Årets billeder
Fotos vi tog i 2017
På Informations billedredaktion har vi set tilbage på årets ganske små, men også ganske store øjeblikke
Årets billeder
Fotos vi tog i 2017
På Informations billedredaktion har vi set tilbage på årets ganske små, men også ganske store øjeblikke
December 2017
Det er efterhånden blevet en tradition, at vi hvert år på dette tidspunkt samler årets små, men også meget store øjeblikke, som de så ud her fra Informations billedredaktion.

I 2017 har vi beundret Gerardo og Kayla, da de påførte sig deres fineste halloween-kostumer i en primitiv trailerpark i Texas tæt ved den mexicanske grænse.

Vi har været med, da en afkræftet Allan Aggerholm fik tømt sine lunger for væske på Frederikssund Hospital.

Vi har tilbragt dage på Beograds banegård blandt tusindvis af flygtninge og migranter, hvis hverdag leves i ødelagte stationsbygninger. Vi har hørt demonstranter buhe højt at af Anna Mee Allerslev og spist morgenmad med Henrik Saas Larsen på den første dag i maj.

Vi har stået klar, da Sexmessen i Valbyhallen åbnede dørene for årets udvalg af dildoer, reb og dukker og spist ribs med trofaste Trump-vælgere på en diner i Texas.

Vi har fotograferet hårtransplantationer, modige forfattere og lykkelige bedsteforældre.

Og så har vi lært, at det er vigtigt ikke at barbere ben, når man træner synkronsvømning, for ellers kan man ikke mærke vandoverfladen.

Her følger et lille udsnit af den virkelighed, vi møder hver dag. Tak fordi du ser med.

Sigrid Nygaard
Fotoredaktør på Information
Texas. Det er Halloween og Kayla og Gerardo har gjort sig klar til fest. Børnene bor med deres dokumentløse forældre i en gammel campingvogn i bosættelsen Muñiz i Texas’ Rio Grande Valley. Den mexicanske familie lever uden rindende vand, elektricitet og kloak.
SIGRID NYGAARD
Danmark. »Lilly har altid været som en ekstra mor,« siger Jeppe Mathiasen og kigger over på sin lille farmor. Siden hans forældre blev skilt, da han var fem år gammel, er Lilly Mathiasen ugentligt kommet for at passe Jeppe og hans yngre bror. Og når faren tog på en af sine mange udlandsrejser, flyttede Lilly ind.
SILLE VEILMARK
Mekaniker. Groesbeck, Texas.
SIGRID NYGAARD

Sydsudan. Nyakuel Dag Hak på 20 år, er flygtet over store afstande med hendes søskende. »Jeg er ikke længere bange, for her er stadigt roligt, men der er stadig ikke mad nok.« Det borgerkrigshærgede Syd Sudan er hårdt plaget af fødevaremangel og befolkningen er drevet på flugt af kampe og overgreb.
JAKOB DALL
Serbien. Bag banegården midt i Beograd lever omkring 1.000 flygtninge og migranter i ødelagte stationsbygninger, togvogne og skure. Dynger af affald og afføring hober sig op ved siden af de tæpper, der har været deres hjem de sidste måneder. De er næsten alle drenge og unge mænd fra konflikthærgede dele af Afghanistan og Pakistan. For at holde varmen laver de bål med skrald og gamle jernbanesveller, og den giftige røg kan lugtes i byens gader flere hundrede meter fra banegården, hvor livet upåvirket går videre.
ULRIK HASEMANN
Grækenland. Sporene fra de utallige bådflygtninge er med tiden blevet fjernet fra Lesbos' kyst. De tusinder af redningsveste falmer nu i stedet blandt græssende geder, langt oppe ad en hullet grusvej nær byen Mithmina.
SILLE VEILMARK
Forfattere. I 2017 gav vi hver lørdag en forfatterfrihed til selv at bestemme, hvordan de vil fremtræde, og hvilken rolle de vil spille. Her er det Madame Nielsen. Hun skriver om sit billede: ’Madame med barnet’ (2017) Frit efter Beyoncé / Jack (2016) Frit efter Raphael Mengs ’Madonna mit Kind’ (1770/1773).
SIGRID NYGAARD
Danmark. »Jeg synes, det er rart at gå til en sport og have mine venner her. Nogle gange forstår jeg ikke dem, der ikke går til en sport. Altså, hvad laver mennesker så? Ligger de bare på Netflix fra 15 til 23?« spørger Emilie Sørensen på 16 (th), og Clara Malling på 16 er enig.
SILLE VEILMARK
Danmark. 1. maj startede tidligt for Henrik Sass Larsen, der morgenen igennem blev fulgt af pressefolk. Her varmer han op inden dagens første tale for partifællerne i Skovbo partiforening i Aktivitetshuset i Borup.
SILLE VEILMARK
Lærkevej. Der var store protester fra vrede borgere, og også den ansvarlige borgmester, Anna Mee Allerslev, var mødt frem, da Vladimira Kristensen mandag var til mødet på jobcentret på Lærkevej for at få svar på, om hun kan få tilkendt førtidspension.
SILLE VEILMARK
Danmark. »Hvis vi skal tilbage til Grækenland, har vi ingen fremtid. Hvordan skal vi kunne bo på gaden sammen med vores to små drenge og så endda på så lang afstand fra mine døtre«, siger Mohamed, her sammen med sin kone, Safa. De er begge flygtet fra Syrien. Deres ufødte tvillingedøtre døde halvanden måned før forventet fødsel og ligger nu begravet i Odense.
SILLE VEILMARK
Danmark. For godt to uger siden blev Allan Aggerholm indlagt på Lungemedicinsk Afdeling på Frederikssund Hospital med en alvorlig lungeinfektion. Om lidt skal han have fjernet et dræn, der skal tømme hans lunger for væske. Hans kone Lone Aggerholm er konstant ved hans side.
SILLE VEILMARK
Texas. Bryan Butler (tv) og David Gilbert, der arbejder for telefonselskabet AT & T i Mexia, støtter begge Trumps hårde linje mod Nordkorea. »Modsat Obama er Trump ikke en kryster,« siger Butler. De er dog nervøse for, at præsidenten går for vidt og risikerer krig.
SIGRID NYGAARD
Forfatter Adam Silveras.
SILLE VEILMARK
Forfatter Rikke Villadsens nye bog er en dybt personlig og dybt politisk undersøgelse. Det er en aparte børnebog, der stritter imod det pædagogisk forudsigelige og formmæssigt stabile. Men først og fremmest er det en bog til sønnen Benny – om den far, han ikke har.
SIGRID NYGAARD
Finland. Vi besøgte de dybe skove i Finland i anledning af 100-år som selvstændig nation.
SILLE VEILMARK
Texas. Ude på landet stemte vælgerne overvældende på Donald Trump i 2016. Men præsidentens respektløse stil og de manglende resultater har vakt forundring og uro. Kvægauktion i byen Groesbeck, Texas.
SIGRID NYGAARD
Danmark. Hårtransplantation på Hårklinikken i København. Nogle får kun en enkelt transplantation, andre følger op med flere. Omkring 4.000 hår bliver typisk flyttet pr. gang. Der er sket meget med teknikken, siden Elton John i slutningen af 1970'erne blev den første berømthed til at købe en hårtransplantation.
SIGRID NYGAARD
Danmark. Fregatten Niels Juel på NATO øvelse i Kattegat ud for Sjællands Odde.
JAKOB DALL
Odense. Familien Gall blev for alvor kendt i offentligheden ved reklamekampagnen for Dansk Folkeparti sidste år med den photoshoppede golden retriever. Ved kommunalvalget 2017 kæmpede Christel Gall om at blive rådmand i Odense, men Dansk Folkeparti mistede et mandat, Odenses nye røde borgmester fik et kanonvalg og den rådmandspost, Gall havde håbet på, gik i stedet til de konservative. Her spiser familien aftensmad og ser Huset på Christianshavn i deres hjem i Odense.
SIGRID NYGAARD
København. Sexmessen er en årligt tilbagevendende begivenhed i Valbyhallen. Sidste år var der knap 20.000 besøgende, der havde mulighed for at se liveshows, lytte til foredrag og købe sexlegetøj, kostumer og meget, meget andet.
SILLE VEILMARK
Det var årets udvalgte. Vi glæder os til at vise jer mange flere billeder i året der kommer. I avisen og på information.dk

Godt nytår.
Fotoredaktion: Sigrid Nygaard, Sille Veilmark, Jakob Dall og Ulrik Hasemann

2017 © Dagbladet Information

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Hedegaard

”…Her følger et lille udsnit af den virkelighed, vi møder hver dag. Tak fordi du ser med.” står der som de sidste ord før billerepræsentationen.

Victor Borge og masser af andre har sagt det: Smilet er den korteste vej mellem mennesker.
De udvalgte billeder er absolut vigtige og gode.

Men de kan også ses som udtryk for en redaktionel holdning der kunne ligne et bevidst fravalg af spontan, sprudlende, vital og livsbekræftende livsglæde.

Selv de to udklædte børn på det første foto viser hængemule.

Til almen oplysning kan jeg fortælle, at jeg i det virkelige liv HAR mødt mennesker der både er glade og viser det med et smil.

Nyakuel Dag Hak på 20 år, er flygtet over store afstande med hendes søskende

Det hedder altså "sin" søster, med mindre det er en andens søster.