tørke

Det meste af Malawi venter på regeringens lastbil

For andet år i træk er høsten i Malawi slået fejl, og halvdelen af befolkningen sulter. Det har været velkendt i snart halvandet år, at en hungersnød var på vej, men meget lidt er blevet gjort for at komme katastrofen i forkøbet. Nu er der ikke så meget andet at gøre for de lokale i landsbyen Kakoma at stille sig op i køen til lastbilen med majsmel og vente

Tekst & foto: Philip Róin
VR-film: Makropol i samarbejde med CPH:DOX, Information og Røde Kors
I storbyen Blantyre i det sydlige Malawi er kvinderne frodige. En time uden for byen er de slanke. Når man forlader den asfalterede vej, er de magre. Ikke modelmagre, som piger, der aldrig har fået nok at spise. Magre som i kroppe, hvor læderhuden hænger til vidne om bedre tider. En kvinde tager sig til sine fedttomme bryster og råber »hunger, hunger,« mens hun løfter op i dem.

80 procent af Malawis befolkningen bor på landet, hvor de rammes langt hårdest i sult- og tørketider. Khoche-familien er blandt dem. Deres mark ligger i et udtørret flodleje. Et kultiveret område af kolonihavestørrelse, hvor Edward og Mara Khoche har plantet søde kartofler, efter majshøsten igen er slået fejl.

I 2015 var det oversvømmelse, der ødelagde afgrøderne. I år er det tørke. Det har ikke regnet i månedsvis, og i hele Sydøstafrika estimeres det, at 42 millioner afrikaner vil rammes af sult i år. Malawi er blandt de værst ramte lande.

Majs betyder alt i Malawi. Ikke den søde majs, vi i Danmark spiser med smør og salt. Men den hvide majs, som vi fodrer dyr med. I Malawi udgør den 54 procent af det daglige kalorieindtag på landsplan. I landsbyer som her i Kakoma er det tættere på 90 procent. Derfor er det katastrofalt, at høsten for andet år i træk har givet langt under det normale udbytte.

Majsproduktionen er faldet med 42 procent over to år, mens priserne ligger 60 procent over et treårigt gennemsnit. Regeringens egne estimater siger, at landet skal importere over en million ton majs for at brødføde befolkningen. En opgave der er blevet sværere ved, at Malawis valuta, kwacha, er faldet med 49 procent de seneste tre år. Ifølge Malawis regering vil 6,5 millioner mennesker – eller 39 procent af befolkningen – komme til at sulte. Kakoma er afhængig af en regeringslastbil, der hver anden uge sælger en 20 kilos sæk med majsmel til indbyggerne.

»Folk vil nok dø,« siger Edward Khoche, der sidst oplevede hungersnød som ung mand. »Det er på niveau med tørken for 20 år siden. Dengang spiste vi bark fra træerne og bad til gud.«
Nicolas på 22 har en lille mark, hvor han prøver at gro søde kartofler. Når han bliver tørstig, går han ned i det udtørrede flodleje og graver et halvt meter dybt hul. Langsomt pibler vand frem. Når han dukker op fra hullet igen, er han et stort, vådt smil. Foto: Philip Róin
Majsmel for alle pengene
Det er gået fremad siden sidste tørke, men Malawi rangerer ifølge Verdensbanken stadig som verdens fattigste land. Når tørke og hungersnød rammer en befolkning, hvor gennemsnits­indkomsten ligger på omkring 300 dollar om året, bliver følgerne værre. Ifølge Climate Prediction Centers historiske oversigt, er den indeværende tørke næsten på niveau med den i 1997. I gode tider spiser Khoche-familien op til tre gange om dagen, men det seneste år, er det sjældent blevet til mere end én gang.

På deres grund går en lille flok geder.

»De er vores sikkerhed,« siger Edward. »Hvis alt går galt, sælger vi dem og køber majsmel i byen.«

Problemet for familien er, at hvis alt går galt for dem, gælder det samme formentligt naboerne og deres geder. Så vil prisen på gedekød falde, samtidig med at prisen på majsmel stiger. »Majsgrød giver sådan en god følelse af at være mæt,« siger Mara, »men man bliver træt. Kroppen bliver svag, og man mister empati og evnen til at tage sig af børnene.«

Mara kigger rundt på tre af sine seks børn, der lydløst sidder omkring hende.
Familien forbereder sig på at spise det ene næringsløse måltid de får om dagen.

Filmen er optaget i 360 grader, så du kan klikke og holde musen inde på videoen for at flytte perspektivet. Virker ikke på mobil eller tablet

»I sultperioder kommer børnene først,« siger hun. Hendes egen søster gik en uge uden mad for, at hendes børn kunne få noget at spise. På femtedagen lå hun bevidstløs i hytten, da børnene kom hjem. De løb ud og hentede hjælp i landsbyen, og det lykkedes at få liv i moren. Herefter holdt naboerne råd og blev enige om, at man ville donere en håndfuld majsmel til den enlige mor. Den solidaritet gælder kun de lokale.

For en af de mange unge piger, der er kommet langvejs fra for at færdiggøre sin skole, er hjælpen sparsom og nøden større. En lokal Røde Kors-arbejder fortæller, at unge piger prostituerer sig selv for en pakke kiks og en cola i en sultperiode.

– Hvad kan I gøre for, at sådan en ny hungersnød ikke kommer?

»Arbejde hårdt,« siger Edward Khoche. »Studerer gevæksterne omkring os og lære deraf,« tilføjer Mara. Hun virker til at være den med mest viden om landbrug. Da vi spørger Edward, hvor længe sådan nogle søde kartofler skal stå i jorden, kigger han over på Mara.

»Fire-fem måneder, svarer hun.

– Er det for sent for denne tørke?

»Ja,« svarer hun. »Vores skæbne er I jeres hænder.«

»De næste to måneder bliver afgørende. Vi får se, hvad der er tilbage til august. Måske vil regeringslastbilen komme noget oftere,« siger Edward og kigger ud mod den tomme vej. »Ellers er der altid håbet om regn,« siger Mara og kigger op mod en ligeledes tom, blå himmel.
En ung pige holder øje med sin mark, der er ved at blive brændt af. Den ødelagte høst kan blive til aske, der kan give næring til næste plantningsforsøg. Foto: Philip Róin
Manglende træer
I Sydøstafrika burde høsten stå i april. Med relativt stor sikkerhed vidste man allerede i starten af 2015, at den kraftigste udgave af El Niño i 75 år ville give problemer. Men skylden for sidste års oversvømmelser, der fordrev en kvart million i Malawi, og dette års tørke ligger ikke alene på El Niño. Når man kører ud af Blantyre mod Kakoma, står der tårne af trækul pakket ind i hvid plastik langs landevejen. Hvis man prøver at tage billeder af det, råber sælgerne vredt. Træhugst, og dermed trækul, er ulovligt i Malawi. Men trækulsbrændsel er essentiel for at kunne lave energi i Malawi. Blandt andet i hærdningsprocessen af de muddermursten, som stort set alle huse uden for storbyen bliver bygget med.

Kommunikationschef i Røde Kors og vores guide i Malawi, Felix Washon, fortæller, at træfældningen tog fart, da den gamle diktator Hastings Banda faldt i 1994.

»Man mistede respekten for politiet og myndighederne,« siger han.

3,9 procent af Malawis skov forsvinder hvert år. De nøgne bjergskråninger på vejen ned til lavlandet, hvor Kakoma ligger, er et tydeligt bevis på omfanget. Malawierne ved det godt selv. Som svar på, hvad der kan forhindre en fremtidig hungersnød, kigger Edward Khoche rundt på sin afsvedne grund:

»Træer.«
Forudsigeligt
Dagen efter i Kakoma slanger der sig en kø på flere hundrede meter langs landevejen. I de bagerste geled er der uro.
Vi vidste, at tørken og sulten ville ramme. FEWS, Famine Early Warning System Network, samler data for det globale fødevaremarked og publicerer hyppige rapporter om deres fund. I kortoversigten fra februar 2015 placerede de området, hvor Kakoma ligger, som værende i højrisiko for hungersnød. I år er det meste af sydlige Malawi skraveret med rød på FEWS' kort: højrisiko. Men problemet er ikke isoleret til Malawi.

Etiopien er hårdt ramt – 75 procent af høsten er blevet ødelagt og kornpriserne er steget med op til 40 procent. Zimbabwe har købt korn for 1,2 milliarder kroner for af imødekomme krisen. I alt estimeres det, at 42 millioner afrikanere vil rammes af sult i år. Malawi er blandt de værst ramte. En korruptionsskandale sidste år fik vestlige regeringer til at stoppe overførsler til regeringen i Lilongwe. Det har påvirket regeringens evne til at få uddelt nødrationer rundt om i landet. I 2012 proklamerede daværende præsident, Jayce Banda, til stor opmærksomhed i international presse, at hun havde solgt det præsidentielle privatfly og en flåde af 60 mercedeser for at afhjælpe de fattige ude i landområderne. Felix Washon fnyser ad historien:

»God intention, men pengene endte i ministrenes lommer.«

Men kunne det internationale samfund have forebygget hungersnøden bedre?

David Orr arbejder for FN's fødevareprogram (WFP) i Sydafrika. Han inddeler den manglende respons på tre niveauer. De afrikanske regeringer har ikke haft et godt nok kriseberedskab. De har undervurderet omfanget. Sidstnævnte gør sig også delvist gældende på organisationsniveau, f.eks. hos WFP.

»Når jeg genlæser vores rapporter fra starten af 2015, er det tydeligt, at vi advarer om, at noget stort er på vej. Det kunne vi se ud fra vores data. Men jeg tror ikke, at vi forstod omfanget.«

Desuden er verdens nødhjælpsfokus trukket tættere på egne breddegrader – til Mellemøsten og Nordafrika, siger Orr. Han frygter for udviklingen det næste halve år. Det, Malawi for alvor har brug for, er regn. Og som Orr siger, så er »det eneste vi ikke kan gøre noget ved vejret«.
Fremtiden
Dagen efter i Kakoma slanger der sig en kø på flere hundrede meter langs landevejen. I de bageste geledder er der uro. Folk skubber og forsøger at komme foran eller bibeholde deres plads. Der er to køer. En til mændene og en til kvinderne.

»Så vi holder fingrene væk,« som en mand fortæller.

Det var i kvindernes kø, der var uro. Folk har ventet i alt fra to dage til en uge på lastbilen med majsmel fra regeringen. Nogle er kommet så langt væk fra som 70 kilometer fra landsbyen. De færreste har fået andet end vand i løbet af ventetiden.
Folk står og venter forgæves på forsyninger. Stemningen er desperat.

Filmen er optaget i 360 grader, så du kan klikke og holde musen inde på videoen for at flytte perspektivet. Virker ikke på mobil eller tablet.

Forrest i mændenes kø sidder to drenge på poser af plastikflet, Patrick og Maxwell Sinji. De to brødre er gået fyrre kilometer og har ventet i fire dage. Deres fire søskende er alle under 17 år. Maxwell skal op til afgangsprøve den 22. juni og burde være i skole. Men nogen skal tage plads i køen og brødføde familien.

Patrick dimitterede sidste år, men drømmen om at studere videre hænger dårligt sammen med familiens økonomi og er nu helt punkteret af hungersnøden.

Maxwell vil gerne være ingeniør.

»Jeg kan godt lide matematik,« siger han og skraverer samtlige tal fra vores samtale i den støvede jord.

»Hvor ligger Danmark?« spørger Patrick.

