Linie 3 er stadig de samme – men verden er totalt forandret
Historien om Linie 3 handler både om opløsningen af de helt stor kulturfællesskaber og om den særlige kærlighedsaffære, vores lille land har med antihelte. Den hyggelige trio, som i snart 40 år har været på fornavn med hele Danmark, er igen på turné
Linie 3 er stadig de samme – men verden er totalt forandret
Så er det nu. Anders, Thomas og Preben – tre mænd i 60’erne, som i snart 40 år har været på fornavn med hele kongeriget – står klar i kulissen, hvor det lilla lys fra scenen optegner deres ansigter.

Bandet slår ouverturen an.

Thomas Eje, den rundeste og mest mystiske af de tre, retter på sin »smååuuwking«.

Preben Kristensen, den mest vævre og snakkesalige, tænder op under det insisterende entertainersmil, som om få sekunder vil sprede hyggelig julestemning helt ned på de bageste rækker i Musikhuset Esbjerg.

Og Anders Bircow, den ældste i trioen med sine 65 år, ligner mere en mand i kø i Brugsen end en entertainer på vej på scenen.

Publikum er kommet i god tid og i stiveste puds: Blazerjakker og skjorter; guldsmykker og nylonstrømper. Gennemsnitsalderen er helt sikkert over 50 år – og nok også over 60.

Nede i mørket glæder 76-årige Jørgen Andersen fra Varde sig til at se de tre ikoner i virkeligheden, nu har han jo set dem på tv siden … ja, siden altid.

Henning og Else Olsen, som snart runder 80 år, vil bare gerne have lattermusklerne rørt. Og Johanna Pedersen vil gerne se de særligt Linie 3'ske pingpong-skænderier, hvor Preben mundhugges med de to andre.

De er kommet til det rigtige sted.

Trommehvirvlen lyder. Og Linie 3 træder ind på scenen.
Linie 3
Linie 3 består af Anders Bircow (65), Preben Kristensen (64) og Thomas Eje (60).

Blev dannet i Aarhus i 1979, hvor de gik på teaterskolen sammen.

Trioen blev for alvor kendt i 1980, da den blev en del af DR-programmet ’Tv i Teltet’.

Har turneret landet tyndt med succesfulde show som ’10 års jubilæumsshow’ fra 1989, ’Hvor er de 2 andre?’ og ’Rundrejsen 2001’ fra 2001 – sidstnævnte solgte 330.000 billetter.

Videoudgaverne af deres show er blandt de mest sælgende vhs’er i Danmark.

Lige nu er de på vejen med et nyt juleshow med assistance fra Melodi Grand Prix- og Stig Rossen-duet-sangerinde, Trine Gadegaard.

Foto: Jan Unger
Linie 3 er folkeeje i ordets mest bogstavelige forstand. I 1990'erne havde ethvert parcelhus med respekt for sig selv deres vhs'er på hylden, og i årevis kørte deres show i båndsløjfe på TV 2, så hele nationen lærte at sige: »Hvor er de to andre?«. Da trioen drog på turné i 2001, købte 330.000 danskere billet – en danmarksrekord.

Det var før Netflix og Spotify. Før segmentering og digitalisering for alvor fik tag i underholdningsbranchen. Linie 3 var dét, alle kiggede på, dengang alle kiggede på det samme. Og derfor er historien om Linie 3 både en historie om opløsningen af de store fællesskaber og om danskhed – på godt og ondt.

For Linie 3 og Danmark hænger sammen. Hvis man forstår Linie 3, forstår man Danmark lidt bedre: Vores kærlighed til antihelte og hverdagsrebeller. Til jantelov, lighed og hygge.

I disse uger turnerer trioen med et nyt juleshow, 32 forestillinger og cirka 35.000 billetter. Linie 3 er stadig de samme – men verden er totalt forandret.
Anders And og EM ’92
Showet flyver derudaf. Thomas Eje crooner og stepper sig igennem en soloudgave af »Let It Snow«, og så mødes trioen på scenen til en meget Linie 3-agtig sketch, hvor stakkels Preben forsøger at læse juleevangeliet op, men hele tiden bliver afbrudt af de andres nævenyttige spørgsmål.

