Feature

Kampen for en gravplads på en ø fuld af lig

Lighuset på Lesbos er fyldt til randen med druknede bådflygtninge. 68 døde kroppe venter på at blive stedt til hvile, og hver uge kommer nye til. Den unge Rafat er rejst fra Danmark til havnebyen Mytilini for at begrave fire af dem. Men selv ikke på kirkegården er der plads til de mange flygtninge

Lesbos, Grækenland

Rafat Ismaeil Alhamoud har fået at vide, at det er kommunen, der er skyld i, at han endnu ikke har kunnet begrave ligene af sine familiemedlemmer. I ti dage har han nu ventet.

Iført blå skjorte kommer han gående ned ad promenaden i havnebyen Mytilini på Lesbos. Han har en bedekrans om halsen og en cigaret i mundvigen. Han er på vej ind til rådhuset for at spørge, hvor længe han skal vente. Med sig har han Ahmad, en ung fyr fra Aarhus, som han har mødt gennem nogle danske frivillige. Ahmad skal hjælpe med det engelske. Rafat skodder smøgen og piller lidt ved sin tommelfinger.

»Det er vigtigt, de bliver begravet hurtigt,« siger han. »Ifølge Islam skal man begraves med det samme. Vi har allerede ventet alt for længe.«

Busser og taxaer fragter flygtninge fra øens lejre til færgehavnen, hvorfra de kan sejle videre til Athen. De, der har råd, fylder havnefrontens cafeer, mens andre nøjes med at sidde på fortovet.
Rafat Ismaeil Alhamoud har tilbragt ti dage på Lesbos, hvor han prøver at arrangere en begravelse for sin kusine og hendes familie. Ingen kan fortælle ham, hvor længe han skal vente. Men han rejser ikke, før det er gjort.
Borgmesterens kontor ligger på første sal i den lille rådhusbygning på hjørnet af havnen. En hektisk kvinde med krøllet hår tager imod Rafat og Ahmad i døren. Hun virker forvirret over deres forespørgsel.

»Hvad har det med borgmesteren at gøre,« spørger hun.

»Vi har intet at gøre med begravelser. Det er kystvagten, politiet eller måske hospitalet.«

»Men vi har fået at vide, at vi skal bruge en tilladelse fra kommunen,« prøver Ahmad, mens Rafat ser på fra døråbningen.

Kvinden med krøllerne rådfører sig hos en ældre mand med læderjakke og hængekinder, der sidder i hjørnet af kontoret og ryger. Det er ikke borgmesteren, men han lader til at have noget at skulle have sagt.

»Det har ikke noget at gøre med os,« udbryder han henvendt til Rafat og slår ud med armene.

Rafat slår sig for panden og trasker ned ad trappen igen. Sådan er den seneste uges tid gået. Rafat henvender sig i blinde hos forskellige offentlige myndigheder, men ingen kan give ham svaret på, hvordan han får begravet sine familiemedlemmer.

Han og Ahmad sjosker om på den anden side af havnen, hvor de finder den lokale tolk Egypter-Mustafa på Café Damas i samtale med en mand med grå skægstubbe. Manden er rejst til Lesbos fra München for at begrave sine fætre på 5 og 7 år.

Døden fra neden

Rafat er en af de snesevis af flygtninge, der har forladt sit trygge asylland i Nordeuropa for at rejse til den græske ø Lesbos og begrave familiemedlemmer, der er omkommet i Det Ægæiske Hav.

I år er knap 600 mennesker indtil videre omkommet i bølgerne mellem Tyrkiet og Grækenland. Det er lige så mange, som der druknede i hele Middelhavet i 2013, og nok til at det er umuligt for de lokale myndigheder at følge med.

Der har ikke været en muslimsk begravelse i Mytilini i ugevis, og hele øen er fyldt med lig, som kommunen ikke kan finde plads til at begrave. Derfor sidder Rafat ligesom mange andre fast her på Lesbos, indtil kommunen finder en løsning.

Han flygtede selv fra Syrien for tre år siden, blot 19 år gammel og uden andet til at beskytte sig end den bedekrans, hans mor forærede ham forud for rejsen. Den illegale sejlrute mellem Tyrkiet og Grækenland var langt fra så veletableret, som den er i dag. Italien var det foretrukne vindue til EU, og springbrættet var Libyen.
Rafat rejste ind i Libyen, dernæst til Algeriet, Marokko og så tilbage til Libyen, hvor han sammen med knap 1.000 andre mennesker blev gennet ned i to træbåde. Han tilbragte et døgn på Middelhavet i en overfyldt båd, der langsomt begyndte at tage vand ind, mens han knugede sin bedekrans og bad til gud. Pludselig kom en helikopter til syne på himlen, og i sidste øjeblik dukkede den italienske kystvagt og et norsk redningsfartøj op og reddede 450 mennesker fra druknedøden.

I dag bor han i Varde på den jyske vestkyst. Han har været i Danmark i 15 måneder og har ikke set sin familie i tre år. Tre af hans søstre og hans lillebror på 15 bor stadig i Damaskus med forældrene. De lever af ris og kartofler, som de får råd til med hjælp fra Rafat og en anden af hans brødre, der bor i Stockholm.

En dag i sidste måned blev han på makaber vis mindet om sin egen farefulde færd over havet. På Facebook kunne han se, hvordan hans kusine og hendes mand begyndte at dele billeder af sig selv og deres fire børn fra en by ved den tyrkiske kyst. Ved det snævreste punkt er der kun 10 kilometer fra Tyrkiet til Lesbos' nordligste spids. De havde tænkt sig at sejle til Grækenland, tænkte Rafat.

Børnene så glade ud. Trætte men lettede. Moren, Rafats kusine, så forstenet ud.

Dagen efter, den 28. oktober i år, forliste en træbåd med 250 mennesker om bord, kun få kilometer fra Lesbos. Rafat blev ringet op af sin fætter i Tyskland, kusinens bror. Måske er det dem, sagde han. Rafat gik i panik og begyndte straks at efterlyse oplysninger om sin kusine og hendes familie på de sociale medier.
Få dage senere blev han ringet op af en dansk frivillig på Lesbos, der sagde, at han hellere måtte komme derned. Både han og fætteren i Tyskland fløj straks til Mytilini, hvor Rafat fik lov at se på billeder hos havnepolitiet.

Da han så billederne, var der ingen tvivl. Det var dem. Både kusinen, hendes mand og deres sønner på 2 og 8 år var druknet. Deres datter og en tredje søn overlevede turen. Sønnen fortalte senere, at faren havde forsøgt at række ud efter kystvagten, men at kystvagten sparkede ham i ansigtet. Mindst 11 mennesker døde den dag, mens 242 blev reddet i land. Kusinens bror rejste hjem til Tyskland med de overlevende børn kort efter, at han havde identificeret ligene.

Han var bange for at miste sin understøttelse, hvis han var udrejst for længe. Rafat ved allerede, at han kommer til at miste sin integrationsydelse i næste måned. Men han er ligeglad. Han kan ikke tage hjem uden at begrave sin familie.
De syriske brødre Mohammed og Mohammed druknede i bølgerne mellem Tyrkiet og Grækenland 28. oktober i år. Billedet er taget, dagen inden de sejlede. Deres to overlevende søskende bor nu i Tyskland med deres onkel.

En plan tager form

Egypter-Mustafa rejser sig og hilser på Rafat, da han træder op på terrassen foran Café Damas. Han forklarer Rafat, at han muligvis har skaffet otte gravpladser på kirkegården. Men han tør ikke love noget. To af Rafats andre familiemedlemmer er også dukket op. Den ene er Khaled, en ung mand, der har fået familiesammenføring i Danmark og bor i Nykøbing-Falster. Han er fætter til kusinens mand. Den anden er Daher, der er bror til kusinens mand. Han er rejst hertil fra Holland og har sorte rander langt ned ad kinderne.

Egypter-Mustafa studerer egentlig græsk filologi på et universitet på det græske fastland. Men i de seneste otte måneder har han arbejdet som frivillig på Lesbos, hvor han hjælper pårørende til de druknede med at kommunikere med myndighederne.

Manden, der er rejst hertil for at begrave sine fætre, er ophidset over situationen. Det samme bliver Rafat, der har fået nok af at vente. Han har været på øen i ti dage, og der er ikke sket nogen fremskridt. Hele forsamlingen giver sig til at diskutere ophidset på arabisk. Mustafa forklarer, at kommunen arbejder på at udvide kirkegården. Men Rafat er træt af at blive syltet af myndighederne.
Ingen kan finde ud af, hvem der har ansvaret for at begrave de mange flygtninge, der drukner til havs. Mustafa (til venstre for neden) arbejder frivilligt som tolk og hjælper de pårørende med at arrangere begravelser. »Det mindste, vi kan gøre, er at give dem en værdig begravelse,« siger han.
Jeg er ligeglad med, hvordan de bliver begravet. De skal bare begraves hurtigst muligt. Jeg har allerede sagt til min mor, at de blev begravet for tre dage siden. Hun knækker sammen, hvis hun opdager sandheden
Diskussionen bliver afbrudt, da tre mænd i orange refleksveste træder op på terrassen og sætter sig ved bordet. De præsenterer sig som frivillige fra den britiske organisation Greengate Trust.

»Hvor mange lig er der tale om,« spørger den midterste vest. Han har et glat rødstribet fuldskæg, sort kjortel og turban.

»70,« svarer Mustafa.

»Og har I noget land?«

»Nej. Vi kan måske få plads til otte.«

Manden med det rødstribede skæg ringer til sit religiøse overhoved i England og spørger, om det vil være i orden at begrave alle ligene i én grav, i tilfælde af at kommunen ikke kan finde land nok.

Rafat protesterer, men kusinens bror, Daher, siger, det er i orden med ham.

»Jeg er ligeglad med, hvordan de bliver begravet. De skal bare begraves hurtigst muligt. Jeg har allerede sagt til min mor, at de blev begravet for tre dage siden. Hun knækker sammen, hvis hun opdager sandheden,« siger Daher.

Manden med det røde fuldskæg er skriftlærd og kvalificeret til at forestå en muslimsk begravelse. Han hedder Qari Bilal og har netop hørt om problemet med de mange lig, der ikke kan begraves. Han foreslår, at de kan begynde at lede efter andre kirkegårde i Athen, men Mustafa synes, det er bedst at vente til i morgen og forsøge at lægge pres på kommunen i Mytilini for at finde en lokal løsning. De aftaler at mødes igen i aften for at planlægge en demonstration foran rådhuset.

De tre veste forlader selskabet, og Mustafa kører af sted for at tale med nogen på lighuset. Rafat, Khaled og Daher sætter sig op ved et andet bord sammen med Ahmad fra Aarhus og bestiller sød te, mens de venter på nyt fra Mustafa. Rafat giver Daher en cigar, som han har haft med i lommen.

»Det er, så han kan slappe af,« siger Rafat med et kejtet smil. Og sådan sidder de i et par timer og kæderyger cigaretter og drikker sød te.
En britisk kvinde har doneret en fragtcontainer til hospitalet i Mytilini på Lesbos. Hospitalet holder containeren nedkølet og bruger den til at opbevare de mange druknede flygtninge, der ikke er plads til på lighuset.

Mening i håbløsheden

På lighuset i Mytilini venter 68 døde kroppe på at blive lagt i jorden. En stor del af ligene ligger stablet i en nedkølet, hvid fragtcontainer, der står ved siden af indkørslen til hospitalet. Den er en gave fra en britisk kvinde, og uden den ville lighuset være i store pladsproblemer.

På Panteleimon-kirkegården, der ligger få hundrede meter derfra, er det fjerneste hjørne omdannet til muslimsk gravplads. Men hjørnet har været fyldt op længe.

De muslimske gravsteder er så godt som usynlige bortset fra de små brudstykker af flækket marmor, der gør det ud for gravsten. Flere af de døde er uidentificerede. Nogle er blot markeret med et nummer og en dato skrevet med sprittusch.

Kommunen har søgt om tilladelse til at vælte muren og omdanne den gamle olivenlund bag kirkegården til gravpladser. Det ville give mere end rigeligt plads til de 68 lig. Men selv om kommunen har bedt centralregeringen i Athen om at hastebehandle ansøgningen, står oliventræerne der endnu.
Et hjørne af den gamle Panteleimon-kirkegård er hastigt blevet omdannet til muslimske gravpladser. Flere af de begravede er uidentificerede. Mange er børn.

På den anden side af muren ligger en gammel olivenlund, som kommunen har bedt om tilladelse til at omdanne til gravpladser. Men bureaukratiet i Athen forsinker processen.

Nyheder om døde flygtninge, der skyller ind på Lesbos' kyster, er blevet hverdag for de lokale beboere. Over for kirkegården ligger en lille blomsterbutik. Indehaveren, Paraskevi Giannikou, har set mange mødre begrave deres sønner i de seneste måneder.

»Det fylder mig med smerte,« siger hun. »Hvor er EU? Hvor er Tyrkiet? Jeg forstår det ikke.«
Midt i al den meningsløse død har Rafat fundet mening i at hjælpe en gruppe danske frivillige, der kalder sig Team Humanity. Det var dem, der hjalp ham med at identificere kusinen og hendes familie. Gruppen kører blandt andet ud til de forskellige lejre på øen og deler mad ud til flygtninge. Som nogle af de eneste frivillige på øen kan de også finde på at hoppe om bord i en af de efterladte gummibåde og bruge den til at sejle ud og rede folk i land, når de overfyldte både kommer i havsnød.

Synet af de mange glade ansigter, der møder Rafat i bådene, fjerner tankerne fra hans egen families tragedie. I modsætning til tidligere år er strømmen af flygtninge ikke aftaget i løbet af efteråret. Menneskesmuglerne har sænket priserne i takt med de dårligere vejrforhold, så en enkeltbillet fra Tyrkiet til Grækenland nu koster ned til 1.000 euro. Men det er stadig meget mere end de 20 euro, som almindelige rejsende betaler for en turistfærge.

Se på denne mand!

Næste morgen møder 20-30 mennesker op foran rådhuset for at protestere. Refleksveste fra flere forskellige organisationer er til stede. Qari Bilal, manden med det rødstribede skæg, står på fortovet i en cirkel med tre andre veste og griner. Flere af de frivillige dokumenterer flittigt begivenheden på deres smartphones og deler videoer og billeder på de sociale medier.

Rafat ser ud til at være i dårligt humør. Han står lidt i udkanten af det hele med korslagte arme og ryger en smøg.

»De er løgnere. De er kun kommet for at lave videoer af sig selv,« siger han.

Han skulle være fløjet hjem i dag, men har besluttet at udskyde hjemrejsen.

»Jeg er nødt til at begrave min familie.«

Ved siden af indgangen til rådhuset står en gruppe frivillige fra Team Humanity, inklusive den danske fotomodel Lykke May, der åbenbart er rejst herned og har sluttet sig til organisationen.

Qari Bilal stiller sig op på trappestenen og kalder tropperne sammen:

»Nu går nogle få af os op til borgmesteren og fører ordet. I andre bliver hernede og skaber pres udefra,« siger han og begiver sig ind ad døren efterfulgt af Mustafa og en håndfuld af de frivillige.
Kommunen venter på en tilladelse fra regeringen til at udvide byens overfyldte kirkegård. Daher (øverst til højre) har ventet mere end to uger på at begrave sin bror og hans familie. Viceborgmesteren (for bordenden) har et forslag til, hvor nogen af dem kan begraves – selvom det ikke er helt lovligt.
Forsamlingen marcherer op ad trapperne og direkte ind på borgmesterens kontor. Borgmesteren er der ikke. Den hektiske sekretærkvinde med det krøllede hår kaster et forbavset blik på den uanmeldte happening og skynder sig at genne hele flokken nedenunder i et mødelokale. Folk stiller sig i en rundkreds, og kort efter slutter en af byens otte viceborgmestre, George Katzanos, sig til det spontane møde, iført en gammel læderjakke.

»Hvor lang tid skal vi vente,« spørger Qari Bilal.

»Vi forsøger allerede at omgå bureaukratiet og venter kun på en tilladelse fra ministeriet,« forklarer viceborgmesteren.

»Men hvad er tidsrammen? Se på denne mand!« siger Qari Bilal og peger i retning af Daher, hvis sorte rander under øjnene bliver større for hver dag, der går.

»Han har mistet sin bror, sin svigerinde og deres to børn for to uger siden. Hvad skal vi sige til ham?«

Da slukker et lys i øjnene på Daher. Han falder på knæ midt i forsamlingen, men bliver grebet af Egypter-Mustafa, der knuger ham tæt ind til sig. Daher hulker som et lille barn ind i brystet på Mustafa, indtil nogle af de frivillige får bugseret ham hen til en vindues-karm, hvor han samler sig igen. Der udbryder forvirring, og Rafat råber af en mand på arabisk. Flere tv-hold er begyndt at dukke op i mødelokalet.
Daher er presset. Han har fortalt sine forældre, at begravelsen fandt sted for flere dage siden. Han frygter, at de vil bryde sammen, hvis han fortæller dem sandheden.
Endnu en viceborgmester træder ind ad døren iført en skinnende træningsjakke og smider sit nøglebundt på bordet. Forsamlingen sætter sig ved et langbord, og Qari Bilal og Egypter-Mustafa giver sig til at diskutere med de to viceborgmestre. Forhandlingerne ser i lang tid ikke ud til at føre nogen vegne, før viceborgmesteren med læderjakken og en advokat fra Greengate Trust pludselig beslutter sig for at springe ind i en bil og ræse af sted mod statsanklagerens kontor.

Qari Bilal lunter efter dem ud af døren og råber efter bilen, idet den sætter i gang:

»Og kom ikke tilbage uden en tilladelse!«
Viceborgmester George Katzanos har givet Mustafa og de frivillige lov til at grave fem gravpladser på hans egen olivenlund. Så må tilladelsen fra regeringen komme senere. »Jeg er mere forretningsmand end politiker,« siger han. »Jeg er vant til at handle.«
Rafat står for sig selv op ad en mur foran rådhuset. Han har ikke lyst til at tale med nogen. En times tid senere vender delegationen i bilen tilbage. Uden en tilladelse. Det viser sig, at statsanklageren ikke har bemyndigelse til at haste en beslutning om at oprette flere gravpladser igennem. Forsamlingen trækker indenfor igen, men denne gang kun for en kort bemærkning.

Viceborgmesteren med læderjakken rækker ind over bordet og tager Dahers hånd i sin.

»Det her er forkert,« siger han.

»Selv i krigstid skal man kunne begrave sine døde ordentligt. Vi føler med jer.«

Han forklarer, at han ejer en olivenlund med tilhørende olivenpresseri længere vestpå. Det er strengt taget ikke lovligt, men han vil gerne tilbyde at lade nogle af familierne begrave deres nærmeste på sin grund. Så må tilladelsen komme senere, siger han.

Qari Bilal takker ham mange gange, og alle i lokalet nikker.

Flere lokale stimler sammen ved hegnet i løbet af dagen og følger forbløffede med i den uofficielle begravelse. To store drenge råber noget på græsk, mens de kører forbi på en knallert. Ligene bliver kørt ind fra lighuset i bagagerummet af en gammel stationcar.

Et fredfyldt sted

Det her handler ikke om kristendom og islam.
Det handler om medmenneskelighed.
Lørdag morgen ruller to gule gravkøer ind på viceborgmesterens olivenlund. De hæver gravearmene og giver sig prustende til at fjerne en klynge træer. Egypter-Mustafa stikker to kæppe i jorden og lægger et kompas i midten. Det er vigtigt, at ligene bliver begravet med ansigtet vendt mod Mekka.

Gravkøerne graver fem firkantede huller. Det ene er til Rafats kusine og hendes familie. Rafat, Daher og Khaled skiftes til at hoppe ned i hullet og rette det til med hakker og spader. Daher bliver siddende i hullet og stirrer tomt ud i luften.

20 meter derfra, på den anden side af indhegningen, ligger en udmagret hest, der er ved at dø. Den har et betændt sår over sin bageste hov og har sparket to dybe render i støvet under sig selv. Som når man kaster sig på ryggen i nyfalden sne og tegner en engel med armene. Nogle af de frivillige taler om at aflive den, men de nøjes med at give den noget vand.

Viceborgmesteren samler de frivillige i en cirkel foran sig ved lågen. Han undskylder som kristen og på alle grækeres vegne, at de har ventet så længe. En oversætter til engelsk, mens en anden oversætter til arabisk. Forsamlingen nikker, mens viceborgmesteren fælder en tåre.

»Det her handler ikke om kristendom og islam,« siger en af de frivillige.

»Det handler om medmenneskelighed.«
28 mennesker – frivillige og pårørende – møder op i olivenlunden for at hjælpe med begravelsen af i alt seks druknede. Lyden af hakker og spader genlyder mellem træerne. Men der skal også være plads til bøn.
Familierne til de omkomne går op og krammer viceborgmesteren, der stadig står og græder.

Mustafa kører af sted mod lighuset i en gammel stationcar og vender tilbage med de første lig i bagagerummet. I alt seks skal begraves i dag. Qari Bilal og nogle andre frivillige bakker en minibus op ved siden af et skur og begynder at spænde tæpper og klæder ud mellem bilen og skuret for at skærme udsynet. Mustafa henter et hvidt plastikbord og bærer det ind bag tæpperne. Det er muslimsk tradition at vaske ligene, før de bliver begravet.

På den anden side af hegnet samler sig en lille gruppe af nysgerrige lokale.
Tre sæt forlygter lyser op i aftenmørket. Rafat, Khaled og Daher står i forreste række og beder i stilhed. Efter to ugers ventetid får de endelig lov at begrave deres familiemedlemmer.
Solen går ned, før alle ligene er vasket og bliver lagt ud på et blåt klæde. De ligger side om side pakket ind i hvide begravelsesklæder. Tre lange, voksne lig og tre, der kun når dem til hofterne. Tre biler holder parkeret foran hullerne med forlygterne tændt for at lyse op i mørket. En mand i en sort kjortel træder et par skridt frem og begynder at fremsige en bøn.

Forsamlingen står stille bag manden og beder i stilhed. Bønnen afsluttes, og Rafat træder frem og hjælper til med at sænke fire skikkelser ned i det kvadratiske hul. Kusinen, hendes mand og de to børn. Khaled falder på knæ og er helt utrøstelig i flere minutter. Mændene fordeler spaderne og skiftes til at skovle jord i hullet, til de hvide skikkelser forsvinder.

Så bliver der stille igen.

Seks af de 68 døde kroppe fra lighuset i Mytilini er nu blevet begravet. 62 mangler stadig. Tre dage senere drukner ni nye flygtninge i Det Ægæiske Hav.

CREDITS

Tekst: Sebastian Abrahamsen
Fotografi: Ulrik Hasemann

Redaktør: Anton Geist
Digital produktion: Jens Christoffersen

© Dagbladet Information
Publiceret 21. november 2015

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Shafi M.
  • Sören Tolsgaard
  • Britta Hansen
  • Torben R. Jensen
Pia Qu, Shafi M., Sören Tolsgaard, Britta Hansen og Torben R. Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Sebastian Abrahamsen, Information.

Tak, for en alvorlig beskrivelse af forhold, som vi andre ikke skænker en tanke. Vi ved de er der. Vi ved hvorfor de er der. Men, at de også skal nedværdiges i at få deres døde familiemedlemmer begravet, vidste vi ikke.

Der er sætninger der gør indtryk.: "Sønnen fortalte senere, at faren havde forsøgt at række ud efter kystvagten, men at kystvagten sparkede ham i ansigtet."

Hvor er vores politikere?

Hvor er EU?

Hvor er vi?

Hvor er jeg?

Bedste hilsner

Peter Hansen, kolonihusejeren med hjemmebag

Eneste lyspunkt i denne tragedie er Viceborgmester George Katzanos. Hans medmenneskelighed, medfølelse og mod at forbigå et skørt bureaukrati i et land, der er overladt til sig selv i en humanitær katastrofe, har gjort det muligt for Rafat og andre flygtninge endeligt at begrave de omkomne.

Jeg takker Viceborgmester George Katzanos af hele mit hjerte!

Philip B. Johnsen

EU ledelsen og medlemslandenes respektive regeringer er en skændsel.

Hvis EU-landene ønsker at fremstå, som et civiliseret samfund, må ansøgning om asyl og asyl behandling til EU mf. finde sted i Tyrkiet og Libyen.

Døde børn på strandene, forårsaget af politiske skænderier om fordeling af flygtninge imellem EU medlemslandene, er en skændsel.

Ja, Verden er for nogle ikke specielt rar at leve i. Denne tragedie har fundet sted overalt i hele min levetid og længe før. Og selvfølgelig er det min skyld så derfor skal jeg også gå til grunde. For fanden alle jer gode mennesker, hvad er problemet? I skal bare åbne jeres hjem for en flygtning. Så er det sikkert rigtig svært at blive terrorist uden at blive opdagetvis det ikke lykkes at blive integreret så e

Morten Pedersen

Hjerteskærende artikel - og alternativet, at tage imod alle, der vil ind...? Farvel Europa. Eneste løsning er at hjælpe dem hvor de er og hjælpe til nødvendige forandringer i deres lande.

Sören Tolsgaard

I en slettet kommentar gav Georg Christiansen udtryk for, at der bør oprettes et krematorium på Lesbos.

CG’s forslag kunne med sekulære øjne umiddelbart synes fornuftigt, men hvad det ikke tager højde for, er, at muslimer ikke anvender kremering, og mange grækere har formentlig en lignende indstilling.

http://www.religion.dk/islam/saadan-foregaar-en-muslimsk-begravelse

Forhåbentlig finder myndighederne snarest en samlet og værdig løsning, gerne i sammenhæng med et mindesmærke over disse tragiske begivenheder.