En ufattelig masse tid går med at vente i Malawi. Madkøen i den bagende sol er af den værre slags, og Patrick og Maxwell er glade for at få stillet nysgerrigheden og distraheret sulten. Regeringens lastbil kommer heller ikke den dag.
Skolemad
I storbyen Blantyre formaner præsident Peter Mutharika på store billboard, at »vejen til fremtidige investeringer ligger i en veluddannet arbejdsstyrke«.

Mange stopper dog med at møde i skole, når hungersnøden rammer, fortæller rektoren på den lokale skole i Kakoma. Børnene bliver hjemme og hjælper til, men det får de nødvendigvis ikke meget mere mad ud af.

Familien Khoches ældste søn, Amosh, går dog stadig i skole hver morgen. Han vil være ingeniør.

»Med videnskab og teknologi kan jeg måske forhindre fremtidige hungersnød,« siger han og viser sine Word og PowerPoint-certifikater frem. Dem har han erhvervet sig på landsbyens eneste computer, der kun er der om mandagen.

I skolen er der hverken computer eller elektricitet. Klasser med cirka 70 børn bliver undervist i engelsk, matematik og chichewa, det lokale sprog. Men dagens vigtigste begivenhed er frokosten klokken 10. For at få børnene til at blive i skole er nødhjælpsorganisationer begyndt at dele mad ud her. Skolens 2.000 elever kommer til i rækkefølge af klassetrin. De mindste først, de større, heriblandt Amosh, til sidst.
Nogle heldige børn får en skål grød i skolen. Det gør, at børnene blir i skolen.

Filmen er optaget i 360 grader, så du kan klikke og holde musen inde på videoen for at flytte perspektivet. Virker ikke på mobil eller tablet.

I fluroscerende plastikskåle får de serveret grød, nsima, og søger i små grupper ud i den støvede skolegård for at sætte sig i skyggen af træernes blade. En ung pige i en relativt hulfri skoleuniform erklærer, at det er hendes yndlingsret. Nsima dufter af mannagrynsgrød og har samme konsistens, men er betragteligt sødere.

På en af skyggeøerne hælder en elev colakoncentrat ud over venindernes grød, som lidt ekstra sødhedstopping.

I sin rene form er nsima ikke mere nærende end hvidt brød. Men skolegårdsversionen er blevet peppet op med vitaminer, så det kan gå som dagens eneste måltid. Portionerne er store til små børn, men hver eneste skål er slikket ren ned til sidste rest.
Nsima, kalder skolebørnene deres majsgrød, som bliver serveret hver dag i skolen. Nogle har colakoncentrat med til at variere smagen en smule fra dag til dag. Foto: Philip Róin
Tekst & foto: Philip Róin
VR-film: Makropol i samarbejde med Information, CPH:DOX og Røde Kors
Redaktør: Emil Rotbøll
Digital produktion: Lars Højholt

Publiceret 16. juni 2016

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • jens peter hansen
  • Morten Pedersen
  • Benjamin Bach
Flemming Berger, jens peter hansen, Morten Pedersen og Benjamin Bach anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

De bedst fungerende afrikanske lande er vel både praktisk og moralsk set de nærmeset til at "blande sig" i Malawis interne forhold og hjælpe til med at bekæmpe landets korruption og elendige regeringsførelse - gør man noget fra f eks EU for at bekæmpe korruptionen m v, så bliver man vel bare beskyldt for ny-imperialisme.

P t er der vel på den ultra korte bane ikke andet at gøre end at sende nød-forsyninger til uddeling og rådgive helt lavpraktisk om sundhedsforhold, familieplanlægning o s v ?

Philip B. Johnsen

Robert Kroll
Problemet er EU skatteundtagelse i Malawi, EU er en modspiller og ikke en medspiller, fattigdom og sult i Malawi forårsaget af EU ny-imperialisme.

"Specifically, Action Aid is calling on the UK government to renegotiate a 60-year-old tax treaty.

The role of international organizations
There is always a role for making powerful firms behave better overseas, whether by tackling corruption or improving tax behavior. But to enable the development outcomes we want, we need to shift the conversation to one that takes the challenges and barriers to investment seriously. Campaigning and advocacy organizations have an essential role to play in doing that.

And this needs to happen quickly. The UK might be able to afford a myth-fueled knock-about debate on the tax affairs of big companies, but countries like Malawi and Zambia cannot."

Link: http://www.cgdev.org/blog/malawi-cant-afford-evidence-free-tax-campaigns

Benjamin Bach, Henrik L Nielsen og Mette Olesen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fra link:
PANAMA PAPERS: WHO ARE THE REAL VICTIMS OF TAX AVOIDANCE AND EVASION?
"Global efforts to help developing countries, such as Nigeria and Malawi, are also seriously hindered by tax avoidance. This occurs because tax avoiders often route money through countries that they know have unfair tax treaties—which also tend to be the poorest. They are left with little right to tax this money, meaning they have less to spend on education, healthcare and safe roads.

As much as 30 per cent of all African financial wealth is estimated to be held offshore in tax havens, costing an estimated $14billion in lost tax revenues every year.

“This is enough money to pay for healthcare for mothers and children that could save four million children's lives a year and employ enough teachers to get every African child into school.”

Raymond Baker, the Director of non-profit organization Global Financial Integrity, based in Washington, has called this exchange of money across borders the “ugliest chapter in global economic affairs since slavery.”

Link: http://www.newsweek.com/panama-papers-who-are-real-victims-tax-avoidance...

Benjamin Bach, Henrik L Nielsen og Mette Olesen anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

I april, dvs. mens tørken var under opsejling og alle kunne se, at høsten i store dele af Sydlige Malawi, var ved at slå fejl, talte jeg med en malawianer, som laver undervisning i permakultur.

Der er nemlig en ting, som mange malawianere efterhånden godt ved: Den ellers så nemme, forudsigelige majsplante (medbragt af nogle udfrakommende) fungerer ikke i længden for det lokale miljø. Den er ikke tørke-resistent, og den udpiner langsomt jorden for næring.

Malawianerne ved også, at afskovning er et kæmpe-problem og masser af projekter forsøger at genskabe skovområder. Det er folkelige projekter, der involverer tusinder af hænder og fødder fra landbefolkningen.

Til undervisningen i permakultur, laver de små test-opstillinger ude i landsbyerne. Man kan nemlig ikke undervise med bøger og tavle eller luftige løfter, det kræver rigtig håndgribelige bevisførelse at få bønderne til at skifte produktion. De skal jo leve af afgrøderne. Teknikkerne er sådan set heller ikke nye, men baserer sig på lokal viden om jordbrug, der allerede fandtes... men den majsbaserede monokultur er også god til at udrydde viden..

Ja, der er løsninger, og der er flere gode nyheder: Malawi er nemlig et fantastisk nemt land at hjælpe. De er et af de lande, der har allermest brug for det, og samtidig er der ingen krig eller kriminalitet. Bare send penge, udstyr og mandskab - det kan ikke gå galt.

Hvis det var det, vi stadig gjorde, ville vi uden tvivl have brugt de sidste 11 år på at hjælpe med alternativer til majsplanten og måske i tillæg til permakultur at lave akut tørkeresistens i form af kunstvandingsanlæg, som jeg tror man har 1 eller 2 steder i et land med 18 mio. indbyggere :/

Men ak, I 2005 lukkede Danmark al aktivitet i Malawi, inkl. ambassaden, et led i Vs første massakre på udviklingsbistanden. Den bistand og den ambassade skal vi have tilbage, det gjorde nemlig utrolig gavn. Hvis man som dansker tager til Malawi her 10 år efter den abrupte tilbagetrækning, er man stadig en helt, og mange kender stadig DANIDA.

Philip B. Johnsen, Nikolaj Svennevig, Mette Olesen, Simon Shine og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Ingen tør nævne elefanten i rummet.

I 1960 boede der 2 millioner i Malawi. I dag bor der 18 millioner, og man forudser yderligere en tredobling til ca 50 millioner inden 2050.

Lars Jensen, Jens Falkenberg og Kurt Jakobsen anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

@Martin Lund

Det er efter min erfaring et helt almindeligt synspunkt i Malawis middelklasse (relativt set), at overbefolkningen er et kæmpeproblem, og at det er uanstændigt at få 10 børn for at sikre sin alderdom. Har også mødt mange, der er tilhængere af en kinesisk 1-barns politik. Overbefolkning bliver taget meget alvorligt, og der er masser af familieplanlægnings-initiativer. Jeg tror ikke, at jeg vil gå ind i en længere debat om det, men jeg vil bare sige, at du tager fejl, når du tror, at ingen tør nævne det.

@Benjamin Bach

Jeg konstater blot at NGO'er kan skrive lange kronikker og afhandlinger om sult i Afrika uden at nævne hovedkilden til alle problemerne, nemlig den voldsomme befolkningseksplosion. Denne kronik er ingen undtagelse, den bruger lige præcis 0 ord på emnet. Det er slet og ret useriøst.

Du virker til at vide noget om Malawi, og det er da glædeligt at høre at der er igangsat en række familieplanlægnings initativer, men med udsigt til en tredobling af befolkningen over de næste 35 år, så kan man vist lige så stille konstatere at de er utilstrækkelige til at undgå yderligere lidelser.

Kurt Jakobsen

I øvrigt, hvis Nicolas på 22 kan finde vand en halv meter nede, hvorfor graver han så ikke en brønd og pumper vandet op til sin mark?

Henrik L Nielsen

Kurt Jacobsen
Det gør han ikke fordi den vandmængde han finder dernede er minimal og den skal han selv drikke, ufiltreret, hvis han vil overleve. Der er ikke vand til afgrøderne.
Det er jo ikke sådan at der er en vandledning dernede.

Philip B. Johnsen

Fattigdom og fødselsrater følger hinanden.
Fødselsraterne er stadig høje for mange lande i Afrika og Asien, men det går den rigtige vej globalt, de tal Martin Lund giver for antallet af fødte i Malawi, er det værst tænkelige scenarie, se link og indtast Malawi, men fattigdomsbekæmpelse er altafgørende.

"The World has reached Peak Number of Children!world population continues to grow, but the number of children in the world has now reached its peak.

In 1960 we were 1 billion children below 15 years of age and we were 35% of the world population.

Now there are 1,9 billion children in the world, but they are but 27% of world population.

In 2050 there will still be an estimated 1.9 billion kids, but they will be only 20% of world population.

The reason, 40% of world population has less than 2 children per women and thus compensationg for the 18% that get more than 3 children per women."

Link:
http://esa.un.org/unpd/wpp/publications/files/key_findings_wpp_2015.pdf
http://esa.un.org/unpd/wpp/unpp/p2k0data.asp

Benjamin Bach

@Martin Lund
Hej Martin,

Det lader til, at du er meget tilfreds med at kunne forstyrre etablissementet med denne bombe af en fact uden rigtig at forholde dig til yderligere. Og det er også fair nok, det er der mange, der gør. Men man kan ikke sætte punktum efter befolkningstilvækst som "fundamentalt problem". Det er bare lidt billigt sluppet og ret ukonstruktivt... så jeg giver dig en udfordring, som måske kan føre til lidt mere eftertanke: Prøv at antage, at NGO'erne mv. godt er klar over problemet med befolkningsvækst og se, hvor den antagelse fører dig hen. Prøv også at antage, at der er ret mange, der har en ret stor interesse i at løse problemet (det er i grunden nemt at antage).

Håber, at du finder interesse i at tænke lidt mere grundigt og have lidt større tillid til andres kompetencer mht. denne befolkningstilvæksts løsninger og årsager. Ellers så må du da melde dig på banen og forklare, hvordan man bremser udviklingen i befolkningstilvæksten, jeg er sikker på, at de har brug for dygtige folk i FN og alle de NGOer, der laver "utilstrækkelig" familieplanlægning. Eller en kronik i avisen måske ;)

B

@ Benjamin Bach

Jeg er sikker på at NGOérne er klar over problemet med befolkningstilvækst, og godt kan se det uhensigtsmæssige i at kvinderne syd for Sahara får 7 børn i snit. Men det ændrer ikke på at befolkningstilvæksten, på lige fod med korruption, er tabu blandt NGOér fordi det er så dårligt for fundraising.
Desværre er det sådan at de lande der har de dårligste forudsætninger for at brødføde sin egen befolkning, og derfor har fået de mest omfattende fødevareprogrammer i form af nødhjælp, er de lande der har haft den største befolkningstilvækst. Resultatet er at er der er flere der sulter i dag end der gjorde i går. I Malawi sulter halvdelen af befolkningen på 18 millioner (2 millioner i 1960). Hvor mange tror du der sulter når de er 40-50 millioner om blot en generation?

Man bliver nødt til at få problemet frem i lyset for at finde den rigtige løsning.

Benjamin Bach

@Martin Lund

Jeg tolker din udlægning, som om der er tale om en kausalitet i den ene retning... men sagen er, at der er tale om mange forskellige udslag, der allesammen påvirker hinanden... f.eks. er fattigdom/sult og befolkningstilvækst hinandens forudsætninger.

"Problemet" (her bruger du ental?) kommer ikke nødvendigvis rigtigt frem i lyset, fordi man kigger enøjet på en enkelt parameter. Snarere risikerer man at shame en stakkels landbefolkning for at få for mange børn og fremstille deres problemer som selvforskyldte, når de er alt andet... skulle en dansk NGO sige "giv os penge, så vi kan få denne familie til at få færre børn"? Og gør NGOernes fundraising-kommunikationsstrategi en forskel, når de allerede implementerer hensyn til befolkningsvækst i deres aktiviteter? Kom endelig med ideer til, hvordan NGOerne skulle eksekvere en strategi om at "befolkningstilvækst er det eneste problem" på andre måder end det, der allerede sker med familieplanlægning, kampagner mod teenage-ægteskaber, uddeling af prævention, flere piger i skole osv... og ja, uddannelse i det hele taget?

Men befolkningstilvæksten er et problem; det er bare ikke det samme som at sige, at det er det eneste problem. Konklusionen fra Is Africa’s growing population a threat to the Sustainable Development Goals? er meget rammende:

Overall, since demography is not destiny, fertility decline on its own holds no guarantee for realising the demographic dividend. African countries need effective policies in three key areas. First in catalysing the demographic transition by improving health sectors eventually leading to a decline in mortality and fertility thus initiating the demographic transition; second, in accelerating the fertility transition through family planning initiatives; third, in exploiting the transition through education, good governance, transparency, democratic institutions free from corruption, which are all critical in collecting the demographic dividend and meeting the SDGs.

p.s. jeg er ikke sikker på, at det er halvdelen af Malawi, der sulter endnu, men prognoserne ser dårlige ud for resten af året.. jeg er ikke helt sikker på, hvor artiklen har den del fra.

p.p.s. for 3 dage siden stod Anders Ladekarl og diskuterede befolkningstilvækst på Folkemødet:

”Vi må skrue på alle knapper, reduktion i befolkningstilvækst, handelshindringer, klima osv. Vi må ikke give op selvom, der er kolossalt mange årsagssammenhænge, men gribe de problemer, der ligger lige for. Jeg vil bare sige, at når man kommer ud i en lille landsby i Afrika og ser, at man ved at tilføre lidt gødning ved et trylleslag kan ændre den her landsbys produktivitet, så kan man næsten ikke lade være. Det, jeg prøver at sige er, at man ikke må lade sig overvælde af de kolossalt mange årsagssammenhænge. Selvfølgelig skal man prøve at forholde sig til dem, men vi må ikke lade være med også at tage de lavt hængende frugter.”