HANNAH ARENDT
’Hvis vi bliver frelst, føler vi os ydmygede, hvis vi bliver hjulpet føler vi os fornedrede. Vi slås som gale for at leve som en privatperson med en individuel skæbne’
En netop udkommet bog har samlet tre af Hannah Arendts vigtigste tekster om flygtninge og statsløshed. Heriblandt dette essay fra 1943, hvori hun beskriver flygtningens desperate situation
’Hvis vi bliver frelst, føler vi os ydmygede, hvis vi bliver hjulpet føler vi os fornedrede. Vi slås som gale for at leve som en privatperson med en individuel skæbne’
En netop udkommet bog har samlet tre af Hannah Arendts vigtigste tekster om flygtninge og statsløshed. Heriblandt dette essay fra 1943, hvori hun beskriver flygtningens desperate situation
Disse års flygtningekrise er ikke historisk enestående. Det er Hannah Arendts tekst ’Vi flygtninge’ det bedste eksempel på. Hannah Arendt vidste, hvad det vil sige at flygte og at være flygtning. Hun blev født i en jødisk familie i Tyskland i 1906. I 1933 flygtede hun fra det nazistiske Tyskland, først til Frankrig, derefter til New York. Hannah Arendts personlige fortælling om at være flygtning er et stærkt og tidløst bidrag til indsigten i flygtningens og den statsløses udsathed i verden.

Der var lige så mange statsløse og flygtning efter de to verdenskrige, som der er fordrevne i dag. Dengang som nu reagerede mange lande ved at lukke sig om sig selv og forsøge at afskaffe retten til at søge asyl, ligesom landene havde svært ved at nå til fælles enighed om fordeling, ansvar og integration. Efter flugten fra Tyskland brugte Hannah Arendt sit liv på at tænke og skrive om flygtninges status, menneskerettigheder og nationalstaten og om ondskabens banalitet og totalitarismen.

Hendes refleksioner viser, at menneskerettigheder sådan som man kunne forvente og som ordet synes at udtrykke, ikke knytter sig til det at være menneske, men kun beskytter borgerne i en stat. Heraf kommer også hendes kritik af nationalstaterne.
Hannah Arendt: Vi flygtninge
For det første bryder vi os ikke om at blive kaldt »flygtninge«. Selv kalder vi os »nyankomne« eller »immigranter«. Vores aviser er beregnet på »tysksprogede amerikanere«. Og så vidt jeg ved, er der ikke, og har der aldrig været nogen sammenslutning grundlagt af folk, der blev forfulgt af Hitler, og hvis navn peger på, at dens medlemmer var flygtninge.

En flygtning plejede at være en person, der var drevet til at søge tilflugt på grund af en handling, han havde begået, eller en bestemt politisk opfattelse, som han havde. Nuvel, det er ganske vist sandt, at vi har været nødt til at søge tilflugt, men vi har ikke begået nogen handlinger, og størstedelen af os har aldrig troet, at vi havde radikale holdninger. På grund af os har betydningen af betegnelsen »flygtning« ændret sig. Nu er »flygtninge« de af os, der har været så uheldige at komme til et nyt land uden midler, og som er nødt til at blive hjulpet af flygtningekomiteer.

Inden denne krig brød ud, var vi endnu mere sarte over for at blive kaldt »flygtninge«. Over for andre mennesker gjorde vi vort bedste for at bevise, at vi var almindelige immigranter, ikke andet. Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt, og vi nægtede, at vores situation havde noget at gøre med »de såkaldte jødeproblemer«. Ja, vi var »immigranter« eller »nyankomne«, der havde forladt vores land, eftersom det en skønne dag ikke længere havde passet os at blive boende, eller af rene og skære økonomiske grunde. Vi ville lave om på vores liv, det var alt. Hvis man vil lave om på sit liv, må man være stærk og optimistisk. Altså er vi optimister.

Vores optimisme er rigtignok også beundringsværdig, selv i vore egne øjne. Historien om vores kamp er omsider blevet kendt. Vi mistede vores hjem, hvilket vil sige vort daglige liv. Vi mistede vores beskæftigelse, hvilket vil sige troen på, at vi er af en vis nytte i verden. Vi mistede vores sprog, hvilket vil sige naturligheden af vores reaktioner, enkelheden af vores gestik, det ukunstlede udtryk for vores følelser. Vi efterlod vores slægtninge i de polske ghettoer, vores bedste venner er blevet dræbt i koncentrationslejre, og følgen af det er et sammenbrud af vores private liv.

Ikke desto mindre begyndte vi vores nye liv fra det øjeblik, vi blev reddet – og de fleste af os måtte reddes flere gange – og vi forsøgte så vidt muligt at efterleve alle de gode råd, som vores frelsere gav os. Vi blev rådet til, at vi skulle glemme, og vi glemte hurtigere, end nogen kunne have forestillet sig. Man gjorde os venligt opmærksom på, at dette nye land ville blive et nyt hjem. Og efter fire uger i Frankrig eller seks uger i Amerika lod vi, som om vi var franskmænd eller amerikanere. De mest optimistiske af os tilføjede sågar, at vi havde tilbragt hele vores tidligere liv i en slags ubevidst eksil, og at det først var i vores nye land, vi havde lært, hvad et hjem virkelig er.

