SKØNHED
Sebastian fik nyt hår i Tyrkiet: »Følelsen efter operationen var den vildeste nogensinde. Jeg tror aldrig, at jeg har taget så mange billeder af mig selv«
Hårtransplantationer er en industri i Tyrkiet, hvor man tilbyder pakkerejser til europæiske og arabiske skønhedsturister, der vil have forbedret deres hårpragt. Vi fulgte med to danske mænd, som tog turen til Istanbul
Emilie Lærke Henriksen, tekst og foto

ISTANBUL

Miki Tranbjerg er ved at vågne fra den dosis ketamin, som har holdt ham bevidstløs i en lille halv time. Han ligger med ansigtet skråt ned mod briksen, imens lægen og de tre sygeplejersker er i fuld gang med at operere små hårsække ud af hans baghoved. Når blodet bliver sprøjtet af issen, kan man se de små røde huller, som hårsækkene bliver hevet op fra.

Over briksen hænger billeder af Miki fra før operationen. De viser en 36-årig ung mand med langt blondt hår. En tuschstreg på hans pande markerer området, hvor han om kun få timer vil få dækket sine tindinger med nyt hår.

Tyrkisk popmusik strømmer ud fra en iPhone. Sygeplejerskerne synger lidt med, når der kommer et omkvæd, der virker enkelt at synge med på. Ellers bliver der ikke sagt meget i den lille operationsstue.

Hårtransplantationer er blevet hovedattraktionen i populære pakkerejser til Tyrkiet, som appellerer til både arabere og europæere. Konceptet kan minde om charterrejser: Danske firmaer reklamerer for og arrangerer rejsen til Tyrkiet, hvor hårtransplantationer er blevet en milliardindustri. Sidste år fortalte en håndfuld tyrkiske klinikker til DR, at danske kunder i stigende grad har fået øjnene op for mulighederne i Tyrkiet.
Inden operationen bliver der diskuteret med en ansat på klinikken om, hvad der vil blive det bedste resultat for Miki Tranbjerg og Sebastian. Sebastian har fundet nogle inspirationsbilleder på Google, som viser hans ønske til øjenbryn. Miki derimod har ikke nogen specifikke ønsker. Han lader det være op til klinikken, hvor lang hans hårgrænse skal gå ned ved tindingerne, så det stadig ser naturligt ud.
Miki Tranbjerg og hans ven Sebastian har rejst tre timer i fly til Tyrkiet for at få foretaget en operation. De to venner fra Odense har købt en pakkeordning, hvor både operation, hotelophold, tolk, morgenmad, hårprodukter og transport rundt i Istanbul er inkluderet i prisen på 9.000 kroner. I Danmark ville en tilsvarende pakke have kostet omkring 60.000 kroner.

Sebastian har overvejet at få lavet en hårtransplantation, siden han begyndte at ane de høje tindinger. Det tog hårdt på den dengang 24-årige unge mand, som førhen var blevet brugt som hårmodel, fortæller han under opholdet i Istanbul i november.

»Jeg havde sådan en lang, tyk Elvis-lignende frisure, som man bare kunne sætte på alle mulige måder. Sådan en rigtig London-frisure.«

Men Sebastians tindinger begyndte at kravle længere op, og hans hår blev tyndere og tyndere. Derfor tog han til Tyrkiet allerede for to år siden som 28-årig og fik lavet sin første hårtransplantation.

»Følelsen efter operationen var den vildeste nogensinde. Jeg tror aldrig, at jeg har taget så mange billeder af mig selv. Min selvtillid kom tilbage, og jeg var ikke flov over mig selv mere. Men mere vil have mere. Og jeg begyndte at lægge mærke til, at mit hår faktisk stadig var tyndt.«
Sebastian vil gerne have mere markante øjenbryn. Han får dem derfor lavet både længere og bredere. Hårsækkene til øjenbrynene bliver også taget fra det bagerste af hans hoved. Der skal tre sygeplejersker til for at fange de små hårsække op med en pincet, som de giver videre til den fjerde sygeplejerske, som skyder dem ind i Sebastians hoved. Det tager kun et par sekunder at skyde hver hårsæk ind.
Sebastian har været så plaget af sin manglende hårpragt, at han ikke har kunnet gå ud i offentligheden uden kasket. Han har derfor også været nødt til at vælge en tøjstil, som passede med at gå med kasket.

»Når jeg skal til fine arrangementer, har jeg aldrig kunnet komme i skjorte og jakkesæt, fordi det ikke passer sammen med kasketten. Så jeg er altid den, der kommer i lidt streetagtigt tøj.«

I Sebastians verden har håret betydet så meget, at han nærmest har været besat af andre mænds hår.

»Da jeg begyndte at få det dårligt med mit hår, fik jeg pludselig en decideret hårfetich. Når andre fyre gik forbi mig, tænkte jeg: Fuck, hvor er det snyd, at de har sådan noget hår, når jeg bare har fehår,« fortæller Sebastian, som for en del år siden begyndte at kalde sig Sebastian Di Caprio.

Navnet tog han, da han begyndte at medvirke i realityshows – en løbebane, han stadig følger, samtidig med at driver sit eget tømrerfirma og en massageklinik.

Sebastians manglende selvtillid har også været en udfordring i intime situationer.

»Når jeg går i seng med en pige, er kasketten også altid det sidste, jeg tager af. Jeg har endda nogle gange haft sex med kasketten på, fordi jeg har været bange for at tage den af, så hun skulle tænke: ’Hvor er han grim’.«
Efter Sebastians første hårtransplantation oplevede han at få det, man kalder en chokreaktion, hvor de nye hårsække falder af. Reaktionen er normal, og hårsækkene vokser ud igen. Men det nye hår vil derfor være kortere end det gamle .
Det foregår med fuld koncentration, når hver lille hårsæk bliver taget op med en pincet og rakt videre til næste sygeplejerske, som skyder den lille hvide hårsæk ind i hovedet. Sebastian skal have flyttet 600 hårsække frem til hans øjenbryn, 3.000 frem til tindingerne og 800 frem til den begyndende måne. Miki Tranbjerg skal kun have flyttet 3.600 hårsække frem til tindingerne. Operationen tager omkring syv timer, og proceduren virker som et stykke indøvet samlebåndsarbejde for de hårdtarbejdende sygeplejersker.

Miki Tranbjerg og Sebastian har forskellige ideer om, hvordan deres nye hår skal se ud.

»Jeg vil gerne have sådan lidt playmobilhår,« fortæller Sebastian dagen inden operationen.

En hårgrænse, som er skarp, lige og stringent.

»Ellers vil jeg bare gerne have, at det skal være tykt, så man ikke kan se igennem det. Så jeg kan farve det, style det og gå ud på gaden uden at tænke, at jeg ligner en mand på 80 år.«

Miki Tranbjergs ønsker er lidt mindre specifikke.

»Jeg vil bare gerne have min høje tindinger væk. Jeg har faktisk slet ikke så mange forventninger til det.«
Efter at Miki er vågnet fra Ketaminen, kan han ligge og høre lyden fra Sopranos, imens iPad'en ligger på hans mave. Lyden distraherer ham fra smerten og de tyrkiske stemmer, han ikke forstår. Sebastian lytter til Rollespilssangen med Svedbanken og Nik & Jay.
Efter operationen bliver de to mænd kørt tilbage til deres hotel.

Clinic Expert, hvor Miki Tranbjerg og Sebastian er blevet opereret, har chauffører, som kører rundt i store taxaer og henter og bringer folk. Taxaerne er beklædt med reklamer for en lang række kosmetiske operationer.

I bilen snakker Miki Tranbjerg og Sebastian om deres bevæggrunde for at få lavet nyt hår. Man kan se, at de spænder ekstra i kroppen, når taxaen giver et bump. Bedøvelsen er gået over, og deres ruslignende tilstand er erstattet af smerte og kløe på toppen af hovedet.

»Jeg har nok bare altid haft dårlig selvtillid og prøver at få det bedre med mig selv ved at lave om på mit ansigt,« fortæller Sebastian. »Jeg tænker mere over, hvad folk tænker om mig, end hvad jeg tænker om mig selv.«

Miki Tranbjerg nikker og kigger ud ad taxaens vindue på den voldsomme eftermiddagstrafik.

»Det er måske også, fordi du er single, Sebastian? For der har jeg det nok lidt anderledes. Jeg gør det kun for min egen skyld, og tænker ikke så meget på, hvad andre tænker om mit udseende. Jeg har bare altid været meget forfængelig omkring mit udseende og har også flere produkter end min kone.«

»Men Sebastian, du skal jo også tænke, at du jo ikke laver om på dig selv, men bare forbedrer dig selv,« fortsætter Miki Tranbjerg.

De snakker om, hvor hurtigt deres hår kommer til at vokse ud, og Miki Tranbjerg mener, at hans hår kommer til at vokse hurtigt. Han refererer til et billede, han viste aftenen forinden. Billedet er af ham selv med hans kone og to døtre.

»Den lange hestehale brugte jeg altså kun halvandet år på at gro.«
Efter operationen bliver deres hoveder pakket ind i bandage med en sort ring omkring for at holde på bandagen. De får hver en hat, som de skal have på for at beskytte mod regn og sol. To dage efter skal de tilbage på hospitalet og have fjernet bandagen og have vasket deres isser med klinikkens shampo.
»Da jeg vågnede og kiggede mig i spejlet, tænkte jeg bare: ’Fuck, det er grimt’,« siger Miki Tranbjerg, da han kommer ned til morgenmaden på hotellet.

Han bestiller æblejuice og en morgenmadsplatte af tjeneren, som kun taler tyrkisk. Han kigger skeptisk, da hun stiller en sølle omgang hvidt brød og noget pålæg foran ham.

Miki Tranbjerg giver Sebastian sin ost. Sebastian giver Miki sine grøntsager, og de griner begge ad deres kræsenhed.

»Av,« siger Miki Tranbjerg og tager sig til hovedet. »Det gør virkelig ondt at grine.«

Ved morgenmadsbuffeten kan man se, at de ikke er de eneste logerende på hotellet, der er blevet opereret. Rundt omkring sidder mænd med fuldstændig identiske sår på hovedet, og nogle nikker anerkendende, når de passerer hinanden. Andre mænd stopper op og snakker med hinanden på fransk, imens de peger på deres hår.

På næstsidste dag i Tyrkiet er Miki Tranbjerg en smule groggy. Han har ikke sovet så meget.

»Ja, det var sgu med tårer i nat. Jeg havde simpelthen så ondt. Det føltes som en tung migræne. Det var nok en blanding af den lange gåtur i går aftes og den dobbelte rom og cola. Endda med en Treo i,« griner han.

Heller ikke Sebastian har sovet godt. Hans hoved har væsket hele natten, så han til sidst måtte pakke hovedpuden ind i et håndklæde.

To timer efter står de ude foran hospitalets svingdøre med hver deres Clinic Expert-pose i hånden. De har fået renset det nye hår med en speciel shampoo og fået produkter til at holde det rent med.

Lettelsen er til at mærke.

»Vi gjorde det sgu,« siger Miki Tranbjerg med trætte øjne.
Sebastian og Miki Tranbjerg vil gerne opleve Istanbul, når nu de er der. De tager smertestillende piller, så de kan holde ud at gå på restaurant og på marked. Nogle af Miki Transbjergs venner fra Odense skriver løbende til Miki, hvordan det er gået. De er også interesseret i at få en hårtransplantation. »Hvis jeg skal have foretaget en hårtransplantation mere, så laver jeg det til en grupperejse. Så er jeg den rutinerede, som kan berolige dem.«
De skaldede isser med sårskorper på vækker mere opmærksomhed i Københavns Lufthavn end i Tyrkiet. Folk kigger, og man kan høre, at der bliver snakket om dem. Men de to nyopererede lader sig ikke gå på af det. De snakker højlydt om Mikis Tranbjergs pande, som på flyveturen hjem er begyndt at hæve. Noget, der godt kunne ligne en væskeansamling.

»Har I været i Tyrkiet og få lavet hår,« spørger vagten i køen til en COVID-19-test i Københavns Lufthavn.

Han peger op over sin pande, hvor det forreste hår er kortere end det bagerste.

»Jeg var der for tre uger siden, og jeg er så glad for det,« råber han, så folk i køen omkring vender sig om for at følge med i samtalen.

Sebastian kan godt være urolig for, om glæden ved det nye hår bare bliver erstattet af en ny ting, som han gerne vil lave om. Foreløbig venter en måned, hvor sårene omkring hårsækkene skal hele, og det nye hår skal begynde at gro. Om resultatet bliver, som de havde forventet, kan de først se om et års tid, men de håber begge, at det ikke kræver endnu en tur til Tyrkiet.
Tekst og foto: Emilie Lærke Henriksen
Redaktør: Niklas Hessel
Digital produktion: Anders Rye Skjoldjensen & Rasmus Raun Westh

2. januar 2021
Dagbladet Information

"Sebastian har været så plaget af sin manglende hårpragt, at han ikke har kunnet gå ud i offentligheden uden kasket. Han har derfor også været nødt til at vælge en tøjstil, som passede med at gå med kasket."

Nervøse mænd med muskler og mindreværdskomplekser produceres på stribe; de er gode for markedsmekanismen. Det samme gælder nok de 'piger', som åbenbart går i seng med dem.

Liselotte Paulsen, Lillian Larsen, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Steffen Gliese, Mogens Holme, jens christian jacobsen, Kim Houmøller, Erik Winberg, Hans Larsen, Christian Kjær Jensen og Peter Engelbrecht anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

"Forfængelighed er fornuftens kviksand"
(Georg Sand)

Liselotte Paulsen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Laila Gyldenhøj, Steffen Gliese, Mogens Holme, jens christian jacobsen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

På de sidste billede, ved vinduet.

Må man godt sidde i flyveren uden mundbind på?

Sanne Nitsche Vollbrecht

Når nu der findes en løsning, der kan hjælpe dem med at få det bedre med dem selv, så kan jeg ikke se problemet i at de søger den. Deres hår, eller manglen på samme, har jo tydeligvis fyldt utroligt meget for dem, så jeg håber de bliver rigtig glade for deres resultater og at de får noget af deres selvtillid tilbage, når deres nye hårlinjer gror ud.

Carl Chr Søndergård, Luiza Labouriau, Gustav Alexander, Claus Nielsen, Ea Movang, Inge Lehmann, Andreas Christensen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

I sammenligning med alle de piger som får lavet bryster - og som får mindre eller større komplikationer - så er de her mænds forfængelighed vist ovre i småtingsafdelingen.

Gustav Alexander, Claus Nielsen, Sanne Nitsche Vollbrecht og Andreas Christensen anbefalede denne kommentar
Andreas Christensen

Morsomt at læse den overlegne hånlighed og nedladenhed disse mænd skal udsættes for.

Ingen gør det samme når folk/børn får bøjle og tandretninger eller børn får opereret flyveører eller skæve næser, men mænd med muskler og vigende hårpragt er åbenbart "fair game" når de tillader sig en smule forfængelighed.

Gad vide, om det er fordi de ikke lever op til kritikernes sexistiske, forældede og utidsvarende forventninger til "rigtige mænd" i stedet for at de ser det som en kærkommen udvikling for et efterhånden foragtet køn.

Er de nu for feminine og det er det nu også forkert ?

Ligegyldigt hvad de maskuline mænd gør, tales det jo ned, så jeg håber de ser på kritikerenes mindreværdskomplekser og penismisundelse med overbærenhed.

I en tid hvor traditionelle maskuline scoreværdier som penge, magt og muskler denigreres er der intet underligt i at de låner de feminine muligheder for at avancere i magespillet ved at pynte på det visuelle, på samme måde som kvinder har benyttet læbestik, sminke, brystforstørrende og fedtsugnings operationer, så snart det var muligt medicinsk.

Måske, det er fordi der altid er 4 fingre der peger bagud, hvergang der peges en finger af andre.

Carl Chr Søndergård, Gustav Alexander, Henrik Brøndum, Bjarne Bach Madsen, Claus Nielsen, Flemming Olsen, Ulla Nygaard, Sanne Nitsche Vollbrecht og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Med en forventet gennemsnitlig leve alder for nyfødte danskere anno 2021 på 102,1 år bliver det her big big business for fremtiden, når disco alderen til den tid først stopper som 50 årig, hvor det for fremtiden er tid til at stifte familie gennem kunstig befrugtning.

Carl Chr Søndergård, Lillian Larsen, Estermarie Mandelquist, Claus Nielsen og Kirsten Nielsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Den amerikanske psykoanalytiker Jonathan Slavin hævder ud fra Reich og Lacan, at mænd pynter sig, viser muskler og 'får hår' for at vise andre mænd, at de bedre end dem lever op til idealbilleder af manden. Stort hår, mange muskler, højde, hvide tænder osv. Det er så at sige kampen i hanegården der angiver hierarkiet og dermed baner vejen til penge, magt - og kærlighed. Kvinden pynter sig tilsvarende og viser sine attributter frem gerne i forskønnet og forstørret form. Også i dette tilfælde henvender kvinder sig til andre kvinder for at vise dem, hvor tæt de selv er på idealkvinden.
Så ro på. Det hele er bare kulturel selektion inden kønsakten.

Morten Korf, Carl Chr Søndergård, Flemming Berger, Henrik Brøndum, Claus Nielsen, Inge Lehmann, Susanne Dea Crammond og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Ja, en halv skaldet præsident i USA kommer nok aldrig. Selv om Bernie forsøgte. Måske det er derfor han blev overhalet af Hillary. Trump bruger næsten et statsbudget på sin surfer beach frisure og den gulerodsfarvede tent om til ørerne. Ser lidt komisk ud. Men det kræver folket.

Hanne Utoft og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Én af de i artiklen medvirkende giver os alle en gave; frem rækker han sin kulturelt kuede integritet, når han beretter at uden kasketten på er det svært med sex. Vi skal jo se hvad det er, han fortæller os ... og naturligvis også erindre os at kvinder/piger i hobetal fortæller os det samme (uden de rette bryster er intimiteten uoverskuelig).

Markedet og mavefornemmelsesregimentet vil belære os om at vi blot er typer, som der (i markedet, forstås) kan findes 'løsninger' til; at dybe frustrationer/stress over ikke at kunne præstere et markedsdueligt, humant og socialt budget er naturlige og kan forstås med lidt seksualiserende husmandspsykologi.

Erik Winberg, Lillian Larsen, Luiza Labouriau, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

@Nervøse mænd med muskler og mindreværdskomplekser produceres på stribe; de er gode for markedsmekanismen. Det samme gælder nok de ’piger’, som åbenbart går i seng med dem.@

Flot analyse fra en ikke-fagperson. Føler forfatteren sig mon fravalgt og forbigået siden hun også synes deres partnere er triste? Og hvad synes de så i øvrigt om forfatteren?

Bent Nørgaard, Gustav Alexander og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er intet scoretrick som personlighed, Andreas Christensen. Det var kun Samsons kraft, der sad i håret.

Andreas Christensen

@Steffen Gliese LOL, det kan vi godt blive indbyrdes enige om, men jeg tror, desværre, @instagram generationen griner af den slags olde-snak. De, majoriteten, gider ikke indlede en samtale, der er dyb nok, til at afdække en bejlers intellektuelle og emotionelle potentielle kvaliteter hvis “den” ligner en taber, ud fra de parametre, som deres peers dyrker. Skabt af hjernedøde semipornografiske udstillingsprogrammer i TV og de sociale mediers kunstige virkelighed.

Tiden er til den mere overfladiske og umiddelbart omsættelige fordel, man kan vinde ved en partner. Bytteværdien skal kunne ses af omverdenen, her og nu, frem for mere subtile og ægte kvaliteter, kvinder skal have tålmodighed for at opdage.

Deres verden er mere visuel og materiel, idag, end den er intellektuel.

Nørder er ikke førstevalg og det er nok det, der har ført til den såkaldte Incel-identitet. De unge mænd der aldrig får et knald.

Flemming Berger, Gustav Alexander, Claus Nielsen, Flemming Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ah, nu synes jeg ikke, at incels lyder, som om de er oversete nørder - et ord, jeg iøvrigt altid har hadet, og som ikke engang det faktum, at det er en Kim Schumacher-undersættelse, har kunnet bøde på.
Det er selvfølgelig, når det kommer til stykket, ikke blot hårtransplantationen, den er gale med,men også de allerede foretagne billedpornografiske modifikationer af kroppens sårbare overflade, den største erogene zone, vi har.

Flemming Olsen

Hvorfor skulle det være så forkert at gå op udseendet? Enhver kan rende rundt og påstå, at de har en smuk sjæl, det er praktisk talt umuligt at kontrollere, og her kan man snyde godt og grundigt. Men det ydre taler for sig selv.

Bent Nørgaard, Gustav Alexander, Henrik Brøndum og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Det interessante her er jo faktisk, at det er en bestemt type testosteron, som fremprovokerer skaldetheden. Så jo mere testosteron, jo tidligere bliver man skaldet.

Mogens Holme, Steffen Gliese og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det bliver en heftig udskrivning og et evigt rend, hvis folk skal leve op til omverdenens skiftende luner.

ulrik mortensen

Ikke så meget mængden af testosteron i blodet, der gør mænd skaldede på hovedet men en overfølsomhed overfor testosteron. En ekspert forklarer: "...en arvelig tilstand, hvor hårsækkene simpelthen er mere følsomme over for det mandlige kønshormon. Kønshormonet får hårsækkene i hovedbunden til at skrumpe, indtil de bliver så små, at der ikke længere kan gro hår ud af dem. Derfor bliver de hår, der løbende tabes, ikke erstattet af nye" ...

https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvorfor-bliver-maend-skaldede

Forstår ikke rigtigt problemet. Jeg har altid opfattet min skaldethed som et plus i forhold til kvinder

David Zennaro, Lillian Larsen, Bent Nørgaard, Luiza Labouriau og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

David Zennaro,

Det er ikke helt sandt. Hårtab relateres ganske rigtigt til testosteron, men det er en meget indirekte relation. En del af mænds testosteron konverteres til DHT, der bevirker at hårsække med tiden forsvinder. Her taler vi om DHT niveauet ved selve hårsækken og ikke generelt i blodet.

Der er altså ikke en direkte sammenhæng mellem testosteron niveauet i kroppen og hårtab som sådan. Man kan sagtens have et højt niveau af testosteron uden at det bevirker hårtab, såfremt man individuelt konverterer relativt lidt af denne testosteron til DHT. Dernæst skal niveauerne af DHT også være høje ved hårsækkene og ikke blot i blodet generelt.

Det er også derfor at medicinsk indgreb i hårtab hos mænd ikke beror på at undertrykke produktionen af testosteron som sådan, men i stedet enzymet, der konverter hormonet til DHT ved hårsækkene.

Så nej, man bliver ikke mere skaldet af at have mere testosteron i kroppen generelt. End ikke DHT såfremt det ikke forekommer lokalt ved hårsækkene..

og ja, det er viden, der uvægerligt kommer fra samme forfængelige overvejelser, som mændene i ovenstående artikel.

Carl Chr Søndergård og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Det er jeg klar over, det er derfor jeg skriver "en bestemt type testosteron".

Gustav Alexander

David Zennaro,

Det var svært at tyde fra din kommentar, da du fejlagtigt skrev at en type af testosteron i sig selv skulle give hårtab. Det er, som jeg har forsøgt at forklare dig, ikke sandt.

Gustav Alexander

"Så jo mere testosteron, jo tidligere bliver man skaldet." Er jo lodret forkert, som jeg håber at du nu kan se. Man må gemme sine (u)saglige udfald mod det mandlige kønshormon bedre, vil jeg mene.

"Hvorfor skulle det være så forkert at gå op udseendet? Enhver kan rende rundt og påstå, at de har en smuk sjæl, det er praktisk talt umuligt at kontrollere, og her kan man snyde godt og grundigt. Men det ydre taler for sig selv."

En eventuel trang til at kontrollere den sjælelige tilstand hos andre mennesker må vist også frarådes - og pointen hér er jo netop at et stigende antal mennesker ikke lader det ydre 'tale for sig selv'; de lader teknologien, wellness-kræmmere og egen pengepung tale.

Lise Lotte Rahbek

Det er måske ikke mere kompliceret end som så.
Mennesker som beskæftiger sig indgående med eget udseende tiltrækker mennesker, som synes det er væsentligt at se ud på bestemte måder.
Og så er der dem, som tiltrækkes af mennesker, som har en begrænset trang til at spejle sig i trends.