Vi hader ikke mænd, men vi hader ideologien bag deres adfærd
Indien rummer et nærmest uendeligt rædselskabinet af voldtægter. I flere nordindiske delstater er antallet af voldtægtssager stigende, og her kæmper kvinder med lov, ord og våben for en hverdag fri for seksuelle overgreb
Vi hader ikke mænd, men vi hader ideologien bag deres adfærd
Kristian Lauritzen, tekst
Sofia Busk, foto
Indien rummer et nærmest uendeligt rædselskabinet af voldtægter. I flere nordindiske delstater er antallet af voldtægtssager stigende, og her kæmper kvinder med lov, ord og våben for en hverdag fri for seksuelle overgreb
Kristian Lauritzen, tekst
Sofia Busk, foto
Sanju:
»Jeg forsøgte at råbe efter hjælp«
Jeg hedder Sanju, men jeg foretrækker ikke at få mit efternavn på tryk. Jeg er født i landsbyen Dabra i delstaten Haryana. Vi boede i et hus med to værelser. Min storebror boede hos min bedstemor i en anden by.

I landsbyen var det ikke normalt, at børn fik lov til at gå uden for hjemmet alene, men mine forældre gav mig meget frihed.

Mine forældre var de eneste dalitter (dalit er betegnelsen for kasteløse og betyder ’det knuste folk’) i landsbyen, der havde en uddannelse. Min far var gartner, og min mor er skolelærer. I skolen spillede jeg ofte volleyball i frikvarteret.

Den dag, den 9. september 2012, var der 10 dage til, jeg skulle til eksamen i hindi i 10. klasse. Jeg havde glemt en skolebog hos min onkel. Han boede et stykke fra landsbyen, så jeg tog en tuk-tuk og steg af for at gå de sidste par kilometer.

Pludselig kom en bil kørende på grusvejen, og to mænd steg ud, greb fat i mig bagfra og smed mig ind på bagsædet. Jeg genkendte den ene af de to andre mænd, der sad i bilen som en kriminel fra landsbyen. Jeg forsøgte at råbe efter hjælp, men de holdt mig for munden. Bilen stoppede, og de hev mig ud på en kornmark. Her stødte fire mænd til på motorcykel.
Prabsharan Kaur Mishra trækker en sylespids kniv i underarmslængde op af sin sportstaske. »Vi plejer at sige, at ét våben er ingenting. Du er nødt til i hvert fald at have to,« siger hun og rykker i passagersædet med sine brede skuldre. Privatchaufføren i den firehjulstrukne Mitsubishi holder øjnene på New Delhis kaotiske trafik.

Sharan, som hun bliver kaldt, har altid en foldekniv i en snor om halsen, og under sædet ligger en bowie-kniv – sådan en Rambo-kniv med takker – i et hylster. ’Vi’ er den 29-årige inder selv og hendes mand, som er lejesoldat i den indiske hær og søn af en rig forretningsmand.

»Man kan aldrig vide. Specielt ikke i et område som her,« siger hun med en dyb stemme og kigger ud ad vinduet under skyggen på sin militærgrønne kasket. Sharan er instruktør i Krav Maga, som er en disciplin i selvforsvar udviklet af den israelske hær.

Vi er netop kørt fra en skole i slumområdet Kishangarh Village, hvor hun har trænet 30 børn i 12-14-årsalderen i albuestød og halsgreb under åben himmel. Sharan spørger, hvad vi synes om dytteriet i New Delhi, der lyder som en sværm af testosteronpumpede bier.

»Jeg hader det selv,« siger hun. »Engang svinede jeg en fyr til – sådan gør vi i sikh-kultur – fordi jeg troede, han dyttede umotiveret, mens jeg sad ved siden af i en rickshaw. Ham, der dyttede, var en fyr på motorcykel, som blev rasende og ville slås. Men han tabte sine ting, da han bremsede. Ha! Karma,« siger hun og griner med en hakkende latter.
Selvforsvar. Jeg vil kun bruge våben som sidste udvej, men jeg mener, at alle indiske kvinder burde bære våben for deres sikkerheds skyld, siger 29-årige Prabsharan Kaur Mishra.
Sharan er sikh, og sikher er ofte højere end hinduer, siger hun som forklaring på, hvorfor hun skyder i vejret blandt mange indere. Den 180 centimeter høje kvinde træner både børn og voksne i selvforsvar. Det kræver mod at påføre andre smerte, siger hun og fortæller, at hun vil have indiske kvinder til at forstå, at det er i orden at reagere med vold, hvis en fremmed vil forgribe sig på dig.

»Prik hans øjne ud, hvis det er det, der skal til for at slippe væk,« siger hun og trykker tommelfingrene frem i luften under de knyttede næver, som pressede hun på to øjeæbler.

»Da jeg begyndte til selvforsvar efter ’Nirbhaya’, var vi to til træning. Kvinder tror ikke for alvor, at de selv bliver ramt af overgreb.«

Nirbhaya betyder ’den frygtløse’ på hindi og var det navn, en 23-årig indisk kvinde fik i offentligheden, efter hun var blevet voldtaget og torteret til døde af seks mænd i en bus i New Delhi i 2012.

Sagen gik verden rundt og satte gang i rekordstore protester i landet, udløste strammere lovgivning og inspirerede feministiske bevægelser – længe før, det første #MeToo blev skrevet på Twitter i den vestlige verden.

Men meget tyder på, at omfanget af voldtægter i Indien ikke er blevet mindre. Ifølge en undersøgelse fra juli i år af det britiske Thomson Reuters Foundation, er Indien verdens farligste land for kvinder. Blandt andet på grund af risikoen for seksuelle overgreb.

»Vores samfunds historie er forskanset af patriarkalsk kvindehad,« sagde den kvindelige Bollywood-instruktør Alankrita Shrivastava som kommentar til undersøgelsen. I mens gik indiske mænd og kvinder på gaden med skilte, hvor der stod, at de skammede sig over at være fra et land, hvor 42 procent af kvinderne siger, at de har været udsat for seksuelle overgreb, inden de har været fyldt 19 år, og hvor en kvinde ifølge det indiske indenrigsministerium bliver voldtaget hvert 15. minut.
Sanju:
»Da jeg gik i skole dagen efter, havde jeg ikke fortalt nogen, hvad der var sket«
De trak mig ned i græsset, så jeg lå på ryggen. To mænd holdt mine arme, og to holdt mine ben. De hældte vin i munden på mig, kaldte mig for en »kasteløs kælling« og sagde, at de ville dræbe mig, hvis jeg sagde noget til min familie. De ringede efter flere mænd. De var 12 i alt. Den yngste var 18 år, den ældste 60. En af dem filmede med sin telefon. Til sidst mistede jeg bevidstheden. Det hele varede tre timer.

Da jeg vågnede, vidste jeg ikke, hvad der var sket. Sex var ikke noget, man talte om i landsbyen. Men jeg vidste, at mine forældre ville blive bekymrede, hvis jeg kom sent hjem. Jeg havde smerter i hele kroppen, men jeg tog mit tøj, der lå i græsset, på og gik hjem.

Mændene valgte mig, fordi jeg er kasteløs og fra en uddannet familie. Mange mænd fra højere kaster bryder sig ikke om, at kasteløse kvinder klarer sig godt.

Da jeg gik i skole dagen efter, havde jeg ikke fortalt nogen, hvad der var sket. Foran indgangen stod nogle af mændene og grinede. De viste mig en mobiltelefon og afspillede videoen. Jeg blev skrækslagen og vendte om. De fulgte efter mig på motorcykel, mens de truede mig.

Min veninde havde haft en kæreste, og hun sagde, at det, jeg havde været udsat for, var voldtægt og meget forkert. Mange i landsbyen fik videoen at se. Min mor hørte om det, og da min far havde set videoen, tog vi på politistationen. På vej blev vi stoppet af fire af mændene, som sagde, at de ville slå os ihjel, hvis vi anmeldte det.
Sharan bor med sin mand i en ejendom på tre etager i et af New Delhis velhaverkvarterer. Parret mødte hinanden for halvandet år siden, da Sharan gik til paramilitær træning, og han lærte hende at håndtere en AK-47. Ud over at være lejesoldat arbejder han i ’sikkerhedsbranchen.’

Jobbeskrivelsen præciseres ikke nærmere. 25 tjenestefolk er tilknyttet huset og hans forældres hjem længere oppe ad vejen. Sharan har gået til styrketræning i årevis, men det var først, da hun begyndte til kampsport, at hun lærte, hvad hun skulle stille op i en farlig situation.

»I dag er det mit job at være på vagt,« siger hun, da vi tager plads i stuen, der er indrettet i kolonistil med mørke træmøbler og guldskulpturer på hylderne. En mandlig hushjælp stiller hash browns og øl på et glasbord.

Sharan sidder i sofaen i skrædderstilling med en tændt cigaret mellem fingrene. Bag hende hænger et maleri med mænd og kvinder i koreanske klædedragter.

For nylig var der en fyr, der ramte hendes bryst med hans albue, da han passerede hende på gaden.

»Jeg slog ud efter ham pr. refleks og ramte hans skulder,« siger hun og svinger højre hånd bag venstre skulder for at vise sin reaktion. Manden blev rasende.

»Jeg sagde ’you bloody touched my chest!’ Hvordan skulle jeg vide, at det ikke var med vilje?«

Sharan fortæller, at hun flere gange er blevet befamlet af fremmede mænd i det offentlige rum. Når hun har kørt i bus, har hun oplevet mænd, der forsøgte at massere hendes fødder, og engang var der en mand, som gned sit skridt op ad hendes skulder.

»Hvis en berøring kan give mig så meget ubehag, tør jeg ikke tænke på, hvordan det må føles at blive voldtaget.«
Overskud af mænd. Nabostaterne Haryana og New Delhi hører til de delstater i Indien med skævest fordeling mellem antallet af mænd og kvinder. Ligesom de to nordlige delstater også hører blandt de dele af Indien, hvor der er færrest kvinder på arbejdsmarkedet.
Overskud af mænd. Nabostaterne Haryana og New Delhi hører til de delstater i Indien med skævest fordeling mellem antallet af mænd og kvinder. Ligesom de to nordlige delstater også hører blandt de dele af Indien, hvor der er færrest kvinder på arbejdsmarkedet.
I New Delhi er antallet af anmeldelser i voldtægtssager næsten tredoblet fra 2011 til 2016, og tallet fortsætter med at stige. Udviklingen tilskrives blandt andet en stigende bevidsthed om overgreb.

Bag på flere af de trehjulede tuk-tukker hænger klistermærker for kampagner imod vold imod kvinder, og i metroen er der togvogne kun til kvinder, udstyret med alarmknap, så togføreren kan informeres, hvis en mand tager plads i ladies section. Såkaldte safety-apps er udbredte, hvor man ved hjælp af GPS kan give sine venner besked, hvis man befinder sig i en utryg situation.

Colin Goncalves er jurist og grundlægger af Human Rights Law Network i New Delhi. Han mener, at indiske kvinder formentlig altid har anmeldt voldtægt. Politiet er blot i lidt højere grad begyndt at registrere anmeldelserne.

»Politiet registrerer omkring én procent af anmeldelserne i voldtægtssager og efterforsker kun, hvis sagen bliver en historie i medierne. Går en fattig kvinde til en politibetjent, vil han skræmme til ikke at anmelde. Eller true hende til at tage imod et lille pengebeløb. Det indiske politi er et ondskabsfuldt organ og et symbol på en voldelig sexisme, som har hersket i Indien i århundreder.«
Kvinderne i verdens største demokrati
Indien er en af verdens hurtigst voksende økonomier, og om et par årtier er der ifølge befolkningsfremskrivninger flere indere på kloden end kinesere. Samtidig peger økonomer på manglende ligestilling mellem mænd og kvinder som den største forhindring for økonomisk fremgang i Indien, hvor kun lidt over fjerde kvinde er i arbejde.

Knap fem procent af indiske kvinder siger ifølge undersøgelser, at de har fuld kontrol over deres valg af ægtemand, og mere end tre fjerdedele af ægteskaber er arrangerede. 40 procent af indiske kvinder siger, at de skal have tilladelse fra deres mand for at forlade hjemmet.

Medgift for brudens familie er stadig udbredt, særligt i landdistrikter. Der er 943 kvinder for hver 1.000 mænd i Indien. Skævvridningen skyldes primært ulovlige aborter af pigefostre.


En fugtig aften på en af New Delhis brede veje foran udenrigsministeriets hovedkvarter holder en politibil og venter på en kortege med Indiens præsident, Narendra Modi.

På fortovet står en politimand med overskæg og iført sandfarvet uniform og taler i en walkie-talkie.

»Medierne overdriver i deres fokus på voldtægter. Tidligere var gaderne mere usikre end i dag,« siger han.

I bilen sidder en kvindelig betjent og kigger i papirer på et clipboard.

»Hvis vi ser en kvinde på gaden alene om aftenen, spørger vi, hvor hun er på vej hen, og om hun er okay,« siger hun, mens to små blæsere pisker luft over instrumentbrættet.

Da vi går videre, fortæller vores tolk, at hun mener, at New Delhis politi er blevet skolet i at sige ’de rigtige ting’ efter Nirbhaya-sagen, og at den kvindelige betjent trak i land, da hun var ved at få sagt, at politiet siger til kvinder, at de ikke skal gå ude alene om aftenen.
Overgreb. Indiske kvinder må ty til mange måder at forsvare sig imod overgreb på. Nogle kvinder bruger en sikkerhedsnål til at stikke en overfaldsmand, eller andre går som 14-årige Pooja fra New Delhi til selvforsvar. Ifølge Human Rights Law Network i New Delhi bliver der registreret mellem 300-500 sager om syreangreb i Indien om året, samt formodentligt et dobbelt så højt mørketal. Langt størstedelen af ofrene er kvinder
I 2013 blev der indført hurtigere sagsgang og højere strafferammer i voldtægtssager i Indien, og i april i år stemte parlamentet for at indføre dødsstraf for voldtægt af personer under 12 år.

Colin Goncalves mener ikke, at de højprofilerede sager og strammere lovgivning gør nogen forskel, så længe mentaliteten i magtens cirkler ikke forandres.

»Vi har stadig parlamentsmedlemmer, der siger, at kvinder har fortjent overgreb, hvis de går i korte kjoler. Efter ’Nirbhaya’ troede mange, at mænd ville blive skræmte over konsekvenserne, men se, hvor mange voldtægtssager der eksempelvis har været i Haryana. Ofrene er ofte kasteløse kvinder, og mændene tilhører højkaster ligesom politiet, anklageren og dommeren og får lov at gå fri,« siger han.

Delstaten Haryana grænser op til New Delhi og er berygtet blandt menneskerettighedsforkæmpere for at være helvede på jord for kvinder. I 2016 blev der registreret 191 gruppevoldtægter – det højeste antal blandt Indiens 19 delstater. Dertil kommer et formodentlig stort mørketal.

Haryana er et traditionelt og religiøst landbrugssamfund med en stærk opretholdt kastekultur og en skarp adskillelse mellem kønnene. Jo senere på aftenen, man bevæger sig rundt på de støvede grusveje blandt hellige køer og boder med frugt og friturestegte kyllinger, des længere tid går der imellem, at man ser en kvinde i delstaten, hvor ulovlige aborter af pigefostre har skabt et overtal af mænd på cirka 10 procent.
Drab. I 2015 blev Poojas dengang 13-årige storesøster Tenu voldtaget under et halvtag over for familiens hus i landsbyen Badshami i Haryana, mens resten af familien var til bryllupsfest. To mænd er blevet dømt for voldtægten, men ifølge ofret deltog fire mænd. Familien og Tenu blev siden hen truet af de andre mænd og deres familier, der bor i samme by. Nogle måneder senere overfaldt en af mændene Tenu sammen med to kvinder fra hans familie, da hun var alene hjemme. De slog hende, hældte lampeolie over hende og satte ild til hende. For nylig blev de tre gerningspersoner dømt for drab på Tenu. Pooja og resten af familien bor stadig i Badshami ligesom de dømtes familier.
»Vi forguder kvinder heromkring. Se selv.«

Naresh Sharma peger på en væg på sit kontor i Thanesar i Haryana, hvor der hænger en plakat med Lakshmi Mata, den hinduistiske gudinde for rigdom og velstand. En bagende eftermiddagssol skaber trængsel i skyggen ude på gaden. Den 42-årige ejendomsmægler har netop parkeret sin motorcykel og inviteret os indenfor, da vi spørger, om vi må stille ham et par spørgsmål om kvinder og seksuelle overgreb.

»Haryana er sikkert for kvinder. Det er værre i New Delhi og Uttar Pradesh,« siger han med en hæs stemme og et fast blik. Han tænder for en vifte i loftet og tager plads bag sit skrivebord.

På en plakat på endevæggen vandrer en muskuløs version af guden Rama med en økse over skulderen. Fem mænd er stødt til i lokalet ved synet af vores tilstedeværelse.

»Jeg mener, at mænd og kvinder har lige vilkår. Nogle kvinder arbejder. Andre er husmødre,« siger Naresh Sharma og løsriver den ene hånd fra nøglebundtet og banker en pegefinger i bordet. En lavstammet fyr med rødsprængte øjne tager ordet.

»I indisk kultur sidder mænd og kvinder ikke sammen. Og hvis de gør, er det forkert. Indisk kultur er anderledes. Indisk kultur er suveræn,« siger Sanjay Sharma og peger en finger i vejret med en triumferende bevægelse.

»Nogle gange sker der dét ...« siger Virender Partap Rana, der sidder ved siden af Naresh Sharma og slår ud med armene. De andre mænd taler i munden på hinanden.

» … at pigen ikke er blevet voldtaget, men anmelder en fyr for at afpresse ham. Det kan også være en politiker, der får en kvinde til at anmelde en politiker fra et andet parti,« fortsætter den karseklippede socialarbejder. Han er selv engageret i lokalpolitik for regeringspartiet, BJP.

Naresh Sharma ryster på hovedet, da vi spørger, om kasteløse kvinder er særligt udsatte i Haryana. Hans egen baggrund er brahmansk (højkaste), men han mener ikke, at voldtægt har noget med kaste at gøre.

— Og når kvinder siger, at de ikke føler sig trygge på gaderne om aftenen?

»Så lyver de. 90 procent af anmeldelserne i voldtægtssager er falske. Og de kvinder er nogle kællinger,« siger ejendomsmægleren uden at fortrække en mine, imens han dasker sit nøglebundt mellem hænderne.
Sanju:
»Betjentene påstod i deres rapport, at jeg havde givet samtykke til sex«
Vi tog hjem, og min far sagde, at han ville finde en løsning, og at det hele nok skulle gå. Næste morgen lå han på gulvet og havde drukket gødning og taget sit eget liv.

Det var samme dag, jeg skulle til eksamen i hindi. Jeg var nødt til at gennemføre min eksamen og tog afsted. Senere på dagen var vi på hospitalet med min fars lig. Den dag besluttede jeg mig for at anmelde voldtægten. Jeg fortalte politiet, at mændene havde optaget forløbet.

Betjentene påstod i deres rapport, at jeg havde givet samtykke til sex, og at gerningsmændene var kasteløse og ikke fra højere kaster ligesom politifolkene. Jeg protesterede foran politistationen sammen med hundredvis af lokale, indtil politiet tog sagen op.

Derefter forsøgte flere af gerningsmændene at overfalde mig. En dag brød de ind hos min onkel, mens jeg var der. Politiet anholdt otte mænd. I dag sidder fire i fængsel, fire er løsladt mod kaution, og resten er ikke blevet dømt. Officielt fordi man ikke kan se deres ansigter på videoen, men de fire mænd fik heller ikke testet deres DNA. Alt sammen fordi de tilhører højkaster. Sagen skal snart for højesteret, så vi kan få dem dømt.
»Det er de der gazes, vi taler om.«

Akanksha Singh vender hovedet i retning af en flok mænd, der står foran en kiosk på den anden side af gaden og kigger med lange øjne efter den 19-årige økonomistuderende og en gruppe af hendes medstuderende. De går på fortovet ved campusområdet på Baranas Hindu University i Varanasi i delstaten Uttar Pradesh og er på vej mod et par tuk-tukker for at køre til en restaurant for at spise aftensmad.

Akanksha Singh er klædt i en sort T-shirt og bærer runde briller. Studiekammeraterne har netop fortalt om fænomenet male gaze: Når mænd stirrer på kvinder som ting. Og om catcalling.

»Lad os sige, at jeg har en T-shirt på med tekst. Hvis der går mænd ved siden af mig, vil de begynde at læse højt, hvad der står på min T-shirt. Som en måde at ’sige hej’ på,« siger 19-årige Aparna Sanjay, da vi sidder på et par stenbænke i universitetets park nogle minutter forinden.

Den spinkle filosofistuderende udtaler t’et i T-shirt som et d og sidder med benene over kors i et par jeans, en opsmøget skjorte og har briller på i samme stil som Akanksha. De studerende deltog i september sidste år i en to dage lang demonstration foran deres universitet sammen med cirka 400 medstuderende, efter en kvinde var blevet befamlet i skridtet af en gruppe mænd, da hun gik på campusområdet om aftenen.

»Vores vrede havde hobet sig op i lang tid. Vi forlangte overvågning på campus og mere sikkerhed for både mænd og kvinder,« siger Aparna Sanjay og klasker sin ene håndryg i en håndflade.
Protester. Aparna Sanjay (t.h.) og Akanksha Singh er begge 19 år og
studerer henholdsvis filosofi og økonomi på Baranas Hindu
University i Varanasi, Uttar Pradesh
Præsident Modi var på besøg i Varanasi i de dage, og i lokale medier blev de studerendes protest udlagt som en 'antinational' demonstration.

»Det var første gang, mandlige og kvindelige studerende demonstrerede sammen på BHU. ’Forenet i kampen mod patriarkatet’, stod der på vores skilte. Vi sad roligt og demokratisk foran campus, men løb, da politiet kom og tæskede løs på os med stave,« fortæller Akanksha Singh.

På andre skilte stod der slagord om mere frihed til de studerende. BHU er kendt som et af de mest konservative universiteter i Indien i en af landets mest hellige byer. Varanasi ligger ved floden Ganges, og hver dag strømmer hundredvis af hinduer til byen for at ofre afdøde familiemedlemmer på bål ved flodbredden, inden de drysser asken ud i vandet.

Tidligere måtte de kvindelige studerende på BHU ikke have adgang til internet på kollegiet, de måtte ikke få serveret ikkevegetarisk mad i kollegiets kantine, og de havde udgangsforbud fra kl. 20.

»Vi oplever udskamning fra både kvinder og mænd på campus,« siger Aparna Sanjay og fortæller om en dag, hvor hushjælpen på kollegiet kom hen til hende og Akanksha og sagde, at hun havde bedt kantinepersonalet om ikke at servere for dem, fordi de havde shorts på.

»Hvis jeg går rundt på campus med en mandlig ven klokken syv om aftenen, vil vagterne følge efter os, skælde os ud og udspørge os om, hvad vi laver. Vi føler os stadig umyndiggjorte, men vi har lært, at vrede virker.«

Efter protesten er der kommet kameraovervågning på campusområdet, og udgangsforbuddet for de kvindelige studerende på kollegiet er ændret til kl. 22. Besøg af familie og venner foregår dog stadig på plastikstole under et halvtag i gården.

Aparna Sanjay er i et åbent forhold med en fyr med muslimsk baggrund. Hendes forældre ved hverken det første eller det sidste. De er meget konservative og ved ikke engang, at hun taler med mænd, fortæller hun, da hun sidder på en pude på gulvet i en vegetarrestaurant. Hendes kæreste skulle bruge lang tid på at forstå, hvorfor det er vigtigt for hende ikke blot at være sammen med én fyr.

»Jeg fik ham til at læse Simone de Beauvoir og Jean Paul Sartre. De levede i et åbent forhold. Jeg er ikke meget til forpligtelser. Jeg har set, hvor følelsesmæssig afhængig min mor har været af min far, og sådan vil jeg aldrig have det.«

Nogle skefulde inde i tallerknerne med ris og daal vender samtalen tilbage på mænd, der stirrer.

»Der er forskel på at tjekke nogen ud og så at stirre. Jeg tjekker også fyre ud, men mange mænd kigger direkte på mit bryst, som om jeg ikke har et ansigt. Vi hader ikke mænd, men vi hader den patriarkalske ideologi, der ligger bag deres adfærd,« siger Akanksha Singh.

Den indiske økonomistuderende trykker sine briller på plads med den ene hånd og vifter med et fladbrød i den anden hånd.

»Vores håb er, at den adfærd kan forandres,« siger hun.
Sanju:
»Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil have en kæreste«
Jeg havde en depression i to år og har været afhængig af sovepiller og nervemedicin. De sidste fire år har jeg haft en bodyguard, der hedder Vijender. Jeg går til styrketræning og danser hiphop og Bollywood-dans. Jeg har vundet flere konkurrencer i Bollywood.

I dag studerer jeg jura og er den første i min familie, som går på universitet. Min drøm er at blive advokat, så jeg kan hjælpe andre kvinder. Jeg er frivillig i en organisation, der hjælper kasteløse kvinder, som udsættes for overgreb. Vi er 25 dalit-kvinder tilknyttet kontoret. For nylig fejrede vi min 23 års fødselsdag, hvor vi dansede til klokken fem om morgenen. Jeg følte mig velsignet.

Jeg har aldrig kysset med en mand, og jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil have en kæreste. Hvis en fremmed person berører mig, føler jeg ubehag.

I Haryana får man intet at vide om sex i skolen. I landsbyerne tillader forældre ofte ikke, at deres døtre taler med drenge. Jeg er ikke vild med indiske mænd. Specielt ikke mænd fra Haryana. Mange af dem har en skidt mentalitet. Haryana er et forfærdeligt sted for kvinder, men jeg vil ikke flytte herfra. Jeg vil blive her, så jeg kan hjælpe kvinder som mig selv.
Tekst: Kristian Lauritzen
Foto: Sofia Busk
Redaktør: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jon Jørgensen

24. november 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Annika Hermansen
  • Torben Skov
  • Lise Lotte Rahbek
  • Estermarie Mandelquist
Flemming Berger, Annika Hermansen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek og Estermarie Mandelquist anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Indien rummer et nærmest uendeligt rædselskabinet af voldtægter. I flere nordindiske delstater er antallet af voldtægtssager stigende, og her kæmper kvinder med lov, ord og våben for en hverdag fri for seksuelle overgreb"

Selvfølgelig. Der er i årtier foretager embryo selektion , forster fordivelser af piger og mord på små piger. Der mangler i øjeblikket ca 50 mio piger i Indien for at få en 50/50 fordeling af drenge og piger.

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2004-3/indere-skaffer-deres-pi... (selvom den er gammel er det en god artikel)

Her er en artikel fra Fyns der siger 65mio.
https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2004-3/indere-skaffer-deres-pi...

Flemming Berger, Torben Skov og Bodil Hansen anbefalede denne kommentar

Ved man den angivne årsagsvirkning med undertal af kvinder er fastlagt? Er der måske færre voldtægter i samfund med overtal af kvinder, f.eks. i efterkrigstidens samfund? Eller er der en nedgang i prostitueredes antal - måske fordi kvinderne har fundet vej til arbejdsmarkedet - snarere en forklaring på stigende overgrebs tal?

Jeg kommer aldrig til at forstå det behov nogle mænd har for at hade og foragte kvinder.

Søren Jensen, E Z, Estermarie Mandelquist, Michael Gudnæs, Claus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov og Bodil Hansen anbefalede denne kommentar

"Jeg kommer aldrig til at forstå det behov nogle mænd har for at hade og foragte kvinder."

Der er masser af religioner der ser kvinder som anden rangs produkter. Lavere status, lavere betydning, mindre indflydelse osv.

Birgit Kraft, Claus Nielsen, Mette Poulsen, Torben Skov, Carsten Hansen og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar

@Niels Jakobs - undertallet af kvinder i forhold til mænd i Indien skyldes især økonomiske forhold. På trods af, at der er lovgivning, der forbyder medgift (dvs. at brudens familie skal betale gommens familie en større sum penge, fx i form af smykker, cash eller forbrugsgoder), er det stadig en meget udbredt praksis. Det betyder, at det på sigt er en økonomisk belastning for en familie at have pigebørn. Hendes forældre skal sørge for, at hun bliver bortgiftet og helst ikke for sent og skal spare op til medgiften. Familier med døtre, men ingen sønner, kan bruge hele deres arbejdsliv på at spare op til døtrenes bryllup. Det er dog forskelligt fra delstat til delstat, hvordan fordelingen er. I Sydindien, specielt Kerala, er der større lighed mellem kønnene, end i Nordindien (som nu i denne artikel med eksempler fra Uttar Pradesh og Haryana).

Jan Weber Fritsbøger

Nils, må indrømme at jeg ikke umiddelbart kender til religioner hvor kvinder er andenrangs mennesker, men jeg kender en del kulturer hvor de er,
inclusive den vestlige kultur hvor kvinder bla. ses som sexobjekter, eller ligefrem produkter !! og dog,
Jehovas vidner har en regel som siger at det altid er manden som er familiens overhoved, men den regel stammer jo fra bibelens gamle testamente som er historier fra en gammel matriakalsk kultur, altså faktisk af kulturel oprindelse.

Rikke, jeg tror det er samme historie som når ræven mener rønnebærrene er sure, og fjolserne fatter nok bare ikke at de selv er problemet.

Lillian Larsen, Bodil Hansen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

"Jeg kommer aldrig til at forstå det behov nogle mænd har for at hade og foragte kvinder."

Der findes intet behov for had, intet behov for foragt - men derimod menneskelige reaktioner, forsvar og primitiviseringer sted, som kan foranledige at man tror at der blot findes mennesker, som a priori hader dit og dat. Det er en gevaldig fejlantagelse. Og hvis man gider at søge informationerne og forteager refleksionerne, er det såmænd muligt for de allerfleste at begribe nogle meget relevante og sandsynlige sammenhænge, som sætter én i stand til at forstå hvorfor bl.a. mænd i mange kulturer kan fremstå som dionysiske monstre.

Som andre delvis er inde på ovenfor, er der naturlige, dynamiske og systemkulturelle forklaringer på hvordan derouterne finder sted - og det handler om at vi får diskuteret grundlaget for problemerne; fødekæderne. Og i Indien, som er et postkolonialt massesamfund med nærmest feudalkapitalistiske tilstande, er det såmænd ikke så vanskeligt at indkredse ihvertfald hovedparten af fødekæderne.

"Nils, må indrømme at jeg ikke umiddelbart kender til religioner hvor kvinder er andenrangs mennesker".

Jeg kender stort set ikke nogen religioner der ikke betragter kvinder som mindre værd !

Et lille, men kendt eksempel, er opdelingen af kvinder og mænd i bedehusene. Kvindeundertrykkende regler her, er oprindeligt gængse i alle de "store" religioner.

Nogle grupperinger har udviklet sig mere end andre; dette også indenfor de forskellige religioner. Andre står stille.

Måske kunne ældre mennesker reservation over for brune og sorte omsorgsarbejdere eller for andres vedkommende rendyrkede racisme stamme fra de bøger de læste da de gik i skole og fra de lærer som gennemgik dem...