Årets billeder
Fotos fra 2020:
Racisme, præsidentvalg og et nedlukket land
På Informations billedredaktion har vi set tilbage på et år, hvor smittetal, isolation og afstand fyldte det meste i vores bevidsthed, men hvor verden også gik videre. Heldigvis.
Årets billeder
Fotos fra 2020:
Racisme, præsidentvalg og et nedlukket land
På Informations billedredaktion har vi set tilbage på et år, hvor smittetal, isolation og afstand fyldte det meste i vores bevidsthed, men hvor verden også gik videre. Heldigvis.
Det er en årelang tradition, at vi her på avisens billedredaktion gennemgår vores tusindvis af billeder skudt i løbet af året – og udvælger en lille brøkdel til jer af alt det, vi har mødt og set. I år har på alle mulige måder været en anderledes proces end den plejer.

For hvordan beskriver man et år, der på så mange måder er præget af en verdensomspændende pandemi, men hvor hverdagen også bare har gået sin vante gang, og hvor de folk, som har været en del af avisens artikler og fortællinger, også har fortsat med at gøre alt det, som de plejer at gøre. Nu med de mange mange forbehold og nye retningslinjer, som et år med pandemien har lært os at leve med.

Derfor vil du i de fleste af disse udvalgte billeder have svært ved at spotte pandemien direkte – men hvor den alligevel er til stede på den ene eller anden måde.

Hvis du nu alligevel savner at se billeder af hvordan COVID-19 har præget verden, så har vi lavet en samling af dem her.

Tak, fordi du ser med!

Sigrid Nygaard
Fotoredaktør på Information
Miki Tranbjerg er netop færdig med sin hårtransplantation i Istanbul, Tyrkiet. Han har fået flyttet 3.600 hårsække fra sit baghoved frem til hans tindinger. Han har taget turen til Tyrkiet som en del af en pakkeløsning, hvor operation, hotel, morgenmad, taxa, tolk og hårprodukter er en del af en pakkeløsning på kun 9.000 danske kroner. Foto Emilie Lærke Henriksen
Johannes Nadim Winkel har aldrig kendt sin far, og hans mor døde for ni år siden af kræft. Siden har han været anbragt i netværkspleje hos sin mormor. I 9. klasse kom han på efterskolen i Lunderskov og fandt et helt nyt fællesskab med 169 andre unge. Her er han sammen med sine roomies. Foto: Emilie Lærke Henriksen
Musah Kalyango på 48 år kom forrige sommer i håndgemæng med en mand, som mente, at han skulle smides ud af landet – fordi sådan nogle som ham ikke bidrager til samfundet. Racismedebatten fyldte meget i hele verden i 2020. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, talte Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
"Tillykke med fødselsdagen Anna" står der på et stykke papir med dinosaurmotiv på bordet. Fødselsdagen skulle have været afholdt onsdag den 11. marts, men så lukkede Danmark ned. Den sidste dag Dinos Legeland i Ørestaden havde åbent, kom der kun to gæster. På en almindelig hverdag ville der have været omkring 100 besøgende. I weekenden 1.000. Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Det seneste års tid har mediesager og en undersøgelse vist, at Forsvaret stadig kæmper med krænkende og grænseoverskridende adfærd. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt den gamle militærdiciplin med kæft, trit og retning har en bagside. På Gardehusarkasernen i Slagelse arbejder man aktivt for at sikre en ordentlig kultur. Da det nye hold værnepligtige begyndte i begyndelsen af februar, handlede en del af deres introduktion om grænser og krænkelser. Foto: Sigrid Nygaard
Fra sit hjem i Haslev arbejder Sandra Elfort på hjemmesiden DK Webcam, der fungerer som en slags moderne Kanal København, hvor man kan bestille et live pornoshow. Da coronavirus satte grænser for det almindelige fysiske nærvær, måtte folk søge andre steder hen. Siden har hun fordoblet sin indtægt, og aktiviteten er ikke faldet endnu. Sandra Elfort tænker meget over, hvordan hun kan udvikle sit indhold på sin kanal på hjemmesiden. Hun filmer videoer udenfor, køber nyt legetøj og laver konkurrencer for kunderne. Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Trods coronarestriktioner må man heldigvis stadig kaste sine afsprittede hænder i vejret i anerkendende djævlehorn ved black metal-koncert med Afsky i Pumpehuset. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Kvinderne spillede en stor rolle i dansk litteratur i 2020. Informations anmelder Erik Skyum ser tilbage på årets litteratur og fremhæver blandt andet Ida Jessen (tv.), Olga Ravns 'Mit Arbejde' om moderskabet og Stine Pilgaards bog 'Meter i sekundet' (th.) Fotos: Emilie Lærke Henriksen og Sigrid Nygaard
I marts måned lukkede alle skoler og daginstitutioner i Danmark ned, og alle børn blev sendt hjem. Men hvordan så nedlukningen ud i børnehøjde? Vi bragte i foråret et uddrag fra ni børns notater og dagbøger. Herover er det Anker Ryge, 8 år. Foto: Sigrid Nygaard
Efter tilråb på en parkeringsplads skrev 28-årige Kodes Hamdi et opslag på Facebook om episoden. Hun fik så mange positive reaktioner, at det primært er dem, hun tænker tilbage på i dag. Det fortæller hun i serien af vidnesbyrd fra mennesker, der har oplevet racisme i Danmark. Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Man skal helt tilbage til undersøgelsen af den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens rolle i Tamilsagen i 1993 for at finde en lige så belastende afdækning af en ministers gerninger som den, Instrukskommissionen i december afgav om Venstres tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
I år virkede mange solrige feriedestinationer i Spanien, Italien og Thailand utrygge og uoverskuelige. Når nordeuropæerne ikke ville til syden, måtte syden komme til Nordeuropa. Information tilbragte 36 timer i et kæmpe tropeland i en gammel nazistisk militærbase ved Berlin. Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
I år kunne Dagbladet Information fejre 75-års fødselsdag. Ejvind Larsen har været på Information siden 1955. Han har igennem de 60 år på avisen oplevet både op- og nedture, men kan ikke huske, at der er mere brug for Information end nu på grund af klimakrisen. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Han blev født som Linda, men de seneste ti år har han levet som en mand. Han har skiftet navn til Daniel Valter Jensen, fået nyt cpr-nummer og groet et fyldigt fuldskæg. Information fulgte ham i året op til, at han fik sit største ønske opfyldt: at få fjernet sine bryster. Foto: Sigrid Nygaard
I ti år har 32-årige Jennifer Tillemand arbejdet som tjener på en restaurant i Københavns Lufthavn. Hun har oplevet nedværdigende kommentarer, fysiske krænkelser og en hverdag, hvor titlen som tjener får folk til at tro, de kan udsætte hende for alt. Foto: Emilie Lærke Henriksen
I februar måned væltede vandet ind over Jylland. Veje og marker er oversvømmede, og husejere kæmper desperat mod vandmasserne. Information besøgte tre jyske byer, hvor de lokale på nærmeste hold ser konsekvenserne af klimaforandringerne.
Foto: Sarah Hartvigsen Juncker.
Helle Helles karakterer har altid døjet med det vilkår, at man ikke kan vide, hvad der sker i hovedet på hinanden. I hendes nye roman 'BOB' er fortælleren ikke desto mindre hovedpersonens ret fraværende kæreste, der er i stand til at genfortælle alt, hvad han ser, tænker og føler – også når hun ikke er der. Foto: Emilie Lærke Henriksen
På en enorm parkeringsplads mellem et COVID-19-testcenter og en McDonald's i Houston, Texas holder hundredvis af biler pyntede med politiske flag og slogans. »Fuck dine følelser« står der på et banner. »Ikke mere bullshit« på et andet. »Keep America Great« på et tredje. I efteråret tog Information til Texas, USA for at dække et af de mest kontroversielle valg i amerikansk historie. Foto: Sigrid Nygaard
På døren til William Carøe Aarestrups værksted står der 'Ringenes herre'. Det er her, han har mærket 200.000 fugle hen over seks årtier. Som dreng fangede han fugle under æblekasser, og siden blev han en af verdens vigtigste fuglefangere. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Spørgsmålet om nordsøolien har på en måde været en lort, der lidt tilfældigt landede på Dan Jørgensens skrivebord. Processen begyndte i sommeren 2018 under VLAK-regeringen, hvor samtlige partier undtagen Enhedslisten og Alternativet gav tilladelse til at åbne for en ny udbudsrunde i Nordsøen. Beslutningen om overhovedet at sætte ny oliejagt i udbud kom altså fra de samme partier – Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale og De Konservative – som i starten af december sagde nej til nye olietilladelser og lukker i 2050 helt for olie- og gasjagten i Nordsøen. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Det kan føles, som om coronakrisen har tvunget os væk fra hinanden. Ind i vores egne små verdener og ud af hinandens. Og mens man sidder der alene i sin lejlighed, kan ensomheden let trænge sig på. Men man behøver ikke være ensom, bare fordi man tilbringer meget tid alene. Det er Jørgen Nielsen et bevis på. Han har boet helt alene på en ø, siden hans kone døde i 2014, men selv om han er der langt størstedelen af året, føler han sig sjældent alene. Foto: Sigrid Nygaard
Anna Shefferan bærer på en hemmelighed, som hendes nærmeste venner ikke må kende. Hun fyldte 18 år for en måned siden, og i denne uge stemte hun for første gang. På grund af corona havde knap halvdelen af Texas' registrerede vælgere allerede stemt en uge inden valget – et rekordstort tal. Og de har ikke bare sat kryds ved en præsidentkandidat, men peget på kandidater til en lang række politiske embeder. »Og jeg stemte blåt hele vejen ned ad listen,« siger Anna Shefferan. I november blev det afgjort, at Joe Biden bliver den nye præsident i USA. Foto: Sigrid Nygaard
Rapperen Lord Siva har kæmpet sig igennem en tilværelse med tvivl og rastløshed, han har sunget og skreget sig ud af mørket, og på hans nye plade 'Lys' vil han etablere et rum for vores fælles skrøbelighed. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Antallet af områder på regeringens ghettoliste er faldet. Betyder det, at der er færre problemer, eller er de bare blevet spredt ud? Information besøgte Blåkildegård i Taastrup, hvor familier fra en af de hårde ghettoer i kommunen er blevet genhuset. Nu frygter ejendomsselskabet og flere beboere, at området er på vej mod ghettolisten. På lektiecafeen Blåkildegård laves der både lektier og spilles billiard. Foto: Sigrid Nygaard
Efter et halvt års nedlukning var klimabevægelsen Extinction Rebellion i september igen begyndt at demonstrere i en række lande i Europa, herunder i Danmark. Anholdelserne er ikke et mål i sig selv, siger aktivisterne, men de er med til at skabe opmærksomhed. Flere af dem havde lænket sig til pladsen og måtte skæres fri, før de kunne fjernes. Foto: Emilie Lærke Henriksen
Karla Grangaard på ni udviklede angst efter en hjernerystelse. Angsten udtrykker sig i en konstant frygt for, at hendes mor, Sofie Grangaard, skal dø eller på anden måde forsvinde. Hvor der i år 2000 var 272 børn og unge under 18 år, der var i kontakt med sygehusvæsnet på grund af angst, var det tal i 2018 oppe på 2.941. Det er næsten en tidobling. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Fra han var 13, til han var 24 år gammel, var Abdelrahman Mustafa del af banden Brothas på Nørrebro. I dag har han familie og arbejde – men slås stadig med følgerne af en hverdag med rå vold og kriminalitet. Foto: Emilie Lærke Henriksen
Under flygtningekrisen i 2015 blev der flere steder i Danmark oprettet teltlejre, som skulle huse det stigende antal flygtninge og migranter. I september blev den sidste lejr taget ned – uden nogensinde at have været i brug. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Det var årets udvalgte fotos. Vi glæder os til at vise jer mange flere billeder i året, der kommer – i avisen og på information.dk.

Må I få et godt og corona-frit nytår.
Fotoredaktion: Emilie Lærke Henriksen, Anders Rye Skjoldjensen,
Sarah Hartvigsen Juncker og Sigrid Nygaard
Digital produktion: Sigrid Nygaard

2020 © Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Karen Møller E.
  • Camilla Krag Jensen
  • Christian Mondrup
  • Torben Lindegaard
Karen Møller E., Camilla Krag Jensen, Christian Mondrup og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu