Vinterbøger 2017
Et granatæble er et granatæble, men når man oversætter det, kan det godt blive til et jordbær
De kalder sig selv de usynlige helte, de litterære oversættere. Helte fordi uden dem ingen verdenslitteratur, usynlige fordi de færreste lægger mærke til dem, når de læser en udenlandsk bog. Men at oversætte litteratur kræver andet end at overføre ord fra et sprog til et andet. Det, der giver en mening for en iransk læser, giver ikke altid samme mening for en dansk læser, og hvordan oversætter man det så uden at miste forfatterens stil? Vi har set på udfordringer og løsninger i oversættergerningen
»Kandidaten skal demonstrere en nøjagtig og rammende oversættelse,« stod der i en eksamensopgave, da Viggo Hjørnager Pedersen tilbage i 1960’erne studerede engelsk på Københavns Universitet.

»Det er jo problemet i en nøddeskal,« siger han med en af de få vendinger, som (faktisk) fungerer på dansk, når man oversætter den direkte fra engelsk, og griner tørt.

De kalder sig selv de ’usynlige helte’, oversætterne. Usynlige, fordi anmelderne og læserne sjældent bider mærke i, hvem der har oversat den bog, de læser, og helte, fordi vi danskere uden dem ville være gået glip af mange litterære oplevelser. I skrivende stund er fem af de ti mest solgte bøger i boghandlerkæden Bog & Idé oversat skønlitteratur. Det kan vi takke de ’usynlige helte’ for.

De bøger, som fylder bagvæggen i Viggo Hjørnager Pedersens dagligstue i Ballerup, vidner om, at selv om datidens eksamensopgave voldte ham problemer, så holdt den ham også til teksten. Læderindbundne bind med Shakespearestykker fylder godt, det samme gør værker af Dickens, James og Golding. Flere af forfatterne har Viggo Hjørnager Pedersen, som i dag er pensioneret lektor i engelsk, selv oversat til dansk, ligesom han har redigeret opslagsværket Oversættelseshåndbogen.

»Hvis vi tager et vue over de seneste, lad os sige 2000 år,« siger han, mens et stueur fra en anden tid slår en historisk takt an, »så var udfordringen for oversætterne den samme dengang som nu. På den ene side vil man gengive originalens indhold præcist, på den anden side må det jo også gerne lyde godt. Det er det evige dilemma.«
Luther valgte den læserloyale strategi
Det var romeren Cicero, der i år 77 f.v.t. første gang talte om den litterære oversætters dilemma. Foruden filosof var Cicero en ivrig oversætter af de store græske tænkere og stod også bag den første latinske udgave af Homers Iliaden. Om sine oversættelser sagde han selv:

»Jeg har ikke oversat dem (teksterne, red.) ordret som en tolk, men som en taler, der gengiver ideer i samme form, som de blev sagt, men med ord, som er anvendelige for os; her fandt jeg det ikke nødvendigt at gengive ord for ord, men jeg har bevaret sprogets stil og kraft hele vejen igennem.«

Cicero abonnerede altså på den oversætterstrategi, man stadig i dag kalder mening-til-mening-oversættelse, som står i modsætning til ord-til-ord-oversættelsen. Det forklarer Shekufe Tadayoni Heiberg, cand.mag. i litteraturvidenskab med speciale i oversættelsesstrategier og selv oversætter af persisk poesi. De to strategier udgør yderpunkterne inden for oversættelsesvidenskab.

»I den ene ende af skalaen har vi den bundne oversættelse, hvor man slavisk oversætter tekstens ord. I den anden ende har vi den frie oversættelse, hvor man analyserer, hvad forfatteren har ment, og hvis det ikke giver mening, når man oversætter det direkte til dansk, så finder man et andet ord eller udtryk, som kan give mening for en dansk læser,« forklarer hun og understreger, at selv om den ordrette oversættelse af nogle opfattes som neutral, fordi den ikke rummer det analyserende lag, så er den en lige så aktiv strategi som mening-til-mening-oversættelsen.
Historisk set har det været afgørende, hvilken strategi en oversætter valgte, og i nogle tilfælde har valget haft fatale konsekvenser.

»I Middelalderen var den romerske kirke for eksempel meget optaget af, at den hellige skrift blev oversat ord til ord, og vovede man sig ud i en meningsoversættelse, kunne man risikere at blive afskediget eller i værste fald halshugget for blasfemi,« fortæller Shekufe Tadayoni Heiberg.

Så galt gik det ikke for Luther, da han i 1534 oversatte Biblen fra latin til tysk, men kritik, det fik han. At også Luthers forlæg, den latinske bibel, Vulgata, var en fri oversættelse fra græsk og hebræisk foretaget af Hieronymus – der i dag har status af oversætternes skytshelgen – omkring år 400, tog katolikkerne sig ikke af. De ville have en ordret oversættelse.

»Bibeloversættelserne er et godt billede på, at en bogstavelig oversættelse kan blive en magtfaktor og en måde, hvorpå man kan kontrollere, hvad det jævne folk kan læse og forstå. Når man oversætter ordret, kan man faktisk ende med at gøre en tekst mere uforståelig, end den behøvede at være,« bemærker Shekufe Tadayoni Heiberg.
»Det, Luther gjorde, var – ligesom Cicero – at udtrykke sig frit og sørge for, at teksten fungerede godt på målsproget, så modtagerne kunne forstå den,« siger hun og kalder meningsoversættelsen for en læserloyal oversættelse.

»Spørgsmålet er, om teksten skal være, som den ville have været, havde forfatteren kunnet skrive den på dansk – det er den læserloyale tilgang – eller om læserne skal læse teksten, som de ville have læst den, havde de kunnet læse den på originalsproget – den såkaldte forfatterloyale tilgang,« forklarer hun og lægger op til en kritik af sidstnævnte.

»Problemet med den forfatterloyale tilgang er, at oversættelse handler om meget mere end ord. Det handler også om kultur, og kultur kan ikke altid oversættes ord til ord. Slet ikke når der er tale om sprog og kulturer, der ligger fjernt fra dansk.«
Er et granatæble et granatæble eller et jordbær?
For når børnene i en persisk novelle spiser granatæbler, så betyder det ikke bare granatæbler, forklarer Shekufe Tadayoni Heiberg. Der ligger en masse sansninger og stemninger i sådan en handling, som for en iransk læser vil give sig selv. Det kan være barndomsminder, sindsstemninger eller følelser forbundet med den årstid, hvor man i Iran spiser granatæbler.

»Hos en dansk læser vækker det samme granatæble ikke nødvendigvis nogen sanser og stemninger, og så er oversætterens dilemma, om man skal lade granatæble være granatæble for at være tro mod teksten, eller om man skal erstatte det med f.eks. et jordbær, som vil give en dansk læser nogle associationer, der kan svare til dem, den iranske læser får,« lyder en af de overvejelser, Shekufe Tadayoni Heiberg har gjort sig som oversætter.
»Når man oversætter fra et fremmedartet sprog, er udfordringen, hvordan man får mest muligt af kulturen med, men uden at tabe læseren. Lader man granatæblet blive til et jordbær, så kan det godt være, at der går noget kulturel information tabt, men til gengæld rækker man en hånd ud til læserne og hjælper dem til at forstå og opleve teksten, som forfatteren har tænkt, at den skulle forstås og opleves.«

Det dilemma, Shekufe Tadayoni Heiberg her skitserer, kalder man inden for oversættelsesvidenskaben for ækvivalens. Begrebet kan tilskrives bibeloversætteren Eugene Nida, som i 1960’erne påpegede, at ord ikke blot er ord, men at de skifter betydning alt efter den kulturelle kontekst, de optræder i. Nida beskrev to typer af ækvivalens: formel ækvivalens, hvor fokus er på at oversætte tekstens indhold, så det i form og indhold så godt som muligt svarer til originalen, og dynamisk ækvivalens, hvor fokus er på, at læseren af oversættelsen så vidt muligt opfatter og oplever teksten på samme måde, som læserne af originalteksten opfattede og oplevede denne.
Nidas teorier blev banebrydende for oversættelsesvidenskaben. Selvom oversættelser i sagens natur altid har bevæget sig på tværs af kulturer, var det først i 1960’erne, da han publicerede sine teorier, at der for alvor kom fokus på oversætterens rolle som kulturformidler. Det forklarer Viggo Hjørnager Pedersen.

»Da jeg startede i det her game, var alle enige om, at oversættelse betød at udskifte nogle tegn på et sprog med nogle tegn på et andet sprog, men siden dengang er man blevet meget mere opmærksom på at indfange den atmosfære og kultur, der er på spil i originalteksten, og samtidig sørge for, at oversættelsen er sprogligt velfungerende og rammer læseren sådan, som forfatteren må have haft til hensigt. Men det har altid været til diskussion, om oversætteren nu også er i stand til det, for hvem ved, hvordan de gamle grækere læste Homer eller Renæssancens englændere Shakespeare?« spørger han og svarer selv, at der jo findes mange samtidskilder, som faktisk kan give oversætteren et indblik i, hvordan en tekst er blevet læst og forstået i sin samtid, hvis der da ikke er tale om en moderne tekst af en nulevende forfatter.

»Det tager selvfølgelig tid at lave den slags research,« konstaterer han og bemærker så, at oversætterne i dag netop er kendetegnet ved at være grundigere i deres research end for bare 50 eller 100 år siden.

»Jeg har set eksempler på værker, hvor oversætteren har udeladt dele og nogle gange hele kapitler fra det originale værk, måske fordi man har vurderet, at man ikke ville kunne gengive det her tilfredsstillende på dansk. Man taler om, at der i romaner oversat i 1800-tallet snildt kunne ryge 20 procent af en bog. Det er jo ikke en holdbar løsning.«

Oversat litteratur eller litterær oversættelse
Forskellen på den gode og den mindre gode oversættelse er med Viggo Hjørnager Pedersens ord i al sin enkelhed, om der er tale om oversat litteratur eller litterær oversættelse. Sidstnævnte må være målet, men hvordan når man dertil?

»Jeg oversætter ikke udelukkende mening-til-mening eller ord-til-ord, men forholder mig i stedet til de enkelte ord og sætninger, deres betydning og medbetydninger, for så at tage stilling til, om det vil fungerer bedst i en ordret gengivelse eller kræver, at jeg også oversætter selve meningen til en dansk kontekst,« siger Shekufe Tadayoni Heiberg om sin egen strategi.
Selv om oversættelse handler om mere end ord, er det ofte netop de konkrete ord, der byder oversætteren modstand. For til et sprog hører også en bestemt måde at udtrykke sig på, og særkenderne bliver mere iøjnefaldende, jo fjernere sproget er fra den germanske sprogstamme, som dansk tilhører.

På persisk, som Shekufe Tadayoni Heiberg oversætter fra, er det f.eks. normalt at opremse flere synonyme adjektiver efter hinanden, så en bygning kan være både stor og kolossal og enorm og mægtig på en gang, uden at det virker overdrevet for en iransk læser.

»Det ville man jo aldrig gøre i dansk talesprog, og derfor kan jeg godt finde på at stryge halvdelen af en teksts adjektiver, hvis jeg vurderer, at det andet bliver for voldsomt for en dansk læser.«

Ordspil er en oversættelsesteknisk styrkeprøve i en liga for sig. For selv om sagen sagtens kan være ’i en nøddeskal’ på både dansk, engelsk og latin, hvor dét ordspil oprindeligt stammer fra, så er det modsatte oftest tilfældet. Shekufe Tadayoni Heiberg og Viggo Hjørnager Pedersen har hvert deres bud på en løsning.

»Når jeg står med et ordsprog, som ikke findes på dansk, så forsøger jeg at finde et tilsvarende inden for den samme referenceramme. Hvis det persiske ordsprog inkluderer en høne, så vil jeg som minimum gerne have et stykke fjerkræ med på dansk,« siger Shekufe Tadayoni Heiberg og griner lidt af sin egen grundighed.

Viggo Hjørnager Pedersen har en mere pragmatisk løsning:

»Ordspil kan være så svære at gengive, at man kan være nødt til at udelade dem. Man kan så kompensere for tabet ved at indføre et ekstra ordspil et andet sted i teksten, sådan at læserens overordnede indtryk af tekstens stil vil svare nogenlunde til det, han eller hun ville få af originalen,« siger han.

Den metode er dog ikke lige velset blandt alle oversættere, anmeldere og læsere, siger Viggo Hjørnager Pedersen og peger dermed endnu engang på, at litterære oversættere bevæger sig i et minefelt, hvor valget af strategi kan være altafgørende ­– også selv om følgerne ikke længere er så fatale som i Middelalderen.

Tekst: Astrid Sandvad Kudahl
Grafik: Sofie Holm Larsen
Redaktion: Anne Vindum
Digital produktion: Mikkel Juul Krongaard

1. december 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lars Rasmussen
    Lars Rasmussen
  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Heidi Larsen
    Heidi Larsen
Lars Rasmussen, Trond Meiring, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek og Heidi Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Mine teenageår med tegneserier i massevis har givet god indblik i oversættelsens kunst.
I den første oversættelse af 'Asterix og Briterne' var der visse steder oversat ord for ord, så et replikskifte som lød: "Goddag. Hvordan gør du gøre. Lad os ryste hånd" og ikke mindst ved en højtidelig lejlighed, hvor briterne foreslog at "Lad os udbringe et stykke ristet brød" fik mig til at vride mig i krampelatter.

Oversættelser kan være helt fantastiske og tak for dem.

