VIDNESBYRD

#jegblevvoldtaget

DEL 7
For lidt over et år siden blev jeg voldtaget. Overgrebet var overrumplende i sig selv, men jeg havde ikke forestillet mig, at tvivl skulle optage så stor en plads i mit liv. Først tvivl omkring hvordan mine omgivelser ville reagere. Siden politiets tvivl på min forklaring. Og af og til glimt af tvivl på min egen hukommelse.

Det var til en fest, og jeg kendte manden udmærket. Jeg var blevet frygteligt fuld og var fulgt med ham ned i kælderen – han ville vise mig noget. Jeg havde kastet op ud over det hele. Han var sød, tørrede op, lagde mig på en sofa, sagde, at jeg nok ikke skulle med toget lige nu. Jeg vågnede ved, at han knaldede mig. Jeg kunne først ikke finde ud af at kalde det en voldtægt. Jeg betragtede ham som en ven. Det ville han aldrig gøre. Det tog mig ugevis at blive vred på ham.

Det første, jeg tænkte, var, at mine omgivelser ville tage hans parti. Hans netværk var stort, han var vellidt og charmerende. Troværdig. Hvorfor skulle folk tro på mig? Det var faktisk det værste, jeg kunne forestille mig; at folk ikke ville tro mig.

Den første politibetjent jeg mødte bad mig overveje min anmeldelse meget nøje.

»Det er en voldsom anklage at rette mod et andet menneske,« sagde hun.

»Det vil altid stå i systemet og mange piger påstår, at de er blevet voldtaget, for at retfærdiggøre, at de har været deres kærester utro,« sagde hun.

»Mange piger bakker ud af sagen halvvejs, og så vil den anklagede jo altid have den hængende over hovedet,« forklarede hun.

Jeg forstod ikke, hvad det havde med mig at gøre.

»Er du her for din egen eller for din kærestes skyld?« spurgte hun så.

Min kæreste sad udenfor. Jeg vidste ikke, for hvis skyld jeg var der. Desværre følte jeg ikke nogen klokkeren retfærdighedstørst seksten timer efter mit livs største chok. Jeg var i tvivl. Efter lang tids frem og tilbage på politistationen, besluttede jeg mig for at melde ham.

»Er du helt sikker?« spurgte betjenten igen, da hun havde ringet til retsmedicinsk.

»Ikke, at det skal have indflydelse på din beslutning, men det er jo ret dyrt at sætte hele maskinen i gang,« understregede hun.

Jeg bakkede ud og tog i stedet på Center for Seksuelle Overgreb, som var fantastisk omsorgsfulde, tog prøver og senere i forløbet skaffede mig en fantastisk hjælpsom psykolog.

Et par dage efter første, mislykkede forsøg anmeldte jeg det rigtigt. Denne gang havde jeg min advokat med og blev taget anderledes alvorligt. Sagen hørte imidlertid under en anden politikreds, så anmeldelsen skulle sendes videre. En ny politibetjent ringede en uge efter. Spurgte: »Mener du seriøst, at den skal anmeldes som en voldtægt, eller skal jeg bare oprette en ’hændelse’?«

Da de havde afhørt manden, blev jeg præsenteret for hans forklaring:

»Han siger at, det ikke er fysisk muligt for ham; hans mave er for stor, og hans pik er for lille,« siger han.

»Det kan kun lade sig gøre i en helt bestemt stilling. Hvad tænker du om det?« blev jeg bedt om at forholde mig til.

Hvordan forsvarer man sig over for sådan et udsagn? Det forfulgte mig i lang tid. Det er sindssygt nedbrydende at tvivle på sin egen hukommelse – især, når man ved, at det er en helt igennem plastisk størrelse.

Prøverne fra Center for Seksuelle Overgreb beviste siden, at han løj. Det lettede virkelig.

Men politiet valgte at lukke efterforskningen. Den faldt dels på mit indledende vægelsind i forhold til anmeldelse, dels på, at jeg i en senere afhøring ændrede forklaring: Først havde jeg sagt, at jeg vågnede ved, at han voldtog mig. Senere forklarede jeg, at jeg mærkede ham trække mine strømpebukser ned, før han voldtog mig.

Nogle nætter spekulerer jeg stadig på, om det havde været anderledes, hvis jeg var gået direkte til politiet, uden tvivl i stemmen. Hvis jeg havde formuleret mig anderledes.

Jeg er ikke længere ulykkelig. Jeg sidder ikke længere og stirrer ind i en væg og lytter til podcasts hele dagen. Jeg kan godt opholde mig i store menneskeflokke uden at få hjertebanken. De fleste nætter falder jeg i søvn. Men gerningsmanden styrer stadig min bevægelsesfrihed. Jeg tjekker deltagerlister til alle facebookbegivenheder og tanken om at støde på ham giver mig koldsved. Og jeg ved, jeg støder på ham, at det er et spørgsmål om tid, før det sker.

Jeg var heldig. Min kæreste har været en stjerne. Jeg har gode folk omkring mig, og de kom med så mange poser thé, at jeg stadig har skuffen fuld. Jeg har en fortrolig advokat i min nære familie. Uden hende var jeg nok ikke gået til politiet igen – som så mange andre blev jeg ikke oplyst om retten til bisidder. Og selvom anmeldelsen ikke førte til dom, er jeg glad for, at jeg gjorde det. Mange kvinder er mindre heldige.

Sophia Corydon Smith
26 år, teaterarbejder
SERIE
Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information fokus på ofrenes fortællinger.

På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd. Bryde tabuet. Kræve retten til deres fortællinger. Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.

Læs alle vidnesbyrdene her:
#jegblevvoldtaget
Det skete, da jeg var 44 år. For første gang i mit liv – sådan er følelsen, når jeg tænker tilbage – gik alt godt. Jeg var glad, og jeg arbejdede med det, jeg brændte for: Kunst. Jeg havde fået billeder optaget på udstilling, var til fernisering, mødte nye mennesker. Herunder en mand. Vi aftalte at sende ind til forårsudstillingen på Charlottenborg i København sammen.

Aftalen var, at jeg kørte billederne ind, og han ville så hente dem og mig. Vi mødtes derinde, og han kørte mig hjem. Jeg kunne ikke gøre andet end at byde ham på en kop kaffe. Vi talte godt sammen, men på et tidspunkt gav jeg signal til, at han skulle gå, da min søn ville komme hjem. Så overfaldt han mig, mens han gentagne gange sagde, at »gode venner godt kan gå i seng sammen«. Det lykkedes at slippe væk og ud på wc, men døren kunne ikke lukke. Jeg kæmpede og prøvede at skrige, gøre modstand. Til sidst gik det op for mig, at jeg ville leve. Så blev jeg totalt slap. Og lod ham slæbe mig ind på sengen. Han elskede kvinder med temperament, sagde han, mens han tog kvælertag på mig. Jeg blev ved med at sige nej. Nej. Efter 2-3 timer fik jeg ham til at gå. Så gik jeg i bad, i varmt, varmt vand, men jeg kunne ikke fjerne lugten. Sådan føltes det.

Jeg ringede til politiet for at anmelde voldtægten. De ville have, at jeg selv kom ned på stationen. Jeg fortalte om stole, der var væltet, min angst for at gå udenfor. Jeg havde blå mærker over hele kroppen. Da politimanden hørte, at jeg havde inviteret ham indenfor, og at vi havde drukket kaffe, mente han, det var en falsk anmeldelse.

»Sig mig vil du ødelægge en mands liv, fordi du har fortrudt et samleje?«

Jeg græd og lagde på, mens jeg kastede op på gulvet. Det blev aldrig anmeldt. Først mange år senere genfandt jeg modet og arbejdede med det, der skete. Blandt andet via Joan Søstrene på Grevinde Danner.

Kirsten Dufva
75 år, billedkunstner og tegner
Vi havde været kærester i halvandet år, vi var et lykkeligt par. Sådan et par, man ser i toget, og som får en til at tænke, at de to dér, de bliver gamle sammen, og de vil nyde hvert sekund. Måske havde vi været i byen, måske var vi fulde. Jeg husker det ærlig talt ikke, for jeg har længe forsøgt at glemme den nat. Men nu ved jeg, at det er vigtigt, at jeg fortæller om det, for hvis jeg ikke gør, vil der fortsat være mennesker, der tror, at alle voldtægtsmænd er fremmede, klamme mænd, der gemmer sig i buske. Og der vil stadig være mennesker, der ikke forstår, at enhver berøring, der sker uden samtykke, er et overgreb, uanset hvem berøringen kommer fra.

Vi lå i sengen, den seng, vi deler hver eneste nat. Vi havde kysset og snakket og nusset og grinet, og det var næsten blevet så sent, at solen var stået op igen. Jeg vendte ryggen til ham og lod mig glide ind i hans varme omfavnelse, og jeg mærkede hans pik mod min lænd og var lykkelig for at kunne ligge der og falde i søvn. Måske vred jeg mig lidt, måske var det derfor, han troede, at jeg ikke ville sove endnu.

Han holdt mine hænder fast med den ene hånd og pressede mig ned over sin pik med den anden. Vi leger og driller tit hinanden, når vi har sex, og måske var det derfor, han fortsatte, da jeg forsøgte at trække mig væk fra ham. Jeg stivnede bare og forsøgte at tænke på smerten i mit underliv som noget befriende, der tog fokus fra det hul i hjertet, som ved hvert stød blev gravet større og større. Han kom, og jeg gik ud på toilettet og kiggede på mig selv i spejlet.

Selvom jeg følte mig som det klammeste menneske i verden, fordi jeg ikke engang var kvinde nok til at passe på min egen krop, var det ikke blodet eller tårerne, der var det værste. Det værste var tanken om, at jeg allerede havde tilgivet ham, for jeg elskede ham, og ville bare have, at han blev hos mig.

Jeg elsker ham stadig, vi er stadig sammen, og jeg bebrejder ham ikke noget, for jeg ved, at han ikke gjorde det med vilje. I dag er vores forhold godt og sundt, men jeg er stadig skuffet over mig selv, for jeg kunne have sagt fra, og så havde den nat ikke ligget som en skygge over vores forhold den dag i dag.

Jeg er samtidig rasende over at føle skyld, fordi jeg som feminist burde vide meget bedre end det. Man siger, at det aldrig er offerets skyld, men jeg føler i hvert fald ikke, at det var hans. Og hvis var det så? Det er nemmere at give mig selv skylden, end at føle, at det var et ligegyldigt uheld, som ingen kunne have gjort noget ved.

Mia Terkelsen er et opdigtet navn for at sikre, at gerningsmanden ikke kan identificeres. Kvindens rigtige navn er redaktionen bekendt.


Mia Terkelsen
35 år
CREDITS
Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Polfoto (modelfotos)
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 10.marts 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er meget glad for at information har bragt denne serie, der er utrolig oplysende.

men når jeg læser Mia terkelsen beretning, så kan jeg ikke se, hvordan det skulle være voldtægt. Da det alene bygger på hvad hun har tænkt kan al sex være voldtægt.

Martin Freiberg

Jeg kan ikke holde ud at læse de beretninger. Jeg når halvt igennem, og kan så ikke mere. Hvorfor finder de overgreb sted?

Sascha Olinsson

Det der gør mig mest rasende (hvis man kan sige sådan) ved disse beretninger er politiets opførsel! Det er så usselt, så ufatteligt usselt at det er politiet der forhindrer retfærdighed og gør en forfærdelig situation endnu værre...føj!!!