»Men det skete i de dage, at en Befaling …«

»Men hvad?«

»Men hvad hvad?«

»Ja, men hvad?«

Og sådan bliver det ved. De diskuterer, hvad myrraskær monstro er for noget, og på et tidspunkt spørger Anders Bircow, hvem der egentlig har skrevet juleevangeliet, og Preben svarer, at det har Lukas, og Anders bliver meget overrasket og siger: »Lukas Graham!?«, og så dør hele Esbjerg af grin.

Den slags er Linie 3 classic.
Til det nye juleshow har Linie 3 fået assistance fra Melodi Grand Prix- og Stig Rossen-duet-sangerinde, Trine Gadegaard.
Preben er duksen. Den hvide klovn, der hidser sig op, når de to andre ikke kan udtale ord eller fatte almindelig etikette. Anders og Thomas er de glade gadedrenge, der ryster på hovedet, når Preben spiller klog. De er to imod én.

»Diktatoren er færre end folket,« som Thomas Eje siger.

Sådan gør man i Danmark. Autoritet er i sig selv suspekt, og klogeågerne skal ned med nakken – man skal ikke komme her. Derfor elsker danskerne også antihelte som Anders And, mens de himmelstræbende amerikanere er mere til Mickey Mouse.

Linie 3 excellerer i det hele taget i noget, humorforsker på Københavns Universitet Michael Eigtved kalder »dementering af det storslåede«. Ja ja, det kan da godt være, at Thomas Eje kan spille 13 instrumenter og tryllebinde publikum med »Still Got the Blues« og J.S. Bach på ukulele, men han lader hele tiden, som om det ikke er noget særligt.

»Linie 3 spiller hele tiden med janteloven i hånden,« som Michael Eigtved siger.

Publikum skal mærke suset fra Olympen, men de skal saftsuseme også have guderne ned på jorden igen. Sådan gør man i Danmark.

Det allermest danske er at vinde EM i fodbold, selv om man ankommer direkte fra øl og solferie og ikke engang har gidet træne. Så man på én gang er fodboldgud og helt almindelig.

Sådan er det også med Linie 3. Man har aldrig fornemmelsen af at være i selskab med noget ophøjet og genialt. Som Michael Eigtved har sagt til Berlingske:

»For at det ikke skal blive for meget, så har vi i midten Anders Bircow, som faktisk ikke kan så frygteligt meget. Og igen: Hvis det hele bliver for farligt, sender de bare dronning Margrethe ind, som de aldrig siger noget grimt om.«
Hvor er de unge?
Thomas Eje trasker ud i kulissen og tørrer sved af panden. På scenen giver Preben Kristensen en version af Anne Linnets »Lille Messias« sammen med Melodi Grand Prix- og Stig Rossen-duet-sangerinde Trine Gadeberg, der skal være side kick til Linie 3 på juleturneen. Publikum klapper på ét og tre, og hele herligheden modulerer en hel tone op til sidst.

– Thomas, det ser ud, som om de gennemsnitlige publikummer i dag er et ældre ægtepar med bopæl lidt uden for Esbjerg. Hvad tænker du?

»Jeg ser både børn og oldemødre. Det ser meget blandet ud. Vi har altid haft et meget blandet publikum. Alle aldre.«

– Der er ikke sååå mange unge …

»Jeg ser mange unge. Halvdelen af dem er unge på de første fire-fem rækker. Det må du lige tjekke engang.«

Det er, som om jeg har ramt et ømt punkt, og på vej ned til pausen, tager Preben Kristensen fat i mig.

»Er det dig, der siger, de alle sammen er gamle?«

Thomas Eje må have fortalt ham om vores snak.

– Jeg sagde ikke, at de ALLE sammen er gamle, bare at …

»Men hvad er gammel?«

Han løfter øjenbrynene og ser bestemt ud.

– Altså, jeg mener gennemsnittet. Det er nok – ja, i hvert fald i 50’erne.

»Nå ja ja, det er da ikke gammelt. Må jeg være fri!«

Han griner ikke.

»De er lidt ældre i dag, ja, men sidste gang … der sad nogle helt unge.«
Det er et hav af gråt hår, der møder Linie 3 i Musikhuset Esbjerg. Mange af publikummerne har fulgt trioen lige siden deres Tv-debut i 1980.
Så trækker de ind i garderoben og diskuterer, om man ikke bør ændre joken med myrraskær til noget med en »myrrasluger«.

– Preben, ville det ærgre dig, hvis der ikke var så mange unge til jeres show?

»Nej. Nej, nej, nej, nej, jeg synes, det er skønt! Der eksisterer så meget ungdomstyranni, og alle, der er helt unge, og som ikke rigtig kan noget, får så meget tv-tid, og vi andre, som har øvet os i mange år, vi kommer aldrig på.«

Så kigger de lidt i hver deres smartphone, Preben slås med sin MobilePay, og Anders Bircow læser verdens mest positive facebookkommentar op: »Anders er smidig som en ål,« står der.

– Synes I, det er sjovt, at være på turné?

»Det er fantastisk,« siger Thomas Eje uden at fortrække en mine.
Alle er velkomne i hyggehulen
Linie 3 er langt fra de eneste, som i disse år må se i øjnene, at deres kernepublikum er tættere på 90 end på 18 år. Det kender vi godt på Dagbladet Information. Og det gør de også på DR og TV 2.

Medieverdenen har forandret sig så meget, at de glade dage i 1980’erne nu virker som en eksotisk og for længst tabt kulturhistorisk epoke.

Det var dengang, hele familien så den samme videofilm, fordi der kun var én skærm. Dengang hele nationen så det samme i fjernsynet, fordi der kun var en håndfuld kanaler. Det var de store fællesskabers tid. Matador havde tre millioner seere, og Midt om Natten med Kim Larsen solgte 650.000 eksemplarer.

I dag skal DR1 sætte alle sejl til for at skrabe én million danskere sammen til at se dramaserier søndag aften. De brede fællesskaber er afløst af mange små grupper på YouTube, HBO og Spotify.

Linie 3 repræsenterer den gamle skole. Det er hygge for hele familien – et varmt og konfliktfrit rum fuld af »dejligt pjat«, som Anders Bircow siger.

De forsøger vitterligt at favne alle: børn, pensionister, flygtninge, dagplejemødre, slagteriarbejdere. Alle forstår ordspil, parodier og trestemmig sang. Det er ikke raketvidenskab.

Hvis man virkelig skal svinge sig højt op, kan man sige, at Linie 3 er mere inkluderende og demokratisk end den segmentbevidst komik, som er fulgt efter.

For man kan kun grine af Det Brune Punktum eller Klovn, hvis man i forvejen kender de sociale koder, de leger med – mennesketyper, kulturelle markører, politiske positioner. Det samme med Den Korte Radioavis eller Rytteriet: Man skal hele tiden slå op i den kulturelle encyklopædi, hvis man vil være med. Man skal kæmpe mere for at blive en del af de nye humorfællesskaber. Det skal man ikke med Linie 3 – alle er velkomne i hyggehulen.
Selvom de andre to plagede, vil Preben Kristensen ikke lave sin klassiske Dronning Margrethe-parodi denne gang. Nu har der jo været så virak om kongehuset. »De skal have lidt fred,« som han siger.
Anders Bircow træt af hundelorte
»Har du set Baronessen fra benzintanken i dag?«

Der er nogle timer til showstart i Esbjerg, og Preben Kristensen sidder i en sofa i en lang gang i kælderen under Musikhuset. Vi taler om folkelighed.

Linie 3 er folkelige på samme måde som Huset på Christianshavn eller Olsenbanden, siger han: Først foragtet af de fine herrer, men elsket af publikum, og så – efter nogle år – anerkendt af fagfolk for deres store kvaliteter.

»Hvis du ser Baronessen fra benzintanken i dag, kan du se, at det er gennemført. Det er ordentlige replikker, og de spiller i bund,« siger Preben Kristensen.

Sådan vil det også gå Linie 3, forstås.

Så er der aftensmad.

Hele showteamet spiser svinekød og bagekartofler med cremefraichedressing, Preben og Thomas spiller 'røvhul' med nogle fra crewet, som de altid gør. Og imens – i den anden ende af kælderen for enden af den lange, stille gang – sidder Anders Bircow alene i garderoben og spiller Quizkampen på sin telefon.

De tre herrer var i starten af 20’erne, da det hele startede, fortæller han. De gik på skuespillerskole ved Århus Teaterskole og for sjov begyndte de at optræde med lidt musik og fis på den lokale restaurant Jacobs Bar BQ for 300 kroner og en bøf. Og folk elskede det!
Thomas Eje har det egentlig fint med at være berømt. »Det er ikke noget, jeg ikke ikke kan lide,« siger han »Fordelen er, at du får nogle jobs. Du kan ikke være entertainer uden berømmelse.«
Deres stil var hverken revy eller venstresnoet Jacques Brel-teater, som ellers var oppe i tiden. Nej, det var upolitisk spas og musik. Og modsat 70’ernes politiske kunst, der ville bevidstgøre og omstyrte, ville Linie 3 ikke lave publikum om. Linie 3 er mere Shu-bi-dua end Dario Fo. Det er showhumor med en snert Rat Pack og lidt Victor Borge. Det er systembevarende.

»Deres musik er reaktionær,« som Michael Eigtved siger.

»Du kan næsten ikke høre, hvor det er henne i tid – er det et nummer, Jan Glæsel lige har skrevet, eller har de taget det fra en plade fra 1940’erne? Det gør publikum trygge.«

»Vi har altid haft en ret simpel opskrift,« siger Anders Bircow: »Syng en sang, sig noget sjovt.«

»Da man var ung skuespiller, troede man, at teater kunne ændre verden. Det kan det måske også, men det er ikke det, der er vores agenda. Det ville være for åndssvagt.«

Fra den ene dag til den anden blev trioen castet som humørindspark i DR-programmet TV i Teltet, og fordi der jo kun var én fjernsynskanal dengang, blev Preben, Anders og Thomas med ét slag stjerner. Kort før tv-succesen var Søren Pilmark faktisk med i foretagendet, men han troede ikke på det lille ensemble, så han sprang fra – det tog ham efter sigende adskillige år at komme sig over chokket ved at have stået af succestoget én station for tidligt.

Dagen efter den første tv-optræden blev Anders og Preben stoppet af en ældre dame på gaden i Aarhus. Hendes mand var død seks måneder tidligere, fortalte hun, og hun havde ikke grinet siden – ikke indtil nu.

Lige siden har Linie 3 været så berømte, at selv de mest banale detaljer fra deres liv er ugebladsnyheder: »Anders Bircow træt af hundelorte«. »Thomas Eje: Har kvittet smøgerne«. »Preben Kristensen må tage afsked med sin hund«.
Det store fadermord
Men netop fordi Linie 3 blev så store, og netop fordi deres komik ville omfavne hele beboerforeningen Danmark, endte trioen også som fjende nummer ét for næste generation af komikere: Standupperne, der selv var vokset op i parcelhuse med Linie 3 på pladespilleren, flyttede ind til stenbroen, hvor det blev god smag at hade Linie 3. Det var i sin essens et fadermord.

Komikeren Lasse Rimmer, der engang sad i stuen hos sine forældre og lærte Borte med Vesten (1983) udenad, skrev pludselig spiddende parodier om 'De Nye Linie 3' til Casper og Mandrilaftalen.

»Det, der var friskt og charmerende, da Linie 3 brød igennem, blev jo en skabelon på et tidspunkt,« husker Lasse Rimmer. »Dengang ville vi bare gerne erobre noget scene. Kapre en balde. Få en plads i toget.«

Og det fik de.
I mange år gjorde Linie 3-medlemmerne gode miner til slet spil, men i dag siger de åbent, at de blev kede af al den »tilsvining«, som Anders Bircow kalder det.

»Det var voldsomt,« siger han. »Men meget humor går jo ud på, at gøre grin med magthaverne – og dengang var vi magthaverne.«

Det har ændret sig. Der er løbet meget vand under humørbroen siden.

»I dag fremstår Linie 3 lidt gumpetungt og forstilt, når de lader, som om de misforstår hinanden og falder over ordene,« siger Torben Sangild, der er journalist og comedyekspert.

Linie 3's gamle billetrekord er endda blevet slået af deres tidligere teaterstudiekammerater i Ørkenens Sønner, der i 2008 solgte 350.000 billetter til deres show En sang fra de varme lande.

»Linie 3 er gode til det, de gør, men spørgsmålet er, om det, de gør, ikke er ved at være virkelig gammel hat. Man har på fornemmelsen, at det ikke er af en indre kreativ nødvendighed, at de bliver ved – det er for at tjene penge,« siger Torben Sangild.
Ja, selvfølgelig gør vi det for pengenes skyld
I garderoben fortæller Thomas Eje, at han er flyttet ned på en gård på det sydlige Als, selv om han egentlig er født og opvokset på stenbroen. Københavnerne er simpelthen blevet så selvoptagede og »cool«, at det ikke er til at holde ud, synes han, så nu har han åbnet et galleri sammen med konen og er sprunget ud som maler.

Preben Kristensen strikker (han er lige blevet færdig med et halstørklæde til Sanne Salomonsen) og fortæller, at der engang sad en syrisk flygtning i hans stue i Charlottenlund, at han ikke kan fordrage Inger Støjberg, at han er venligbo, og at han engang var på iransk restaurant med én af dem fra Adam og Noah, hvor tjenerne genkendte ham, fordi de havde lært dansk ved at se Linie 3.

Og Anders Bircow fortæller, at han har hørt et interview med en klimaskeptisk fysiker på Radio24syv, som synes, at medierne gør et alt for stort nummer ud af CO2-problemet – det burde Information måske skrive noget om?

Og så siger Thomas Eje: »Jeg synes, global warming er cool.«

Og så siger Anders Bircow: »Jeg synes, det er et overophedet emne.«

Så griner de.

Midt i den gode stemning spørger jeg, om det er rigtigt, som onde tunger hævder, at det nye juleshow bare er et påskud for at skaffe lidt hurtige penge? Både Anders Bircow og Thomas Eje har jo måttet lægge ryg til vedholdende rygter om, at de er ualmindeligt kropumulige til at administrere finanserne. Thomas Eje har tabt big time på et Las Vegas-eventyr, hvor han forsøgte af etablere sig som entertaineren Tom Dane, og Anders Bircow er kommet sidelæns ud af nogle hus- og aktieinvesteringer.

»Det er jo en gammel floskel,« siger Thomas Eje og ryster på hovedet.

»Ja, selvfølgelig gør vi det for pengenes skyld. Det er vores arbejde. Jeg kender ikke nogen, der ikke også går på arbejde for pengenes skyld.«
Preben Kristensen hjælper trioens nye side kick, melodi grand prix- og Stig Rossen-duet-sangerinde, Trine Gadegaard, med strikketøjet. »Det gælder om at holde masken,« som han siger.
Johan Sebastian Baccccchp
Sidste akt på scenen i Esbjerg begynder med en rigtig klassisk ’hvem spiller tromme?’ En sketch hvor dumme Preben ikke fatter, at de andre har døbt trommeslageren i bandet ’Hvem’, mens saxofonisten bliver kaldt ’Hvad’ og guitaristen ’Det ved jeg ikke’.

Det er egentlig en dansk oversættelse og en gammel Abbott & Costello-sketch fra 1950’erne, men det er publikum ligeglad med, de griner så man næsten frygter for deres helbred.
Og så – efter et længere potpourri af Disneysange – træder Thomas Eje frem i spotlyset med sin ukulele. Et af de 13 instrumenter, han spiller på.

Preben sætter sig stille i en stol, og Anders strækker lidt ud. Og så spiller Thomas Eje den første cellosuite af »Johan Sebastian Baccccchp (spytklat, red.)«, så salen efterlades totalt hypnotiseret. Og så »Billie Jean« af Michael Jackson – både basgang, trommebeat og akkorder på én gang. Og sang. På ukulele! Han får endda salen til at råbe »whuuuu« midt i det hele, og pludselig dufter Esbjerg af Las Vegas.

Alle klapper.

Så kommer Anders og Preben ind, og aftenen slutter med den helt store sovs og kartofler-version af »Imagine« med Preben Kristensen som lead singer og alle mand på dæk, og pludselig rejser tusind gråhårede jyder sig op i den stegende hede koncertsal og klapper og klapper.

Smeden Ole fra Esbjerg på 51 år, den forhenværende landmandskone fra Thirstrup på 73 år, 57-årige Thorkild, der arbejder med frysebokse – de smiler over hele femøren.

De tre herrer bukker på deres ’nååå ja, det var jo bare en lille ting’-måde. Og så er det hele slut.

»De kan stadig,« siger den 47-årige butiksassistent Anja, da hun trasker ud til bilen i novembermørket.