Det er sandt, at vi af og til gør indvendinger, når vi får at vide, at vi skal glemme vores tidligere arbejde. Og vores tidligere idealer er ofte vanskelige at give afkald på, hvis vores sociale standarder er på spil. Sproget har vi derimod ingen vanskeligheder med: Efter blot et år er optimisterne overbevist om, at de behersker engelsk med samme sikkerhed som deres modersmål, og efter to år er de villige til at sværge på, at de taler engelsk bedre end noget andet sprog – deres tysk er et sprog, de knap nok kan huske.

For at glemme mere effektivt er vi utilbøjelige til at hentyde til de koncentrations- og interneringslejre, som vi stiftede bekendtskab med i næsten alle europæiske lande, for det kunne opfattes som pessimisme eller manglende tiltro til vores nye hjemland. Og hvor mange gange har vi ikke også fået at vide, at ingen ønsker at lytte til al den slags: at Helvede ikke længere er en religiøs tro eller en fantasi, men noget, der er fuldt så virkeligt som huse og sten og træer. Tilsyneladende er der ingen, der ønsker at vide, at vor tids historie har skabt en ny slags mennesker – den slags, der anbringes i koncentrationslejre af deres fjender og i interneringslejre af deres venner.

Selv alene med hinanden taler vi ikke om denne fortid. I stedet har vi fundet vores egen måde at håndtere en uvis fremtid på. Alle planlægger og ønsker og håber, og det gør vi derfor også. Ud over denne almenmenneskelige indstilling prøver vi imidlertid også at få klarhed over fremtiden mere videnskabeligt. Eftersom vi har oplevet så mange ulykker, ønsker vi en stensikker kurs. Vi lader derfor Jorden med alle dens uvisheder bag os og ser op mod himlen. Stjernerne fortæller os – bedre end aviserne – hvornår Hitler vil blive besejret, og hvornår vi bliver amerikanske statsborgere. Efter vores opfattelse er stjernerne bedre rådgivere end alle vores venner. Stjernerne fortæller os, hvornår vi skal spise frokost med vores velgørere, og på hvilken dag vi har størst chance for at udfylde et af disse evindelige spørgeskemaer, der er en del af vore nuværende liv.

Det sker, at vi ikke engang stoler på stjernerne, men hellere betragter linjerne i vore hænder eller tegnene i vores håndskrift. På den måde lærer vi mindre om politiske begivenheder, men mere om vort dyrebare selv, selv om psykoanalysen af en eller anden grund er gået af mode. De lykkeligere tider, hvor damerne og herrerne af det bedre selskab konverserede om barndommens harmløse drengestreger af ren kedsomhed, er borte. De ønsker sig ikke længere spøgelseshistorier: Det er virkeligheden, der får dem til at gyse. Der er ikke længere nogen grund til at trylle fortiden frem; den er allerede tryllebundet nok i virkeligheden. Så til trods for den optimisme, vi stiller til skue, bruger vi alle mulige magiske tegn og tricks til at trylle fremtidens ånder frem.
Jeg ved ikke, hvilke erindringer og hvilke tanker der om natten bebor vores drømme. Jeg tør ikke spørge om det, eftersom også jeg gør klogt i at være optimist. Men sommetider forestiller jeg mig, at vi, i det mindste om natten, tænker på vores døde venner og slægtninge eller husker de digte, vi holdt så meget af. Jeg ville tilmed kunne forstå, hvordan vore venner fra Vestkysten under udgangsforbuddet skulle have haft den slags bizarre forestillinger, at de troede, at vi ikke blot er »kommende borgere« men nuværende »fjendtlige fremmede«. Inden mørkets frembrud er vi naturligvis kun fjendtlige fremmede rent »teknisk« – alle flygtninge kender til dette. Men når man af samme tekniske grunde er forhindret i at forlade sit hus i de mørke timer, er det bestemt ikke let at undgå visse dystre spekulationer om relationen mellem teknikalitet og realitet.

Nej, der er noget galt med vores optimisme. Indimellem er der optimister blandt os, der – efter at have holdt en lang række optimistiske taler – går hjem og tænder for gassen eller benytter sig af en skyskraber på en helt ny og uventet måde. Tilsyneladende er de et bevis på, at vores erklærede munterhed er baseret på en farlig parathed til at dø.

Vi, der er opvokset med den overbevisning, at livet er det højeste gode og døden den største rædsel, blev vidner til og ofre for værre rædsler end døden – uden derfor at have fundet et højere ideal end livet. Skønt døden mistede sin gru for os, blev vi altså aldrig hverken villige eller i stand til at risikere vores liv for en sag. I stedet for at slås – eller tænke på, hvordan vi kunne blive i stand til at slå igen – har flygtninge vænnet sig til at ønske død over venner eller slægtninge. Hvis nogen dør, forestiller vi os muntert alt det besvær, vedkommende er sluppet for. Til sidst er der mange af os, der ender med at ønske, at også vi kunne blive sparet en vis mængde besvær og gøre det nødvendige.

Siden Hitlers invasion af Østrig i 1938 har vi set, hvor hurtigt en veltalende optimisme kan ændres til tavs pessimisme. Som tiden gik, fik vi det stadigt værre – stadigt mere optimistiske og stadigt mere tilbøjelige til selvmord. Under Schuschnigg var østrigske jøder sådan et muntert folk – alle upartiske iagttagere beundrede dem. Det var ganske vidunderligt, hvor inderligt overbeviste de var om, at intet kunne overgå dem. Men da tyske tropper invaderede landet og ikkejødiske naboer anstiftede optøjer ved jødiske hjem, begyndte østrigske jøder at tage livet af sig selv.
Hannah Arendt er uddannet i filosofi, teologi og klassisk filologi, elev af Karl Jaspers og Martin Heidegger, med hvem hun også havde en lang stormfuld affære. Hun betegnede sig selv som politisk teoretiker og var inspireret af eksistentialismen.

Hendes mest kendte værk er Totalitarismens oprindelse (1951), hvor hun analyserer den moderne totalitære stats væsen, nazismens og stalinismens fællestræk og antisemitismen i Europa. I The Human Condition (1958) skriver hun om politik som den vigtigste form for menneskelig handlen. I Eichmann i Jerusalem (1963) skriver hun om retssagen mod topnazisten og krigsforbryderen Adolf Eichmann, som hun dækkede for magasinet The New Yorker. Hun døde i 1975.
Til forskel fra andre selvmordere efterlader vore venner ingen forklaring på deres gerning, intet anklageskrift, ingen beskyldning mod en verden, der havde tvunget et desperat menneske til at tale og opføre sig muntert frem til sin allersidste dag.

Breve, de har efterladt, er konventionelle, meningsløse dokumenter. Derfor er de begravelsestaler, som vi holder ved deres åbne grave, kortfattede, forlegne og opfyldt af håb. Ingen kerer sig om de motiver, der synes åbenlyse for os.

Jeg taler om ubehagelige kendsgerninger, og det gør tingene værre, at jeg, i mine bestræbelser på at bevise min pointe, ikke engang disponerer over den eneste type argument, der imponerer moderne mennesker – tal.

Selv de jøder, der rasende benægter eksistensen af et jødisk folk, indrømmer os en fair chance for overlevelse rent talmæssigt – for hvordan skulle de ellers bevise, at kun ganske få jøder er kriminelle, og at mange jøder, som ellers er gode patrioter, slås ihjel i krigstid?

Takket være deres bestræbelser på at redde det jødiske folks statistiske liv er vi vidende om, at jøder før i tiden havde den laveste selvmordsrate blandt alle civiliserede folkeslag. Jeg er helt sikker på, at disse tal ikke længere er korrekte, men jeg kan ikke bevise det med nye tal, kun med nye erfaringer. Dette vil måske være tilstrækkeligt for de skeptiske sjæle, der aldrig helt lod sig overbevise om, at et kraniums dimensioner giver en præcis indikation om dets indhold, eller at statistikken for kriminalitet viser det præcise niveau for en nations etik. Men ligegyldigt hvor de europæiske jøder bor i dag, opfører de sig ikke længere i henhold til statistiske love. Selvmord forekommer ikke blot blandt paniske folk i Berlin og Wien, i Bukarest eller i Paris, men i New York og Los Angeles, i Buenos Aires og Montevideo.

På den anden side har der ikke været mange rapporter om selvmord i selve ghettoerne og koncentrationslejrene. Ganske vist har vi kun ganske få rapporter overhovedet fra Polen, men vi er rimelig velinformerede om tyske og franske koncentrationslejre.

I lejren Gurs i Frankrig, eksempelvis, hvor jeg havde lejlighed til at tilbringe en vis tid, hørte jeg kun en enkelt gang om selvmord, og det var en hentydning til en kollektiv handling, tilsyneladende en form for protest med henblik på at chikanere franskmændene. Da nogle af os bemærkede, at vi jo alligevel var sendt dertil »pour crever« (fransk: »for at krepere«, o.a.), forvandlede den almindelige stemning sig pludselig til et voldsomt livsmod. Det var den almindelige opfattelse, at man måtte være usædvanlig asocial og uden interesse for det generelle i begivenhederne, hvis man stadig var i stand til at forklare hele hændelsen som udtryk for en personlig og individuel ond skæbne og dermed gjorde en ende på sit liv, personligt og individuelt. Men i det øjeblik, de samme mennesker vendte tilbage til deres egne individuelle liv og stod ansigt til ansigt med tilsyneladende individuelle problemer, vendte de endnu en gang tilbage til denne vanvittige optimisme, der er sidste stop før fortvivlelsen.

Vi er de første ikkereligiøse jøder, der er blevet forfulgt – og vi er de første, der ikke blot in extremis svarer igen med selvmord. Måske har de filosoffer ret, der lærer os, at selvmord er den sidste og suveræne garanti for menneskelig frihed: Ude af stand til at skabe vore egne liv eller den verden, som vi lever i, er vi dog frie til at kaste vores individuelle liv bort og forlade verden.

Fromme jøder kan naturligvis ikke realisere denne negative frihed: De ser selvmord som mord, hvilket vil sige ødelæggelsen af det, som mennesket aldrig har været i stand til at skabe selv, en indgriben i Skaberens ret. Adonai nathan veadonai lakach (»Herren har givet og Herren har taget«). Og de ville tilføje: baruch shem adonai (»velsignet er Herrens navn«). For dem er selvmord ligesom mord et blasfemisk angreb på alt det skabte. Den, der slår sig selv ihjel, hævder, at livet ikke er værd at leve, og at verden ikke er værdig til at yde ham ly og læ.

Alligevel er vore selvmordere ikke gale oprørere, der slynger deres trods mod livet og verden, og som forsøger at slå hele universet i stykker ved at slå sig selv ihjel. Deres forsvinden er stilfærdig og beskeden. Det er, som om de undskylder for den voldsomme løsning, de har fundet på deres personlige problemer.

Som regel er det deres opfattelse, at politiske begivenheder ikke har noget at gøre med deres individuelle skæbne; i såvel gode som onde tider forlader de sig udelukkende på deres personlighed. Nu opdager de forskellige mystiske mangler i sig selv, der forhindrer dem i at indrette sig. Eftersom de, lige siden de var børn, har følt sig berettiget til at en vis social standard, er de i egne øjne fiaskoer, hvis denne standard ikke længere kan opretholdes. Deres optimisme er et forgæves forsøg på at holde hovedet oven vande.

Bag denne muntre facade udkæmper de en uophørlig kamp med fortvivlelse over sig selv. Til sidst dør de af en slags selviskhed. Hvis vi bliver frelst, føler vi os ydmygede, hvis vi bliver hjulpet, føler vi os fornedrede. Vi slås som gale for at leve som en privatperson med en individuel skæbne, eftersom vi er bange for at blive en del af den miserable flok af schnorrers (jiddisch: Betyder nærmest »nasseprins«, »snylter«, o.a.), som vi, fordi mange af os er forhenværende filantroper, kun husker alt for godt. Ligesom vi engang ikke var i stand til at forstå, at den såkaldte schnorrer var et symbol på den jødiske skæbne og ikke en shlemihl (jiddisch: Betyder nærmest »fjols« eller »taber«, o.a.), føler vi heller ikke i dag, at vi har ret til jødisk solidaritet: Vi evner ikke at erkende, at det ikke handler så meget om os selv som om hele det jødiske folk.

Undertiden er denne mangel på forståelse blevet kraftigt understøttet af vores beskyttere. Således husker jeg en betydningsfuld direktør for en velgørenhedsinstitution, der, hver gang han modtog et kort fra en tysk-jødisk intellektuel med det uundgåelige »Dr.« på det, udbrød »Herr Doktor, Herr Doktor, Herr Schnorrer, Herr Schnorrer«, så højt han kunne.
Den konklusion, vi drog fra den slags ubehagelige oplevelser, var simpel nok. At være doktor i filosofi var ikke længere nok for os, og vi lærte, at man, hvis man vil forme et nyt liv, først må forbedre det gamle. Et nydeligt lille eventyr er blevet opfundet til at beskrive vores adfærd. En fortabt émigré grævlingehund begynder grebet af sorg at tale: »Der var engang, hvor jeg var en sanktbernhardshund ...«

Vore nye venner, der er temmelig duperede af så mange stjerner og berømtheder, har svært ved at forstå, at der bag alle vores beskrivelser af fordums pragt ligger en enkelt menneskelig sandhed: Engang var vi nogle, som folk brød sig om, vores venner elskede os, og vores udlejere kendte os endda som folk, der betalte huslejen til tiden. Engang kunne vi købe ind og tage med undergrundsbanen, uden at nogen sagde til os, at vi var uønskede.

Vi er blevet en anelse hysteriske, da pressefolk begyndte at lægge mærke til os og fortælle, så alle kunne høre det, at vi skulle holde op med at være så utiltalende, når vi køber brød og mælk. Vi spekulerer over, hvordan det kan gøres. Vi er allerede hvert eneste øjeblik af vores hverdag så forbandet forsigtige, så ingen skal gætte, hvem vi er, hvilke slags pas vi har, hvor vores fødselsattester blev skrevet – og at Hitler ikke brød sig om os. Vi gør alt, hvad vi kan, for at passe ind i en verden, hvor man så at sige skal være politisk orienteret, når man går ud og køber ind.

Under disse omstændigheder vokser sanktbernhardshunden sig stadigt større. Jeg skal aldrig glemme den unge mand, der, da man forventede af ham, at han tog en bestemt slags arbejde, sukkede dybt og sagde: »De ved ikke, hvem de taler til. Jeg var afdelingsforvalter i Karstadts« (et stort varehus i Berlin, o.a.). Men der er også den dybe fortvivlelse hos den midaldrende mand, der i sit forsøg på at blive reddet er blevet behandlet af utallige bemandinger af forskellige komiteer, og som til sidst råbte: »Og der er ingen her, der ved, hvem jeg er!« Eftersom ingen ville behandle ham som et agtværdigt menneske, begyndte han at sende telegrammer til berømtheder og til sine betydningsfulde slægtninge. Han lærte hurtigt, at det i denne gale verden er meget nemmere at blive accepteret som »en stor mand« end som et menneske.

Jo mindre vi selv er fri til at bestemme, hvem vi er, og til at leve, som vi selv vil, jo mere prøver vi også at anlægge en facade, skjule kendsgerningerne og spille rollespil. Vi blev fordrevet fra Tyskland, fordi vi er jøder. Men næppe havde vi krydset den franske grænse, før vi blev til »boches« (fransk slang for tyskere, o.a.). Man sagde tilmed til os, at vi var nødt til at acceptere denne betegnelse, hvis vi virkelig var modstandere af Hitlers raceteorier.

I syv år gennemspillede vi den latterlige rolle som nogle, der forsøgte at blive franskmænd – eller i det mindste mulige fremtidige borgere. Men ved krigens begyndelse blev vi alligevel interneret som »boches«. I mellemtiden var de fleste af os imidlertid blevet så loyale franskmænd, at vi ikke engang evnede at kritisere en fransk regeringsordre. Altså erklærede vi, at det var i orden at blive interneret. Vi var de første »prisonniers volontaires« (fransk: »frivillige fanger«, o.a.), historien nogensinde har set.

Efter at tyskerne havde invaderet landet, behøvede den franske regering ikke at gøre andet end at udskifte firmanavnet. Vi blev fængslet, fordi vi var tyskere, nu forblev vi fængslede, fordi vi var jøder.

Det er den samme historie over hele verden, gentaget igen og igen. I Europa konfiskerede nazisterne vores ejendom, men i Brasilien skal vi erlægge 30 procent af, hvad vi ejer, på samme måde som det mest trofaste medlem af Bund der Auslandsdeutschen (tysk: sammenslutning af udenlandstyskere, o.a.). I Paris kunne vi ikke forlade vores huse efter klokken otte, fordi vi var jøder, men i Los Angeles begrænser man vores færden, fordi vi er »fjendtlige fremmede«. Vores identitet ændres så hyppigt, at ingen kan finde ud af, hvem vi rent faktisk er.
Hannah Arendts personlige fortælling om at være flygtning er et stærkt og tidløst bidrag til indsigten i flygtningens og den statsløses udsathed i verden. Hun skriver i kraft af sin filosofiske skoling med analytisk klarsyn om ret og politik, og dertil kommer hendes evne til at knytte det sammen med eksistentielle overvejelser og erfaringer som jøde og flygtning. Hendes tekster handler alle om forsøget på at bevare sin personlige integritet, når ens sociale, politiske og juridiske status er et stort rod.
Desværre bliver tingene ikke bedre, når vi møder andre jøder. De franske jøder var fuldstændig overbevist om, at alle jøder, der stammede fra den anden side af Rhinen, var, hvad de benævnte Polaks – svarende til, hvad de tyske jøder omtalte som Ostjuden. Men de jøder, der rent faktisk kom fra Østeuropa, kunne ikke erklære sig enige med deres franske brødre og kaldte os Jaeckes (jiddisch: tysk jøde, o.a.). Sønnerne af disse Jaeckes – den anden generation født i Frankrig og allerede behørigt assimileret – var af samme opfattelse som den fransk-jødiske overklasse. Således kunne man i selvsamme familie blive kaldt Jaecke af faderen og Polak af sønnen.

Siden krigsudbruddet og den katastrofe, der har ramt de europæiske jøder, har selve den omstændighed, at vi er flygtninge, forhindret, at vi blander os med det indfødte jødiske samfund. Der er undtagelser, men de bekræfter blot reglen. Ingen har nogensinde indrømmet eksistensen af disse uskrevne sociale love, men de besidder ikke desto mindre den store styrke, der kendetegner den offentlige mening. Og en sådan tavs opinion og adfærd er vigtigere for vores daglige liv end alverdens proklamationer om gæstevenskab og god vilje.

Mennesket er et socialt dyr, og livet falder det tungt, når sociale bånd brister. Moralske standarder er meget lettere at opretholde inden for rammerne af et fællesskab. Meget få individer er stærke nok til at bevare deres personlige integritet, hvis deres sociale, politiske og juridiske status er ét stort rod. Eftersom vi mangler det mod, der skal til for at ændre vores sociale og juridiske status, har en stor del af os i stedet besluttet at forsøge os med en ny identitet. Og denne mærkelige adfærd gør tingene meget værre. Den forvirring, vi lever i, er til dels vores egen skyld.

En skønne dag vil nogen skrive den sande historie om de tyske jøders emigration, og forfatteren vil da være nødt til at begynde med at beskrive den hr. Cohn fra Berlin, der altid havde været en 150 procents tysker, en tysk superpatriot.

I 1939 fandt denne hr. Cohn et tilflugtssted i Prag og blev på ganske kort tid en overbevist tjekkisk patriot – en lige så sand og tro tjekkisk patriot, som han havde været tysk patriot. Tiden gik, og omkring 1937 begyndte den tjekkiske regering, der allerede befandt sig under et vist pres fra nazisterne, at fordrive landets jødiske flygtninge, idet de negligerede deres stærke ønske om engang at blive tjekkiske statsborgere. Vor hr. Cohn drog nu til Wien. Skulle man tilpasse sig dér, krævede det en utvetydig østrigsk patriotisme. Den tyske invasion tvang imidlertid hr. Cohn ud af også dette land. Han ankom til Paris i et uheldigt øjeblik, og det lykkedes aldrig for ham at skaffe en lovformelig opholdstilladelse. Men da han allerede havde udviklet et stort talent for ønsketænkning, nægtede han at tage rent administrative forholdsregler alvorligt, for han var sikker på, at han ville komme til at tilbringe resten af livet i Frankrig. Altså indledte han sin tilpasning til den franske nation ved at identificere sig med »vor« forfader Vercingetorix. Nuvel, jeg må hellere holde inde med at udbrede mig om hr. Cohns videre eventyr. Så længe hr. Cohn ikke kan beslutte sig for at være, hvad han faktisk er, nemlig jøde, vil ingen kunne forudsige, hvor mange afsindige forandringer han stadig har til gode.

Et menneske, der ønsker at miste sit selv, opdager rigtignok den menneskelige eksistens’ muligheder, som er uendelige – så uendelige som skaberværket. Men generobringen af en ny personlighed er lige så vanskelig – og lige så håbløs – som hvis universet skulle skabes om. Hvad vi end gør, hvad vi end giver os ud for at være, åbenbarer vi intet andet end vores vanvittige ønske om at blive forandret, ikke at være jøder. Alt, hvad vi gør, er rettet mod dette mål: Vi lader, som om vi er engelsktalende personer, eftersom tysktalende immigranter i de seneste år er mærket som jøder. Vi omtaler ikke os selv som statsløse, eftersom flertallet af statsløse i verden er jøder. Vi er villige til at blive trofaste hottentotter kun for at skjule, at vi er jøder. Det lykkes os ikke, og det kan ikke lykkes for os. Under dække af vores »optimisme« er det nemt at få øje på assimilationisternes håbløse tristesse.

Vi tyske jøder medbragte en »dyb« filosofisk betydning af ordet assimilation. Man kan næppe forestille sig, hvor alvorligt vi så på sagen. Assimilation betød ikke blot den nødvendige tilpasning til det land, hvor vi ved et tilfælde var født, og til det folk, hvis sprog vi tilfældigvis talte. Nej, vi tilpasser os principielt alt og alle. Denne indstilling gik engang klart op for mig, da jeg hørte en af mine landsmænd, der tilsyneladende vidste, hvordan man skulle give udtryk for sine følelser.

Han var netop ankommet til Frankrig og dannede straks et af den slags tilpasningsparate selskaber, hvor tyske jøder forsikrede hinanden om, at de allerede var franskmænd. I sin første tale sagde han: »Vi har været gode tyskere i Tyskland og vil derfor blive gode franskmænd i Frankrig.« Publikum applauderede entusiastisk, og ingen grinede. Vi var lykkelige for at have lært, hvordan vi skulle demonstrere vores troskab.
Hvis patriotisme var et spørgsmål om rutine eller praksis, burde vi være de mest patriotiske mennesker i verden. Lad os vende tilbage til hr. Cohn. Han har uden tvivl slået alle rekorder. Han er den ideelle immigrant, der altid og i ethvert land, som en skrækkelig skæbne har drevet ham til, umiddelbart ser landets bjerge og elsker dem.

Men eftersom man endnu ikke tror, at patriotisme er et spørgsmål om praksis, er det vanskeligt at overbevise folk om oprigtigheden i vores gentagne formskift. Det er denne kamp, der gør vort eget samfund så intolerant: Af vores egen gruppe kræver vi, at den accepterer alting, fordi vi ikke er i en position, hvor vi kan få accept fra de indfødte.

De indfødte, der konfronteres med de mærkelige væsner, som vi er, bliver mistroiske, for fra deres synspunkt giver det normalt kun mening, at vi føler troskab over for vores gamle land. Denne omstændighed gør livet bittert for os.

Vi kunne måske besejre denne mistro, hvis vi, som jøder, blot ville forklare, at den patriotisme, vi føler over for vores gamle land, tager sig temmelig underlig ud. Også skønt den utvivlsomt var oprigtig og dybt rodfæstet. Vi har skrevet mange bøger for at bevise den. Vi har betalt et helt bureaukrati for at undersøge dens lange historie og forklare den rent statistisk. Vi har fået forskere til at nedfælde filosofiske afhandlinger om den prædestinerede harmoni mellem jøder og franskmænd, jøder og tyskere, jøder og ungarere, jøder og ...

Mistænksomheden over for vores til enhver tid gældende troskab går langt tilbage. Det er historien om et hundrede og halvtreds års assimilerede jøder, der har gennemført en præstation uden fortilfælde: Selv om de bestandig har bevist deres ikkejødiske karakter, er det ikke desto mindre lykkedes dem at forblive jøder.

Disse Odysseus-vandreres tilstand af desperat forvirring, det, at de ikke som deres store forgænger ved, hvem de er, lader sig let forklare. Den skyldes deres altomfattende mani med at nægte at bevare deres identitet. Denne mani går meget længere tilbage end de sidste ti år, hvor vores eksistens’ dybe absurditet er blevet åbenbaret.

Vi er som folk med en fiks idé, der ikke kan lade være med hele tiden at forsøge at skjule et imaginært stigma. Således elsker vi entusiastisk enhver ny mulighed, der, da den er ny, tilsyneladende kan udvirke mirakler. Vi er fascineret af hver ny nationalitet, på samme måde som en trind kvinde fryder sig ved synet af enhver ny kjole, der lover hende den ønskede talje. Hun holder imidlertid kun af kjolen, så længe hun tror på dens magiske egenskaber, og hun vil smide den væk, i samme øjeblik det går op for hende, at den ikke forandrer hendes skikkelse – eller for den sags skyld hendes status.

Man kan ikke lade være at undre sig over, at den åbenlyse uanvendelighed af alle vore akavede forklædninger ikke har kunnet få os til at miste modet. Hvis det er sandt, at menneskene sjældent lærer af historien, er det også sandt, at de måske kan lære af personlige erfaringer, der, som i vort tilfælde, gentages den ene gang efter den anden. Men inden De kaster den første sten, husk da, at det at være jøde ikke giver nogen legal status i denne verden. Hvis vi skulle begynde at fortælle den sandhed, at vi ikke er andet end jøder, ville det betyde, at vi udsatte os selv for de menneskers skæbne, der, ubeskyttet af nogen bestemt lov eller politisk konvention, ikke er andet end mennesker. Jeg kan ikke forestille mig en farligere indrømmelse, eftersom vi faktisk lever i en verden, hvor mennesker som sådan i nogen tid er ophørt med at eksistere. Det er sket, efter at samfundet har opdaget diskrimination som et mægtigt socialt våben, som man uden blodsudgydelse kan slå mennesker ihjel med, og efter at pas og fødselsattester og undertiden også indkomstskatten ikke længere er formelle papirer, men midler til social distinktion.

Sandt er det, at de fleste af os er fuldstændig afhængige af social status: Vi mister troen på os selv, hvis ikke samfundet anerkender os, og vi er, og har altid været, rede til at betale enhver pris for at blive accepteret af samfundet. Men det er lige så sikkert, at de ganske få blandt os, der har prøvet at klare sig uden alle tilpasningens og assimilationens tricks og numre, har betalt en langt højere pris, end de havde råd til: De har bragt de få chancer, som selv lovløse gives i en verden, der står på hovedet, i fare.

Den tilgang, der kendetegner disse få, som man ifølge Bernard Lazare kunne omtale som »bevidste pariaer«, kan lige så lidt forklares af de seneste begivenheder alene som hr. Cohns tilgang – han, der med alle midler forsøgte at blive en opkomling. De er alle sønner af det nittende århundrede, hvor man ikke kendte til juridiske og politiske fredløse, men ganske udmærket kendte til sociale pariaer og deres modstykke, de sociale parvenuer.

Moderne jødisk historie, der begyndte med hofjøden og fortsatte med jødiske millionærer og filantroper, har en tilbøjelighed til at glemme denne anden retning i den jødiske tradition – traditionen fra Heine, Ralph Varnhagen, Sholom Aleichem, Bernard Lazare, Franz Kafka og sågar Charlie Chaplin. Det er en tradition af en minoritet af jøder, der ikke har ønsket at blive opkomlinge, men som foretrak en status som »bevidst paria«.

Alle de berømmede jødiske egenskaber – det »jødiske hjerte«, humanitet, humor, den uselviske begavelse – er pariaens egenskaber.

Alle jødiske mangler – taktløshed, politisk stupiditet, mindreværdskomplekser og pengegriskhed – er opkomlingens kendetegn.

Der har altid været jøder, der ikke fandt det umagen værd at udskifte deres menneskelige indstilling og deres naturlige indsigt i virkeligheden med det åndelige kastesystems indskrænkethed eller de finansielle transaktioners essentielle mangel på realitet.

Historien har påtvunget begge grupper en status som fredløse, ligeligt fordelt på pariaer og parvenuer. Medlemmerne af sidstnævnte gruppe har endnu ikke taget Balzacs store visdom til sig: »On ne parvient pas deux fois« (omtrent: ’man kan ikke lykkes to gange’, o.a.). Derfor forstår de ikke førstnævntes vilde drømme og føler sig ydmyget ved at dele deres skæbne. De få flygtninge, der insisterer på at fortælle sandheden, selv når den grænser til det »uanstændige«, får til gengæld for deres manglende popularitet én ubetalelig fordel: Historien er ikke længere en lukket bog for dem, og politik er ikke længere ikkejødernes privilegium. De ved, at Europas jøders lovløshed er blevet tæt efterfulgt af de fleste europæiske nationers lovløshed. Flygtninge, der jages fra det ene land til det andet, er fortroppen for disse nationers folk – hvis de bevarer deres identitet. For første gang er jødisk historie ikke adskilt fra, men forbundet med alle andre nationer.

De europæiske folkeslags fredelige sameksistens gik i stumper og stykker, da – og fordi – de tillod, at deres svageste medlem blev ekskluderet og forfulgt.
Tekst: Hannah Arendt
Oversættelse: Claus Bratt Østergaard

Introduktion og biografiske noter: Peter Nielsen
Cover: Hannah Arendt, 1930. The Granger Collection
Fotos: U.S. Library of Congress, The State Archives of the Republic of Macedonia, National Archive Collection, U.S. National Archives and Records Administration, Arkivverket
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Annonce
Hannah Arendt vidste, hvad det vil sige at flygte. I 1933 tog hun, som mange andre tyske jøder, flugten fra det nazistiske Tyskland gennem Europa og til New York. I denne bog samles tre af Arendts vigtigste flygtningetekster.

De retsløse og de ydmygede – Essays om flygtninge og statsløshed
160 sider, 199,- kr.

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ole Henriksen
    Ole Henriksen
  • Brugerbillede for Mads Berg
    Mads Berg
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Ulla Søgaard
    Ulla Søgaard
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
    Olav Bo Hessellund
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Britta B. Hansen
    Britta B. Hansen
Ole Henriksen, Mads Berg, Flemming Berger, Niels Nielsen, Ulla Søgaard, Anne Eriksen, Grethe Preisler, Olav Bo Hessellund, Jan Weis, Steen Sohn og Britta B. Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Britta B. Hansen
Britta B. Hansen

Tak til Information for at offentliggøre Hannah Arendts essay, så den er tilgængelig for alle læsere!

En fantastisk afhandling om at være flygtning og en lige så stor konklusion. Evigt relevant!

Ole Henriksen, Flemming Berger, Henrik L Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Ulla Søgaard, Henriette Bøhne og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Hvem skulle ellers kunne fortælle om det at være flygtning end jøderne – et folk på evig flugt.
Nu var baggrunden for Hannah Arendts status som flygtning tilhørende det jødiske folk nok af en helt anden og eksistentielt truende kvalitet med udsigten til udslettelse i Holocaust end mange flygtninges i dag, dog langtfra alle – derfor kan man da godt foretage en sammenligning med en flygtninge- og folkevandringssituation 70-80 år efter, men bringer det mon nogen anden og banebrydende ny erkendelse vedrørende det at være en flygtning på vandring …

Brugerbillede for Britta B. Hansen
Britta B. Hansen

Refleksions- og læreprocessen kunne udmærket starte ved at genlæse indledningen til nærværende essay:

"Der var lige så mange statsløse og flygtning efter de to verdenskrige, som der er fordrevne i dag. Dengang som nu reagerede mange lande ved at lukke sig om sig selv og forsøge at afskaffe retten til at søge asyl, ligesom landene havde svært ved at nå til fælles enighed om fordeling, ansvar og integration. Efter flugten fra Tyskland brugte Hannah Arendt sit liv på at tænke og skrive om flygtninges status, menneskerettigheder og nationalstaten og om ondskabens banalitet og totalitarismen.

Hendes refleksioner viser, at menneskerettigheder sådan som man kunne forvente og som ordet synes at udtrykke, ikke knytter sig til det at være menneske, men kun beskytter borgerne i en stat. Heraf kommer også hendes kritik af nationalstaterne."

Ole Henriksen, Torben Jensen, Christel Gruner-Olesen, Niels Nielsen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar