Vidnesbyrd

’Jeg husker, hvor godt det føltes at hamre min vrede ud på hans pæne, gule sportsvogn’

#JEGBLEVVOLDTAGET - DEL 9
Min veninde havde en ældre kæreste, som vi altid var hos efter skole. Nogle gange sov vi der og hang ud til langt ud på natten. En aften havde jeg ikke lyst til at tage hjem, for jeg havde skændtes med mine forældre og spurgte, om jeg måtte overnatte.

Jeg havde flere gange sovet på sofaen uden problemer, men der skulle en anden kammerat ligge, så min venindes kæreste sagde, at jeg kunne sove i hans seng. Jeg sagde, det var en dårlig idé. Min veninde ville blive sur. Han insisterede, og jeg gik modvilligt med til det.

Jeg stolede på ham. Vi havde kendt hinanden længe. Jeg ville egentlig beholde tøjet på, men han sagde »tag da bukserne af«. Jeg beholdt strømperne på, trak min T-shirt så langt ned, jeg kunne og lagde mig helt yderst. Det var en vandseng, så jeg faldt nærmest ned mellem madrassen og sengekanten for ikke at ligge tæt på ham. Jeg tænkte, at min veninde skulle kunne se, at jeg ikke ville ham noget, hvis hun kom.

Men pludselig trak han mig over til sig. Han sagde, at han godt kunne lide at rive trusser i stykker og flåede mine trusser af. Jeg sagde nej, og jeg blev ved med at sige nej, mens jeg prøvede at skubbe ham væk. »Du skal gøre mig stiv,« sagde han og tog fat i min nakke og pressede mit hoved ned. Han kvalte mig i sit lem. »Du kan lide det,« sagde han. Han kunne godt lide, at jeg kæmpede imod.

Jeg kunne ikke sige noget og var bange for ham. Han var stærk og veltrænet. Og jeg var 14 år. Han var 25. Han bed mig. Og rev. Og voldtog.

Han tog kvælertag på mig og klemte til. Når jeg prøvede at sige, at jeg ikke kunne få vejret, sagde han, at jeg kunne lide det. Jeg kunne ikke længere kalde på hjælp. Jeg blev bange for at dø. Jeg blev mast. Og jeg kunne ikke tænke.

Næste dag var jeg så hævet og revet i stykker, at jeg ikke kunne samle benene, uden at det sled i sårene. Jeg prøvede at gå normalt, da min veninde kom. Jeg sagde til ham, at han ikke måtte sige noget til hende, om hvad der var sket. »Om hvad?« sagde han bare.

Der gik to år. Så fik jeg mareridt. Blev voldtaget og flået i stykker hver eneste nat. Jeg havde fortrængt det, og først nu gik det op for mig, at det var en voldtægt.

Jeg anmeldte det aldrig. Jeg havde aldrig tænkt tanken. Jeg troede, at det var min egen skyld. Jeg havde jo selv lagt mig i sengen. Men jeg sagde nej og kæmpede imod. Selvom det i dag er 25 år siden, er der stadig ting, jeg ikke kan klare, når jeg har sex.

Signe Lund Juhler
38 år, leder
SERIE
Kvinder og mænd deler vidnesbyrd om deres voldtægt. Bryder tabuet. Kræver retten til deres fortællinger.

Læs alle vidnesbyrdene her: #jegblevvoldtaget

Har du en historie, du vil fortælle, så skriv til vidnesbyrd@information.dk.

Vi garanterer fuld diskretion og sikrer anonymisering af omtalte personer. Intet materiale vil blive offentliggjort uden forudgående aftale.

Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.
Det er 15 år siden, det skete, men det er først for nylig, at jeg er blevet i stand til at kalde det voldtægt. Jeg var 18 år gammel og havde et fritidsjob, hvor vi var mange unge ansat, og det skete ret ofte, at vi tog ud og drak øl efter arbejde. En torsdag i november kom jeg til at efterlade min pung med alle mine penge og mit buskort i mit skab på arbejdspladsen, som vi havde lukket ned og smækket døren indtil.

Jeg ville virkelig gerne med i byen og overvejede at låne en telefon og ringe efter min far, da jeg hverken havde penge til øl eller til at komme hjem. En af fyrene, lad os kalde ham Lars, tilbød mig, at jeg kunne låne penge af ham, og da vi ikke boede langt fra hinanden, skulle han nok også sørge for, at jeg kom med en taxa hjem. Og ellers kunne jeg jo bare 'ligge det af' senere, jokede han.

Jeg grinede og tog med i byen, hvor vi drak os fulde. I løbet af aftenen flirtede jeg både med Lars og en anden fyr i selskabet. Jeg tog dem skiftevis på lårene under bordet og drak, hvad der blev stillet foran mig. Sent på natten brød vi op, og Lars ringede efter en taxa.

Det var rigtig koldt. Frostvejr. Da taxaen dukkede op, og jeg skulle til at sætte mig ind, blokerede Lars døren for mig og sagde, at vi lige skulle have én ting på det rene: Han forventede, at jeg tog med ham hjem, eftersom jeg havde »siddet og raget på ham hele aftenen«. Hvis ikke jeg accepterede det, måtte jeg finde en anden måde at komme hjem på, sagde han.

Jeg blev helt paf. Det virkede mere skræmmende at blive efterladt i kulden uden penge end at sætte sig ind i taxaen. Vi satte os ind på taxaens bagsæde, hvor han begyndte at tage på mig og kysse mig. Jeg lod ham gøre det, for han havde gjort det klart, at det enten var det eller at gå hjem. Hele tiden holdt jeg øje med, hvor vi var, så jeg kunne bede taxachaufføren stoppe, når vi kom tæt nok på mit hjem til, at jeg kunne gå resten af vejen.

Da vi kom til det sidste store lyskryds før mit hjem, bad jeg chaufføren trække ind til siden. Lars, som jeg kendte som en stille og rolig fyr, blev vred. Rigtig vred. Han sagde, at jeg fandme ikke skulle nogen steder og råbte til chaufføren, at han skulle køre videre. Og det gjorde han så.

De få gange, jeg tidligere har fortalt om denne aften, har jeg altid sagt, at jeg ikke husker, hvad der skete herefter. Årsagerne er, at jeg var frygtelig flov, over at jeg ikke gjorde mere for at slippe væk og fordi jeg i mange år faktisk mente, at han havde ret til mig. Jeg havde jo grinet af det med at 'ligge det af', og jeg havde taget ham på lårene inde på baren. Sandheden var, at vi stod ud af taxaen sammen ved hans hjem.

Han betalte, og jeg overvejede at gå min vej, men turde ikke. Så jeg gik med ham op i lejligheden. Her begyndte han at kysse mig og tage mit tøj af. Jeg lod ham gøre det og tænkte, at det bare skulle overstås. Det varede ikke ret længe, men følelsen af hans krop oven på min og lugten af cigaretter og sur øl kan jeg stadig huske meget tydeligt.

Bagefter rullede han om på ryggen og faldt i søvn. Jeg havde ikke ringet og fortalt mine forældre, hvor jeg var, så der faldt brænde ned, da jeg kom hjem. Jeg sagde, at jeg havde sovet hos en af pigerne fra arbejdet, og at jeg havde glemt at ringe, fordi jeg var for fuld.

Min far talte ikke til mig i en uge bagefter. Det gjorde Lars til gengæld. Da jeg mødte ham igen på arbejdet, havde jeg taget penge med, fordi jeg ville betale for taxaen og for det, jeg havde drukket. Han nægtede at tage imod pengene. »Det havde vi ordnet,« sagde han.

Når jeg tænker tilbage på oplevelsen i dag, er det følelsen af afmagt, der fylder mest. Jeg følte ikke, at jeg havde muligheden for at sige nej. Og Lars lagde ikke skjul på, at jeg skyldte ham sex. Han tvang mig ikke fysisk, men han udnyttede, at han kunne presse, manipulere og skræmme mig til at gøre, som han ville.

Overgrebet har haft store konsekvenser for mit forhold til mænd og sex. Jeg har svært ved at have følelser med i de seksuelle relationer, jeg indgår i. At være i et fast forhold har derfor altid været forbundet med en tiltagende følelse af ensomhed. Størstedelen af de mænd, jeg har været sammen med, har aldrig opdaget, at jeg følelsesmæssigt stod af, hver gang vi havde sex. De opdagede ikke, at jeg satte autopiloten på og fokuserede på, at de kunne blive færdige.


Maria Hansen
33 år, studerende
Jeg blev voldtaget. Det er ikke ord, jeg ofte bruger. Faktisk siger jeg dem aldrig højt. Inde i mit hoved er det en helt anden sag. Der brager ordene løs. Det er egentligt lige meget, hvem han var, og hvad han gjorde ved mig. Det skete. Han tvang sig ind i mig, og jeg blødte i flere uger bagefter.

I måneder efter bar jeg synlige ar på min krop. Før voldtægten var jeg en sjov og sjusket 14-årig. Jeg var lidt klodset, sent udviklet og havde ingen figur. Men jeg var ret ligeglad. Jeg gik på kostskole i udlandet og havde det rigtig godt. Voldtægten skabte et had inden i mig. Jeg følte mig ødelagt og værdiløs.

Jeg sagde det ikke til nogen og lod som om, at det aldrig var sket. Jeg begynde at gå mere for mig selv. Jeg skubbede folk væk, der spurgte, hvordan jeg havde det. Det resulterede i, at jeg hadede mig selv endnu mere, for jeg var klog nok til at vide, at det var forkert at skubbe dem væk, som holdt af mig.

Jeg kunne ikke fordrage at være i mine egne tanker i for lang tid. Ofte lå jeg vågen hele nætter for at undgå at genopleve episoden, som blev ved med at dukke op i mine drømme. Jeg brugte al min tid på at distrahere mig selv. Jeg blev besat af at holde mig selv i gang og bevise, at jeg var god nok. God nok til at løbe. God nok til at svømme. God nok til at være holdkaptajn. Jeg blev ofte syg, fordi jeg ikke huskede at spise ordentligt og pressede min krop for hårdt.

Min desperation blev så stor, at jeg besluttede, at hævn måtte være det eneste, der kunne løse problemet. Jeg smadrede hans bil med et koben. Jeg husker, hvor godt det føltes at endelig hamre min vrede ud på hans pæne, gule sportsvogn, men blev taget på fersk gerning af politiet.

Jeg nærmest bad dem om at lægge mig i håndjern, så jeg kunne slippe væk fra det hele. Men inden solen stod op, havde han været der og betalt min kaution. Jeg følte, at min hævnplan var spildt. Jeg havde håbet på at se ham vred og gal, så jeg kunne blive befriet for al den vrede, jeg rettede mod mig selv. Men sådan gik det ikke.

Jeg har det som om, at det ikke var min løsladelse, han betalte for den nat, men sin egen. På det tidspunkt var jeg klar til at give op. Jeg orkede ikke mere. Jeg ville bare have, at alting skulle stoppe. Så jeg flyttede hjem til mine forældre i Danmark. Det hjalp på sin vis. Jeg fik et par gode venner på gymnasiet og gav dem den samme illusion om mig, som jeg var blevet så god til at skabe. At jeg havde det fint.

Jeg fortalte stadig ikke nogen om voldtægten og fortalte mig selv, at det nok snart skulle gå over af sig selv. Men der er ikke noget, der hjemsøger så meget som det usagte. Jeg længes stadig efter at finde glæden. Jeg længes efter at acceptere, hvem jeg er og være okay med mig selv. Indirekte har jeg løjet for min familie og mine bedste venner ved ikke at sige noget om mit sande velbefindende i så mange år.

Jeg kan ikke fordrage min egen uhæderlighed over for de mennesker, som jeg elsker mest. Men hvordan fortæller man dem, at den, de elsker, slet ikke er, hvem de tror, man er? Hvordan prikker man hul på en kæmpe hemmelighed, som ville tynge deres hjerter? Det er næsten umuligt. Bare at få det ud af munden og anerkende, at følelsen af smerte og had er en del af sandheden om mig.

Det er ikke længe siden, jeg for første gang fortalte det til én. Jeg genlever smerten på en måde, hvor min krop næsten beder det velkendte velkommen. Jeg bliver igen bange og skræmt. Jeg får flere mareridt, og mine tanker går i selvsving. Jeg er ikke i kontrol længere, efter at jeg åbnede op og lod det spilde ud. Men jeg har indset, at den falske form for tryghed, jeg har fundet i at lade, som om det aldrig skete, kun er destruktiv. Jeg kan ikke blive ved med at gå rundt i tavshed og pine mig selv med noget, jeg ikke selv kunne gøre for.

Så jeg er begyndt at tænke over måder at fortælle det til mine forældre og andre nære mennesker i mit liv. Jeg leder efter det rette tidspunkt. I virkeligheden findes der nok ikke noget rigtigt tidspunkt. Sandheden venter ikke på et perfekt tidspunkt, sandheden venter kun på mig.

Louise Madsen er ikke kvindens rigtige navn, men er ændret for at give hende anonymitet, da hendes nærmeste endnu ikke ved, at hun er blevet voldtaget. Louise Madsens rigtige identitet er Information bekendt.


Louise Madsen
20 år,
Studerende
Er du blevet voldtaget?

Har du en historie, du vil fortælle, så vil vi gerne høre fra dig. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Skriv til: vidnesbyrd@information.dk

Anna Sperling
Kulturredaktør
Information
CREDITS
Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Polfoto (modelfotos)
Digital produktion: Martin Ingolf

Dagbladet Information
Publiceret 7. april 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Men jeg er ikke overrasket. Jeg har derfor diskuteret dette grundigt med mine egne piger. Fortalt dem at sådan noget kan ske, hvad de bør gøre for at søge at forhindre det, hvordan de bedst passer på sig selv samt at de bør tage ansvaret for deres egen sexualitet. Desuden at de under alle omstændigheder og fuldkommen ligegyldgt hvem manden er, skal komme til mig (eller deres mor) så vi kan tale om hvad vi kan gøre. At tage ansver for sin egen sexualitet er og har igennem mine år været et problem for mange kvinder jeg har mødt. De synes at mene at deres opgave er at behage mænd og det er ofte det, tror jeg der bringer unge kvinder i uføre.

Jeg siger i reglen at piger/kvinder skal og bør koncentrerer sig om at behage sig selv og ikke deres partner. Mænd har sjældent svært ved at være selviske men mange kvinder har meget svært ved det.

Jeg har ingen problemer med at tage afstand og skamme mig på mit eget køns vegne. Hvis jeg deler fodboldklub, eller andre fællestræk med nogen som på den baggrund opfører sig hjernedødt, så bliver jeg flov og aggresiv mod disse afvigere og forbrydere.

Jeg har aldrig forstået hvorfor man ikke kan tage afstand og udskamme dem, der opfører sig tåbeligt. Jeg kan ikke forstå at en katolik ikke kan tage dybest mulig afstand fra misbrugende præster, eller hvorfor troende muslimer ikke vil tage afstand fra terroristerne. Jo mere afstand og jo flere der gør det jo bedre. Det hander jo IKKE om at man er medskyldig, men netop om at klargøre at forbryderne ikke er ordentlige mennesker/mænd/katolikker/muslimer.

Robert Ørsted-Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Trond Meiring

Vi er alle mennesker. Hvis vi alle hver især skulle føle personlig skam hver gang et menneske gør noget forkært eller blot dumt eller fjollet, så skulle vi alle gå rundt i konstant skam.
Jo, vi skal tage afstand til alle overgreb, hvis udøver er den der skal bære skammen. Enig, det vil sige ikke uenig.

Jeg bliver så harmdirrende rasende, når jeg læser disse kvinders forfærdelige beretningers, at al fornuft og retskaffenhed forsvinder fra min bevidsthed. De kvinder, børn og mænd som bliver udsat for så nedgørende og ussel behandling fra et andet menneske, har min fulde support hvis de tyer til selvtægt. I den sammenhæng vil jeg skide retsvæsenet en lang march. Var jeg selv blevet udsat for sådan en behandling ville jeg ikke tøve et sekund med at udøve selvtægt. Lov, ret og udstået straf; my arse!

Robert Ørsted-Jensen

Jeg tager ikke ansvar eller skyld for andres optræden, synder eller opføsel - jeg er ikke en Jesus der pådrager mig skyld for anres synd. Men jeg har ofte i mit liv føldt påde afsky og flovhed over hvodan andre mænd omtaler eller behandler kvinder

Robert Ørsted-Jensen

Jeg tager ikke ansvar eller skyld for andres optræden, synder eller opføsel - jeg er ikke en Jesus der pådrager mig skyld for anres synd. Men jeg har ofte i mit liv føldt påde afsky og flovhed over hvodan andre mænd omtaler eller behandler kvinder

Henrik L Nielsen

Det med "skyld" er egentligt ganske interessant. Personligt mener jeg der kun er én skyldig part i overgreb. Desværre føler mange ofre sig skyldige, især når først sekundær 'offergørelse' bliver aktuelt såsom at "hun gik alene", "hun flirtede", eller "hun var udfordrende klædt på", hvilket alt sammen er tåbeligt, men som naboer, presse, forsvarer osv. udtaler sig om.
Det interessante kommer ind når man ser på voldtægtsforbryderen. Ganske mange af dem overfører skylden til offeret og siger fuldkomment overbevist at det var offerets egen skyld. Der er simpelthen en brist der gør at mange af dem ikke kan se sig selv som skyldige.
En anden ting som man er ved at have bevis for er en nu 20 år gammel teori. Man har længe ment at voldtægt var et spørgsmål om magt og agression, men der er flere og flere undersøgelser der begynder at tyde på at det for en rigtig stor del af gerningsmændene handler om seksuel tilfredsstillelse, hvilket viser at tanker om behandling og forebyggelse skal ændres.

Jeg tror, at det er en kombination af magt/ aggression og seksuel tilfredsstillelse/ eller kun. Udover alle de årsager og tilfældigheder, der også er.
Det er tegn på manglende evne til at sætte sig i andres sted at forgribe sig på nogen, der ikke kan forsvare sig.
Det er også ydmygende ikke at kunne handle og så føler man sig dum.
Heldigvis har tiltagende selvstændighed hos spindesiden gjort det lidt vanskeligere, men det kan hurtigt vende den anden vej igen med samfundets ændringer.
Det er altid en fast bestanddel af krig og ufred.
Hvad ligger der bag myndighedernes krav om hurtig henvendelse (for opklaringens skyld!!!) som tidligere nævnt? Den måde (for størstedelen kvinders henvendelse) bliver mødt med? Teknisk, koldt og tvivlende?
De planlagte? stramninger rækker ikke til noget, hvorfor?

Forebyggelsen ligger i at opbygge selvværd/ viden hos både kvinder og mænd, at ændre de gamle udlevede kønsroller - lige fra blealderen. Se på hændelserne, også der, hvor folk kender hinanden i forvejen. Respekt for individet.
Som man respekterer borgeren i et demokrati, ikke?

Kenneth Graakjær, Niels Erik Nielsen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Ikke at det nødvendigvis er et mindre overgreb end de andre fortællinger, men er voldtægt virkelig det rette ord for det Maria Hansen beskriver? Ordet "Voldtægt" er snart lige så udvandet et ord som "terrorist" og "pædofil".

Det er ikke for at underkende det Maria Hansen har været udsat for. Det lyder bare ikke som det rette ord. Jeg ved dog ikke hvilket der er bedre..

Touhami Bennour

Moderne voldtægt er det korrekte ord- ikke voldtægt. der var trussler, det skal ske noget og kvinden kan ikke sige nej på noget måde, det vil ellers koste hende dyrt. Men årsagen lyder banalt: den unge mand vil bare have sex og helst ikke gøre kvinden fortræd. Men hvor blev ligestilling mellem køn af, eller demokratiet og respect for et andet menneskets integritet?. Jeg synes naturen hersker her og ikke fornuft. Og det lyder meget udspredt og sker ofte og meget. Der findes kun de løsninger som er kendte: den demokratiske, dvs. respect for andres integritet eller muslimernes måde at leve adskilt, mand og kvinden, før ægteskabet. det er den eneste måde de unge kan drikke uden at blande sex med alcohol. Senere når de er gift kan drikke sig fulde hvis de vil. Jeg har selv levet og kendt mange kvinder I frihed, jeg synes det er svært også her for man skal vælge en kvinde til sidst( man bliver uvenner med nogle alligevel) og det er ikke altid retfærdigt eller den beste løsning. Måske findes der ikke løsning overhoved.

@Martin Spure

Der var i en tidligere beretning en kvinde, der følte sig overgrebet, men som jeg på ingen måde ville mene var blevet voldtaget. Så allerede der vil jeg mene at der er en gradbøjning i og med, at der er voldtægter, hvor begge parter er klar over at der har fundet et overgreb sted og nogle, hvor det kun er den ene part.

Hvis man blot maler der hele sort og hvidt, så får man ikke belyst de gråzoner, som der nu engang er. Et nej er ikke altid et nej, og det er ikke altid, der bliver sagt nej, selvom der er en tydelig afvisning. Der er et væld af kropssprog, som går fuldstændig tabt, hvis der kun fokuseres på ordet nej. Det svære i disse beretninger er at vi kun får den ene parts historie. Vi finder således ikke ud af, hvad der går gennem hovedet på voldtægtspersonen og om end vi bliver bevidste om, at overgreb nok er langt mere almindelige end i hvert fald jeg ville have troet, så bliver ikke klogere på, hvordan problematikken kan løses.