Er det grønne liv
en trussel mod ligestillingen?

To familier har vendt arbejdsmarkedet ryggen og ført den bæredygtige omstilling ud i sin yderste konsekvens. Men hvad sker der med kønsrollerne, når man forsøger at leve grønnere?
Lidt nord for Vester Skerninge skærer en asfaltstribe igennem det sydfynske landskab som en tidslinje.

Idet man drejer af hovedvej 44 og kører ind imellem de vidtstrakte marker og knejsende højdedrag, er det, som om fortidens bondesamfund gradvist rykker nærmere, mens moderniteten med alle dens mikroovne, færdigretter og fortravlede børnefamilier forsvinder i bilens bakspejl.

Og endelig – hist hvor vejen slår en bugt – ligger der en lille, trelænget anakronisme ved navn Stenbjerglykke.

For otte år siden flyttede Frida og Mikkel Christensen på 36 og 32 ind i den sydfynske gårdidyl med ambitionen om at leve et mere bæredygtigt liv. Det er en ambition, de til fulde har fået indfriet. Det meste af arbejdet på gården foregår efter gammeldags metoder med heste frem for maskiner.

De dyrker og laver deres egen mad og strikker og syr deres eget tøj. De henter drikkevand fra en brønd i skoven og går rundt i bare tæer året rundt, fordi de føler, at sko er unødvendige »cementklodser«. Hvad der for andre forekommer besværligt, er for Mikkel og Frida befriende. De er netop flyttet på landet for at undslippe det materielle og skabe noget med deres egne hænder.

»Vi har nok altid følt os lidt udenfor,« siger Frida, efter at vi har sat os til rette ved et aflangt træbord midt i køkkenet.

På væggen bag hende hænger tørrede blomster og breve på en snor; de er sendt fra omrejsende unge, der har boet og arbejdet på gården en måneds tid for at lære at leve mere simpelt.
Det var drømmen om det simple liv på landet, der for otte år siden fik Frida og Mikkel Christensen til at vende det etablerede samfund ryggen og flytte langt ud i den sydfynske provins. Siden er der kommet fire børn til
»Det er den vej, magneten har trukket hele tiden. Vi ville væk fra det normale samfund og ud i noget natur, men det var ikke sådan, at vi fra begyndelsen havde en plan for, hvor vi skulle ende – og det har vi stadig ikke,« siger Frida.

Indtil for nylig havde ingen hørt om det unge bondepar fra Sydfyn, og de færreste ville formentlig have troet på, at de overhovedet eksisterede, hvis ikke det havde været, fordi Søren Ryge en dag lagde vejen forbi med et kamerahold fra DR1.

Besøget resulterede i programrækken Far, mor og børn, der blev set af hundredetusinder af danskere og startede en større debat om børneopdragelse.

Parrets fire børn – Magne på seks, Ylva på fem, Alvin på to og Burre på knap et år – har aldrig set tv, spillet computer eller smagt sukker, og i modsætning til de fleste andre børn går de hverken i daginstitution eller skole, men er sammen med deres forældre på gården dagen lang. Det vakte lige dele forargelse og misundelse.

Men jeg er ikke kommet for at tale om børneopdragelse med Mikkel og Frida; det er noget andet, som ligger mig på sinde, noget, som sprang mig i øjnene, da jeg sad og så programmerne på tv for nogle uger siden, mens jeg spejlede mig i den unge families livsvalg: jeg er kommet for at tale om kønsroller.
Tænk på gruppearbejde
Set fra min sofa så det hele lidt traditionelt ud: Mikkel gik med hestene, harvede marken og høstede kornet, mens Frida syede og strikkede og tyggede maden for den mindste. Sådan så det ud på afstand.

Men man kan ikke stole på alt, hvad man ser på tv, og jeg er kommet for at blive klogere. Jeg vil vide, hvad der sker med kønsrollerne hos familier, der har forsøgt at omstille til mere bæredygtige livsformer. Falder de automatisk tilbage i fortidens mønstre, når det simple landliv bliver konkret – og kan vi andre lære noget af deres erfaringer?

»Så du vil gerne vide, hvem der gør hvad?« spørger Mikkel.

Han sidder i køkkenet på Stenbjerglykke i samme mundering som i tv-programmerne: bare fødder, skørt, ærmeløs trøje, langt hår, skæg.

Jeg nikker.

»Jamen, for at starte et sted,« siger han og kigger over på sin kone med et skævt smil, »så er det jo Frida, der ammer.«

De griner højt.
Vi troede lige, at vi var sluppet for at stoppe
strømper ved at købe nye, men nu kommer økologerne (!) og siger, at vi skal stoppe dem igen
Kvindesagsforkæmper Ninon Schloss i kronik i Information 1974
Siden Mikkel for fire år siden solgte sit it-firma, har han været fuldtidsbeskæftiget på gården, og når Frida snart afslutter sin barsel med Burre, bliver hun det også.

Planen er, at de skal tjene penge på at sælge deres egne produkter på torvet i Svendborg til sommer: hjemmelavet surgrønt og rugbrød er foreløbig på listen over de madvarer, der skal falbydes. Frida har smurt et par smagsprøver til os og stillet dem frem på bordet.

»Værsgo at tage,« bryder hun ind.
Arbejdsdelingen i Mikkel og Fridas hverdag minder om et gruppearbejde. Opgaverne bliver fordelt efter evne og interesserer

Mikkel og Frida har svært ved at tage den klassiske diskussion om kønsroller helt alvorligt. Den bliver meget hurtigt »stereotyp og unuanceret«, mener de. De ser snarere sig selv som en del af et partnerskab, hvor det gælder om at få tingene gjort.

Jo, det er rigtigt, at Mikkel har mest med maskinerne og marken at gøre, og at Frida syr og strikker og også primært står for maden. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere var det Frida, der gik i marken med hestene, indtil hun blev gravid og ikke længere kunne holde til det.

»Vi tænker nok ikke rigtig i mande- og kvindearbejde, men mere i gruppearbejde,« siger Mikkel.

»Den måde, man fordeler rollerne på i en gruppe, minder meget om den måde, vi fordeler opgaverne på her på gården. Det sker ud fra evner og interesser. Frida er nok lidt mere på det huslige, end jeg er. Og jeg er lidt mere på markarbejde og økonomi, end hun er. Men det er ikke anderledes, end at når der skal bogføres, så gør vi det sammen. Og hvis jeg går forbi en bunke vasketøj, der skal hænges op, så tager jeg den. Det handler om at få løst opgaverne i fællesskab. Det er det princip, vi arbejder ud fra.«
Historisk debat
Det er et felt med en forhistorie, vi har taget fat på: For Rødstrømpebevægelsen i begyndelsen af 1970'erne var det en klar politisk prioritet at få afskaffet de hjemlige sysler og overdraget dem til industrien, så kvinderne hurtigst muligt kunne komme ud på arbejdsmarkedet og konkurrere med mændene.

Huslige gøremål blev opfattet som frihedsberøvende lænker, enhver kvinde måtte kaste af sig, hvis hun ville være fri. Som en af bevægelsens ledestjerner, den russiske revolutionær Aleksandra Kollontaj, formulerede opgøret med husmoderrollen:

»Man bør ikke spilde sin tid med selv at fremstille tingene. En hær af særligt uddannede arbejdersker vil udføre dette arbejde i morgendagens kommunistiske samfund.«

Men efterhånden som nye tanker om økologi og bæredygtighed vandt indpas, begyndte flere i kvindebevægelsen at spørge sig selv, om de i opgøret med patriarkatet måske var kommet til at skylle lidt for mange dyder ud med badevandet? Hvis ingenting længere var hjemmelavet, men alting blev overladt til produktionsmidlerne, hvad skulle der så blive af bæredygtigheden, økologien og børnenes sundhed?

I 1974 skrev kvindesagsforkæmperen Ninon Schloss en kronik i Information under overskriften ’Økofeminisme’, hvor hun udpegede kvindesagens nye dilemma:

»Vi troede lige,« skrev hun, »at vi var sluppet for at stoppe strømper ved at købe nye, men nu kommer økologerne (!) og siger, at vi skal stoppe dem igen. Den økologiske bevidsthed må betyde en skærpelse af kønskampen, for jeg gider sgu ikke at sidde der ved syæsken ligesom min mor gjorde hver aften, da vi var små.«
Et tilstoppet drænrør har skabt en større, uvelkommen indsø midt på marken, og Mikkel Christensen forsøger at reparere det
Samme dilemma synes med 45 års forsinkelse at ramme ned i nutidens tanker om en samfundsmæssig omstilling til mere bæredygtige livsformer:

Hvis vi ønsker at bruge mere tid med vores børn frem for at sende dem i institution fra morgen til aften; hvis vi ønsker at bage vores eget brød frem for at købe det langtidsholdbare fra supermarkedet; hvis vi ønsker at dyrke vores egne sæsonbetingede grøntsager frem for at købe de CO2-belastende fra supermarkedet; og hvis vi ønsker at sy vores eget tøj og reparere vores egne ting frem for at købe alting fra nyt – hvis vi ønsker alt dét til gavn for vores klima, vores miljø og vores familieliv – hvad bliver konsekvensen så for ligestillingen mellem kønnene?

Er det fortidens stereotype kønsrollemønstre, vi kan skimte dér for enden af en mere bæredygtig fremtid? Er dét prisen, vi må betale for den grønne omstilling?
Fem års forhandling
For fem år siden traf forfatter Andrea Hejlskov og hendes mand Jeppe Juul en drastisk beslutning. Plaget af lige dele stress over deres familieliv og magtesløshed over verdens generelle tilstand pakkede de i 2011 bilen med deres fire børn på bagsædet og kørte langt ud i en svensk skov for at nulstille sig selv.

Hidtil havde de levet som de fleste andre børnefamilier gør: højt tempo, børnene i institutioner og hurtig mad på vej hjem fra arbejde: »Færdigpizzaer og McNuggets,« som Andrea Hejlskov siger.
Det er helt klart et ømt punkt, og jeg kan også mærke,
at jeg er lidt defensiv nu, hvor vi taler om det
Forfatter Andrea Hejlskov
I dag gør familien det meste selv. De bager deres eget brød, dyrker deres egne grøntsager, slagter deres egne høns, reparerer deres egne ting og har selv bygget den bjælkehytte, de bor i.

»Vi er en del af det der ’do it yourself’-segment, samtidig med at vi har en politisk overbygning på det,« siger Andrea Hejlskov.

Hun omtaler sig selv som en »økohippie«, men selv økohippier kan være til fals for nedgroede kulturelle forestillinger. Da parret begyndte deres nye livsstil for fem år siden, fløj de »direkte ind i et meget traditionelt kønsrollemønster«, som Andrea Hejlskov formulerer det.

»Til en begyndelse var jeg sur over, at det var mig, der som kvinde endte med at stå og vaske tøj og lave mad over bål, mens min mand var maskulin og mandig og sprang rundt i skoven og fældede træer. Det havde jeg mega nederen over, og jeg ved, at mange selvforsyningsfolk har gjort sig den samme erfaring. Det er helt klart et ømt punkt, og jeg kan også mærke, at jeg er lidt defensiv nu, hvor vi taler om det,« siger hun.
Magne på seks, Ylva på fem og Alvin på to år går ikke i skole eller daginstitution, men tilbringer hele dagen sammen med deres forældre på gården
Andrea Hejlskov og hendes mand har brugt de seneste fem år på at forhandle en ny fordeling af de huslige pligter på plads. I dag ser skemaet nogenlunde sådan ud:

Andrea tager opvasken og er hovedansvarlig for tøjvask. Jeppe står for batteribank og bil og er hovedansvarlig for tømning af dasset. Resten af de daglige opgaver skiftes de om: Hvad enten det handler om at gøre rent, bage brød, lave mad, reparere, dyrke haven eller passe dyrene – omend Jeppe stadig slagter mest.

»Det har været en lang proces, hvor vi har forholdt os minutiøst til samtlige daglige gøremål – både konkret i forhold til vores eget parforhold og mere abstrakt i forhold til et større ideologisk plan. Vi har også talt om, hvorfor vi har en tendens til at se negativt på traditionelle kvindeopgaver, hvorimod det er meget heroisk at gå og fælde træer. Hvorfor har manden heltetjanserne, mens kvinden har de nederen opgaver?«
Det er, som om feminismen fuldstændig har
overtaget ideen om, at arbejdsmarkedet skulle være det eneste frigørende her livet
Forfatter Andrea Hejlskov
Historisk har ligestillingskampen handlet om at få mænd og kvinder til at tage lige del i arbejdet både ude og hjemme. Kampen har været båret af en idé om, at mænd også kan være sygeplejersker, og at kvinder også kan være politibetjente. At mænd også kan støvsuge, og at kvinder også kan køre bil. At vi i det hele taget ikke behøver at definere os selv ud fra vores køn, men at vi kan gøre og være, som vi vil. Det har været en frihedskamp.

Men det har samtidig været en underforstået præmis, at den 'rigtige' form for ligestilling går gennem arbejdsmarkedet, og at målet er at skabe sig en karriere og tjene sine egne penge.

»Det er, som om feminismen fuldstændig har overtaget ideen om, at arbejdsmarkedet skulle være det eneste frigørende her livet,« siger Andrea Hejlskov.

»På den ene side kan jeg godt forstå Rødstrømpebevægelsens historiske motiver, fordi det engang må have føltes frigørende at komme ud af huset og ud i verden. Jeg er også selv vokset op med en hippiemor, der var opsat på, at jeg skulle ud og have en karriere: ’Det er derude, du bliver dig selv som kvinde’, som hun sagde. Men nu har jeg prøvet at være ude på arbejdsmarkedet. Og for mig føltes det ikke som nogen frigørelse.«
Bondesamfund som ideal
»Så’ der hønsefest!« gjalder det gennem køkkenet på Stenbjerglykke. Sproget er dansk, men accenten er fransk.

Siden Søren Ryges programmer blev vist på tv, er gården blevet en familie rigere. Et fransk vennepar – Aurore og Brice og deres 10 måneder gamle søn med det pæredanske navn Bjarne – er for nylig flyttet ind og bidrager nu på lige fod til arbejdet og husholdningen.

Denne torsdag har parret netop lagt sidste hånd på en ny hønsegård i baghaven, og det skal fejres. Mens børnene spiser grønsagsstænger og honningmader i skæret fra den lavthængende sol over bakken, lukkes hønsene ud i deres nye omgivelser. Hanen galer, og hønsene gokker, børnene leger, og de voksne snakker, og mens tusmørket gradvist sænker sig over gården, flyder de mange indtryk sammen til et lille stykke dansk virkelighed, som man kunne have lyst til at indramme og hænge op over sofaen som dekoration. Bondeidyl er ordet.
’Så’ der hønsefest!’ gjalder det gennem køkkenet på Stenbjerglykke
’Så’ der hønsefest!’ gjalder det gennem køkkenet på Stenbjerglykke
Netop det historiske bondesamfund fra før industrialiseringen fejede gennem samfundet og flyttede om på alle værdier udgør et pejlemærke for Mikkel og Frida.

»Hvis man kigger på den historiske bondekvinde, så er der mange, der vil sige, at hun var undertrykt,« siger Mikkel.

»Men hun var jo stolt af sit liv, og manden var stolt af hende. Deres roller var muligvis stereotype, men det handlede ikke om undertrykkelse. De var glade sammen, og de blev sammen – ikke fordi de var tvunget til det, som onde tunger hævder, men fordi den mening, de fandt i deres fælles livsførelse, ikke gav anledning til at søge grønnere græs hos naboen. Så når dét liv, som led i moderne kønspolitik, bliver reduceret til kvindeundertrykkelse, så gør det ondt på os, for det kunne ikke være mere fjernt fra virkeligheden,« siger han.

Nok er der mange berettigede elementer i kvindefrigørelsens historiske projekt, mener Mikkel og Frida. Men det er at gå over stregen, når man politisk forsøger at diktere, hvad kvinder skal og ikke skal. Parret sigter til en debat, som for nylig udfoldede sig i Politikens spalter.
’Livmoderfeminister’
En 35-årig mor, Anne-Mette Karstad, fortalte i februar i avisen, hvor hun fortalte, at hun havde valgt at drosle ned på studier og arbejde for til gengæld at prioritere tid med sin etårige datter.

Hendes udsagn affødte voldsomme reaktioner fra blandt andre to kvindelige debattører og feminister, Ditte Giese og Mette Pabst, som i et indlæg talte imod den nye position på ligestillingsområdet – en position, de mener Anne-Mette Karstad og andre »livmoderfeminister« er med til at fremme, når de vælger at gå hjemme og passe børn frem for at bruge deres statsbetalte uddannelse.

Naturligvis, understregede de to debattører, har alle kvinder ret til at vælge, hvordan de selv bedst forvalter deres eget liv – men:

»Det ville være skønt, hvis vi rent faktisk kunne tale åbent om, hvad de her familievalg betyder for kvinder på den lange bane: at kvinder ikke stiger nok i løn, ikke bidrager med nok til statskassen, ikke sparer nok op til deres pension, ikke bliver ledere og ikke får så meget indflydelse, som deres flotte uddannelser ellers nok kunne afføde.«

»Der står sjovt nok ikke et job og venter på højtuddannede kvinder i 40’erne uden noget nævneværdigt på deres cv, når de er færdige med at have små børn. For os handler feminisme om valg. Det er enhver kvindes, og mands, ret at springe af karrieretoget og være fuldtidsforælder i stedet. Vi andre gider bare ikke betale for jeres prestigeprojekt som supermor.«
Frida er uddannet cand.mag. i filosofi, men har aldrig følt trang til at ’realisere sig selv’ på arbejdsmarkedet
Det er et synspunkt, Frida har svært ved at goutere. Hun er selv uddannet cand.mag. i filosofi, men gik på barsel kort efter, at hun havde afleveret sit speciale.

Hun har aldrig følt trang til at ’realisere sig selv’ på arbejdsmarkedet, og hun har svært ved at se, at kvinder, der vælger at gå hjemme, skulle være medskyldige i at rulle de privilegier, kvindebevægelsen historisk har kæmpet for, tilbage.

»Hvilke privilegier?« spørger hun retorisk og lader forstå, at det for hende ikke er et privilegium at have så travlt med karriere og job, at hun ikke har tid til at se sine børn og må spise dem af med forarbejdet mad og tøj.

»Hvis kvinder bevidst har valgt deres uddannelse fra, fordi de vil gå hjemme hos børnene, så er det jo, fordi de føler i deres hjerte, at det er det rigtige for dem at gøre. Vi plejer at sige, at vi lever i en individualistisk tidsalder, men det gør vi jo ikke, så snart vi taler om mænd og kvinder. Så generaliserer vi. Der skulle hellere være noget mere fokus på, at det enkelte individ kan få plads til at vokse og gro,« siger hun.
Husmødrene frygtede en fremtid med to fuldtidsarbejdende forældre og et daginstitutionsliv,
som ikke er ulig det, vi ser i dag
Forfatter og journalist Pia Fris Laneth
Heller ikke Andrea Hejlskov føler sig ramt af kritikken. Eller ramt føler hun sig måske nok, men kritikken får hende ikke til at gen-overveje sit personlige valg.

»Jeg synes, at mange moderne feminister desværre kommer til at sidde og forsvare produktionsmidlerne. De siger: ’Nu har du fået en lang uddannelse, så skal du også ud på arbejdsmarkedet og betale den af.’ Der er sådan en mærkelig kvindeshaming over det: ’Nå, I vil bare sidde der og stoppe jeres egne sokker som en husmoder fra 1950'erne?’,« siger hun.

»Altså, grundlæggende siger de jo, at sådan nogle som mig er med til at svigte kvindesagen, og det synes jeg er noget bullshit. For kvindesagen handler jo om, at den enkelte kvinde skal bevidstgøres og træffe sine egne valg. Langt hovedparten af dem, der går ned med stress i dag, er jo kvinder. Og hvis man nægter dem retten til selv at bestemme, ender man bare med at sidde og forsvare patriarkatet og det kapitalistiske system, hvilket for mig er to sider af samme sag.«
Husmødre og karrierekvinder
Det er ikke første gang, at feminismen møder kritik fra egne rækker. I 1960'erne var der inden for kvindebevægelsen en kæmpe diskussion om, hvad frigørelse overhovedet var.

Skulle man, som husmoderforeningerne og flere menige medlemmer af Dansk Kvindesamfund mente, kæmpe for at højne respekten for det traditionelle kvindearbejde? Eller skulle man, som ledelsen af Dansk Kvindesamfund mente, kæmpe for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, så de kunne tjene deres egne penge?

I 1960’erne stod de to fløje stejlt over for hinanden. Arrigt kaldte husmoderfløjen Dansk Kvindesamfund for Danske Erhvervskvinders Samfund, fordi de mente, at organisationen kun talte de udearbejdende kvinders sag.

Det fortæller Pia Fris Laneth, der er journalist og forfatter til bestsellerbogen Lillys Danmarkshistorie – en familiekrønike, som i en personlig stil fortæller om de historiske skift i samfundslivet, der på få generationer har ændret vores forståelse af mænd og kvinder.

»Husmødrene frygtede en fremtid med to fuldtidsarbejdende forældre og et daginstitutionsliv, som ikke er ulig det, vi ser i dag,« siger Pia Fris Laneth. »De mente, at det ville være en ulykke både for kvinderne og børnene. Men som alle ved, tabte de jo kampen.«
Husmoderrollen er så godt som afviklet, og det har ifølge forfatter Pia Fris Laneth sat sit præg på vores forståelse af det traditionelt kvindelige arbejde
Skæbneårene var 1960-1973. 13 år med buldrende økonomisk vækst, og hvor gifte kvinder i stort tal strømmede ud på arbejdsmarkedet. 860.000 hjemmegående husmødre var i 1960 forsørget af deres mænd. I dag, blot 50 år senere, er tallet nede på cirka 20.000.

Husmoderrollen er så godt som afviklet, og det har sat sit præg på vores forståelse af det traditionelt kvindelige arbejde. Det har fuldstændig mistet sin status, fortæller hun.

»I det traditionelle landbrugssamfund var kønsrollerne nok rigide, men der stod samtidig en respekt om kvindearbejdet, som udmøntede sig i ordsproget: ’En kvinde kan bære lige så meget ud i sit forklæde, som en mand kan køre ind på sin høstvogn’,« siger Pia Fris Laneth.

»Man vidste godt, at det arbejde, som kvinderne lavede i huset, var lige så betydningsfuldt som det, manden lavede uden for huset. Hun var arbejdsleder for tjenestepigerne, lige som manden var arbejdsleder for karlene, og der stod respekt om husmorarbejdet. Men den respekt smuldrede i byfamilierne, hvor de fleste husmødre arbejdede isoleret i en toværelses lejlighed.«
Hvorfor skal alle kvinder partout oplæres i,
at det, de skal jagte, er mandens forfejlede værdier?
Bondemand Mikkel Christensen
I det politiske liv indfandt respekten for husmødrenes arbejde sig aldrig. Først med de senere generationer af veluddannede, selvforsørgende kvinder hoppede andelen af kvindelige folketingspolitikere op over 10 procent.

»På det individuelle plan forstår jeg hver eneste kvinde, der siger: ’Mit barn er vigtigere end mit arbejde – jeg vil have tid til at være sammen med mine børn, mens de er små’,« siger Pia Fris Laneth.

»Men hvis der er tilstrækkelig mange, som gør det, kan det samtidig komme til at spænde ben for forbedringen af kvinders samfundsmæssige forhold. Og det er dilemmaet: at en kønsarbejdsdeling, som fungerer ligestillet og værdigt og respektfuldt i den enkelte familie, alligevel godt kan resultere i store uligheder på samfundsplan.«
Det er jo ikke lykke!
Men på Stenbjerglykke holder Mikkel og Frida stædigt fast i agtelsen for de gamle dyder. De har grundlæggende svært ved at forstå den logik, der siger, at kvinder kun kan være frigjorte, hvis de går i mandens fodspor.

»Hvorfor skal alle kvinder partout oplæres i, at det, de skal jagte, er mandens forfejlede værdier?« spørger Mikkel.

»Det, vi opfatter som klassiske mandevalg, er jo ikke lykke. Manden er en tåbe, når han hellere vil arbejde over end at komme hjem til familien. Når han får mere i løn, fordi han presser chefen til det yderste i lønforhandlingerne, gør han sig selv en bjørnetjeneste, fordi chefen efterfølgende også forventer, at han så bliver længst, når det brænder på. Er det et ideal at leve op til?« spørger Mikkel.
Også Andrea Hejlskov er kritisk over for de stemmer, der advarer imod parforhold, hvor manden går på arbejde og sørger for pension og forsikringer, mens konen går og realiserer sig selv derhjemme i den fejlagtige tro, at hun er fri.

»Findes de kvinder overhovedet?« spørger hun retorisk.

»Det er i hvert fald ikke nogle, jeg kender. Hos os er det et fælles projekt, som handler om at boykotte den samfundsmodel, vi ikke tror på, og så starte i det nære med os selv, vores parforhold og vores hus – og derfra langsomt brede sig ud og begynde at se på sine relationer med andre mennesker, og hvordan man kan tage ansvar for dem. For mig er det helt klart en politisk kamp,« siger hun.

Hvad der er politisk, og hvad der er personligt, står ikke altid til at afgøre. Men hævet over enhver tvivl er, at de idealistiske par på gården på Fyn og i bjælkehytten i Sverige udtrykker et ubehag ved den moderne tilværelses opbud af færdigmad, arbejdsstress og institutionslogik, som rækker ud over dem selv og ind i et større samfundsmæssigt felt.

De peger på et problem, som de muligvis ikke selv er en universalløsning på. Men midt i deres radikale alternativisme minder de os alligevel om, at det er muligt at gøre tingene anderledes. Hvis det er det, vi vil.

»Siden vi flyttede herud, er der sket det, at vi er blevet afhængige af hinanden,« som Andrea Hejlskov formulerer det.

»Jeg har født fire børn og har bækkenløsning, så jeg kan ikke tage de tunge løft, men det kan min mand – mens jeg til gengæld kan noget, han ikke kan. Lige nu bliver vi punket for, at vi skal være så skide individualistiske i forhold til hele den her kønsdiskussion. Men det mener jeg, at vi historisk set er forbi. Det er meget gammeldags at sige, at vi alle skal ud og realisere os selv på arbejdsmarkedet. Det er vildt reaktionært.«
Tekst: Rasmus Bo Sørensen
Foto: Sigrid Nygaard

Redaktør: Anna von Sperling
Digital produktion: Johanne Pontoppidan Tuxen

© Dagbladet Information
Publiceret 8. april 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Saxe Lomholt
    Saxe Lomholt
  • Brugerbillede for Ulla Søgaard
    Ulla Søgaard
  • Brugerbillede for Maiken Guttorm
    Maiken Guttorm
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Anders Jensen
    Anders Jensen
  • Brugerbillede for Esben  Lykke
    Esben Lykke
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Benny  Larsen
    Benny Larsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
Saxe Lomholt, Ulla Søgaard, Maiken Guttorm, Carsten Mortensen, Anker Nielsen, Anders Jensen, Esben Lykke, Kurt Nielsen, Benny Larsen, Niels Nielsen, Torsten Jacobsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Tak for den artikel!

Emil Egelund, Maiken Guttorm, Carsten Mortensen, Bill Atkins, Anders Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Holm
Christian Holm

Det er meget hyggeligt og inspirerende. Man skal dog lige huske på, at de næppe skaber et økonomisk overskud af den størrelse der (via skat) vil kunne betale for lægeregninger og uddannelse. Den hænger vi andre på at skulle betale for dem. Så hvis de er HELT ideologiske – så skal de ikke modtage den slags ydelser fra Staten/kommunen. Heller ikke når børnene ligger med kighoste eller det der er MEGET værre. Det kan nok være at vores moderne liv på det industrielle og fortravlede arbejdsmarked er stressende; men det har i det mindste skabt et overskud hvor der er råd til kontanthjælp og pension til de svage – og fri uddannelse og lægehjælp til alle.

Hans Andersen, Christian de Thurah, Robert Kroll og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Der er noget hyklerisk over at forbruge offentlig hjælp i en landsby - der ikke kan bidrage. Jeg synes landsbyboerne burde flytte til et u-land hvor uddannelse er pauver og sundhedsservice, politi etc. endnu mere fraværende.

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Undskyld mig - men hvorfor må en familie ikke leve på den måde. De betaler da også til samfundet med moms, ejendomsskat osv. Ligeledes belaster de ikke samfundet med omkostninger til børnepasning og skolegang osv.
Er det ikke mere forkert med alle de mennesker , der snyder med skattely og på anden måde forsøger at omgå betaling af skat?

Liliane Murray, Agnete Stovgaard, carsten jensen, Emil Egelund, Nille Torsen, June Pedersen, Clara Fischer Stephansen, Carsten Mortensen, Helene Kristensen, Bill Atkins, Morten Andersen, Kurt Nielsen, Benny Larsen, sascha olinsson, Carsten Wienholtz, Dana Hansen, Niels Nielsen, Jørgen Steen Andersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Dorte Sørensen

For en enkelt familie eller to er der intet problem - men for en større gruppe - der aldrig vil få nogen evne til at betale skat - er der.

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Henrik Brøndum
Hvis flere begyndte at leve med et mindre forbrug mindre stress og meget selvforsynende så de ikke skulle have overførselsindkomst mv. Tænk om de fik et sundere liv med færre sundhedsudgifter osv. så kan det jo være at det blev en "overskudsforretning" for samfundet.
Måske skal "vi" tænke anderledes i stedet for at komme med tanken om at det skal kunne betale sig at arbejde og der med indføre nogle uværdige levebetingelser for de syge, ledige osv. Tænk om "vi" fik et bedre samfund, der så gav værdighed til mange flere.
Mht. SKAT så kunne "vi" begynde at gøre SKAT "arbejdsdygtig" til indrivning af den udstående skat, undgå skattesnyd og skatteunddragelse osv.

Liliane Murray, Thomas Barfod, Agnete Stovgaard, carsten jensen, Nille Torsen, June Pedersen, Nils Fuglesang, Torben Jensen, Helene Kristensen, Bill Atkins, Anker Nielsen, Anders Jensen, Morten Andersen, Kurt Nielsen, Hans Larsen, Niels Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Harder Vingaard Larsen
Jens Harder Vingaard Larsen

Nu har jeg ikke set DRs udsendelse, og det kan være de tog det op, men jeg synes Christian Holms kommentar er passende. Det havde været mere spændende at snakke om det hykleriske i at det frie valg dette par har taget, blandt andet fordi de havde ressourcerne til det, jo ikke er noget alle kan gøre. Fordi at i det ellers så idylliske bondesamfund de snakker om, ja der døde børnene som fluer, mødrene i barselssengen, ingen kunne læse, der var lus overalt, osv. så hvis de skal passe deres børn forsvarligt, ja, så har de brug for det samfund de er flygtet fra. De har formodentligt også strøm og lignende. Nu har alle jo heller ikke et it-firma de lige kan sælge for at leve i måske flere år uden reel indtægt. Det er et privilegie folk med overskud kan vælge, ligesom andre med råd til det køber en båd eller tager 14 dage i Thailand om året. Så i stedet for den evige snak om kønsroller, havde denne bredere sociale vinkel på deres liv måske været mere spændende.

Økohippe? Et valg for dem som har råd!

Brugerbillede for Jens Harder Vingaard Larsen
Jens Harder Vingaard Larsen

Dorte, man kunne måske godt få færre udgifter fx til kontanthjælpsmodtagere, hvis man, lad os for sjov sige, tilbød dem udbetaling svarende til 2 års kontanthjælp hvis bare de flyttede på landet og blev selvforsynende, men med det krav at de ikke fik mere de næste fx 5 år. Vupti, så har man sparet 3 års kontanthjælp (hvis vedkommende under alle omstændigheder var blevet så længe væk fra arbejdsmarkedet, hvilket formodentligt betyder at man er syg og derfor nok ikke kan drive et gammeldags landbrug). Problemet er hvis alle pludselig vil det her. Hvem skal så indbetale så hospitalerne fungerer? Hvem skal arbejde på dem? Det er et eksempel, men der er hundredevis af job og funktioner man ikke bare lige kan undvære, uden at også få alle de dårlige konsekvenser af bondesamfundet, med sygdom som det ekstreme eksempel.

Denne livsstil er for mig en luksusdille for dem som har råd og fred være med det. Hvis jeg en dag kommer til penge vil jeg da også bruge nogle af dem på noget jeg synes er sjovt.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Dorte Sørensen

Hvis du ikke allerede har prøvet det - vil jeg foreslå dig at rejse ud på landet i et u-land og se hvordan levestandarden er der.

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Hvis man er lidt opfindsom kan selvforsyning ske uden et landbrug på landet. Fx. byhaver, fælles jordstykker der kan dyrkes af andelshavere/boligforeninger - ja det er kun fantasien der sætter grænsen.
Deleøkonomi, byttehandler osv. her er mange muligheder - hvorfor skal alle have de samme fx. haveredskaber, når de kan eje dem i fællesskab og bruge dem efter behov. Osv.....
Ligeledes kan "vi" blive bedre til at dele arbejdet - så færre bliver nedslidte og sat udenfor.Ja der er mange nye muligheder, hvis samfundet giver lov til en sådan ny livsform.
Henrik Brøndum så glem bare dine tanker om bort rejse til et landbrugsliv i et u-land - hvor end det findes.

Liliane Murray, Nille Torsen og Kent Thomsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annika Tiin Nielsen
Annika Tiin Nielsen

Den der indvending med "de nasser på samfundet" er vi altså nødt til at komme over. Der er SÅ meget brug for at vi eksperimenterer med andre måder at leve på i disse stress-epedimi- og post-finanskrisetider, at vi burde takke disse folk for at starte i det små.

Men der er et helt andet aspekt, jeg har det svært med. Begge familier laver en meget sort-hvid skelnen mellem det meningsfyldte liv inden for hjemmets/naturgrundens fire mure og så det meningsløse liv ude i samfundet. Der er enten kernefamilielivet - eller det vanvittige karriereræs. Men hvor placerer man så ildsjæle-drivkraften, frivillighedsgenet og den i os alle iboende længsel efter sammen med andre at finde løsninger på udfordringer i samfundet? Altså det arbejde og de fællesskaber, der udspiller og udvikler sig i civilsamfundet, ikke i kernefamilien?

Jeg kan sagtens forstå, at mange mennesker ikke synes deres formelle arbejde er meningsfyldt. Men jeg ville aldrig kunne nøjes med at passe mig selv og min nære familie. Og jeg ville heller ikke ønske at mine børn voksede op uden at kende til foreningsliv, sociale initiativer, venskaber på tværs af holdninger og baggrunde, landsby- eller kvarterssamarbejde. Mødet med de andre og det anderledes.

Det synes jeg familierne her glemmer at forholde sig til (det kan også være interviewerens skyld).

Lise Lotte Rahbek, Clara Fischer Stephansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Annika Tiin Nielsen, mødet med de andre og det anderledes er noget du ikke kan undvære, siger du. Jeg forstår dig, jeg har det på samme måde. Men man behøver vel ikke at gå fra den ene grøft til den anden? Måske er der en middelvej?

Men først: Hvordan disse mennesker nasser på samfundet kan jeg virkelig ikke se. De dyrker jorden og sælger frugten af deres arbejde, hvad nasseri er der over det?

Og så er der den gamle jeremiade: "Tænk, hvis alle gjorde ligesom dig, hvad skal det så ende med?" I kan være ganske rolige, alle gør ikke lige som disse mennesker, for det har de fleste hverken fantasi eller mod til. Bare se på jer selv, I kan ikke engang forestille jer, at I selv ville gøre det, uden straks at få moralske kvababbelser. Langt de fleste vil forblive i hamsterhjulet, fordi selv om det er stressende og medfører en alt for tidlig død, så er det dejligt konformt, og konformisme er og bliver den største danske dyd, i hvert fald i danskernes egen selvforståelse. Vi hylder individualismen, men de færreste tør for alvor leve deres individuelle lyster ud, man skal jo ikke tro, at man er noget, sagde manden og flyttede derfor til Norge, hvor han blev en berømt forfatter.

Som Annika Tiin Nielsen er inde på, er der imidlertid nogle mennesker, der ikke er så fantasiforladte og jantelovsfikserede som Henrik Brøndum og Jens Harder Vingaard Larsen foregiver at være, og som godt kan se det interessante i dette "tilbage til rødderne"-projekt, men som samtidig ikke ønsker at opgive storbylivet med dets adrenalinsus og kreative kaos og andre urbane fornøjelser. Hvad kan disse mennesker gøre?

Ja, de kunne fx lade sig inspirere af disse Waldgänger-familier, og prøve at udtænke en mellemløsning, altså en måde, hvor man er med i hamsterhjulet i begrænset omfang, så man også kan få lidt tid til at være sammen med sine børn.

De i artiklen omtalte familier har valgt at gå linen helt ud, sikkert fordi de har følt, at det ikke er muligt at være halvt til stede på det moderne arbejdsmarked. Enten knokler man, så blodet springer, eller også er man helt uden for arbejdsmarkedet. Jeg forestiller mig det kan være lidt ligesom med junkierne, man skal helt ud af miljøet for at have en chance for at blive stoffri.

Så de mennesker, der "aldrig kunne nøjes med at passe sig selv og sin nære familie" kan jo prøve at spørge deres arbejdsgiver, om de kan få lov at gå ned i tid. Det kan de nok ikke, men så er det da afklaret, og så må man jo bare klø på med slavetilværelsen og betale for et robusthedskursus..

Men skulle det være muligt at få lov til at arbejde på deltid, kan det jo være, at det kan lade sig gøre at få et mere harmonisk liv. Nogle mennesker er arbejdsnarkomaner, men det gælder vel ikke alle. Det er da et eksperiment værd, og ikke noget, man bare skal afvise på forhånd, fordi man ikke har fantasi til at forestille sig, at tingene kunne være anderledes.

Prøv det af, det er ikke forbudt (endnu) at tilrettelægge sit eget liv.

Liliane Murray, Lise Lotte Rahbek, Maiken Guttorm, Clara Fischer Stephansen, Jens Kofoed, Kent Thomsen, Bill Atkins og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

PS: "Waldgänger" er et gammelt tysk ord, som blev anvendt på mennesker, typisk landsknægte og værnepligtige, der efter en krig var gået ned med PTSD (som dengang ikke var blevet opdaget og anerkendt som en sygdom endnu) og derfor blev eneboere ude i skoven, fordi de ikke kunne holde andre mennesker ud.

Ernst Jünger genoplivede ordet efter Anden Verdenskrig, som en betegnelse for et menneske, der besidder et oprindeligt forhold til friheden og som modsætter sig den sociale automatisme og afviser denne automatismes etiske konsekvens, fatalismen.

"Waldgänger ist also jener, der ein ursprüngliches Verhältnis zur Freiheit besitzt, das sich, zeitlich gesehen, darin äußert, daß er dem Automatismus sich zu widersetzen und dessen ethische Konsequenz, den Fatalismus, nicht zu ziehen gedenkt."

S'et i PTSD står som bekendt for "stress", og da det moderne arbejdsliv er militært organiseret, er det ikke noget stort mysterium, at PTSD i vore dage er blevet udbredt i det civile samfund.

Det militariserede, uniformerede civile samfund er effektivt som en militærmaskine, men arbejdersoldaterne i krigs- og konkurrencesamfundet er inde bag slipset og kropspanseret bare nogle bløde, sårbare mennesker af kød og blod, der kun kan holde til så og så meget, før de bryder sammen.

Hvorefter nogle af dem søger ud i skoven.

Liliane Murray, carsten jensen, Lise Lotte Rahbek, Maiken Guttorm, Jens Kofoed, Carsten Mortensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

Hvor er det dog opmuntrende at høre om folk der for alvor har forsøgt - og et langt stykke hen ad vejen givetvis er lykkedes med - at gøre op med 'autoritariteternes' (jeg ved ikke om det ord findes, men det burde det. Og PS : Hvis det er min opfindelse, så er det rigtigt stavet!) diktatur.

Det er vejen frem.

Emil Egelund, Carsten Mortensen, Bill Atkins, Anders Jensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annika Tiin Nielsen
Annika Tiin Nielsen

Niels Nielsen: Jeg mener selv, at der er veje midt i mellem og har også selv taget et bevidst valg i den retning (jeg passer et kontorjob fra 9-15 til en meget dårlig løn, men prioriterer til gengæld frivilligt arbejde og deltager aktivt i lokalsamfundet SAMMEN med min familie). Jeg savner, at familierne i artiklen forholder sig til den meget indadvendte familieboble, som de lever i. Er det befordrende i en tid, hvor udfordringer som flygtningestrømme og klimaproblemer kræver fælles civile løsninger? Det ville jeg gerne høre deres holdning til.

Lise Lotte Rahbek, Clara Fischer Stephansen, Herdis Weins, Anders Jensen, Kurt Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen
Anders Jensen

Respekt!
Overførselsindkomst til siden. (forholder mig ikke umiddelbart til deres økonomiske bæredygtighed.)
Det er en inspiration at læse om folk der tager ansvar for deres eget liv.
Lige præcis dette er noget vi tilstræber. At skabe vores egen fremtid, hvor vi har kontrol over de helt basale nødvendigheder som vi har brug for.

<3 kærlighed er loven, kærlighed under vilje.

Liliane Murray, Maiken Guttorm, Nille Torsen, Clara Fischer Stephansen, Kurt Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Jensen
Anders Jensen

@Henrik
Alt ære og respekt for din indsigt.
Men kunne du tage et skridt tilbage og lade være med at forfalde til stråmænd bare fordi du er angst for at skulle tilvejebringe dine personlige basal-behov?
(Projicering m.v. skal ignoreres. :p)

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

"Nu har alle jo heller ikke et it-firma de lige kan sælge for at leve i måske flere år uden reel indtægt. "
Ganske rigtigt, men Henrik Brøndum har, og hader at bo på landet.

Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg har det godt med de billeder jeg ser. Det er sundt for sjælen at se på. Børnene har det tydeligvis som i en eventyrverden.
Forleden blev jeg på cykel overrasket af regnvejr og søgte ly på en bedre frokostrestauran på Vesterbro lige ved frokosttid. Tro mig efter snakken at dømme, højt - med kolleger og i mobiltelefoner, så var det tydeligt, at risikoen, for at 'alle' vælger at blive Waldgängere, er meget meget lille. Men jeg tror, men det er et gæt, at rigtig mange fra denne kreative klasse (læs: arbejdsnarkomanerne) gerne vil besøge det marked hvor Waldgängerne sælger deres økoprodukter, hjemmebag og husflid. Det er en vidunderlig tanke i en stresset, men spændene, hverdag, at nogen holder skovlivet i hævd.

Kravet om økonomisk rentabilitet? Ren misundelse.

Liliane Murray, Maiken Guttorm, Anders Jensen, Nille Torsen, Christel Larsen, Kurt Nielsen, Niels Nielsen, Dina Hald, Carsten Mortensen, Helene Kristensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

Rent faktisk har disse mennesker, som nogle af kommentatorerne er så bange for at skulle forsørge - en internetbutik, hvor de sælger hardware som plove, økser og andet som er nødvendige til det bondeliv de fører. Da skattevæsenet har det stramt med små-indtægter under millionstørrelsen skal de såmænd nok få skattepenge vredet ud af disse indtægter.

Men det er selvfølgelig en form for bondeliv, som ikke holder røven oppe på Mosanto og gødningsfabrikkerne, så selvfølgelig kan den slags udskejelser ikke tolereres. For øvrigt kan det moderne konventionelle landbrug heller ikke betegnes som en gavebod til samfundet, da flertallet får mere i tilskud end de producerer, hvorfor landbruget står med minusindtægt - dermed ingen betalt skat og friplads til vuggestuer m.m.
Så pak bare forargelsen ind, der er formodentlig lige så stor eller større indtægt til samfundet i disse uden-for-samfundet-mennesker som ved konventionelt landbrug - de forurener bare væsentlig mindre.

Liliane Murray, carsten jensen, Lise Lotte Rahbek, Maiken Guttorm, Niels Nielsen, Anders Jensen, Nille Torsen, Christel Larsen, Clara Fischer Stephansen, Hans Larsen, Kurt Nielsen, Kent Thomsen, Dina Hald, Carsten Mortensen, Trond Meiring og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Det er en sympatisk famile, vi møder her, og det er dejligt, at de kan udleve deres drøm, men dybest set er hele arrangementet en fiktion a la "Bonderøven", en moderne Robinson Crusoe-myte, der kan virke som en sikkerhhedsventil for det "ubehag i kulturen", som Freud talte om, og som åbenbart er civilisationens pris. Vi drømmer måske om det selvforsynende og "bæredygtige" liv på landet, men vi realiserer det ikke i større omfang - og godt det samme, for det ville blive et fattigt og sølle samfund uden overskud til kulturliv, videnskab eller cafe latte, rent bortset fra, at der slet ikke ville være plads til os alle sammen.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Christian de Thurah

'for det ville blive et fattigt og sølle samfund uden overskud til kulturliv, videnskab eller cafe latte'

Øeh.... Hvor var det lige pengene til det kom fra?

Brugerbillede for Bill Atkins

Christian de Thurah, er diversitet og coeksistens ikke at foretrække for uniformering og forbrugerisme?

Liliane Murray, Kurt Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Anders Jensen og Clara Fischer Stephansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Hvor pengene kom fra? Jeg tvivler på, de kom fra virksomheder som den her beskrevne. Den producerer næppe meget mere, end familien selv skal bruge. Hvis vi alle skal arbejde 24/7 for at fremskaffe det mest nødvendige, bliver der ikke meget overskud. Derfor er den arbejdsdeling, vi ser i dag, forudsætningen for overskud til alt det, der ligger ud over den blotte nødtørft.
Man kan selvfølgelig som aristokraten Leo Tolstoj sy sine egne støvler, fordi man føler en moralsk pligt til det, men efter sigende blev det nogle elendige støvler, så måske havde det været smartere at bruge tiden på noget, han var god til, og så købe støvlerne af en, der havde forstand på den slags. Derved var han så blevet "forbruger", men ikke nødvendigvis "forbrugerist".

Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

Pengene til kulturliv, videnskab og cafe latte kommer ihvertfald ikke fra det konventionelle landbrug, som får 84 mill. i tilskud for hver gang de tjener 82 mill. Danmarks konventionelle landbrug er den største kontanthjælpsmodtager som samtidig pga. lobbyisters magt får lov til stort set uindskrænket at svine og forurene samfundet, miljøet og drikkevandet, uden selv at skulle betale for oprydningen. Hvilket andet erhverv kan leve af kontanthjælpen fra samfundet og samtidig sende regningen for miljøsvineri videre til skatteyderne?.

Rent faktisk er det udbrydere som tænker udenom banklån og tilskud fra alt og alle, der i fremtiden skal drive Danmark frem. Udlandet efterspørger økologi, og vi har både viden og erfaring, men i stedet pøser vi flere penge i et døende erhverv, som ikke engang kan tjene ind på produkterne hvad det koster at lave dem.

Uhhuuuu hyler det konventionelle landbrug, hvis ikke vi får tilskud i hoved og røv, så kan I ikke få de billige varer. Hvem hulen har sagt vi vil have billige varer? Man får jo sekundavarer, kød og andre landbrugsprodukter smidt i nakken til underpriser, og man skal bevidst lede efter kvalitet som oftest er økologisk, og betaler så også en rimelig pris for det. Tænk, ikke økologiske kyllinger opvokset under modbydelige forhold kan du få 3 for en 50'er, men faktisk kan økologer sælge en kylling til 129,- kr - og de bliver solgt. Den økologiske forsvinder nemlig ikke ved tilberedning, men giver fint mad til 3 personer i 3 dage.

Så find glæden ved de gode råvarer, drop det underskudsgivende konventionelle landbrug - og få en bedre indtjening, og ikke mindst, få lavet noget fornuftig omsætning til fremtiden - og vi kan sq sælge de varer og den viden der er i Danmark om bedre produktionsformer, til udlandet.

Agnete Stovgaard, carsten jensen, Kurt Nielsen, Anders Jensen, Nille Torsen, Niels Nielsen, Dorte Sørensen, Randi Overgård og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Brink

"Det er, som om feminismen fuldstændig har
overtaget ideen om, at arbejdsmarkedet skulle være det eneste frigørende her livet". Hørt

Brugerbillede for Jesper Oersted
Jesper Oersted

4 børnefødsler og en bækkenbundsløsning og så kunne mor ikke længere klare de tunge løft! Den slags er betonfeministerne alt for distancerede fra, for dem er køn en social konstruktion. Livets hårde realiteter på landet viser jo noget ganske andet.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Christian de Thurah
09. april, 2016 - 13:51
Den arbejdsdeling vi har i dag lader nogen arbejde 24-7, andre meget lidt, og alligevel er der nødtørft, selv blandt de der arbejder 24-7, der ikke bliver tilgodeset.

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Jens Thaarup Nyberg
Jeg påstår ikke, at tingene fungerer ideelt, men jeg tror ikke, det er muligt at skabe ret meget overskud uden arbejdsdeling. Det handler nok mere om at justere kursen end om at slå bak.

Brugerbillede for Peter Nielsen
Peter Nielsen

Det prøver jo ikke noget nyt. De vender tilbage til noget fra en svunden tid. De kan gøre det relativt omkostningsfrit fordi fælleskassen tillader det. Deres projekt er isoleret set en romantisk drøm de udlever, men den dag hvor dasset brænder, der står vi alle og hjælper dem igen. Måske ikke dem der har skjulte formuer på Bahamas, men alle os andre.
Deres isolerede forsøg lever kun fordi omverden tillader denne leg.
Lad dog familien udleve deres drøm og de ser jo ud til at tjene penge på salg af brød og diverse. Helt isoleret er de jo ikke, men spøjse og lidt originale er de så sandelig.

Brugerbillede for Bill Atkins

men spøjse og lidt originale er de så sandelig. Ja, og hurra for det.

Liliane Murray, Kurt Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

'De vender tilbage til noget fra en svunden tid.'

Der findes ikke tilbagevenden til en svunden tid, Der findes forsøg - som den i artiklen beskrevne - på at finde gamle, men stadig særdeles brugbare værdier frem, og bringe dem til anvendelse i en praksis som overfladisk betragtet kan virke som regressive, men som i virkeligheden i høj grad bygger på den erfaring som er kommet til siden datiden var nutid.

At genfinde disse værdier og at bringe dem i spil i praksis kan man jo godt håne folk for, specielt hvis de ønskes erstattet med de for øjeblikket heftigt diskuterede og kritiserede moderne egocentriske værdier som skattely, nej til flygtninge, ned med velfærdsstaten o.lign.

Brugerbillede for Jesper Pedersen
Jesper Pedersen

Naturligvis nasser de ikke. De klarer jo sig selv.

Men det er sikkert rigtigt, at de ikke bidrager meget til fx overførselsindkomster.

Men det er en konsekvens at den måde, vi har skruet velfærdssamfundet sammen på. Der er så høje skatter og afgifter på alting, og så meget bureaukrati, at det kan betale sig at gøre ting selv i stedet for at betale andre for det. Istandsætte sin egen lejlighed, bage sit eget brød, dyrke sine egne grøntssager, lappe sin egen cykel, sy sit eget tøj.

Man kan også producere og sælge ting, hvis man undgår alle mellemmænd. Der er masser af stalddørssalg, frugtboder, kunsthåndværk.

Jeg synes, at det er alletiders. Men når det kan lade sig gøre at producere kvalitetsrugbrød til noget der ligner konkurrencedygtige priser med bare fødder og tærskeværker fra vores oldeforældres tid, så er det fordi det industrialiserede alternativ har mange led, der afleverer penge til statskassen.

Brugerbillede for Christian Holm
Christian Holm

Lidt ærgerligt hvis man ikke kan blive behandlet for kræft fordi alle lægerne og dem der laver medicin er hjemme og lave kvalitetsrugbrød med fødderne (som jo aldrig er konkurrencedygtigt hvis man indregner arbejdstiden), fodre deres hushold af dyr, reparere drænrør og tygge maden for deres børn.
Det er jo en afvejning af hvad man helst vil.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

..Og måske var der ikke slet så mange, som havde brug for kræftbehandling, hvis flere lavede rugbrød med fødderne.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Christian Holm, det siges, at glyfosat muligvis er kræftfremkaldende, så hvis arbejderne på Monsanto i stedet for at producere Roundup lavede rugbrød med fødderne, var denne risiko jo voldsomt formindsket.

http://www.monsanto.com/glyphosate/pages/does-glyphosate-cause-cancer.aspx

Så Lise Lotte Rahbeks slutning er ikke en fatal fejlslutning, højst en betinget fejlslutning, baseret på at lade tvivlen komme os mennesker til gode. Mens din manglende anerkendelse af argumentet derimod kan gå hen og blive fatal for os alle.

Brugerbillede for lone bording
lone bording

spørgsmålet om truslen for ligestilling er meget søgt - først skal man acceptere at det er mere lige at fælde træer end at amme - og så skal man acceptere at alle unge familier på landet har delt sig i traditionelle kønsroller - min Svigerdatter er jæger og havde motorsav traktor og motorcykel med ind i ægteskabet på gården med fire Tønder land der nu danner rammen om familien med tre børn tre får seks grise 50 høns og 1 tønde land med skov -

Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Det er fint, at det kan lade sig gøre for den lille familie, men det er ikke en løsning for samfundet som sådan. At leve på den måde stiller krav til evner og mental styrke, som kun de priviligerede og veluddannede kan klare med rimelig succes.
Det vil aldrig blive en løsning for samfundet i større stil. Og sletikke for de mindre priviligerede!

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

At være på landet er sundt både for privilegere og ikke privilegere på samme måde som en kolonihave kan være vældig sund, hvis man har råd til at få en og man skal selvfølgelig også have overskud til at klippe hækken to gange om året.

Brugerbillede for Hans Andersen
Hans Andersen

"Mht. SKAT så kunne "vi" begynde at gøre SKAT "arbejdsdygtig" Det kan desværre ikke lade sig gøre! INGEN ansvarlige i Skat er værd at samle på! Derfor skal Skat erstattes af Skat ver.2 (Gradvist), hvor man KUN ansætter KVAVILIFACEREDE (Er aldrig set før!) Er det ikke muligt FOR EEN GANGS SKYLD at ansætte folk, der kan deres job? Der MÅ kunne findes folk, der enten selv kan programmere eller være i stand til at pege på LØDIGE firmaer, der kan levere brugbare programmer! Det har man desværre aldrig oplevet før! Man har desværre heller ikke een eneste ansat, der bruger sin sunde fornuft og iværksætter et FORSØG med et nyt program SIDELØBENDE med de opgaver, det skal løse! Findes der virkeligt ikke een eneste i offentlig regi, der fatter, at hvis man skal løse en opgave på en ny måde, så er det smart, at prøve det først, før man kaster alt overbord og ødelægger alt i kaos! Desværre får vil ALDRIG at vide, hvem der er ansvarlige med navns nævnelse!

Brugerbillede for Hans Andersen
Hans Andersen

Undskyld, hvis jeg har afsporet debatten! Men jeg fik ved et citat fra denne debat lyst til at føre mig frem mht til Skat og dennes uformåen!
Med hensyn til den dejlige familie, synes jeg, at det er skønt, at vi har råd til den slags! Med hensyn til mangel på institutionspladser og folkeskole, er jeg i den grad overbevist om, at de dejlige børn vil kunne klare sig, når de skal tage stilling til videre uddannelse og den slags!