Niels Nielsen, Jes Kiil, sofie jørgensen, Lars Rasmussen, Trond Meiring, Grethe Preisler, David Zennaro, Herdis Weins, Maria Francisca Torrezão og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins

Jeg har både den danske og den tyske udgave af "Asterix og goterne."
De er gode eksempler på, hvor forskelligt der oversættes, fordi der oversættes til en forskellig kulturkontekst.
Det er lidt ligesom den gamle vittighed, som danskere synes er så morsom:
Den tyske turist spørger : "Haben Sie Feuer?" (Allerede her afsløres at vittigheden er gammel LOL)
Danskeren svarer: "Leider nicht" - og synes det er vældigt morsomt.
Tyskeren fatter ikke en brik - lighter hedder på tysk Feuerzeug.
Min tyske eksmand blev i 70'erne og 80'erne utallige gange udsat for den.

Niels Nielsen, Lars Rasmussen, Frank Hansen, Trond Meiring og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Palle Jensen

Jeg har engang læst, at Goscinny ikke accepterede, at der blev lavet om på hans tekster ved oversættelser.
Undtagen lige de danske. Netop fordi de tit var sjovere end originalen, Goscinny fik forklaret af den danske oversætter, hvad de betød og sagde OK.
De er altså ikke direkte oversættelser, men en slags genfortælling, og de giver ikke mening for andre end indfødte danskere.

Niels Nielsen, sofie jørgensen, Lars Rasmussen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Rasmussen

Apropos vanskelighederne ved at oversætte enten ordret eller meningsfuldt: På polsk har man et ord, 'czołem', der bruges som en form for hilsen. (Noget a la 'vær hilset' på dansk.)

Men teknisk set er 'czołem' en bøjningsform af ordet 'czoło', som betyder 'pande' (den, der sidder over øjnene, og ikke den, der bruges i køkkenet!). Mere specifikt fremkommer 'czołem' ved at bøje 'czoło' i kasus instrumentalis ental. Således vil en teknisk korrekt oversættelse af 'czołem' være 'med panden'. (Eller på engelsk, 'with the forehead', hvilket engang fejlagtigt er blevet gjort af en engelsk oversætter af polsk skønlitteratur.)

Dog, mindst én engelsktalende mand har engang brugt 'czołem' som hilsen. Nemlig Richard Nixon, da han som USA's vicepræsident var på besøg i Warszawa i august 1959. (Han var på vej hjem efter at have haft en hyggesnak med Nikita Khrusjtjov i Moskva.) Således hilste Nixon på de polske arbejdere ved (ifølge LIFE Magazine) at udbryde den indstuderede sætning “Czołem Robotnicy”. Og på dansk kan denne sætning oversættes med “Vær hilset, Arbejdere”, idet 'robotnik' ('arbejder') her er bøjet i kasus vokativ flertal.

Forresten giver ordet 'robotnik' uundgåeligt associationer til ordet 'robot' (den, der er ved at tage alle vores arbejdspladser...) Og det er bestemt ikke nogen tilfældighed. Således er ordet 'robot' afledt af det tjekkiske ord 'robota', som betyder noget i retningen af 'tvangsarbejde'. (Med lignende betydninger på andre slaviske sprog såsom de nært beslægtede sprog polsk og slovakisk). Og det var med udgangspunkt i netop dette ord, 'robota', at den tjekkiske forfatter Karel Čapek introducerde ordet 'robot' i sit skuespil R.U.R. (Rossum's Universal Robots, udgivet 1920).

Er det ikke pudsigt? Ordet for fremtidens arbejdskraft er afledt af ordet for det arbejde, som fortidens livegne i de slaviske sprogområder ('slaverne'?) måtte udføre. Det kan man jo tænke lidt over...

I øvrigt mener jeg, at Karel Čapek burde have fået nobelprisen i litteratur. Og han ville også have fået den, hvis ikke De Aderton i Svenska Akademien havde været så bange for at fornærme Herr Hitler. (Endnu et offer for den skrækkelige appeasement-politik!) Men sådan er der så meget.

Niels Nielsen, sofie jørgensen, Frank Hansen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Der er stort behov for oversættere i disse streamingtider, så de tager åbenbart folk ind fra gaden.

I går så jeg et afsnit af "Elementary" på Netflix, hvor New York var ramt af en snestorm, så elnettet var brudt sammen. På engelsk blev der sagt noget i retning af: "Don't overload the generators" - det blev på dansk til "Lad nu være med at overbelaste køleskabet".

Ren Asterix, jeg lå flad af grin. Godt det i forvejen var en humoristisk serie, jeg så.