nudisme

Kampen om den nøgne by

Hver sommer strømmer titusindvis af nøgne feriegæster til verdens største nudistby, Cap d'Agde i Sydfrankrig. Nogle søger tilbage til naturen, nogle solbader og sipper rosé, mens andre har vilde sexorgier på stranden. Information har været på nøgenreportage blandt 40.000 swingere og naturister, som i årtier har kæmpet om retten til verdens største nudistressort
Tekst: Christian Bennike
Illustration: Mia Mottelson/iBureauret
I supermarkedet bøjer en nøgen mand sig ned efter en pakke kogt skinke, så jeg kan se op mellem hans balder. Det er underligt, hvor ikke-underligt det er. Jeg har smidt tøjet, samlet mit habengut i en lille bæltetaske og vandre nu nøgen rundt i verdens største nudistressort, Cap d'Adge i Sydfrankrig.

På en café sipper en gruppe midaldrende venner rosé under en parasol, og de flettede plastiksæder tegner mønstre på deres nøgne rygge. En meget tyk og meget glatbarberet kvinde i 80'erne går forbi med en tynd, veludrustet herre med en penispiercing på størrelse med et armbånd.

Her er plads til 40.000 feriegæster ad gangen på et areal, som vel svarer til Christianshavn. I 1950'erne lå her kun en søvnig teltplads for folk, som ville 'tilbage til naturen,' men i dag er Cap d'Agde et mekka for både naturister og swingere. Det er en nøgenby, og det er en sexby, hvor en betydelig andel udelukkende er her for at bolle hinanden.

Jeg har på forhånd ajourført mig med nøgenmiljøets interne konflikter, og det viser sig, at naturister hader swingere, fordi swingerne er omvandrende modargumenter til naturisternes traditionelle påstand om, at nøgenhed ikke fører til bunkepul og utroskab.

Kampen mellem naturisterne og swingerne er tydelig i Cap d'Agde, og byen har ligefrem måtte lægge ryg til naturistiske brandattentater mod swingerklubber i en prekær sag, som The Sunday Times døbte »Franske mullah-nudister i krig med swingere.«

Vil man forstå forholdet mellem sex og nøgenhed, er Cap d'Agde er virkelig the place to go – og hvem vil ikke det? Det virker i hvert fald, som om vi er mere forvirrende end nogensinde, når det handler om den nøgne krop. Selvom det altid er tilladt at bade nøgen fra danske strande, bliver der stadig længere mellem de bare bryster; vi blotter os mindre for hinanden, unge går mindre i bad efter idræt, der kommer flere badeforhæng på gymnasier og i svømmehaller, og andelen af unge, som er utilfredse med deres krop, stiger.

Samtidig er det som om, vi taler mere om nøgenhed end nogensinde, som om vi er kronisk i tvivl om, hvordan vi skal fortolke blottet hud. Må man vise bare bryster på cafeer? På en busreklame? På en kunstudstilling på en offentlig plads? I det perspektiv virker Cap d'Agde som et kæmpemæssigt socialpsykologisk eksperiment.
Betonby
Da jeg tidligere på dagen tjekkede ind i en af byens små ferielejligheder, gav hoteludlejeren Frédéric mig et crash course i nudist-etikette:

»Du skal under ingen omstændigheder fotografere, ikke gå i tøj på stranden og altid sidde på et håndklæde,« sagde han.

Og hvis man fryser? Ja, så er det bedre at krybe i en vindjakke end at tage bukser på. Pakker man først kønsorganerne væk, er spillet slut, for nøgenmagien virker kun så længe alle blotter sig – ellers forvandles de nøgne til ekshibitionister og de påklædte til voyeurister.

Historien om verdens største nudistby begyndte, da Den Femte Republiks teknokrater i start-60'erne udklækkede sine grandiose planer om at plastre hele den franske sydøstkyst til med hoteller og shoppingarkader.

I 1950'ernes var her kun myg, marsk og et par druemarker, hvor to brødre producerede dårlig rødvin. Cap d'Agde var Udkantsfrankrig, og efterkrigstidens boom var slet ikke nået her til endnu – men det var på vej. Lønninger og fritid strøg i vejret over hele Europa, tyskerne begyndte så småt at køre syd på i deres nye VW-bobler, og en sommerdag fandt nogle stykker vej til Cap d'Adge, hvor de slog telt op og svømmede nøgne i havet.

Året efter kom der flere, og året efter flere endnu. Vin-brødrene kunne dufte business og åbnede en skrabet lille teltplads uden strøm, vand og toiletter. Rygtet gik – særligt i Tyskland – og midt i 1960'erne kom der 3.500 mennesker til teltpladsen (80 procent udlændinge). Brødrene udvidede med toiletter og en lille butik, og Cap d'Agde blev endnu mere kendt i nudistkredse.

Så da regeringen i Paris lagde sine forkromede kystplaner midt i 1960'erne, gik teltpladsens succes ikke ubemærket hen. Her var et internationalt nicheprodukt, der talte til tidsånden. Man lugtede penge, og i 1968 blev nudisterne en officiel del af kystudviklingen – ferieboliger, bungalows og shoppingarkader i beton skød op efter samme funktionalistiske devise, som der blev bygget betonghettoer ud fra i storbyernes forstæderne og motorveje gennem de historiske bycentre. Naturisternes teltplads blev en betonby.
Bartid
40.000 nøgne mennesker! Det svarer cirka til, at hele Viborg. De køber baguettes, spiser is og vandrer til og fra stranden med liggestole. Gennemsnitsalderen er vel omkring 50 år, og der bliver solgt vildt meget solcreme, fortæller de ansatte, som trods alt har tøj på. Et midaldrende par shopper læderpiske i en af de mange butikker med sexlegetøj. Hos frisøren er en dame ved at få laserbehandlet sine hår under armene, og der er godt gang i salget af Crocs, kan jeg se.

Efter en kort dag i solen, falder mørket på, og Cap d'Agde trækker i tøj. Swingere har tøj på, når de skal i byen, og det siger et og andet om forholdet mellem nøgenhed og erotik. Hundrede nøgne mennesker i et rum er nemlig ikke spor erotisk – ligesom medicinske undersøgelser og billeder af kz-bade heller ikke er det. Det er transaktionen fra ét stadie til et andet, som er erotisk. Overskridelse. Blottelse. Det er vel derfor, striptease er så populært.

Det er blevet bartid, og der er proppet på en lille knejpe, som spiller Daddy Cool og Y Viva España vildt højt. Brysterne er allerede kommet frem, og swinger-stereotyperne lever i bedste velgående: Tunge guldsmykker, hairextensions, tyk makeup. Mænd i læderveste med den ublu kompilation af måne og hestehale; kvinder som ligner håndboldmålmænd og en drag queen i blå plysjakke, som viser sine brystimplantater frem til folk i baren. Den feminine dresscode er kort, stram, spids og gennemsigtig. Mændene har deres almindelige tøj på.

Jeg stiller mig i baren, hvor en ung fyr i ternet skjorte har hevet sin kærestes store bryster frem og er godt i gang med at ælte dem. Han rækker hånden ind under hendes hvide H&M-kjole, og hun bevæger sig rytmisk frem og tilbage, mens hun stråler som en lille sol. Alle ryger cigaretter, men luftfugtigheden er så høj, at man knapt fornemmer det. Flere mænd ligner Stig Elling.

En tyk italiensk kvinde, som rigtig er i stødet, bliver ved med at røre ved mit skæg, smækker mig i måsen og maser et tændt massageapparat mod mit skridt, mens hendes lille skaldede mand masserer hendes tunge bryster og skriger af grin.

Jeg snakker lidt med 38-årig Franc fra Paris, som er en af de mange enlige mænd, der kommer her for at være med på den værste. Han arbejder med noget »virkelig kedeligt på et kontor«, elsker yngre piger og er godt gammeldags skuffet over kødudvalget.

»Barcelona er bedre. Der kommer studerende fra hele verden, og spanske piger er lette at tale med. Ikke ligesom tyske piger, som skal have tre liter øl først,« siger han og spørger til swingermiljøet i København.

Pludselig opstår der tumult, da en italiensk dame med sølvbælte og brysterne ud over det hele angiveligt har fået en kindhest af en hollandsk mand i en lille læderskjorte. En platinblod kvinde med bobbet hår, rød lakkjole og grønne tatoveringer flyver i struben på ham. Bartenderen, som ligner én, der har set alt før, afvæbner parterne ved at invitere dem op på bardisken, hvor der er installeret en stripperstang – de er overraskende gode. Den ene kravler hen ad baren som en stor liderlig kat i knælange stiletstøver af imiteret slangeskind.

Den hollandske mand sætter en ældre herre på plads – han skal fandeme ikke stå dér og glo på hans dames røv, hvilket er underligt, for jeg har allerede set en masse mænd sutte på hendes bryster lige foran snuden på ham, og nu står der to andre mænd i baren og smækker hende i numsen. Men lige præcis dén ældre herre må åbenbart ikke glo. Der findes tydeligvis også jalousi i swingerland.

Klokken 02.00 er opvarmningen slut – nu er det tid til at ramme de rigtige swingerklubber. Jeg kan ikke komme med, kun to klubber lukker singlefyre ind, og det koster 70 euro – jeg trasker hjem i mørket. Fra ruderne i en speedbåd i havnen changerer lilla, blå og røde lys, og man kan se en røv og nogle ben stikke i vejret.

I harmoni med naturen
Efter fem minutter er der action. Ti meter fra mig begynder en mand at give en kvinde oralsex, og langsomt diffunderer en masse mænd derover. 10, 20, 30 mænd stiller sig i en cirkel omkring dem.
Springer man let hen over grækerne og romerne, begynder moderne nudisme for alvor i Tyskland i slut-1800-tallet, hvor den industrielle revolution og det moderne gennembrud skyllede ind over Europa. Folk strømmede til byerne, og traditionerne var i opbrud. Øv, tænkte nogle tyske filosoffer og kunstnere. Al den by, modernitet og sociale omkalfatring korrumperer den menneskelige sjæl – vi bliver fremmedgjorte over for os selv og naturen. Det kickstartede nudistbevægelsen, og den første nudistklub åbnede i Hamborg i 1903 med et antipoderne sammenkog af nøgenhed, vegetarisk kost, alternativ medicin, motion og ingen alkohol og tobak – i det hele taget var tankegodset brygget og tappet i romantikken.

Naturismen var per definition en reaktionær bevægelse. Den ville bekæmpe seksuelle deviationer som onani, homoseksualitet og promiskuitet gennem sol og motion – og det med kvinder på arbejdsmarkedet var den ikke meget for. Det ødelagde den naturlige orden.

I 1974 erklærede Den Internationale Sammenslutning af Nudister, at nudismen var »en livsstil i harmoni med naturen«, og man skal da heller ikke se mange minutter af Avatar eller Danser med Ulve for at få øje på ideologien – det gode og naturlige versus det onde og moderne.

»Det er lidt som at skrue tiden tilbage til dengang, tingene var mere simple,« som en nudist på stranden i Cap d'Agde siger til mig.

Da jeg vågner næste morgen skinner solen, og jeg tager en nøgenkaffe på balkonen, inden jeg går på stranden. Her skal man være nøgen. Punktum. Som en britisk mand fra London, som er kommet her i 15 år, fortalte mig dagen før:

»Jeg så engang en mand sidde på stranden i badebukser. Så kom der én hen til ham og sagde: 'Tag de bukser af eller skrid!' Det gjorde han ikke. Så kom der to mere og sagde det samme. Så ti. Og til sidst blev han jagtet væk fra stranden af 100 nøgne mennesker. Jeg har set folk blive smidt i vandet, fordi de havde tøj på. Her er folket sit eget politi.«

Jeg tænker ikke rigtig over, at jeg er nøgen – det er alle andre jo også – men jeg tænker over alle de uskrevne regler, jeg ikke kender til. Nøgenhed er jo kun frihed fra tøj, ikke fra sociale normer, dem er der masser af. Hvor må man kigge hen? Hvad med smykker? Hvad hvis man får erektion? Er man på håndtryk eller knus? Her er også masser af sociale markører – hår, makeup, tatoveringer, muskulatur, smykker. Nudister forkæler deres kønsdele med sirlige barberinger og smykker – flere af mændene går med penishalskæder.

Foucault beskriver i sin bog Seksualitetens Historie, hvordan moden i 1920'erne på papiret befriede kvinder fra korsetter og tykke heldragtsbadetøj, men så snart korsetter var væk, opstod der bare nye idealer om diæter og solbadning. Det samme kan siges om nudisme – den har bare sine egne normer.

Nudiststranden er løst opdelt i tre områder: Familie (selvom her næsten ikke er nogen børn), swinger og bøsse. Jeg breder mit håndklæde ud i swingerområdet.

Efter fem minutter er der action. Ti meter fra mig begynder en mand at give en kvinde oralsex, og langsomt diffunderer en masse mænd derover. 10, 20, 30 mænd stiller sig i en cirkel omkring dem. Enkelte står roligt med hænderne på ryggen og nyder showet, lidt som om de er til reception, andre sætter sig på knæ siden af kvinden for at onanere ud over hende, og der opstår hurtigt en 'de stive pikkes køkultur.'

Jeg går derover. Kvinden er cirka 40 år og ligger på ryggen på et blåt tæppe midt i cirklen, hendes nøgne krop glinser af sæd. En ældre herre sidder på knæ ved siden af hende. Med to fingre tager hun fat om hans brystvorter og stønner højt, mens han kommer ud over hende bryster.

»Cum queen,« siger hun og ser på sin mand, som ligger ved siden af hende.

»I think I'm done now.«

Flokken opløses med spredte klapsalver, hvilket næsten er det underligste af det hele, og da alle er væk, vader parret ud i Middelhavet, hvor manden vasker sæden af sin kone. Jeg lægger mig på mit håndklæde, og da parret kommer op fra vandet, kan jeg høre, at de taler dansk.
Locally grown grape is cheap and very juicy
En god forretning
Hverken deres venner eller deres fem børn ved, hvor de er – alle tror, de er på ferie i Nice.
Hvis nøgenhed før Anden Verdenskrig handlede om sundhed og modernitetskritik, handlede det i efterkrigstiden om sex. Der var plus på kontoen i Europa, og det mentale overskud blev brugt på at frigive abort, prævention og porno. Sexundervisning og sex før ægteskabet blev accepteret, og pludselig var det okay at være liderlig – det blev ligefrem et krav.

Den tyske historiker Dagmar Herzog har beskrevet, hvordan hippierne, Frankfurterskolen og psykoanalytikerne i 1960'erne alle betragtede sex som antifascistisk. Sex var frigørelse, og sex var fred. Make love not war. Adorno og Susan Sontag mente, at nazisterne havde undertrykt seksualiteten, og at det var én af grundene til Holocaust, så hvis man virkelig ville være progressiv, skulle man bolle. Bed peace, som John Lennon og Yoko Ono, sagde.

Hvor det tidligere havde været skamfuldt at have lyst, blev det nu skamfuldt ikke at have lyst. (Analysen var i øvrigt forkert, for seksuallivet i Det 3. Rige var faktisk ganske liberalt – men det er en anden historie.)

Tyskerne er stadig uofficielle verdensmestre i swinging. Hver tysk by med respekt for sig selv har en swingerklub. På sitet joyclub.de har de registreret 296 lokale klubber, og tyskerne er også den største gruppe i Cap d'Agde.

Men da de fede efterkrigsår ebbede ud i 1970'erne med inflation og oliekrise, var gode råd pludselig dyre, for hvor skulle pengene nu komme fra? I Cap d'Agde blev svaret sexturisme. Kommunen vendte det blinde øje til, mens swingerne strømmede til, og i midt-80'erne var 40 procent af de 200.000 årlige besøgende sexturister. Modsat de asketiske naturister, brugte de hedonistiske swingere massere af penge på drinks, legetøj og swimmingpools. Hedonisme blev en god forretning, og de gamle naturister så skumlende til, mens deres tanker om sundhed og autenticitet blevet solgt for ussel mammon.

På vej hjem fra stranden møder jeg et svensk par fra Kalmar på 51 og 54 år. De er her for andet år i træk og kommer for at have sex. Det er »et frirum«, som kvinden siger.

De bor på et lukket swinger-couples-only-hotel midt i nudistbyen, hvor livet går sin gang omkring den store pool, som alle lejligheder vender ud imod. Det koster 15.000 svenske kroner for én uge. Han er i netundertrøje og har en stram læderrem om sin penis, hun er fuldt påklædt.

»Der er folk på 20 år, og der er folk på 80 år. Der er en dame på 85 år. Du skulle se hendes krop,« sige hun.

Hverken deres venner eller deres fem børn ved, hvor de er – alle tror, de er på ferie i Nice.

»Vi har lige været i hammam med en brasilianer og en tysker, og da vi var færdige med sex og lå og pustede ud sagde én: 'Nå, hvor er I så henne?' Ingen er officielt i Cap d'Agde. De er i Nice eller i Montpellier.«

– Hvor meget sex, kan I have på sådan en dag?

»Meget. Meget, meget, meget. Vi går i pool og i hammam, på stranden og på klub om aftenen,« siger hun.

Swingere taler meget om frihed og individualisme, om at »kunne være sig selv og gøre, som man vil«, som en britisk swinger siger til mig. De deler ikke naturisternes kritik af det moderne samfund, og mange swingere er slet ikke nudister – det provokerer naturisterne at se folk valse fuldt påklædte rundt i Cap d'Agde.

»De burde få deres tøj konfiskeret,« siger en 63-årig mand fra Sussex, som jeg møder på gaden. Han er kommet her siden 1985.

»Jeg elsker bare at være nøgen. Jeg er nøgen i min have derhjemme. Men jeg swinger ikke,« siger han.
Burde være et familiested
Lidt længere nede af vejen møder jeg det schweiziske ægtepar Enka og Werner Hermann på 64 år, som er kommet i Cap d'Agde siden 1975. De har også fået nok af al den sex.

»Vi har haft vores barnebarn med, dengang hun var ni år. Hun kunne godt lide det, men jeg tror ikke, vi ville gør det i dag. Der er for meget sex over det hele. Det burde være mere et familiested,« siger Enka Hermann, mens solen synker ned bag betonblokkene.

»Det er behageligt og frit at være nøgen. Det har ikke noget med sex at gøre.«

Næste morgen giver udlejeren Frédéric mig et lift til toget, mens vi taler om dengang i 2008, hvor fire af byens store swingerklubber gik op i flammer i en række voldsomme brandattentater. Først gik det ud over Glamour, så Club La Palme Ré, Le Tantra og til sidst klubben Zen. Brandene er aldrig blevet opklaret, og selvom nogle mener, at bagmændene var naturistaktivister, tror Frédéric, at det var et internt mafiaopgør. I 1990'erne samarbejdede naturisterne med politiet for at få smidt det voksende antal strandkneppere ud, men det mislykkedes – der var efterhånden så mange penge i sexklubberne, at mafiaen var begyndt at trække i trådene, og naturisternes præsident modtog dødstrusler.

Summasummarum er, at swingeriet i dag er er vildere end på noget tidspunkt i de glade 1990'ere, og udviklingen går kun én vej.

»Engang var det noget, der skete i klitterne om aftenen. I dag begynder det tidligt om morgene og forgår midt stranden,« siger Frédéric og parkerer sin Citronên foran togstationen i Agde.

»I hvert fald om sommeren. Så snart varmen forsvinder, forsvinder gæsterne jo også.«
Tekst: Christian Bennike
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
Redaktører: Kristian Villesen/Jon Faber/Louise Grønkjær
Digital produktion: Lars Højholt

Dagbladet Information
Publiceret 30. juli 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag
Troels Rasmussen

Gad vidst hvordan det ville være, hvis nøgenhed og seksuel åbenhed var mindre tabulagte, der hvor gæsterne kommer fra. Ærgerligt, at det danske par ("cum queen"-parret) ikke kom med et par udtalelser til avisen.

For mig er det interessant at bemærke den tilsyneladende modstrid i min tankegang i forbindels med den 38-årige, der gerne tager tager til Barcelona for at score piger. Han siger, at de er nemme at snakke med, og jeg har en umiddelbar idé om hans scoren som en lettere skummel eller lyssky ting, hvor han franarrer pigerne en intimstund. Hvorpå min egen respons er "hvad nu hvis det ikke er lyssky men åbent og ærligt?"

Nudister og flyvende tallerkener...jeg var umiddelbart i tvivl om det var information jeg var kommet ind på....:-(
- Hvad med nogen artikler ude fra arbejdspladserne, men det passer måske ikke til informations nye overflade....

Emilie Poulsen

Nå, men nu har jeg sat mig selv op til nogle rimelig spændende internetreklamer, ved at Google "penishalskæde"...