En torsdag morgen vågner Raju Koli tidligt i sit airconditionerede soveværelse i slumkvarteret Dharavi i det centrale Mumbai. Han vasker sig på badeværelset, tager en skjorte og et par jeans på og går ud i køkkenet, hvor han som sædvanlig springer morgenmaden over og laver sig en kop stærk te. Så træder han ind i sit hellige rum og knæler et par minutter foran sine hindu-gudefigurer. På vej ud ad døren sender han en bøn i retning af det kristne kors, der hænger i entreen.

Raju Koli bevæger sig ind på sit lille kontor i den samme bygning, hvor han bor. Engang var selvsamme bygning et skur, hvor han blev født i fattigdom. I dag er Raju Koli en del af Dharavis overklasse. Hans opstigning til i dag at bo i et stort hus med masser af plads til familie, moderne bekvemmeligheder og et toilet med træk og slip, hænger uløseligt sammen med hele kvarterets langsomme fremskridt.

Som chef i et lille internetfirma har Raju Koli med teknisk snilde, akrobatik og stor tålmodighed forbundet det nedslidte og kaotiske område med resten af verden. Internettet har været vitalt for Dharavis blomstrende industri, der leverer lædervarer til London, snacks til hele Maharashtra-delstaten og jeans til Dubai. Gennem årene har hans firma udlagt over 100 kilometers fiberkabel på kryds og tværs af Dharavi til private, internetcafeer og virksomheder.

En utilfreds kunde ringer til en af Raju Kolis mobiltelefoner. 20-årige Jyothi Agave studerer på en af Mumbais højere læreanstalter og skulle til at downloade undervisningsmateriale, da hans internetforbindelse blev afbrudt. Raju Kolis ansatte har dagen inden forgæves forsøgt at løse problemet. Joythi Agave er svært utålmodig. Raju Koli lover den unge mand at løse problemet hurtigst muligt.

Et øjeblik sidder Raju Koli og gennemtænker problemet og dets mulige løsninger, mens larmen fra hønsene og de morgentravle beboere i de smalle gyder strømmer gennem det lille kontors åbne dør. Så rejser han sig og går ud i kvarteret.

Dharavi er et af Asiens største og tættest befolkede slumkvarterer og ligger midt i Indiens folkerigeste by, Mumbai. Usikre og utilstrækkelige statistikker anslår i dag Dharavis folketal til at ligge mellem en halv til en hel million mennesker, stuvet sammen på fire kvadratkilometer, svarende til størrelsen på Nørrebro i København.

Et kvarter, som ifølge Indiens premierminister Narendra Modi gerne skal være forsvundet inden år 2022, hvor hele Indien ifølge regeringen skal være slumfri. Det er en enorm – og ifølge kritikerne umulig – opgave. 65 millioner mennesker, svarende til hele Frankrigs befolkning, lever i Indiens mange slumkvarterer.

Derfor hævder regeringen, at man i løbet af de næste syv år vil bygge 20 millioner nye hjem. En række nye smart cities skal være modsætningen til de forurenede, overbefolkede og overbelastede storbyer.

I Mumbai har lokalregeringen inviteret internationale investorer til at transformere Dharavi til byens splinternye forretnings- og boligområde. Ifølge kritikerne vil det måske nok opgradere bydelen, men samtidig risikerer størstedelen af Dharavis nuværende beboere at blive gjort hjemløse.

Kritikerne minder om de utallige eksempler fra storbyer som Lagos i Nigeria og Istanbul i Tyrkiet. Her har en stigende urbanisering erstattet centralt beliggende slumkvarterer med nye, dyre ejendomme til byens middel- og overklasse – og presset de oprindelige beboere ud.

Som barn boede hele Raju Kolis familie i et simpelt lille skur på samme sted, hvor han i morges vågnede i sin komfortable seng. Dengang var Dharavi et overset og underudviklet området i Mumbais periferi. Og før det var Dharavi en fattig fiskerlandsby. Størstedelen af jorden, som delvist er inddæmmet mangrovesump, ejes af delstaten Maharashtras regering.

Det har nu aldrig betydet det store for Dharavi.

Gennem årene har man vænnet sig til for det meste at været ignoreret og overladt til sig selv. Bydelen er vokset og knopskudt uden nogen central styring eller planlagt infrastruktur. Af samme grund er størstedelen af Dharavi overbefolket, nedslidt, beskidt, forurenet og kaotisk. Men også et elsket hjem for mange af Mumbais fattige, der aldrig vil få råd til de milliondyre lejligheder, der skyder op som luksussvampe over hele byen.

Dharavi er stedet, hvor fattige tilflyttere fra landet og folk fra lavere kaster kan finde et billigt sted at bo. Et tæt befolket og berygtet sted med mangel på rent vand, kloakker, toiletter og affaldsindsamling. Men også et sted, hvor en tilflytter med hænderne rigtigt skruet på og en smule held, kan tjene gode penge i kvarterets mange industrier – og måske rykke sig fri af sin undertrykkende kastebaggrund og tage et trin op af den sociale rangstige.

I årtier har det officielle Mumbai givet Dharavi lov til at passe sig selv af. Det er måske også en af årsagerne til, at der eksisterer tætte sociale bånd mellem beboerne, der på trods af deres vidt forskellige baggrunde har et stærkt tilhørsforhold til hinanden og til Dharavi.

I små rum ud til smalle mørke gyder lever en myriade af etniske grupper, kaster og religioner mast sammen og presset op og ned af hinanden. Af og til tørner religiøse og etniske grupper sammen. Af og til blander de sig. Derfor har Raju Koli både hindutatoveringer på underarmene, et kristent kors i entreen, og en stor fisk i et akvarium i stuen til ære for sine forfædre, der få generationer tilbage var fiskere.

Interessen for at udvikle det tidligere så ignorerede område er vokset synkront med Mumbais hypervækst, der har forvandlet Dharavi fra døsig fiskerflække i udkanten, til et vildtvoksende, hurtigtbankende hjerte i megabyens midte. Klos op ad et forretningsdistrikt, tæt på den internationale lufthavn, og lige mellem to centrale toglinjer, er Dharavi milliarder af kroner værd for både myndighederne og for ejendomsudviklere, der kan sælge nye boliger i området til kvadratmeterpriser på Paris-niveau.

Den enkeltperson, der om nogen inkarnerer regeringen og investorernes ambitioner om at »genudvikle« Dharavi, er arkitekten Mukesh Mehta.

»Om fem år vil Dharavi være et område, der er langt foran resten af Mumbai,« siger Mukesh Mehta. Han understreger, at hans interesse for Dharavi ikke bunder i et ønske om personlig berigelse, da han med egne ord er »ekstremt velstående.«

Efter at have opbygget sin formue i den indiske stålindustri, og senere som ejendomsudvikler af luksusboliger på den amerikanske østkyst, vendte Mukesh Mehta tilbage til Mumbai, hvor han i 1999 fik øjnene op for Dharavis potentiale.

Udviklingen af kvarteret er blevet hans livsprojekt. Ikke kun på grund af de millioner af kroner, en investor potentielt kan tjene på den dyrebare jord. Men også fordi, han ønsker at støtte indbyggerne i deres kamp for at bestige Indiens stejle socioøkonomiske bjergskråning.

»At romantisere et slumkvarter er den største fejl, man kan begå,« siger Mukesh Mehta på sit kontor, hvor han byder på kølig, krydret kærnemælk.

Efter forgæves forsøg på selv at rejse penge til udviklingen af Dharavi, blev han i en årrække ansat af regeringen som ansvarlig for at udarbejde en udviklingsplan for området. En overgang åbnede han et kontor i Dharavi for at lytte til beboernes ønsker, og han holdt hundredvis af møder for at vinde lokalbefolkningens opbakning.

»Jeg spiser, drikker og ånder for slumkvartererne,« siger Mukesh Mehta.

I det Dharavi, som Mukesh Mehta så brændende ønsker at rive ned og genopbygge, har Raju Koli forladt sit lille kontor. Nu bevæger han sig hjemmevant gennem Dharavis labyrintiske gyder mod den unge studerende Joythi Agaves hjem. Formentlig skyldes det afbrudte internet en løs forbindelse, tænker han.

Internetkablerne fletter sig sammen med kvarterets elledninger og hænger sammenfiltret på kryds og tværs mellem bygningerne over Dharavis smalle gader og passager. Udover at det tager tid og besvær at få beboernes tilladelse til at trække kabler mellem bygningerne, er det besværligt at identificere og udbedre fejl, når signalet forsvinder. Så må Raju Koli gennemgå kundens styresystem, netværkskort og software, som ikke altid vil tale sammen.

»Det er ikke bare plug and play,« understreger Raju Koli, mens han slendrer gennem kvarteret.

På denne kogende fugtige sommerdag er en gåtur gennem Dharavi en sansemæssig ekstremsport. Dyttende motorcykler, duftende krydderier og en lugt af kloak. Sariklædte husmødre handler grøntsager på gaden. En ung skrædder skynder sig gennem menneskemængden for at nå på arbejde i en af Dharavis tøjfabrikker.

Raju Koli passerer en slagter, der hugger hovedet af en kylling, mens en lille pige længere nede ad gaden trækker op i nederdelen, sætter sig på hug og forretter sin nødtørft. Ved siden af hende hænger en flok unge ud ved chai-sælgeren. De sludrer, mens de glor på endeløse kolonner af tuktukker, taxier, biler og motorcykler, der osende snegler sig afsted på de overfyldte veje i udkanten af kvarteret.

På den anden side af vejen ligger den mangroveklædte flod Mahim Creek, hvor Raju Koli svømmede under sin barndoms sommerhedebølger. I dag er floden ændret til en åben kloak, som lokale både bruger som toilet og affaldsspand. Ikke uden ironi kalder kvarterets unge Mahim Creek for »Dharavis swimmingpool«. I dag kunne Raju Koli ikke drømme om at tage en dukkert i det stinkende vand.

Mens han bevæger sig gennem de snævre gader med en ansat, føler Raju Koli sig som en kirurg, der er ved at forberede sig på en svær operation.

»Jeg kan ikke bare gå i gang med lukkede øjne. Jeg bliver nødt til at tænke tingene igennem inden.«

Hvert andet øjeblik stopper han for at hilse på venner og bekendte. Internetmanden er kendt og respekteret i området. Han ønsker at bevare Dharavis særlige præg af lave, tætbyggede huse blandet med småindustri og forretningsliv. Han stopper ved et af områdets få åbne pladser, hvor nogle drenge spiller cricket.

»Regeringen vil have det her stykke. De er ligeglade med os,« siger Raju Koli.

Han peger ud mod de faldefærdige bygninger, der klumper sig sammen på det dyrebare, centralt beliggende stykke land.

»Hvis du opdager, at der ligger en guldskat under din blomsterhave, vil du selvfølgelig grave den op for at få guldet. Og du vil være ligeglad med, om du ødelægger blomsterne,« siger Raju Koli, inden han går videre.

Mukesh Mehta har tegnet en udviklingsplan, som han selv betragter som en win-win-win-løsning for stat, beboere og investorer. Investorerne betaler staten, der i dag står som ejer af det meste af jorden, for at få lov til at udvikle området. Beboernes levestandard løftes markant, når deres mørke og trange rum i de nedslidte, tætbyggede toetagers bygninger erstattes af lyse højhuslejligheder. Ved at genhuse beboerne i højhuse frigives en masse dyrebar jord, som investorerne kan bruge til at bygge nye kontorbygninger, som kan sælges med en stor profit.

Men gennem årene er hans plan gang på gang blevet forhalet. Både af finanskrisen, politiske rævekager, personlige opgør i topadministrationen, rivalisering mellem delstatsregering og centralregering og protester fra ngo’er og borgere.

Ofte har Mukesh Mehta selv været centrum for kritik. Og skønt han i dag arbejder med slumudvikling i andre indiske og afrikanske byer, er den kontroversielle arkitekt ikke længere tilknyttet Dharavi. Men hans vision lever videre. Det statslige udviklingsprojekt Dharavi Redevelopment Authority, DRA, har stort set beholdt Mukesh Mehtas udviklingsplan, og i disse måneder lanceret en ny udbudsrunde for at tiltrække internationale investorer, der tør binde an med det ambitiøse byudviklingsprojekt.

De højest bydende investorer får lov at udvikle området, så længe de samtidig forpligter sig til at bygge nye højhusblokke, skoler og anden infrastruktur til Dharavis beboere. Men beboerne har aldrig fået lov til at stemme om udviklingsplanen. Og modsat de typiske slumudviklingsprojekter i Mumbai er Dharavis udviklere ikke tvunget til at have 70 procents opbakning fra beboerne til deres plan. Det er derfor reelt svært at vurdere, hvor mange lokale, der vender tommelfingeren op eller ned til DRAs bud på, hvordan fremskridt ser ud.

Når man taler med den tilfældige chaisælger, daglejer eller forretningsejer, er det svært at finde opbakning til projektet, men let at finde protester mod det. En del virker til ikke at bekymre sig over en fremtid, som de er vant til ikke at have indflydelse på. De tilføjer, at der tidligere har været udviklingsplaner, der aldrig blev til noget. Mange siger, at de gerne vil have udvikling på deres egne præmisser. Men de frygter at miste deres bolig, når de ifølge DRAs plan skal genhuses. Det skyldes, at kun familier, der kan bevise, at de har boet i Dharavi siden år 2000, vil blive tilbudt genhusning i de nye moderne højhusbyggerier. Resten af beboerne må finde et andet område at bo i.

»Ja, lejerne bliver sat på gaden,« siger DRAs leder Nirmal Deshmukh på sit kontor.

På den måde tilgodeser udviklingsplanen Dharavis mere velstående indbyggere, der har papir på deres bygninger. De fattige beboere bliver taberne. Det mener i hvert fald schweiziske Matias Echanove og indiske Rahul Srivastava, der leder en lille organisation for social byudvikling i Dharavi, URBZ. Ligesom Raju Koli er de ikke meget for at kalde Dharavi et slumkvarter – i stedet foretrækker de den mindre stigmatiserende betegnelse homegrown neighborhood.

Makkerparret er stærkt kritiske over for DRAs udviklingplan, som de mener vil sønderflænse områdets tætvævede bånd af industri, boliger, rekreation og forretningsliv. Sammen med det vidt forgrenede netværk af bilfri gågader, giver det Dharavi et på en gang ruralt og urbant præg af storbylandsby.

»Den nuværende plan vil ødelægge Dharavis tætte sociale strukturer, når man genhuser en lille del af beboerne i højhuse, som risikerer at udvikle sig til slum på højkant. Langt de fleste af Dharavis beboere vil dog blive presset ud til andre slumkvarterer flere timer uden for Mumbai, hvor de skal starte fuldstændig forfra. Det er ingen hjælp,« siger Matias Echanove.

Mukesh Mehta påpeger, at det ikke er muligt at genhuse op mod en million mennesker, og at det heller ikke er retfærdigt, hvis folk skal tilbydes en helt ny bolig, når de måske kun har boet til leje i Dharavi i en kort periode.

Både tilhængere og modstandere af den nuværende udviklingsplan er altså enige om, at en del af Dharavis beboere vil blive hjemløse i takt med, at den nye plan føres ud i livet. Til gengæld er der stor uenighed om, hvor mange personer det drejer sig om. URBZ vurderer, at størstedelen af Dharavis nuværende beboere vil blive hjemløse, op til 600.000 mennesker. Nirmal Deshmukh fra DRA hævder, at det reelt kun vil dreje sig om ganske få af beboerne.

Udviklingplanens fader, Mukesh Mehta, mener, at kritikerne af udviklingsplanen gør beboerne en kæmpe bjørnetjeneste, der fastholder dem i underudvikling. Ifølge ham har mange NGO'er selv en interesse i at holde folk i dårlige vilkår for at undgå at overflødiggøre sig selv. Han tilføjer, at mange af de ansatte i de kritiske ngo’er formentlig ville vægre sig ved selv at skulle bo i det Dharavi, de kæmper for at bevare.

Det ene af de to nederste rum bliver udlejet til et ægtepar, den 25-årige Arivind Kumar og hans 23-årige kone Vineeta Sau fra Kanpur, som ligger 1.300 kilometer nordøst fra Mumbai. Arivind Kumar arbejder som skrædder, mens Vineeta Sau står får husholdningen i det trange lille rum, som dufter af de karryretter, hun hver dag tilbereder til sig selv og sin mand.

Hun savner sine venner og familie fra Kanpur, og ikke mindst det rummelige hus, hun voksede op i. Men det var for svært for hendes mand at finde ordentligt lønnet arbejde.

Skønt det unge ægtepar lever trangt, har de langt bedre plads end lejerne i naboværelset. Her bor syv unge mænd, der har rejst 1.500 kilometer fra landsbyen Pratapgarh for at arbejde i Mumbai som blandt andet skræddere og elektrikere. Nu deles mændene om det lille dunkle rum, hvor de akkurat kan ligge på række på de måtter, som de ruller ud, når de skal sove. I hjørnet er en fælles vask, og fra loftet fordeler en enkelt støjende ventilator den fugtige varme i det lille tillukkede rum.

Den ældste af de syv mænd er 27-årige Raju. Selv om han deler fornavn og nabolag med Raju Koli, er hans tilværelse og boligforhold langt mere primitive. Raju arbejder seks dage om ugen fra morgen til aften for at sende penge hjem til sin familie i landsbyen.

Som alderspræsident hjælper han sine yngre samboer med at opføre sig ordentligt og med at spare op, så de ikke kommer til at bruge deres løn på fest og farver. Engang hvert halve år tager han en måned eller to hjem til sin kone og to børn, inden han vender tilbage til Dharavi for at tjene penge.

Storbyerne vokser med 10 millioner mennesker hvert år, viser tal fra Verdensbanken. Og Indiens bybefolkning forventes ifølge FN-fremskrivninger at stige med omkring 400 millioner frem mod 2050 og dermed næsten blive fordoblet.

Problemet er, at det officielle boligmarked i byer som Mumbai på ingen måde kan besvare denne vækst. Derfor ender mange i slumkvarterer med lav husleje og elendige leveforhold. I Mumbai anslås omkring 40 procent af de 12,5 millioner indbyggere at leve i slummen.

Indiens enorme mangel på ordentlige boliger fik i 2015 premierminister Narendra Modi til at lancere programmet Housing for All, der inden år 2022 skal udrydde slummen og skaffe ordentlige og billige boliger til de 170 millioner mennesker, der lever i byernes slumkvarterer. En ambition, de fleste eksperter anser som umulig at realisere på så kort tid, men som har været med til at øge myndighedernes pres på Dharavi.

DRA har opdelt bydelen i fem sektorer, og udviklingen er allerede langt fremme i sektor fem, som det statslige Maharashtra Housing Area Development Authority (MHADA) har fået ansvaret for at udvikle.

I den anden ende af Dharavi er Raju Koli måske nået frem til problemets rod for den afbrudte internetforbindelse. Op ad nogle trapper og ud på et tag står han foran en fuglerede af sammenfiltrede ledninger tæt på den bygning, hvor den studerende Joythi Agave bor.

Raju Koli finder switchen, som fordeler internet til 36 af hans kunder, og et efter et gennemgår han de mange kabler. Endelig finder han fejlen – en switch connecter var blevet karboniseret af Mumbais barske klima. Komponenten bliver skiftet, og internetforbindelsen er genoprettet. Joythi Agave er glad, og Raju Koli er tilfreds.

»Alting er mere kaotisk i slummen, og fejlene kan sommetider være svære at finde, når alle ledningerne er filtret sammen,« siger Raju Koli, der sommetider har måttet trække flere hundrede meter kabel henover bygningernes tage for at nå ud til en enkelt kunde. Han må også tage hensyn til højspændingskablerne. Dem kan man ikke komme tæt på, for ellers vil deres magnetisme ødelægge internetkablerne.

»I Europa og USA ligger kablerne fint og velordnet, men det er ikke muligt i slummen. Det er jo ikke ligesom et velordnet højhusbyggeri,« siger han.

Som en af de mere velstående indbyggere i Dharavi, og som beboer i et af de områder, der ikke i første omgang skal saneres, er Raju Koli ikke i akut fare for at blive flyttet. Men han ønsker, hverken at han eller hans internetkunder i Dharavi skal til at bo i højhuse.

»Lige nu er regeringen venlig, men snart vil de komme med magt for at få deres vilje. De vil have det her landområde,« siger han. Mange beboere i Dharavi hævder, at der vil blive vold i gaderne, hvis regeringen forsøger en tvangsrydning af området. De vil være nødt til at sætte politi eller militær ind, siger de, for de flytter ikke frivilligt.