De glemte amerikanere

Bjergområdet Appalacherne i sydstaterne har USA's største
koncentration af sult og fattigdom. Information har besøgt
en befolkningsgruppe, som valgkampen har glemt.

De glemte
amerikanere

Bjergområdet Appalacherne i sydstaterne har USA's største
koncentration af sult og fattigdom. Information har besøgt
en befolkningsgruppe, som valgkampen har glemt.
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Michele Oberlay har ikke svært ved at huske dagen, hvor hun følte sig nødsaget til at tage den ydmygende tur til en kirke i sin by Crossville i Tennessee og hente gratis fødevarer til sin familie.

»Det var i begyndelsen af juli. Vi havde lige mistet food stamps til en værdi af 600 dollar om måneden. Jeg havde ikke nok penge til at give mad til alle 10 børn; de skulle ikke gå sultne i seng,« fortæller hun.

Tusmørket er netop faldet over familiens hus i et smukt kuperet terræn uden for Crossville. Det har taget tre-fire timer at overtale Michelle til at fortælle om sin families vanskelige økonomiske situation og åbne sit hus for fremmede.
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Fjerde stop er Appalacherbjergene i Tennessee.
Grafik: Sofie Holm Larsen / iBureauet
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Fjerde stop er Appalacherbjergene i Tennessee. Grafik: Sofie Holm Larsen / iBureauet
Informations udsendte så hende stå i kø uden for kirken The Place of Refuge, Manna from Heaven. Med sig havde hun to børn, som med deres udseende og lysblonde hår kunne forveksles med danske børn. Som de fleste indbyggere i Appalacherne nedstammer familien fra irsk-skotske indvandrere.

Først virker Michelle pinligt berørt.

»Jeg har ikke tid,« siger hun genert på forespørgslen. »Jeg skal hen og se et optog på skolen, og så bliver det for sent. Jeg skal lave mad til børnene.«

Alligevel udleverer hun sit mobilnummer og adressen. Efter mange opringinger svarer hun: »Okay, hvis I kommer, efter jeg har lavet mad til børnene.«

Der bor omtrent 25 mio. mennesker i og nær Appalache-bjergene i sydstaterne North Carolina, Tennessee, Kentucky og West Virginia. Det er mennesker, som lever en relativt afsondret tilværelse og er vant til at klare sig selv. De føler sig glemt af Amerika, og de er mistroiske over for udefrakommende.
Informations udsendte så hende stå i kø uden for kirken The Place of Refuge, Manna from Heaven. Med sig havde hun to børn, som med deres udseende og lysblonde hår kunne forveksles med danske børn. Som de fleste indbyggere i Appalacherne nedstammer familien fra irsk-skotske indvandrere.

Først virker Michelle pinligt berørt.

»Jeg har ikke tid,« siger hun genert på forespørgslen. »Jeg skal hen og se et optog på skolen, og så bliver det for sent. Jeg skal lave mad til børnene.«

Alligevel udleverer hun sit mobilnummer og adressen. Efter mange opringinger svarer hun: »Okay, hvis I kommer, efter jeg har lavet mad til børnene.«

Der bor omtrent 25 mio. mennesker i og nær Appalache-bjergene i sydstaterne North Carolina, Tennessee, Kentucky og West Virginia. Det er mennesker, som lever en relativt afsondret tilværelse og er vant til at klare sig selv. De føler sig glemt af Amerika, og de er mistroiske over for udefrakommende.
Det var den demokratiske præsidentkandidat Robert F. Kennedy, der for første gang løftede sløret for den udbredte fattigdom i regionen. Det skete under valgkampen i 1968, hvor han – fulgt af landspressen og tv – besøgte fattige, hvide familier i Kentucky.

Dengang blev USA's hvide middelklasse chokeret over at se folk med hvid hudfarve leve under så fattige kår. Også i dag er det en udbredt opfattelse, at fattigdom og sult kun berører etniske mindretal, især afroamerikanere. Men det er ifølge Elaine Streno, direktør for fødevaredistributøren Second Harvest i østlige Tennessee, en fundamental misforståelse.

»Fattigdom og sult er et landsdækkende fænomen; utroligt mange hvide amerikanere lever under fattigdomsgrænsen. De fleste amerikanere ved ikke, at nogle børn stadig må springe et måltid over om dagen,« fortæller hun.
Glemt i valgkampen
Second Harvest er en del af hjælpeorganisationen Feeding America, der gennem donationer bistår med at brødføde 46 mio. amerikanere. I det østlige Tennessee uddeler Second Harvest fødevarer til 120.000 mennesker. Ud af en befolkning på en million lever 200.000 under fattigdomsgrænsen, der ligger på en årsindkomst på 27.000 dollar for en familie på fire.

»Vi uddeler fødevarer gennem kirker og spisekøkkener til flere mennesker end nogensinde. Statistisk er antallet af sultne faldet på landsplan siden den store recession i 2008-09. Men det er ikke nogen trøst. Tallet i østlige Tennessee er kun faldet fra 130.000 til 120.000,« fortæller Streno.

Dyb fattigdom og sult nævnes sjældent i amerikanske præsidentvalgkampe, der som regel handler om at forbedre middelklassens levestandard. Sådan har det også været i 2016.

»Hillary Clinton taler om børn og kvinder, men jeg hører hende aldrig nævne fattigdom og sult. Jeg går ud fra, det ikke kan betale sig, fordi de fattige ikke stemmer,« siger Elaine Streno.
Fattigdom har slet ikke været et tema i den amerikanske valgkamp, men i bjergregionen Appalachians findes der stadig stor sult og fattigdomsproblemer. I Knoxville ligger en stor afdeling for Second Harvest, der deler mad ud til børn i det område. På billedet: Elaine Streno, leder. Foto: Sigrid Nygaard
Fattigdom har slet ikke været et tema i den amerikanske valgkamp, men i bjergregionen Appalachians findes der stadig stor sult og fattigdomsproblemer. I Knoxville ligger en stor afdeling for Second Harvest, der deler mad ud til børn i det område. På billedet: Elaine Streno, leder. Foto: Sigrid Nygaard
Det er imidlertid en sandhed med modifikationer. Clinton har rigtigt nok ikke gjort fattigdom og sult til en del af sin valgkampagne. Men hun skrev i slutningen af september en kronik i The New York Times, der startede med følgende sætning:

»Man kan måle et samfunds moralske karakter på dets omsorg for vores børn. Vores rigdom taget i betragtning burde intet barn vokse op i fattigdom. Trods det går børn sultne i seng hver nat i Amerika.«

Den demokratiske præsidentkandidat tilføjede: »Det er korrekt, at antallet af fattige er faldet, men den dybe fattigdom er samtidig vokset.«

Michelle og hendes mand David Oberlay er ikke sunket ned i dyb fattigdom. I hvert fald ikke endnu. Deres vanskelige økonomiske situation er symptomatisk for to udbredte fænomener på USA's arbejdsmarked. Det ene er arbejdsskader, det andet lavtlønnede stillinger i servicesektoren.

Hun er uddannet på college som socialrådgiver og arbejdede indtil for 10 år siden i den offentlige sektor. Så fik hun en alvorlig rygskade og modtager en invalidepension på 700 dollar om måneden. Hendes heltidsjob er at tage sig af fem børn (det ene har en autistisk lidelse), tre adoptivbørn og en ældre datter, der har et barn på to og er gravid igen.

David Oberlay er ufaglært arbejder og mistede sidste år et rimelig velbetalt job. Han havde trådt på et søm, og fodskaden krævede en operation, som selskabet ikke ville betale. I stedet blev han fyret, hvilket er let for virksomheder at gøre i en sydstat som Tennessee, hvor en delstatslov gør det ekstraordinært vanskeligt for lønmodtagere at organisere sig i fagforeninger.

Efter at have været arbejdsløs i en tid fandt David et job i varehuskæden Walmart. Men han er ansat til en mindsteløn på 7,25 dollar i timen til trods for, at han arbejder om natten mellem kl. 22 og 6.30.
Det er ikke let at klare dagen og vejen for en familie med 10 børn i USA's Appalacher-region. Socialrådgiver Michelle Oberlay er på invalidepension; hendes mand David bestrider to fuldtidsjobs. Børnene får gratis morgenmad og frokost i skolen. Trods det er familiens madbudget total afhængigt af fødevarer uddelt af velgørende grupper.
Foto: Sigrid Nygaard
Det er ikke let at klare dagen og vejen for en familie med 10 børn i USA's Appalacher-region. Socialrådgiver Michelle Oberlay er på invalidepension; hendes mand David bestrider to fuldtidsjobs. Børnene får gratis morgenmad og frokost i skolen. Trods det er familiens madbudget total afhængigt af fødevarer uddelt af velgørende grupper.
Foto: Sigrid Nygaard
To fuldtidsjobs
David er derfor blevet tvunget til at tage et dagjob i et kloakfirma, hvor han tømmer transportable toiletskure – også til mindstelønnen. Her starter han kl. 7 om morgenen – uden at have sovet hele natten – og slutter kl. 16.

»På hverdage sover min mand fra kl. 16.30 til kl. 21. I weekenden vil han gerne sove ud, men børnene vil ikke lade ham være i fred,« griner Michelle.

Lige så snart David blev ansat i det andet job, røg familiens indkomst – der inkluderer hendes invalidepension – 60 dollar over maksimumgrænsen for, hvornår man kan modtage food stamps. Hans årsindkomst ligger nu på 29.000 dollar. Det er derfor, Michelle og børnene tvinges til at hente fødevarer i kirker og spisekøkkenerne.
»Nogle gange skal jeg virkelig være kreativ for at sikre mig, at de ikke mangler et måltid. Heldigvis får de alle sammen morgenmad og frokost i skolen, så jeg står for middag og måltider i weekenden,« forklarer Michelle Overlay.

Deres nydelige hus bærer præg af det gedigne middelklasseliv, de førte, indtil arbejdsskader og det socialt skæve arbejdsmarked sendte dem ud i fattigdom og gjorde dem afhængige af velgørenhed.

Crossville som familien Oberlay bor i, har ligesom mange andre byer i Appalacherne oplevet et stort tab af arbejdspladser i fremstillingsindustrien siden krisen i 2008.

»De velbetalte job i Crossville er praktisk talt forsvundet,« fortæller præsten Shane Williams, hvis kirke The Place of Refuge, Manna from Heaven uddeler mad til nødstedte familier hver torsdag.
»Vi får besøg af 1.000 om måneden, heraf er en tredjedel børn og en tredjedel pensionister. Folk kommer som regel, fordi deres budget ikke holder til at dække både faste udgifter og kost. Især i den sidste uge i måneden, hvor der skal betales regninger, strømmer de til.«

Pastor Williams har mange sørgelige fortællinger om, hvad fattige familier skal udstå. For nylig henvendte en enlig mor til fem sig med en forespørgsel om at fylde nogle spande op fra kirkens vandhane.

»Det viste sig, at vandværket havde lukket for hendes vandforsyning, fordi hun ikke kunne betale regningen. Vi greb straks ind og betalte regningen. Vand er jo en livsnødvendighed,« siger pastor Williams.
Pastor Shane Williams beder en bøn sammen med sine frivillige medarbejdere i kirken 'The Place of Refuge' i Crossville, Tennessee. Kirken deler hver torsdag mad ud til de fattige indbyggere i byen. Foto: Sigrid Nygaard
Pastor Shane Williams beder en bøn sammen med sine frivillige medarbejdere i kirken 'The Place of Refuge' i Crossville, Tennessee. Kirken deler hver torsdag mad ud til de fattige indbyggere i byen.
Foto: Sigrid Nygaard
Nedbrudte familier
I sine nyligt udgivne erindringer Hillbilly Elegy hævder forfatteren J.D. Vance, at forklaringen på Appalacher-familiers fattigdom skulle være dysfunktionelle familierelationer, der går i arv fra generation til generation. Han lægger med andre ord mere vægt på denne særskilte befolkningsgruppes kulturarv end på de sociale og økonomiske betingelser, de lever under.

Det er en pointe, som gang på gang er blevet fremført af det republikanske partis ideologer. Et andet og relateret argument er det såkaldte afhængighedssyndrom. Fattige, der modtager bistand som food stamps, invalidepension og gratis sygesikring, skulle miste incitamentet til at lede efter et arbejde.

Dette synspunkt er ikke svært at finde i en hjælpeorganisation som Second Harvest, hvor en del af personalet og endda direktøren Elaine Streno selv er vokset op i dysfunktionelle og fattige familier.

»Min mor smed min far ud af huset. Han levede af at svindle folk og døde senere af kokainmisbrug. Vi flyttede konstant, nogle gange midt om natten, fordi mine forældre ikke kunne betale huslejen. Det var total kaos for os børn,« husker Streno.

At hun sidder i en direktørstol i dag, tilskriver hun de ambitioner, hendes mor havde for sine børn. De var de bedste i verden. De skulle på college, koste hvad det vil.

»Den holdning er desværre ikke særlig udbredt blandt forældre i Appalache-regionen. Jo, der er nogen, der kæmper hårdt for deres børns fremtid. Men der er også dem, der accepterer at leve af bistand, selv om de forbliver fattige,« siger Elaine Streno.
På Grassy Fork Elementary School leger skolebørnene udenfor på en græsmark nær et vandløb, når det er frikvarter. Foto: Sigrid Nygaard
Theresa Bearden, hendes mand Eric og deres tre børn er et eksempel på, hvor udfordrende det kan være at bryde ud af det dysfunktionelle familiemønster og tilbyde ens børn de muligheder, man selv aldrig fik.

Theresas far var 16, da hun blev født. Moren var 21. Hendes mor, der var pillemisbruger, kæmpede i årevis med stedfaren om forældreretten til Theresa og hendes søskende. I sin barndom flyttede de frem og tilbage mellem Michigan og Tennessee.

Manden Erics familiebaggrund er ligeså indviklet og dysfunktionel. For tre år siden skete der et eller andet unævneligt, der involverer forholdet mellem hans familie og deres datter Cheyenne på 14.

»Vi skulle bare flytte så langt væk fra Michigan som muligt,« fortæller Theresa Bearden.

Så familien på fem flyttede ind hos hendes aldrende stedfar i den lille by Hartford. Men Eric kunne ikke finde et job, og de følte sig aldrig velkomne i et bjergsamfund med 2-300 indbyggere. De overlevede af food stamps, hendes invalidepension og den mellemste søn Ravens invalidepension (han har autisme).

For et år siden fandt Eric et job til mindstelønnen i et metalbeklædningsfirma. Familien flyttede ind i et lejet mobile home nær en highway i byen Newport i bjergenes opland, hvor sønnerne Dakota, 16, og Raven, 12, deler værelse, mens datteren Cheyenne har fået sit eget.
Cheyenne Bearden, 12, bor i et mobile home med sine forældre og to brødre. Hun spiller fodbold og basketball i skolen og drømmer om at blive en sportsstjerne, når hun næste år rykker op i gymnasiet. Foto: Sigrid Nygaard
Cheyenne Bearden, 12, bor i et mobile home med sine forældre og to brødre. Hun spiller fodbold og basketball i skolen og drømmer om at blive en sportsstjerne, når hun næste år rykker op i gymnasiet. Foto: Sigrid Nygaard
Selv om Theresa er vokset op i et kaotisk hjem, er hun dybt engageret i sine tre børns uddannelse og opvækst. Der holdes orden i det lille hjem. Børnene skal være med til at lave mad, vaske op og selv gøre rent på deres værelser.

Cheyenne er solstrålen. Hun er en sportsstjerne på skolen i Hartford, hvortil mor kører og henter hende hver dag, fordi »skolebussen op og ned ad bjerget er for farlig«.

Bearden-familien lever fra hånden til munden. Ofte er der ikke penge til at købe tøj til børnene. Det hjælper svigermor i Michigan med. De har mistet food stamps for 400 dollar om måneden, fordi Erics nye indkomst sammen med to invalidepensioner resulterer i en samlet årsindkomst på 600 dollar over fattigdomsgrænsen.

»Jeg er virkelig stolt af ikke længere at være afhængig af food stamps. Men det er nogle gange hårdt at komme gennem måneden,« siger Theresa.
Skolelærerne
Forældre i fattige Appalacher-hjem kan nære store ambitioner for deres børn, men de bliver næppe indfriet, med mindre skolerne og lærerne giver dem et ekstra skub.

Cheyenne er fortsat med at gå i skole i den lille bjergby Hartford, selv om familien er flyttet ned ved foden af bjergene. Det er der gode grunde til.

Grassy Fork Elementary School ligger nogle kilometer fra Highway 40 op ad en snæver bjergvej midt på en græsbegroet eng. Skolens legeplads består af en græsmark, hvor eleverne lærer at cykle. Ved udkanten af marken ligger vandløbet Big Creek, hvor inspektør Judy Webb, en midaldrende kvinde med en fast og myndig stemme, tager nye elever hen for at lære at fiske ørred.

På den anden side af skolen holder inspektøren en stor urtehave, hvor der dyrkes majs, tomater, salat og andre grøntsager, som det står byens indbyggere frit for at tage med hjem. Hver dag serveres en robust morgenmad og frokost til de 89 elever. En særskilt bygning tjener som lager for fødevarer leveret af Second Harvest.
Alle 89 skolebørn får hver dag gratis morgenmad og frokost serveret på Grassy Elementary School. Fredag stoppes deres skoletasker med ernærende kost til weekenden. Skolen har også en stor urtehave med majs, tomater, salat, osv. Foto: Sigrid Nygaard
Alle 89 skolebørn får hver dag gratis morgenmad og frokost serveret på Grassy Elementary School. Fredag stoppes deres skoletasker med ernærende kost til weekenden. Skolen har også en stor urtehave med majs, tomater, salat, osv. Foto: Sigrid Nygaard
»Uden skolens bespisning af børnene og den ugentlige uddeling af mad til forældrene ville vi have børn, der sulter, i Hartford,« konstaterer inspektør Webb.

Lærerne virker dybt engagerede i børnene. Der bliver leget lege og cyklet. Matematiklærer Jamie Clark reparerer cykler doneret af en velgørenhedsorganisation.

Både lærerne og inspektøren fortæller om et lille samfund, der er dybt plaget af ledighed og af et pillemisbrug, der har resulteret i 15 dødsfald i de sidste seks år. To børn på skolen har mistet deres mødre. Mange af eleverne bor hos bedsteforældre, fordi deres stofmisbrugende forældre ikke kan tage sig af dem.

»Ledigheden fører til depressioner. Nogle får bevilget invalidepension og smertestillende piller, som de bliver afhængige af. Det er en svær cirkel at bryde ud af,« forklarer Judy Webb.

Skolen er børnenes refugium og håb.

Lærerne forsikrer dem hver dag om, at de elsker dem højt. Trods det lille bjergsamfunds alvorlige sociale og økonomiske udfordringer er det lykkedes for Judy Webb og hendes lærere at uddanne elever, som i tests scorer det tredjehøjeste karaktergennemsnit i engelsk og matematik i hele Tennessee. Skolen rangerer som nr. 34 ud af 837 i delstaten.
Michelle Oberlay skal nogle gange være meget "kreativ" i køkkenet for at brødføde sine 10 børn, hvoraf de fem er mellem 2 og 11 år gamle. Her ses Haley på 8 øve sig i balletdans. Foto: Sigrid Nygaard
Michelle Oberlay skal nogle gange være meget "kreativ" i køkkenet for at brødføde sine 10 børn, hvoraf de fem er mellem 2 og 11 år gamle. Her ses Haley på 8 øve sig i balletdans. Foto: Sigrid Nygaard
Serie: Valgets bagland
Hvad rører sig i baglandet på den amerikanske valgkamp?

Informations USA-korrespondent, Martin Burcharth, og fotoredaktør Sigrid Nygård rejser på en 2.400 km lang rejse i fem sydstater.

Læs med her.
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Grafik: Sofie Holm Larsen/iBureauet

Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Alexander Sjöberg

© Dagbladet Information
Publiceret 29. oktober 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Herman Hansen
  • curt jensen
  • Erik Karlsen
  • odd bjertnes
  • Peter Møllgaard
  • Niels Erik Nielsen
  • Flemming Berger
Herman Hansen, curt jensen, Erik Karlsen, odd bjertnes, Peter Møllgaard, Niels Erik Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Jeg går ud fra, det ikke kan betale sig, fordi de fattige ikke stemmer,"

Og hvem skal de så lige stemme på? Demokraterne eller Republikanerne? Det er jo et fedt for dem. For uanset er de overladt til sig selv. Ingen politiker taler deres sag - No mursi for the poor. I sandheden guds eget land. Det er det eneste disse mennesker har.

