemmelige ingrediens er ammoniumcarbonat, også kaldt hjortetaksalt. Den dannes, når gammel urin tilsættes vand. Varmer man ammoniumcarbonat op i en almindelig gryde spaltes det til luftarterne ammoniak, kuldioxid og vanddamp, og »det er disse gasser, der forårsager lommer eller luftbobler, der får dejen til at hæve«, skriver Sally Magnusson: »Når brødet bages, sætter luftlommerne sig, hvilket giver brødet dets bløde og svampede tekstur«.

Opdagelsen sikrede Pieter Wiederhold og de andre indsatte deres daglige brød de næste to år. Traditionen med at bruge urin i brød går dog endnu længere tilbage – og ammoniumcarbonat, eller hjortetaksalt, anvendes også i dag som bagepulver og som et hævemiddel tilsat fødevarer.
En stærk, men bitter øl
En juliaften på Dyrskuepladsen i Roskilde er køen til toiletterne lang og ikke alle har tålmodighed til at vente. Overalt hvor man kigger hen, står mænd med spredte ben i krattet, mens kvinder sidder på hug i hegnet og lader vandet gå ned i den opløste jord under sig.

Når solen opvarmer jorden, står en sky af fordampede kropsvæsker stille i luften og fylder næseborene med en lugt, der ikke er til at fordrive igen. Sådan kender vi Roskilde Festival. Men for tre år siden fik Landbrug & Fødevarer en idé: Hvorfor ikke bruge nogle af de 735.000 liter urin svarende til 23 fyldte Arla-mælkelastbiler, som hvert år går til spilde på den populære musikfestival til noget fornuftigt – som nu for eksempel at brygge øl.

Som sagt, så gjort. I alt 54.000 liter mennesketis opsamlet på festivalen i 2015 er blevet brugt som gødning på marker med maltbyg og efterfølgende blevet høstet og brygget til øl hos Nørrebro Bryghus.
Beercycling. Bæredygtig genanvendelse på Roskilde Festival?
TORBEN CHRISTENSEN
Selvfølgelig har pilsneren fået navnet »Pisner«, og skal man tro producenten er de dyre dråber alt andet end en omgang tyndt pis. Tværtimod præsenteres øllen, der kommer i handlen i slutningen af juni, som en gylden og ufiltreret lager med frisk humlearoma og moderat bitterhed.

Øllen indeholder ikke selv urin. Men hvis man levede i Europa i det 16.-18. århundrede kunne man ikke vide sig så sikker, skriver Sally Magnusson i Life of Pee. I 1691 var det nemlig blevet så relativ almindelig en praksis at hælde urin i øllet, at fænomenet havde fået sin helt egen betegnelse. I opslagsværket John Ray’s North Country Words kunne man således læse følgende forklaring af begrebet ’to leint ale’:

»At blande urin i øl for at gøre det stærkere.«
Mordet på vitalismen
Den unge tyske kemiker Friedrich Wöhler kunne dårligt være i sig selv af begejstring, da han i 1828 skulle sætte ord på sin nye opdagelse af syntetisk urinstof:

»Jeg må fortælle dig, at jeg har lavet urea helt uden brug af en nyre, hverken et menneskes eller en hunds,« skrev han i et brev til sin gode ven og forskerkollega Jöns Jacob Berzelius.

Friedrich Wöhlers opdagelse var ikke alene et gennembrud for kemien; det var også lidt af en filosofisk bombe. Som den første i verdenshistorien havde han bevist, at man kunne fremstille et organisk stof ved hjælp af ren kemi, hvilket i filosofisk henseende betød dødsstødet til vitalismen, der ellers havde fået en opblomstring i det 19. århundrede med tyske naturromantikere som Goethe og Schelling. Vitalismen hævdede, at der i alt organisk liv var en uforklarlig åndelig livskraft, som adskilte det organiske fra andre fysiske og kemiske lovmæssigheder.

Friedrich Wöhlers opdagelse beviste det modsatte.
Kemilaboratorium. Et 'typisk' kemilaboratorium, som det så ud på Friedrich Wöhlers tid. Her fra en udstilling på det Naturhistoriske Museum i Wien.
SANDSTEIN/CC by 3.0
Syntetisk urea er siden blevet en uundværlig del af det moderne liv, og indgår i adskillige produkter lige fra shampoo og opvaskemiddel til gødning, dyrefoder, kosmetik, cremer, plastik og meget andet.

Friedrich Wöhler fortsatte sine videnskabelige landvindinger frem til sin død i 1882, blandt andet med opdagelsen af cyanater og silan. Men han var bevidst om, at han skyldte sin plads i historiebøgerne til fremstillingen af syntetisk urea, der – med Sally Magnussons ord – »havde rystet fundamentet under meget mere end bare kemien«.

Selv formulerede Friedrich Wöhler sig mere ambivalent om sin videnskabelige aflivning af vitalismen. Til vennen Berzelius nøjedes han med at konstatere, at han havde bevidnet »et grimt faktums mord på en smuk hypotese«.
Pissegod kunst
Dora Maar var Picassos muse og elskerinde og stod model til flere af den spanske kunstners værker. Engang blev hun spurgt af fotografen Brassaï, hvordan en buste, som Picasso havde modelleret over hende, mon havde fået sin særlige, forvitrede grønne farve?

»Jamen, han tissede på den,« svarede hun. »Og i flere år i træk. Måske var han for flov til at fortælle dig det.«

I århundreder har håndværkere brugt urin til at sætte fart i patineringsprocessen af kobber og bronze, og Picasso er langtfra den eneste kunstner, der har ladet sig inspirere af teknikken. Den amerikanske popkunstner Andy Warhol anvendte samme metode i sine såkaldte ’oxidation paintings’ (1978), hvor han opnåede en særlig mønstereffekt ved at overrisle kobberpigmenterede lærreder med tis.

Malerierne hører ifølge fagfolk til de mest nyskabende værker i hans sene produktion.
Andy Warhol. Oxidation Canvas, 1978.
CHRISTIES
Warhols egen biograf, Bob Colacello, har tidligere beskrevet, hvordan Warhol til opgaven benyttede sig af en række såkaldte 'ghostpissers', hvoraf vennen og kunstnerkollegaen Ronnie Cutrone hørte til de foretrukne, angiveligt fordi hans forkærlighed for b-vitaminer tilførte kobberet en særlig eftertragtet grøn nuance.

Det står ikke helt klart, hvad Warhol ønskede at symbolisere med sine urinbilleder – hvis han da overhovedet ønskede at symbolisere noget – men ifølge Sally Magnusson havde Warhol under alle omstændigheder ikke travlt med at afsløre sin teknik. Som han selv senere har fortalt:

»Nogle søde, ældre kvinder spurgte mig engang, hvordan jeg havde lavet dem, og jeg nænnede ikke at fortælle dem sandheden, for de stod med næserne presset helt op imod billederne.«
Tekst: Rasmus Bo Sørensen
Cover: Lærke Posselt
Redaktion: Peter Nielsen
Digital produktion: Jens Christoffersen

23. juni 2017
Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Niels Duus Nielsen
  • Flemming Berger
Jakob Silberbrandt, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klart bud på cirkulærøkonomi. Der var også en gng en indisk premierminister der drak sin egen morgenurin af helbredsgrunde (måske ikke anbefalelsesværdigt).
Men det er ikke nyt at tænke på tis som resource i produktionen. Jeg var værnepligtig på Farum kaserne i 1963. 1200 mand på en kæmpekaserne. Vi tissede alle i kæmpemæssige mælkejunger stillet frem på toiletterne. Urinen gik til Novo, og der kom penge tilbage til velfærdstjenesten. Et meget beskedent beløb pr. liter. En gang vidste jeg også mere præcist, hvordan urinen indgik i Novos forskning/produktion. Det har jeg glemt.

Anne Eriksen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Urintest er helt normalt for test for sukkersyge (diabetes) så det var nok metodeforskning til afløsning af blodprøve-test der er dyrere.

Vibeke Rasmussen

• Trist, trist billede af og bagvedliggende historie om de udsultede civile hollændere i japansk fangenskab. Hjerteskærende.

• Derimod er det god humor – naturligvis lige for, men alligevel – at kalde øllen, brygget af Roskilde Festival Urin, for Pisner.

• Og så er der de angiveligt eksisterende, men endnu ikke publicerede, såkaldte "Pee-Pee Tapes" eller bare "P P Tapes" fra Donald Trumps besøg på et hotel i Moskva hvor Barack Obama, Donald Trumps designerede onde ånd, og dennes hustru engang også var indlogeret. Fantasier om disse tapes har på de sociale medier ført til uendelige og ofte meget vittige kommentarer om "golden showers" og deslige med henvisning til Donald Trumps øvrige forkærlighed for guld, forgyldninger og alt der glimrer.

• Hvorfor er det i øvrigt, at man i usandsynligt mange spillefilm – altid filmet enten bagfra eller kun overkroppen; man kan åbenbart også blive fór "grafisk" – på et eller andet tidspunkt skal se mænd lade vandet? interessant er dét vel heller ikke … eller?

• Og så er der myten om, at det skulle lindre at tisse på områder, hvor man er blevet brændt af brændenælder eller brandmænd, goplerne altså. Men det er vist kun dét, en myte.

Flemming Berger

I mine yngre dage arbejdede jeg på et metalstøberi,ejet af en polsk far og søn.
For at hindre støbesandet i at brænde fast til kobberet bruges der et meget fint pulver,der kan virke irriterende for øjet.
Jeg fik derfor det råd af min mester,ejeren,hver morgen at smøre mine øjenomgivelser med min morgenurin - hvilket jeg gjorde og hvilket hindrede mig i at få betændte øjne.

Anne Eriksen, Henriette Bøhne og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anette Blæsbjerg Ørom

Harris Tweed er fremstillet af den fineste uld - så mon ikke det med bomuldsindustrien på Hebriderne er en forfejlet oplysning? Men det spolerer ikke urin- pointen ...

Henriette Bøhne, Noah Möller-Rasmussen, Dana Hansen og Stig Bang-Mortensen anbefalede denne kommentar

Herhjemme var 'potteblåt' også den gængse metode til indigofarvning - og endnu længere tilbage til blåfarvning med vajd.
Landsoldaternes blå uniformsjakker har duftet yndigt ...

Jeg farver stadig blåt på uld med gæret urin og indigo. Jeg har bare vaskemidler til rådighed, der rent faktisk kan fjerne urinstanken fra det færdige tekstil.

olivier goulin

I Indien er det en gammel tradition at drikke sin urin. Der er nogle, der mener at det skulle have sundhedsmæssige gevinster.

/O

Randi Christiansen

Jeg forsøgte engang at hjembringe en bog fra ahmedabad i sydindien omhandlende netop det at drikke sin morgenurin. Desværre gik bogen tabt, idet hippiebussen, som medtog noget af min bagage, brød sammen på vejen hjem til danmark.

Jeg kan forstå, at urin indeholder brugbare sager, men ligefrem at indtage kroppens affaldsstoffer, er det svært at se rationalet i?