Kvindelejr
Lesbisk fristed. Kvindekamp.
Femø er begge dele
Kærestesorger, identitetskrise og vanskeligheder ved at springe ud har ført mange kvinder til Femø. En del bliver ved med at vende tilbage til øen, der tilbød dem et fællesskab eller fik dem til at acceptere sig selv. Information har været en dag på kvindelejr
12.34
12.34
Da færgen lægger til på Femø, er det som at træde ind i en Morten Korch-film. Havet glimter, de rapsgule marker strækker sig op, træer og buske er grønne. På havnen sidder folk og spiser is, og bag Havnehøkeren står fire kvinder og læsser en lastbil med varer fra Brugsen. De er praktisk klædt i vindjakker og hættetrøjer og har af solen fået farve i ansigterne.

De præsenterer sig med navn og antal år, de har været på Femø. »5, 9, 18 år,« lyder det, mens kasser med mælk, fløde og smør bliver stillet op på ladet. »Vi skal også huske at købe smøger til Skarni,« siger Sara Dilling og hopper ind i bag rattet. »Det var ikke så godt, da vi glemte dem sidst.«
13.12
13.12
Nu er der frokost. Skarni sætter sig ned ved det udendørs langbord og begynder straks at fortælle, hvor smart lejren er indrettet. »Vi har et køkken uden strøm, som kan servere mad til 80 mennesker på klokkeslettet,« siger hun begejstret.

Skarni har en fantastisk stemme. Rusten, sjællandsk og dyb. Hun bliver snart 70 og hedder i virkeligheden Hanne Arnskov. Øgenavnet fik hun, da hun for nogle år siden så en stor og glitrende skarnbasse flyve omkring i lejren. »Jeg var bare helt vild med den skarnbasse«, siger Skarni. Og uden at komme det nærmere er historien om, hvordan Skarni fik sit navn fortalt.

Skarni har kort hår og bærer tunge sølvsmykker. Hun er her kun én uge om året, »for efter syv dage begynder jeg at lyde som en mand, og så er det tid til, at jeg skal hjem«, siger hun og tænder en af de cigaretter, der blev hentet til hende fra havnen.

Hun rejser sig og går over mod toiletspandene. Hun er kommet på Femø i 34 år, og hendes tjans har alle årene været at tømme lokummer. »Enten så kan man det, eller også kan man det ikke,« siger hun. »Tricket er, at tømme dem, når de er halvt fyldte, i stedet for at vente til de har top på«.
I 34 år har det været Skarnis opgave at tømme lokummerne på Femø. Her spuler hun spandene med rent vand. Foto: Sille Veilmark
13.35
13.35
Karen Liv Arnbjørn Hansen er 42 år og har ligesom Skarni været på Femø i mange år. »20 år faktisk«, siger hun og kører hånden gennem sit korte lyse hår. Karen fortæller, at Femø havde afgørende betydning for hende, dengang hun sprang ud. De fleste, som deltog i begyndelsen af 70'erne, var heteroseksuelle kvinder, som havde mand og børn derhjemme. Men i 80'erne blev lejren næsten kun besøgt af lesbiske, og både dengang og i 90'erne blev det diskuteret, om lejren udelukkende skulle være for lesbiske.

I denne uge er mindst 20 ud af de 27 kvinder erklæret lesbiske. Flere af de unge i start-20'erne, som er med for første gang, siger, at de ikke helt er afklarede om deres seksualitet endnu. Karen virker derimod meget afklaret: »Jeg er en mellemting mellem en femme og en mini butch,« siger hun stolt, da hun skal forklare, hvilken type lesbisk, hun er.

Ikke alle bryder sig om den slags kategorier, men for Karen har det været vigtigt ikke bare at finde ud af, at hun var lesbisk, men også hvilken type lesbisk, hun er.

»Jeg var ret fascineret af motorcykler, da jeg sprang ud. Og jeg tænkte, at det med at være lesbisk måtte være lidt ligesom et motorsystem, hvor man kan være en 250 kubik eller en 450'er,« siger hun.

En 250 kubik er typisk en femme, forklarer hun. »Dvs. en lesbisk, som har en blød energi, som godt kan lide at gå med kjole og høje sko og bevæger sig feminint.«

En 650'er derimod er en butch – »hun har nogle mere maskuline træk, hendes energi er meget fast, hun holder øjenkontakten, og hun har et mere maskulint kropssprog«, siger Karen og tilføjer, at der findes mange flere kategorier, og »at en god butch kan gå op til 1.200 kubik. Herefter har man kranpotentiale«.
Der spilles kroket i klitterne. Foto: Sille Veilmark
14.07
14.07
Kvinderne har taget sportstøj på og sat sig op på ladet af lastbilen. Her står et par kasser øl, noget rosé og en rytmeboks fyldt med instrumenter, der kan rasle eller på anden måde larme.

Ovre fra lokummerne kan man høre Skarni lave opkastlyde. Hun er ved at vippe en toiletspand ned i tanken, kaldet mandehullet, som opsamler lort fra hele ugen. Lastbilen kører mod fodboldbanen, hvor kvinderne skal spille den årlige kamp mod øens beboere.

»Kan vi arrangere et kampråb?« spørger Helene Hansen. Hun har kort sort hår og en ranglet krop fyldt med tatoveringer, og hendes stemme er hæs. »Hvad med hovedspring i røv?« foreslår Astrid, som med sine rødblonde krøller og store briller ligner en ung skuespiller fra en 70'er-film. Kampråbet godkendes.

Henne på fodboldbanen bliver Tøsedrengenes »Indianer« sat på anlægget. Også selv om Astrid hellere vil høre »Hej Søster« med Trille. Gruppens træner, Anne Bergland, forklarer de forskellige spilleres opgaver. »Fordi vi spiller på en lille bane, kan forsvarsspillerne godt rykke med op,« siger hun. Nogle protesterer og siger, at de er for gamle til at løbe så langt. Anne ignorerer dem og forklarer forskellen på hjørne og målspark.
14.45
14.45
Kampen er i gang, og Skarni sætter sig i græsset på sidelinjen. Hun ruller sine T-shirt-ærmer helt op. På underarmene har hun tatoveret sine børnebørns navne. På hovedet har hun en klaphat med store runde bryster på skyggen. »Jo, nu skal du høre,« siger hun mellem et par kampråb.

»Lejren har ændret sig gennem de seneste 10 år. Der er kommet mange flere børn til. Det er blevet en slags familielejr, i takt med at homoseksuelle har fået bedre muligheder for at få børn,« siger hun og afbryder sig selv med endnu et kampråb: »Hur, hur, hur, Kimie er en mur«. Målmanden Kimie Olsen har ladet endnu et mål gå ind.

Første gang, Skarni var på Femø, var i 1983, hvor hun var helt nede og kysse asfalten over en kvinde, som forlod hende. »Vi havde børn sammen, og hun ville ikke mere,« siger Skarni. Femø har aldrig været politisk for Skarni. Hun er her ikke for at diskutere feminisme eller ligestilling. Det bliver for navlepillende, mener hun.

»Jeg gider ikke sidde og tale om, hvornår jeg fandt ud af, at jeg var lesbisk, eller svare på, hvordan vi fik børn dengang, hvor man ikke kunne blive insemineret. For mig handlede Femø om at flygte fra et traume, komme videre og møde kærligheden igen,« siger hun.

Siden 1983 har hun mødt kærligheden igen tre gange på Femø. Nu er hun single. Hun smøger sine bløde bomuldsbukser op, så benene kan få lidt sol. På anklerne har hun tatoveret englevinger.
Spillerne får gejsten op inden fodboldkampen. Foto: Sille Veilmark
15.07
15.07
Der står 8-0 til øboerne. 47-årige Astrid Ruben Hansen råber: »Det handler ikke om at vinde, det handler om at være med«.

Efter kampen er traditionen, at uanset resultatet kører spillerne sejrstur rundt på øen, hvor de jubler og hoverer. Også selv om de kun har prøvet at vinde én, hvor der stod 4-4 og kampen endte i straffesparkskonkurrence.

Astrid sætter sig i græsset ved siden af Anna, som hun blev gift med for seks uger siden. Et øjeblik senere tumler de rundt i græsset, slås og kysser.
16.20
16.20
Arne, en ældre herre med en rød traktor, skal trække den prærievogn, som kvinderne skal køre sejrstur i. De synger, råber til forbipasserende og drikker lunkne Vestfyen Classic.

Her er ingen oplukker, men alle kan finde ud af at åbne en øl på anden vis. »Sejren er vor« synger de, mens de passerer bindingsværkhuse, bonderoser og vinkende øboer.
Kvinderne kører sejrsrunde på øen og fejrer, at de føler, de har vundet årets fodboldkamp mod Femøs beboere. Reelt tabte de 13-0. Foto: Sille Veilmark
En time senere stopper Arne traktoren. Han vender sig om og spørger: »Vil I bare af her, eller må jeg køre jer helt ned?« Der må ikke være mænd i lejren. Kun drenge under 12. Alligevel får Arne dispensation til at køre ned ad markvejen.

I lejren venter Skarni med bare bryster. Hun hopper og hujer. Arne bliver befippet og drejer resolut traktoren så hårdt til venstre, at han næsten ender ovre i hækken.
17.55
17.55
34-årige Helena Christensen sidder i lejren og underholder med, at hendes lange lyse hår kun bliver klippet én gang om året, og det er på Femø. Hun har deltaget i lejren hvert eneste år siden, hun blev født. Hendes ældste minde herfra er en følelse.

»Jeg husker friheden«, siger hun. »Der var kun fem regler, vi som børn skulle overholde, og mange af os havde det til fælles, at vi havde en homoseksuel forælder. Det var noget, der kunne være svært derhjemme, men ikke betød noget på Femø,« siger hun.

Helenas mor, Edith, kom første gang på lejren i 1972 og forsatte, indtil hendes ryg og knæ ikke længere kunne holde til at sove i telt. »Min mor døde for to år siden, og det er også lidt for hendes skyld, at jeg stadig kommer. Folk her er med til at holde hende i live, fordi de kan fortælle historier om hende, som jeg ikke selv kan huske.«
19.10
19.10
Aftensmaden er klar. 54-årige Karen Hansen, som er madansvarlig, har lavet indisk dahl. Og flæskesteg. Ellers er der nemlig nogle – blandt andet Skarni – der i protest går på kroen og bestiller schnitzel.

21.15
21.15
Senere på aftenen er der fællesmøde i et af de store telte. Der er tændt levende lys, og madholdet har lavet kaffe og bagt chokoladekage. Man beder om taletid ved at række hånden i vejret. Den første, der beder om ordet, er Anne Bergland.

»Jeg synes lige, vi skal klappe over, at vi i dag vandt 15-0,« siger hun. Folk hujer. Astrid Fly Oredsson rækker hånden op og spørger, om der er nogen, der vil være med til at lege varulv i morgen? Det er der ikke umiddelbart opbakning til. I øvrigt karambolerer det også med, at der skal være skattejagt.

Karen Liv Arnbjørn Hansen finder en bog frem, som hun gerne vil læse højt fra. Den hedder Queer Astrology for Women og er skrevet af en Jill Dearman, som mener, at kunne afsløre lesbiske kvinders seksuelle præferencer ud fra deres stjernetegn. »Er der nogle skorpioner til stede?« spørger hun. Kamilla med K rækker hånden op. Karen begynder at læse, hvordan skorpionen er i sengen. Kamilla rødmer.

22.20
22.20
Solen er ved at gå ned. Vinden tager til og rusker i teltene. Flere af kvinderne tager en mukkert i hånden og går ud sørger for, at teltpløkkerne sidder ordenligt fast i sandjorden.

Bagefter synger kvinderne fællessange. Først »Øjenbrynene« fra 1975. Den begynder med strofen: »Nu har jeg plukket mine øjenbryn for allersidste gang.« Derefter »På Femø vil jeg leve og dø«, som går på melodien fra Dolly Partons »Jolene«. »Femø, Femø, Femø, Femøøøøøøø,« synger teltet.
Helene Hansen tager en mukkert i hånden og går sammen med et par andre kvinder rundt og tjekker, at teltene står ordentligt fast. Foto: Sille Veilmark
23.02
23.02
Det nygifte par Astrid Ruben Hansen og Anna går ned på stranden for at se det sidste af solnedgangen. De holder om hinanden. Himlen er pink og orange. De mødtes en aften for halvandet år siden i Kvindehuset og endte med at tale sammen i timevis. Bagefter fandt de hinanden på Facebook og begyndte at skrive sammen. Nu bor de i Nordsjælland.

Astrid siger, at noget af det smukke ved Femø er, at alle kommer her af hver sin grund. Hendes hustru Anna er kommet her i ni år. Første gang, da hun var 18.

»Jeg var ung, og min verden var alt for lille og firkantet. Jeg havde brug for, at der skulle ske noget vildt, jeg skulle være lesbisk, og jeg skulle være sammen med en helt masse kvinder. Jeg kunne godt tage til København og feste, men Femø var første gang, jeg oplevede at have en hverdag sammen med andre kvinder,« siger hun. »Og så er vi lesbiske en majoritet her.«
Det særlige ved Kvindelejren er ifølge Astrid Ruben Hansen, at man bliver en del af et stærkt fællesskab og mærker enkeltheden ved at leve udenfor. Foto: Sille Veilmark
Astrid nikker og tager over. »Her er en selvfølgelighed til stede. Vi skal aldrig forklare hinanden noget,« siger hun. »Nu ved jeg ikke om du så Skam,« siger Astrid og fortæller om en scene, hvor Sana sidder sammen med Isak og siger, at hun er træt af, at hun hver eneste dag skal svare på folks dumme spørgsmål og bevise, at hun er en frigjort muslim. Isak siger, at det bliver hun nødt til, for det er de dumme spørgsmål, der bygger bro.

»Vores vilkår er lidt ligesom Sanas. Vi skal hele tiden forsvare os, men her slipper vi,« siger Astrid og går ind i teltet for at synge flere sange fra kvindesangbogen. Anna bliver stående.

»En anden ting, der også er ret fantastisk her,« siger hun, »er, at man ser lesbiske kramme og holde i hånd. I hverdagen er det virkelig et sjældent syn. Det er ikke, fordi Astrid og jeg lægger bånd på os selv – vi plejer faktisk at sige, at vi 'dræber folk med kærlighed'. Hvis vi sidder i S-toget, og nogen glor, fordi vi ligner mænd, smiler vi bare og siger hej. Men dybest set er det virkeligt hårdt at blive gloet så meget på. Der får man en pause fra her.«
0.12
0.12
Skarni går i seng. »Er der nogle tyre til stede?« spørger Karen Liv Arnbjørn Hansen og kigger op fra sin bog. Et par stykker rækker hånden op og vælger, at de gerne vil have læst højt fra kapitlet om, hvordan man scorer en tyr.

Astrid med 70'er-brillerne og de rødblonde krøller rækker hånden op og spørger om stjernetegn er en stor ting i homomiljøet? Det diskuteres lidt. En siger ja, påpeger, at hun på de tre seneste dates er blevet spurgt ind til sit stjernetegn.
1.25
1.25
Kvinderne børster tænder og trækker ind i teltene. Nogle sover i store fællestelte. Andre – typisk dem med kærester – sover i private telte lidt længere oppe i klitterne.
6.14
6.14
32-årige Sara Dilling sidder på stranden og brækker små grene af til et bål. Hendes hustru Mette sover stadig. Hun smider et par optændingsblokke ind i bålet, tænder ild og prøver at få flammerne til at vokse. Hun sætter en stor gryde hen over bålet og fylder den med vand og kaffegrums.

Saras historie ligner mange andres. Hun manglede en god indgang til det lesbiske miljø, og den fandt hun på Femø.

– Men handler Femø slet ikke længere om kvindesagen og feminisme?

»Jo, men du skal kratte i overfladen for at se det,« siger Sara. Hun tegner cirkler i sandet med en kvist. »Som homoseksuel ved jeg, at den grad af frihed jeg har, har jeg kun, fordi nogen før mig har taget kampen. Det er jeg tidligere generationers kvinder meget taknemmelig for. Og på en måde hylder man også dem ved at være her. Så Femø er derfor for mig lige dele lesbisk fristed og kvindekamp,« siger Sara.
Sara Dilling er én af de første, der står op. Hun tænder bål på stranden og sætter vand over til morgenkaffe. Foto: Sille Veilmark
7.35
7.35
De andre kvinder vågner og går ned på stranden og sætter sig om bålet. »Det er min yndlingscafé, det her,« siger madansvarlig Karen Jensen stille. »Jeg har jer, jeg har udsigten, jeg har kaffen. Det er bare ærgerligt, at der er så langt hertil.«

Der hviler en ømhed over morgenritualet. Mange af kvinderne deler historien om, at de kom til Femø på et tidspunkt i deres liv, hvor de var i krise. I respekt og kærlighed til det sted, der udviklede dem, drejede deres liv i en positiv retning eller gjorde dem i stand til at elske sig selv, vender de tilbage igen og igen.

En kvinde rejser sig i tavshed, klæder sig af og hopper nøgen i det kølige vand. Hun tager et par svømmetag, vender sig om på ryggen og flyder i vandet. Smiler. I et fuldstændig vindstille øjeblik kan man høre Skarnis opkastlyde henne fra lokummerne.
9.30
9.30
Dagens aktiviteter er i gang. Der har lige været havkajakpolo. Nu er der feministisk selvforsvar ved Karen Liv Arnbjørn Hansen. Deltagerne går lidt væk fra lejren, sætter sig i en cirkel, og Karen byder velkommen.

»Lad os lige starte med at grounde os selv,« siger hun og lukker øjnene. »Læg mærke til lydene … luk øjnene … træk vejret … Jeg vil gerne bede flinkepigerne i jer om at gå op på kroen og få en schnitzel og en fadøl. Vi skal i stedet finder krigerkvinden frem. Hun er stor og stærk. Hun er stolt af jer og elsker jer.«

Én nyser, og en anden kommer til at sige prosit. »Var der lige en flinkepige der?« spørger Karen brysk. »Op på kroen med hende«.
Karen Liv Arnbjørn Hansen underviser lejrens kvinder i feministisk selvforsvar. Her skal man blandt andet lære at bruge sin stemme og øve sit nej. Foto: Sille Veilmark
En øvelse bliver sat i gang. To personer skal forestille sig, at de kører i en tætpakket bus. Pernille sidder på sædet ved vinduet. Marianne sidder yderst og lægger pludseligt sin hånd på Pernilles lår.

Øvelsen handler om, at Pernille skal øve sit nej og sige fra. »Flyt din hånd,« siger hun. Marianne lader hånden ligge på låret. Pernille hæver stemmen: »Flyt dig, jeg skal ud, jeg skal ud!« siger hun og maser sig ud af bussen. De andre kvinder klapper.

Karen roser og siger, at Pernille er velkommen til at trække sig og gå over til de gule blomster, hvis det hele bliver for meget. »Nej, det er fint,« siger Pernille. »Det er godt for mig at øve det her. Jeg er sådan én, der ikke siger noget, men bare håber, at det hele nok skal gå over,« siger hun og skubber til skyggen på sin kasket, så hendes øjne kommer til syne.
Tekst: Lærke Cramon
Foto: Sille Veilmark
Digital produktion: Mikka Tecza

5. august 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu