Forført

Ingen moralske skrupler nu. Den perfekte forbrydelse skal planlægges

Når man bliver forgiftet med abrin, får man influenza-symptomer i to til tre døgn. Herefter kommer man på hospitalet og dør
Resumé
Bjarne havde hyret en russisk privatdetektiv i et forsøg på at finde frem til den mystiske mand, der tilsyneladende var i færd med at forføre hans hjertes udkårne: ukraineren Inna. Han havde mødt Inna gennem en datingtjeneste få måneder forinden, men havde aldrig set hende i virkeligheden.

Nu var han klar til at begå en forbrydelse for at skaffe sin rival af vejen og redde deres forhold. Hvis bare han kunne finde frem til mandens sande identitet. Spørgsmålet var, hvor langt Bjarne var villig til at gå, hvis han endelig fandt ham.

Information bringer i denne serie hele historien om Bjarne og hans ulykkelige forelskelse. Artiklerne er baseret på interviews med sagens hovedperson, hans personlige optegnelser og mailkorrespondancer, aktindsigt i dokumenter fra Østjyllands Politi og de amerikanske domstole samt interviews med den danske anklagemyndighed og forbundspolitiet i USA.

Bjarne er et opdigtet navn. Information er bekendt med hans sande identitet.

Dette er en virkelig historie.
KAPITEL 6
Ingen moralske skrupler nu
Bjarne forestillede sig, at han ville være i stand til at myrde et andet menneske, hvis bare han kunne undgå at se vedkommende i øjnene. Han havde lagt alle moralske skrupler fra sig. Det at gøre det af med hans konkurrent var nu kun et spørgsmål om at fuldføre en opgave, han havde stillet sig selv. Nu var tiden kommet til at skaffe sig det rette værktøj.

Bjarne havde ingen erfaring med skydevåben. Desuden ville et blodigt attentat indebære en stor risiko for at blive afsløret. Mens Dmitri styrede slagets gang i Ukraine, begyndte han derfor at overveje, hvilke andre muligheder der fandtes. Under sin brainstorm tidligere på efteråret var han kommet på den ide, at han kunne forgifte manden. Det ville være lydløst, ikkevoldeligt og, hvis han udførte det korrekt, så godt som umuligt at opklare. Men hvordan fik man fingrene i en dødelig gift uden at efterlade sig spor?

Som så ofte før søgte Bjarne svar på internettet.

Han vidste, at der i nettets mørke afkroge fandtes digitale sortbørser, hvor man kunne købe stort set alt, hvad hjertet begærede. Anonymt og uden afslørende pengetransaktioner.

En dag i november, mens Bjarne opholdt sig på en bed & breakfast i det nordlige Jylland, satte han sig til tastaturet og begav sig ind i mørket på jagt efter den gift, der kunne gøre det af med Mr. Big og vinde Inna tilbage.
De digitale sortbørser bar navne som ’Silk Road’ og ’Black Market Reloaded’ og blev jævnligt lukket af myndighederne eller af administratorerne selv. Som regel kun for at skyde op igen kort efter i en ny version.

For at tilgå dem måtte man installere den såkaldte Tor-browser på sin computer. Tor er et indviklet spindelvæv af computere fordelt over hele verden, som er designet på en måde, så netværkets brugere er meget svære at identificere. Netværket er i sig selv helt lovligt og bliver brugt af aktivister, journalister og kunstnere, der ønsker at skjule sig for undertrykkende regimer. Men anonymiteten tiltrækker også internettets mere lyssky elementer. Cyberkriminelle, der lever af at sælge stjålne data, falske dokumenter, laboratorietestet kokain og dødelige gifte.

Den mest gangbare møntfod på den mørke del af internettet er de såkaldte bitcoins. En digital betalingsform, som er vanskelig at spore og uden for statslig kontrol.

Den filosofiske og praktiske fællesnævner for både bitcoins og Tor-netværket er anonymitet.

Arkitekturen fungerer ved at pakke internettrafik ind i flere lag af kryptering og sende den gennem flere computere, der slører identiteten af den oprindelige afsender – mens krypteringen lag for lag pilles af, så den tiltænkte modtager kan læse indholdet.

Den amerikanske stat var med til at finansiere og udvikle arkitekturen til Tor-netværket. I dag slås de amerikanske myndigheder med at fange pædofile, hackere og andre kriminelle, der skjuler deres identitet ved hjælp af netop det netværk.

Opfinderen af bitcoin skjuler sig også. Vedkommende har nedfældet ideerne bag den digitale valuta under pseudonymet Satoshi Nakamoto, og siden har alverdens medier forsøgt at finde ud af, hvem han eller hun i virkeligheden er.

Et af de vigtigste spor i den leg er, hvem der ejer nogle af de tidligste bitcoins. Systemet fungerer sådan, at alle i princippet kan se alle overførsler af bitcoins, men det er muligt at skjule, hvem der henholdsvis afsender og modtager pengene.

»Offentligheden kan se, at én sender et beløb til en anden, men der vil ikke være nogen oplysninger, som sætter transaktionen i forbindelse med bestemte personer,« som Satoshi Nakamoto har beskrevet det.
De digitale sortbørser bar navne som 'Silk Road' og 'Black Market Reloaded' og blev jævnligt lukket af myndighederne eller af administratorerne selv. Som regel kun for at skyde op igen kort efter i en ny version.

For at tilgå dem måtte man installere den såkaldte Tor-browser på sin computer. Tor er et indviklet spindelvæv af computere fordelt over hele verden, som er designet på en måde, så netværkets brugere er meget svære at identificere. Netværket er i sig selv helt lovligt og bliver brugt af aktivister, journalister og kunstnere, der ønsker at skjule sig for undertrykkende regimer. Men anonymiteten tiltrækker også internettets mere lyssky elementer. Cyberkriminelle, der lever af at sælge stjålne data, falske dokumenter, laboratorietestet kokain og dødelige gifte.

Den mest gangbare møntfod på den mørke del af internettet er de såkaldte bitcoins. En digital betalingsform, som er vanskelig at spore og uden for statslig kontrol.

Den filosofiske og praktiske fællesnævner for både bitcoins og Tor-netværket er anonymitet.

Arkitekturen fungerer ved at pakke internettrafik ind i flere lag af kryptering og sende den gennem flere computere, der slører identiteten af den oprindelige afsender – mens krypteringen lag for lag pilles af, så den tiltænkte modtager kan læse indholdet.

Den amerikanske stat var med til at finansiere og udvikle arkitekturen til Tor-netværket. I dag slås de amerikanske myndigheder med at fange pædofile, hackere og andre kriminelle, der skjuler deres identitet ved hjælp af netop det netværk.

Opfinderen af bitcoin skjuler sig også. Vedkommende har nedfældet ideerne bag den digitale valuta under pseudonymet Satoshi Nakamoto, og siden har alverdens medier forsøgt at finde ud af, hvem han eller hun i virkeligheden er.

Et af de vigtigste spor i den leg er, hvem der ejer nogle af de tidligste bitcoins. Systemet fungerer sådan, at alle i princippet kan se alle overførsler af bitcoins, men det er muligt at skjule, hvem der henholdsvis afsender og modtager pengene.

»Offentligheden kan se, at én sender et beløb til en anden, men der vil ikke være nogen oplysninger, som sætter transaktionen i forbindelse med bestemte personer,« som Satoshi Nakamoto har beskrevet det.
Alt dette vidste Bjarne. I løbet af efteråret var han derfor begyndt med jævne mellemrum at hæve mindre kontantbeløb fra sin bankkonto og pulje dem sammen for at få råd til de nødvendige bitcoins.

Hver gang han havde kontanter nok, kontaktede han en bitcoinsælger via nettet, hvorefter de mødtes på en øde parkeringsplads eller et andet afsondret sted.

Bjarne betalte sælgeren, der fra sin computer overførte det aftalte antal bitcoins til hans digitale bitcoin wallet. Herefter skiltes de og så aldrig hinanden igen.

Nu sad Bjarne på den nordjyske bed & breakfast og havde skrabet bitcoins nok sammen. Han åbnede Tor-browseren og fandt frem til hjemmesiden Dark Market Reloaded. Siden mindede i sin opbygning om andre onlinemarkedspladser som eBay, Amazon eller Den Blå Avis. Her var brugte annoncer for herrecykler og lædersofaer bare erstattet med annoncer for automatvåben, stjålne pas og narkotika.

Han klikkede omkring på markedspladsen og fik gennem sidens krypterede chatsystem kontakt til to brugere, der reklamerede for en gift ved navn abrin. Bjarne præsenterede sig igen som Fredrick Schultz. Mens han forhandlede med de to sælgere, begyndte han at undersøge, hvordan deres varer fungerede.

Abrin viste sig at være særdeles dødeligt i selv små doser. Giften forekommer naturligt i nogle små mariehønelignende bønner, som vokser i tropiske egne, og er i USA klassificeret som et biologisk våben. FBI betragter det som et potentielt masseødelæggelsesvåben. Ved indtagelse forårsager abrin influenzalignende symptomer i de første to-tre døgn, hvorefter offeret som regel vil blive indlagt på hospitalet og dø kort efter.

Der findes ingen modgift.

Efter kort tids forhandlinger overførte Bjarne et beløb i bitcoins svarende til 400 amerikanske dollars til den ene sælger – angiveligt en inder, der kaldte sig for dark_mart. I stedet for at oplyse sin egen adresse bad Bjarne sælgeren om at sende giften til den bed & breakfast, hvor han opholdt sig.
Foto: Østjyllands Politi
Bjarne havde nu bestilt et ’masseødelæggelsesvåben’ på internettet for at myrde et fremmed menneske.

Han var fast besluttet på at kæmpe for sit forhold til Inna. På sin egen vis var der tale om en romantisk gestus. En shakespearesk mordplan i kærlighedens navn. Men det var naturligvis også en vanvittig handling. Det vidste Bjarne jo godt.

Alligevel var der, da han bestilte giften, ingen tvivl i hans sind, ingen overvejelser om de moralske implikationer ved at begå et mord. Han havde en evne til at blokere for enhver fornuftig tanke, så snart han havde sat sig et mål. Et slags tunnelsyn, der satte ham i stand til at udføre sit almindelige arbejde som en robot, men ude af stand til at afkode sociale normer og konventioner.

Han fortalte ikke nogen om sine planer. Heller ikke den russiske privatdetektiv Dmitri. Over for ham nøjedes han med at skrive om vigtigheden af at »handle«, inden det var for sent, og Inna måske forsvandt ud af hans liv for evigt. Det stod dog endnu ikke klart for Bjarne, helt præcist hvordan ekskærestens død skulle katapultere Inna tilbage i armene på ham. Det vigtigste lige nu var bare, at han forsvandt.
Mens Bjarne ventede på at modtage pakken fra Indien, skrev han løbende til Dmitri med nye bud på, hvem den mystiske eks kunne være.

Undersøgelsen af overvågningsbillederne fra Kijev, som Dmitri angiveligt havde iværksat, trak i langdrag. Han forklarede Bjarne, at den politiske konflikt mellem Ukraine og Rusland havde gjort hans arbejde sværere, og at han havde været nødt til at bestikke vagtpersonalet på togstationen til at gå i gang med en ansigtsanalyse af videoovervågningen.

Dmitri foreslog, at de, når de kendte mandens identitet, skulle finde hans »svage punkter« og bruge dem til at ramme hans forretning eller hans personlige omdømme. De kunne også forsøge at påvirke mandens forældre. Ifølge Dmitri ville de fleste tyrkiske forældre modsætte sig, at deres søn valgte en ikkemuslimsk kvinde.

Imens fornemmede Bjarne, at Inna forsvandt længere og længere væk fra ham.

Han prøvede at imponere hende med historier om sit arbejde og eventyrlige fantasier om ridderlighed. I en af sine lange mails til Inna argumenterede han for, at mennesker i det nordlige Europa har mistet modet til at kæmpe for retfærdighed. For eksempel undrede han sig over, at ingen havde kæmpet imod, da Anders Breivik gik amok med en automatriffel på en socialdemokratisk ungdomslejr på øen Utøya i Norge. Bjarne så sig selv som en af de få, der ville have gjort modstand. Som han skrev til Inna:
Vi er blevet meget svage i den henseende.
Men intet af det bed på Inna. Hun svarede efterhånden kun med korte, halvt uforståelige mails og skrev direkte til Bjarne, at hun nu endeligt havde besluttet sig for at gå tilbage til sin Mr. Big.
Folk må prøve flere chancer i livet og lade skæbnen gå sin gang. Jeg ved med sikkerhed, at dette ikke er en leg for ham, og alting er meget seriøst … Han vil have en familie, og nu hviler meget på mig.
Bjarne forsøgte at advare hende om, at eks'en ville såre hendes følelser. Sådan som Inna havde beskrevet ham, var han en velhavende skørtejæger, der nok kunne lege far, mor og børn i nogen tid, men før eller siden ville begynde at kede sig og gå på jagt igen. Bjarne var det sikre valg. Men Inna brød sig ikke om hans insinuationer.
Jeg ved, at du er en åben og oprigtig mand, og det er grunden til, at du er den eneste person, der ved så meget om mig … Men du bør ikke lade din jalousi og negative tanker gå ud over folk, du ikke kender

Lige nu gør du alt, hvad du kan, for at miste mit venskab, og det er en dårlig beslutning...
Bjarne trak følehornene til sig og gik tilbage til at spille rollen som den forstående ven. Men han var ikke klar til at opgive sit livs kærlighed.

»... faktisk er der ikke meget, jeg ikke er villig til at gøre, når det drejer sig om Inna,« skrev han to dage senere i en mail til Dmitri og anbefalede, at detektiven nu rettede al sin opmærksomhed mod en anden tyrkisk mand, hvis fulde navn han vedhæftede i mailen. Bjarne var 90 procent sikker på, at han var manden, de søgte.

I samme mail til Dmitri skrev han, at han planlagde at lave lidt »feltarbejde« på egen hånd i forbindelse med deres fælles efterforskning. Bjarne kom ikke nærmere ind på, hvad han mente, men tilføjede, at det krævede stor forsigtighed.
... jeg må ikke blive opdaget af hverken manden eller Inna, og hvis der nogensinde bliver tale om en politisag, vil en erfaren efterforsker hurtigt kunne udpege mig som en person med et motiv.
Bjarne forklarede Dmitri, at han havde et velbetalt job, men levede sparsommeligt. At han havde omtrent 15.000 euro stående på sin bankkonto og adgang til yderligere 30.000 euro, som stod i »forskellige depoter«. Han var beredt på at bruge pengene til at finansiere en »løbende operation«.

»Lige nu giver det rigtig meget mening at bruge min opsparing på at arbejde for et forhold med Inna,« skrev han til russeren.

Han var lidt nervøs for, om Inna stadig ville have ham, hvis han ikke længere havde nogen penge. Hun var vant til et liv på første klasse. Men han satsede på, at hendes kærlighed til ham var stærk nok til, at hun ville se bort fra den slags overfladiske værdier.

Bjarnes første forsøg på at købe gift gennem Dark Market Reloaded gik i vasken. Hjemmesiden lukkede pludselig ned, og han mistede kontakten til sælgeren, som havde taget imod de 400 dollars.

Til gengæld havde han stadig mailadressen til sælger nummer to: en bruger, der gik under navnet Snowman840.

Bjarne skyndte sig at bestille en dobbelt portion abrin, 4 milliliter – så han havde nok til at afprøve, om giften virkede – og understregede, at han kun var interesseret i den flydende version. Ikke pulver. I pulverform kunne giften sprede sig via luften og bringe mange menneskers liv i fare, inklusive hans eget og hans sambo Oles. Væsken kunne han lettere styre. Et par dråber af den i en drink, og hans rival ville være fortid.

17. december overførte Bjarne 2,80 bitcoin svarende til 2.000 amerikanske dollars. Denne gang gik alt efter planen.

Få dage efter transaktionen modtog Bjarne en opsigtsvækkende besked fra Dmitri Turin. Den russiske detektiv havde endelig modtaget resultatet af undersøgelsen fra Kijev. Overvågningsoptagelserne fra togstationen, hvor Inna angiveligt havde kysset med sin ekskæreste, talte sit tydelige sprog

Den 21. december skrev han til Bjarne:
Hun var alene på perronen.
Inna havde ikke ventet på toget sammen med en tyrkisk udseende mand, og hun havde ikke givet nogen et kys. Bjarne var forvirret. Kunne Inna have løjet for ham? Kunne Dmitri..?

Han valgte at slå det hen. Der var mange grunde til, at Inna måske kunne have valgt ikke at fortælle ham hele historien. Bjarne vidste fra hendes profiler på de sociale medier, at hun indimellem redigerede lidt i sandheden. Eller måske havde de bare sagt farvel til hinanden et andet sted på stationen. Han havde ikke lyst til at begynde at tvivle på hende nu.

I dagene op til jul skrev Bjarne og Inna sammen om deres planer for julen. Inna skulle til julefest med sine forældre 25. december. Hun lå syg derhjemme og kiggede på dyre smykker på nettet. Særligt et bestemt ur af mærket Michael Kors.

Bjarne sad på kontoret og var i færd med at afslutte noget arbejde. Han havde ikke fortalt nogen af sine kolleger om sit forhold til Inna, men han havde antydet over for et par af dem, at han havde »noget kørende« og var interesseret i at arbejde i Østeuropa.

Mens han sad på kontoret, besluttede han sig for at overraske Inna med en julegave. Men det viste sig, at Michael Kors ikke havde nogen forretning i Danmark. Så Bjarne lejede en bil og ræsede til Berlin, hvor han lige akkurat nåede at købe det dyre ur, Inna havde talt om, og sende det til Odessa tidsnok til, at hun kunne vise det frem til julefesten 25. december.

Han følte sig opstemt i bilen på vej hjem. Endelig havde han gjort noget håndgribeligt. Han havde været romantisk og spontan. Ligesom Mr. Big. Efter så mange aftener og nætter foran computeren var han brudt ud af sin digitale boble og havde vist handlekraft i den virkelige verden. En kvindes hjerte kunne ikke erobres fra et tastatur. Det var jo klart.

Turen gav ham en ny ide: Han måtte til Odessa.
I næste afsnit:

Bjarne tager til den Ukrainske storby med 5.000 Euro i kontanter. Penge, som vil række langt i den sagnomspundne slyngelby.
Tekst: Sebastian Abrahamsen, Mathias Koch Stræde
Foto: Ian Berry, Østjyllands Politi
Cover: Østjyllands Politi
Redaktør: Anton Geist
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer