Det hele begyndte
i en lille by i Arkansas

I efteråret 1974 sluttede Hillary Rodham sig til Bill Clinton i den lille universitetsby Fayetteville, Arkansas, hvor de begge underviste i jura. Det var her, deres ægteskab og politiske karrierer begyndte.
Information har mødt venner fra dengang, som fortæller historien om den unge veluddannede kvinde, hvis seriøsitet og sociale engagement gjorde stort indtryk fra første færd

Det hele begyndte i en lille by i Arkansas

I efteråret 1974 sluttede Hillary Rodham sig til Bill Clinton i den lille universitetsby Fayetteville, Arkansas, hvor de begge underviste i jura. Det var her, deres ægteskab og politiske karrierer begyndte.
Information har mødt venner fra dengang, som fortæller historien om den unge veluddannede kvinde, hvis seriøsitet og sociale engagement gjorde stort indtryk fra første færd
Tekst: Martin Burcharth – Udsendt medarbejder, Fayetteville, Arkansas
Foto: Sigrid Nygaard & Clinton House Museum

Grafik: Sofie Holm Larsen/iBureauet
Digital produktion: Alexander Sjöberg
Hillary Rodham og Bill Clintons to år lange ophold i universitetsbyen Fayetteville i 1974-76 virker umiddelbart som en parentes i historien om deres 42 år lange ægteskab og politiske karrierer.

Men det er faktisk i denne lille, henrivende by i det nordvestlige hjørne af Bill Clintons hjemstat Arkansas, at parret første gang flyttede sammen i et hus, der siden er blevet omdannet til et museum. Det var i Fayetteville, de blev gift. Det var her de skabte det netværk af trofaste venner, der siden har stået dem bi i både med- og modgang.
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Andet stop er Fayetteville i Arkansas.
Grafik: Sofie Holm Larsen / iBureauet
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Andet stop er Fayetteville i Arkansas. Grafik: Sofie Holm Larsen / iBureauet
Og det var her, de begge underviste i jura på University of Arkansas, og hvor 26-årige Hillary Rodham grundlagde en organisation, der den dag i dag yder gratis advokatbistand til mindrebemidlede klienter i Arkansas. Hun var også med til starte delstatens første telefonrådgivning for kvinder, der har været udsat for voldtægt.

Det var med andre ord i Fayetteville, at parret lagde de første byggesten til det politiske dynasti, der førte Bill Clinton til Det Hvide Hus i 1992, og som højst sandsynligt vil krones med valget af Hillary Clinton som USA's første kvindelige præsident om to uger.

I sine år på University of Arkansas gjorde Hillary Rodham et uudsletteligt indtryk på de venner, veninder, kolleger og studerende, hun mødte. Mange af dem blev hendes nære venner for livet.

Veninder som Ann Henry og Margaret Whillock, begge i slutningen af 70'erne, er stadig i jævnlig kontakt med den demokratiske præsidentkandidat. Og en af hendes studerende fra dengang, advokat Woody Bassett, har arbejdet som frivillig i alle Bill og Hillary Clintons valgkampagner siden 1982.

De er alle dybt loyale over for Clinton. De forsvarer hendes ofte kritiserede tilbøjelighed til at være for tilknappet og reserveret med et argumentet om, at ingen anden præsidentkandidat i amerikansk historie har været så egnet, kvalificeret og velforberedt som hende.
Og det var her, de begge underviste i jura på University of Arkansas, og hvor 26-årige Hillary Rodham grundlagde en organisation, der den dag i dag yder gratis advokatbistand til mindrebemidlede klienter i Arkansas. Hun var også med til starte delstatens første telefonrådgivning for kvinder, der har været udsat for voldtægt.

Det var med andre ord i Fayetteville, at parret lagde de første byggesten til det politiske dynasti, der førte Bill Clinton til Det Hvide Hus i 1992, og som højst sandsynligt vil krones med valget af Hillary Clinton som USA's første kvindelige præsident om to uger.

I sine år på University of Arkansas gjorde Hillary Rodham et uudsletteligt indtryk på de venner, veninder, kolleger og studerende, hun mødte. Mange af dem blev hendes nære venner for livet.
Clinton-dynastiet startede i Fayetteville
1973: Bill Clinton og Hillary Rodham færdiguddannes som advokater på Yale University. Han tager til Arkansas for at starte en politisk karriere; hun får en stilling i Kongressens Watergate-udvalg i Washington, D.C.

1974: Hillary slutter sig til Bill i Fayetteville, Arkansas, hvor de begge underviser i jura på University of Arkansas. Han stiller op til Kongressen og taber.

1975: Parret bliver gift og køber deres første hus tæt op ad University of Arkansas.

1976: Bill Clinton vælges som statsadvokat for Arkansas.

1977: Parret flytter fra Fayetteville til delstatens hovedstad Little Rock.

1978: Bill Clinton vælges til guvernør. Som førstedame arbejder Hillary Rodham med en reform af Arkansas' uddannelsessystem.
Veninder som Ann Henry og Margaret Whillock, begge i slutningen af 70'erne, er stadig i jævnlig kontakt med den demokratiske præsidentkandidat. Og en af hendes studerende fra dengang, advokat Woody Bassett, har arbejdet som frivillig i alle Bill og Hillary Clintons valgkampagner siden 1982.

De er alle dybt loyale over for Clinton. De forsvarer hendes ofte kritiserede tilbøjelighed til at være for tilknappet og reserveret med et argumentet om, at ingen anden præsidentkandidat i amerikansk historie har været så egnet, kvalificeret og velforberedt som hende.
Advokat Woody Bassett havde Hillary Rodham som adjunkt i jura på University of Arkansas i to semestre. "Hun var altid velforberedt og streng med sin karaktergivning," husker han. Foto: Sigrid Nygaard
Advokat Woody Bassett havde Hillary Rodham som adjunkt i jura på University of Arkansas i to semestre. "Hun var altid velforberedt og streng med sin karaktergivning," husker han. Foto: Sigrid Nygaard
»Vent bare og se, hvad hun får udrettet i Det Hvide Hus,« siger Woody Bassett, da Information møder ham en sen formiddag i hans advokatfirma, tæt på Fayettevilles hovedgade.

»Selvfølgelig har Hillary sine svagheder som alle os andre. Men hun har gennem 40 år kæmpet for et bedre samfund, og hver gang hun er blevet dukket af pressen og sine politiske modstandere, har hun rejst sig igen. Det er en karakteregenskab, der vil tjene hende vel i præsidentembedet.«
Velkomsten
Da Bill Clinton tog imod tilbuddet om en stilling som adjunkt i jura på University of Arkansas i 1973, var Fayetteville en lille og konservativ provinsby i en sydstat, der for en veluddannet kvinde som Hillary Rodham må have forekommet tilbagestående.

Bill havde mødt hende to år tidligere på Yale University, hvor de begge læste jura. Efter at have dimitteret skiltes deres veje. Hun fik en stilling som juridisk rådgiver for et udvalg i USA's senat, der forberedte en rigsretssag mod præsident Richard Nixon; han rejste hjem til Arkansas for at indlede en politisk karriere.

Da Nixon trådte tilbage i august 1974, blev Hillary pludselig ledig, og hendes kæreste i Fayetteville fik hurtigt arrangeret, at der blev slået en stilling op på universitets juridiske fakultet. Det tilbud kunne den unge kvinde ikke sige nej til, selv om mange af hendes venner mente, hun burde blive i Washington, D.C. Nogle af dem kunne allerede dengang forestille sig hende som senator i fremtiden.

Inden Hillarys ankomst spurgte Bill flere af sine venners hustruer, blandt dem Ann Henry, Margaret Whillock og nu afdøde Diane Blair, om de ville være så søde at tage kærligt imod hans kæreste.

Margaret Whillock husker tydeligt den dag i september 1974, hun første gang mødte Hillary Rodham.

»Bill bad mig invitere hende på frokost. Hun kom over den anden dag, hun underviste. Vi blev straks gode venner. Dengang var hun en mere seriøs person end i dag. Hun var dybt involveret i, hvad der skete i verden,« fortæller Whillock, som vi møder i en tidlig formiddag i hendes lille villa på en bakketop i Fayettevilles opland, hvorfra der er en fin udsigt over byens centrum.
Vennerne Carl og Margaret Whillock fra Fayetteville arbejdede begge i Det Hvide Hus. Her ses de under en reception i 1990'erne med deres barnebarn.
Foto: Privat
Den ældre dame har i de seneste par måneder samlet alle de breve og noter, hun i årenes løb har modtaget fra Hillary, samt fotos taget af Clinton og Whillock-familien. Hendes mand Carl, der døde i 2005, var kampagnechef for Bill Clinton, da han i 1974 stillede op til Kongressen i en valgkreds i det nordlige Arkansas og tabte.

Margaret fremviser et brev fra 17. december 1974 skrevet med blåt blæk på hvidt papir med en sort ramme omkring. I brevet takker Hillary hende for at have taget initiativ til deres venskab med ordene:

»Du er en usædvanlig person; jeg har været virkelig heldig at træffe dig.«
Hillary har gennem hele sit liv skrevet takkebreve og lykønskningsbreve til familie og venner. Her et et julebrev fra 1974 til veninden Margaret Whillock, der senest hørte fra Hillary i august i en e-mail. Foto: Sigrid Nygaard
Den gamle veninde fortæller: »Hillarys karakter var helt anderledes end Bills. Hun var ikke så interesseret i selskabelighed. Hun læste mange bøger. Jeg husker, vi læste en nylig udkommet biografi af Eleanor Roosevelt, og at vi diskuterede hendes arbejde for fagforeninger og børn som førstedame i Det Hvide Hus i 1930'erne og 1940'erne.«

De to veninder læste andre bøger. Margaret Whillock nævner klassikeren The Making of a President af Theodore White, en tryllebindende beretning om John F. Kennedys valgkampagne i 1960 set fra en medrejsende journalists ståsted.

Hun tilføjer skælmsk: »Og så læste vi en biografi af Mao.«
Feminister
Hillary og hendes veninder i Fayetteville hørte til en sjælden art i Arkansas. De var feminister.

Dengang var den nationale debat om kvinders rettigheder ugleset i sydstaterne. Sammen med 14 andre stater havde Arkansas' lovgivende forsamling afvist at ratificere en forfatningsændring vedtaget i 1972 af Kongressen, som skulle stille kønnene lige og beskytte kvinder mod diskriminering. Hermed faldt forfatningsændringen; siden da er den aldrig blevet til gældende lov.

»Vi skulle endda have lov af vores mænd til at søge om kørekort og kreditkort. Der var stillinger, vi ikke kunne søge,« fortæller en anden af Hillarys veninder, Ann Henry.

Hillary Rodham omgav sig med stærke og målbevidste kvinder, der var dybt engageret i kvinders og børns rettigheder. Ann Henry, der i dag er 76, er uddannet advokat. Hun underviste på University of Arkansas i mange år og stillede op til Kongressen i 1996 uden at blive valgt ind.
Da Hillary Rodham underviste i jura på University of Arkansas, var der kun få kvindelige studerende. I dag er fordelingen 50/50. Også i sport har kvinderne indtaget en fremstående rolle. Her er universitetets svømmehold. Foto: Sigrid Nygaard
I dag kan disse ældre kvinders oplevelser af kønsdiskrimination virke som fjern fortid for nutidens unge kvindelige universitetsstuderende. Da Hillary Rodham underviste på University of Arkansas, var der kun en anden kvindelig lærer, og kun nogle få kvindelige studerende på det juridiske fakultet. I dag er dekanen en kvinde og halvdelen af eleverne kvinder.

Universitetet er kendt for sine fremragende sportsfaciliteter og trænere, der bliver finansieret og sponsoreret af koncerner som Walmart og Tyson Foods i nabobyen Bentonville. Her udklækkes de bedste atletikudøvere og golfspillere i USA. University of Arkansas sendte 18 atleter til de Olympiske Lege i Rio, heraf var de 12 kvinder.

Amerikanske piger og kvinders efterhånden prominente rolle på high schools og universiteters sportshold skyldes en kongreslov fra 1972, der forbyder forskelsbehandling af kvindelige atleter og pålægger uddannelsesinistitutioner at stille lige ressourcer til rådighed for begge køn (loven er kendt som Title IX).

I den forstand er ligestillingen nået vidt for kvinder på USA's universiteter. Den verden, Hillary Rodham, Ann Henry og Margaret Whillock voksede op i, eksisterer ganske enkelt ikke længere.

Ikke desto mindre mener Emily Teiss, 22 år og antropologistuderende på University of Arkansas, at der stadig er et stykke vej til fuld ligestilling mellem kønnene.

»Hvis Hillary Clinton vinder, vil vi nå et skridt tættere på ægte ligestilling. Når man tænker på, at vi kvinder stadig bliver dømt på vores udseende, og at vores krop stadig anses af mænd for at være objekter, kan det måske hjælpe at have en kvinde i Det Hvide Hus,« siger hun.
Emily Teiss, studerende på University of Arkansas, håber, at valget af USA's første kvindelige præsident vil nedbryde nogle af de sidste kønsbarrierer i det amerikanske samfund. Foto: Sigrid Nygaard
Emily Teiss arbejder deltid på Clinton House Museum i Fayetteville og er som mange andre unge kvinder i USA forfærdede over Donald Trumps retorik om kvinder.

»Det er til at brække sig over at høre på. Det er virkelig problematisk, at unge mænd skal lytte til det. Den slags sprogbrug bør de altså ikke opdrages med,« mener Emily Teiss.

Emily og hendes veninder planlægger at stemme på Hillary Clinton; dog vil de holde sig for næsen.

»Vi har ikke meget til overs for politikere og politik. Hun er det mindste af to onder.«
Efternavnet Clinton
En af de ukendte faktorer, meningsmålingerne muligvis ikke tager højde for, er modviljen mod en kvindelig præsidentkandidat hos mandlige og nogle kvindelige vælgere. Denne modvilje antages især at være fremherskende i de konservative sydstater.

»Sådan er det stadig her i sydstaterne,« siger Hillarys tidligere juraelev Woody Bassett.

»Jeg er overbevist om, at beskyldningerne mod hende for at være opportunist og mangle den karisma, hendes mand og Obama besidder, kan kædes sammen med generelle fordomme mod kvinder i politik. Hun har skullet forcere langt større hurdler end mænd.«

Da Bill og Hillary blev gift i efteråret 1975 i Fayetteville, beholdte hun sit eget efternavn Rodham. Det bakkede hendes feministiske veninder op om. Ann Henry og hendes mand arrangerede bryllupsfesten i deres hus med champagne, kage og dans. Der var 250 gæster.
Ann Henry, uddannet advokat, blev én af Hillary Rodhams bedste venner i Fayetteville. Henry og hendes mand holdt en stor bryllupsfest for parret. Hun ser stadig Hillary jævnligt. Foto: Sigrid Nygaard
»Desværre har vi ikke nogen billeder fra festen. Det tænkte vi ikke på. Dengang var der ingen, der tog selfies,« fortæller Ann Henry en morgen under et besøg i Clinton-parrets hus, som Hillary og Bill flyttede ind i efter brylluppet, og som nu er et museum med fotos af diverse begivenheder fra parrets 18 år i Arkansas fra 1974 til 1992.

I 1980 besluttede Hillary at skifte efternavn til Clinton. Rodham blev til hendes mellemnavn.

»Bill havde tabt guvernørposten ved valget i 1980, og folk sagde, det kunne være, fordi vælgere ude i provinsen ikke kunne lide, at hans hustru havde beholdt sit fødenavn. Vi var nogle, der ikke var så glade for, at hun bøjede sig og tog Clinton som sit efternavn,« husker Ann Henry.

I 1982 genvandt Bill Clinton let guvernørposten i Arkansas.
Dæmoniseringen
Både Henry og Whillock har været chokerede over republikanernes og Trumps dæmonisering af Hillary Clinton i valgkampen. Ikke fordi det er så overraskende.

»Jeg mener, de beskyldte hende for at have myrdet Vince Foster i Det Hvide Hus,« siger Margaret Whillock. (Foster var en barndomsven af Bill og kollega til Hillary i et advokatfirma i Little Rock. Han begik selvmord i 1993, mens han var juridisk rådgiver for præsident Clinton)

Ann Henry er lidt ærgerlig over hendes venindes tilknappethed. Selv kalder hun sig for en åben bog.

»Sådan er Hillary bare. Hun gør krav på at have et privatliv. Pressen skal ikke vide, hvad hun spiser til morgenmad, om hun dyrker yoga, eller hvor lang tid det tog at sammenflikke gæstelisten til Chelseas bryllup …«, siger Henry.

»Hvis hun holder noget tilbage, insinuerer de, at der er noget odiøst på affære. De tror ikke på hende, uanset hvad hun siger eller gør.«
Parret mødte hinanden under jura-studier på Yale University. Bill fortalte under den demokratiske partikongres i juli, at han havde fået øje på Hillary på universitetsbiblioteket. Foto: Clinton House Museum
Margaret Whillock: »Der er blevet sagt så meget usandt om Hillary, at folk er begyndt at tro på det. Hvordan kan Trump kalde hende for korrupt? Det er forfærdeligt, at det er kommet til, at han siger: 'Du hører til i et fængsel'. Jeg forstår ikke, det er endt sådan.«

Margaret husker engang, hun sad i sin bil i Little Rock. Det var kort tid inden, hun blev ansat af Hillary som vicecehef i Det Hvide Hus' gæstekontor.

»Jeg lyttede til en speaker på et talkshow, og han sagde de mest afsindige løgne om Hillary. Jeg var overbevist om, at han ville blive fyret næste dag. Men det var (den konsevative talkshow-vært, red.) Rush Limbaugh. Efter ham kom Fox News, der har forfulgt og plaget hende i 20 år.«

Whillock finder ikke Hillary Clintons tilknappethed unaturlig.

»Det er normalt, at man bliver mere hemmelighedsfuld og søger ly i en lille kreds af venner, når man bliver dæmoniseret på så grov en måde.«
Bill og Hillary blev viet i efteråret 1975 i deres nyligt erhvervede hus i Fayetteville. Hun valgte at beholde sit fødenavn Rodham som efternavn. Det vakte senere problemer for Bills politiske karriere. Foto: Clinton House Museum
Hillary Rodham er født og vokset op i en forstad til Chicago. Her er hun afbildet nær Fayetteville i Arkansas i midten af 1970'erne. Foto: Clinton House Museum
Serie: Valgets bagland
Hvad rører sig i baglandet på den amerikanske valgkamp?

Informations USA-korrespondent, Martin Burcharth, og fotoredaktør Sigrid Nygaard rejser på en 2.400 km lang rejse i fem sydstater.

Læs med her.
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard & Clinton House Museum
Grafik: Sofie Holm Larsen/iBureauet

Redaktør: Emil Rottbøll
Digital produktion: Alexander Sjöberg

© Dagbladet Information
Publiceret 25. oktober 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

"Emily og hendes veninder planlægger at stemme på Hillary Clinton; dog vil de holde sig for næsen."

Til trods for at Hillary Clinton i de amerikanske primærvalg 2016 fik flere stemmer end nogen anden opstillet kandidat, det være sig Republican, Democratic eller Socialist, syntes det helt umuligt for 'den herskende journalistiske klasse' at skrive eller sige noget ubetinget positivt, eller bare neutralt, om hende. Og den tendens er fortsat lige siden, selv nu hvor hun støt og roligt ser ud til at nærme sig en knusende valgsejr: Altid skal der som et absolut minimum tilføjes et lettere hånligt, snerrende "unlikable", "no entusiasm", "baggage", "the lesser of two evils" eller for den sags skyld "but … Bill Clinton"(!), som flittigt bliver oversat og gentaget af den danske 'herskende journalistiske klasse'.

Og til trods for at der her i selve præsidentvalget (igen!) er millioner af amerikanske vælgere, repræsenterende alle aldre, køn, racer, religioner, seksuel orientering, der ovenud begejstret og entusiastisk, enten allerede har stemt eller vil stemme på Hillary Clinton frem til og med 8. november, dét til trods bliver hendes vælgere i ovenstående essay ikke desto mindre repræsenteret ved personer, der vil … "holde sig for næsen" (siger man overhovedet sådan på dansk?), før de, eventuelt, stemmer på hende.

Selv om man helst ikke skal nævne det, synes det underliggende budskab (stadigvæk) at være klart, som Samantha Bee, brilliant som altid, her illustrerer det.

… hvornår tager DR sig i øvrigt sammen til at købe rettighederne til Samantha Bees show, Full Frontal! Måske værd at overveje, om ikke før, så når USA efter 240 år omsider får sin første kvindelige præsident?