»Det var bare skide godt!«
Tekst: Christian Bennike
Redaktør: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Mikka Tecza

9. december 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

For mig ,der er vokset på med Gris på gaflen, Hov-Hov, og talrige Fiol-revyer og lign., må jeg blot bedrøvet konstatere, at humoren har trange kår her til lands, når flg. kan få folk til at grine, så de er ved at tisse i bukserne: "Hvem der egentlig har skrevet juleevangeliet, og Preben svarer, at det har Lukas, og Anders bliver meget overrasket og siger: »Lukas Graham!?«,
Eddermugne bøvet!
Og den slags sælger billetter i et land, hvor PH ellers lærte os, at det handler om alvorlig sjov.
Mht. folkelig underholdning så er der langt mere brod og gedigen morskab i Ulf Pilgårds bidske numre i Cirkusrevyen.
At Linie 3 ikke aner, at tiden råber på satire (Tucholsky) er et ting, men at Inf. spiller spalteplads på det jammerlige nonsens, kan godt nok undre.

Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikkel Kristensen, Tino Rozzo og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Morten Ingemann Pedersen

Jeg forstår ikke helt behovet for den nedladende tone, der ligger under overfladen gennem hele artiklen.
Både ift. Linje 3, men også det konkrete publikum i Esbjerg. Og måske endda også selve Esbjerg. Linje 3 er måske bedaget, men det er den anti-provinsielle selvtilstrækkelighed altså også.

Lise Lotte Rahbek, Henrik L Nielsen, Kasper Andreasen, Niels Chr. Nielsen, Viggo Okholm og Kasper Frausing anbefalede denne kommentar

Det er så sørgeligt, når diverse underholdere ikke forstår at holde op i tide.
Linje 3 har allerede været "døde" i årevis.
Men det er selvfølgelig fristende at få et boost på bankkontoen.
Publikum - ved man - er jo meget nøjsomme.
De betaler i forvejen, før der er skrevet en linje - og hvis de så må gå skuffede hjem, lader de sig ikke mærke med det - så havde pengene jo været spildt.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Hvad er der egentlig galt? Jeg er 72 har aldrig set dem live, men selvfølgelig set dem i TV. Hvorfor er det dumt de lige dukker op igen og får omtale? De er jo ikke ældre end Stones og Kim Larsen og de Nattergale fulgte lidt op med deres egen stil Jeg kan slet ikke være med på forargelsen..

Lise Lotte Rahbek, Henrik L Nielsen, jens peter hansen, Jonathan Larsen, Kasper Andreasen og Kasper Frausing anbefalede denne kommentar

Viggo Okholm - Det har intet med alder at gøre. Det handler om tomme kalorier, ligegyldige barberstuevittigheder (hvis sådanne stadig findes?), det hele hængt op på hype og vaner.

Kasper Frausing

"Linje 3 har allerede været "døde" i årevis."(...)
"tomme kalorier, ligegyldige barberstuevittigheder (hvis sådanne stadig findes?), det hele hængt op på hype og vaner."
Som en klog mand sagde (lettere omskrevet) til Dronningen fornylig: "Nu skal man jo ikke forveksle saglig kritik med egne præferencer"

Arne Lund: Slap nu af, det hele skal vel ikke være alvorligt hele tiden. Jeg synes verden ser rigtig alvorlig ud også vores egen andedam, men jeg tror nu at lette kalorier nogen gange kan gavne mere end de skader. Jeg skal nok argumentere for større lighed og mindre racisme og selvfedme alligevel.

Jeg betragter nærmest Linie 3 som antiintellektuelt. Det er underholdning, der drejer sig om at få folk til at holde op med at tænke, give slip og bare nyde det. Det kan nogen lide, andre kan ikke. At forsøge at komme med en intellektuel analyse af det virker lidt krampagtigt, fordi det, der ledes efter, ikke er der. Jeg kan godt forstå efterlysningen af f. eks. noget mindre ufarligt, noget med kant etc., men det vil jo aldrig komme fra Linie 3, for det er på ingen måde deres metier. De er en slags hyggeonkler på scenen.

Deres publikum kan lide dem, og Linie 3 tjener gode penge. Utroligt hvor mange mennesker dette kan forage i Jantelovs- og misundeligheds-Danmark.

Viggo Okholm- Nej vel skal det ikke være alvorligt hele tiden, men hvorfor ikke give "folk" noget virkelig morsomt at grine af i stedet for det fladeste flade? Og give dem fyldig avisomtale, blot fordi de tjener mange penge, som Inf nu gør det?
Du ville jo heller ikke gå med til, at børnenes madpakker udelukkende bestod af pålægschokolade og ostehapser. Så hvorfor acceptere, at underholdning skal være uden næringsværdi. Og da slet ikke når der findes indholdsrig morskab, tant og fjas.

Anders Sørensen

@Arne Lund, latteren er nok i sig selv. Fra tid til anden ER det nok at grine. Som pålægschokoladen er fin, hvis ikke den erobrer hele madpakken. Et punktnedslag i en Linie 3-forestilling er jo ikke nødvendigvis et udtryk for, at publikum KUN vil Linie 3'e. Hvem ved, måske går de bagefter hjem og griner lidt af Informations kommentarspor? OG BLIVER KLOGERE SAMTIDIG...!

Niels Duus Nielsen

"comedyexpert" - lol - jeg har stor respekt for Torben Sangild, og jeg kan slet ikke forestille mig, at han har præsenteret sig selv som "comedyexpert" - med mindre selvfølgelig det er et forsøg på at være morsom.

Venlig hilsen Niels Nielsen, smagsdommerekspert.

Mikkel Kristensen

Linie 3 har / havde sponseret latterfuglen i Zoo, en komiker lod vide, at dette først gav mening for ham, da fuglen ikke grinede - sådan har jeg det også med Linie 3, deres 10års show husker jeg som fantastisk underholdende og morsomt - men de er blevet i den selv samme rille, en vittighed kan også kun fremsiges een gang med latter til følge i det samme selskab // mest utroligt er vel, at de kan sælge billetter. samfunds satirisk humor mangler i den grad, men de fleste er nok bange for, at blive udråbt til røde lejesvende - selvsving savner jeg, men trøster mig med Den Korte Radioavis på 24/7

Anders Sørensen - Det er jo en meget idealistisk måde, at anskue det på: Først griner publikum af Linie 3, og så går de hjem og læser Inf's anmeldelse af dem, eller noget andet højpandet. Det svarer lidt til, at stare med Anders And og så i ét snuptag gå videre til Dostojevskij eller lign.
Den køber jeg ikke, og jeg tror heller ikke du har belæg for dit udsagn.

Søren Kristensen

Man kunne lige så godt brokke sig over alle de ispinde der bliver solgt hver somme (den seneste måske undtaget). Ispinde er også tomme kalorier og stort set uden politisk relevans, men så længe drengene tjener penge er det i hvert fald ikke pinligt. Jeg ville hade at skulle møde fx Thomas Eje på jobcentret.

Anders Sørensen

@Arne Lund, jeg ved sgu ikke. Jeg synes bare, man skal være varsom med at afskrive folk som værdige samfundsborgere i humorland , blot fordi de nyder lidt uforpligtende underholdning, her i form af Linje 3.

Jeg kan ikke selv lide Linje 3, men det skyldes ikke, at jeg forsager tomme kalorier og udelukkende efterspørger ting med vid og bid og politisk, samfundsomstyrtende tyngde. (Indrømmet: Jeg fniser, når folk prutter) . Jeg griner bare ikke af Linje 3, fordi de, lissom, ikke får mig til at grine. Jeg er bare ikke kilden under dén fod. Helt tilfældigt.

Henrik L. Nielsen - Hvis nu en smagsdommer blev sat til at vurdere dine børns madpakke, og så at den var fyldt med tomme kalorier, chips og snacks og colaer - skulle smagsdommeren så holde mund ad hensyn til, at den slags jo er en smagssag? Kort sagt lad ligegyldigheden og tomheden få frit løb.

Henrik L Nielsen

Arne Lund

Naturligvis ikke. En madpakke med timme kalorier er skadelig hvis den gentages gang på gang.
Men nu kan en aften med Linie 3 hvert femte til tiende år ikke sammenlignes med en daglig madpakke.
Underholdning er subjektivt, det er ernæring ikke, og selv om nogen finder linie tre platte så er de jo altså ikke skadelige for hverken sundhed, moral eller åndelige evner.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar