serie
Epidemien II
Amerikanerne dør i tusindtal af overdoser på grund af stærkt stigende forbrug af smertestillende medicin. 65.000 amerikanere døde af stoffer i 2016 – en stigning på 20 procent fra året før.

Mary Kathryn Mullins var afhængig af opioider og døde af en overdosis. Hun blev 50 år.

I den lille kulmineby Madison i West Virginia er alle ramt af opioidkrisen, og her levede og døde Mary Kathryn Mullins. Vi tegner et portræt af en by og et liv gennem seks mennesker, der alle kendte hende.
Epidemien er en serie i seks afsnit af Line Vaaben og Sigrid Nygaard. Dette er afsnit 2.
Judge Thompsen fortæller
Dommer i Madison, dømte Mary Kathryn
 
Judge Thompsen fortæller
Dommer i Madison, dømte Mary Kathryn
Når jeg læser dødsannoncer og ser navnet på en under 50 år, tænker jeg instinktivt, at det nok var en misbruger. Stofferne slår en hel generation ihjel.

Jeg hedder William S. Thompsen, jeg er 48 år gammel og dommer her i Madison i Boone County.

Jeg dømmer i alle typer sager: drab, biluheld, voldtægt, tvangsfjernelser eller røverier. Jeg vil tro, at ni ud af ti sager her i mit retslokale er relateret til stoffer.

Da jeg arbejdede som ung advokat, mødte jeg kriminelle, som indimellem havde et misbrug, men nu møder jeg stort set kun misbrugere, som begår kriminalitet. Det er overalt.

Børnesagerne er de hårdeste. I denne uge blev to børn på 11 og 14 år testet positive for metamfetamin, og i dag sad en ung pige på 17 år foran mig i retten. Hun er en måned fra at færdiggøre high school. Hun havde taget metamfetamin gennem flere måneder med sin far, og sad og rystede af abstinenser, og hun brød grædende sammen, da jeg besluttede, at hun ikke må have kontakt med ham.

Sådan er det med børnene: De er loyale. Nu håber jeg, at vi kan få hende anbragt hos sine bedsteforældre, som er nogle gode mennesker.

En af mine barndomsvenner var gift med en kvinde, Mary Kathryn, som var misbruger. Hun døde for nogle år siden. Hun var også pusher og stod her i retten foran mig mange gange. Hun var en af de første i byen, der gik fra de smertestillende piller og videre til heroin og metamfetamin.

Siden er det blevet helt almindeligt. Der er strammet op omkring adgangen til pillerne, men misbrugerne er der stadig, og de tager, hvad de kan få fat i. Metamfetamin og heroin bliver man afhængig af lige med det samme.

Når jeg tager den sorte kappe ud over mit tøj, er jeg Judge Thompson, men jeg er også dommer, når jeg har fri, for alle i Madison kender mig, og jeg kender alle. Jeg ved, hvem deres forældre og søskende er, og mine børn går til sport med deres børn.

Det er godt for lokalsamfundet, at vi kender hinanden så godt. Så må jeg bare leve med, at jeg bærer på en viden om mine medborgere, som ikke alt sammen er af det gode.
Judge Thompson har svinget hammeren i domhuset midt i Madison siden 2008. Ni ud af ti af sagerne i domhuset er relateret til stoffer. Mange handler om børn, der enten er på stoffer eller skal fjernes fra deres forældre, som er misbrugere.
Min slægt har boet her siden 1832, jeg er den ottende William Thompson i Madison, og min tipoldefar var sherif her i byen. Det er ham, der hænger et billede af på væggen på mit kontor.

Retsbygningen er fra 1921 og blev bygget samtidig med kulmineopstanden, hvor militæret blev sat ind imod kulminearbejderne, der ville have mere i løn og forbedrede arbejdsforhold.

Jeg går op i den slags, for jeg er historienørd og egentlig ville jeg have læst historie på universitetet, men ad omveje endte jeg på jurastudiet. Da jeg vendte tilbage til Madison, arbejdede jeg først på det lokale advokatkontor, indtil jeg for ti år siden blev udnævnt til dommer.

Da jeg gik ud af high school i slutningen af 1980’erne, var problemerne med misbrug i Madison meget små og eksisterede mest blandt en lille gruppe mennesker, der drak alkohol, røg marihuana og tog en lille smule kokain.

Kriminalitet var sjældent mere end en slåskamp på en bar på eller et indbrud begået af en fulderik. Men i løbet af de syv år, jeg var væk fra byen på grund af mine studier, ændrede det sig: Pludselig var der folk, jeg havde gået i skole med, som var blevet hooked på smertestillende medicin, og omkring årtusindskiftet var afhængigheden af opioider vokset til et kæmpe problem, som bare blev stadigt værre.

Jeg vil tro, at op mod hver femte indbygger her i byen er afhængig af noget. Men tallet kan sagtens være højere.

Man kan ikke pege på en enkelt årsag eller person, som er skyld i problemet. Jeg tror, det dels handler om, at vi er en kulmineby, og mange mennesker har fået skader af at arbejde i minerne, har fået ordineret smertestillende piller og er blevet afhængige ad den vej. Men lægerne har også været meget lemfældige. For det er slet ikke kun folk fra kulminerne, der er endt i et misbrug.

Nogle vil også gerne forklare opioidkrisen med arbejdsløsheden, som ramte området, efter at mineindustrien begyndte at gå tilbage. Men det er ikke mere end få år siden, at man kunne tjene 650.000 kroner om året som minearbejder. Og dengang var der også kæmpe problemer med afhængighed.

Selvom det spiller en rolle, hvordan du vokser op, er det ikke en garanti, at begge forældre arbejder, og at der er trygge forhold omkring dig. Jeg har dømt borgmesterens datter for medvirken til røveri, for at skaffe penge til stoffer.

Hun havde ellers alt: skolens populære pige, cheerleader og to forældre, som elskede og støttede hende. Og jeg har også været til begravelser for advokaters børn. Hver eneste begravelse ser jeg som en fiasko – som et menneske vi ikke kunne redde.

Jeg møder ind i retsbygningen hver dag klokken 09, når jeg har fulgt mine børn i skole. Nogle dage har jeg op mod 50 sager, og på ugebasis kan det godt løbe op i 200. Nogle af dem skal jeg bare skrive under på, men langt de fleste afgør jeg her i retslokalet.

Jeg kan godt blive vred, når jeg sidder her. Og frustreret over det spildte potentiale. Men ofte er det bare skuespil, når jeg hidser mig op under en sag. Jeg gør det bevidst, så den kriminelle skal forstå, at det her er alvor.
Judge Thompson møder ind i det lille domhus midt i byen hver dag klokken 09, og afsiger domme hele dagen frem til sent på eftermiddagen. Så følger han sine fire børn til sportsaktiviteter.
Dybest set er jeg i virkeligheden ukuelig optimist og forsøger at se det gode i alle mennesker. Indimellem tror jeg, at jeg kan fikse folk, selv når jeg ikke kan.

Det mest fortvivlende er, når forældre ikke tager sig af deres børn, og et af vores helt store problemer lige nu er, at vi mangler plejeforældre. Jeg har netop sat gang i et projekt, hvor vi leder efter flere, der kan tage sig af alle de børn, der står uden forældre. Enten fordi de er døde, eller fordi vi må fjerne børnene på grund af misbrug.

Jeg kan nok kun holde det ud, fordi jeg også ser nogle, som kommer ud på den anden side.

Afhængighed er som en sygdom. Men alle misbrugere har et valg, og det hedder behandling. Vi har et program i Madison County, vi tilbyder dem, der gerne vil kvitte deres misbrug som et alternativ til straf.

Det følger tre faser hen over et år: I den første fase skal de væk fra stofferne, og de skal møde ind her i retsbygningen til samtaler hver dag. I anden fase skal de opbygge almindelige færdigheder og måske tage eller færdiggøre en uddannelse.

I den tredje fase forsøger vi at hjælpe dem videre til eksempelvis et arbejde. Undervejs tager vi hele tiden prøver for at sikre os, at de ikke får tilbagefald.

Naturligvis er der nogle, der dropper ud, men vi får 60-70 personer igennem om året. Det er umuligt at sige på forhånd, hvem der klarer den. Og der er stor forskel på, hvornår et menneske beslutter sig for at ændre kurs. For nogle er det, når de mister deres børn, andre bliver klar, når de bliver fyret eller skilt.

Nogle bliver det aldrig. For eksempel Mary Kathryn.

Madison er mit hjem, og jeg kunne ikke forestille mig at bo andre steder. Men visse dele af byen er overrendt af hjemløse og stofmisbrugere. De sidder på trappestenene, de hænger ud på parkeringspladserne, og de handler med stoffer på tankstationerne.

Forleden, da vi sendte min søn på 13 ned til det lokale supermarked, sad der en misbruger og skød sig selv i armen ved højlys dag.

Jeg har arbejdet ret hårdt for at være der i livet, hvor jeg er i dag. Og indimellem føler jeg mig også heldig. Særligt når jeg ser på mine fire børn på 17, 13, 12 og syv år.

Jeg er dog bekymret for deres fremtid. For jeg vil gerne have, at de har mulighed for at vende tilbage til Madison, når de engang har taget en uddannelse. Men hvad vil der være at vende hjem til?
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital tilrettelæggelse: Jens Christoffersen

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Erik Karlsen
  • Kristen Carsten Munk
  • David Zennaro
Randi Christiansen, Erik Karlsen, Kristen Carsten Munk og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

'Sådan er kapitalismen
Utak er de armes løn
Det de riges paradis men
Jeg syns fa'me det er synd'
(Per dich)

Og nu rammes også de rige og deres børn af et sygt systems følgesygdomme