Et fællesskab uden for fællesskabet

Der er opstået en kløft mellem de arbejdsløse og de erhvervsaktive. Arbejdet er blevet den eneste adgang til samfundets fællesskab, og straf og stigma rammer den, der ikke arbejder.

Men mellem de ikke-arbejdende er der nu opstået et nyt netværk, Næstehjælperne, der protesterer mod reformer og støtter dem, der har brug for det. Vi møder den sociale modstandsbevægelse.

Et fællesskab uden for fællesskabet

Der er opstået en kløft mellem de arbejdsløse og de erhvervsaktive. Arbejdet er blevet den eneste adgang til samfundets fællesskab, og straf og stigma rammer den, der ikke arbejder.

Men mellem de ikke-arbejdende er der nu opstået et nyt netværk, Næstehjælperne, der protesterer mod reformer og støtter dem, der har brug for det. Vi møder den sociale modstandsbevægelse.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard & Sille Veilmark
Video & digital fortælling: Alexander Sjöberg
I en lejlighed i det sociale boligbyggeri Remiseparken på Amager sidder en gruppe kvinder rundt om et sofabord. Det er hen under aften en mandag i september, og der afholdes strikkeklub i netværket Næstehjælperne.

Anne Jørgensen kommer for at lære at bevæge pindene, men også, fordi »man får tankerne væk fra alt det andet«, som den 52-årige akademiker siger. 'Alt det andet' er de seneste seks års kamp for at genvinde et fodfæste på arbejdsmarkedet:

Først mistede hun sit job på grund af længerevarende sygdom, så røg hun ud af dagpengesystemet, og trods 30 forgæves jobsamtaler endte hun til sidst på ingen ydelser overhovedet, fordi hun havde for meget friværdi i sin bolig. Hun solgte sit hus og bor nu til leje på Amager, mens hun arbejder som vikar i forskellige kantiner.
Hannah Hall og Anne Rosengård mødes ofte for og flere af de andre er ramt af regeringens nye reformer, men mødes og strikker og giver hinanden råd. Foto: Sille Veilmark
»Jeg er ikke til det der mindfulness. Men strik er også en form for meditation. Samtidig med at vi støtter hinanden og giver hinanden gode råd om, hvordan man skal klare sig, når man er på røven,« siger Anne Jørgensen med blikket koncentreret rettet mod strikkeopskriften foran sig.

Strikkeklubben er stablet på benene via Facebookgruppen Næstehjælperne, et netværk der både protesterer mod reformerne og hjælper dem, der bliver ramt af dem. Gennem netværket har jeg de seneste måneder mødt en række mennesker, som på hver deres måde er på røven ­– fysisk, psykisk og økonomisk.

De har alle historier om følelsen af at hænge fast i systemet. Om stribevis af jobansøgninger, afslag, nyttesløse kurser, ydmygende møder med sagsbehandlere, der forholder sig til alt fra deres kropsvægt, til hvilke fornødenheder de burde kunne undvære. De fortæller også om en hverdag, hvor de forsøger at få pengene til at strække til busbilletter, kattemad og skoleture.

Men især én ting går igen: Følelsen af at være udenfor. Være uønsket. Stemplet som doven, uduelig og i bedste fald ubrugelig. Om at skamme sig.
Fakta: Sådan funger kontanthjælpsloftet i praksis
Kontanthjælpsloftet er den seneste ændring af overførselsindkomst. Den sætter en grænse for det maksimale beløb, en kontanthjælpsmodtager kan få, på tværs af de forskellige ydelser staten udbetaler.

Den hidtidige ordning gav en enlig mor med to børn en støtte på 18.535 kroner. Heraf 14.575 i kontanthjælp, 445 i særlig støtte og 3515 i boligstøtte.
Kontanthjælpsloftet skærer i det beløb.

Fra 1. oktober 2016
kan samme mor maksimalt få udbetalt 15.544 kroner i støtte. Derfor skæres hendes boligstøtte med 979 kroner per måned, og hendes særlige støtte forsvinder fra regnskabet.

Den enlige mor har altså 2981 kroner mindre om måneden med den nye ordning.
Politisk lyder argumentet, at det »skal betale sig at arbejde«.

Kilde: Borger.dk
Jobreform, sygedagpengereform, førtidspensionsreform, kontanthjælpsreform og dagpengereform. Skruen strammes i disse år over for alle, der, som Lars Løkke Rasmussen sagde i sin åbningstale i Folketinget sidste tirsdag, »bliver hjemme« frem for at »knokle«.

Reformerne skal på papiret motivere de arbejdsløse til at bevæge sig ind på arbejdsmarkedet. Og hvis det ikke lykkes, rammes de på økonomien. For 14 dage siden trådte det nye kontanthjælpsloft i kraft. Det rammer omkring 33.000 mennesker, men forventes ifølge regeringens egne beregninger blot at få 650 mennesker i arbejde.
Fra præsten til socialrådgiveren
Kontanthjælpsloftet er det seneste i rækken af indgreb, der får forskellene mellem danskere på arbejdsmarkedet og dem udenfor til at vokse, siger Ove Kaj Pedersen, professor ved Copenhagen Business School og forfatter til blandt andet bøgerne Konkurrencestaten og Markedsstaten.

»Der er ingen tvivl om, at tilknytningen til arbejdsmarkedet er blevet udgangspunkt for at definere en kløft. Ikke kun lovgivningsmæssigt, men også i den måde, vi taler til og om hinanden på, er der i stigende grad en sondring, hvor de, der arbejder, har en anden position i samfundet end dem, der ikke gør,« siger han.
Fakta: Den 'sociale modstandsbevægelse'
I kølvandet på de mange reformer af overførselsindkomster, opstod en række grupper, der skal hjælpe dem, som bliver ramt. Grupperne er blevet kaldt en 'social modstandsbevægelse'.

'Næstehjælperne' opstod ved hjælp af Facebook, og har eksisteret siden juli 2016.
Organisationens gruppe på Facebook, hvor en del af deres arbejde organiseres, er i dag vokset til flere end 7500 medlemmer. I sommers havde gruppen 3000 medlemmer.
Næstehjælperne har samtidig fået ti lokale grupper, som hver tæller flere hundrede medlemmer.

Flere lignende grupper er vokset frem i løbet af 2016, især hjulpet af de sociale medier. Et eksempel er gruppen 'Gratis hjælp til familier og enlige' med flere end 600 medlemmer. Den største er 'Ting bortgives til udsatte mennesker'. Den har flere end 19.000 medlemmer.

Kilder: Ritzau & Facebook

At arbejdsevne og samfundsværdi er knyttet tæt sammen er sådan set ikke nyt, påpeger han. Arbejdsmarkedstilknytningen har en meget lang historie i Danmark. Den 'lutherske arbejdsmoral', hvor alle forventes at bidrage aktivt til samfundet, er en af kerneværdierne i vores protestantiske samfund med rødder helt tilbage i 1500-tallet. Og der har altid været en gruppe, der stod udenfor, som fællesskabet skulle sørge for.

»Sondringen går mellem, hvem der kan, og hvem der under ingen omstændigheder kan arbejde. Og 'under ingen omstændigheder' er stærkt politisk, og det har det været de seneste 500 år. Børn, ældre, syge og handikappede skal ikke arbejde. Men hvordan man definerer gruppen, kommer an på diagnosen, handikappets grad og så fremdeles. Og hvor det for et par hundrede år siden var pålagt sognepræsten at vurdere, varetages den opgave nu af de sociale myndigheder,« siger Ove Kaj Pedersen.
'Jeg troede, folk fik hjælp'
I en lejlighed i Vanløse ringer det på døren hos Carsten Larsen en helt almindelig formiddag. Han er medstifter af Næstehjælperne, som siden begyndelsen af juli måned har fået over 7.500 medlemmer via Facebook og har spredt sig til i alt ni underafdelinger landet over.

Op ad trappen til lejligheden kommer en lyshåret kvinde i jeans slæbende på to bæreposer med madvarer. En enlig mor på kontanthjælp har skrevet anonymt ud i netværket, at hun mangler de mest basale ting til sig selv og sin søn.

Anna Udar har set opråbet på Facebook og kommer kørende fra Gentofte med blandt andet lasagnemix, en Dan Cake-roulade, solgryn, en flaske vin, kaffe og kokosmælk på dåse.
Stifter af netværket Næstehjælperne Carsten Larsen, taler med Anna Udar fra Gentofte, der netop har leveret en pose hverdagsfornødenheder, som skal gives videre til en reformramt.
Foto: Sigrid Nygaard
»Jeg gik hylderne i Netto igennem og har købt både lidt til hverdag og luksus. Ting, jeg også ville købe til mig selv. Vinen tog jeg derhjemme, for min mand får så mange flasker gennem sit arbejde,« siger hun. »Jeg håber, det kan bruges,« tilføjer hun.

Carsten Larsen nikker. »Hun bliver meget glad, kan jeg godt fortælle dig. Hun skammer sig bare for meget til selv at møde op og tage imod.«

Anna Udar er 43 år, pædagog, mor til tre børn og fuldtids hjemmegående, fordi hendes mand er selvstændig og arbejder meget.

»Jeg læste om gruppen på Facebook og meldte mig, fordi jeg tænkte, at vi har nok at give af. Jeg kunne også bare overføre penge via mobilepay, men det her er mere personligt. Hvis jeg kan hjælpe en enlig mor på kontanthjælp ved at handle ind og køre frem og tilbage en halv time, så er det jo godt,« siger Anna Udar.

Anna Udar har med sine egne ord et 'hjælpegen' og køber også altid Hus Forbi.

»Jeg har egentlig altid tænkt, at man altid kunne få hjælp fra det offentlige, men den her mor var jo tydeligvis desperat, ellers beder man jo ikke om hjælp til mad,« siger Anna Udar.

Kort efter tager hun trappen ned igen efter et kram fra Carsten Larsen.

Carsten Larsen er 44 år gammel, uddannet cand.techn.soc, og har gennem de seneste 12 år arbejdet blandt andet i administrationen af sundhedsvæsenet. Tidligere levede han en rolig tilværelse som DJØF'er i middelklassen:

»Jeg har altid fulgt med og haft politiske holdninger, men jeg har mest levet mit eget liv: stået op, gået på arbejde, kommet hjem og lagt mig på sofaen foran fjernsynet,« siger han.
En af Carsten Larsens opgaver med Næstehjælperne består i, at håndtere gruppens Facebook-sider. Her tilbyder medlemmerne hinanden gode råd, mad, tøj med mere. Foto: Stillet til rådighed af Næstehjælperne
Men for tre år siden blev han engageret i projektet Stemmer på kanten, der skulle motivere udsatte til at stemme til kommunalvalget. Her mødte han skolelæreren Linda Villadsen, som han siden har dannet par med.

»Da jeg mødte Linda, fik jeg lyst til at rejse mig fra sofaen og leve et mere aktivistisk liv,« siger Carsten Larsen, der 1. januar i år tog orlov fra sit arbejde, for at leve af sin opsparing i et år, mens han fik afprøvet sine ideer om at gøre en forskel via frivilligt arbejde.

Parret stiftede Facebook-netværket en aften i sommerferien som reaktion på de mange kontanthjælpsmodtagere, der i den periode modtog breve om, at de om få måneder ville få deres ydelser beskåret ganske kraftigt.
Et andet syn på de arbejdsløse
Både Carsten Larsen og Linda Villadsen er »brændte børn« som de kalder det. Han voksede op i et hjem med vold og alkohol og blev fjernet fra hjemmet i en alder af ni år. Hun voksede op hos en psykisk syg mor, der indimellem arbejdede og indimellem var indlagt. Begge har på trods fået længere uddannelser og fået gode job.

De oplever en stor forskel på, hvordan det var at være socialt udsat, da de voksede op, og hvordan det er i dag.

»Tidligere var der en større accept og forståelse af, at alle kunne blive ramt af noget, så man stod uden for arbejdsmarkedet i en periode. I dag handler det kun om, hvor hurtigt vi kan få dig tilbage i job, og det eneste der tæller, er de økonomiske incitamenter. Socialpolitik er blevet beskæftigelsespolitik, og samfundsdiskursen handler om, at man kun har værdi som menneske, hvis man bidrager på arbejdsmarkedet,« siger Carsten Larsen.

Det bliver også tydeligt i retorikken, siger han:

»Vi siger, at man er 'parkeret' på kontanthjælp, at man er på 'passiv forsørgelse', og at vi 'ikke skal efterlade nogen på perronen'. Med andre ord er der nogle, som er aktive og kører med toget og lever det rigtige liv, og så er der alle andre, som er uden for klubben. Vi vil gerne have dem med, men hvis de ikke stiger på toget, er det deres eget problem,« siger Carsten Larsen.
I videoen ovenfør kan du høre Linda Villadsen fortælle, hvorfor hun gik med i Næstehjælperne, og hvorfor hun synes netværket er vigtigt.
Både han og Linda Villadsen mener, at historier om mennesker, der i årevis snyder det offentlige system, hører fortiden tid.

»Man glemmer, at der er sket en voldsom udvikling på det her område. Da vi voksede op, var det lettere at gå under radaren eller få tildelt førtidspension. I dag er det et fuldtidsarbejde at være på kontanthjælp, og hvis du overhovedet er i stand til at stå ud af sengen, bliver du sendt ud og hive pileurt op,« siger Linda Villadsen.
Stigmatiseringen vender tilbage
Jørn Henrik Petersen er professor ved Syddansk Universitet og forfatter til en lang række bøger om velfærdsstaten, herunder Pligt og ret – ret og pligt og for nylig Fra Luther til konkurrencestaten.

Han mener, at man i disse år genopliver den sondring mellem de 'værdigt' og de 'ikke værdigt trængende,' man ellers ønskede at lægge bag sig med velfærdsstaten. I den gamle forsorgslov, kunne man eksempelvis miste sin valgret, retten til at gifte sig eller råde over eget bo, hvis man modtog sociale ydelser. Velfærdsstaten var et ideologisk opgør med den stigmatisering.

»Nu skulle et statsligt reguleret regelsæt sikre, at de disciplinerende foranstaltninger og stigmatiseringen forsvandt – borgerne skulle ikke længere stå med hatten i hånden,« siger Jørn Henrik Petersen.

Men stigmatiseringen er på vej tilbage, påpeger forskerne. Og det samme er et andet fænomen, fra tiden før vi skabte velfærdsstaten, nemlig private initiativer som Venligboerne og Næstehjælperne, der ønsker at hjælpe de mennesker, der blandt andet bliver ramt af reformer og stramninger.
Gruppen af arbejdsløse kvinder har været i mange former for aktivering, lige fra Fakta til yoga og ukrudtsplukning på Amager Fælled. Ingen endte med et job. Foto: Sille Veilmark
Netværk som på mange måder minder om de mange frivillige nationale og kirkelige bevægelser, som før velfærdsstaten leverede og finansierede det sociale område, siger Jørn Henrik Petersen:

»Men det er også et udtryk for skam blandt nogle af de erhvervsaktive. Selv om vi har en forbandet tendens til at smyge os udenom, ved vi godt på tværs af det politiske spektrum, at et samfunds lødighed og værdi bliver målt på, hvordan vi behandler de svageste. Og så kan vi godt få en fornemmelse af, at det er pinligt, det der foregår, og så er der grobund for at komme løbende med mad og ekstra madrasser.«
En kamp på mange fronter
I Næstehjælpernes strikkeklub kommer der både deltagere, som er ramt af reformer, og andre, der bare vil give noget igen.

En af deltagerne kommer slæbende med en stor sæk garn, som en kvinde i Lynge har doneret via Facebook. Der er garn i alle tykkelser og farver.

Værtinden i strikkeklubben, Hannah Hall, er uddannet steinerpædagog og strikker uden overhovedet at se ned på pindene. De bevæger sig uophørligt, mens en sweater vokser frem til hendes barnebarn på syv, som hun har fuld forældremyndighed over.
Foto: Sille Veilmark.
Drengens mor er psykisk syg, og faderen bor i udlandet, så Hannah Hall har taget over. I årevis har hun kæmpet for at få hjælp til datteren, og bekymringerne førte i forsommeren til en sygemelding med stress.

Hannah Hall risikerer nu at ryge på den endnu lavere integrationsydelse, fordi hun har boet i USA i en årrække. Hun føler, at hun kæmper. Med situationen på hjemmefronten. Med sin stresstilstand. Med manglende penge. Og med systemet.

»Inden jeg blev sygemeldt, ville jobcenteret have mig i praktik i Fakta. Helt ærligt! Det handler ikke om, at jeg ikke vil arbejde, men det er kun til arbejdsgiverens fordel, og der kommer sjældent arbejde ud af det. Jeg får ustandseligt standardbreve om, at hvis ikke jeg gør sådan, så sker der det og det, og de forbeholder sig ret til det og det, hvis man ikke møder op. Det gør det ikke let at få det bedre.«
Der er bare ikke plads til alle
En anden kvinde i klubben, Vibeke, skal ikke strikke i dag. Hun kommer bare for selskabets skyld, men også fordi hun gerne vil opleve sammenhold med andre i samme situation, forklarer hun.

»Jeg har en mand og to katte, men han har også været arbejdsløs i mange år, og jeg vil så gerne have nogen at snakke med,« siger Vibeke, som er 61 år.

I hele sit arbejdsliv har hun arbejdet som administrativ sagsbehandler i Københavns Kommune, men i 2010 oplevede hun to dødsfald med et døgns mellemrum i den allernærmeste familie. Hun fik et angstanfald, blev sygemeldt og har været arbejdsløs lige siden, selv om hun har søgt alt, hvad hun kunne og skulle.

Hun har været på et utal af kurser: i yoga, i mindfulness, som frontmedarbejder, serviceambassadør, et hygiejnekursus, samt op til flere kurser i, hvordan man skriver en god jobansøgning. Hun har også været i nyttejob i 13 uger på Amager Fælled, hvor hun skulle hive ukrudt op. Intet af det har kastet job af sig.
Anne Jørgensen mistede sit job på grund af længerevarende sygdom. Derefter røg hun ud af dagpengesystemet. Foto: Sille Veilmark
»Jeg savner simpelthen så meget noget at stå op til. Men at søge arbejde er som at slå i en dyne. Man siger, at der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet, men det er der ikke. Vi, der ikke arbejder, får stress af at være arbejdsløse, men de, der arbejder, går ned med stress,« siger Vibeke.

I stuen på Amager er der bred enighed om, at synet på arbejdsløse har ændret sig.

»Mennesker med helt almindelige job og indkomster mener, at os uden arbejde og penge bare kan tage os sammen og lægge et budget. Det er ikke ond vilje, de ved bare ikke bedre. For hvis du ikke har prøvet at være uden penge, forstår du det ikke,« siger Hannah Hall.

Anne Jørgensen tæller og tæller masker, men løfter blikket for at blande sig i samtalen:

»Der er blevet skabt et billede af, at vi arbejdsløse er dovne og ligger på sofaen, men virkeligheden er, at rigtig mange mennesker, som bliver ramt af reformer, ikke er i stand til at arbejde af forskellige årsager.«
Arbejdet i centrum
Skiftet i holdningen til dem, der står uden for arbejdsmarkedet og modtager ydelser uden at yde, skete i høj grad i 1970'erne, hvor protester mod beskatningen voksede frem politisk, og man for første gange hørte udtryk som 'samfundsnassere' om borgere på offentlige ydelser.

Sidst i 1980'erne begyndte man politisk at tale om at »forlange noget af dem, man giver noget«, og under Nyrup-regeringen fik Danmark i 1993 sin Lov om kommunal aktivering, som var det første skridt i en lang række reformer, hvor det handlede om, at arbejdsløse skulle gøre noget til gengæld. En stil som fortsatte med endnu større styrke under Anders Fogh Rasmussens regering fra 2001 og frem, forklarer Jørn Henrik Petersen.

»I 00'erne opstod der langsomt en tankegang på tværs af alle politiske partier om, at det arbejdende menneske skulle i centrum, mens de, som ikke arbejdede, i høj grad var et problem, fordi de ikke bidrog til fællesskabet. Siden er den optik blevet noget, stort set alle større partier i Folketinget har taget til sig,« siger han.
»Der skal være en fair balance mellem lønnen ved at knokle, og det, man får ved at blive hjemme. Alt andet er uholdbart. Derfor har vi indført kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Jeg ved godt, at en enlig mor på kontanthjælp kan være hårdt spændt for. Jeg gør mig ingen illusioner om, at det er nemt at være forsørger på kontanthjælp. Men svaret er ikke en højere ydelse. Svaret er, at forældrene arbejder.«
Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister
I sin tale til Folketingets åbning, 2016
»Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt. Danmark hænger kun sammen, fordi vi hver især trækker vores del af læsset.«
Thor Möger Pedersen (S), tidl. skatteminister
I en kronik i Berlingske Tidende, 2012
»Alle, der kan arbejde, skal arbejde - det er betingelsen, hvis man skal have ydelser fra det offentlige. Og regeringen tror faktisk på, at langt de fleste også har lyst til at være en del af det fællesskab, der holder Danmark i gang.«
Jørn Neergaard Larsen (V), beskæftigelsesminister
I en pressemeddelelse om kontanthjælpsloftet, 2016
Både Carsten Larsen og Linda Villadsen nikker genkendende til, at måden vi taler om de arbejdsløse har ændret sig, siden de selv voksede op:

»I min barndom var det ikke sådan, at min mor til familiefrokosterne sagde 'hurra, jeg er på kontanthjælp', men jeg kan ikke huske, at andre pegede fingre ad hende, som man gør ad de arbejdsløse i dag. Vi har efterhånden accepteret en måde at tale om de her mennesker på, som en gruppe moralsk anløbne mennesker, der bare vil snyde og tage penge fra vores allesammens kasse,« siger Linda Villadsen,

Resultatet er, at mange reformramte oven i deres problemer med ikke at have arbejde og penge skammer sig.

»De, der søger hjælp gennem Næstehjælperne, spørger ofte, om de kan gøre det anonymt, hvor vi formidler kontakten. De sidder ofte alene derhjemme og føler sig som samfundets udskud,« siger Carsten Larsen.
Magtesløshed og integrationsydelse
I en by på Fyn sidder Lene Møller ved sit køkkenbord og sætter ord på lige netop det:

»Jeg er opdraget til at klare mig selv. Og har altid været stolt af at gøre det. Så det er jo skamfuldt, når man ikke kan.«

Hun er 48 år og flyttede for to måneder siden til en lille by 25 kilometer uden for Odense, hvor hun bor til leje i en toværelses lejlighed på 54 kvadratmeter. Efter i mange år at have arbejdet som selvstændig med at farvelægge Anders And, mistede hun i 2009 sit arbejde. På det tidspunkt boede hun i Sverige, og først var hun på dagpenge, dernæst kontanthjælp, og trods en række ekstra uddannelser som blandt andet HR-assistent har hun ikke haft fast arbejde i seks år.

Efter at hun mistede sin faste indtægt, blev økonomien bare værre og værre, rudekuverterne hobede sig op, og i 2014 røg huset på tvangsauktion. Lene Møller fik en depression og flyttede hjem til Danmark, hvor hun først boede hos sine forældre, og nu sidder hun altså her på Fyn – uden arbejde. Tilmed er hun på grund af tiden i Sverige for nylig blevet sat ned fra kontanthjælp til integrationsydelse.
Fakta: Sådan dækker integrationsydelsen
Integrationsydelsen gælder for dem, der har lovligt ophold i Danmark, og netop er kommet hertil fra udlandet. Det gælder også danske statsborgere, som har boet i et andet land i en længere periode*. Ydelsen erstatter kontanthjælpen for den gruppe, og skal gøre det mindre attraktivt, at søge mod Danmark som asylsøger.

Hvor en enlig ville modtage 10.968 kroner i kontanthjælp, vil en enlig integrationsydelsesmodtager nu få 6.010 kroner. Et ægtepar over 30 år med børn ville tidligere få 28.832 kroner i kontanthjælp, men får nu 16.638 kroner.

Der findes et særligt tillæg på 1517 kroner om måneden, som man kan få, hvis man har bestået en prøve i Dansk 2.

*Man kan ikke på ny modtage ydelsen, hvis man har boet i Danmark inden for de sidste 7 ud af 8 år. Der gælder samtidig særlige regler, der begrænser muligheden for at søge ydelsen, hvis man kommer hertil som borger fra et EU-land.

Kilder: KK.DK, Beskæftigelsesministeriet
»Jeg bruger mere energi på, hvordan jeg skal få råd til transporten ind til socialkontoret, end på, hvordan jeg kunne få det bedre. Jeg føler mig temmelig magtesløs,« siger hun og fortsætter:

»Jeg ville så gerne kunne arbejde, men jeg kan bare ikke ret meget, fordi jeg lider af angst og min stresstærskel er meget lav. Jeg vil rigtige gerne lave noget inden for kontor og administration, hvis man kunne finde et sted, hvor de kan tage hensyn til mig i starten.«

Hun har netop fået endnu et brev fra kommunen om, hvordan kontanthjælpsloftet rammer hende – men hun har ikke orket at sætte sig ind i det. Nu venter hun på at blive matchet med en sagsbehandler i den nye kommune. I det hele taget venter hun meget.

»Det er som at sidde i en ventesal og vente på et tog, som muligvis kommer engang.«
Udviskede klassestrukturer
Ifølge Ove Kaj Pedersen har velfærdsstaten fjernet klassestrukturen, så det i dag er middelklassen, der dominerer kulturelt og politisk. Og netop den store middelklasse er en af de væsentligste årsager til den voksende kløft mellem de erhvervsaktive og de arbejdsløse:

»Alle politiske partier, der har en ambition om regeringsmagten er forbundet med og orienteret imod middelklassen. Den stigmatisering, vi ser af de arbejdsløse, er der kun begrænset økonomisk fornuft i, men den skal legitimere over for middelklassen, at de fortsat skal skattefinansiere den store velfærdsstat,« siger han.

Foreholdt strikkeklubbens ord om, at middelklassen ikke forstår, hvad det vil sige at være på røven, siger Ove Kaj Pedersen, at det også handler om, at den store middelklasse på grund af velfærdsstaten har fået en indkomstgaranti og en en vis standard i livskvalitet. Men middelklassens sejr har haft en pris:

»Den har immuniseret dem mod frygten for social deroute og styrket deres selvforståelse i retning af, at forudsætningen for at opretholde stabilitet er, at man arbejder og leverer en vis procentdel af sin løn til velfærdssamfundet. Og de offentligt ansatte, som udgør kernegruppen af middelklassen, har ofte en meget lille forståelse for, hvad det vil sige at stå på den anden side af glasvæggen.

Engang var der en positiv relation til elever, klienter og andre borgere fra de offentligt ansatte, men middelklassen står i stigende grad som myndigheden, der skal visitere den enkelte til specialklasse, kontanthjælp eller bestemme, om de har en diagnose eller ej.«
Det handler også om protest
Linda Villadsen og Carsten Larsen understreger, at det ikke kun handler om at hjælpe reformramte.

»Hvis der ikke er nogen, der råber op, kan reformerne blive ved med at rulle hen over folk,« som Carsten Larsen udtrykker det. »Vi forsøger at skabe en bevægelse, hvor hjælpen og protesten går hånd i hånd. Men vi får ikke mobiliseret sultne og syge mennesker til at sige fra og deltage i demonstrationer fra den ene dag til den anden.«

Såvel de strikkende damer, som Lene Møller på Fyn er enige om, at Næstehjælperne også handler om et fællesskab gennem protesten. Og at man også bliver bygget op, når man oplevet at bidrage med noget, man er god til. Om det så er at strikke, dele flyers ud eller tage med til en demonstration.
»Jeg er opdraget til at klare mig selv. Og har altid været stolt af at gøre det. Så det er jo skamfuldt, når man ikke kan.« Lene Møller kontaktede anonymt Næstehjælperne for at få hjælp med daglige fornødenheder.
Foto: Sille Veilmark
Hannah Hall meldte sig til Næstehjælperne, fordi hun selv var presset, og straks meldte en kvinde sig som bisidder til et vigtigt møde på i kommunen om samvær med sin datters yngste barn, der er i pleje. Og nu sidder hun her og lærer andre at strikke, mens de giver hinanden gode råd om, hvordan man får pengene til at strække:

»Det hjælper at være sammen med andre, der har det lige som mig. Selv om man selv er arbejdsløs og flad, kan man godt byde ind med noget. Jeg ved for eksempel, hvordan man lever på en sten. Jeg er ekspert i at få maden til at strække og finde billigt tøj.«

Ud over at organisere netværket, formidle kontakt og starte nye grupper op har Næstehjælperne netop startet en ugentlig café i København i Venligboernes lokaler. Og i sidste uge var begge stifterne på talerstolen til demonstration på Slotspladsen til Folketingets åbning. Målet er også at tale til netop middelklassen.

»Vi ønsker ikke at give folk dårlig samvittighed. For det bliver man bare passiv af. Jeg tror faktisk, der er mange, der ikke synes, det er i orden, at børn skal vokse op i fattigdom, men ikke kan se, hvad i alverden de skal gøre ved det. Så man bliver nødt til at give dem nogle handlemuligheder. Og det skal være uforpligtende, så man kan engagere sig i det omfang, kræfterne tillader det. For vi taler om mennesker, der skal arbejde, lave mad, køre børn til spejder og nå et forældremøde. Det skal være let,« siger Linda Villadsen.

»Det er fint, hvis man bare en enkelt gang kan levere en kasse med madvarer eller tage med til et møde på socialkontoret.«
Lidt mere end bare pensionist
En af dem, der er trådt til, er 65-årige Jan Spangenberg. For nogle måneder siden sad han og brugte det meste af sin tid på at spille Canasta på computeren i lejligheden i Vanløse. Efter en lang karriere i blandt andet Ankestyrelsen som jurist, havde han nået pensionsalderen. Og da han på nettet faldt over Næstehjælperne, tænkte han: 'Her kan jeg gøre en forskel'.

»Jeg har jo fri hver dag resten af livet,« siger han og tilføjer: »Det er røvkedeligt ikke have noget meningsfyldt at tage sig til.«

Han har siden fungeret som bisidder og hjulpet en stribe reformramte med deres socialsager. Han har blandt andet forhindret, at en enlig mor ved en fejl blev sat ud af sin bolig og hjulpet en anden videre, som i otte år havde kæmpet forgæves for at få et fleksjob. Han får også selv noget ud af indsatsen: »Det giver selvværd. Pludselig er man ikke bare en folkepensionist.«

Han har arbejdet med det sociale område i 35 år og tror »ikke et klap på«, at nedskæringerne får flere i arbejde. Nedskæringer er ikke noget nyt, siger han. Men konteksten har forandret sig:

»For 50 år siden var det mere almindeligt ikke at have så meget, og de små i samfundet holdt sammen. I dag er middelklassen kæmpestor og bor i hus eller lejlighed, som er millioner værd. Og så er der ikke længere så stor solidaritet med dem, der ikke har.«

Han mener i øvrigt, det er en myte, at der findes en stor gruppe snydere i systemet.

»Det kan godt være, der er nogle, der sidder på værtshuset og praler med, at de har snydt damen nede på kommunen. Men det er da også lettere end at indrømme, at man er for dum til at få et arbejde eller har angst og ikke tør køre i bus,« siger Jan Spangenberg, der taler hurtigere og højere nu:

»Vi kontrollerer ikke alle dem, der flytter deres milliarder til Panama eller Luxembourg. Men vi bruger millioner på social kontrol, for hvis der er en enlig mor, der får 1.000 kroner for meget, så skal der være sanktion!« råber Jan Spangenberg. Han stopper op og sænker stemmen:

»Ja, undskyld, jeg bliver virkelig så ivrig af at tale om de her ting.«
Et etisk problem
Jørn Henrik Petersen mener, at den stadigt skarpere modsætning mellem de arbejdsduelige og de arbejdsløse er et samfundsetisk problem:

»Med velfærdsstaten satte vi en samfundsform i verden, man kunne kalde et moralsk projekt, hvor man kunne få 'noget for ingenting', når ulykken ramte. Og det forudsætter tre ting: at vi er udstyret med mådehold, så vi ikke rager til os. At vi for det andet er udstyret med generøsitet. Og for det tredje kræver det en høj grad af arbejdsvilje. Ovenikøbet kan man i alle partier, selv Socialdemokratiet, se et normskred. Hvor man førhen mente, at det enkelte menneske havde en værdi i sig selv, har man flyttet sig hen imod et fundamentalt helt andet menneskesyn, nemlig at det enkelte menneskes værdi ikke længere er umålelig. Det er alene en følge af, hvordan han eller hun kan fungere i et arbejdsmarked.«
'Man udstiller jo sin sårbarhed'
På en typisk dag står Lene Møller op, læser nyhederne på nettet, strikker eller læser en bog, hvis hun kan samle sig om det. Går en tur med den svenske skovkat Mimse i snor eller lægger kabale på computeren.

»Ikke en skid andet,« som hun siger.

Hun mangler ikke bare et arbejde, men også et netværk. Og følelsen af, at der er nogen, der har plads til hende.

Hun viser rundt i sin lille lejlighed. Det er hurtigt gjort. Et lokalt netværk donerede for nylig nogle få brugte møbler, så hun i dag har både et skrivebord, en seng og en sofa. Alligevel virker de to rum i lejligheden meget tomme. Men der er ikke råd til pynt.
Lene Møller og skovkatten Mimse er ud og gå tur på Vestfyn. Lene Møller oplever følelsen af, at blive dømt ude af fællesskabet, fordi hun i flere år ikke har haft et arbejde.
Foto: Sille Veilmark
Selv om hun ikke havde andet med sig end tre stole, to kaffekopper, et par kasser med tøj og køkkengrej, kostede det hende penge at flytte. Så for nogle måneder siden var pungen tom allerede midt i måneden. Derfor skrev hun anonymt ud på Næstehjælpernes hjemmeside om donation af mad til både hende og katten.

»Det var svært at bede om hjælp. Man udstiller jo sin sårbarhed. Det var også derfor, jeg gjorde det anonymt,« siger Lene Møller. Efter et par dage ringede en dame og bad om hendes adresse. Og pludselig en fredag aften klokken otte ringede det på døren.

»Og så stod der en helt ukendt dame med bagagerummet fyldt med ting og sager. Det var overvældende. Og dejligt,« fortæller Lene Møller. Men igen også lidt skamfuldt:

»Man føler sig jo som et uansvarligt menneske, fordi man ikke kan få pengene til at slå til. Men det kunne jeg jo godt, dengang jeg havde et arbejde. Det er ikke mangel på administration. Det er simpelthen mangel på indkomst.«
Dagbladet Information 15. oktober 2016

Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard & Sille Veilmark
Digital fortælling: Alexander Sjöberg
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm

Fotos af poser med mad uddelt af en næstehjælper: Sigrid Nygaard

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Kurt Nielsen
  • Nille Torsen
  • Sup Aya Laya
  • Flemming Berger
  • June Pedersen
  • Marianne Rasmussen
  • Ernst Enevoldsen
  • curt jensen
  • Viggo Okholm
  • Lise Lotte Rahbek
  • ingemaje lange
  • Britta Hansen
  • David Zennaro
  • Ebbe Overbye
  • Heidi Larsen
  • Søren Andersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Carsten Mortensen
Anne Schøtt, Kurt Nielsen, Nille Torsen, Sup Aya Laya, Flemming Berger, June Pedersen, Marianne Rasmussen, Ernst Enevoldsen, curt jensen, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, ingemaje lange, Britta Hansen, David Zennaro, Ebbe Overbye, Heidi Larsen, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist og Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

OKP: »Den har immuniseret dem mod frygten for social deroute og styrket deres selvforståelse i retning af, at forudsætningen for at opretholde stabilitet er, at man arbejder og leverer en vis procentdel af sin løn til velfærdssamfundet. Og de offentligt ansatte, som udgør kernegruppen af middelklassen, har ofte en meget lille forståelse for, hvad det vil sige at stå på den anden side af glasvæggen.

Engang var der en positiv relation til elever, klienter og andre borgere fra de offentligt ansatte, men middelklassen står i stigende grad som myndigheden, der skal visitere den enkelte til specialklasse, kontanthjælp eller bestemme, om de har en diagnose eller ej.«

Det er jo ikke de ansatte, der bestemmer, hvordan klienterne skal behandles.

Kurt Nielsen, Ebbe Overbye, Anne Eriksen, Margit Tang og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Et begyndende oprør nedefra, der benytter informationsteknologien??

Nille Torsen, Flemming Berger, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Arbejde er åbenbart kun lønarbejde. Resten af det arbejde der bliver gjort har åbenbart ingen værdi længere.

Kurt Nielsen, Nille Torsen, Sup Aya Laya, June Pedersen, Heidi Larsen, curt jensen, Lise Lotte Rahbek, ingemaje lange, David Zennaro og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Marie Sanne Caroline Malmros

Jeg så en fjernsynudsendelse om børn og fattigdom. Selvom de har fået tilstrækkelig mad er de resten af livet langt mere syge og dør tidligere end andre også selvom de har fået penge som voksne.
Det er meget paradoksalt at mange af de arbejdene er ved at gå ned med stress samtidig med at der på side linjen står massere med en begrænsning i arbejdsevnen som gerne vil deltage men ikke kan få lov.

Middelklassen tror at de er immune, men det kræver kun en af 5 begivenheder før de kan bliver ramt nemlig sygdom, ulykke, skilsmisse, fyring eller dødsfald af en nærtstående.

På andre områder laver man lovgivning for at ramme flertallet. Men det er ikke tilfældet her. Her gør man det for at ramme det absolutte mindretal nemlig de ekstremt få der ikke gider at lave noget.

Der er en skjult dagsorden med loftet nemlig at trykke løn og forringe arbejdsvilkår, for folk finder sig i næsten hvad som helst for ingen tør miste deres job.

Tina Sommer, Kurt Nielsen, Nille Torsen, Sup Aya Laya, June Pedersen, Nanna Wulff M., Herdis Weins, Heidi Larsen, curt jensen, Lise Lotte Rahbek, Britta Hansen, David Zennaro, Flemming S. Andersen, Kim Houmøller, Ebbe Overbye og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Tak for en sober artikel!! Som beskriver mmensker, som er uendeligt stærke. Jeg kommer til at tænke på en citat fra en ung hjemløs: "man skal være stærk for at være svag i det her system". Så sandt.

Kurt Nielsen, Nille Torsen, June Pedersen, Heidi Larsen, Britta Hansen, Flemming S. Andersen, Lise Lotte Rahbek og Bruger 240852 anbefalede denne kommentar

»De, der søger hjælp gennem Næstehjælperne, spørger ofte, om de kan gøre det anonymt, hvor vi formidler kontakten. De sidder ofte alene derhjemme og føler sig som samfundets udskud,«

Nej, det er ikke dem der er samfundets udskud. Samfundets udskud er dem der behandler samfundets svageste grupper som udskud.

Kurt Nielsen, Britta Hansen, June Pedersen, Flemming Berger, Helene Kristensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg har kun foragt tilbage for disse mennesker, være det sig regeringsmedlemmer, politikere der direkte eller indirekte støtter denne uværdige politik, eller de mange tusinde og attertusinde der ser stille til og mener de selv er gode mennesker fordi de kommer med en madpakke indimellem.

Som Anna Udar der mener det er mere personligt at aflevere en madpakke til en fattigrøv der ønsker at være anonym end det ville være at sende penge med mobilpay...

Nej, kære Anna Udar, det er ikke mere personligt. Det er faktisk helt forfærdeligt formynderisk og nedladende at du donerer noget som DU mener er nyttig for et medmenneske der fatter penge, i stedet for at overlade det til den person selv hvordan hun bedst kan hjælpes. Det kunne jo være hun har mest brug for medicin frem for kokosmælk og en flaske rødvin og andet "lidt til luksus"!
Medicin har man nemlig ofte heller ikke råd til når man er på overførselsindkomst. Det var allerede et problem inden den sidste "reform"

Grunden til denne nedrige behandling af andre mennesker og tolerancen af selvsamme er i sidste ende ikke andet end grådighed. Middelklassen er ikke så meget bange for at miste deres velstand men at deres velstand ikke kan blive ved med at vokse som de er vant til. Derfor tager man krummerne fra alle dem der ikke kan sætte sig til modværge.

Jeg væmmes simpelthen ved disse mennesker.

Ved godt at jeg så væmmes med flertallet af befolkningen...

Problemet løser sig nok af sig selv med tiden: Samfund uden tilstrækkelig sammenhængskraft vil ikke være i stand til at overleve de kriser der venter om hjørnet og som vil ramme os, om vi vil eller ej, indenfor de næste 50 år. De sidste regeringer, uanset politisk sammensætning, har alle gjort sit for at underminere og sabotere denne sammenhængskraft men den nuværende er helt klart i en klasse for sig selv.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Helene Kristensen, Flemming S. Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Curt Jensen
Jeg forstår godt hvad du mener, tror jeg.
Jeg har det selv meget ambivalent med at være en del af et privat netværk, som afbøder konsekvenserne af regeringens nedskæringer. Hattedameri .. hvis man vil.

Men jeg ser, at behovet for nødhjælp er helt reelt. menneskene skal have noget at spise, de skal have tøj på kroppen og vinterstøvler og regerengen og diverse politikere har i al fald ingen planer om at stille op med tøj, mad eller fodtøj.
Nogen må hjælpe med det praktiske. Hvis ikke privatpersoner og græsrødder - hvem så?

Kurt Nielsen, Britta Hansen, June Pedersen, Flemming S. Andersen, Heidi Larsen og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

@Curt Jensen.

Hvis et menneske skal have hjælp til medicin eller andet, så må det være på sin plads at bede om lige netop det. Hvis man beder om mad, så får man mad. Og så videre...

Jeg har oplevet, at mennesker som ønsker hjælp, ikke har brug for den hjælp de siger de eftersøger. Det er noget andet de vil have. At hjælpen kun er dem værdig, hvis den bliver leveret lige netop som de har i tankerne, og helt uden at de skal gøre hverken det ene eller det andet: der er giveren der skal betale for porto osv.

Selv har jeg været på begge sider af denne ligning. Måske er det bare mig, der er galt fat på den når jeg mener, at man OGSÅ selv skal stille op?

Erik Christensen

God artikel om hvad den ensidige fokusering på lønarbejdet gør i vores samfund. Der foregår en kamp om arbejdsbegrebet - vi må have det uformelle arbejde (virke) (work) anerkendt som ligeså samfundmæssigt nødvendigt som lønarbejdet (labour) igennem indførelsen ag en basisindkomst!

Kurt Nielsen, Nille Torsen, Britta Hansen, Sup Aya Laya, Herdis Weins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Liselotte og Nanna W.
ja, selvfølgelig er der brug for hattedameri når politikerne svigter i den omfang de gør. Vil lige pege på at hattedamerne ikke nødvendigvis er så uskyldige endda men sagtens kan være del af problemet samtidig med at de giver en hjælpende hånd.
Den største gruppe i samfundet er de tavse som lader tingene ske ved deres passivitet, ligemeget om de ser til eller væk, så er de i den grad medskyldige. Uden denne store gruppe havde der hverken været koncentrationslejre eller kontanthjælpsloft.
Også jeg har været på begge sider af ligningen, som du udtrykker det, Nanna. Og har altid været for stolt til at spørge om hjælp. Og sådan har jeg det stadig. Men ikke alle kan og vil det. Jeg synes Anna Udars gode gerning drypper af selvgodhed parret med nedladenhed, selv om hun sikkert slet ikke har et bevidst hensyn i den retning. Hun er sikkert et godt menneske. Desværre kan også gode mennesker gøre forfærdelige ting.
Jeg har været på så mange forskellige sider af ligningen at jeg kan fortælle at jeg endda har mødt dømte mordere som var gode og ærlige mennesker og som jeg havde tillid til selv om de indimellem kunne finde på at prale med de ugerninger de havde begåët. Der er ingen grænser for hvor mange facetter en personlighed kan have.

Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Vi kunne jo begynde med at holde fri om fredagen, alle os der har et arbejde. Måske det vil udløse nogle flere arbejdspladser? Vi får i hvert fald mere tid til at bruge nogle af de mange penge vi tjener og det i selv kan næsten kun give nye arbejdspladser. Nå, så stort er problemet heller ikke? Så må de meget undskylde.

Mette Petersen

Der er ikke råd til det hele, men politikerne vil ikke prioritere, undtagen når det gælder de arbejdsløse. Arbejdsløshed er en samfundspåført lidelse. De der ikke selv kan finde et arbejde, skal 'hjælpes' af systemet. Men systemet i sig selv koster mange penge, og man kan med rette spørge sig selv om disse penge er givet godt ud når man kan sende folk i det ene aktiveringsforløb efter det andet uden at det har anden virkning end at spilde folks tid, og fastholde dem i fattigdom.
Men det sidste politikerne vil gøre er at indrømme at de har taget fejl.
Man har historisk set lokket folk ind til byerne. Lokkemidlet var arbejde. Nu er der så ikke så meget arbejde i byerne mere, men folk kan ikke flytte tilbage til landet og dyrke jorden, for den er overtaget af nogle andre som laver masseproduktion af fødevarer. Denne produktion er i mange tilfælde miljøskadelig, både for mennesker og natur, men det er de magthavende politikere også grundlæggende ligeglad med, for de skal jo bare genvælges.
Den bekvemme løsning hedder for de magthavende politikere: Skab en underklasse hvis tilværelse kan virke som skræmmebillede for det arbejdende folk. Giv dem så ringe vilkår at de knap kan overleve, og gør det til deres eget problem at de er arbejdsløse og føler sig uden for samfundet.
Selv har de magthavende politikere selvfølgelig sørget forsig selv og deres familier, så de lider ingen nød. Til jer der bliver ramt at kontanthjælps-loftet: Flyt ind i haven på Marienborg med jeres telt. Det er en stor have, og der må være plads til en del telte. I kan låne Lars Løkkes toilet, bad og køkken. Det er jo betalt af skatteyderne, så I må have lige så meget ret til at bruge det som Lars Løkke og familie. Hvis der skulle blive fyldt op i haven, er der sikkert andre af de magthavende politikere som har plads i deres egne haver. Er det ikke på tide at politikerne får noget af deres egen medicin at smage?

Flemming S. Andersen og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar
Marie Sanne Caroline Malmros

Hørte lige Karen Ellemad i tv2 morgen tv. Der er kommet en rapport om børns oplevelse af kontant hjælps loftet.Et argument fra hende var at den enlig mor på deltid var i samme situation. Men det er ikke et argument i min optik at andre børn er lige så fattige. Det betyder bare at man bør lette skatten for lavt lønnede. En deltidsansat har i øvrigt ofte mulighed for fuldtidsarbejde og er ikke syg som hovedparten af kontanthjælps modtagerne. De har ofte heller ikke problemer med uddannelsesniveau og arbejdserfaring i forhold til at være attraktive for arbejdsgiverne. Det er en helt anden situation

Ellemand fremstod arrogant når hun som eksempel brugte at børnene var kede af at de ikke kunne få mærkevare sportsko. Det handler ikke om dette, men om fritids aktiviteter, ferier, fødselsdage, gaver til andre, jul og ikke mindst mad og medicin! Samt ikke mindst den stigmatisering som arbejdsløse forældre på kontanthjælp udsættes for.