Hvornår bliver eSport en disciplin ved
De Olympiske Lege?
Hver femte 18-29-årige dansker spiller computerspil på konkurrenceniveau – og nu vil de anerkendes som rigtige sportsudøvere. De sidste måneder har danske pengemænd investeret millioner i eSport, som spås at blive en af verdens tre største idrætsgrene i 2025. 'I udlandet har man for længst fået øjnene op for, hvor stort det her er,' siger August Rosenmeier, den tidligere verdensmester i spillet FIFA

Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Foto: Sille Veilmark
Video: Alexander Sjöberg
Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Foto: Sille Veilmark
Video: Alexander Sjöberg
Det var et Kraftwerk-øjeblik – fornemmelsen af, at den fysiske og den digitale verden er smeltet endegyldigt sammen. Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic havde lige forladt Paris Saint-Germain, da storklubben i oktober annoncerede, at man havde skrevet kontrakt med danske August Rosenmeier.

Journalister fra 85 medier deltog i pressemødet på Parc des Princes, det tidligere franske nationalstadion med plads til 48.000 mennesker. På overfladen lignede hele seancen et urgammelt ritual i topprofessionel fodbold. August Rosenmeier løftede sin nye spillertrøje med rygnummeret 19, smilte til kameraerne og fortalte, hvor meget han glædede sig til at vinde for klubben. Den afgørende forskel var selvfølgelig, at August Rosenmeier ikke blev ansat for at spille fodbold, men fordi han er en af verdens bedste til computerspillet FIFA.

Zap! – tilbage til nutiden.

Det er en søvnig januartirsdag, da 20-årige August Rosenmeier og en meget kælen hankat byder velkommen i hjemmet på Kalvebod Brygge. Entreen flyder med sko og jakker. Kigger man til venstre, ind mod Augusts værelse, ligger vennen 'Krelle' og slænger sig i sengen med sin computer. Det føles som eftermiddag i 3.g – altså lige bortset fra, at normale gymnasieelevers reoler ikke er fyldt med kæmpestore Champions League-lignende pokaler.
Fakta: Hvad er eSport?

eSport, kort for elektronisk sport, dækker over en række computerspil, hvor man dyster kompetetivt mod hinanden.

De største spil er DOTA 2, League of Legends, Counter-Strike: Global Offensive og Starcraft II. FIFA er i hastig vækst.

Kilder: Deloitte, Twitch, DR
»Kom, lad os gå ind i træningslokalet,« siger August Rosenmeier, der er iklædt Paris Saint-Germain-jakke og Red Bull-kasket, og peger mod stuen. Den er stor og lys med udsigt til Københavns Havn. Lyset falder ind ad vinduerne på fladskærmen og den luksuriøse kontorstol, hvorfra Rosenmeier dyster i det virtuelle fodboldspil FIFA med spillere fra hele verden. Spillerne dribler over fjernsynet som små marionetter, der adlyder Rosenmeiers mindste fingerstrejf på controlleren. De bedste spillere leverer 200 kommandoer i minuttet gennem controlleren – konstant over de 20 minutter, en kamp varer. Det er intenst nok til at få sved på panden af.

På den modsatte side af havnen har nogen skrevet på molen i store blokbogstaver: 'SEJL MOD STRØMMEN'. Det har danske computerspillere gjort længe, mener August Rosenmeier:

»Kontrakten med PSG var det naturlige næste skridt i min karriere, og det viser, hvor hurtigt eSport vokser. Vi i miljøet har længe vidst, det var på vej, og nu er det også gået op for jer,« siger han og peger på Informations journalist, men mener i virkeligheden nok den brede danske offentlighed.
Rosenmeier anser sig for en af verdens tre bedste FIFA-spillere, »men niveauet er sindssygt højt, og alle er næsten lige gode, så det kommer an på dagsformen«.
Alle gamer
Rosenmeier rider på den bølge af interesse for dansk eSport, computerspil på konkurrenceplan, der er fulgt i kølvandet på store millioninvesteringer. Det begyndte sidste år med IT-entreprenøren Tommy Ahlers' investering i danske Astralis, et af verdens bedste hold i skydespillet Counter-Strike. I august sprang rigmændene Lars Seier og Bjarne Riis med på den digitale vogn og købte sig ind i Tricked, der huser 20 professionelle gamere i flere sportsgrene. Og i december afslørede Danmarks største fodboldklub FCK, at man sammen med Nordisk Film investerer et årligt tocifret millionbeløb i at etablere tre eSportshold, der skal konkurrere med verdenseliten.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før vi får en digital FIFA-Superliga,« spår August Rosenmeier under interviewet med Information. 24 timer senere får han ret, da Tricked annoncerer, at de skaber Waoo FIFA Liga med spillere fra alle 14 superligaklubber. Jo, tingene går hurtigt i eSport!

Med pengene kommer muligvis den anerkendelse, Rosenmeier og flere af hans kollegaer i årevis har kæmpet for. De vil tages seriøst som sportsgren. I store dele af offentligheden opfattes eSport stadig som et kuriosum eller som noget ufint. Da den professionelle dansker Johan Sundstein i december vandt 312.000 dollars i spillet DOTA2, skrev Politiken en artikel med overskriften: »Ukendt dansker vinder over én million dollar på 'ukendt' computerspil«.

Det var venligt ment, men for August Rosenmeier var det en latterlig overskrift:

»Artiklen opsummerer den typiske danske holdning til eSport om, at det er en lille subkultur for asociale nørder, der sidder og spiser chips i mørket. I Frankrig har store aviser som L'Equipe og Le Figaro dedikerede eSport-journalister, og tv-kanalen BN Sports skifter uden at blinke fra et indslag om fodbold til et om Counter-Strike.«

Selv tjener han »på den gode side af en gymnasielærers løn« og rejser verden rundt for at spille foran millioner af tilskuere. Man fornemmer, at det for August Rosenmeier er Politiken – eller for den sags skyld Information – der er ved at blive de ukendte.

»Så kan du diskutere, om det er en sport eller ej, eller om FIFA nogensinde bliver en disciplin til De Olympiske Lege. Men når skak er en accepteret sportsgren, og I taler om dét i seriøse vendinger, hvorfor skulle det så ikke være muligt med eSport?«
Video: Mød Michaela Lintrup, som lever af at spille eSport
Intuitivt støjer det i øregangen, at eSport bør anerkendes som rigtig sport. I årevis har snakken om computerspil jo handlet om, hvorvidt computerspil er skadelige for børns udvikling – om de bliver ensomme og usunde af et liv foran skærmen.

Mens debatten har bølget blandt forskere, pædagoger og de mest rabiate på forældreintra, har danskerne taget computerspil til sig. Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv spiller 40 pct. af alle voksne danskere computerspil – størstedelen af dem hver uge. Dertil dyrker hver femte 18-29 årige dansker i dag eSport. For hele den voksne befolkning er det syv procent, der dyrker eSport, hvilket svarer til omtrent 300.000 danskere. Til sammenligning er 335.459 danskere aktive i en fodboldklub ifølge DBU.
August Rosenmeier er som mange i miljøet træt af dumme spørgsmål fra journalister og forældre, der ikke forstår eSport. Men det må de bare vænne sig til, mener Thomas Bense fra Pixel.tv: »eSports udvikling minder om hiphopmiljøet i 90'erne. Det er ved at gå fra subkultur til mainstream, og mange spillere stejler over det. Men det er naturligt, når offentligheden bliver nysgerrig på det, man laver«
Dermed er det også et Kraftwerk-øjeblik for dansk idræt. I årevis har forbundene diskuteret, om eSport kan sidestilles med at løbe, springe eller svømme. Det handler om anerkendelse – men også om penge. Som når Dansk Idrætsforbund (DIF) afviser at anerkende eSport, fordi det mangler et aktivt foreningsliv med »vedtægter og medlemsdemokrati«. Dertil er der ikke nok fysisk aktivitet forbundet med eSport:

»For at blive optaget som medlem i DIF skal man dyrke en idrætsaktivitet, og at sidde og taste på nogle tangenter er efter vores opfattelse ikke en decideret idrætsaktivitet,« sagde formand Niels Nygaard 3. januar til DR.

Det er dog et argument med elastik i, eftersom både bowling, dart, minigolf og billard anerkendes af DIF. Dermed får de del i de knap 200 millioner kroner i tipsmidler, DIF hvert år modtager fra Danske Spil. Et overskud, som blandt andet kommer fra mennesker, der satser penge på eSport.

»Ser vi frem mod 2025, tror vi på, at eSport bliver en af de tre største idrætsgrene i verden, fordi en stor del af verdens befolkning er fokuseret på tankesport og på, hvad man kan skabe fra digitale platforme,« sagde Danske Spils direktør, Niels Folmann, for en uge siden til DR.
Dermed er det også et Kraftwerk-øjeblik for dansk idræt. I årevis har forbundene diskuteret, om eSport kan sidestilles med at løbe, springe eller svømme. Det handler om anerkendelse – men også om penge. Som når Dansk Idrætsforbund (DIF) afviser at anerkende eSport, fordi det mangler et aktivt foreningsliv med »vedtægter og medlemsdemokrati«. Dertil er der ikke nok fysisk aktivitet forbundet med eSport:

»For at blive optaget som medlem i DIF skal man dyrke en idrætsaktivitet, og at sidde og taste på nogle tangenter er efter vores opfattelse ikke en decideret idrætsaktivitet,« sagde formand Niels Nygaard 3. januar til DR.

Det er dog et argument med elastik i, eftersom både bowling, dart, minigolf og billard anerkendes af DIF. Dermed får de del i de knap 200 millioner kroner i tipsmidler, DIF hvert år modtager fra Danske Spil. Et overskud, som blandt andet kommer fra mennesker, der satser penge på eSport.

»Ser vi frem mod 2025, tror vi på, at eSport bliver en af de tre største idrætsgrene i verden, fordi en stor del af verdens befolkning er fokuseret på tankesport og på, hvad man kan skabe fra digitale platforme,« sagde Danske Spils direktør, Niels Folmann, for en uge siden til DR.
August Rosenmeier er som mange i miljøet træt af dumme spørgsmål fra journalister og forældre, der ikke forstår eSport. Men det må de bare vænne sig til, mener Thomas Bense fra Pixel.tv: »eSports udvikling minder om hiphopmiljøet i 90'erne. Det er ved at gå fra subkultur til mainstream, og mange spillere stejler over det. Men det er naturligt, når offentligheden bliver nysgerrig på det, man laver«
'Idrætten kan lære af eSport'
Mens DIF afventer, valgte Dansk Atletik Forbund (DAF) i juni at optage eSport Danmark som associeret medlem. Den digitale og den fysiske idrætsverden kan lære meget af hinanden, mener DAF-direktør Jakob Larsen:

»Vi kan lære dem at arbejde organisatorisk og udvikle rammerne for eliteidrætsudøvere. Omvendt kan eSporten byde ind med kompetencer inden for det, man kalder gamification. Computerspil er gode til at lave belønningsmodeller, som gør, at alle kan være med, hvor den klassiske idræt er født ud af en elitær kultur, hvor det handler om at vinde og være bedst. Det gør, at mange falder fra.«

Som eksempel nævner Jakob Larsen spillet Candy Crush Saga, et slags digitalt 'tre på stribe', som millioner af mennesker spiller på mobilen. Uanset om man er verdensmester eller bare spiller ti minutter en gang i mellem i toget, er der ifølge Jakob Larsen altid noget i Candy Crush Saga, som gør, at spilleren har det sjovt.

»I klassisk idræt er sandsynligheden for, at du får en god oplevelse, proportional med den tid, du investerer. Og i et samfund, hvor alle er pressede på tid, skal vi lære at indrette idrætstilbud, hvor du selv med en begrænset tidsinvestering synes, det er sjovt og meningsfuldt. I idræt glemmer vi nogen gange, hvem der er til for hvem. Der kan vi lære noget af eSport,« siger han.
eSport på skoleskemaet
I den modsatte ende af August Rosenmeiers stue står hans mor, billedkunstner Lisa Rosenmeier, og brygger knivskarp espresso. Oprindeligt havde hun hjemmekontor ved vinduet ud mod kanalen, men fordi internetforbindelsen er mest stabil der, har mor afstået pladsen til FIFA-træningslokalet.

»Planen er, at August bor hjemme et års tid endnu og sparer penge sammen til en lejlighed. Det kan være hårdt at dele hjemmekontor med sin søn, specielt i de perioder, hvor han skal spille mange kampe. Omvendt er det rart, at jeg har fået den her tid og set ham blive voksen,« siger hun og griner pludseligt:

»Nogle gange flygter de jo, mens der stadig er pubertetskonflikter!«

Lisa Rosenmeier fortæller om den dag i 1.g, hvor hendes søn kom hjem og sagde, at han havde svært ved at følge med i timerne. Om han ikke kunne droppe ud og bare satse på at spille FIFA et års tid?

»Jeg var meget i tvivl. Der har været så meget snak om,hvorvidt computerspil gav stress – hvad det gør for barnets hjerne. Men min holdning er, at man skal gå med barnets ressourcer, og August har enormt mange kræfter, når det er noget, han selv vil. Så vi aftalte: Okay, du dropper ud og spiller, og så efter sommerferien starter du i skolen igen.«
Fakta: Spillerne

Omkring 150 mio. mennesker ser jævnligt eSport på verdensplan. Mange af dem følger med på Twitch.tv, hvor spillerne snakker med deres fans, mens de spiller. Twitch har 9,7 mio. aktive brugere hver dag.

På verdensplan er 75 pct. af eSport-spillere mellem 18-34 år, og 82 pct. er mænd.

Kilder: Deloitte, Twitch, DR
August Rosenmeier nikker i baggrunden, mens han dribler rundt i FIFA med controlleren. Han har færdiggjort gymnasiet, men lægger ikke skjul på, at skolen har været en udfordring. I perioder trak han sig helt fra fællesskabet i klassen for at dyrke eSport, fortæller han:

»Jeg skulle lære at finde en balance, og det hjalp mine forældre mig med i de år. De støttede min passion, men fik mig også ud af døren. Det vil også være mit råd til andre forældre, for computeren kan fylde for meget. Man kan godt blive ensom. Omvendt skal de forstå, at meget af unges sociale liv foregår online i dag, og computerspil er en del af det. Hvis du sletter Facebook, svarer det jo til at løbe hjemmefra.«

Siden August Rosenmeier gik i skole har mulighederne for computerspillere udviklet sig drastisk. 23 efterskoler og gymnasier tilbyder i dag eSportslinjer på lige fod med de mere klassiske fodbold- eller håndboldlinjer. På Nordfyns Efterskole er eSport-undervisningen så populær, at de har venteliste frem til år 2020.

Men selv om eSport altså opnår stigende accept i både atletikforbundet og i uddannelsessystemet, er det så nok til, at det er en rigtig sport? Kan FIFA rent faktisk blive en disciplin i De Olympiske Lege en dag?
August Rosenmeier træner gerne fem timer om dagen i 'træningslokalet' op til en stor FIFA-turnering. Det hårde arbejde har foreløbig kastet to VM-titler og fire DM-titler af sig.
Vejen til olympiaden
Dagbladet Information holder til i en gammel bygning, som et korps modstandsmænd erobrede fra nazisterne i 1945. Lige over for har mediehuset SPLAY haft hovedsæde i et halvt års tid. De repræsenterer Danmarks største YouTube-stjerner med hundredtusindvis af fans, men de færreste over 25 år har hørt om talenter som Armin eller Emilie Malou.

Nogle gange står vi i gården og ryger og kigger på hinanden, to forskellige tidsaldre. Hvis nogen ved, hvordan fremtiden ser ud, må det være dem, tænker jeg og går op på deres kontor.

»Kroppen blev afkoblet fra sin fysiske funktion for måske 30 år siden, efter at den i 10.000 år har været udgangspunktet for vores eksistens. Det er klart, hvis folk har det svært med det, og debatten om, hvorvidt eSport er en sport, er på en måde et konkret udtryk for den udvikling,« siger Jan Warborg, der er talentmanager for SPLAY.

Han mener, det kun er et spørgsmål om tid, før eSport bliver en disciplin til De Olympiske Lege:

»Men det bliver på grund af, at pengene i eSport bliver så store, at det ikke kan ignoreres. Desværre. Jeg tror aldrig, eSport bliver accepteret på lige fod med fodbold.«
Fakta: Et marked i vækst

Til store eSport-events som ESL eller Dreamhack kan holdene spille på fodboldstadioner med over 40.000 tilskuere og millioner af seere online. Den danske fodboldklub FCK håber på at kunne fylde Parken til eSport-kampe i fremtiden.

Deloitte Global forudså i 2016, at eSport-markedet var vokset til 500 mio. dollar, en stigning på 25 pct i forhold til året før. De forventer, at markedet vil tredoble i værdi frem mod 2018.

Kilder: Deloitte, Twitch, DR
De første skridt er taget. Sideløbende med OL i Brasilien i 2016 afholdt Den Olympiske Komité (IOC) et eSport-event i samarbejde med Den Internationale eSportskomité (IeGC), og på rygteplan skulle Kina have forsøgt at presse eSport ind til OL allerede i 2008.

IOC har ikke ønsket at lade sig interviewe om eSport til Information. Men i en mail oplyser presseafdelingen, at eSport endnu ikke lever op til det olympiske reglement, der kræver, at man organiserer sig i globale forbund og implementerer WADA's antidopingreglement.

Det lyder ikke som en afvisning.
Fagre nye verden
IOC oplyser også, at man overvejer at ændre De Olympiske Lege fra at være »sportsbaseret til at være eventbaseret«. Derfor vil man ved Tokyo 2020 introducere en række nye sportsgrene på programmet, herunder skateboard, sportsklatring og surfing.

Måske er det den åbning, FIFA har brug for.

Tilbage på bryggen sidder August Rosenmeier fokuseret med controlleren i hånden og spiller, mens en svane glider over vandet udenfor. Hans force er det høje presspil, men »det er også vigtigt at udvikle en plan b, c og d«, hvis modstanderens forsvar er svært at splitte ad, forklarer han.

I næste uge skal han til EM-kvalifikation i Frankrig, hvor førstepræmien er 200.000 dollars, og derfor øver han fem-seks timer om dagen. Man er vel sportsmand.
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel skrev vi at 300.000 danskere ifølge en analyse fra Dansk Erhverv spiller eSport på konkurrenceplan i organiserede hold, hvilket kun er lidt færre end de 335.459 der er aktive i en fodboldklub. Det er rigtigt, at 300.000 danskere dyrker e-Sport, men ikke på et niveau, hvor det kan sammenlignes med klubfodbold. Information beklager.
Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Foto: Sille Veilmark
Redaktør: Kristian Villesen
Video og digital produktion: Alexander Sjöberg

Publiceret 28. januar 2017

Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Foto: Sille Veilmark
Redaktør: Kristian Villesen
Video og digital produktion: Alexander Sjöberg

Publiceret 28. januar 2017

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

I får lige et klassisk bedstefar argument: så laver de da ingen ulykker så længe.

Erik Karlsen, Hans Larsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Jeg spiller selv TitanFall på højt niveau. Jeg håber faktisk at esport IKKE kommer til OL, men i stedet skaber sit eget.

Niels Nielsen, Anton Engelbredt og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

@Morten Rosendahl Larsen:

Jeg forstår selvfølgelig godt hvad du mener, men for mit vedkommende er en skærm med et godt spil omrent 100 gange mere livsbekræftende end en idrætshal med et kedeligt og intetsigende spil håndbold. Og desuden er det (hvordan livet leves) jo udelukkende en smagssag - og har i øvrigt ikke så meget at gøre med, hvad er sport eller ej - og således ikke et argument for, at computerspil ikke skulle kunne betragtes som en sport ligesåvel som f.eks. motorsport og andre utraditionelle sportsformer.

Tommy Gundestrup Schou og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Fem Olympiske stjerner på stribe på den enarmede computer-tyveknægt i spille-hallen - JACKPOT!!! *****
Det skal jeg huske at fortælle bedstemor i Tivoli til sommer!
At hun går til e-sport! - ikke til spil...
Ohh holy be thy name : Casino-Capitalism...

Brugerbillede for Anton Engelbredt
Anton Engelbredt

@Morten Rosendahl Larsen den holdning er gammeldags og kommer til at uddø. Selve udsagnet " at leve livet" er en subjektiv sag, så du kan ikke objektivt konkludere hvordan man lever rigtigt eller forkert uden at hæve dig over andre, og det er en ulækker og forkert måde at kommunikere på.

Brugerbillede for Tommy Gundestrup Schou
Tommy Gundestrup Schou

Det ville klæde op til flere debatører her at prøve at sætte sig lidt ind i hvad eSports egentlig er for en størrelse og hvad det indebærer for de professionelle udøvere af samme.

@Torben Skov
På ingen måder absurde tider. eSports har været undervejs i mange år og er modnet rigtigt meget de sidste 5 år.

@olivier goulin
Helt og aldeles fejlet debatindlæg. Har endnu ikke set noget eSports udøvere sidde og æde chips og cola til kampene som sikkert er det du forestiller dig. Tværtimod trænes der seriøst både fysisk og psykisk for at kunne være med i toppen.

@Morten Rosendahl Larsen
Som Anton siger. Du er vist ikke fulgt med tiden. :-)

@Martin E. Haastrup
Det ligner et ganske mislykket forsøg på at være morsom. Enten det eller et fornærmende indlæg mod eSports udøvere.

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Ih tak til diverse "Morfar" nedladende kommentarer fra @Morten Rosendahl Larse @Torben Sjov @oliver goulin

Hey Asshat, jeg kan ikke udøve sport længere pga en aggressiv gigt sygdom og Esport er en aldeles glimrende erstatning. Det er teamwork, det er taktisk og det 10 gang hurtigere end nogen som helst Bøv i en håndbold hal kan følge med i. Det er i det mindste et miljø hvor de accepterer folks handicap og er dybt ligeglade med hvor du kommer fra. Modsat vores horrible jobcentre og Venstre regering, som ivrigt "vurderer" at min sygdom slet ikke er en hindring for noget som helst.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Som sædvanlig kritiserer folk det, de ikke forstår.

esport er kommet for at blive. Jeg deltager ikke selv i turneringer, da jeg slet ikke kan konkurrere med de allerdygtigste.

I stedet kan jeg så deltage på morfarniveau i diverse spil på nettet, hvor amatører og professionelle mødes i virtuel kamp på liv og død (eller hvad der nu kæmpes om). Nettets anonymitet er her en stor fordel: Ingen kan ud fra mit nick se, at jeg er en gammel mand, så jeg bliver som udgangspunkt accepteret på lige fod med alle andre. Hvad jeg nok ikke ville blive i en håndboldklub, hvor jeg efter al sandsynlighed ville blive bænkevarmer.

Men jeg kan ikke rigtigt se, hvorfor esport skulle ønske sig at blive en olympisk disciplin - hvorfor dog blive en del af det korrupte sammenrend?

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Det ville klæde Tommy Gundestrup Schou 30. januar, 2017 - 10:00 selv at kunne tåle andre debattørers holdninger i en offentlig debat under en kontroversiel artikel om såkaldt olympisk E-Sport alias computer-spil-narkomani - Specielt når disse holdninger udtrykkes med en kærlig ironisk/humoristisk distance.

Suk, jeg havde glemt hvordan mangel på almindelig sund humor præger visse debattører her.

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Sludder Niels Nielsen - Tror du ikke jeg også har spillet og stadig spiller computerspil? Drop klynkeriet, ikke alle mennesker kan og vil altså pludselig anerkende computer-spil-narkomani som E-Sport, slet ikke Olympisk! Lev med det. Sådan er realiteterne altså bare. Jeg er forbløffet over hvordan fortalerne/tilhængerne forsøger patetisk at fremstille sig selv som ofre for en urimelig fordømmelse og hetz. Det styrker slet ikke forsøget på at blive anerkendt, tværtimod.

Staaakkels computer-spil-spillere...?? Kommende E-Sport-kandidater?? - Der er altså en virkelighed omkring computer-spil-mani som peger i den stikmodsatte retning, den virkelighed forsvinder altså ikke på et split-sekund bare fordi nogen måske har set E-spil-lyset... Det ville klæde fortalerne for at opnå bred anerkendelse for såkaldt E-Sport at droppe klynkeriet og forholde sig til virkeligheden.

Tak for fortsat god debat.

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Fortalerne for almindelig bred anerkendelse af computer-spil-udøvelse må bare lære at forholde sig til og leve med at mange altså stadig betragter overdrevent computer-spilleri som potentielt sundheds-skadeligt intellektuelt tidsfordriv. Så vidt jeg er orienteret er det ikke bare en teoretisk holdning, der er fakta og evidens for det.

I min optik er det således at vende verden på hovedet : Fordi 'compter-spil-mani er kommet for at blive' kan vi lige så godt taget skridtet fuldt ud og ophøje det til en Olympisk E-Sport-diciplin. Galopperende vanvid i min optik.

Artiklen beviser også at den lige så godt kunne være skrevet til det populær-videnskabelige magazin Illustreret Videnskab hvor 'overdrivelse fremmer forståelse' : Der er praktisk talt ingen grænser for opfindsomheden når det drejer sig om at fremstille noget som det sidste skrig indenfor videnskabelig forskning. Selvom det ofte slet ikke er videnskab overhovedet. Men skjult branding-strategi for E-Sport osv.

»Kroppen blev afkoblet fra sin fysiske funktion for måske 30 år siden, efter at den i 10.000 år har været udgangspunktet for vores eksistens. Det er klart, hvis folk har det svært med det, og debatten om, hvorvidt eSport er en sport, er på en måde et konkret udtryk for den udvikling,« siger Jan Warborg, der er talentmanager for SPLAY.

Vor tids typiske måde at emancipere sig ud af den faktiske virkelighed : JW faciliterer bare 'udviklingen' fremfor at forholde sig til den. Den skadelige og E-kunstigt accelerede 'ud-af-kroppen' oplevelse. Intellektualiseringen, virkeligheds-fortrængningen, manien... - Det er blevet sååå bekvemt at slippe for at skulle forholde sig til en fysisk virkelighed. => Systematisk oblivion. => Svækkelse af menneskers sunde kræfter og orienterings-evner i virkeligheden.

Han mener, det kun er et spørgsmål om tid, før eSport bliver en disciplin til De Olympiske Lege:

»Men det bliver på grund af, at pengene i eSport bliver så store, at det ikke kan ignoreres. Desværre. Jeg tror aldrig, eSport bliver accepteret på lige fod med fodbold.«
Fakta: Et marked i vækst

Netop det sidste fremkalder min ovenstående ironi om Casino-Capitalism.

Et nyt marked er under opdyrkning og selvfølgelig er der et menneskeligt potentiale som naivt og godtroende hopper med på 'udviklingen' Især blandt unge mennesker. Som jeg mener bliver ladt i stikken af os ældre mere modne voksne, som passivt opgivende blot følger trenden blandt de unge fordi 'udviklingen jo alligevel går den vej og er kommet for blive'...??!

Men jeg vil altså forbeholde mig retten til at fastholde spørgsmåltegn ved om der er tale om nogensomhelst reel udvikling. Jeg synes det mere åbenlyst handler om og er typisk kapitalistisk branding-strategi, igen så spids-findigt faciliteret, at de fleste selvfølgelig nægter at gennemskue det.

Fordi ingen længere kan se skoven for bar træer : Alle er på i døgndrift! - Tiden trend allerede længst er præget af E-mani : Folk flest er i forvejen desværre mere eller mindre ukritisk i E-bølgens vold 24/7/365.
De mister retnings-sans, tids-og sted-fornemmelse og som sagt ikke mindst : krops-fornemmelse - i togene og på gader og stræder... - og jeg kunne sikkert redegøre for hvilke andre sanser de OGSÅ mister i deres mere eller mindre blinde og ukritiske hengivelse til 'fagre ny E-verden'.

Hvis jeg gad og havde tid, til også at spile min tid, på alle de mennesker som ukritisk og systematisk gerne spilder deres tid og endda fremturer med det!

Og så er skridtet til at vende verden på hovedet jo selvfølgelig ikke langt : Lige om lidt kan vi vende den på hovedet, fordi 'IT-revolutionen de fakto har sejret ad h til og kommet for at blive og fortsætte i al evighed med at erstatte flere og flere funktioner i vores samfund og liv og fremtrylle flere nye masse-hypnotiserende sensationer.

Nye kreative markeder opstår i kølvandet. Jeg skuffes over debattører som ellers er kapitalisme-kritiske dog ikke kan eller vil gennemskue dette her også.

POKEMON...??!

MVH

MEH

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

I er computer/IT-slaver og I elsker at være PC-slaver.
Vi er blevet gjort til slaver og vi elsker at være blevet gjort til slaver!

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Martin E. Haastrup, esport sponseres typisk af spil-, tilbehørs- og gadgetfabrikanter, så der er klart et kommercielt element involveret. Men i modsætning til retorikken som omgiver OL er der ingen hykleriske besværgelser om at alle skal kunne være med. Så selv om esport sikkert er noget, der er udtænkt i en eller anden marketingafdeling, er det trods alt ærligt omkring den elitisme, det fremmer.

Jeg er rimeligt god til at sænke slagskibe, men jeg bilder mig ikke ind, at det gør mig god til andet end at sænke slagskibe. At man er god til computerspil siger intet om ens generelle talenter og kompetencer, og der er ingen steder i RL, hvor jeg vil kunne bruge mine evner i en virtuel torpedobåd til andet end fornøjelse. Det skulle da lige være som lønnet spiltester. Men selv alpha- og betatests er efterhånden blevet noget, folk betaler for at deltage i.

Jeg husker dengang tegneserier var lavkultur, nu kan man låne dem på biblioteket. Selv protestsange kan få en Nobelpris i vore dage, selv om der var en del, der fik ondt et vist sted.

Hvad skyldes din ophidselse over, at nogle mennesker vil gøre computerspil til en olympisk disciplin? Det er selvfølgelig en dum ide, men at du ligefrem hidser dig op over det forstår jeg ikke.

Og at kalde os spilentusiaster for slaver er da mildest talt lidt af en overdrivelse - hvis vi er slaver, er alle, som har en interesse, som de brænder for, slaver. Så det...

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Niels, 'min ophidselse'? - Jeg har spildt tid nok på det her tidsspilde! Livsspilde! Jeg er omringet af det i døgndrift! Overalt. Døgnet rundt. Året rundt.

Ja, slaver af systematisk tidsspilderi!

Du modsiger dig selv. En dum ide? Hvorfor har du selv så svært ved at tåle min kritik? Fordi det rammer dig på et personligt plan.

Men det her er altså en offentlig debat og den handler ikke om dig personligt eller min 'ophidselse' som du kalder det.

Den handler om at vise og argumentere og forholde sig til modpartens argumenter.

Læs og forhold dig til mine argumenter og visninger om hvilke skadelige konsekvenser IT-revolutionen har haft og har og mere og mere får, for os alle! Globalt! -

Sanseløs-gørende art beruselse i nano-teknologis selv-hypnotiserende vidunder-sensationers mani - Hvis globale psyko-somatiske og sociale symptomer mia af mennesker systematisk undertvinges i profittens og 'udviklingens' hellige pompøse navn, uden skygge af tvivl, minder om narko-mani.

Det virker som hårde stoffer, det fedeste fix i verden, rent ud sagt.

At medvirke til at gøre regelmæssig brug af hårde stoffer/computer-spille-mani til en E-sports-gren eller endog Olympisk diciplin ved hjælp af et kynisk udspekuleret eller/og bare naivt medløber-virkeligheds-emanciperet intellektuelt afviger-retorisk brandig-greb, bare for at nogen kyniske bagmænd lige om lidt skal kunne sidde og profitere af E-sports-væddemål i mia-klassen og 'Think I'll buy me a footbaaaall-team' (Pink Floyd Dark Side of The Moon - 'Money') -

På almindelige menneskers i forvejen gjorte computer-spille-afhængighed, ligesom under cykel-sporten og i den dur - Byder mig altså etisk imod.

Bare ærgeligt med det du kalder min 'ophidselse' over det og at jeg derfor kalder tingene ved deres rette navn : Slaveri.

Væn dig til det. Drop klynkeriet. Det ændrer sig ikke. Det ændrer sig aldrig.

Om så en hel mia påstår, at jeg er en hest. Jeg æder ikke, aldrig! - Jeres retoriske virkeligheds-emanciperede computer-spille-narkomani-HØ frivilligt!

Dertil har jeg nemlig også allerede i forvejen set for mange liv og menneskelige relationer blive smadret.

Punktum!

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

???

Måske skulle du læse hvad jeg skriver. Jeg synes ikke, esport skal være en olympisk disciplin.

Og så ved jeg ikke, hvad det er for en computer-spille-afhængighed, du taler om. Jeg spiller kun, når jeg har lyst. Men jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv.

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Jeg råber STOP for den her destruktive pseudo-udvikling, som smiskende faciliteres af tilsynehjertede godladende sponsorer, der angiveligt befrier de unges uskyldige spille-lyst for åben skærm fra vores andres forstokkede gammeldags holdningers undertrykkelses-psykologi om spille-narkomani osv - Så vi alle kan se hvilken åbensindet og fremragende pædagogisk forståelse disse pengemænd har for de unges talentudvikling, ved at smide penge efter dem i en ren guldregn??! -

Men som i virkeligheden kun er med den slette skjulte spekulative bagtanke, at for usle håndører til de psykisk systematisk mere og mere uddrænedere og udmattede spillere, at opdyrke og forvandle de unge til marathon-computer-spillende humanoide VÆDDELØBSHESTE - Købe billigt sælge dyrt. Lok de unge på vognen med håndører, for så når spillet er rigtig godt igang og fælden er klappet, de unge har skrevet under på kontrakten, at presse citronen til sidste blodsdråbe. Skruppelløst.

Det har intet med udvikling at gøre. Det har alene at gøre med det hyper-kapitalistiske-udbytning og SLAVE-GØRELSES-SHOW af de unge, som tror, at de kan blive stjerner og millio-temmlig-nære af deres spille-hobby. De bliver gjort til pressede citroner!

De bliver gjort til IT-HAMSTER-HJUL-LØBERE og usle konkurrence-sports-dyr - computer-spillende væddeløbsheste ligesom alle andre i konkurrence-staten. Især også indenfor enhver SPORTS-gren - Alt sport i dag er jo købt og betalt. Der er ikke noget sund konkurrence tilbage. SPORT er en MILLIARD-FORRETNING. Og udøverne væddeløbsheste i alle mulige afskygninger på kontrakt. Tænk især på cykel-sporten med alle dens doping-skandaler etc i den dur - Udelukkende tilrettelagt for at det så DET KAN BETALE SIG FOR SPONSORERNE! Længere er den ikke. Wake up for Christ sake!

Hvis ikke 'sports-udøverne' accepterer vilkårerne fra sponsorer, trækkes støtten øjeblikkeligt! Så kan de lære det! Det er ren væddeløbs-udbytning for usle håndører til de udøvende spillere, mens bagmændende scorer mia!

Kender nogen måske til fagforening for sports-udøvere??! Jeg har aldrig hørt om en!

Så det er i al korthed hvad den her 'udvikling' handler om : At fordreje en i forvejen potentiel sundhedsskadelig hobby-besættelse til en væddeløbs-roulette-spille-konkurrence, så der kan trækkes fede veksler på de unges blinde spille- entusiasme - Mens mor og far og bedsteforældre sælger deres børn som potentielle slaver til sponsorerne og med ubekymret mine bifalder med nik om at 'det-er-da-bedre-at-han-får-noget-ud-af-sin-tid-ved-maskinen-end-at-han-render-og-laver-kriminalitet'. Naivt!

Jeg er rasende og skuffet og igen desillusioneret over, at finde sådan en nyttig-idiot-artikel i et såkaldt kapitalisme-kritisk forum - Jeg er træt af det! Jeg er træt af, generelt sagt, hykleriet blandt journalister og debattanter, som på samme tid kan påstå, at de har forstået og anslyseret sig seriøst frem til at kapitalismen systematisk smadrer alt hvad der er af værdi her i livet for profittens skyld - Og i næste nu så nægter at indse, at den her såkaldte udvikling fra computer-spil til E-sport netop er udtryk for den aller-aller-værste og mest arketypiske CASINO-CAPITALISME! ØV!

Se feks også PENGE : "Computer-spil for milliarder" :

https://www.dr.dk/tv/se/penge/penge-tv/penge-2017-02-01

Brugerbillede for Niels Nielsen

Martin E. Haastrup, det er ikke sort/hvidt. Du har da helt ret i, at der mange golddiggere i branchen, og at man som bruger kan blive afhængig at få sit daglige adrenalinkick foran skærmen. Men at afvise en hel kunstart på grund af visse kunstneres skumle bagtanker virker på mig overdrevet.

Jeg kunne fx aldrig drømme om at investere i en "anmelderrost" femi-krimi, de par stykker jeg har læst, var mere end nok. Men det forhindrer mig da ikke i at opsøge den i mine øjne mere lødige litteratur. Det samme gælder computerspillene. Der er utrolig meget lort derude, men ind imellem dukker der små sande kunstværker op, Det er ligesom popmusik: Det meste er elendigt, men selv pop kan være af høj kvalitet.

At der er så mange penge i kulturindustrien skyldes jo kun, at stærke kræfter fastholder den absurde intellektuelle ejendomsret. Og at masserne falder for laveste fællesnævner er der ikke noget nyt i.

eSport er i bund og grund et forsøg på kommercialisering/professionalisering af en uskyldig hobby. Men at professionelle fodboldklubber har udviklet sig til en slags mafia skal da ikke forhindre drenge og mænd m/k i at finde en uforklarlig glæde ved at sparke til en bold, eller i computerverdenen, at klikke med musen og vinde retten til at prale. I gamerverdenen også kaldet "e-peen".

http://www.urbandictionary.com/define.php?term=e-peen

Brugerbillede for Rolf  Clausen

Pr definition af terminologien. så ja. I det ligger at hvis skak er en sport, er E-sport det også, omvendt er E-sport ikke en sport kan skak heller ikke være det per terminologi. Da begge disciplin bruger ”hjerne gymnastik” / "tankesport" som grundlag for at være atletik.