Selvskade
»Det gjorde ondt, fordi jeg skar hul på mig selv, og det var nemt at forholde sig til«
Rebecca Bendixen, 26 år
Fortalt til Lærke Cramon
Foto af Sarah Hartvigsen Juncker
Jeg mistede min lillesøster som 14-årig. På det tidspunkt ville jeg for alt i verden bare gerne passe ind og ligne alle andre. Men jeg blev mobbet, min far var kronisk syg med en uforklarlig lungesygdom, og jeg kunne lide at klatre i træer og blev kaldt en trold på grund af mit store, mørke hår. Jeg havde langt om længe fortalt mine forældre, at jeg ikke længere ville gå i skole, og vi fandt en efterskole til mig. Men ugen inden, jeg skulle starte, begyndte min søster på otte at kaste op. Hun havde ondt i maven, fik konstateret tarmslyng og blev kørt til operation. To dage efter blev hun flyttet til intensiv med blodforgiftning og hjertestop. Det var en lægefejl, sagde hospitalet. Mine forældre var opløst af gråd, men jeg kunne ikke græde. Jeg har altid undertrykt gråd, for min historie med mobning har lært mig, at der aldrig er kommet noget godt ud at tårer. Hvis man græder, bliver det sagt til de voksne, og de gør kun alting værre.

At starte på efterskole var svært. Sorgen krøb nærmere, og da mine forældre fortalte, at de ikke kunne holde til tabet af en datter og derfor skulle skilles, blev min verden helt mørk.

Jeg tabte et glas, som splintredes mod gulvet. Da jeg samlede skårene op, mærkede jeg, hvordan de forsigtigt prikkede mod min hud. Jeg kunne lide følelsen, og et øjeblik senere sad jeg på toilettet bag en låst dør med et glasskår presset mod mit håndled. Jeg følte mig fuldstændig tom indeni, men da jeg skar, mærkede jeg noget. Jeg følte smerte, men det var ikke smerten over at have mistet min søster, skilsmissen eller årene med mobning. Det gjorde ondt, fordi jeg skar hul på mig selv, og det var nemt at forholde sig til.
Jeg følte smerte, men det var ikke smerten over at have mistet min søster, skilsmissen eller årene med mobning. Det gjorde ondt, fordi jeg skar hul på mig selv, og det var nemt at forholde sig til.
For Rebecca Bendixen handlede det hverken om at skære dybt eller se blod. Hun havde brug for smerten, og den var mere intens ved hudafskrabninger. Derfor brugte hun bagsiden af en smørekniv til at slide hul på sit ben. I dag klatrer hun i træer når hun har brug for en ventil.
Jeg startede med at skære de klassiske steder. Håndled, inderlår. Men fandt så ud af, at det virkede bedre for mig at lave hudafskrabninger og blå mærker. Jeg behøvede ikke se blod, og jeg følte intet behov for at skære dybt. Til gengæld kunne jeg sidde og køre bagsiden af en smørekniv op og ned ad mit skinneben, indtil jeg nåede underhuden, og nervebanerne blev blottet. Om det tog ti minutter eller en time at nå dertil, aner jeg ikke, men det var som en rus for mig.

En fra klassen opdagede det og sagde det til min lærer, som sagde det til mine forældre. Min far blev sur, og min mor blev stille. De spurgte aldrig, hvorfor jeg gjorde det, men de gav mig besked på aldrig at gøre det igen.
Rebecca Bendixen blev klar over, at der var nogle meget voldsomme følelser på spil indeni hende, da hun i et anfald af raseri skar et langt, dybt snit på sit ben, som måtte syes med 24 sting.
Jeg fortsatte med selvskaden, når jeg havde brug for en ventil. Jeg følte, at jeg kunne styre det, lige indtil jeg i et anfald af raseri skar mig selv i benet med en hobbykniv og måtte syes med 24 sting. Det var min mor, som hentede mig på skadestuen, men vi talte ikke rigtigt om det, der var sket. Episoden lærte mig to ting. At der er nogle meget voldsomme følelser på spil inden i mig, og at mine forældre aldrig ville blive i stand til at hjælpe mig ud af selvskaden.

Jeg fandt ud af, at løbetræning fungerer godt, for jeg kan ikke løbe og gøre skade på mig selv på samme tid. Jeg ser meget min selvskade som et slags misbrug. Ligesom en alkoholiker altid vil være alkoholiker, så vil jeg altid have selvdestruktive tanker, der leder mig af selvskadens vej. For mig handler det derfor om at lægge så mange forhindringer på vejen, at jeg altid har et alternativ til selvskaden. Derfor har jeg en særlig tæt veninde, jeg altid kan ringe til, jeg kan løbe en tur, og jeg kan klatre i træer. Mit sidste alternativ er en sort bog, jeg kan gøre med, hvad jeg vil. Nogle gange skriver jeg noget, andre gange river jeg sider ud eller laver kruseduller samme sted, indtil der går hul på papiret.
Når lysten til at selvskade i dag ind i mellem melder sig, distraherer Rebecca Bendixen sig selv ved at løbe en tur, ringe til sin veninde eller lave kruseduller i sin sorte bog.
Har du tanker om selvskade, så sig det højt, og kontakt for eksempel Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Der findes ligeledes en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinjen tilbyder anonym rådgivning.
Selvskade
Unge mænd selvskader også, men vi hører sjældent om dem. Har du som mand gjort skade på dig selv for eksempel ved at slå, køre hasarderet, springe ud fra højder eller andet, så er du meget velkommen til at kontakte lcra@information.dk

--------------------

De medvirkende har deltaget i et medietræningskursus hos Information i samarbejde med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade betalt af Trygfonden. Herigennem har den uafhængige redaktion fået kontakt til dem.
Fortalt til Lærke Cramon
Foto af Sarah Hartvigsen Juncker
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sarah Hartvigsen Juncker


11. januar 2020
Dagbladet Information