...Velkommen til det "moderne" Løkkeland.

Clintons optagethed af kvinder og børn skal på populistisk vis markere en kamp for social retfærdighed, en bestræbelse mod humanisme ... som imidlertid ikke må inkludere nogen klassekamp med systemoverskridende forandringspotentiale; partikularisme og klientilisme (forsøgsvis tragtet op som kvinders, minoriteters og børns ret til sundhed og uddannelse m.m.) er derimod systembevarende velfærdsidealisme. White trash, brown trash, black trash, yellow trash, red trash; diversiteten lever.

Morten Jespersen, Finn Thøgersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Erik Nielsen

Bernie Sanders taler vel deres sag? Og den eneste chance for et minimum af indflydelse for Bernie Sanders platform, er hvis Clinton vinder,

Hillary Clinton taler om fattigdom og sult, og så vidt denne ufuldkomne og fejlbehæftede observatør kan bedømme, har Hillary Clinton idealistisk set en social indstilling.

Men hun vil også være præsident; hun vil vinde i det politiske spil, og Wall Street spiller en central rolle for det mål, og for Wall Street står disse spørgsmål nok langt nede af listen, hvis Wall Street da ikke er decideret og totalt ligeglade med fattigdom og sult. Ligesom medicinal industrien, Koch brødrene, Silicon Valley, våbenindustrien og health insurance industrien, og hvem der ellers financierer den politiske klasse og det politiske system.

På den måde hører Elaine Streno fuldstændigt rigtigt.

Franklin D. Roosevelt er tydeligvis en stemme fra en anden verden i en anden tid:

“No business which depends for existence on paying less than living wages to its workers has any right to continue in this country. By living wages, I mean more than a bare subsistence level — I mean the wages of a decent living.” (1933, Statement on National Industrial Recovery Act)

Amerika må tage de "deplorables" situation ligeså seriøst, som FDR gjorde, hvis de vil fikse Trump fænomenet, men det politiske system virker nu så korrumperet og impotent, at det er svært at tro på. Stakkels Amerika.

Sascha Olinsson, Bjarne Andersen, Dan Jensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Nille Torsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Søren S. Andersen

Amerikansk politik fungerer i almindelighed efter princippet "you get what you pay for". For at blive valgt skal en kandidat kunne råde over meget store pengebeløb. Disse beløb kommer fra store selskaber og andre pengestærke aktører. Når valget er overstået, skylder kandidaten så deres økonomiske sponsorer at gøre dem gentjenester. Det er ofte ikke så svært, da sponsorerne som regel er så servicemindede, at de selv skriver de lovforslag, som de ønsker vedtaget.

Da Hillary Clinton var udenrigsminister, udvidede hun dette princip på den måde, at det var muligt at købe sig ret til at tale med hende, hvis man donerede store beløb til The Clinton Foundation. Det er derfor, fonden har modtaget store beløb fra Saudi Arabien og Qatar, skønt alt hvad disse lande står for, er i modstrid med fondens formål, der bl.a. går ud på styrke kvinders position i samfundet.

Det er kun tilsyneladende, at USA er et demokrati. I virkeligheden er der tale om rendyrket klientelisme. Da de syge, de gamle og de fattig ikke har noget at tilbyde de amerikanske politikerne, kan det derfor ikke undre, at de bliver glemt.

Ved at være økonomisk uafhængig adskiller Trump sig fra typiske amerikanske politikere. Anderledes med Hillary Clinton, der er købt af kapitalinteresser. Hun modtager så mange penge fra sine sponsorer, at hun har råd til at have henved 100 medarbejde ansat, der udelukkende har til opgave at finde kompromitterende oplysninger frem om Donald Trump. Som bekendt har hun også haft råd til at betale personer 1.500 dollars for deltage i voldelige optrin ved Donald Trumps politiske arrangementer, men det er selvfølgelig kun småbeløb.

Michael Friis, Karsten Aaen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Claus E. Petersen,
Man kan sige, "it´s not enough to talk, you will have to walk, too"...

Der er mange sølle eksistenser - unge og gamle - men det er ikke dem, der kommer i medierne. Jeg mener, hvis disse billeder og beskrivelser af livet i USA er "kritisabelt"?
Her arbejder kommunerne med mere frivilligt arbejde - også med kompetencer fra de ansatte, som derfor får "konkurrence". Vi skal til at se på det, der foregår og ikke blindt sluge "maddingen" om millioner til dit og dat (satspuljerne) fra de mennesker, som tilsyneladende ikke har anden ideologi end økonomi og handler derefter - til skade for hele samfundet.

Claus E. Petersen, Karsten Aaen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er da mærkeligt, at nogen kan betvivle at Hillary og Bill Clinton er ... asociale.
De er demokrater, og dette parti er velkendt for at bekymre sig over de, der ikke har klaret sig så godt.
Obamacare er måske det bedste eksempel på det i nyere tid. John F. Kennedy fik også sat noget i gang i sin korte tid som præsident - og Franklin Roosevelt er måske det bedste eksempel, fordi vi kender situationen fra 1930erne i Danmark qua en Thorvald Stauning.

Kennedy var en rigmandssøn - ingen tvivl om det - Bill Clinton havde en enlig mor og måtte sørge for sig selv, hvis jeg ikke har læst historien forkert.

Jeg tror, at Martin har forfattet denne historie fra en forkert vinkel - tænk på republikanere, der ikke gav en dyt for nødhjælp, men kun så på konkurrencevilkårene.

At Hillary Clinton tager sig godt betalt fra Wall Street, det ser jeg som en kompliment fra sidsnævntes side. Uden at jeg forstår, hvad samme Wall Street får ud af det - bortset fra, at pt. er alternativet med en Donald nok det værste, man kan forestille sig.

Uvidenheden om USA er enorm ...

Michael Friis, Claus E. Petersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det er ligesom herhjemme. Hvor mange gange er ordet hjemløs blevet nævnt i Folketinget i år? Eller ordet tiggeri eller bare fattigdom?

Tina Sommer, Kim Houmøller, Helene Kristensen, Bjarne Andersen, Randi Christiansen, erik winberg, curt jensen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Erik Nielsen

Jeg ved ikke om Martin Burcharth har forfattet historien fra en forkert vinkel. Den er vel fortalt fra interview-personernes vinkel? Det er ihvertfald en vigtig historie, og jeg ser frem til de næste afsnit.

Det er sandt, at Demokraterne forsøger sig med forslag, der ville hjælpe disse mennesker reelt. Health insurance, bedre minimumsløn, uddannelsespolitik, sociale ydelser og så videre, og de får hverken ret meget igennem eller megen kærlighed for det fra denne vælgergruppe.

Republikanerne spiller et beskidt spil. De obstruerer med stor effekt ethvert forsøg fra Demokraternes side for at gøre en forskel. Det har været helt grotesk i Obama's perioder. Når det offentlige så ikke kan levere andet end elendig service og fuldstændig utilstrækkelig hjælp, så bruger Republikanerne det til at fremstille selve tanken, om at regeringen og det offentlige kan gøre noget for samfundet og befolkningen, som en dokumenteret, garanteret fiasko.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

"Der er mange sølle eksistenser - unge og gamle - men det er ikke dem, der kommer i medierne"

Jeg har måske misforstået dig.
Det er meget få af de sølle eksistenser der har "walked the walk", selvom de altid står parat til at stritte en (tømt) ølflaske efter en politiker eller teknokrat der lukker det sædvanlige gylle ud om at alle skal gavnes.

Jeg begynder at forstå hvorfor nogle mennesker kalder andelstanken for et socialistisk projekt.
Tænk om man i USA stemte efter hoveder og ikke efter høveder !!

@ Hans Jørn Storgaard Andersen. Jo uvidenheden om USA er stor, men det er uvidenheden i USA også. Hvis det spænd kunne indsnævres er vi nået langt !

Clinton taler som en socialist, nu i valgkampen og det virker som om hun har overtaget Sanders taler. Men vi ved jo kun alt for godt hvad disse løfter er værd når kampen først er omme.

Jeg tror ikke en dyt på Hillarys dyd og vil faktisk foretrække Tump som president. Han er langt mere gennemskuelig og hvis han får USA ude i endnu mere polarisering mellem dem der har og dem der intet har, desto bedre. Der er brug for en revolution.
De misforhold der findes i USA og derved er retningsvisende for hele den vestlige verden, kan ikke fikses hurtigt og billigt.

Interessant global problemstilling men ingen betydning for USAs valgkamp. Fattigdom som nævnte findes masser af steder og for mange befolkningsgrupper i Danmark og udlandet.
Hvad pokker kan man gøre for at løse det?
Tidlig graviditeter, manglende kompetencer hos familiemedlemmer og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet er typiske fællesnævnere.

Vibeke Rasmussen

»Hillary Clinton taler om børn og kvinder, men jeg hører hende aldrig nævne fattigdom og sult. Jeg går ud fra, det ikke kan betale sig, fordi de fattige ikke stemmer,« siger Elaine Streno.

Det er imidlertid en sandhed med modifikationer …"

En sandhed med modifikationer – og alligevel vælger Information at gøre udsagnet til overskrift! De nævnte stater, North Carolina, Tennessee, Kentucky og West Virginia er alle røde, altså republikanske, så det er noget af en fordrejning og grænsende til journalistisk uhæderlighed på den måde at forsøge at insinuere, at Hillary Clinton (D) skulle være skyld i fattigdommen dér, eller at hun skulle være ligeglad med den. BS!

Når Elaine Streno, m.m.fl., ikke har hørt om Hillary Clintons politik, kan man i første omgang takke de etablerede medier. En nylig undersøgelse viser således, at de tre tv-stationer ABC, NBC og CBS i hele(!) 2016 i deres 'evening news'-udsendelser, ABC World News Tonight, CBS Evening News, NBC Nightly News, har brugt samlet 32(!) minutter på 'issues':

"With just two weeks to go, issues coverage this year has been virtually non-existent. Of the 32 minutes total, terrorism (17 mins) and foreign policy (7 mins) towards the Middle East (Israel-ISIS-Syria-Iraq) have attracted some attention. Gay rights, immigration and policing have been mentioned in passing.

No trade, no healthcare, no climate change, no drugs, no poverty, no guns, no infrastructure, no deficits. To the extent that these issues have been mentioned, it has been on the candidates' terms, not on the networks' initiative."

Så det er ikke fordi, Demokraternes kandidat ikke har politik, hun har masser, eller fordi hun ikke fortæller om den, det gør hun konstant, men fordi medierne ikke fortæller om den og i øvrigt helst heller ikke transmitterer hendes taler, hvor hun konstant, for et i øvrigt begejstret publikum, taler om politik. Til gengæld har de samme tre medier brugt 100 minutter på (åndeløst!) at berette om … hendes emails! De danske medie med DR i spidsen, er ikke meget bedre!

Problemet for Elaine Streno og mange, mange flere – og i forlængelse deraf for politikerne – er altså, at de medier, hun højst sandsynligt får sine informationer fra, svigter og ikke beskæftiger sig med kandidaternes politik, og at de medier, der gør, sandsynligvis ikke er nogle hun (m.m.fl.) selv opsøger. Her blot et lille udpluk, der modbeviser den påstand, der fremhæves i rubrikken:

Hillary Clinton Interview With Ezra Klein: Poverty, Deficit Spending, Why America Stopped Trusting Elites.

Hillary Clinton: My Plan for Helping America’s Poor.

Hillary Clinton’s Plan To Reduce Poverty Exudes Compassion.

Hillary Clinton is proposing a policy to tackle deep poverty

How Clinton And Trump Plan To Address The Issue Of Poverty.

Hillary Clinton Issues

… eller for den sags skyld interviewet med NYDN, som førte til at avisen i foråret valgte at 'endorse' hende over Bernie Sanders.

Thomas Overbye, Hans Jørn Storgaard Andersen og Niels Erik Nielsen anbefalede denne kommentar